En militær-kulturhistorisk studie.
N år ordet profos, der er afledet af det latinske præpositus, en sjælden gang anvendes i moderne dansk sprogbrug, er det ofte med den forkerte opfattelse, at profossen er den samme som bødlen. Måske kommer det af, at profossen i sin laveste stilling i hæren eksekverede visse legemsstraffe og af, at man også i det civile retsmaskineri brugte denne betegnelse for de lokale arrestforvarere indtil legemsstraffens afskaffelse i 1911. Men bøddel har profossen aldrig været, hvor lavt han end sank ned på den militære rangstige! Han begyndte sin tilværelse som en ret høj befalingsmand i 1500’ernes landsknægthære, dog tilsyneladende højere herhjemme end i udlandet. Desværre kendes der ikke i Danmark bøger om krigskunst fra så tidlig en tid, men tager vi et så bekendt v;erk som Leonhart Fronspergers krigsbog fra 1555, får man et begreb om, hvilken rolle en profos på den tid spillede i hærene. Ved rytteriet og artilleriet var der ansat en profos i stabene, medens der ved fodfolket var ansat een ved hvert regiment. Dette er forståeligt nok for artilleriets vedkommende, der endnu var ret sparsomt repræsenteret i hærene og administrativt holdtes samlet i een hånd. Mærkeligere ser det ud, at Fronsperger kun regner med en rytterstab og diverse fenniker (fåhnleins), svarende til nutidens eskadroner; thi allerede på den tid forekommer nu og da rytterregimenter. Ved rytteriet rangerede profossen efter vagtmesteren, ved artilleriet efter kaptajnen, men det kommer nogenlunde ud på et, da begrebet vagtmester ikke kendtes ved artilleriet. I fodregimentet rangerede profossen efter vagtmesteren, men over kvartermesteren, der begge havde officersgrad, og mærkeligt nok ser det ud til, at der ikke i feltherrens (den overstbefalendes) stab fandtes en overprofos. Hvad profossens tjenesteområde angår, skulde han ved artilleriet og rytteriet sammen med proviantmesteren tage sig af proviantens tilvejebringelse, hvilket ikke anføres for regimentsprofossen. Desuden skulde han i de to stabe lade de strafværdige sætte i jærn, og det anføres, at han havde privilegium på at arve den døde, hvis dennes navn ikke fandtes i krigsregistrene, livilket meget ofte var tilfældet — notabene mandens virkelige navn, idet mange gav sig ind i krigstjenesten under et nom de guerre, et påtaget navn. For regimentsprofossens virksomhed er oplysningerne langt fyldigere. Han skulde sørge fo r disciplinens opretholdelse og lade fanger slå i jern. Klager skulde forebringes ham, men obersten dikterede straffene, hvis misdæderen ikke skulde „stilles i ringen“ , d. v. s. for en art nævningeret, hvor regimentet, stillet i kreds afgjorde skyldigheden. I denne retshandling var profossen anklager, medens en feltvebel var fo rsvarer.
Foruden disse forretninger skulde regimentsprofossen i hver lejr, der rejstes, sørge for, at der på den åbne markedsplads rejstes en galge, og han skulde opnotere alt, hvad der tilførtes markedet, samt holde justits blandt de handlende, der strømmede til, ligesom alle klager på handelsområdet forebragtes ham. Måske står profossens optræden i tilknytning til proviantmesteren ved artilleri og rytteri netop i forbindelse med, at datidens fouragering — både den voldelige og den mere handelsmæssige — var egnet til at frembyde retstrætter. Det fremgår a f det anførte, at profossens stilling i landsknægthærene i hovedsagen var auditørmæssig. Vender vi os fra de udenlandske til de hjemlige forhold, træ ffer vi ret fyldige oplysninger om profostjenesten under Christian 111, og disse lader ikke nogen tvivl tilbage om profossens virkelig militære kvalifikationer. Om hans militære rang oplyser regnskaber fra Sønderborg slot fra 1534'), at Herman Hesse som profos lønningsmæssigt rangerede efter kaptajnen (hopmanden), men over vagtmesteren. A t profossen ikke var en nonkombattant med udelukkende juridisk viden og virksomhed, ses fra samme år for Meinert v. Hams stigning i graderne. 1 juli var han øverste profos ved Cort Pennicks regiment landsknægte, men i marts 1535 var han kaptajn (høvedsmand, hopmand) for en fænnike. I 1534 havde han som profos haft Frans v. Collen (Køln) under sig som løjtnant og vagtmester, men året efter var denne steget i rang til kongelig profos. Ikke alene Meinert v. Hams forfremmelse til fører for en a fdeling, men også det, at han havde en løjtnant (vagtmester) „under sig“ , viser, at profos, i hvert fald herhjemme, var en militær befalingsmands-grad, et forhold som senere skal understreges endnu mere.
Tilfældet med Meinert v. Ham er ikke enestående. I 1536 var Galle v. Lindau kongelig profos, og som sådan anholdt han den 12’ august ærkebiskop Torben Bille og biskopperne Joachim Rønnow og Olaf Munk i København og satte dem i fængsel på slottet. Det var måske denne lykkeligt udførte arrestation, der bevirkede, at han i september samme år fo rfremmedes til høvedsmand-). Der nævnes i disse år adskillige profosembeder: rigs- og hofprofos, regimentprofos, rytterprofos. Om profossens direkte kommando a f tropper vidner i 1563 Daniel Rantzovs vrede over, at den profos, som han „havde sat over sine knægte“ i København, var blevet afsat, en vrede, der affødte en kongelig ordre til Magnus Gyldenstjerne om at genindsætte den gamle profos og ikke lade den anden, SvarteHans, have noget med knægtene at gøre'1). I 1570’erne ser vi profossen i en helt ny virksomhed, nemlig som hverver, eller vel snarere som det, der senere kom til at hedde generalhverver, da han vel næppe tog sig personlig af hvervningen, men kun organiserede den. Der er næppe nogen tvivl om, at den tidligere nævnte befalingsmandsmæssige profos som sin hovedopgave havde auditørtjenesten, selv om dette ikke nævnes direkte i de anførte kilder. Men nu kom han altså til at forbinde denne tjeneste med en ny. Da der i 1573 til syvårskrigen hvervedes knægte både i Tyskland, Skåne og København, nævnes det udtrykkelig, at hvervningen sidstnævnte sted foretoges af rigsprofossen4), og fire år senere gav kongen Christoffer Valkendorf ordre til at lade rigens profos drage rundt til købstæderne for der at antage 200— 300 knægte5). Rigens profos var på den tid Albret von Brocke (Brock), der oppebar en årlig løn af 100 daler samt en hofklædning og efter datidens skik en del naturalier: 2 øksne, 4 fede svin, 8 lam, 12 gæs , 24 høns o. s. v. I året 1579 optrådte han næsten udelukkende som hverver- a f knægte, hvoraf en ikke ringe del sendtes ham af Mikkel Gønge. Det var alle de knægte, der skulde med Vincent Juel til Livland og med E rik Munk til Norge'1)- A t profosembedet var en estimeret bestilling ses bl. a. af, at adelspersoner kunde beklæde den, og i 1580’erne fik Hendrik von Liineborg endog Borbygaard i Skåne i Forlening. Han for dog så hårdt frem mod sine bønder, at disse klagede derover, og kongen bestemte da, at lenet atter skulde lægges ind under Malmöhus, en sag, der forøvrigt i september 1589 gik til doms7). I 1599 ansattes Hans v. Grønningen (Groningen?) som rigens profos, og a f hans bestalling få r vi et overblik over profossens mangeartede forretninger. Han skulde i sit embede have retfærdigheden for øje, skulde skaffe godt, tilbørligt regimente og justits blandt kongens krigsfolk her i riget og hjælpe enhver, som kom til ham, til billighed og ret. Når borgerne (det borgerlige opbud, borgervæbningen) i København skulde mønstres, var han forpligtet til at føre dem i marken og stille dem i slagordens). Som det ses heraf, en blanding af auditørtjeneste og praktisk troppeføring, for rigens profos altså som chef for borgervæbningen. Fra Christian IV ’s krigsartikler9) i 1611 ses det, at regimentsprofossen stadig havde sin rang mellem høvedsmanden og vagtmesteren, og han kunde godt varetage flere profosstillinger, som f. eks. Mikkel v. Margendal, der i 1611 både var profos ved et regiment til fods og tillige ved rytteriet, i hvert fald skulde han fungere, indtil kongens garde profos arriverede10). Og i 1615 varetog Søren Bugge både bestillingen som rytterprofos og som hof- og rigsprofos. 1 1625 blev han udnævnt til kaptajn ved det sjællandske kompagni11). Selv et så lille korps som drabantgarden havde en profos, og selve denne gardes høvedsmand, der indtog en meget fo rnem stilling, kunde foruden denne virksomhed tillige indtage stillingen som rytterprofos. I denne egenskab førte han ,,på kgl. majestæts vegne“ et sølvregimente, d. v. s. en kort sølvstav, der rimeligvis var af samme form som de kommandostave, der havde udviklet sig a f den gamle stridshammer (fusthammer). I 1596 fik drabanthøvedsmanden Valentin Schwerin et nyt sølvregimente, der var forarbejdet af den københavnske guldsmed Hans v. Würden1-). En vis rangforordning har der selvfølgelig været blandt profosserne. Kongens hofprofos Philip Dettenhammer i 1616 har været en ganske anderledes fornem person end profossen på tøjhuset. Christian IV ’s på den tid nybyggede tøjhus var hjemsted for artilleriet. Her opdroges konstablerne (bøsseskytterne) i deres håndværk, og her lå også artilleriets værksteder. Bøsseskytterne boede ude i byen, og en a f dem, islænderen Jon Olafsen, har efterladt en levnedsbeskrivelse, der beretter morsomt om livet på tøjhuset på den tid. Han beretter heri også, at profossen ved tøjhuset gik med trommeslager og piber gennem Kobenhavns gader for at forkynde bøsseskvtterne kongens befalinger. En sådan funktion kan man jo ikke tænke sig for adelsmænd, der beklædte de højere profosembeder. Tøjhusets profos havde dog lige som de højerestående profosser sit regimente som tegn på sin værdighed, et tegn som ubetinget skulde lydes. V i ser i 1688 en bøsseskytte blive idømt en hård straf, fordi han ikke respekterede dette tegn. Han havde nægtet at gå om bord i et skib og førtes derfor a f profossen til toldboden. Her sled han sig imidlertid løs og undløb „endog hånd (profossen) lod ham see regimentet“ . Indehaverne af de højere profosgrader vedblev endnu i Christian IV ’s tid at varetage auditørgerningen, således at rigens profos, Søf ren Bugge, i 1617 holdt forhør i en sag, hvori også flere civilpersoner var indblandet111) ; men samtidig var der blevet udskilt en række lavere profosembeder, som efterhånden trak bestillingen noget nedad. Peder Huen, der i tiden omkring 1617 var profos ved jyske regiment knægte, lønnedes således med 60 daler årlig og tildeltes desuden en bondegård, Nipsgård i Lysgård herred, „lige med de udskrevne soldater“ . Det var altsa under Christian IV’s forsøg på at skabe en national hær, og der er ikke længere tale om en forlening af en større gård. men simpelthen en bondegård14). Som sin nærmeste undergivne havde en regimentsprofos på den tid en klavdit, et fra latin hentet navn, som nærmest må oversættes med „slutter'“ , men hvis gerning var mere mangesidet end det, vi senere kom til at forstå ved indehaveren a f denne bestilling. 1 slutningen a f Christian IV ’s regering sniger navnet gevaldiger sig ind i sproget og bruges jævnsides med profossen. Blandt kongens breve (V 427) findes en skrivelse, dateret 30’ december 1643, som befaler generalgevaldigeren Sebastian Heussler at komme til kongen sammen med sine underofficerer og medbringe „de klenodier, hånd plejer at smykke skielmer og tyve med“ . I 1600’ernes midte var der ansat en profos ved hvert kompagni, men samtidig var hans grad også sunket betydeligt ned, idet han i rang stod mellem korporalen og tambouren, ligesom han nu forsynedes med almindelig soldaterklædning15). I 1674 findes i generalstaben ansat 1 generalgevaldiger, 3 justitssergenter, 1 profos, 2 stokkemestre og 1 skarpretter16). Men stadig var der forskellige grader fo r dem, der endnu bar profosnavnet. I 1701 ses det a f vejviseren, at overprofos Christian Adler boede i østerkvarter nr. 351 i København17). Den „menige“ profos, som vi nu kan tale om, havde absolut direkte berøring med delinkventerne, og blandt hans redskaber nævnes 1 1731: 8 hånd- og benskieller med kæder og hængelaase samt 2 benslitter med stang1 s).
1 1700’ernes slutning blandedes betegnelserne profos og stokkeknægt ofte sammen, selv om der, som det senere skal ses, var reglementsmæssig forskel på dem. Den større humanitet, der i Christian V I l’s senere regeringstid holdt sit indtog i hæren, bragte også en forbedring i profossens og stokkeknægtenes stilling. Således fastsatte et militært reskript a f 29’ april 1791, at uærligheds-betegnelse frem tidig kun måtte benyttes som straf for forbrydere, men ikke måtte knyttes til nogen tjenesteforretning. Derved ophævedes „uærligheden“ for stokkeknægtene, som nu „skulde gøres ærlig på den hidtil brugte måde“ , d. v. s. ved at en fane blev svunget over hovedet på dem i hele regimentets påsyn. Herefter vilde de også kunne anvendes som soldater, hvad de hidtil havde været udelukket fra som uærlige. Samme bestemmelse fastslog også, at de skulde munderes som menige, kun at de skulde bære en sort fjer i hatten samt en hvid eller gul kant på kraven efter knappernes farve. Desuden skulde de frem tidig kaldes profosser. E fter hærloven a f 25’ januar 1816111) var der ansat en sådan profos ved hvert regiment. Han rangerede underst i understaben og lønnedes årlig med c. 30 rigsdaler. Samme stilling indtog lian i 1842-°). Han var dermed kommet så langt ned, som han kunde, thi nu udførte han fuldstændig stokkeknægtenes arbejde, og disse var oprindelig kun drenge hos jusitssergenten, der kunde afstraffe dem korporligt for mindre forseelser. Pladsen som profos holdtes derfor også åben, når der ved regimentet var ansat en justitssergent. Profossens hovedopgave var at skære spidsrodder til, seige kviste, som brugtes ved spidsrods-eksekutionen, og hvoraf et regiment ofte på een gang anskaffede sig 15,000 stykker, som opbrugtes med 70— 80 pr. eksekution. Værnepligtige måtte i 1840’erne og 1850’erne ikke antages til profosser og kunde heller ikke aftjene deres værnepligt som sådanne, derimod kunde trænkuske anvendes som profosser, hvis ingen lod sig hverve dertil. I 1865 tillodes det forsøgsvis at kommandere menige til denne tjeneste, og fra 1’ april 1866 antoges der ikke mere hvervede folk, og profosnavnet og stillingen udgik derved fuldstændig af lnæren. Men da var allerede forlængst straffeskalaerne så forandret i human retning, at der intet var tilbage a f den gamle profosgerning. Endnu i verdenskrigen anvendtes i den østrig-ungarske hær betegnelsen profos på en til retsvæsnet knyttet tjenestemand af officersrang (auditør).
Kilder:
Danske mag'. 5 rk. I 20. — -) Samme 4 rk. III diverse pagina — '>) Kancelliets brevbøger 1563 — 4) Rigsarkivet. Militære regnskabssager I B 20. 1575 — 5) Kancelliets brevboger 1577 ,7/u. — (>) Smstds. 1578 samt Rentemesterregnskaber 1576 fol. 108 og 1570 fol. 157 ff. — T) Kane. brevb. 1588 — s ) Smstds. 1590 — 0) Danske magasin 2’ rk. III 170. — 10) Kane. brevb. 1611 J'/,. — D) Meddelelser fra rentekammerarkivet 1872 p. 157. — i ” ) Rentemesterregnskab 1506 "/, og Bering-Liisberg: Chr. IV og guldsmedene pag. 41. — to) Kane. brevb. 1617 — 14) Smstds. 1617 V«, 1618 *7» og 1619 V».. — 15) Rigsai'kivet. A fregninger X X II 4 a. — i<>) Militæ re reskripter 1840 p. 91. — 17) Rådstuearkivet. Register til skattemandtal. — I*) Tøjhusregnskab 1731 pag. 120. — 10)
De følgende oplysninger er for det mestet hentet fra de militære reskriptsamlinger. — -<>) Rigsarkivet. Generalitets- og kommissariatskollegiet. Kgl. resolutioner. Nr. 31).
Otto Smith.
