Man må være oberstløjtnant M. L. Lauesen taknemmelig for artiklen „Betragtninger over befalingsmandsproblemet“ i dette tidsskrifts december-nummer. Nu — hvor personelordningen af 1951 har fungeret i godt to år — kan man vist uden videre er­ kende, at den ikke blev, hvad dens fædre havde håbet.

Officersmangelen har gjort det nødvendigt at lappe på den oprindelige ordning ved ekspresuddannelse af løjtnanter af re­serven og ved at skabe et begreb, der kan betegnes som faste (d. v. s. langtidskontraktansatte) reserveofficerer, der hverken har linieofficerens uddannelse eller den „rigtige“ reserveofficers civile baggrund, men som (mirabile dictu!) antages at ækvivalere linie­ officeren — i modsætning til officeren af specialgruppen og overfenriken.

Lapperiet har i virkeligheden været af en sådan art, at den i 1951 skabte ordning fuldstændig er blevet torpederet. Klarest kommer det vel frem ved, at den med brask og bram i 1951 af­ skaffede værnepligtige sekondløjtnant allerede et år efter duk­ kede op igen — med en højere grad end fenriken.

Sekondløjtnanten.

Det er aldeles klart, at befalingsmandsordningen må under­ kastes en revision. En nødvendig forudsætning for en lykkelig revision er en forudgående saglig drøftelse af problemerne — netop livad oberstløjtnant Lauesen har søgt indledt.

Det er ikke tanken i det efterfølgende at komme ind på alle de af oberstløjtnanten udkastede tanker, bl. a. fordi en nærmere gennemgang af dem ville kræve alt for megen plads for et enkelt indlæg. Det efterfølgende begrænser sig udelukkende til officers­ uddannelsen — det er min opfattelse, at visse af synspunkterne lider af den skavank (hvad de iøvrigt har tilfælles med næsten alle personelordningsbetragtninger), at de ensidigt tager sigte på fodfolkets — og endda måske kun de lette kompagniers — behov.

Det skal ikke et øjeblik bestrides, at fodfolket og især dets lette kompagnier bærer kampens hovedbyrde. Men de tider er forbi, da fodfolket var den altovervejende del af hæren, og kom­ mer næppe igen. En helstøbt befalingsmandsordning kommer til at indrette sig herefter.

Udgangspunktet for oberstløjtnant Lauesens officersuddannel­ sesprogram er den værnepligtige, der indenfor sine 24 værnepligts­ måneder gennemgår sergentskole og løjtnantskole, og som ved af­ slutningen af værnepligtstiden er sekondløjtnant. Forslaget inde­holder her den afvigelse fra den nu bestående ordning, at løjt­ nantskolen fører til sekondløjtnantsgrad, ikke til grad som løjtnant af reserven.

Dette er udenfor enhver tvivl et rigtigt forslag. Men den længde, en løjtnantsskole indenfor værnepligtstiden kan have, er det nok muligt at uddanne egnede emner til speciel officerstje­ neste (ved artilleriet f. eks. som observationsofficer, d. v. s. ild ­ leder, som signalofficer eller som skytsofficer), men derimod ikke at uddanne ham til at kunne bestride tjeneste som næst­ kommanderende. I konsekvens heraf bør han da også kun have den ene stjerne, der angiver hans officersstilling, men ikke de to, der karakteriserer en underafdelings næstkommanderende.

(Om han iøvrigt bør udnævnes til sekondløjtnant umiddelbart efter løjtnantskole eller først efter aftjening af værnepligten er et spørgsmål, der hænger sammen med befalingsmandsordningen iøvrigt, og som i denne forbindelse skal forbigås).

Løjtnanten af reserven.

Forslaget går så ud på, at denne sekondløjtnant skal have tre videreudviklingsmuligheder, nemlig:

a. hjemsendelse som værnepligtig sekondløjtnant og senere ind­ kaldelse som værnepligtig i graden,

b. påtagelse af rådighedspligt som reserveofficer, hvorpå han ved første indkom m andering udnævnes til løjtnant af reser­ven og anvendes efter samme princip som sekondløjtnanten,

c. optagelse i officersskolens yngste klasse, der oprettes med våbenvise afdelinger og giver 12 måneders uddannelse til tje­neste som officer ved underafdeling. Optagelsen forudsætter realeksamen, der om fornødent kan fås på forsvarets gym­nasium.

Den første udvej er naturlig og giver ikke anledning til kom­ mentarer.

Derimod må det forekomme uforståeligt, hvorfor den sekond­ løjtnant, der påtager sig frivillig tjeneste, eo ipso skal udnævnes til løjtnant af reserven. Skal han anvendes efter samme prin­ cipper som sekondløjtnanten, er han sekondløjtnant — og bør betegnes som sådan. At anvende ham som næstkommanderende i kraft af den uddannelse, han har fået som sekondløjtnant,, og af den grund udnævne ham til løjtnant af reserven, lader sig måske gøre i fodfolket, men næppe i de mere teknisk betonede våben, hvor specialiseringen af de yngste officerer er meget ud­ talt — i hvert fald ikke i artilleriet, hvor yderligere skoleuddan­ nelse vil være nødvendig, før han kan gøre fyldest som næstkom­manderende — hvilket jo også vil sige stedfortræder for under­ afdelingschefen.

 Premierløjtnanten.

Må der således tages afstand fra denne tanke, skal det straks siges, at tanken om etablering af en etårig våbenvis officersskole på realskoleeksamensbasis som forudsætning for avancement til premierløjtnants- og kaptajnsgrad for alle forekommer overordent­ lig sund.

Forslaget vil afløse den bestående ordning, hvor disse kom­ pagniofficersgrader dels beklædes af linieofficerer, der har fået en til formålet — i hvert fald under det øjeblikkelige pres — for stor og langvarig uddannelse, dels af kontraktansatte reserve­ officerer, hvis uddannelse uden nogen som helst tvivl er for ringe. Samtidig er det forslagsstillerens tanke, at den rimeligere målsæt­ ning for officersuddannelsen skal gøre det muligt at afløse den særlige avancementsgruppe, der nu er skabt for fenrikgruppen, nemlig officererne af specialgruppen, med normale kompagnioffi­ cerer. Det må herved haves for øje, at det af forslagsstilleren er forudsat, at mulighed for optagelse i officersskolens yngste klasse til enhver lid effektivt skal stå åben for det personel, der fore­ løbig bar valgt underofficers- (eller efter nugældende ordning fenrik-) vejen.  

Der er næppe nogen tvivl om, at en ordning som den fore­ slåede ville være egnet til at løse officersmangelproblemet på en langt mere effektiv og hurtig måde end den bestående •— og sam­tidig til at skabe den ro om befalingsmandsspørgsmålet, vi i dag savner.

At påstå, at en uddannelse af den skitserede art er for ringe til formålet har intet hold i virkeligheden — den er langt bedre end den, et betydeligt antal kontraktansatte reserveofficerer i dag har.

Man ville ved den skitserede ordning undgå to meget væsent­lige ulemper ved den i dag bestående ordning: Dels at den for lette adgang til kontraktofficersstillinger undergravede tilgangen af kvalificerede folk til fenrikgruppen, og dels at enhver egnet fenrik til enhver tid havde mulighed for at blive normal officer. Der ville ikke kunne rejses nogen anke mod, at den fenrik eller overfenrik, der ikke kunne klare denne uddannelse, heller ikke kunne blive officer. I ingen anden del af det danske samfund rykkes folk op i en ny personelkategori, bare fordi de når en vis alder.

Reserveofficeren.

Ordningen har efter mit skøn kun en eneste betænkelighed: man må spørge sig selv, om man ved de forøgede krav til uddan­ nelse for reserveofficerer af højere grad end sekondløjtnant (for også reserveofficererne er forudsat at skulle gennemgå denne et­ årige officersskole, således at valget m ellem lin ie og reserve først træffes efter skolen) ikke reelt vil lukke for tilgangen af kvali­ ficerede reserveofficersemner.

Den skitserede uddannelse er utvivlsomt nødvendig — og allerede af denne grund kan man ikke gå på akkord med den. Man løser jo ikke spørgsmålet om manglende reservekaptajner ved at udnævne ukvalificerede folk til graden. Ordningen er med held gennemført i lande med en lignende social-struktur som Dan­ mark, og der er nok grund til at tro, at den forøgede uddannelse vil give større respekt om stillingen, hvad der erfaringsmæssigt altid fremmer tilgangen af kvalificerede folk. Og selv om en vis reduktion i tilgangen også må forventes — hellere færre reserve­ officerer, der gør fyldest, end mange, der hare har graden. Endelig må det givetvis forudses, at den lettere adgang til kompagni­ officersstillingerne for fenrikgruppens personel antagelig vil kom­ pensere for den nedadgående tilgang af reserveofficersemner.

Gennemføres ordningen, bør graden løjtnant af reserven (der er speciel for det danske forsvar og endda for hæren) forsvinde og erstattes med graden premierløjtnant af reserven. Den befa­lingsmand, der har gennemgået officersskolens yngste afdeling, er uddannet til at være næstkommanderende og til at kunne træde i underafdelingschefs sted — uanset om han så efter uddannelsen har taget ansættelse i linie eller reserve.

Officeren af specialgruppen.

Er der således fuld enighed mellem oberstløjtnant Lauesen og undertegnede med hensyn til uddannelsen til kompagnibefa- lingsmand, hører enigheden op, når vi kommer til spørgsmålet om dette personels anvendelse.

Oberstløjtnant Lauesen vil have personellet anvendt udeluk­ kende til troppetjeneste, d. v. s. tjeneste i geled og troppestabe, medens tjenesten udenfor troppetjenesten — administration, for­valtning og hjælpetjeneste — skal varetages af hjælpepersonel — de ligestillede — fra korpsene. Herved — siges det — vil der være skabt en fast definition af begrebet „officer“ efter tjenstligt hverv og ikke bare som en flydende social gruppering af tjenestemænd, som er „noget ved militæret“ .

Det må forekomme mere end tvivlsomt, om man ved den skitserede ordning får klaret problemerne. Man erstatter jo gan­ ske simpelt de nuværende officerer af specialgruppen af våbenet med anvendelsen af officerer af specialgruppen af korpsene — og korpsenes personelordningsproblemer skal jo dog også løses.

løvrigt er der næppe noget, der er mere egnet til at få be­ greberne til at flyde ud end fænomenet „ligestillede“.

Endelig må man ikke forbise, at kompagniofficersgruppen ved den foreslåede ordning vil få overordentligt trange avancementsvilkår. Det må jo herved erindres, at der fra denne gruppe intet aftræk er til stabsofficersgrader.

Man bør nok — i stedet for at lade sorteper gå videre til korpsene — gribe sagen an på en anden måde, nemlig ved at un­ dersøge, i hvilke af de nuværende stillinger for officerer af spe­cialgruppen kompagniofficersuddannelse er en ønskelig forud­sætning, og i hvilke officersuddannelse ikke er nødvendig.

De første er der en del af. Man tænke blot på, hvilken for­ del det ville være for troppetjenesten, hvis depotofficererne — de nuværendes energi, pligttroskab og dygtighed ufortalt — havde været næstkommanderende eller endog underafdelingschefer, før de fik deres stilling, der faktisk i meget høj grad griber ind i underafdelingernes liv.

De sidste — der altså ikke kræver officersuddannelse — bør hverken bestrides af officerer eller af „ligestillede“, men af civilt personel, der ikke betegnes med grader, men ganske simpelt som det, de er. Det kan af hensyn til deres indgåen i feltformationer af folkeretslige grunde muligt være nødvendigt at uniformere dem — men det medfører ikke nødvendigvis, at de behøver mi­ litære 'grader. V i har jo i forvejen ordningen i auditørkorpset.

I de stillinger, der rettelig bør bestrides af kompagnioffice­ rer, vil sådanne kunne finde anvendelse også, når de har passe­ ret den alder af ca. 50 år, hvor de ikke længere er fysisk egnede til at gøre tjeneste ved underafdelinger.

De øvrige stillinger bør de overfenriker, der ikke nåede offi­ cersgrad, have mulighed for at komme til at besætte.

Officersuddannelsen og matematikken.

Tilbage står behandlingen af den uddannelse, der skal blive de officerer til del, der skal have ubegrænsede avancementsmulig­ heder.

Her foreslår oberstløjtnant Lauesen — som nu — halvandet år på studentereksamensbasis.

Det er utvivlsomt for lidt, og der ses ikke at være nogen grund til en så ringe målsætning.

Den danske normale linieofficers uddannelse er for øjeblik­ket under pres af officersmangelen reduceret til langt under, hvad der er forudsat i personelloven — og også til under, hvad der i længden kan anses for forsvarligt. Betragter man forholdene på hærens højere skoler, er det øjensynligt, at det hele kun går nogenlunde tilfredsstillende, fordi man endnu kan tære på den opsparede kapital, som de ældre officerers uddannelse repræsen­terer.

Men når uddannelsen er blevet reduceret på denne måde, skyldes det jo netop det krampagtige forsøg paa at fastholde en videnskabelig uddannelse for alle og samtidig at fylde det gaben­ de behov for kompagniofficerer. Letter man nu presset med hen­ syn til kompagniofficerer, må man samtidig have den gevinst med, at de fuldstændigt uddannede officerer får den tilstrækkelige ud­ dannelse.

Glemmes må det ikke, at der bliver forholdsvis færre af dem end af de nuværende linieofficerer. Så bliver det vigtigt, at ikke blot nogle af dem, men praktisk taget alle bliver i stand til at løse de krav, der stilles til denne specielle gruppe.

Skal man skitsere uddannelsen i officersskolens ældste klasse efter den foreslåede ordning, vil det nok være urigtigt overhove­ det at sammenligne den med den, der nu foregår i officersklas­sen. Efter den foreslåede ordning bliver ældste kiasse i højere grad end den nuværende officersklasse en begunstigelse (avance­ mentsmulighederne til stabsofficersgrad vil blive stærkt forøget i forhold til, hvad tilfældet er for de nuværende officersklassers vedkommende) og undervisningen og ikke mindst undervisnings­ formen må lægges an derefter.

Om man nu vil kræve matematisk eller sproglig studenter­ eksamen som udgangspunkt er i princippet ligegyldigt. Det cen­ trale er, at den foreslåede ældste officersklasse — på samme måde som enhver højere læreanstalt — af hensyn til en rationel undervisning må starte med et homogent elevmateriale. Er ud­ gangspunktet matematisk studentereksamen, må der undervises mere i sprog, er del sproglig, må der undervises mere i matema­tik. Krav om matematisk studentereksamen er ingenlunde ensbety­ dende med, at undervisningen skal være særlig matematisk præget.

Når oberstløjtnant Lauesen hævder, at den civile undervisning i officersklassen i bøj grad udvider officerselevernes matematiske kundskaber, kan man som lærer i mililærtekniske fag på for­ svarsakademiet ikke tilbageholde et: „Gid det var så vel!“

Det er rigtigt, at der på officersskolen anvendes en betydelig tid på matematikundervisning — men det tør påstås, at resulta­ terne ikke står mål med, hvad der på samme tid nås f. eks. på polyteknisk læreanstalt.

Årsagerne er mange — en af de vigtigste nok, at den nedskårne undervisningstid har medført en sådan kompression af stof, at kadetterne ganske simpelt fyldes udover fatteevne og derfor giver op overfor, hvad de ikke umiddelbart kan se nødvendig­heden af. En anden er, at det er langt vanskeligere for en civil matematiklærer på officersskolen at gøre klart for eleverne, hvad de skal bruge matematik til, end det er for kollegaen på lære­ anstalten — og at det vistnok må erkendes, at det ikke er lykke­ des for officersskolens — iøvrigt højt kvalificerede matematiklærere at bibringe eleverne denne forståelse. Og endelig hæmmer det undervisningen, at der i lrver eneste klasse er elever, der under ilen skitserede ordning ikke ville være kommet i ældste afdeling, men kun i yngste officersklasse.

 Man kan selvfølgelig diskutere, om det, en normal linieoffi­ cer har brug for, fortjener betegnelsen matematik eller blot be­ tegnelsen regning. Givet er det i livert fald, at blot dette at kon­ centrere ilden fra et antal 120 mm morterer mod et givet punkt — og det borer uomtvisteligt til de ting, en officer skal kunne — stiller visse krav til anvendt matematik, som ingen sandhedskær­ lig person vil kunne påstå altid er opfyldt.

Det er håndgribelige problemer af den art og ikke en tro på sammenhæng mellem matematik og krigskunst, der bør danne grundlaget for matematikundervisningen. Så længe eleverne for­ lader officersskolen uden at kunne bruge en regnestok, kan man vist ikke tale om overdreven matematikdyrke!se — men måske nok om dyrkelse af forkerte matematiske guder.

Oberstløjtnant Lauesen går på dette område uhyre radikalt til værks: Udgangspunktet skal være nysproglig studentereksamen, og matematikundervisningen på officersskolen skal væk — i vir­ keligheden betyder det, at de bedst uddannede officerer kun bar et glemt mellemskolepensum at bygge på — og det i en tid, hvor teknikken mere end nogensinde skaber vilkårene for taktikken!  

Om fodfolket kan klare sig med stabsofficersemner og lærer­ emner til specialskolerne med denne basis, må forekomme tvivl­ somt — at de tekniske våben ikke kan, er aldeles sikkert. Og med det talmæssige forhold mellem fodfolk og de tekniske våben in mente er det næppe rimeligt at kalde det snævre fodfolksbehov på den eneste fadles officersskole for „det almindelige behov“ og henvise andre til specialkursus.

Derimod kunne der måske være tale om rationaliserings­ grunde f. eks. efter det første år at dele officersskolens ældste klasse i en mere matematisk og en mere sprogligt betonet ret­ ning (hvad der ingenlunde bør være ensbetydende med en taktisk retning i modsætning til en teknisk).

Har oberstløjtnant Lauesen vanskeligt ved at få øje på beho­ vet for matematik, må det være mig tilgivet, at jeg erklærer det langt vanskeligere at forstå, hvorfor officerer ene af alle højere uddannede tjenestemænd (udenrigsministeriets personel iberegnet) ikke kan klare sig med den kunnen i sprog, de har fra studenter­ eksamen og selvstudier.

Den almindelige kulturelle baggrund er naturligvis en ypper­ lig ting at have. Men de fag, der umiddelbart er brug for, burde nu nok komme først. Om det f. eks. i længden er forsvarligt at undlade undervisning i så elementære militære begreber som mo­ torlære og svagstrømsteknik på officersskolens ældste klasse er for mig et langt større spørgsmål, end om hvorvidt der skal under­ vises i geografi og historie. Og de elever, der efter studenter­ eksamen behøver yderligere undervisning i dansk, hører bestemt ikke hjemme i den foreslåede officersklasse.

Specialskolerne.

Oberst Lauesen kommer under gennemgangen af uddannelses­ forholdene også ind på våbnenes specialskoler — navnlig skyde­ skolen for håndvåben og artilleriskydeskolen — som kræves an­ bragt i tilknytning til et hensigtsmæssigt øvelsesterrain — fortrins­ vis i Vestjylland.

Hvorvidt de anførte argumenter holder stik for skydeskolen for håndvåbens vedkommende, skal jeg afholde mig fra at udtale mig om — jeg mangler ganske simpelt den fornødne kundskab. Men for artilleriskydeskolens vedkommende står de næppe for en nærmere prøvelse.

For artilleriskydcskolens skoleafdeling er skydning med ka­ noner ikke en daglig foreteelse — det er derimod undervisnin­ gen, til hvilken der ofte anvendes lærerkræfter, der ikke er at finde i Vestjylland. At flytte skolens lærere og elever til et skyde- terrain er en enkel og billig sag — det sker adskillige gange i løbet af hvert eneste kursus. Det er langt vigtigere, at de artilleri­ afdelinger, der skal være øvelsesapparat, har nær til skydepladsen — hvilket også gælder tungt luftværnsartilleri. løvrigt har artil­leriskydeskolen en skydeplads væsentligt nærmere ved sig end selv det i Varde stationerede feltartilleriregiment.

Endelig er vore skydeterrainer som bekendt på grund af deres ringe antal så stærkt rationerede i tidsmæssig henseende, at den geografiske nærhed til et jvdsk artilleriskydeterrain ikke ville hjælpe på adgangsmulighederne.

Ved skolens skvdetekniske afdeling skydes praktisk talt dag­ lig for forsvarets krigsmaterielforvaltning. Men om denne virk­ somhed er der kun at sige, dels at den kræver særligt indrettede forsøgsskydepladser, og dels at samfærdselsmidleme i hvert fald ikke endnu er udviklet på en sådan måde, at rumlig adskillelse mellem fabrikerne og anskaffende myndigheder og afdelingen kan ske. Endelig må en adskillelse mellem skoleafdelingen og den tekniske afdeling betegnes som kompromitterende for begge afde­lingers arbejde.

Det har — bl. a. på grund af den korte tid, der stod til rå­ dighed ved udarbejdelsen af foranstående — ikke kunnet undgås, at de fremførte bemærkninger lier og der har fået en lidt skarp form. Forhåbentlig bliver de alligevel opfattet i den hen­sigt, de er skrevet — som et forsøg på bidrag til en alsidig belys­ning af et problem, der utvivlsomt trænger til at blive gennem­ drøftet.

H. C. Engell.