»Skulde Corpsets Hverv bringes til Udførelse ved i de forskjellige Positioner, det indtog, at optage Kampen med Fjenden for saaledes at stræbe Skridt for Skridt at modsætte sig hans Fremtrængen gjen~ nem Halvøen? Fremsat i saadan Almindelighed maa Spørgsmaalet besvares med et ubetinget Nei! Var dette skeet, havde Rye holdt sig i en sadan umiddelbar og blodig Berøring med den fjendtlige Overmagt, vilde der snart ikke have været Meget tilbage af Corpset«.
- Charles Beck, souschef Nørrejyske Korps, 1849
Situationen i april 1849
Straks ved våbenstilstandens ophør den 3. april 1849 angreb den danske hær over en bred front ind over Sønderjyllands grænser for på denne måde hurtigt at splitte den slesvigliolstcnske liær, hvis hovedstyrke befandt sig nord for Flensborg.
For at fastholde den tyske forbundshær, der lå om Slesvig, foretog flåden den uheldige aktion mod Eckernforde, der havde tahet af to danske krigsskibe til følge.
Krigsminister Hansen, der i lang tid havde haft alvorlige uoverensstemmelser med hærens overgeneral — Krogh — benyttede katastrofen til at fjerne generalen og samtidig afblæse operationerne i Sønderjylland, endskønt alt syntes at gå efter den lagte plan.
Dybbøl blev rømmet og kræfterne — og pengene — koncentreredes om fæstningen Fredericias istandsættelse.
General Biilow blev arméens nye chef.
Han startede sin embedsperiode med det uheldige slag ved Kolding den 23. april 1849 og omlagde — måske belært af erfaringerne — sin taktik, idet han besluttede at samle hærens hovedstyrke på Als og Fyn, rede til ved første lejlighed at angribe fjenden i flanken.
Den slesvigliolstenske hær indledte en belejring af Fredericia, mens forbundsarméen trængte op i Nørrejylland.
General Olaf Rye skulle med Nørrejyske Korps »dække den jydske Halvø«.
Organisation og faglig tjeneste
Inden korpsets kampe belyses, vil det være formålstjenligt at kaste et blik på dets organisation og afviklingen af den faglige tjeneste — to områder, der på overraskende måde giver udtryk for en relativ avanceret tankegang hos datidens planlæggere.
Troppeinddeling
Korpsets inddeling i brigader (og regimenter) var mere af administrativ end taktisk natur.
Brigadestabene anvendtes som frie føringsorganer og brigaderne var puljer af hvilke korpschefen formerede de såkaldte Colonner, der bestod af infanteri, kavalleri, artilleri og ingeniører — afstemt efter den givne opgave.
I spidsen for en sådan Colonne sattes een af de disponible brigadestabe.
Korpsstaben
Korpsstaben var dannet på grundlag af 5. infanteribrigade, for hvilken generalmajor Olaf Rye fortsat var chef. Hertil kom et betydeligt antal militære og civile stabsmedlemmer.
Stabsarbejdet var ikke underkastet nogen bestemt plan, idet generalen personligt befalede til brigader og bataljoner — og næsten altid skriftligt. En fra gammel tid nedarvet frygt for konsekvensen af at handle pr. initiativ sad stadig de ældre officerer i blodet — og derfor var det betryggende at have en håndgribelig chefsordre i lommen.
Når beslutninger af vidtrækkende karakter skulle træffes, var det almindeligt, at korpschefen samlede sin stab til et møde, der ofte sluttede med en afstemning om den valgte plan.
Personelstyrke
Korpsets cirka 7000 mand var fordelt således:
— fem infanteribataljoner å fire kompagnier å 250 mand,
—- tre kavalleriregimenter å fire eskadroner å 120 mand,
— to batterier å otte 6-pundige piecer
— et espignolbatteri med lire piecer
— en ingeniørdeling med 60 mand,
— en ordonnansdeling med 30 mand,
— en marodøretape med 60 mand samt
— forskellige faglige enheder og led cirka 400 mand.
Sygeligheden var stor, afgivelserne betydelige og mange sad i arrest — ialt var over 1000 mand altid fraværende.
Infanteribataljonerne
En af infanteribataljonerne var 1. jægerkorps, der på afgørende måde adskilte sig fra de øvrige bataljoner, idet såvel uddannelse som udrustning var mere moderne end de regulære linieinfanteribataljoners.
Hver bataljon havde i sin garnisonsby et femte kompagni — depotkompagniet — til varetagelse af nors onders ta tn i ngstjencsten, der således ikke blev et stabsproblem.
Dragonregimenterne
Den danske hær var rig på rytteri, der imidlertid fortrinsvis anvendtes til begrænsede chokangreb, flankesikring og patruljering, hvorimod regulære angrebsmæssige operationer sjældent blev foretaget (gennemført).
Tanken om forfølgning lå ligeledes datidens rytteri fjern. I det bele taget førtes rytteriet under begge slesvigske krige med megen forsigtighed og tøven, uagtet det ikke skortede på personlig dristighed hos de lavere førere.
Artilleriet
Korpset havde to batterier, hvilket måtte anses for tilstrækkeligt.
Det var almindeligt at stykke kanonerne ud — to og to.
Den 6-pundige piece var et godt våben, der på cirka 2000 meters afstand kunne vedligeholde en sikker ild. Fuldkugler, granater og kardæsker, de sidste på kort bold, var den almindelige ammunition.
Espignolbatterict havde seksten piccer, hvoraf tolv imidlertid var afgivet til Fredericia. Denne forløfter for maskingeværet var en dansk opfindelse. Espignolcn udfyldte sin plads tilfredsstillende i treårskrigen, men var forældet i 1864.
Ingeniør delingen
Mens alle enheder kunne udføre almindeligt forekommende ingeniøropgaver, og artilleriet tog sig af brobygning, anvendtes korpsets ingeniørdeling fortrinsvis til etablering af hindringer såsom forbug og broafkast- ning, ligesom afsætning af større jordarbejder henhørte under ingeniørernes ansvarsområde.
Delingen blev hyppigt afgivet til kavallcriet med henblik på rydning af hindringer.
Tungt ingeniørmateriel målte altid fremdrages over store afstande eller improviseres på stedet.
Ornonnansdelingen
Korpsets ene ordonnansofficer var fører for en rytterdeling, hvis eneste opgave var at afgive ordonnanser til udbringning af skriftlige ordrer.
Eskadren
En mindre flådeenhed på et par kuttere og nogle kanonbåde opererede på korpsets østlige flanke. Eskadren var underlagt korpset og gjorde stor nytte, især under de mange småtræfninger nord og syd for Aarhus.
Marodør etapen
Krigserfaringerne fra 1848 havde vist, at mange af de indkaldte mere eller mindre frivilligt kom hort fra deres enheder.
Ved korpset oprettedes derfor en mobil deling med en solid overkom- mandérsergent som fører. Delingen, hvortil også var knyttet en læge, virkede i nogen afstand bag kampenhederne — og her indfangedes alle bortkomne.
Hestedepoterne
Et mobilt hestedepot med 100 reserveheste, seletøjsdepot, beslagsmedie og sadelmager støttede korpsets enheder, ligesom et mobilt sygehestedepot altid var dislocerct bag korpset.
Magasiner af 1. linie
De mobile brigademagasiner, der opholdt sig i brigadekantonnementerne (magasinområderne umiddelbart bag kampzonen), støttedes af magasinerne af 1. linie, der fortrinsvis oprettedes i havnebyer bag korpset, idet en flytning ad søvejen var lettere end den langsomme og besværlige landevejstransport. Genforsyning af disse installationer skete også nemmest pr. skib.
Naturalicforsyninger indkøbtes fortrinsvis i sognene bag kampzonen. T ransportt jeneste
Den militære trænafdeling bestod af 60 vogne og var ledet af en ritmester. Kuskene var eivile, men stod i løn ved korpset.
Afdelingen afgav køretøjer til brigaderne, der havde et betydeligt dagligt transportbehov for så vidt angik ammunition, våbenkamre og personel. Endvidere bestred afdelingen fremføring af forsyninger til og fra magasinerne af 1. linie, ligesom den i begyndelsen af felttoget administrerede et stort antal udskrevne køretøjer.
Den civile trcenafdeling oprettedes på korpsets initiativ i form af et transportkontor, da det viste sig, at den militære transportkapacitet var utilstrækkelig. Afdelingen blev ledet af en civil embedsmand og rådede over to kategorier af køretøjer:
— frivillige bidrag fra den af fjenden besatte del af landet (ejerne frygtede med rette tysk udskrivning uden vederlag).
— udskrevne køretøjer fra amterne bag operationsområdet.
På ulige datoer, hvor forplcjningsudleveringen fra magasinerne af 1. linie fandt sted, rekvireredes 72 vogne og på ulige datoer 31, idet korpsets daglige behov for transport af syge, sårede, kommandostationer o. s. v. var 31 vogne udover den militære trænafdelings kapacitet.
Den maritime transportafdeling stilledes under kommando af korpset med særligt henblik på dettes forlægning til Vendsyssel og/eller Fyn — men også i den daglige transporttjeneste havde korpset gavn af dette tilskud, idet magasiner, lazaretter etc. hurtigt kunne flyttes bagud — på een gang.
Korpsets samlede transportvæsen kunne således omtrentlig løfte:
Skønsmæssigt må det anslås, at korpsets daglige behov alene i forsyningstjenesten lå på cirka 60 tons, hvortil kom den ustandselige flytning af materiel, magasiner, personel o. s. v.
I bl. a. dette forhold må man søge forklaringen på den langsomme fjendtlige fremtrængen, idet den tre gange så stærke fjende for det første havde et dagligt transportbehov på mindst 180 tons alene i fremførelsen af forplejning, ammunition etc. fra magasinerne, og for det andet måtte et meget stort antal køretøjer anvendes i utallige væbnede fouragerings- togter bag operationsområdet — og da den danske flåde havde herredømmet på havet, kom yderligere en besværlig landværts forskydning af magasiner og lazaretter.
Sanitetstjeneste
Sundhedstilstanden i datidens hære var ringe. Infektionssygdomme bortrev flere soldater end fjendens kugler — og korpset udgjorde ingen undtagelse i så henseende.
Dødeligheden hlandt de forholdsvis få sårede var uhyggelig stor, og den almindeligste dødsårsag var koldbrand.
Underafdelingernes sanitetssoldater og bataljonslægen behandlede de sårede — ofte på kamppladsen — og opdelte dem i tre kategorier:
— de, der efter endt behandling straks tilgik underafdelingerne,
— de transportable, der — ofte via den mobile brigadeambulance — evakueredes til lazarettet af 1. linie og
— de ikke-transportable, der blev efterladt bos den stedlige befolkning efter en nødtørftig behandling.
I brigadens kantonnementsområde (magasinområdet) — umiddelbart bag kamppladsen — etableredes den mobile brigadeambulance, hvortil de sårede almindeligvis evakueredes fra bataljonerne. Efter en hurtig behandling transporteredes de sårede på halmfyldte vogne til lazarettet af
1. linie — normalt cirka 30 kilometer bag korpset. Lazarettet installeredes helst i en havneby, hvorfra det tildelte lazaretskib evakuerede patienterne til hospitaler udenfor Jylland.
Korpsets kampe i Nørrejylland
Den 7. maj 1849 indesluttedes fæstningen Fredericia, og Rye stod derfor ikke længere i direkte forbindelse med den øvrige bær, men allerede den 27. april var dette forudset, idet korpset under denne dato havde modtaget følgende ordre fra overgcncralcn:
(uddrag)
»Nærværelsen af Deres Korps i Jydland har saaledes til Hensigt ikke ubetinget at opgive denne Provins .... Det er altså nødvendigt, at Fjenden véd, at De stedse holder Øje med ham .... Er han først kommen til denne Overbevisning, da vil lians Fremtrængen i Jydland enten indskrænkes til den allcr- sydligste og mindste Del af samme, eller han vil blive nødt til at svække og sprede sin styrke saa betydeligt, at der sandsynligvis paa et eller andet Punkt vil fremkomme en Blottelse, som vi kunne benytte til vor Fordel.
For .... at opnaa dette, maa De med Deres Korps holde Dem saa at sige i en stadig Berørelse, om end den ikke altid er umiddelbar, med Fjenden, men derhos være færdig til på første vink at gaa tilbage, for saa lidt som muligt at udsætte Deres Korps for at oprives.........
Det er af ommeldte Hensyn fundet hensigtsmæssigt at vælge Retraitelinien .... ad Chausséen til Aalborg, thi jo længere nord paa Fjenden hiddrages, jo lettere kan hans Operationslinie afskæres, og da den ad den østlige Chaussé berører Kattegattet gjentagne
Gange, ville vi herved have en forøget Lethed ved at benytte de givne Blottelser. I yderste Tilfælde danner Vendsyssel et godt Afsnit. For ikke at svække vor Armé ved at afgive en Styrke til Besættelsen af Helgenæs, vil dette Punkt .... blive abandonneret.
Et andet Hensyn .... er, at Fjendens Opmærksomhed saa vidt muligt maa søges afdraget fra Fredericia og overført paa Hr. Generalens Korps.
Endelig skal Fjenden .... bringes til den Erkjendelse, at han ikke kan opgive noget allerede besat Punkt, uden paa ny at maatte kæmpe ... Biilow«
Korpschefen kunne ikke ønske sig en klarere defineret opgave. Overgeneralen sluttede sin instruks med ordene: »At det Hr. Generalen tildelte Hverv er vanskeligt, kan ikke miskjendes, men det kan udføres paa en mere eller mindre fyldest g jørende Maade«.
General Biilows tvetydige bemærkning drager vel nok manges tanker hen på general Hegermann-Lindencrones løsning af den tilsvarende opgave i 1864.
Inden korpsets dispositioner fremstilles, skal der bringes en praktisk bemærkning:
Faselinier (FSL) i moderne forstand kendtes ikke i 1849. De på kortskitsen indlagte faselinier forløber imidlertid stort set i det terræn, hvor styrkerne rent faktisk koordinerede kampen.
For den læser, der vil studere korpsets kampe i detaljer, henvises til følgende 1 centimeter-planer, for hvilke der i teksten er anført referencer:
23 Silkeborg
24 Aarhus
25 Æbeltoft
28 Nørre Snede
29 Horsens
36 Vejle
37 Bogense
Efter at have overskredet Hansted Å besluttede general Prittwitz — Ryes modstander — at beordre sin om Kolding stående reservedivision frem til Horsens.
Denne disposition, der var begrundet i Nørrejyske Korps’ tilstedeværelse i linien Aarhus — Skanderborg, skabte et acceptabelt grundlag for den danske arméchefs videre planlægning. Den slesvigholstenske bær foran Fredericia var berøvet de nødvendige reserver — og langsomt modnedes tanken om et flankeangreb via den belejrede fæstning.
Som det fremgår af kortskitsen var general Ryes situation yderst betænkelig.
Han var i bøj grad bundet af overgeneralens ordre om udvigen i aksen Skanderborg — Randers — Aalborg, hvorfor lians bevægelser måtte gå uden om Aarhus.
Uagtet stillingen i sølinien havde ideelle egenskaber overfor et frontalt angreb stod det korpset klart, at en fjendtlig fremtrængen mod Aarhus, øjeblikkelig ville fremtvinge en tilbagegang mod Lyngbygaard Å (faselinie VII), hvorfor korpset på dette tidspunkt fremskyndede forberedelserne til en overgang over Limfjorden.
En udvigen mod faselinie VII var tilrettelagt i alle detaljer — og korpset ventede nu blot på den fjendtlige fremtrængen mod Aarhus.
Korpsets plan som den forelå i midten af maj:
Vestre Colonne:
Stab/1. kavalleribrigade
1. kavalleribrigade
1. jægerkorps 12. bataljon et halvbatteri
— skulle hindre fjendtlig fremtrængen mellem Mossø og Skanderborg Sø.
Begrænset udvigen mod Illerup Å (5311) kunne tillades.
— på ordre skulle Colonnen vige ud i aksen Vrold (5510) — Veng (5518) — Sjelle (5827) til faselinie VII.
—• Colonnen skulle endvidere opklare mod syd og sydvest.
Østre Colonne:
Stab/2. kavalleribrigade
2. kavalleribrigade
6. bataljon
7. bataljon et batteri
— skulle sinke fjendtlig fremtrængen mellem Skanderborg Sø og Stilling Sø.
Begrænset udvigen mod Illerup Å kunne tillades.
— på ordre skulle Colonnen vige ud i aksen Jexen (6017) — Fram- lev (6324) — Borum (6327) til faselinie VII.
— Colonnen pålagdes endvidere at detacliere et par forstærkede kompagnier til Marselisborg (7520) •— under korpsets kommando — og at opklare i rummet mellem Stilling Sø og Kattegat.
Korpsreserven:
4. bataljon espignolbatteriet et halvbatteri
— skulle på ordre indsættes mod øst for at standse (eller sinke) en eventuel fjendtlig fremtrængen umiddelbart vest om Aarhus, og således give korpsets øvrige enheder tid og rum til udvigen. Reservens artilleri var indtil indsættelse afgivet til Vestre Colonne.
Staben var disloceret i Skanderborg, hvor også ingeniørdelingen stod i beredskab.
Kilder:
Major Charles Beck: Generalmajor Olaf Ryes Tilbagetog gjennem Nørrejylland 1849. (Kjøbenhavn 1863).
Oberstløjtnant Frits Holst og kaptajn Axel Larsen: Felttogene i vore første Frihedsaar. (Kjøbenhavn 1888).
Kaptajn C. F. Schøning: Bataillons- og Compagnitjenesten ved den danske Armée. (Kjøbenhavn 1862).
Kaptajn F. S. Wildenrath: Om det danske Infanteries Organisation specielt med Hensyn til dets Forsyning med Befalingsmænd. (Kjøbenhavn 1858).
Kaptajn W. Kauffmann: Om det danske Monarchies Forsvar i Almindelighed og Armeens Organisation i Særdeleshed. (Kjøbenhavn 1858).
