I juli-nummeret 1957 af dette tidsskrift liar undertegnede haft lejlighed til at fremsætte nogle principielle betragtninger vedrørende rekrutuddannelsen ved fodfolket under PE-systemet.
I fortsættelse af disse skal jeg nedenfor tillade mig noget mere detailleret at redegøre for de vigtigste erfaringer fra en rekrut- bataillon, hvor tjenesten i dét store og hele har fundet et fast leje.
Indledningsvis bør det vistnok fastslås, at på grundlag af de nu gjorte erfaringer er det konstateret, at det af generalinspektøren for fodfolket foreskrevne stof, hvor hele den påregnede tid er til rådighed, og ingen forstyrrende forhold iøvrigt griber ind, kan nås igennem på fuldt forsvarlig måde.
Det foreskrevne stof er vel omfattende, men lægges og følges en nøje gennemarbejdet uddannelsesplan haseret på og tagende hensyn til de lokale forhold, vil der også kunne blive rimelig tid til repetition m. v.
Det er også øjensynligt, at det angivne ovelsesstof vanskeligt kan reduceres, hvis rekrutten straks skal kunne virke — omend kun nødtørftigt — i den enhed, han overgår til ved rekruttidens afslutning.
Men nok så meget bør det holdes for øje, at enhver uregelmæssighed ved (mangler i) uddannelsen i rekruttiden vil volde alle dækningsbataillonens kompagnier større eller mindre vanskeligheder. Dækningsbataillonen må normalt kunne forlange eller forvente, at det befalede stof er gennemgået i sin helbed og med den fornødne og mulige grundigbed.
Indtræffen af sædvanlige (og forudseelige) orlovsperioder (jul o. s. v.) bør derfor ikke betyde en reduktion af uddannelsesstoffet, men dette bør før og/eller efter orlovsperioden sammentrænges så meget, at stoffet nås igennem (enkelte repetitionstimer o. lign. kan f. eks. udelades).
Det skal i denne forbindelse bemærkes, at der jo kan ske et vist overtræk af stof fra 1. til 2. klasse eller omvendt, for så vidt angår gennemgående almenfag og fælles feltmæssige fag.
Planlægning af uddannelsen.
En i detailler gennemført, tilrettelæggelse af al uddannelse, nøje planlægning af øvelser m. v. og en omhyggelig og præcis gennemførelse af de lagte planer er en forudsætning for, at tiden bliver udnyttet rationelt, og at de stillede krav bliver opfyldte.
Ændringer i den lagte uddannelsesplan og ændringer i den ugentlige øvelsesliste bør derfor være undtagelsen.
Hvor f. eks. vejrforholdene kan gøre ændringer ønskelige (for at undgå stående eksercits eller våbenbetjening i særligt koldt vejr, regn el. lign.) bør dette i forvejen være forudset ved udarbejdelsen af et særligt program, der tager hensyn hertil og som iøvrigt passer ind i (er et led af) den almindelige uddannelsesplan. Derved vil tilfældigheder og spildtid kunne undgås, og uddannelsen alligevel være rationel og velledet.
Den daglige uddannelsesplan (øvelseslederens dagsliste) bør være tilrettelagt således, at der skabes en rimelig afveksling mellem de enkelte øvelser, så interessen stedse vedligeholdes ved, at der hele tiden igennem vil være noget nyt at lære jævnsides med repetitionen af det tidligere lærte, hvor gentagelsen jo er en vigtig del af indlæringen, bl. a. i de fag, hvor det reflektoriske er af stor betydning.
Mandskabet bør stedse føle, at tiden udnyttes belt ud og rationelt, og enhver bør anspores til selvstændig tankevirksomhed og aktiv deltagelse.
Mandskabet bør derfor boldes å jour med den røde tråd i uddannelsesplanens tilrettelæggelse, f. eks. ved at kompagnichefen en gang om ugen eller med jævnlige mellemrum klarlægger uddannelsens forløb fremefter, samtidig med at ban gør den svundne uges (eller periodes) status op.
Herved skabes den sunde medvirken i arbejdet, der fører til det bedste resultat. Det gælder her som på så mange andre områder: Uden medviden — Ingen medvirken!
Med den detaillerede form, som generalinspektørens uddannelsesbestemmelser (GFF BFU) har fået, skulle en minutiøs planlægning på alle trin være sparet, idet enten kompagni (i størst mulig udstrækning) eller bataillon på basis af GFF BFU og normalugeskemaer (udgivet af bataillonen) reguleret af bataillonens uddannelsesdirektiv kan lægges uddannelsesplanen, der da får form af en regulær øvelsesliste. Så langt frem, som det nu er muligt at overse, kan man på planlægningsbasis udarbejde foreløbige øvelseslister, som rettes til, efterhånden som de føres ud i livet gennem den gældende øvelsesliste.
Betydningen af den langsomt stigende traming.
Det har altid under rekrutuddannelsen været et problem at undgå benlidelser.
Instruktioner, eksercits, gang og løb stiller fra den første dag større krav til soldatens benmuskler end han sædvanligvis hidtil har været vænnet til.
De hyppigste lidelser er muskelinfiltrationer, seneskedebetændelse, benhindebetændelse og platfodetlied.
Disse lidelser kan undgås eller begrænses meget betydeligt ved især under den første del af uddannelsen at gennemføre en fornuftig og langsom tra'ning — som det jo iøvrigt er nødvendigt ved enhver sportsgren.
Løbetræningen bør drives med varsomhed („al gang sker i løb“ bør ikke være reglen) især ikke i begyndelsen. Opmærksomheden bør være henledt på, at løb i kolonne er meget mere anstrengende og hårdt ved benene end friløb, hvor den enkelte kan vælge sin „rytme“.
Befalingsmændene bør navnlig være opmærksomme på, at instruktioner, udleveringer m. v. i den første tid kræver megen stille- ståen. De bør derfor i muligt omfang hyppigt give rekrutterne lejlighed til at sætte sig eller lægge sig ned. Eksercitsperioder af længere varighed bør også afbrydes med små hvilepauser, livor mandskabet får lejlighed til at sætte sig ned, mens der f. eks. indskydes små teorilektioner (tjenestekundskabsspørgsmål, våbenlære o. lign.).
Under hele den første uddamielse bør opmærksomheden være henledt på passende skifte mellem øvelser på stedet og øvelser under bevægelse. Der er heller intet i vejen for at anbringe 1/2 times eller 2X1/4 times teori mellem øvelserne på eksercerpladsen, når vejret iøvrigt er dertil.
Det gælder om at skåne mandskabet for at stå. Mange blandt dem ér ikke vant til at stå. At stå kræver mere af en muskel end at gå. Mandskabet bør derfor sidde ned under al teori og instruktion, også f. eks. selv i de korte perioder, hvor befalingsmændene er kaldt sammen til instruktion hos øvelseslederen.
Først den langsomme optræning kan gøre dette overflødigt.
Den lagte — og overholdte — uddannelsesplan tilsikrer, at de foreskrevne mål nås til tiden, men heller ikke før. Derved bliver der ikke noget urimeligt jag, hvilket, også tilsikrer, at „overtræning“ undgås.
Ved at gå langsomt og metodisk frem opnår man tillige den pædagogiske fordel, at man gennem størsteparten af rekruttiden hver dag kan tillægge noget nyt ved siden af repetitionen af det tidligere lærte. Derved holdes interessen vedlige, og alt bliver ikke kun kedelige gentagelser.
Enhver befalingsmand bør bringes til at forstå disse problemer, og cheferne bør under uddannelsen overvåge, at denne gennemføres på rette måde, rationelt og grundigt og efter en passende langsomt stigende sværhedsgrad.
Da ikke alle rekrutter ved mødet er i samme fysiske træningstilstand og iøvrigt mere eller mindre fysisk stærke, bør man ikke vige tilbage for at tage rimelige individuelle hensyn efter lægens råd eller efter det efterhånden til den enkelte erhvervede kendskab.
Det kan være praktisk — og undertiden gennemførligt — at samle de svagere i en midlertidig særlig „skånegruppe“ under en moden og kyndig befalingsmands kommando, der både fysisk og psykologisk kan bringe de svagere op til den almindelige standard.
Uddannelsen i 1. og 2. klasse.
Uddannelsen i 1. klasse skulle egentlig ikke give anledning til større problemer.
Er der ikke særlige forhold, der gør sig gældende, så kan alt stoffet ved rekrutuddannelsens afslutning være nået igennem på fuldt ud forsvarlig måde.
Uddannelsen i 2. klasse er noget mere kompliceret, men som tidligere bemærket kan det angivne øvelsesstof næppe reduceres, hvis rekrutten skal kunne virke, omend kun nødtørftig, i dæknings- bataillonen.
Det er også en erfaring, at den lier foreskrevne uddannelse kan gennemføres på betryggende måde, når planlægningen er i orden.
I min tidligere artikel om I’E-uddannelsen liar jeg understreget delingsførerens betydning for uddannelsen. Ikke mindst af disciplinære grunde må man lægge vægt på, at det også i 2. klasse bliver delingsføreren, der får ansvaret for det mest mulige i uddannelsen.
På grund af mangelen på faste befalingsmænd og for at opnå den mest effektive udnyttelse af tiden og de til rådighed værende befalingsmænd, vil man formentlig med udbytte kunne søge uddannelsen i 2. klasse tilrettelagt efter nedenstående retningslinier:
Udover de gennemgående almenfag og fælles feltmæssige fag afholdes også følgende del af specialuddannelsen ved kompagniernes egen foranstaltning:
Geværkursus I og II, let maskingeværkursus, maskinpistolkursus, pistolkursus og geværgranatkursus.
Motorkursus afholdes ved regimentets foranstaltning.
Sanitetskursus afholdes ved regimentets foranstaltning.
Pionerkursus afholdes ved 1. regiment.
Følgende kursus afholdes ved kompagniets egen foranstaltning og ved eventuel tilkommandering af speciallærere og hjælpelærere fra det kompagni, der er i 1. klasse:
Tungt maskingeværkursus,
81 mm morterkursus,
106 mm dysekanonkursus og signalkursus.
Ovennævnte kurser kan derfor f. eks. afholdes på de dage, da „1. klasses“-kompagniet har (vil få) civilundervisning.
Forud for 2. klasse må kompagnierne så opgøre det nødvendige antal speciallærere og hjælpelærere til gennemførelse af ovennævnte specialtjeneste (kurser) med angivelse af de fag, kompagniet ikke selv kan bestride.
Ved kompagniet i 1. klasse må tjenesten da i de fire første uddannelsesuger, hvor der ikke finder civilundervisning sted tilrettelægges således, at denne kan gennemføres (bl. a. ved teoretisk undervisning) uden de afgivne befalingsmænd.
Måske kan dette lyde lidt „kinesisk“, men i praksis volder det nu ikke så store vanskeligheder, og det er en ubestridelig fordel, at rekrutbataillonen er helt „selvforsynende“ med befalingsmænd og instruktører. „Lån“ fra dækningsbataillonen kan naturligvis gøres i undtagelsestilfælde, men dækningsbataillonens mange øvelser m. v. giver for stor ustabilitet til, at dette er anbefalelsesværdigt.
Men iøvrigt bliver problemerne ikke så store, når „2. klasses“- kompagniet forsynes lidt rigeligere med befalingsmænd end „1. klas- ses“-kompagniet. Skifterne finder sted ved overgangen til dækningsbataillonen og den samtidige overgang af „1. klasses“-kompagniet til 2. klasse. Der opstår herved en forholdsvis naturlig rytme i fordelingen af befalingsmændene.
Uddannelsen i skydning.
Uddannelsen i skydning kræver formentlig en særlig omtale. Det er fodfolkets vigtigste disciplin.
Grundlaget herfor lægges — som så meget andet — i rekruttiden.
Den praktiske uddannelse med håndskydevåben bør naturligvis varetages af en særligt uddannet og erfaren skydelærer.
Uddannelsen gennemføres utvivlsomt bedst indenfor kompagniet under den for uddannelsen ansvarlige chef, men med den rådende personelsituation kan dette næppe foreløbig forventes gennemført overalt. Det er derfor nødvendigt, at de erfarne skydelærere udnyttes på den mest rationelle måde.
Når rekrutbataillonen har en på skydeskolen for håndvåben uddannet skydelærer til sin rådighed — og det bør den i det mindste have! — må bataillonen derfor søge denne anvendt ved begge rekrutkompagnier, hvis enkadreringssituationen tillader det, udelukkende som „bataillonsskydelærer“ eller som „overskydelærer“, mens de respektive kompagnier hver må udtage en „hjælpeskydelærer“ (kompagniskydelærer), idet en enkelt skydelærer næppe vil kunne overkomme at virke såvel under forberedende øvelser som under skarpskydning, når det tillige — hvad der vil være det normale — må påregnes, at det kompagni, denne gør tjeneste ved også skal have nogen gavn af ham til anden tjeneste.
Skydelæreren bør personligt undervise i de forberedende øvelser (forberedends skydeuddannelse), medens hjælpeskydelærerne under det fornødne tilsyn og med vejledning især forud kan gennemføre skarpskydningen med de respektive kompagnier.
Når skydelærerens virksomhed bør koncentreres om undervisningen i de forberedende øvelser (forberedende skydeuddannelse), er det ud fra det synspunkt, at skydningen først og fremmest skal læres gennem de forberedende øvelser (forberedende skydeuddannelse), medens selve skarpskydningen i hovedsagen er en prøve på, hvad der er lært under de forberedende øvelser (forberedende skydeuddannelse).
Derfor bør den uddannede skydelærer — som den mest erfarne — undervise i den del af skydeuddannelsen, der kræver mest indsigt og kunnen af læreren, og den del som danner grundlaget for, at der vil kunne opnås gode resultater under skarpskydningen.
Der er gennem de sidste år af kommandomyndighederne udfoldet store bestræbelser for at forbedre skydeuddannelsen med håndskydevåben. Der er tilvejebragt nye og mere tidssvarende reglementer, og der er tildelt mere ammunition til den enkelte mands skydeuddannelse, end tidligere var tilfældet.
Disse således forbedrede muligheder bør også søges udnyttet fuldtud.
Betydningen af fælles og ensartede instrukser.
Henset til enhedernes struktur og permanente karakter forekommer det naturligt i fremtiden at standardisere alle instrukser ved kompagnierne indenfor regimentet, således at personellet ved overgang til en ny enhed møder de færrest mulige tilpasningsvanskeligheder.
Instrukserne kan desuden udformes og betragtes som standardinstrukser, således at forstå, at de skal tjene som skelet for lignende intrukser, hvor de lokale forhold f. eks. under en udlægning må medføre ændringer i de udarbejdede instrukser.
Udarbejdelsen af sådanne ensartede instrukser tilsigter naturligvis ikke at begrænse kompagnichefernes handlefrihed og selvstændighed, men det er berettiget og ønskeligt at rationalisere og standardisere på de omhandlede områder.
Instrukserne kan f. eks. optages i regimentets UMAK-katalog og rekvireres ved UMAK.
Modtagelsen af mandskabet.
Fra første færd bør der udfoldes bestræbelser for at skabe soldater, der allerede fra begyndelsen føler sig stolte over og forpligtede af at høre til regimentet. Måske er PE-systemets største fortjeneste det, at al uddannelse af mandskab og befalingsmænd, af enkeltmand og enheder nu endelig påny sker indenfor regimentet.
Samhørigbedsfølelse og samarbejdsvilje er af uvurderlig værdi, men ingen kæde er stærkere end dens svageste led: Den enkelte mand.
Nogle regimenter giver derfor ved mødet hver mand en lille pjece om regimentet og uddannelsen, der forestår. Andre sender forældrene et „velkomstbrev“. Det er måske uortodokse metoder, men de er sikkert anbefalelsesværdige. Og intet initiativ bør hemmes, når det gælder om at få mandskabet til at „falde til“ og føle sig hjemme.
De første indtryk er væsentlige og har sædvanligvis en varig virkning. Dette gælder i særlig grad mødet med en ny og fremmed verden: Den militære verden.
Hver eneste befalingsmand bør derfor gøre sit til, at rekrutterne straks efter mødet få et gunstigt indtryk af de militære forhold, får et indtryk af, at de her møder et velsmurt og effektivt maskineri, hvor planmæssighed, orden og punktlighed råder helt ned til de mindste detailler.
På modtagelsesdagen skal rekrutmodtagelsen naturligvis være nøje gennemtænkt, planlagt og grundigt tilrettelagt.
På jernbane-(rutebil-) station bør der være vejvisere (evt. lånes stationens højttaleranlæg), ved indgangen til kasernen bør der ligeledes være vejvisere og/eller skilte.
Navnelister m. v. skal være kontrollerede. Kompagniernes områder skal være de bedst mulige eksempler på høj standard (tiltalende skriftlige instrukser hængt op, senge fuldendt redte m. v.).
Forud for modtagelsen bør der træffes foranstaltninger til indkvartering, bespisning m. v. af tidligt ankommende. Det gammeldags billede, hvor de værnepligtige skal vente udenfor kaserneporten til kl. 1200 og så lukkes samlet ind, bør nu være helt forladt.
På modtagelsesdagen kan regimentsmusikken passende spille (bl. a. på det tidspunkt, hvor alle skal være mødte) og derved også give rekrutmodtagelsen et lidt festligt præg.
Fremstillingen for bataillonschefen (og for regimentschefen) fandt tidligere sted på et tidspunkt, hvor kompagnierne begyndte at „tage sig ud“. Denne opfattelse må nok forlades og fremstillingen finde sted på et tidligt tidspunkt efter mødet (f. eks. for bataillonschefen på 4. dagen efter mødet og for regimentschefen på 8. dagen).
Regimentsfanen kan f. eks. fremstilles ved overgangen fra 1. til 2. klasse eller før overgangen til den stående enhed.
Efter en passende tids forløb og inden overgangen til dæknings- bataillonen bør der gives rekrutkompagnierne (helst af kompagnichefen selv) en inspirerende orientering om regimentets historie, et kendskab til forholdet til garnisonsbyen med understregning af den enkelte mands forpligtelser i byen til at repræsentere regimentet på værdig måde, samt endelig en forevisning og forklaring af regimentets særlige seværdigheder.
Kompagnichefen skal snarest efter mødet tale med hver enkelt mand for at lære mandskabet at kende.
Kompagnichefen bør under sin samtale med hver enkelt mand være opmærksom på, at man får mandskabet bedre til at „lukke sig op“, hvis man i forvejen har noteret sig nogle enkeltheder om hver mand (hvor lian er fra, hans arbejde m. v.) og stiller et par spørgsmål i relation hertil (hvorledes forholdene er inden for hans fag o. lign.), således at han føler sig velkommen i kompagniet, og mærker at hans chef (og øvrige befalingsmænd) interesserer sig for ham.
Hver mand skal således bringes til at føle, at han fra første dag hører til i regimentet, at man forventer, at han gør sit bedste, og at alle bestræber sig for at hjælpe ham til at gøre sit bedste for regimentet.
Overgangen til dækningsstyrken.
Indførelse af PE-systemet medfører, at der må lægges stor vægt på, at ikke mindst de værnepligtige befalingsmænd (og de ældre værnepligtige selv) forstår, at der hviler et ansvar på dem for fastholdelsen af en opnået, god standard, moralsk og uddannelsesmæssigt.
De ældre befalingsmænd bør herunder ikke vige tilbage for at vise de yngre befalingsmænd (og værnepligtige) tillid, øget ansvar og i muligt omfang give dem visse privilegier.
Det er med det nye systems indførelse nødvendigt, at der går en rød tråd fra regiment til bataillon, til kompagni og til deling som ledesnor for alt, hvad der foretages gennem hele uddannelsen overalt i regimentet.
Ved overgangen fra rekrutkompagniet til dækningskompanierne er det især af vigtighed, at hver mand straks føler sig hjemme, bliver omhyggelig orienteret, fremstillet for sine nye befalingsmænd og chefer og straks får en følelse af, at der er tilrettelagt en „modtagelse“ for ham.
Det bør ved hvert dækningskompagni pålægges de „gamle“ menige at sørge for, at de „nye“ hurtigt finder sig til rette i kompagniet.
En god start ved den nye enhed kan betyde overmåde meget.
Den følelse af tilhørsforholdet til regimentet, der er grundlagt ved rekrutkompagniet, må vedligeholdes og videreføres ved dækningskompagnierne.
Umiddelbart før overgangen til dækningsstyrken finder sted, bør resultatet for rekruttiden gøres op for mandskabet, der bl. a. her får at vide, hvordan de foreløbige forholdskarakterer står for allerede på dette tidspunkt at skabe interesse for denne karakter.
Det vil formentlig også være hensigtsmæssigt før overgangen finder sted at holde et møde med talsmændene fra rekrutkompagniet, der skal overgå til dækningsbataillonen i forbindelse med et møde med dækningskompagniernes talsmænd (og kompagnichefer).
Under mødet kan bl. a. påpeges, at rekrutkompagniet nu har gennemgået en endog meget travl tid. De første fire måneder er viet enkeltmandsuddannelsen. Der kan her gennemføres regelrette lektioner, og med en fornuftig planlægning, bliver hver mand i virkeligheden beskæftiget fuldtud.
Når nu rekrutkompagniet indgår i dækningsstyrken, bliver forholdet et andet. Formålet er her at få sammensvejset og sammenøvet først de mindre led og senere disse i større led. Det er kompagniets, bataillonens og regimentets uddannelse, det nu kommer an på, og så bliver der nødvendigvis for den menige mange pauser. Det, der kendetegner soldatergerningen i krig: Lang venten, lang uvirksomhed og så en pludselig og alt krævende handling, må nødvendigvis også i nogen grad kendetegne uddannelsen i fred, eftersom det jo er uddannelsens formål at leve op til krigens forhold.
Endvidere kan der jo være særlige problemer, som det kan være ønskeligt at drøfte og søge at løse. Der kan f. eks. være en rekrut med vanskelige private forhold, som kompagniets befalings- mænd og måske også de nye kammerater i dækningskompagniet må søge at hjælpe, så han ikke forser sig og eventuelt bliver straffet, hvor dette egentlig kunne være undgået.
Endelig er der så den formelle overførsel af soldaterbøger m. v., udrustning og våben og kaserneinventar m. v.
Alt dette må ske efter ganske bestemte regler, der ikke overlader noget til tilfældet, sikkert, rationelt og så lidet tidsrøvende som overhovedet muligt.
Alle de foreliggende erfaringer tyder på, at rekrutuddannelsen med de fire måneder med sin begrænsning af stoffet til enkeltmandsuddannelsen kan gøres bedre, mere effektiv og hensigtsmæssig end rekrutuddannelsen med de seks måneder og de meget større krav til en vis uddannelse i enhed.
Men først og sidst bor det hilses med glæde, at regimentet fra førsle til sidste dag uddanner sine egne soldater og derfor selv har det fulde ansvar for den hele uddannelse på godt og ondt.
Det er et godt, gammeltkendt og prøvet militært princip, der her er vendt tilbage.
De smertelige erfaringer med den delte uddannelse bør ikke glemmes for hurtigt.
V. K. Sørensen.
