Missiler og fremtidens operationsmiljø - Genkomsten af de glemte robotter

(Billede: Arkiv - Forsvarsgalleriet)

En række taktiske missiler spiller en vigtig rolle i den vestlige opfattelse af militære trusler fra Kina og Rusland samt blandt disses allierede. De potentielle modstanderes missiler udfordrer årtiers amerikansk militær dominans.¹ På trods af dette har missiler indtil nu ikke haft en tilsvarende fremtrædende rolle i vestlige svar på disse udfordringer. Dette kan blandt andet tilskrives den vestlige måde at gennemføre forsvarsplanlægning på, hvor missiler ofte ses som tilbehør til andre kapaciteter, eller den måde vi opfatter missiler, hvor missiler ses som en separat kategori fra droner og robotter. Derfor får taktiske missiler muligvis ikke den opmærksomhed, som deres potentielle fordele ellers kunne berettige. Missiler har potentialet til at give vores nuværende kapaciteter overhånden i high-end scenarier. Missiler rummer endvidere et stort potentiale for at udnytte fremskridtene i civil teknologi - inden for især robotteknologi og kunstig intelligens til militære formål. 

Fra den kapacitetsbaserede tilgang til overhånden mod potentielle modstandere 

I flere årtier har den kapacitetsbaserede tilgang til forsvarsplanlægning været rammen for forsvarsplanlægning i USA og blandt USA’s allierede.² Den kapacitetsbaserede tilgang er en særlig måde at analysere militære styrker og forsvarsinvesteringer på.³ Især to forhold inden for denne tilgang påvirker hvordan man ser på missiler. For det første adresseres den kapacitetsbaserede tilgang en bred vifte af scenarier, med den implicitte antagelse at alle scenarier mere eller mindre betyder noget lige. Dette favoriserer våbensystemer, der er relevante i mange scenarier, og marginaliserer avancerede systemer, såsom missiler, der er specialiserede mod bestemte trusler. For det andet defineres kapaciteter i den kapacitetsbaserede tilgang ofte ud fra større enheder eller platforme, på trods af den kapacitetsbaserede tilgang ofte påstår, at den ikke at fokuserer på platforme og systemer⁴,. Missiler bliver dermed betragtet som tilbehør til andre kapaciteter, hvilket trækker opmærksomheden væk fra selve missilerne. High-end missiler passer ikke let ind i de schweizerknivs kapaciteter, der er favoriseres af den kapacitetsbaserede tilgang. Ideen om, at kapaciteter kan være relevante i mange forskellige scenarier, er ikke det samme som, at disse kapaciteter er ideelle i alle scenarier.

Man kan overveje, om ikke de nuværende kapaciteter i virkeligheden er udviklet over tid til at være mest relevante i de sidste årtier indsættelser, og at deres relevans i fremtidige scenarier måske primært eksisterer som et muligt potentiale, som nye missiler kan være med til at udløse. Det er en faldgrube inden for militær innovation at negligere de kedelige eller ordinære ting.⁵ Omstillingen til fremtidige high-end-trusler handler ikke kun om revolutionerende nye teknologi, men også om en generel transformation ved hjælp af den nyeste version af eksisterende teknologier, og netop i relation hertil kan missiler være en vej væk fra kun at have Schweizerkniv-kapaciteter, som er middelmådige i high-end scenarier, til at have kapaciteter der giver den militære overhånd i disse scenarier. 

Et eksempel på Schweizerkniv-kapaciteter, som udfordres i high-end scenarier, er de amerikanske kampfly og deres langtrækkende luft-til-luft missiler. Da den amerikanske flåde udfasede F-14 kampflyet, udfasedes også USA’s mest langtrækkende luft-til-luft missil; Phoenix-missilet.⁶ Det efterlod det knapt så langtrækkende AMRAAM⁷ missil som eneste langtrækkende luft-til-luft missil i USA’s våbenarsenal. Phoenix havde en overlegen rækkevidde, men AMRAAM var et tilstrækkeligt potent våben i tiden efter den kolde krig, hvilket nedskudte irakiske, serbiske og syriske fly bevidnede. Med de nye militære trusler har USA brug for et længere-rækkende missil.⁸ USA har ikke ibrugtaget en ny type af langtrækkende luft-til-luft missiler siden slutningen af den kolde krig, men udvikler nu nye langtrækkende luft-til-luft-missiler.⁹ Tilsvarende har enkelte europæiske NATO-lande indfaset det langtrækkende Meteor missil.¹⁰ Der kan stilles spørgsmålstegn ved, om disse nye missiler vil være innovative nok til at genvinde overhånden.¹¹ Spørgsmålet i den forbindelse er, om de nye missiler udvikles i et forsøg på at holde eksisterende kapaciteter relevante, eller om de udvikles for at dominere modstanderne i luften. Der har været forlydender om, at det har været et krav i de amerikanske programmer, at de nye missiler skulle kunne anvendes af de nuværende kampfly.¹² Dermed kunne det amerikanske forsvar være på vej til at begå samme fejltagelse, som Storbritanniens Royal Navy begik i indførslen af de første missiler i slutningen af 1950erne og starten af 1960erne.

Det var en tid hvor Royal Navy havde få midler at købe nye skibe for. Da Royal Navy fik udviklet Seacat luftværnsmissilet til sine skibe, var det et designkrav, at våbenstationen skulle kunne passe ind i de eksisterende ringmonteringer til Bofors 40mm luftværnskanoner.¹³ Seacat blev aldrig rigtig vellykket, hvilket kunne skyldes, at de skulle passe ind, snarere end være en kapacitet i sig selv. Omvendt blev der i andre flåder udviklet nye missiler, som fik stor indflydelse på design af krigsskibe. Det er et eksempel på, at man skal være villig til at lade missiler være styrende for de kapaciteter, man udvikler, såfremt man vil have overhånden i rivaliseringen med sine potentielle modstandere. 

Mange missiler er en kvalitet i sig selv 

Truslen fra Kina og Rusland kommer ikke kun fra avancerede våben, men fra den mængde af disse våben, som især Kina er i stand til at indfase. Det udfordrer de vestlige lande, fordi de økonomisk set er ude af stand til at erstatte deres nuværende våbensystemer 1:1 med nye.

Dette skyldes de øgede priser på militært udstyr. Den såkaldte Augustine 16. lov beskriver, hvordan prisen på et kampfly over tid vil fortsætte med at stige, således at omkostningerne bliver uoverkommelige, og kampfly derfor kun anskaffes i begrænset antal.¹⁴ Vestlige forsvar bliver nødt til at finde måder at omgå Augustine's lov, for at kunne klare konkurrencen fra Rusland og Kina. En vej til dette kunne være lette og simple udgaver af de forskellige typer af platforme. Det amerikanske luftvåben har annonceret planer om at udvikle lavpris kampplatforme, der skal kunne at operere sammen med avancerede kampfly.¹⁵ Forsøg på at skabe prisbillige letvægtskampfly har sjældent materialiseret sig i brugbare fly.

Det amerikanske luftvåben forsøgte sig også i 1950erne, hvor de endte med XF-99 Bomarc, betegnet som et jord-til-luft førerløst fly – i realiteten et overflade-til-luft missil.¹⁶ En anden vej kunne være missiler - eller rettere sagt en kombination af kampfly og missiler. Der er sket store forandringer af kampfly de sidste 75 år. Ikke kun er fremdrift, flyvemåde, hastighed, manøvrerbarhed og rækkevidde ændret i årenes løb, men også måden at anvende flyene på. Den britiske forsvarshvidbog fra 1957¹⁷ forventede, at det snart ville være slut med bemandede kampfly. Hvidbogen tog ikke nødvendigvis fejl, da jagerflyet anno 1957 ikke er mere. Det var designet til at manøvrere en maskinkanon i den rigtige position til at skyde på fjenden. Senere blev kampfly optimeret til at opnå den rigtige position for rudimentære luft-til-luft-missiler. I 1960erne blev kampfly en platform for forskellige styrede våben, men Vietnamkrigen afslørede, at missilteknologien var forholdsvis umoden til moderne luftkamp.¹⁸ Kampflysplatformen og dets missiler udviklede sig meget frem mod slutningen af den kolde krig. Denne udvikling var meget omkostningtung og NATO havde et markant lavere antal kampfly i slutningen af den kolde krig sammenlignet med eksempelvis 1950erne. Men måske ændringen i virkeligheden ikke var så drastisk, hvis man ser på antallet af kampfly i sammenhæng med missilkapaciteten og antallet af missiler. Man kan argumentere for, at i stedet for en drastisk omstilling fra bemandet til ubemandet, så har vi set en stadig større andel af missiler og dermed en støt stigende tendens i retning af ubemandede systemer. Tilsvarende kan udviklingen i vores tid byde på en fortsat omstilling med stadig færre kampfly og væsentligt flere missiler - frem for et pludseligt endeligt for alle bemandede kampfly. 

Vestlige fregatter og destroyere er endnu et eksempel på, at missiler ses som tilbehør til den platform, der betragtes som det centrale i kapaciteten. Det som definerer fregatter og destroyere er ofte størrelsen af fartøjet og/eller kapabiliteten (eksempelvis områdeluftforsvar). Sjældent defineres kategorien af kapaciteten, hvilket dog er ved at ændre sig. Kina forøger kraftigt sin kapacitet med hensyn til antallet af missiler til søs. Det er en voksende trussel mod den amerikanske dominans over havet.¹⁹ Den amerikanske flåde overvejer derfor, hvordan man kan skabe kapacitet til at genlade sine skibe med missiler til havs²⁰, og begrænsninger i antallet af lodrette lanceringsceller til missiler ombord på nyt skib ses nu som et problem. ²¹  

Kapacitet begynder at betyde lige så meget som kapabilitet, hvilket er en lektie, som de europæiske NATO-allierede også har brug for at lære. 

Den kapacitetsbaserede tilgang har gjort de de europæiske væbnede styrker mindre, men mere kapable og tilpasset til at kunne operere i rammen af en koalition eller lignende. De europæiske landes væbnede styrker er blevet små bonsai-hære²² med en lille smule af alt.²³ Øget fokus på, og investeringer i, missiler kan være den hurtigste og mest økonomiske måde at omstille de europæiske væbnede styrker til mere jævnbyrdige modstandere for Rusland og Kina. Europa er nødt til at omdanne sine små kapaciteter til noget, der kan kæmpe i større skala i NATO. Her kan europæerne lade sig inspirere af den amerikanske hær og marinekorps, der giver avancerede missiler en stor rolle i omstillingen til et operationsmiljø, hvor USA’s styrker ikke altid kan tage udgangspunkt i konventionel overlegenhed. Missiler er endvidere et område, hvor den europæiske forsvarsindustri allerede har en teknologisk fordel med innovative missiler såsom Meteor eller Joint Strike Missile/Naval Strike Missile - missiler som også USA anskaffer.^{24 25} 

Udnyttelse af civile teknologiske fremskridt til få en militær overhånd 

Der er mange ideer til, hvordan vestlige militære styrker kan udnytte nye civile teknologier. Ofte bliver kommando- og kontrolsystemer fremhævet som et område, hvor nye teknologier vil kunne give vesten overhånden igen.²⁶ Agile kommando- og kontrolsystemer må bestemt forventes at være vigtig i fremtiden, men USA og dets allierede kan ikke se bort fra missiler som et nøgleområde, hvor det er nødvendigt at udmærke sig. Robotteknologi ses også som et område med potentiale for større militær anvendelse, ofte med den antagelse at nye drone-platforme er fremtiden.²⁷ Missiler gives ikke den store opmærksomhed i den forbindelse, og netop betegnelsen ”missiler” er muligvis en af grundene til, at missiler ikke altid ses i forbindelse med de seneste fremskridt inden for robotteknologi. Ser man på moderne missiler, ville robotter faktisk være en god beskrivelse af teknologien (svenskerne bruger faktisk ordet robotter til at beskrive missiler²⁸). Undersøgelser og studier om dræberrobotter og droner definerer ofte autonome droner på en måde, så definitionen også kommer til at inkludere eksisterende missilsystemer.²⁹ Det er ikke tilfældigt eftersom missiler var pionererne inden for robotteknologi og autonomi. Når vi overvejer, hvordan vi bedre udnytter civile fremskridt inden for kunstig intelligens og robotteknologi til militære formål, bør vi derfor være mere opmærksomme på missiler. 

Droner med lang udholdenhed (eksempelvis Reaper dronen³⁰) var en ideel kapacitet i de langvarige krige i bl.a. Irak og Afghanistan i perioden efter den kolde krig. Men de samme droner er sårbare i scenarier med mere jævnbyrdige modstandere. Missiler er mere velegnede til disse scenarier og kan være et godt sted at anvende de nyeste fremskridt inden for civil robotteknologi og kunstig intelligens til militære formål. Ikke kun i en luftmilitær sammenhæng, men i alle domæner. 

Den teknologiske udvikling ændrer den måde, hvorpå vi forstår missiler som kategori. Tilsvarende kan avancerede missiler også ændre, hvordan vi definerer kategorier af andre militære platforme. Avancerede platforme kan interagere med egne missiler og imødegå fjendtlige missiler på et tidligere uset niveau. Som nævnt tidligere har kampfly som koncept ændret sig gennem årene, og kunne være et eksempel på en platform der muligvis igen bør omdefineres på baggrund af udviklingen inden for missiler. En historisk parallel er det 

berømte Mustang-jagerfly fra 2. verdenskrig, der blev designet som et såkaldt pursuit-aircraft. Mustangens rolle udviklede sig under krigen, og flyets præfiks ændrede sig efter krigen fra P-51 til F-51, hvilket signalerede, at Mustang nu var et kampfly (Fighter) og ikke et jagerfly (Pursuit) som fra før 2.verdenskrig.³¹ Tilsvarende kan man forestille sig, at rollen for nutidens kampfly kan transformere sig, i takt med det at undgå, kæmpe med og styre missiler bliver mere centralt for kampflyene. Måske F-35 kommer til at ændre sit præfiks fra F til noget andet, der signalerer en ny rolle. Den kapacitetsbaserede tilgang har i et eller andet omfang reproduceret måden vi kategoriserer kapaciteter, men et øget fokus på missiler bør ændre selve måden, hvorpå vi ser og definerer vores kapaciteter. 

It is the missiles, stupid 

Taktiske missiler kan ses som robotter, der er blevet overskygget af andre kapaciteter igennem årtier med kapacitetsbaseret militærplanlægning og vestlig overlegenhed på det konventionelle område. Behovet for at have overhånden i high-end scenarier og dermed for at omstille eksisterende schweizer-knivs kapaciteter til operationsmiljøer, hvor vestlige styrker ikke er dominerende, betyder at de vestlige forsvar med fordel kan satse mere på missiler. Missiler kan i den forbindelse være en forholdsvis hurtig og omkostningseffektiv vej til at tilføje betydelig operativ evne til eksisterende kapaciteter. Missiler er endvidere et oplagt sted at udnytte civile fremskridt inden for kunstig intelligens og robotteknologi for at møde fremtidens udfordringer. Missiler, avanceret kommando og kontrol gav USA og USA’s allierede en konkurrencemæssig fordel ved afslutningen af den kolde krig. Missiler kom i baggrunden i tiden efter den kolde krig, som noget der primært var relevant i tidlige konfliktfaser og udholdende droner viste sig bedre egnet til lange krige. Afskrækkelse er igen her relevant og vestlige militære forsvar, herunder det danske forsvar, er nødt til at investere i og udvikle nye missilsystemer for at have overhånden i fremtidens operationsmiljø. Ikke kun som tilbehør til eksisterende kapaciteter, men som en kapacitet i sig selv.