samt strafansvar i forbindelse med fremsættelse af disse.
Efter at lov nr. 200 af 11/6 1954 om talsmænd og klageadgang for menige af det militære personel er trådt i kraft den 11. september 1954, er reglerne for indgivelse af klager og besværinger og det strafansvar, der er forbundet med indgivelse af urigtig klage eller besværing samt anvendelse af urigtig fonn ved afgivelsen, så varierende, at det må være på sin plads — til brug for de myndigheder, der skal administrere disse regler — at fremkomme med en kortfattet oversigt over, hvad der i dag er gældende ret på dette område.
Først må man gøre sig det klart, at alle klager m. v. fra alle andre end (værnepligtige) menige fremdeles skal fremsættes i overensstemmelse med de hidtil gældende regler i tjenestebestemmelsernes pkt. 24 og 25, altså til nærmeste, foresatte chef og i givet fald efter forudgående meddelelse til den, der agtes klaget over.
For det menige personel gælder nu følgende regler:
A. Besværinger vedrørende kostforplejningen fremsættes gennem det menige medlem af kostforplejningskommissionen til denne, jfr. bestemmelserne i 16. hefte og lærebog for hærens menige.
B. Besværinger iøvrigt (hvorved forstås fremsættelse af bekla gelser over tjenstlige forhold, og som ikke er rettet mod enkeltperson) fremføres:
1) enten — overensstemmende med de hidtidige regler i tjenestereglementet — direkte overfor nærmeste foresatte chef (underafdelingschefen) af enkeltmand (pkt. 24) eller, når flere er fælles om besværingen (pkt. 25), af to på samtliges vegne og, når den er skriftlig, underskrevet af disse to, hvorimod de øvriges navne alene skal anføres, eller
2) gennem talsmændene efter reglerne i den ovenfor citerede lov overfor underafdelingschefen med ret til derefter at rette henvendelse enten til afdelingschefen eller til forsvarsministeren ad kommandovejen (§ 5).
C. Egentlige klager, d. v. s. klager over en foresat, kan alene frem sættes efter reglerne i lovens kap. II og sker i alle tilfælde til afdelingschefen, hvis afgørelse kan indbringes direkte og skriftligt til forsvarsministerens klageudvalg.
løvrigt kan klagen fremsættes af enkeltmand, af to på fleres vegne eller gennem en talsmand, såfremt denne ønsker at medvirke.
D. Klage over et disciplinarmiddel (milt. strafI. § 46) må, hvis det drejer sig om en klage over den, der liar pålagt disciplinærmidlet, f. eks. vedrørende misbrug af myndighed til pålæg af et sådant, brug af et ulovligt disciplinarmiddel, el. lign., fremsættes overensstemmende med det under C. anførte.
Drejer det sig derimod om selve disciplinarmidlet, hvad enten dette opfattes som ufortjent eller for strengt, må, da loven tier på dette punkt, formodningen være for, at de sæd vanlige under B omtalte regler for besværinger skal følges.
Klagen skal herefter fremsættes overfor nærmeste foresatte chef.
E. Klager over inappelable arbitrære afgørelser (Milt. straffelov § 61, stk. 4) skal ifølge loven indgives efter „de almindelige regler“ som klage over den foresatte, der har pålagt straffen, men da loven hertil føjer, at indgivelse af sådan klage bl. a. kan foranledige den foresatte til at standse straffens fuldbyrdelse, må det ligge nær at antage, at også denne specielle form for klage, der i virkeligheden er ell art reserve-appel, må følge reglerne for besværinger, idet der jo ellers ikke skulle ske henvendelse til den pågældende chef selv, hvilket atter ville have til følge, at lovens bestemmelse om en sådan even tuel udsættelse ville blive illusorisk.
Anderledes stiller det sig, hvis klagen drejer sig om den foresatte personlig. I så fald må det formodes, at klagelovens bestemmelser skal følges ved fremsættelsen af klagen.
Vender vi os dernæst til spørgsmålet om strafansvar i forbindelse med indgivelse af klager og besværinger, viser det sig, at der også på dette område må foretages en sondring:
I. Foreligger der urigtige anbringender i klagen eller besværingen, kan der ved de under A. og B. omhandlede besvæ ringer eventuelt — all efter forholdets nærmere karakter — straffes for falsk anmeldelse, tjenesteforseelse, respektstridig hed, udbredelse af misnøje, m. m.
Ved de egentlige klager, omtalt under C., samt de klager under D. og E., der må henregnes hertil, kan der derimod efter lovens bestemmelse kun straffes i tilfælde af bevidst urigtige anbringender, og det samme gælder den under D. omhandlede „appel“ af et disciplinarmiddel.
I en særlig gruppe står derimod klage over en arbitrær straf som sådan (behandlet under E.). For dennes vedkommende åbner loven ingen adgang til straf, uanset om klagen iøvrigt kan henregnes under nogen form for urigtighed, hvilket må ses på linie med, at den sædvanlige adgang til at få en sag for rettergangschefen eller retten ej heller kan medføre strafferetlige reaktioner mod den, der benytter den.
II. Foreligger der derimod klage eller besværing fremført i strid med reglerne for sådannes fremsættelse eller har indholdet en upassende form, vil der i alle tilfælde kunne straffes for tjenesteforseelse, og da forholdet falder ind under § 63, gælder dette også uagtsomme forseelser.
Desuden vil der efter omstændighederne kunne straffes for respektstridighed, m. v.
For fuldstændighedens skyld skal det tilføjes, at talsmænd, selv om de optræder på andres vegne, ifalder strafansvar efter samme regler, som gælder for en personlig klager. Dette er grun den til, at en talsmand kan afslå at medvirke ved en klages fremsættelse.
Foreligger der tilfælde, hvor en henvendelse omfatter såvel en klage som en besværing, må det anses for rettest at følge lovens regler for indgivelse af klage.
S. B. Nyholm.
