Oberstløjtnant P. E. Lungholt, tilknyttet Forsvarets Forskningstjeneste.
Forsvarschefens vision 2010 fremhæver i god overensstemmelse med NATOs Defence Capabilities Initiative de nye internationale opgaver, Forsvaret må være rustet til med den verdensorden, der har været rådende efter opløsningen af den bipolære opdeling. Danske styrker har således deltaget i og må fortsat være forberedt på at deltage i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende og humanitære operationer. Denne type operationer kan bl.a. karakteriseres ved, at man ud over selvsagt at optimere egne styrkers overlevelsesevne også skal søge at minimere tab og skader i indsatsområdet. Dette indebærer nye aspekter for våbensystemer med egenskaber, der ikke traditionelt er søgt udviklet. Man bør imidlertid holde sig for øje, at sådanne operationer kan udvikle sig til egentlige krigshandlinger, således som det var tilfældet på Balkan. Udsendte styrker skal derfor være udrustet og trænet til hurtigt at kunne tilpasse sig den ændrede situation. Med henblik på at tilgodese udrykningsstyrkers behov vurderes udviklingen inden for følgende områder at være relevante:
- Deployerbarhed og mobilitet
- Transportformer, land/sø/luft
- Logistik og genforsyning
- Pacificerende våben (Non Lethal Weapons)
- Præcisionsammunition
- Midler til bekæmpelse af fjendtligt luftforsvar (SEAD)
- Elektronisk krigsførelse
- Rekognoscering, bemandet og ubemandet
- Altvejrskapacitet
- Interoperabilitet mellem danske enheder og til andre nationers enheder
- Risikovurdering og beslutningsstøtte
- Træningssystemer og simulatorer
- Personelbeskyttelse/pansring
- Beskyttelse mod biologiske og kemiske kampstoffer
Med Forsvarets nye opgaver in mente bør der ske en revurdering af prioriteringen. I det følgende er anført nogle områder, som vurderes at ville få større bevågenhed i fremtiden. De ændrede opgaver og de mulige operationsmiljøer, der adskiller sig fra de traditionelle både klimatisk og topografisk, stiller ganske andre krav til materiellet, hvilket igen indebærer, at man må være åben over for anvendelse af de nye teknologiske muligheder, der er til rådighed nu, og ikke mindst de udviklingstendenser, der tegner sig. Ved valg af materiel bør man vare sig for at fokusere på de forhold, der er i aktuelle udsendelsesområder (som eksempelvis Balkan), da fremtidige indsatsmuligheder er legio. Transport til indsatsområdet forenkles ved valg af lette, mindre køretøjer og våbenplatforme. Imidlertid må kravet om beskyttelse af personellet ikke kompromitteres, så udvikling af alternativer til den traditionelle pansring eksempelvis i form af kompositmateriale bør nøje følges. Uvished om karakteren af det terræn, en styrke kan blive indsat i, vanskeliggør valg af optimalt fremdrivningssystem. Derfor bør fordele, ulemper og fleksibilitet forbundet med anvendelse ved forskellige former (bælte, hjul, kombination (half-track), luftpude m.v.) vurderes. For på økonomisk vis at kunne skræddersy udstyr til en opgave, der først endeligt defineres kort før udsendelse, kunne anvendelse af standard-flex princippet eventuelt være en mulighed for køretøjer m.v. Indsættelse uden for landegrænserne komplicerer den logistiske støtte. En raffinering og videreudvikling af systemer til beholdningskontrol og rekvirering kan være en støtte til at sikre, at udsendte enheder til stadighed råder over det fornødne udstyr og forsyninger. Som nævnt indledningsvis skal det under de nye operationstyper tilstræbes, at tab hos modstanderen undgås/minimeres, men at han alene pacificeres. Non Lethal Weapons er her en oplagt mulighed. Der er på nuværende tidspunkt udviklet flere typer, men der er et betydeligt behov for videre- og nyudvikling inden for området. For at kunne bekæmpe mål uden følgeskader (collateral damage) skal udviklingsmulighederne for præcisionsammunition til fly-, skibs-, køretøjs og mandbårne våben følges. Inden for rekognosceringsområdet er satellitter, bemandede højt- og lavtgående fly og større Unmanned Aerial Vehicles (UAV) velkendte indhentningsplatforme. I de potentielle operationsmiljøer kan enkeltmand eller gruppe have behov for at indhente aktuel oplysning om en modstanders gøremål uden selv at blive eksponeret. Her vil det være en oplagt mulighed at anvende mini- og microUAVer, der kan bæres af enkeltmand, og som kan sendes ind i områder, hvortil der ikke er indsigt som eksempelvis i byer, bygninger og skovområder. Der er p.t. ikke færdigudviklede systemer, men det vurderes, at fremstilling til operativ anvendelse vil være teknisk mulig på forholdsvis kort sigt. Beskyttelse af egne styrker tillægges høj prioritet. Derfor skal der lægges vægt på udvikling af midler til beskyttelse af udstyr og enkeltmand ikke alene mod skud og sprængstykker, men også mod biologiske og kemiske kampmidler. Der sker ganske meget på dette udviklingsområde. Den brede vifte af mulige scenarier og operationsvilkår og risikoen for et hurtigt skift fra den ene til den anden type stiller store krav til føreren og enkeltmand. For at kunne tilbyde den bedst mulige uddannelse og træning før udsendelse, skal anvendelse af simulation og simulatorer udnyttes. Området er under hurtig udvikling, og med indførelse af virtual reality kan en høj grad af realisme opnås. I det foregående er der anført nogle enkelte områder, hvor Forsvarets evne til at løse de pålagte opgaver forudsætter udvikling af ny teknologi. Der er givetvis adskillige flere. For til enhver tid at kunne udruste og støtte danske og allierede enheder optimalt bør udviklingen følges nøje ikke alene inden for militærteknologien, men også inden for det civile område, hvor udviklingen sker endda særdeles hurtigt, og hvor der opnås resultater, der med fordel kan anvendes også i militær sammenhæng. Undlader man at gøre dette, kan man risikere at stå i den situation, at valg af udstyr og udrustning til en enhed, der skal udsendes for at løse en måske ikke tidligere prøvet opgave, sker på et mindre velfunderet grundlag. Det kan få fatale følger for de udsendte styrker.
