Major M. H. Clemmesen, tjenstgørende ved Forsvarsstabens Langtidsplanlægningsgruppe, svarer her på oberstløjtnant B.J. Crenziens vurdering af den nuværende hærstruktur i maj/juni-nummeret. Majoren er enig i, at det nuværende kompromis mellem en indsatsklar beredskabsstyrke og en mobiliseringshær er uhensigtsmæssigt, men mener, at der - med vore begrænsede ressourcer - bør satses på mobiliseringshæren.
I tidsskriftets maj/juni-nummer bedømmer chefen for Jægerkorpset, oberstløjtnant B. J. Crenzien, den nuværende blanding af stående hær og mobiliseringshær som ineffektiv. Den gældende hærordning er udtryk for et forsøg på at bevare en del af tidligere tiders umiddelbare indsatsberedskab samtidig med, at man i alt væsentligt har opretholdt krigsstyrkens størrelse. For at nå det første mål har man anvendt en meget væsentlig del af de til hæren afsatte ressourcer til de fem brigadestrukturer. Disse er - som oberstløjtnanten påpeger - ikke afbalancerede til umiddelbar indsættelse. Det kan siges at være det ene problem ved vor nuværende ordning. Det andet er, at koncentrationen af hærens kadrer på en relativ lille del af krigsstyrken kun efterlader ret svage rammer til resten. Fremtidige hærordninger vil næppe blive kendetegnet af en større ressourcerigdom. Medens man kan diskutere, om allerede den nuværende ordning i uhensigtsmæssig grad har sat sig mellem to stole, er der derfor næppe tvivl om, at vi i den nærmeste fremtid må vælge, om vi vil koncentrere os om at løse det ene eller det andet af de to problemer. Vi har nu nået grænsen for dækningsstyrketankens anvendelighed som idégrundlag. Vi må vælge enten at opstille en mindre, stående enhed - sandsynligvis af brigadestørrelse - i hver landsdel, eller at anvende ressourcerne på at sikre kvaliteten i krigsstyrken. Oberstløjtnant Crenzien argumenterede for, at vi skal vælge den første mulighed. Jeg vil her pege på den anden.
Hvis vi går tilbage i efterkrigshistorien, kan vi konstatere, at vurderingerne af behovet for hærstyrker til forsvaret af det danske henholdsvis enhedskommandoens område har holdt sig nogenlunde konstant fra 1949 til i dag. Dette er ikke noget tilfælde. Styrkebehovet bestemmes af territoriets omfang, af »frontbredden« i de mest sandsynlige adgangsveje og af truslens størrelse. Til forsvaret af den jyske halvø og Fyn har det vurderede behov varieret mellem 10 og 12 enheder af regimentskampgruppe-/brigadestørrelse samt lokalforsvar og hjemmeværn. Vurderingen af behovet på Sjælland og LoUand-Falster har varieret mellem 6 og 8 enheder af regimentskampgruppe-Zbrigadestørrelse samt lokalforsvar og hjemmeværn. For begge landsdele gælder, at ikke alle enhederne vurderedes at skulle være til stede i fredstid, de kunne mobiliseres eller tilføres som forstærkninger. Der var heller ikke et absolut krav om, at alle disse enheder nødvendigvis skulle være alsidigt anvendelige, dvs. pansrede.
Der kan næppe være uenighed hos sagkyndige om, at dette er det faktiske styrkebehov. Forbundsrepublikken Tyskland opstiller i dag 4 af de enheder, der skal anvendes på halvøen. Hvis det var økonomisk muligt, ville vi søge at opretholde en stående felthærsstyrke på 4 pansrede brigader - på fuld styrke - i Vestre Landsdelskommando og 3 tilsvarende i Østre Landsdelskommando. Så ville vi i Enhedskommandoen råde over så store styrker, at selv et overraskende angreb mod vort område af Warszawapagten måtte vurderes som uacceptabelt risikabelt, uanset om det lykkedes at lamme flåde- og flystyrkeme i området. Med en så stor styrke ville det umiddelbart være muligt ved mobilisering at opstille så store og så gode danske reservestyrker til felthæren, at vi ville være i stand til - sammen med vesttyskerne - selv at dække det oven for nævnte behov. Det ville løse et ikke ubetydeligt problem, da en rettidig ankomst af allierede landforstærkninger af de typer og i det omfang, som den nuværende krigsstyrke efterlader behov for, ikke er sandsynlig.
Vi må imidlertid erkende, at det hverken med de tildelte eller de sandsynlige fremtidige ressourcer er muligt at opstille en stående styrke af et sådant omfang, at der på fuldt forsvarlig måde er taget højde for truslens muligheder og størrelse og for de militærgeografiske vilkår i vort område.
Vi må enten gå på kompromis med hensyn til beredskabet eller med hensyn til felthærens krigsstyrkes størrelse. Dette betyder, at vi må vælge på grundlag af vurderinger af et varsels sandsynlige længde. I diskussionen af, hvad vi skal vælge, er det væsentligt at slå fast, at forsvarets formål i første omgang ikke er at kæmpe, men at medvirke til at forebygge et angreb på landet. Ud over FN-styrker skal vi ikke være parat til at udsende »ekspeditionsstyrker« med kort varsel. Hvorvidt et angreb bedst forebygges med en mindre professionel hær, der fortsat vil være præget af en fredstidsmentalitet og af fredstidstræning, og som derfor skal bruge 2-4 dage til at blive klar til kamp, eller med en betydelig større hær, der først er klar 4-7 dage efter mobilisering, afhænger af karakteren af truslen mod landet. Hvis det danske territorium var af så stor betydning, at det var sandsynligt, at Sovjetunionen i den nuværende internationale situation var parat til med et kortvarslet angreb på Danmark at skabe en krise, der kunne føre til en generel Øst-Vest konflikt, så måtte det vurderes, at en mindre, dansk professionel hær, der var rede til umiddelbar indsats, ville være den mest hensigtsmæssige løsning. Den ville - selv om den ikke kunne støtte sig til væsentlige mobiliseringsstyrker - med størst sikkerhed hindre, at vore alliancepartnere ved Danmarks besættelse uden egentlig kamp blev stillet over for et fait accompli. En sådan opfattelse af truslen lå bag de forsvarsforslag, som et par af partierne fremsatte i 1970. Hvis man derimod har den opfattelse, at et angreb på Danmark i dag kun er sandsynligt i forbindelse med en større Øst-Vest konflikt i Europa, og hvis man har den opfattelse, at en sådan konflikt ikke vil finde sted uden en meget betydelig forværring af det internationale klima, der kan give et »strategisk varsel«, vil det mest hensigtsmæssige være at skabe mulighed for at opstille så store danske styrker, at man effektivt kan bidrage til NATO’s forebyggelse af et Warszawapagtsangreb. Med en større landmilitær krigsstyrke i Enhedskommandoens område kan det i øvrigt ikke udelukkes, at Warszawapagten under et angreb - i hvert tilfælde indledningsvis - ikke finder det lønnende at afsætte de styrker til vort område, der så vil være nødvendige for en erobring. Hvis vi derimod har valgt den lille professionelle hær, er Warszawapagten sikker på at møde en styrke, der er for lille til effektivt at forsvare området. Vi bidrager så ikke til alliancens krigsforebyggelse. Hvis vi har skabt mulighed for at opbygge en så stor styrke, at vi effektivt kan forsvare området, vil vi som minimum have skabt usikkerhed i angriberens planlægning, for det vil være umuligt for ham på forhånd at vurdere, om den politiske beslutning om at mobilisere tages rettidigt.
Da jeg har den opfattelse, at et kupagtigt overfald på Danmark i den nuværende situation er meget lidt sandsynligt, og da et generelt Warszawapagtsangreb, der ikke indledes af en meget alvorlig international krise, ligeledes må vurderes som lidet sandsynligt, må jeg vurdere det som mest hensigtsmæssigt at bruge de rådige ressourcer til at forsøge at skabe en god mobiliseringshær af en sådan størrelse, at territoriet kan forsvares effektivt. Et sådant valg ville placere os på linie med vore nordiske naboer.
Oberstløjtnant Crenzien fremfører imidlertid, at det slet ikke er muligt i dag at bygge en effektiv hær på grundlag af værnepligten. Kompleksiteten af moderne våbensystemer m.m., samt det forhold, at en fremtidig krig vil blive afgjort i en kort intensiv kamp, gør det nødvendigt at opbygge felthæren af professionelle. Oberstløjtnanten nævner behovet for at aflive myter. En af de mest sejlivede - som han selv bygger på - er, at moderne militært udstyr kræver en længere uddannelse end ældre udrustning. I hovedsagen må man sige, at det modsatte er tilfældet. TOW-panservæmsvåbnet er mange gange lettere at betjene end dets forgænger COBRA-missilet, og uddannelsesmulighederne begunstiges ^ stadig bedre simulatorer. Moderne VHFradiostationer er lettere at betjene end ældre typer. Det er simplere at uddanne en beregner i en skydende enhed, når man kan give ham moderne hjælpemidler. Først når der tales om hovedvåbensystemer, som f.eks. kampvogne, er der tale om en øget kompleksitet. Dette skyldes ikke, at kampvognens traditionelle våben er blevet vanskeligere at betjene - tværtimod. Det, der er sket, er, at kampvognen er blevet så »truet«, at man - for at overleve og løse sin opgave - dels skal betjene et antal nye, defensive systemer, dels skal kunne gennemføre engagementer meget hurtigt. Det kan i øvrigt ikke siges generelt, at værnepligtige med en given uddannelsestid ikke kan honorere kampens krav. Det afhænger af, hvilke systemer man kræver, at de skal betjene. Det afhænger igen af den valgte taktiske doktrin. Kravene varierer efter behov for samvirke på lavt niveau mellem forskellige typer våben og efter hvor mange forskellige indsættelsesformer; det enkelte taktiske element skal kunne mestre. Man må dog nok sige, at medens kravene til mandskabet kan variere, vil der i den fremtidige krigs miljø blive stillet øgede krav til befalingsmændenes kvalitet og kunnen. Dette gælder ikke mindst befalingsmændene på de laveste niveauer. Det skyldes bl.a. kravet om at kunne gennemføre engagementer hurtigt og sikker, og også at kunne gøre det i mørke.
Hvis vi i dag finder, at mandskabet ikke lever op til de krav, som vi mener, at en fremtidig krig vil stille, er grunden ikke nødvendigvis alene forskellen meUem mulighederne for at uddanne værnepligtige og stampersonel. Det kunne også skyldes, at vi i for høj grad har nærmet den militære til den civile arbejdsplads - f.eks. med hensyn til arbejdstid. Halvdelen af en krig vil foregå i mørke. Den gennem de senere år øgede vægt på en forbedring af forsvarets pædagogiske linie har måske fejlagtigt ført til for megen teoretisk og for lidt praktisk betonet uddannelse. Krigen skal trods alt ikke foregå foran en overheadprojektor. Med en fornuftig anvendelse af de rådige befalingsmandskadrer vil det næppe være umuligt at uddanne værnepligtige til en række enhedstjTper og funktioner på 9 måneder. Med en sådan uddannelsestid vil det dog stadig være nødvendigt at besætte større eller mindre dele af underafdelingerne med menigt stampersonel, dels for at få enheden til at hænge sammen, dels for at opretholde en fornuftig driftsøkonomi. 12-14 måneders uddannelsestid må dog vurderes som nødvendigt for at nå et fuldt tilfredsstillende niveau. Det må imidlertid fastholdes, at oberstløjtnantens vurdering af uddannelsesmulighederne på 9 måneder må anses som polemisk. Hvis man kun er i stand tn at uddanne enkeltkæmpere på 9 måneder trænger vort uddannelsessystem - mildt sagt - til en reform.
Det er korrekt, at en kommende krig efter al sandsynlighed vil være præget af særdeles intensive faser, og at den første af disse meget vel kan blive afgørende, ikke mindst på grund af den sandsynligvis meget store tabsrate inden for hovedvåbensystemer som f.eks. kampvogne og helikoptere. Når man vurderer hensigtsmæssigheden af at vælge en mindre, professionel hær, må man gøre sig klart, at Warszawapagtens hære ikke er blevet reduceret under de senere års moderniseringer. Hvis vi satser ensidigt på kvalitet på bekostning af antaUet af enheder, kan vi muligvis forbedre resultatet af den enkelte duel noget, men der bliver en stigende sandsynlighed for, at vi bliver overvældet af hans masse. Den »frontbredde« vi skal dække, og det antal brohoveder, vi skal nedkæmpe, reduceres ikke.
Vi må i øvrigt være opmærksom på, at det efter en kort, meget intensiv kamp meget vel kan være den part, der har flest - men lidt dårligere uddannede - reserver at indsætte, der vinder krigen. Oberstløjtnanten nævner flere steder 1. Verdenskrig. Før den krig var næsten alle enige om, at krigen ville blive kort. Det tror den part, der starter en krig, altid. Det troede Irak også, da det angreb Iran. Krige er imidlertid altid lettere at starte end at standse, ikke mindst når de - som krigene i vort århundrede har en tilbøjelighed til - bliver folkekrige. En krig i Europa kan kun blive kort af to grunde: Fordi den afsluttes med en hurtig sejr til den angribende part, eller fordi den hurtigt ender i en omfattende kernevåbenkrig. Set fra det perspektiv var det måske ikke så ringe en idé også at forberede en kamp, der kan vare længere end den første intensive træfning. Dette kan kun ske ved en betydelig anvendelse af værnepligtige til opstilling af væsentlige felthærsstyrker.
Som oberstløjtnanten mener jeg, at vi i fremtiden skal bevæge os væk fra den nuværende kompromis mellem en indsatsklar beredskabsstyrke og en mobiliseringshær. Men i modsætning til ham er jeg af den opfattelse, at vi for at få det meste ud af vore begrænsede ressourcer må satse på mobiliseringshæren. Kun derigennem kan vi opstille en så stor krigsstyrke, at vi giver et troværdigt bidrag til at afskrække det mest sandsynlige angreb på vort område. Kvaliteten skal sikres gennem en anvendelse af det faste personel i befalingsmands- og nøglefunktioner, gennem en kort friskningstid og - om muligt - gennem genindkaldelser til uddannelse og øvelser. Man kan sige, at vi derigennem opgiver det nuværende beredskab og derigennem mister vor mulighed for at imødegå den del af et overraskelsesangreb på NATO, der rammer vort område. Dertil må siges, at et angreb uden en indledende politisk krise - hvor indsatsberedskabet kan hæves - er ret usandsynligt. Vi er i øvrigt selv med en fuldt professionel hærstyrke afhængige af tidligere politiske beslutninger for at forberede forsvaret. Det tager tid at gennemføre sømineringer, og specielt, når vi kun råder over gmå landstyrker, er der behov for en meget tidlig tilførsel af allierede forstærkninger. Når vi tror på, at politikerne er parat til at tage sådanne beslutninger, tror vi også på, at de er parat til - rettidigt - at tage den langt mindre »provokerende« beslutning om at mobilisere danske hærstyrker. Vi kan i realiteten ikke tillade os ikke at tro på det. Man må i øvrigt sige, at eii mobilisering af det militære forsvar kun er en lille del - en del af trods alt begrænset økonomisk og samfundsmæssig betydning - af den fuldstændige mobilisering af totalforsvaret, som under alle omstændigheder skal besluttes i en krisesituation.
Jeg har her søgt at undgå, hvad oberstløjtnant Crenzien kalder »følelsesladede« argumenter vedrørende den almindelige værnepligt. Det er ikke nødvendigt for at påpege svaghederne ved oberstløjtnantens løsning. Man må imidlertid sige, at hvis det militære forsvar bliver så adskilt fra det samfund, som det skal forsvare, at befolkningen ikke forstår eller accepterer ideen for forsvarets anvendelse, vil den politiske opbakning meget let kunne forsvinde. Hvorfor skulle man betale til et forsvar, hvis eneste ydre manifestationer er vagtparaden, støjforurening, optræden på dyrskuer, markskader og krav om flere ressourcer? Sidste gang det danske forsvar blev ufolkeligt var under Provisorietiden. Det lider vi under endnu.
M. H. Clemmesen.
