I »Militært Tidsskrift« Nr. 8/1941 skriver Løjtnant M. Hjort »Lidt om Underkorporaler«. Løjtnanten vover sig herunder ind paa de juridiske Omraader og beskæftiger sig med Respektstridighedssager. Den, der skriver disse Linjer, er Politibetjent og har, medens jeg fungerede som Auditør, erfaret, at forskellige unge Befalingsmænd har slugt Løjtnantens Bemærkninger raat, og da de ikke synes egnede til at nydes paa denne Maade, tillader jeg mig at bede om Plads for følgende Bemærkninger.
Enhver, der har beskæftiget sig med Militær jura, ved, at Respektstridighedssager kan være noget af det vanskeligste, man kommer overfor. Ikke helt sjældent ligger Sagen saaledes, at den, der indmelder den undergivne for Respektstridighed, selv har en vis Skyld enten ved tidligere at have været for kammeratlig eller ved paa anden Maade at have nedbrudt den Autoritet, som er Betingelsen for Respekten. Den Slags Sager hører derfor ofte til de bevismæssigt vanskelige Sager. Naar Løjtnanten nu kræver disse Forseelser paalagt en vis Minimumsstraf, gaar han for det første Stik imod et af den nye Straffelovs Principper. Man har i denne Lov, ud fra gjorte Erfaringer om de faste Mindstemaals uheldige Virkninger, netop afskaffet disse Mindstemaal. Løjtnanten vilde, hvis han naaede sine Ønskers Maal, kun opnaa at skærpe Kravet til Beviset og derigennem at øge Antallet af Sager, der maatte henlægges paa Grund af Bevisets Stilling. Det er næppe dette, der var tilsigtet. Løjtnanten turde maaske være bekendt med, at man, i de Tilfælde hvor man anser Beviset for tilstrækkeligt, vil se relativt strenge Straffe anvendt, og den elastiske Praksis, der er dannet, virker mange Gange bedre end en stiv Minimumsstraf, der, saafremt Reglen overhovedet skulde være anvendelig, maatte gennemhulles af en Ret til at gaa under Mindstestraffen i de Tilfælde , hvor der var formildende Omstændigheder. Man vilde, naar man gik under Mindstestraffen, fortælle den Befalingsmand, overfor hvem Respektstridigheden var udøvet, og den skyldige, at man ansaa Befalingsmandens Forhold for mindre korrekt. Den nødvendige Smidighed opnaas nu langt simplere end ved den stive Lovregel, som Løjtnanten ønsker.
Hvad angaar Bevisspørgsmaalet saa skal det siges, at enhver Befalingsmands Melding formentlig tillægges netop den Værdi, som den efter sit Indhold fortjener, som Regel da heldigvis mere end en C. B. Betjents Rapport. Løjtnanten har Ret, naar han siger, at Retten tager Hensyn til en C. B. Betjents Udsagn om, hvorvidt en Cyklelygte var tændt eller ej, og at man ved Respektstridighedssager, hvor Respektstridigheden ikke erkendes af den skyldige, spørger efter Vidner. De to Ting har blot intet med hinanden at gøre. Siger en Befalingsmand, at en Mand gik uden Livrem, saa gik han uden Livrem, og siger en Politibetjent, at en Mand har udvist fornærmelig Adfærd overfor ham, spørges der efter Vidner. Det er saaledes ikke Melderens Stilling, men Meldingens Art, der er afgørende. Som det vil være bekendt, straffes manglende Cyklelygte med en Bøde, som Regel endda ved Bødeforelæg, medens Respektstridighed anses med en forholdsvis betydelig Frihedsstraf. Jeg tror ikke, at man skal ønske de to Forseelser egaliserede. Heller ikke tror jeg, at ret mange Rettergangschefer vil ønske at blive lavet om til en Automat, der, for at citere en nu afdød Jurisdiktionschef, »skal spytte en Straf ud, naar der bliver puttet en Melding i ham«.
G. Bent Pürschel.
