Nogle Betragtninger over Angrebets Teknik med særligt Henblik paa Ildbasis - MASKINGEVÆRERNES ANVENDELSE I ILDBASIS

Af Kaptajn O. C. T. D. Wagn.

(Fortsat).

MASKINGEVÆRERNES ANVENDELSE I ILDBASIS.

Paa Grundlag af de foregaaende skydetekniske Betragtninger vil vi nu soge at danne os et Billede af Maskingeværernes Anvendelse i Ildbasis, og jeg skal da begynde med at fastslaa deres Opgaver i Almindelighed. Disse e r : — at lamme Forsvarerens Vaaben, der virksomt modsætter sig forreste Linies Fremtrængen, — at deltage i Forsvaret af vundet Terrain, samt — at medvirke ved Luftsikringen. Den sidstnævnte Opgave, Luftsikringen, er vel ikke en egentlig Ildbasisopgave, men jeg vil dog kort berøre den alligevel, da den indirekte kan faa Indflydelse paa Ildbasis, nemlig i Retning af at svække den. Luftsikringen bør efter min — og manges — Mening i Hovedsagen varetages af særlige Luftværnsvaaben udelukkende til dette Brug: storkalibrede automatiske Vaaben, evt. flerløbede saadanne eller flerløbede Maskingeværer, hvilke Vaaben jeg imidlertid ikke skal komme nærmere ind paa her. Findes der ikke saadanne Vaaben, mener jeg, at Luftsikringen bør ordnes paa følgende Maade: Den Del af Angrebsfodfolket, der i Øjeblikket fører Ildkampen, d. v. s. de forreste Batailloners Kompagnier i første Linie og disse Batailloners Maskingeværer, maa principielt kunne bære med deres fulde Ildkraft paa Modstanderen i Terrainet og bør derfor være fritaget for Luftsikringsopgaver ud over det rene Selvforsvar. Dette maa anses for forsvarligt, eftersom disse Tropper i deres udfoldede Tilstand formentligt ofte er relativt lidt saarbare over for Luftangreb; hermed være ikke sagt, at Luftangreb paa udfoldet Fodfolk i mere aabne Terrainstrøg ikke kan medføre alvorligere Tab. Med Hensyn til Maskingeværernes Anvendelse til Luftsikring, naar der foreligger Opgaver for dem mod Jordmaal, maa jeg iøvrigt tilstaa, at jeg finder det højst uøkonomisk at benytte de tunge Trefødder med de fine og kostbare Retningsorganer til nøjagtig Placering af tætte Nedslagsbælter paa længere Afstande blot som Underlag for et Luftmaalspivot, der kan opstilles med langt simplere og billigere Midler. Jeg vil derfor mene, at Bataillonerne i V Træfning normalt bør opstille deres Luftsikring af Rekylgeværer i Trefødder fra Kompagnierne i 2' Linie, og regner man det meget almindelige Tilfælde, at der er 2 Kompagnier i 2’ Linie, vil Bataillonen paa denne Maade kunne opstille indtil 2 Luftværnsdelinger å 4 Geværer. Regner man endvidere, at en Luftværnsdeling i et ikke alt for uoverskueligt Terrain kan overspænde mindst 1000 m Luftfront (Luftmaal indtil 5— 600 m Højde), ses det, at en Deling, anbragt nogenlunde centralt i Bataillonens Angrebsomraade, alene er i Stand til at beherske Bataillonens normale Angrebsfront, og at 2 Delinger gør det med Lethed. Lad mig her benytte Lejligheden til at understrege, at Rekyl- og Maskingeværer, der opstilles til Luftmaalsskydning, af skydetekniske Grunde (jfr. min Artikel herom i „Militært Tidsskrift“ Nr. 8, 1933) aldrig bør optræde i et Antal af mindre end U Geværer under fælles Udleder. Batailloner i 2' Træfning, der ofte indtager lidt mere sluttede Formationer end Batailloner i 1’ Træfning og desuden ofte befinder sig i Omraadet for de mere saarbare Troppedele (Artilleri, større Trainformationer o. s. v.), bor derimod holde et stort Antal automatiske Vaaben rede til Luftmaalsskydning, hvilket kan gøres, dersom der ikke — hvad vel nok ofte er Tilfældet — foreligger andre Kampopgaver for disse Troppers automatiske Vaaben. Om fornødent kan automatiske Vaaben fra 2’ Træfnings Batailloner i særlige Tilfælde trækkes frem til Luftsikring af 1’ Træfning. Jeg skal dernæst vende mig til de to førstnævnte Opgaver, der falder i en Bataillons Ramme og i en Sum omfatter Maskingeværkompagniets Støtte af Kompagnierne i første Linie under Angrebet paa Forsvarerens Kræfter i Tcrnainet. Denne Støtte vil arte sig paa forskellig Vis, eftersom Bataillonen angriber enkadreret eller isoleret og herunder igen, eftersom Terrainet er overskueligt eller uoverskueligt.

Den enkadrerede Bataillon i et nornvalt bølgeformet, dansk Terrain af jævnt overskuelig Karakter:

Ved Angrebets Begyndelse, som forudsættes at finde Sted fra en Udgangsstilling i god Afstand (f. Eks. 1000 m) fra Fjenden, opstilles Maskingeværkompagniet eller største Parten af det tæt bag forreste Linie, f. Eks. i Bagkanten af første Linies Kompagnier, til skjult eller halvskjult Skydning, baseret paa Overskydning. Kompagniet opstilles normalt med Delingerne fordelt uregelmæssigt i Terrainet efter Angrebsplanen og saaledes, at deres Ild kan samles mod vigtige Punkter i Fjendens Stilling. I Overensstemmelse med Angrebsplanen fordeler Kompagnichefen Opgaver til Delingerne. Enkelte Delinger kan herved faa Særopgaver, f. Eks. Lammelse af erkendte Modstandspunkter, medens Resten af Kompagniet (f. Eks. Halvdelen) under Kompagnichefens direkte Ledelse kan virke over Bataillonens øvrige Angrebsfront, naar Angrebsstyrken bryder frem fra Udgangsstillingen og arbejder sig frem mod Fjendens Hovedkamplinie. Kender man kun lidt til den fjendtlige Modstands Fordeling før forreste Linies Frembrud, grundstilles de forskellige Grupper af Maskingeværer mod Punkter i Angrebsomraadet, hvor omkring man venter særlig stærk Modstand, og naar forreste Linie ved sin Bevægelse bringer Fjendens Vaaben i Virksomhed, rettes Maskingeværerne hurtigt og let mod dem ved Sidekorrektion i Forhold til de respektive Grundpunkter. Som tidligere paapeget, vil Maskingeværernes Skydebetingelser stort set være de samme som Støtteartilleriets, dog med noget kortere Forbindelser til forreste Linie og gennemgaaende ogsaa med kortere Observationsafstande. Derfor maa Maskingeværkompagniets Ild i Princippet dirigeres ganske som Støtteartilleriets, d. v. s. ikke paa Rekvisition fra forreste Linie, men paa Bataillonschefens Initiativ. Lad mig her citere en tysk Major, der i „Militär Wochenblatt“ Nr. 13, 1935, skriver : „Moderne Staaten haben für ihre 1. M. G. Leichtlafetten, mit denen sie in ihren Leistungen den s. M. G. gleichwertig gemacht werden. Damit werden die Schützenkompagnien immer unabhängiger von der unmittelbaren Unterstützung der M. G. K„ und diese wiederum wird immer ausgesprochener zur Nahhampfar tillerie des Batl.s-Kommandeurs.“ (Udhævelsen af mig).

„Bataillonschefens Nærkampartilleri“ — det er netop det forløsende Ord, efter min Opfattelse udlagt i Praksis saaledes: Maskingeværkompagniets Ild lægges paa Bataillonschefens Initiativ enten som planmæssige Skydninger, tilrettelagt forud for Angrebet i Overensstemmelse med Angrebsplanen og i det Omfang, Kendskabet til den fj endtlige Modstands Fordeling gør det forsvarligt at disponere Ilden frem, eller som improviserede Skydninger paa Grundlag af det Indtryk, Bataillonschefen, efterhaanden som Angrebet skrider frem, danner sig af den fjendtlige Modstands Fordeling. Forreste Fodfolkslinie har kun eet at gøre i denne Forbindelse: hyppigt at indsende Sitwationsmeldinger med Angivelse af øjeblikkelig Plads. Bataillonschefen sørger da for at lægge Ilden der, hvor han mener, Trykket skal lægges, og naar forreste Fodfolkslinie mærker „at det linder“, gaar den frem mod de opgivne Angrebsmaal. Med Hensyn til Bekæmpelse af Punktmaal, der hemmer forreste Linies Fremtrængen, skal jeg lige her indskyde, at denne Opgave normalt tilfalder forreste Linies stabiliserede Rekylgeværer og fremskudte Fodfolksmorterer (samt Kampvogne). Medfører Forholdene, at Maskingeværkompagnichefen undtagelsesvis ikke kan være i Nærheden af Bataillonschefen, maa han (Maskingeværkompagnichefen) være forsynet med saadanne Direktiver, at han efter Observation af forreste Linies Bevægelser selvstændigt kan lægge Maskingeværilden paa rette Sted. Med Hensyn til Sammenspillet mellem Maskingeværilden og forreste Fodfolkslinies Bevægelser skal jeg iøvrigt anføre følgende: Medens forreste Fodfolkslinie kan slutte op til en Artilleriild, der i Forvejen er etableret, kan dette ikke gøres i samme Grad til Maskingeværilden, simpelt hen fordi dennes nøjagtige Beliggenhed ofte ikke kan erkendes. Det tilkommer da Maskingeværførerne at holde stadigt Øje med Overskydningsgrænsen i Forhold til de foranværende Tropper, og naar disse har naaet Grænsen, maa Maskingeværførerne standse Ilden eller lægge den frem alt efter Angrebsplanens Krav. Denne Kontrol med Overskydningsgrænsens udføres simplest ved, at de enkelte Maskingeværførere (Delingsførerne) forud for Skydningen til Støtte for en Angrebsbevægelse klargør sig de Terrainlinier, forreste Fodfolkslinie skal være naaet til, for at liden maa standses. Kontrollen med Overskydningsgrænsen er en meget vigtig Ting; svigter den, kan Maskingeværerne komme til at tilføje eget Fodfolk Tab, eller i bedste Fald: Maskingeværilden bliver en Klods om Benet paa forreste Fodfolkslinie, og dette maa for enhver Pris undgaas. Ilden maa hellere standses (lægges frem) for tidligt end for sent ud fra den Betragtning, at Fodfolkets tunge Krumbanevaaben (og Kampvogne) , som det senere vil blive udviklet, er de Voaben, der kan og skal hjælpe forreste Linie frem i den sidste Ende. Er Maskingeværføreren derfor i Tvivl om Ildens Forsvarlighed, maa han standse den (lægge den frem) ; blindes hans Observation, maa han holde sig til forreste Linies Situationsmeldinger (hvorfor Maskingeværførerne stedse skal holdes å jour med disse), saalænge han har en Margin at løbe paa; er Marginen smal, maa han stoppe Ilden (lægge den frem). Med Støtte af Ildbasis — for Maskingeværernes Vedkommende : Ildkoncentrationer af større eller mindre samlet skydende Dele af Maskingeværkompagniet — arbejder forreste Fodfolkslinie sig nu fremad mod Fjendens Hovedkamplinie, og naar Maskingeværilden mod denne maa flyttes, har forreste Fodfolkslinie ofte endnu 4—500 m’s Afstand til den. UnderForudsætning af, at det senere vil lykkes forreste Linie at bryde ind i Fjendens Stilling, er Tidspunktet nu inde til at tænke paa Maskingeværernes anden Hovedopgave: Forsvaret af vundet Terrain. Fra de tilbagetrukne Stillinger, Maskingeværerne efterhaanden har faaet i Forhold til forreste Linie, vil det ikke være dem muligt hurtigt at besætte det vundne Terrain. Det maa dog her erindres, at forreste Fodfolkslinie i sine stabiliserede Rekylgeværer ejer en god defensiv Kraft til dette Formaal, og at de tilbagetrukne Maskingeværers Ild ofte hurtigt lean rettes mod et Terrainomraade i Stillingens Indre, hvorfra evt. fjendtligt Modangreb bryder frem. Men Flankerings-Maskingeværer er nu engang Hovedhjørnestenen i ethvert Forsvar, og rent bortset fra, at forreste Linie under Angrebets hidtidige Forløb kan have mistet en Del af sine Rekylgeværtrefødder, bør der under Angrebets store Krise, Skabelsen af Fodfæste i Fjendens Hovedkamplinie, være et Rygstød af virkelige Maskingeværer i umiddelbar Nærhed af forreste Linie. Naar Kampen om Fjendens Hovedkamplinie stunde)- til, d. v. s. medens forreste Linie arbejder sig det sidste Stykke frem til „Artillerigrænsen“ — og det tager svn Tid — maa Maskingeværkompagniet da fremskyde en Del af sin Styrke tæt bag de forreste Kompagnier. De Maskingeværer, der saaledes fremskydes, maa naturligvis ikke indskrænke sig til en ren defensiv Optræden, men skal gribe offensivt ind i Kampen. Gaar man ud fra, at Angrebsfronten allerede under forreste Linies Fremtrængen til „Artillerigrænsen“ vil have et meget uregelmæssigt Forløb, bestemt ved Terrainet og den fjendtlige Ilds Styrke de forskellige Steder, er dermed Rummene for de fremskudte Maskingeværer ogsaa bestemt. Efter det almengyldige Princip: at bryde paa, hvor Fjenden giver efter, fremskydes Maskingeværerne i Angrebs frontens Saillanter, hvorfra de ikke alene hurtigt kan improvisere et Flankeringssystem om fornødent, men ogsaa har Udsigt til at kunne støtte Angrebet ved Skraaild (Mellemrumsskydning efter Chance, ellers O ver skydning) mod Forsvarerens frontalt dækkede Flankeringsveuaben, Angrebsfodfolkets argeste Fjende. Hvor stor en Maskingeværstyrke der skal fremskydes, afhænger naturligvis af Kampsituationen; ofte vil et Par Delinger være passende. Med Hensyn til Kommandoforholdene for de fremskudte Maskingevær deling er skal jeg fremsætte følgende: Fremskydningen af Maskingeværer maa som sagt ses under 2 Synsvinkler: Sikring af det vundne Termin og Støtte af det videre Angreb. Det første Hensyn gør det ønskeligt at stille Geværerne under Kommando af de Tropper, til hvis Kampomraade de fremskydes; det andet Hensyn gør det ønskeligt for Bataillonschefen fortsat at kunne benytte Maskingeværerne som Ildbasisinstrument, som tidligere udviklet, saaledes at de fremskudte Maskingeværer tillige betragtes som 1’ Eclielon under det samlede Maskingeværkompagnis Stillingsskifte fremad. Giver Bataillonschefen imidlertid Geværerne fra sig uden Forbehold, kan man vist være nogenlunde sikker paa, at Maskingeværkompagniet kort Tid efter, at man har betraadt Fjendens Hovedkamplinie, vil være spredt for alle Vinde i de aller forreste Linier, hvor Geværerne hurtigt bliver skudt ned, eller hvor de ikke kan faa Ammunition i det Omfang, deres Egenskab af Maskingeværer kræver det, Fra Manøvrer er vi vant til, at der blæses af senest, naar Angriberen staar i Forsvarerens Hovedkamplinie; men dette maa ikke forvirre vore Begreber, og vi kan vist være enige om, at naar Fjendens Hovedkamplinie er taget, er Angrebets tunge Ende tilbage: Stødet gennem det dybe Forsvarssystem, og her kan Bataillonschefen lige saa lidt som under Angrebet paa Hovedkamplinien undvære sin Ildbasis, herunder Maskingeværerne. Det er da Bataillonschefens Sag i hvert enkelt Tilfælde at afveje de to modstridende Interesser mod hinanden og ud fra disse Overvejelser at træffe Bestemmelse om Kommandoforholdet. Jeg for mit Vedkommende er tilbøjelig til at tro, at han ofte træffer det rigtige Valg ved at give de nævnte Maskingeværer til Angrebsstyrkerne i Saillanterne med Forbehold, f. Eks.: Forbud mod at lade Maskingeværerne overskride en vis nærmere angivet Linie, til Løsningen af nærmere bestemte Opgaver, o. s. v. Som Følge af ovenstaaende Betragtninger maa Førerne for de fremskudte Maskingeværdelinger stadig søge at holde Geværerne fast i deres Haand, ikke saaledes at forstaa, at Delingen ikke kan anvendes stykkevis til forefaldende Opgaver fremme, men saaledes at Delingen, hvis den har været anvendt stykkevis, atter inden for en begrænset Tid kan formeres som en samlet Skydeenhed.

Angreb i et uoverskueligt Termin. I Betragtning af, at Maskingeværernes Styrke og Berettigelse er den koncentrerede Virkning paa de længere Afstande, maa et uoverskueligt Terrain med de korte Skudfelter siges at være i høj Grad uegnet for Maskingeværerne. En samlet Virkning med større eller mindre Dele af Maskingeværkompagniet er udelukket, og vil man udnytte den Ildkraft, Maskingeværerne repræsenterer, er der faktisk ingen anden Udvej end at anvende den i selve de forreste Kompagnier. Medens det i det overskuelige Terrain tilraadedes at lade Bataillonschefen bevare et vist Hold paa de fremskudte Maskingeværer, bør de Maskingeværer, der i uoverskueligt Terrain skal støtte forreste Linies Kamp, underlægges Kompagnicheferne uden Forbehold. Her er jo nemlig slet ingen Muligheder for at oprette en Bataillons-lldbasis, hvorfor Ildkraftens direkte Formidling maa henlægges til forreste Linie, og den Frygt, man nærede i det overskuelige Terrain for Maskingeværernes alt for hurtige Tilintetgørelse ved Optræden i forreste Linie, er ikke tilnærmelsesvis til Stede i det uoverskuelige Terrain, hvor der forudsættes rigeligt Skjul. Da imidlertid Maskingeværet i det uoverskuelige Terrain er henvist til at kæmpe paa lige Fod med de lettere automatiske Vaaben og i dette Terrain paa Grund af sin Vægt snarere er ringere stillet end disse, bør man være yderst karrig med at afgive Maskingeværer til forreste Linie, og Bataillonschefen bør da 'principielt bevare Hovedmassen af Maskingeværkompagniet som en Reserve til draabevis Erstatning for tabtgaaede Rekylgeværtrefødder i forreste Linie samt til Fastholdelse af vundet Terrain. Da der som Regel ogsaa i et saadant Terrain kræves forholdsvis mange Vaaben til Luftsikring (paa Grund af den snævre Lufthorizont), kan det være hensigtsmæssigt her at lade Maskingeværet helt og holdent varetage denne Opgave, saaledes at de lettere automatiske Vaaben i størst muligt Antal sættes ind i Kampen i Terrainet.

Den isolerede Bataillon og Bataillonen paa en Fløj.

En Bataillon, der angriber under disse Forhold, har i sin Haand at kunne benytte det frie Terrain til Siden som Stillingsomraade for Maskingeværer til umiddelbar Støtte for forreste Linie ved Skydning forbi dennes Fløje, og Spørgsmaalet er da: „I hvilken Grad bør disse Stillingsmuligheder udnyttes?“ Vi maa først gøre os klart, at skal Maskingeværer paa en Fløj have Udsigt til at støtte en betydende Del af Bataillonens Angrebsfront et antageligt Stykke frem, maa de for det første anbringes langt fremme, for det andet godt ude til Siden. At opstille Maskingeværkompagniet eller Hovedmassen af det her vil næppe være rigtigt som Norm betragtet, da Bataillonschefen i saa Tilfælde let vil miste Forbindelsen med det og derfor være ude af Stand til at dirigere dets Ild. En saadan Foranstaltning vilde svare til, at en Division anbragte Hovedmassen af sit Artilleri uden for sin Fløj, og dette er da vist utænkeligt. Der kan da være Tale om at anbringe en mindre Del af Maskingeværkompagniet her, og dette er for saavidt analogt med Fremskydelsen af enkelte Maskingeværdelinger under det enkadrerede Angreb, naar Indbruddet i Fjendens Hovedkamplinie nærmer sig, blot at de til Fløjene detacherede Maskingeværdelinger under det isolerede Angreb kan udskilles paa et tidligere Stadium af Angrebet. Løsningen af Spørgsmaalet maa da efter min Mening blive denne, at Hovedmassen (f. Eks. Halvdelen) af Maskingeværkompagniet under det isolerede Angreb opstilles centralt bag Bataillonens Front for at virke med samlet Kraft efter Bataillonschefens Ordre paa den Del af Angrebsfronten, hvor Trykket under Angrebets skiftende Faser skal lægges, og enkelte Delinger forskydes til Fløjene for ved Skydning forbi disse at støtte forreste Linies Kompagnier umiddelbart. En stærk Centralgruppe af Maskingeværer (Bataillonschefens „Nærkampartilleri“) er i særlig Grad nødvendig, naar Bataillonen mangler Artilleristøtte. Centralgruppens Maskingeværer skyder ganske som beskrevet under det enkadrerede Angreb; men da Bataillonen under det isolerede Angreb har mere Manøvrerum og ofte vil benytte dette til Opstilling af flere Angrebsgrupper med forskellige Udgangsstillinger, vil der ofte paa naturlig Maade fremkomme Mellemrum paa maaske flere Hundrede Meters Bredde, hvorved Centralgruppens Maskingeværer vil faa Mulighed for Mellemrums skydning.

Maskingeværdelingerne paa Fløjene er ved deres Opstilling forudbestemt til Mellemrumsskydning (forbi Fløjene), og det er mere end fristende for dem at anvende aaben Skydning, hvorved deres Ild, som tidligere anført, kan klemmes indtil 300 m ind mod egen forreste Linie. Uden at ville tage Duften af denne Chance maa jeg dog tilraade en vis Forsigtighed med den aabne Skydning her, navnlig hvis Maskingeværerne er langt fremskudt. Er der kun bart Terrain til Raadighed som Stilling s ommode, maa de sky åen aabne Skydning som Pesten og gaa til halvskjult eller skjult Skydning; ogsaa smaa Lokaliteter og Temingenstande maa de holde sig fra, selv om der er Skjul. Disse Maskingeværer vil nemlig altid komme til at ligge isoleret (bortset fra den mindre Rekylgeværstyrke, de skal have til umiddelbar Sikring), og naar de aabner deres voldsomme, karakteristiske Ild fra en saadan isoleret Plet, maa Fjenden være baade døv og blind, om han ikke øjeblikkeligt finder IIdens Arnested — og saa gaar der ikke mange Gange 5 Minutter, før en Morter har pustet Ilden ud. Og endnu en Ting: vil man skyde aaben Skydning fra dertil uegnede Stillinger, maa dette ske under hyppig Vekslen mellem Skiftestillinger til stor Skade for den rolige, kontinuerlige Ildstøtte. Lad os derfor slaa fast: aaben Skydning kun fra større Lokaliteter og Terraingenstande med godt Skjul, lange Linier og ubestemmelige Konturer. Kan der facts en aaben Stilling til Flanke- eller Skraaild og vel dækket i Fronten, er det godt. Nogle vil maaske synes, at de her fremdragne Enkeltheder er Selvfølgeligheder. Ja, men ikke desto mindre er det Ting, man Gang paa Gang ser de groveste Forsyndelser imod, ikke mindst ved større Øvelser, hvor disse Synder undertiden ligefrem raaber til Himlen. Men dette skyldes vel nok for en Del — maa man da haabe — det operative Hastværk, der ofte kendetegner større Øvelser, og som i hvert Tilfælde ikke er fremmende for Troppernes Forstaaelse af Krigens Kaar, nærmere betegnet Kampens Krav. Med Hensyn til Kommandoforholdet for Maskingeværerne paa Fløjene vil jeg mene, at disse Maskingeværer ofte bør underlægges Fløjkompagnierne, især naar der foreligger mere selvstændige Kampopgaver for disse. I denne Forbindelse skal jeg nævne, at Dele af Bataillonen, der er bestemt til at føre en indledende Kamp (f. Eks. en Fortrop) eller danne en fastholdende Gruppe, altid bør have nogle Maskingeværer tildelt, og at disse bør være helt til Raadighed for det paagældende Led. Slutteligt skal jeg lige nævne, at Maskingeværerne paa Fløjene er en fortrinlig Flankesikring.

(Fortsættes).