Den følgende artikel, der er oversat fra det sovjetiske tidsskrift Voennyy Vestnik 2/84, OB P. Konoplya og OB A. Malyshev »Sovremennyy nastupatel’nyy boy«, gennemgår følgende former for angrebskamp: Angreb på en fjende i forsvar (med gennemgang af øvelseseksempel, hvor PNBTN angriber), angreb på en fjende i angreb samt angreb på en tilbagegående fjende. Den er interessant, ikke mindst i relation til den igangværende diskussion om et defensivt forsvar.
Moderne angrebskamp
Krigshistorien vidner med al tydelighed om, at sejr i væbnede sammenstød kan opnås ved gennemførelse af hastige angreb i stor dybde. Angreb er derfor den vigtigste kampform. Angrebets formål er at tilintetgøre fjenden totalt, samt at erobre vigtige linier og mål (terrænområder). Angrebet omfatter bekæmpelse af fjenden med alle rådige midler; storm og hurtig fremrykning i dybden af fjendens område; tilintetgørelse og tilfangetagelse af fjendens personel; erobring af våben og krigsmateriel. Afhængig af fjendens anvendte våben og hans optræden, kan angrebet gennemføres under anvendelse af både atomare og konventionelle våben eller imder anvendelse udelukkende af konventionelle våben. I de seneste år har de konventionelle våben undergået en voldsom udvikling, og i dag udmærker flere af dem sig ved hurtig reaktionsevne og særdeles stor nøjagtighed, rækkevidde og effekt. Effektiviteten af deres ødelæggelser har nærmet sig det taktiske A-våbehs. Det er indlysende, at massiv, fjendtlig anvendelse af et sådant præcisionsvåben forværrer betingelserne for at kunne gennemføre kamp i almindelighed, og angreb i særdeleshed, betydeligt. Angrebet antager en voldsommere karakter, og der er risiko for, at troppernes personel- og materieltab stiger, ikke blot hos angrebsenhedeme, men også hos 2. echelonenhedeme (reserverne). Angrebets hovedprincipper bevares under ovennævnte forhold. Imidlertid vokser betydningen af overraskelsesmomentet, bevægelser med enheder og ild, præcist og vedholdende samvirke, evnen til at kunne holdé sin hensigt skjult for fjenden, samt fast, kontinuerlig føring.
Moderne angrebskamp er karakteriseret ved følgende træk: parterne nærmer sig hinanden med stor hastighed under intens, gensidig påvirkning af hinanden, begyndende fra stor afstand; kampens udstrækning i rum udvides; angrebstyngden lægges hurtigt i de afgørende akser; ildbekæmpelsens betydning vokser; bekæmpelsen af KVG, PV, fly og LV tiltager voldsomt i styrke; der indledes kamphandlinger på flere linier og i forskellige områder på een gang; der gennemføres hastige angreb i fjendens flanVp og bagland; den elektroniske krigsførelse intensiveres; opgaverne løses på kortere tid end tidligere. Desuden er alle kampinformationemes betydning vokset - især opklaringens. Rettidig afsløring af fjendens forsvars karakter og af placeringen af hans tunge våben og 2. echelon (reserve) sætter angrebsenhedeme i stand til at anvende deres egne våben og materiel mere effektivt og bevare initiativet. Afhængig af situationen og af de opgaver, enhederne er stillet overfor, skelnes der mellem angreb på en fjende i forsvar, angreb på en fjende i angreb og angreb på en tilbagegående fjende.
Angreb på en fjende i forsvar
Angrebet indledes normalt med gennembrud af fjendens forsvar, omfattende opbrydning af forsvaret ved ild fra samtlige våbentyper samt beslutsomt angreb med KVG- og MOTINF-enheder. Så snart der er etableret en breche i et smalt afsnit, udvider angrebsenhedeme brechen i dybden og i siderne. Angrebet gennemføres fra bevægelse eller fra umiddelbar føling med fjenden. Hvis der anvendes A-våben, benytter man hyppigst den førstnævnte fremgangsmåde, der ligeledes er fordelagtig ved udbredt anvendelse af konventionelle præcisionsvåben, eftersom den sætter tropperne 1 stand til at bevare deres kampevne bedre inden angrebets påbegyndelse. Ved angreb fra bevægelse vil enhederne normalt gå i beredskabsområde i betydelig afstand fra forreste forsvarskant. Med henblik på enhedernes organiserede fremrykning og udfoldning i kampformation, samt sikring af angrebets samtidighed, udpeges der foruden marchveje følgende linier og punkter: udgangspunkt, udfoldelinier for overgang til bataljons- og kompagnikolonner, sikkerhedslinier for A-våben, udgangslinie og afsiddelinie. Ved angreb fra umiddelbar føling med fjenden indtager enhederne deres kampformation i udgangsområdet efter nødvendig omgruppering i forsvaret eller efter fremdragning fra dybden og afløsning af forsvarsenheder i de forestående angrebsrum. I sidstnævnte tilfælde får PN-enhedeme udpeget venteområder. MOTINF-(PN-)BTN kan angribe i 1. eller 2. echelon, optræde som fremskudt kommando eller som kommando til omgående bevægelser, eller være reserve. MOTINFBTN kan desuden udskilles som luftbåren landgangsstyrke. Kampopgavemes indhold bestemmes af den højere chefs manøvreidé for kampen, angrebsenhedemes kampmuligheder, karakteren af fjendens forsvar og af terrænet, samt af andre omstændigheder. Ved angreb på et forberedt, feltbefæstet forsvar viser erfaringerne fra 2. verdenskrig f.eks., at bataljonens indledningsvise opgave kan bestå i tilintetgørelse af fjenden i hans forsvarspunkter i 1. echelon i bataljonens angrebsfront, og erobring af disse forsvarspunkter. Når opgaven er løst, følger BTN angrebet op med henblik på at nedkæmpe fjenden i samvirke med naboenhedeme i dybden af BTN forsvar og erobre forreste stilling. Ved passage af et svagt befæstet forsvar vil opgavernes dybde naturligvis være større. F.eks. kan BTN indledningsvise opgave være at nedkæmpe forsvarsenhedeme i BTN front og erobre deres forreste stilling. Angrebsenhedemes frontbredde og kampformation afhænger hovedsageligt af fjendens forsvars karakter og dets ødelæggelsesgrad, samt af angrebsenhedemes muligheder for ildstøtte. Under krigen angreb INFBTN med en frontbredde på 500-700 m og med en styrke, der var 4-6 gange større end fjendens. I dag er MOTINF- og KVG-enheder udstyret med kraftig bevæbning og materiel og i stand til at gennemføre angreb med større frontbredde, når de får ordentlig ildstøtte. Under 2. verdenskrig var grundstammen i BTN kampformation INF, * støttet af KV G og SKKN. I dag er den en kombination af KV G og MOTINF, sammen med deres IKK (PMV), PVR, MT, raketstyr, LV og SKART. Angrebets stormfase har også undergået en forandring. Dette slQ^ldes først og fremmest, at MOTINF-enhedeme er blevet udstyret med IKK og effektive våben til bekæmpelse af fjenden på landjorden og i luften. Under 2. verdenskrig gennemførtes gennembrud af Rendens forsvar udelukkende ved, at INF-enhedeme angreb tü fods, hundrede meter bag de KVG, der ydede direkte støtte til INF. Ledsagepjeceme rykkede frem bag INF, eller af og til i INF skyttekæde. Denne fremgangsmåde benyttes også i dag, blot anvendes der - i stedet for ledsagerpjecer - IKK (PMV), der støtter angrebsenhedeme med ild. Hvis fjenden er tilstrækkelig lammet af A-våben eller af konventionelle våben, eller hvis forsvaret er svagt befæstet, kan MOTINF-enhedeme angribe opsiddet på IKK (PMV) bag KVG. Herunder vil IKK supplere KVG ild betydeligt og lette KVG opgaver. IKK kan i realiteten tilintetgøre et fjerntliggende mål, der er til fare for KVG, med kun én PVR. Desuden kan det tilintetgøre kortrækkende PV-våben med kanon eller maskingevær. KVG sikrer på deres side IKK med ild. Fordelene ved denne angrebsmåde er indlysende. Den muliggør fuld udnyttelse af IKK hurtighed og bevægelighed, og derved opnås der stor hastighed. Fjenden fratages mulighed for at lukke brecherne i forsvaret, trække reserverne frem til den truede akse og etablere minehindringer. Hvis angrebsenhedeme skal kunne gennemføre et opsiddet angreb, er det imidlertid nødvendigt, at de får pålidelig ildstøtte fra ART og kamphelikoptere, og at samvirket fungerer indtil den mindste detalje. I situationer, hvor fjenden anvender præcisionsvåben, er det særlig vigtigt at søge efter nye angrebsmåder. Under angreb på en fjende i forsvar afhænger kampopgavemes løsning i høj grad af, at fjendens A-våben ødelægges i tide, og at der bringes uorden i hans troppe- og våbenfremføring, således at angrebsenhedernes personelog materieltab reduceres. Ved kampens tilrettelæggelse er det derfor vigtigt for føreren at afsløre placeringen af fjendens missilaffyringsramper, ART (der anvender atomar eller styrbar, målsøgende ammunition), kommandostationer, EK-midler, jordovervågningsradarer. Forward Air Controllers, kamphelikoptere og mellem- og langdistance-PVR. Disse mål må anses for at være de vigtigste. Der skal fastsættes en plan for bekæmpelse af erkendte våben inden angrebet og under selve kampen, og der skal træffes beslutning om, hvilket personel og hvilke våben, der skal indgå i denne bekæmpelse. Der skal ligeledes træffes foranstaltninger til at højne stabiliteten af føringen af egne tropper samt til at forbedre troppernes beskjd;telse. Råder fjenden over præcisionsvåben, får sløring stor betydning for enhedernes overlevelsesevne. Sløringen sikres gennem bevarelse af militære hemmeligheder, skjult forlægning af tropper, udbredt anvendelse af røg, aerosoler og sløringsfarver og overholdelse af regler til at holde førervirksomheden slgult for fjenden m.v. Et af angrebsenhedernes vanskeligste problemer er at passere minehindringer, som fjenden har udlagt ved hjælp aflangtrækkende våben. Som bekendt kan fjenden etablere disse hindringer i egne troppers BSO og på fremrykkeveje frem til forreste begrænsning af forsvaret med fly, raketkastere og langtrækkende ART med henblik på at tilintetgøre enhederne - især KVG og IKK (PMV) - binde dem og sinke deres fremrykning.
Øvelseseksempel
Da PNBTN fik signal om at rykke ud af BSO, havde fjenden dækket disloceringsområdet med PN-miner. BTNCHII havde i forvejen etableret et rydningshold bestående af en IGDEL, en ingeniørkampvogn (IMR) og en brolægningskampvogn (MTU-20). Desuden havde hver KMP forud for øvelsen uddannet én KVG-besætning i at etablere gennemgange i hindringer. Disse KVG-besætninger, der var udstyret med minesøgere, minedræg og skilte, etablerede og afmærkede sammen med rydningsholdet gennemgange i hindringerne, således at enhederne kunne rykke frem til marchvejen uden at miste tid. Der blev lagt særlig vægt på at erkende og passere panserhindringer foran forreste begrænsning af forsvaret. F.eks. besluttede BTNCH, at minefelterne om muligt skulle passeres med KMP i udfoldet kampformation. Dette kunne gennemføres takket være KVG minepiskerudstyr og etablering af endnu 5 gennemgange i PNBTN angrebsfront ved sprængning. Under kampen ydede PNBTN rydningshold også rettidig hjælp til KVG. I dag, hvor den sandsynlige fjende råder over forskellige typer A-våben og kvalitativt nye, konventionelle våben, har det fået endnu større betydning at gennemføre ildbekæmpelse af fjenden i tide. Frem for alt er det blevet nødvendigt at ødelægge de af fjendens våben, der er i stand til at rette angreb mod egne tropper under disses fremrykning fra beredskabsområdet (udgangsområdet) frem til fjendens forreste forsvar. Og eftersom dybden af Rendens forsvar er blevet større, skal angrebets ildforberedelse geimemføres i en større dybde end under 2. verdenskrig. Især skal ødelæggelsesgraden være betydelig større end tidligere i gennembrudssektorerne. Hvis der kun tilintetgøres ca. 1/3 af de vigtigste mål, kan de resterende tunge våben påføre angrebsenhedeme alvorlige tab. Det voksende antal KVG og PV-våben i forsvaret øger til stadighed betydningen af våben, der kan bekæmpe disse ved direkte skydning. Medens det således ansås for at være fuldt ud tilstrækkeligt at have 10-15 sådanne pjecer i en front på 1 km (i gennembrudssektoren) under 2. verdenskrig, skal dette antal i dag være større. Med henblik herpå fremdrages der KVG, PVR, IKK og andre våben fra 2. echelon. Våbnene, der indleder skydningen samtidig med angrebets ildforberedelse, tilintetgør erkendte tunge våben og ødelægger feltbefæstningsanlæg i forreste del af forsvaret og i den nærmeste dybde.
Kamp i dybden af forsvaret er kendetegnet ved enhedernes uensartede fremrykning og ved at foregå i en vanskelig situation, der til stadighed ændres. Fjenden vil forsøge ät fremdrage reserver for at rette angreb mod angrebsenhedemes flanke. I denne situation er det hensigtsmæssigt at binde fjenden i den truede akse med dele af styrkerne, medens hovedstyrken foretager en omgående bevægelse og retter angreb 1 fjendens flanke og ryg. Det er vigtigt at erindre sig, at man ikke behøver at trænge fjenden ud af de besatte stillinger, men blot splitte enhederne op og tilintetgøre dem hver for sig. Herunder kan BTN (KMP) kampformation være linieformation, »trappe til højre (venstre)«, spydformation eller V-formation. Hvad enten enhederne benytter sig af den ene eUer anden formation, skal den afpasses efter situationen og sikre kontinuerlig ildbekæmpelse af forsvarsenhederne. Det er meget vigtigt, at tyngden intensiveres i tide, så man bevarer overlegenheden over fjenden, opnår store angrebshastigheder og løser opgaverne med minimale tab. Dette opnås gennem ART-skydning, fly- og raketangreb, indsættelse af 2. echelon (reserve), udsendelse af fremskudte (omgående) kommandoer og landsætning af luftbårne styrker. Krigserfaringer viser, at det er hensigtsmæssigt at indsætte 2. echelon (reserven) i kamp, når der er fare for, at den oprindelige overlegenhed over fjenden mindskes, og troppernes fremrykkehastighed nedsættes. Ved angreb på et svagt feltbefæstet forsvar vil BTN 2. echelon som oftest blive indsat efter at fjendens forreste stilling er erobret, men af og tU indsættes den for at afslutte tilintetgørelsen af stillingen. Dette skyldes, at Renden på dette tidspunkt normalt tager brigadereserveme i anvendelse, og derfor kan 1. echelonenhedeme ikke gennemføre en hurtig opfølgning af angrebet alene. Under angrebet rykker 2. echelon uset af fjenden frem bag enhederne i 1. echelon i en afstand, der sikrer, at 2. echelon hele tiden er rede til at indtræde i kamp og løse den stillede eller pludseligt opståede opgave. Når 2. echelon får signal om at indtræde i kampen, rykker den hurtigt frem på den anviste linie, folder ud i kampformation fra bevægelse og angriber efter et massivt ildoverfald. ART og FLY går over til at yde ildstøtte til angrebet. Af og tU går det direkte over til at ledsage enhedernes angreb i dybden med ild. Hvis der ikke er organiseret modstand, eller hvis fjenden lammes af A-våben, kan 2. echelon indsættes i kampen i førkampformation. Under alle omstændigheder skal BTNCH i god tid udgive befaling til enhederne (eller præcisere kampopgaveme), tilrettelægge samvirke med blandt andet naboenhedeme, samt sikre BTN-enhedeme samtidige overgang til angreb.
Angreb på en fjende i angreb
Angreb på fjendtlige enheder i angreb gennemføres ved mødekamp. Mødekampen er karakteriseret ved: begrænset tid til kampens tilrettelæggelse; parterne nærmer sig hinanden med stor hastighed og indtræder i kamp fra bevægelse; kampens hmtige forløb; intens kamp for at tilrive sig initiativet; situationen er uklar og undergår hyppige og hurtige ændringer; kamp over en bred front med store mellemrum i kampformationeme og åbne flanker. Hvis mødekampen skal få et heldigt udfald, er det ubetinget nødvendigt, at der gennemføres opklaring over en bred front, at beslutningen om kampens førelse træffes rettidigt, og at enhederne får deres kampopgaver i tide. Lige så vigtigt er det at komme fjenden i forkøbet med hensyn til ildbekæmpelse, udfoldning og overgang til angreb, samt gennemførelse af pludselige angreb i flanke og ryg. Erfaringerne fra 2. verdenskrig viser, at alt dette ofte muliggør bekæmpelse af en endog styrkemæssig overlegen fjende. En MOTINFBTN (PNBTN), der indgår i hovedstyrken, vil normalt få til opgave indledningsvis at tilintetgøre den fjendtlige BTN hovedstyrke i sin egen akse og tage en linie, der sikrer angrebets videre opfølgning eller tilintetgørelse af de fremrykkende reserver. Enhederne formeres som oftest i een echelon, med udskillelse af en reserve, hvorved det indledningsvise angreb bliver meget intenst. Det er ønskeligt at placere RES på den åbne flanke. Angrebet gennemføres normalt opsiddet på IKK (PMV). Man skal tage hensyn til, at fjenden, når han ikke har haft held med sig i mødekampen, kan forsøge at overgå til forsvar eller påbegyndende tilbagegang.
Angreb på en tilbagegående fjende
Angreb på tilbagegående enheder gennemføres ved at forfølge enhederne og herunder fuldende deres tilintetgørelse. Tropperne retter voldsomme angreb mod fjenden og rykker hastigt fremad for at trænge ind i de tilbagegående enheders flanker og ryg med henblik på at splitte enhederne op, omringe dem og tilintetgøre (tilfangetage) dem hver for sig. Tropperne forfølger fjenden i hans tilbagegangsakse, enten frontalt, eller parallelt og frontalt samtidigt. Den sidstnævnte kombination er den mest effektive. Enhedernes høje mobilitet sætter dem i stand til at gennemføre forfølgning hurtigt og kontinuerligt både om dagen og om natten. Feltartilleriet og flyvevåbnets angreb giver mulighed for at påføre de tilbagegående tropper betydelige tab og sinke dem, og derved hindre dem i at løsrive sig. Ved denne angrebsform optræder tropperne normalt med samme gruppering, som de havde, da fjenden påbegyndte sin tilbagetrækning. Der landsættes luftbårne enheder og udsendes fremskudte kommandoer med henblik på at erobre gunstige linier og andre vigtige mål på fjendens tilbagegangsvej. Både MOTINFBTN og PNBTN kan under forfølgning optræde som fremskudt kommando eller indgå i hovedstyrken. MOTENFBTN kan desuden benyttes til taktisk luftlandsætning. Tilrettelæggelse og gennemførelse af moderne angrebskamp foregår således i vanskelige og forskelligartede taktiske situationer. Forudsætningen for sejr er, at hver enkelt fører træffer en hensigtsmæssig beslutning, udgiver præcise ordrer og tilrettelægger et godt samvirke. Det er især vigtigt at sikre styrkeoverlegenhed i afgørende akser, intensivere anstrengelserne hele tiden, tilintetgøre fjendens vigtigste mål i tide, bringe forstyrrelse i hans føringssystem og rykke hurtigt fremad uden ophold.
O.A.
TANKOVYY BATAL ’ON er oversat ved »Panserbataljon«, selv om det rettelig burde være »Kampvognsbataljon«.
KAMPVOGNSESKADRON (KVG alene) PNBTN (KVG + INF)
Udtrykket »KVGKMP« er direkte oversat fra TANKOVAYA ROTA.
