Private breve af Niccoló Machiavelli

Titel: Brivate breve.

Forfatter: Niccoló Machiavelli, oversat af Fritz Wolder.

Forlag: Helikon 2023.

Pris: 198 kr.

Antal sider: 120.

Anmelder: Claus Eskild Andersen.

Rating: 4/5.

...

Den flittige oversætter af Machiavelli fra italiensk til dansk, Fritz Wolder, har netop på sit forlag udgivet et lille bind med 40 private breve af Niccoló Machiavelli. Brevene er oversat fra den italienske udgivelse ”Edizione nazionale Lettere”, som er den autoritative akademiske gengivelse af Machiavellis efterladte breve. Der ligger en omfattende samling af Machiavellis efterladte korrespondance i de italienske arkiver, som den akademiske verden i Italien har taget på sig at udgive i hele sit omfang. Machiavellis diplomatiske korrespondance har oversætteren allerede gengivet og kommenteret i ”Krig og Diplomati.” Desuden står oversætteren bag en lang række af Machiavellis vigtigste udgivelser, såsom ”Fyrsten”, ”Drøftelser” og ”Krigskunsten”. Det giver et solidt grundlag for, som dansker, at beskæftige sig med magtteoretikeren Niccolò Machiavelli uden at skulle vige ud på fremmedsprogede oversættelser af florentineren. Og interessen for Machiavelli i Danmark er tilsyneladende usvækket, idet der løbende udgives bøger om og af Machiavelli.¹

Blandt de fyrretyve breve, som gengives i denne udgivelse, falder brev 3 (side 20-22) noget udenfor de kategorier, som Machiavelli ellers har behandlet. Brevet har et eksplicit erotisk og for nogen sikkert forargeligt indhold, som måske kan virke malplaceret i denne sammenhæng. Dette er nok også en grund til, at tidligere oversættere af Machiavelli let og elegant er sprunget over dette brev.

Forklaringen på brevet er, at Machiavelli var en uforbederlig ”spasmager”, og han havde kort forinden modtaget et brev af vennen Luigi Guicciardini, som beskrev dennes erotiske affære med en ung smuk kvinde, som han ønskede meget at se igen. Machiavelli besvarede (typisk for ham) brevet med en fuldstændig modsat beskrivelse af en angivelig affære, som han til gengæld i modsætning til vennen havde haft med en rædselsfuld gammel kælling.² Det var hans måde at drive gæk med vennen Guicciardini på. Her lader oversætteren desværre læseren en smule i stikken, idet han ikke oplyser om baggrunden for den afskyelige beskrivelse af Machiavellis angivelige oplevelser i ”kællingens” selskab, og hvis man ikke skal tro, at brevet udelukkende er oversat med læserens sensationslyst eller forargelses skyld for øje, må der ligge noget andet bag.

Eksemplet giver derfor et indtryk af Machiavellis måde at byde sine omgivelser trods ved, om muligt, at chokere dem og i maleriske vendinger at uddybe sine synspunkter i ekstremer i pro et contra. Machiavelli stiller gerne tingene på spidsen og tingene på hovedet – som senere også i sine bøger om politiske forhold. For at kunne læse Machiavellis politiske skrifter og private breve med udbytte, er dette en vigtig observation at holde sig for øje, og derfor har dette brev sin berettigelse i oversætterens udvalg af private breve. Læseren skal imidlertid selv have fornøjelsen at læse Machiavellis maleriske beskrivelser i brev 3 i Fritz Wolders fremragende oversættelse.

Der er heldigvis en række korte kommentarer til hvert eneste brev (side 91–109), som dog efter anmelderens mening sagtens kunne have været uddybet noget mere.

I brevene fremgår det, hvor desperat Machiavelli forsøgte at bevise sit værd som politisk kommentator og rådgiver. Desværre er hans publikum udelukkende venner og bekendte, som nok værdsatte hans kommentarer, men på den anden side ikke vovede at fremføre disse i de relevante magtfulde kredse grundet hans dårlige rygte i samtiden, som let kunne komme til at få konsekvenser for og smitte af på dem selv.

Bogen kunne have haft fordel af mere uddybende kommentarer til hvert enkelt brev end det er tilfældet, og disse kunne lettere have ledt læseren på sporet af Machiavellis motiver og baggrund for at skrive, som han gør. Især hvis man, som novice, tager en af Machiavellis bøger i hånden for første gang. Det er lidt svært at gennemskue, hvorledes oversætteren er kommet frem til udvalget af netop de udgivne breve. Man kan supplere udvalget en smule ved at tage grev Carlo Sforzas bog om Machiavelli i serien ”Udødelige Tanker” fra 1949 i hånden, hvor der desuden forekommer en række breve, som ikke fremgår af Fritz Wolders oversættelse. Derudover er Sforzas bog en underlig useriøs sammenblanding af Machiavellis værker og skal egentlig kun læses for brevenes skyld.

En berømt og meget ofte citeret sekvens af brevene, som omhandler tilblivelsen af Machiavellis mest berømte værk ”Fyrsten”, gengiver oversætteren Wolder i brev 13, hvor Machiavelli skrev til ambassadøren Francesco Vettori: ”Når det er blevet aften, vender jeg hjem og går ind i min skrivestue. Ved indgangen afklæder jeg mig min hverdagsdragt, fuld af snavs og smuds, og jeg ifører mig fornemme og høviske klædestykker. Sømmeligt omklædt træder jeg ind i de gamle gårde til de gamle mænd, hvor jeg, elskværdigt modtaget af dem, spiser den mad, der bare er min, og som jeg har vederkvæget mig ved, hvor jeg ikke skammer mig over at tale med dem og spørge dem om årsagerne til deres handlinger. De svarer mig velvilligt, og jeg mærker ikke igennem fire timers tid nogen kedsomhed, jeg glemmer enhver besværlighed, jeg frygter ikke fattigdommen, døden skræmmer mig ikke, og jeg sætter mig helt i deres sted. Og fordi Dante siger, at der ikke er viden, uden at man husker det, man har lært, har jeg noteret dét ned, som jeg under samtalen med dem har fundet nyttigt, og sammenstillet et lille værk ’De principatibus’, hvor jeg, så meget som jeg formår, fordyber mig i refleksionerne over dette emne, idet jeg diskuterer, hvad et fyrstendømme er, af hvilke arter de er, hvorledes man erhverver dem, hvorledes man bevarer dem, hvorfor man mister dem. Hvis nogen af mine griller nogen sinde har behaget Jer, så burde denne ikke mishage” (side 48).

En anden lille opbyggelig historie kan man læse i brev 36 om det lille muldyr, som Machiavelli skrev om til sin søn Guido – typisk for Machiavelli: ”Da det lille muldyr er blevet tosset, er det nødvendigt at behandle det lige modsat alle andre tosser, for de andre tosser binder man, men det her skal du slippe løs. Giv det til Vangelo, og sig, at han skal tage det med til Monte Pugliano, fjerne hovedtøj og grime, og lade løbe rundt, som det vil, så kan det selv finde foder og slippe af med sin dårskab. Området er stort og dyret er lille, og det kan ikke anrette nogen skade. Sådan kan vi uden besvær se, hvad det vil, og så snart det har fået sin forstand tilbage, kan du fange det igen” (side 83–84). Machiavelli ville slippe muldyret løs i stedet for at piske det, som nok på den tid var den normale reaktion. Billedet på det tossede muldyr er ofte blevet fortolket som en metafor for Machiavelli selv, og hans situation efter at republikken ophørte i 1512, da Machiavelli var blevet smidt ud af sine offentlige embeder.

Når man læser Machiavellis private breve, hører man et ekko af de senere overvejelser i ”Fyrsten” og andre af hans politiske skrifter, hvilket da også fremgår af oversætterens bemærkninger. Det ville nok være en fordel, hvis man i det mindste har læst ”Fyrsten”, inden man giver sig i kast med de private breve. ”Fyrsten” er til gengæld kort og hurtigt læst, men giver til gengæld grund til lange overvejelser. Men de private breve kan også sagtens læses uden at kende Machiavellis øvrige skrifter, og det skulle gerne give mere appetit på endnu mere Machiavelli. Det lille hæfte er en oplagt mandelgave.

Skulle man i dag finde på at bede Machiavelli om at kommentere på en politisk ”machiavellistisk” figur som f.eks. ekspræsident Trump, ville han nok ikke blive forarget, men smile, trække på skuldrene og sige: ”Disse ting har jeg allerede redegjort for i ’Fyrsten’”.

Bogen gives fire faner.

Claus Eskild Andersen
Major, cand.phil.