Der har i de senere Tider været skrevet meget i Bladene om Officerers Optræden, om Officersaand og Officersære, men dog mest af Fo lk, der har staaet udenfor Hæren. Siden jeg som Dreng flyttede ind paa Artillerivejs Kaserne i 1891, kan jeg sige, at Kasernen har været m it Hjem, Soldater af de forskellige Grader mine Venner og Kammerater, enten det var dem, jeg skulde staa til Ansvar overfor eller selv have A n svaret for. Paa Grundlag af de Begreber, jeg indsugede i min Ungdom, og som har fulgt mig Livet igennem, vilde jeg gerne redegøre for, hvad Officersaand og Officersære er.
E n Foraarsdag i Aaret 1565 mødtes en Præst og en Officer paa Vejen mellem Københavns Slot og Flaadens Leje. Præsten var Niels Hemmingsen. Officeren var Herluf Trolle. Præsten sagde noget om, at det var et farligt Liv, Officeren førte, at han maatte være forsigtig o. s. v., men Officeren svarede :„Hvorfor er vi Herremænd? Hvorfor bærer vi gyldne Kæder og Sporer og holdes for ypperligere end alle andre? Derfor nyder vi den Æ re, at naar Kongen kalder, og Landet haver det Behov, skal vi af al vor Magt og Formue Rigets Fjender afværge, paa det at Landets Børn kan leve i Rolighed. V il vi have det søde, maa vi tage det sure med.“ Her har vi et klart Udtryk for dansk Officersaand og udtalt af en Mand, der vidste, hvad han talte om. Det var den uskrevne Lov om Officerens Forpligtelser til at ofre sig for andre. Den gamle uskrevne Lov blev efterhaanden til skreven Lov, saaledes som den kendes fra m in Ungdom i Bestallingen som O fficer. Her siges det: „T h i skal han være os som sin rette Konge og Herre tro og lydig, holde Rigets Grundlov, samt som en ærekær Krigsmand uvægerlig lade sig bruge i Kongens Tjeneste til Lands og til Vands og i samme sit L iv og Blod vove, samt med Troskab og Lydighed opfylde de Pligter, der i øvrigt paaligger ham som Krigsmand, alt i Overensstemmelse med den Ed, han derpaa alderunderdanigst gjort og aflagt haver.“ Sammenligner man dette med, hvad der staar paa senere T iders „Ansættelsesbrev“, saa finder jeg der en klar Tilbagegang i den skrevne Lov. Der siges:
„Del tilkendegives liam, at han ved denne Ansættelse undergives de til enhver T id for Tjenestemænd i Alm indelighed gældende Regler samt for denne Stilling særligt fastsatte Bestemmelser, og at han med Trofasthed og Nidkærhed skal opfylde de Pligter, som den ham betroede Stilling paalægger ham, og holde Rigets Grundlov i Overensstemmelse med den højtidelige Forsikring, han derom har afgivet.“ Her tales intet om „uvægerlig at lade sig bruge“ og at „ofre L iv og B lod“ ! Her er Eden afløst af et „højtideligt Løfte“ . Noget helligt bindende er sat ned til noget højtideligt. Jeg finder det ganske simpelt uanstændigt. Den Omstændighed, at en blødsøden Tidsaand ændrer en skreven Ordlyd, kan im idlertid intet ændre i Officersære og O fficersaand. De to Begreber maa staa urokkelige og urokkede gennem alt, hvad enten Loven er skreven eller uskreven. Kun er det ofte saaledes, at den uskrevne Lov har den stærkest bindende Kraft. Der er gjort andre Angreb paa os fra opløsende og blødsøden Side. Man har dog maattet anerkende vor — Hærens og Flaadens — Særstilling, idet vi stadig har vor egen Retspleje og Straffelov. Den gamle „Straffelov for Krigsmagten“ blev nok lavet om til „M ilitæ r Straffelov“ ; men man naaede dog ikke det, der fra visse Sider var tilstræbt. V i beholdt i hvert Fald en Paragraf om Landsforrædderi, og Dødsstraffen blev ogsaa bibeholdt. Saa faar man vel ogsaa trøste sig med, at de seneste Tider har forstaaet, at disse Paragraffer er nødvendige, hvis et Samfund skal holdes levedygtigt, selv om man endnu ikke helt har vænnet sig til at bruge Paragraffen om Landsforrædderi, men finder Undskyldninger for en Mand, der svigter. V i indtager stadig en Særstilling, og intet er ændret i Aanden i Herluf Trolles Ord. Ogsaa Slutningen gælder: „ V il vi have det søde, maa vi tage det sure med“. Det ligger nu nær at spørge efter de Egenskaber, aandelige Egenskaber, der kan tjene til Ballast, naar man vil leve sit L iv efter Aanden i Herluf Trolles Ord. Jeg vil her nævne:
— Pligtfølelse og Troskab.
— Kammeratskabsfølelse.
— Mod, Udholdenhed og Selvtillid.
— Viljestyrke og Offervilje.
— Forstaaelse af, at man har noget at kæmpe for.
— Ansvarsbevidsthed.
— Ansvarsglæde.
— Tro paa Fremtiden.
Men det maa indrømmes, at de fleste af disse Egenskaber griber saaledes ind i hinanden, at det er vanskeligt at skille dem ud fra hinanden. I selve Herluf Trolles Ord liar vi et Udtryk for Pligtfølelsen, der ikke tynger en Mand ned, men tværtimod løfter ham op over Døgnets Nag og Kævl, op blandt dem, der med Aandsoverlegenhed sætter Livet ind for, at andre kan leve i Rolighed. Og vi husker paa, at Herluf Trolle var ikke Rektor for den lærde Skole, hans T id gik ikke med at skrive pæne Ordsprog og rette Stile, men han levede sit L iv og fandt sin Død der, hvor man „synger helst med Ildens Tunge, der flammer fra Kanonens M und“. Om Troskab kan man sige, at det er kun en højere 'Grad af Pligtfølelse. Man kan tale om en kær Pligt og en forbandet Pligt, man har jo endda desværre set, at en Mand har svigtet sine P ligter. Men er Manden tro, er der ikke Tale om Svigten. I denne Forbindelse skal jeg nævne et Citat, der i Oversættelse lyder: „Jeg siger altid til Officererne i m in Stab: Jeg bryder mig Pokker om Eders Loyalitet, naar I mener, at jeg har Ret; men jeg har Brug for den i fu ldt Maal, naar I mener, at jeg har Uret.“ Og her maa man vel lægge Mærke til, at den sidste Udtalelse har dobbelt Bund. Man kunde tilføje: „Hvis I mener, at jeg har Uret, saa skal I loyalt sige mig det, og jeg betragter det som illoyalt af Eder, hvis I ikke gør det. Men hvis jeg holder fast paa min egen Idé, saa skal I følge den loyalt, uden dog derfor at ændre Eders Tankegang.“ Og jeg vil som gammel Chef yderligere sige, at den Chef, der ikke kan holde Styr paa en F lok Stabsofficerer af stærke, selvstændige Personligheder, han duer ikke til at være Chef. Pligtfølelsen kan være forbundet med en Viljesytring; en Mand kan muligvis tvinge sig selv til at opfylde sine Pligter. Men er Manden tro, er han født dertil, og saa kommer Opfyldelsen af sig selv. Kammeratskabsfølelsen er noget, der først og fremmest kendes indenfor Hæren og Flaaden, men vi ved jo, hvor den groede overalt indenfor den underjordiske Hær. Fælles Anstrengelser, fælles Farer, fælles Glæder og fælles Nød, det binder sammen med stærke Baand, saa stærke, at hvis nogen svigter, saa er hans Dom fældet med det samme. Og det er kun retfærdigt. T h i den, der svigter Kammeratskabet, bringer det hele Foretagende i Fare. Det er en underlig Egenskab, der kaldes Mod. T il Tider kan den være der, til T ider ikke; den kan optræde bevidst eller ubevidst.
Det ubevidste Mod er en herlig T ing ; det hjælper sin Mand let gennem Livet og til Tider gennem Døden med. Den ubevidst modige har ingen Nerver; alt, hvad han møder, synes ham vældig sjov. Det kan være smitsomt og trække gennem mange Vanskeligheder; men det kan ogsaa forlede til Dumdristighed og kan da gøre Skade. Den bevidst modige Mand er den, der kender Faren og er villig til at betale Prisen. Han maa samtidig være i Besiddelse af megen Viljestyrke for at gennemføre sit Forehavende, naar Faren er stor. E n anden Ting er, at man sætter Livet ind for at opnaa noget, der er Prisen værd. De gamle Folkeeventyr indeholder ofte en dyb Sandhed. Saaledes ogsaa Sagnet om den fortryllede Brynje, der beskytter mod alle Vaaben, naar man gaar fremad, men ikke naar man flygter. Modet, Angrebslysten, Fremdriften løfter en selv og giver Styrke, men samtidig virker den nedstemmende paa Modstanderen. E n modløs Flok kan gøres modig igen, enten ved at man faar dem til at le, eller ved at man gør dem rasende, arrige, og endelig ved at give dem Haab om Fremtiden. Det var just ikke en modløs Flok, der drog tilbage fra Danevirke i 1864, men en haabløs. Førerne begik en meget stor Fejl ved ikke at stive Haabet af, f. Eks. ved at tale om Kampe i F lankestillingerne i 1849. Det havde ogsaa styrket Kræfterne. Der var desværre saa sørgeligt mange, der ikke forstod dette den 9’ A p r il 1940 og den 29’ August 1943. Baade i Glæde og i Sorg skal man være sammen med sine Fo lk, men mest nødvendigt er det i Sorg og Fare. Her har Befalingsmanden en usvigelig Pligt til at bære Sorgerne for sine undergivne. Hvordan han saa klarer sine egne Sorger, det maa ingen se. Mod giver Selvtillid, og Selvtillid giver Mod. Dette med, at man stoler paa sig selv, og at man er villig, det bringer en ud over al Forsagthed. A l udvandet Hvad-kan-det-nytte-Teori og al selvmorderisk Fred-for-enhver-Pris-Moral passer ikke for ærlige Mænd. Fred-for-enhver-Pris betyder, at man ikke tør indtage et klart Standpunkt for Sandhed og Ret og imod Løgn og Uret. Men dette er ikke Fred og Fromhed, det er Fejghed. Der er mange, der er bange for klare Standpunkter; den Slags Fo lk bør man holde sig fra. Viljen, Viljestyrken ligger bag det hele og sætter i Gang. V iljen spørger ikke, hvad det kan nytte; den siger: Hvor der er en V ilje, der er ogsaa en Vej — og er der ingen, saa bryder jeg den selv. Viljen siger: Træ l den, der beder om, livad han selv kan tage! Offerviljen indeholder som i en Sum alle de Egenskaber, vi alt har talt om. Den er pligtopfyldende, tro til Døden, god Kam merat, bevidst modig og udholdende. Offerviljen stoler paa sig selv og betaler selv Prisen. Den offervillige er højsindet: Ingen er større i Kærlighed end den, der sætter Livet ind. Lad os huske et Par Navne fra vor Fortid. Ivar Hvidtfeldt, der erklærede: „Hvis vi falder af for V in den, driver vi ned mod Hovedflaaden og tænder den muligvis i Brand. Det maa ikke ske. Her er kun eet at gøre. Lad Ankrene falde.“ Sten Rosensparre, der var med Christian IV paa Skjellinge Hede i 1612. E n af hans Venner raabte til ham: „Tag Dig i Vare, Sten! Husk, at Du er den sidste af din Slægt.“ Men Sten Rosensparre svarede: „Du har Ret, det er smuk Tale. Ingen kan efterlade sig noget bedre end et godt Navn.“ Og saaledes uddøde de Rosensparrer. Men saadan Tale og saadan Handling vidner om Fo lk af overordentlig A andsover legenhed, Folk, der har forstaaet at leve og forstaaet at dø. T i l Officersaand hører Forstaaelsen af, at man har noget at kæmpe for, noget, der er saa meget værd, at man v il sætte Livet ind for det. Men denne Forstaaelse burde jo enhver dansk Mand have indsuget med Modermælken, saa det ikke behøvede at læres. De Egenskaber, jeg h idtil har omtalt, er for en væsentlig Del saadanne, der maa kræves af Officeren i al Almindelighed. Men især naar man taler om vor T id, og vort Land netop nu, saa maa man ogsaa have en yderligere aandelig Basis, som man kan leve paa og leve for. Derved naar vi til at maatte spørge om Officerens Indstilling i det Land, i hvis Hær lian tjener. E r han, og føler han sig, som et af Landets egne Børn, er han Fører for en F lok af dem, og kæmper han selv til Værn for alt det helligste i Livet, Frihed, Hjem, Fam ilie, Slægt og Venner, den fra Fædrene arvede Jord — ? eller er han, og føler han sig som Levebrødsofficeren, Lejesvenden, Condottieren, der snart kan tage Tjeneste eet Sted og snart et andet, efterhaanden som han betales derfor — eller som Hovedet staar paa ham? Lad os for Nemheds Skyld kalde de to Typer for Herremanden og Landsknægten, idet jeg tager Navnet Herremand fra Herlu f Trolle, og idet vi til Navnet knytter alle de Pligter, som han knyttede dertil.
De liar begge et Ansættelsesbrev, men Landsknægten opfatter det mest som en Kontrakt med en Regering; naar Kontrakten overholdes, er ban ligeglad med Resten. Om Landet styres mer eller mindre slet, vedkommer ikke ham. Om de regerende duer tiler ej, lige saa lidt. Han bar sin Kontrakt, han er i deres Sold. Il an passer sit og holder sin Mund. Men Frimand er han ikke; ha.i tjener kun for Løn. Og saa er han ofte Struggler, der vil klatre op paa Kammeraternes Skuldre. Herremanden er Part af Folket, og han føler sig som Part af Folket og Landet. Intet er ham ligegyldigt, thi hvad der sker, har han Part i. Landsarven skal han være med til at overtage og røgte, og Gælden, som foregaaende Slægtled har stiftet, skal han være med at betale. Hver Glans, hver Plet skal han være med til at overtage, og Pletterne maa han vaske af, samtidig med at han er med til at betale Gla'den. Gerningen som Officer er for Herremanden en Livssag, den er Midtpunktet i hele hans Liv. Hans Slægtskab med Folket, hans Interesse for alt, hvad der angaar Landets Vel, er Grundlaget for, at han er Officer. Han kan leve sit L iv efter Ordet: Kæmp for alt, hvad Du har kært, dø om saa det gælder. Den Mand, der en Gang i 1943 stod frem i Celledøren i Vestre Fængsel og sang det Vers, han ejede Officersaand. Jeg ved i øvrigt ikke, hvem det var. Han faar sin Lønning af Staten. Ja! men ikke af en Regering eller et Parti. Han tjener Staten, Landet, Folket, Kongen — eller hvad man nu vil. Men han tjener som Frimand, som Parthaver i Sagen, som Herremand. ... Den absolut upolitiske Officer, ham der er ganske ligegyldig med Landets Regering, ham kan jeg kun regne i Klasse med Landsknægten. Den, der er med til at forsvare sit Fædreland med alt, hvad det rummer af aandelige og materielle Værdier, han kan ikke være ligegyldig overfor Regeringsform eller Personer. Han tjener en Sag, ikke for Penge. Han kan i paakommende Fald lade være med at tage virksom Del i Statens indre Liv, f. Eks. for ikke at lave mere Uro end godt er i det givne Ø jeblik; men han kan ikke undlade at ofre Landets Udenrigspolitik og Landets Sikkerhed, dets Styre, Æ re og Velfærd sin hele Sjæl, og han maa være med til at kræve enhver til Regnskab, som paa en eller anden Maade er sat til at være Vogter af en Part af vor Folkearv, kræve ham til Regnskab for enhver Gerning, han har gjort, eller for hver Gerning, han har undladt at gore. Der bliver kun Orden i et Land, naar enhver kommer til at svare til Hv id og Skilling for sine Gerninger eller Forsømmelser. Det giver saadan en velsignet Klarhed i Standpunkterne. Dette fører os naturligt ind paa Begrebet Ansvar. En Officer maa forstaa, at han har Ansvaret for alt, hvad han har under sin Kommando, baade Mænd og Materiel. Love og Bestemmelser kan ikke indeholde alt. Uforudsete Tilfæ lde kan indtræde, og saa maa han handle paa egen Haand, paa eget Ansvar, saaledes at Hensigterne med det hele opfyldes. Han har først og fremmest Ansvaret for, at den Troppeafdeling, de yngre Befalingsmænd, eller hvad det nu er, han har under sin Kommando, bevarer sin Moral under alle Forhold og paa et saa højt Tr in som muligt, thi kun derved kan han naa, at alle er besjælede af V iljen til „uvægerligt at lade sig bruge“ i Tjenesten og „i samme sit L iv og B lod vove“ . Han har Ansvaret for, at han selv altid staar som det gode Eksempel. Kun paa den Maade vinder han sine undergivnes Respekt og T illid . Denne kommer ikke ved Love og Bestemmelser, den kommer kun ved Officerens egen personlige Optræden, den affødes kun af hans egne Handlinger. Kan han ikke skabe denne Respekt og T illid , eller har han vist sig upaalidelig, saa kan man ikke stole paa ham, saa duer han ikke til at være Officer; for han ejer ikke Offieersaand, ikke Herremands Aaand. Han maa uva'gerligt tage Ansvaret og Følgerne af sine Handlinger. Den, der har handlet forkert og staar ved det, og som eventuelt selv ønsker at faa sin tvivlsomme Sag optaget til Doms, ham kan man dog til en vis Grad respektere som Mand. Men den, der vil løbe fra en kedelig Handling, han nedbryder selv Respekten om sig, og han ødelægger T illiden fra de undergivne og Kammeraterne. Han duer altsaa ikke. Og den, der siger god for ham, han mangler psykologisk Sans, han mangler Forstaaelsen af det menige Mandskabs primitive Tankegang, og han kan derved forvolde ubodelig Skade. Og Ansvaret for Skaden er hans. T i l ret Offieersaand hører ogsaa at eje Ansvarets Mod. Udebliver Ordrerne ovenfra, maa Officeren handle paa egen Haand. Og han maa aldrig i paakommende Fald tænke for meget paa, hvad der staar i den og den Paragraf i Reglementet; han maa sige til sig selv og sine: Saadan og saadan er Situationen, saadan og saadan handler jeg.
En Ting endnu maa en Officer eje for at være ret Herremand. Han maa eje en usvigelig Tro paa Fremtiden, en Tro, som han maa kunne forplante til sine undergivne. Kan han ikke det, saa svigter han paa en Maade sin Pligt. De store Stabe har kun nogen Værdi, naar de har Geleddets T illid bag sig. E r dette ikke Tilfældet, maa Stabene hellere forsvinde. Men paa samme Maade har Officeren kun Værdi, naar han har Mandskabet med sig og har forstaaet at indgive det sin egen klippefaste Tro. Haabet alene er ikke nok. Troen maa til. Og Troen kan flytte Bjerge. Saa godt som bogstaveligt. Den faste Overbevisning om, at man kan et eller andet, vil ofte forlene en med uanede Kræfter. Og naar saa de slippes løs i rette T id , og man betaler, hvad det koster, saa kommer Enderesultatet sikkert af sig selv. Hvor mange havde Troen paa Fremtiden i Dagene efter 9’ A p r il 1940? Adskillige af de smaa i Samfundet havde Troen — og V iljen, og derfor kom vi igennem det. Men alt, hvad der forlanges af en Officer, har vi egentlig i „Fanebærerbefalingen“, hvis første Oprindelse vistnok ingen nu om Dage er helt klar over, men som, hvor og naar den end først er udgivet, har et uafviseligt Bud til os alle, idet man tænker paa, at Fanebæreren er et Barn af Bannerføreren, Befalingsmanden, som alle af Afdelingen skulde samles om. Den direkte Tale til Fanebæreren er altsaa i Virkeligheden en direkte Tale til Officeren. — Jeg betror dig denne Fane, fordi jeg ved, at du er en uærlig og trofast Kriger. — D. v. s. Du har i din hele Færd bevist, at man kan stole paa Dig. Du er ærlig. Der er ingen Svig i Dig. Du kender dine Pligter, og Du har faaet den nødvendige Uddannelse. Du ved, hvad D iscip lin er. Du vil vise den selv, og Du vil haandhæve den blandt dine undergivne. — Du skal føre den, som det sømmer sig en trofast Kriger. Du skal vaæne den som en Dannemand værner sin Ægtehustru. — D. v. s. For hvert Skridt skal Du huske, at sammen med Fanen fik vi det Løfte: „Bær det højt, saa skal Du sejre.“ Du skal bære din Fane højt baade aandeligt og legemligt, med alle dens Krav, og alle dens Løfter. Du skal værne den som dit dyreste Eje. — Du skal svinge den over ærlige Folk, men aldrig lade den vaje over Forræddere. — D. v. s. Du skal holde din Sti ren. Du skal samle gode, ærlige, danske Mænd om Dig, og dem skal Du være med i Godt og Ondt. Men den, der svigter, den der skeler efter fremmed Guld eller efter fremmede Guder, ham skal Du sky som Pesten. Den der har givet falsk Æresord, den der har brudt sin Ed, den der først har svoret Troskab mod din Konge og saa har svoret Troskab mod et andet Statsoverhoved, ham kan man ikke stole paa. D it Banner med vort hellige Mærke maa ikke vaje over ham. — Under Marche og paa Vagt, i Storm og i Strid skal Du staa som et Mønster for tapre Soldater. — D. v. s. Saavel under den daglige Uddannelse som under alvorlige Forhold skal Du trække dine Fo lk med D ig ved dit Eksempels Magt. Dette at være den aandeligt overlegne, dette selv at kunne en Ting, er den bedste Uddannelse for andre. Du skal oplære dine Fo lk! Vis dem, at Du kan gøre en Ting, vis dem, at Du kan gøre det, som de ikke kan, og at din Moral kan bære, saa vil Du vinde deres T illid og Beundring, og saa vil de følge D ig gennem tykt og tyndt, og Du vil herved have haandhævet en haardt krævende Disciplin. — Ingensinde maa Du vige, ingensinde maa Du give An ledning til. at Hæren bliver modløs og flygter. — D. v. s. A ldrig vige fra Rettens, Sandhedens og Ærlighedens Vej! Ingensinde modløs! Det gælder baade i Kamp og under andre Forhold. Det gælder under Ventetider. Det gælder maaske allermest, naar det ganske uforudsete sker, at man maa staa med Hænderne knyttede uden at faa Fov til at slaa; naar man føler sig svigtet af dem, man skulde have kunnet stole paa; naar man ser sig omgivet af Falskhed og Forrædderi eller Fejghed. Saa er det først rigtigt, det gælder, at man ikke viser sig modlos. Husk, at den menige Mands Øje hviler paa hans Officer. Svigter O fficeren, saa svigter Manden. Holder Officeren, saa vokser Manden. „Ikke modløs!“ Nej, men Haanden bevares knyttet. Den kan være i Bukselommen, men knyttet maa den være. Den kan holde om et Knivskaft, en Kolbehals, et Sabelhæfte eller en Aftrækkersnor — men knyttet maa den være, saa Knoerne er hvide, knyttet, om saa det, man har gaaet igennem, føles lige saa haardt, som hvis en Fjenden havde hugget din højre Haand af. — Skulde det ske. at din Fjende afhugger din højre Haand, skal Du gribe Fanen med din venstre. — D. v. s. Ja! ikke modløs! Det er gaaet Dig galt, det er gaaet Dig ondt. Men dine Fo lk ser paa Dig. Svigter Du, saa svigter de. Holder Du, saa vokser de. Altsaa griber vi Idéens Fane med venstre Haand og holder den stadig højt. Trods alt! — Mister Du begge Hænder, skal Du slaa Tænderne i Fanen.
Ikke modlos! Ikke give op! Endnu har vi Kræfter til at værge vort hellige Mærke. Endnu har vi en usvigelig Pligt til at styrke vore Folks sunde primitive Moral. Vort Land blev besat, og en Masse Mænd i betydelige Stillinger svigtede ganske. De Idealer, vi kæmpede for baade over og under Jorden, gaar det til Tider ilde med. Mænd, hvis Moral burde forlanges staaende liojt over alle andres, har svigtet. En Lov imod Landsforræddere har vi stadig ikke faaet. Saa slaa Tænderne i Fanen! — Du skal luvrge den, saa længe Du lever og aander. — Hæv saa i Tænderne din Fane mod Him len, vis for enhver, hvem og hvad og hvor Du er, alt imedens Du værger for Dig og din Fane med dine blodige Armstumper. Kun i eet Tilfæ lde maa din Fane berøre Jorden og dens Smuds, kun i eet Tilfæ lde maa der sættes Pletter — og kun een Slags Pletter — paa dens hellige rene, lasede, sønderslidte Dug. — Maa Du opgive Kampen, det Gud forbyde, skal Du vikle Dig i Flaget og dø! — Men hermed ender Sagen ikke ! Den der altid bar Danebroge højt, den der altid levede for uvægerlig at lade sig bruge i Kongens Tjeneste til Lands til Vands og i samme sit L iv og Blod vove, den der aldrig veg fra Sandhedens, Rettens og Æ rlighedens Vej, han skal sejre selv gennem Doden. Th i
„Eet jeg ved,
som aldrig dør:
Dom over hver en død.“
Den, der aldrig svigtede, vil sætte sig et saadant Eftermæle, at han huskes som Eksempel til Efterfølgelse paa, hvorledes ret Officersaand bør være. Sort ser det ud, men haabløst? Ingenlunde. Der er ingen Grund til at sætte sig hen og blot lade Dag gaa efter Dag. Tvært imod. V i Officerer skal „uvægerligen lade os bruge“ og med vort Liv staa inde for alt, hvad der er ærligt og Dansk. Det gælder ikke alene i Krig, men ogsaa i Fred: her paahviler der enhver et Arbejde hver Dag. Man maa udrydde alt det snigende Fremmede, det uærligt, forløjede og selvopgivende, først og fremmest i eget Sind, i Tale, Handling og Skrift, og saa gaa i Gang med at udrydde det hos sine Omgivelser. Husk: Vort Land har adskillige Gange va-ret i den yderste Nød, inen er hver Gang blevet frelst, ikke af diplomatisk Snedighed og Kløgt, men af Landets vaabenføre Ungdom, der ikke var bange for at sætte alt ind, da Øjeblikket var der, — sætte alt ind, og sejre.
Christian Lunn.
