Af Kaptajn S. E. Clausen.
Som det fremgaar af Kaptajn Raabyes interessante Oplysninger om ovenstaaende, er det meget svært og endnu ikke opnaaet at konstruere et Ledsagevaaben, der paa fuldt tilfredsstillende Maade kan opfylde de Fordringer, som Kaptajnen opstiller som ønskelige. Spørgsmaalet 'vil derfor være, om man ikke ved Revision af Fordringerne kunde slaa lidt af paa enkelte af dem til Fordel for andre og derved gøre Opgaven lettere for Konstruktøren.
Jeg tror saaledes, at en Maksimumsskudvidde, „der ligger nær oppe ved de 3000 m eller endog højere“, er en af de Fordringer, man nok kunde lette noget. Inden jeg kommer ind paa en Begrundelse heraf, vil jeg blot fastslaa, at der til Grund for mine Betragtninger ligger følgende Opfattelse af Ledsageartilleriet. Det er et afgjort Fodfolksvaaben, betjent af Fodfolket og ganske uden nogen Kommando — eller anden Forbindelse med Artilleriet, hvorfor Navnet Ledsagevaaben maaske var bedre for at hindre Misforstaaelser. Vaabnets Plads er langt fremme i Fodfolkets Linier, dets Optræden i den snævreste Forbindelse med Fodfolket og dets Opgaver at støtte dette, hvor Artilleriet ikke kan. Dets Ammunitionsforsyning er forholdsvis ringe og Erstatningsmulighederne smaa.
Bestemmende for Vaabnets Maksimumsskudvidde lader Kaptajnen være den Afstand, indenfor hvilken man med et tungt Maskingevær kan vente at faa nogenlunde klækkelig Virkning imod fremrykkende Fodfolk. Det vil vel nok sige Afstande mellem 3000 og 3500 m. Er det nu rigtigt af Fodfolkets Ledsagevaaben at tage et Maal paa den Afstand under Behandling, og er det overhovedet muligt? Jeg mener i dette Tilfælde — Nej.
Skydningen med tunge Maskingeværer paa disse Afstande vil sikkert som oftest være rene Spærreildsskydninger, der udmærket, maaske bedst, udføres som skjult Skydning. Fodfolket vil næppe have Midler til at konstatere saadanne Geværers Plads, saaledes at Ledsagevaabnet kan beskyde dem, og skulde det i enkelte Tilfælde virkelig lykkes at bestemme en saadan Maskingeværstandplads ganske nøjagtigt, vil det efter min Mening være ganske uforsvarligt paa et Tidspunkt, hvor de 2 Fodfolkslinier endnu kan være 2— 3 km fra hinanden, at begynde at tære paa Ledsagevaabnets Ammunition.
Jeg indrømmer gerne Kaptajn Raabye, at vort A rtilleri vil faa mange og svære Opgaver, men mon det vil faa nogen, der er mere vigtig for Fodfolket, end netop at gøre det af med de tunge Maskingeværer, der fra skjulte Stillinger paa store Afstande kan skabe en Spærreild, der er mere uigennemtrængelig for Fodfolket, end den værste Artilleriild.
Det Fodfolk, der uventet kommer i en saadan M askingeværild paa store Afstande, kan efter min Mening kun gøre et, nemlig søge Dækning, om muligt konstatere fra hvilken Kompasretning Ilden kommer og paakalde Artilleriets Hjælp. Artilleriet maa da vide, at hvor godt det end løser sine andre Opgaver, saa er det beskudte Fodfolk standset og udsat for Ødelæggelse, hvis det ikke faar Støtte. Artilleriet har jo nemlig alle de Hjælpemidler til Fastlæggelse af Maalet, som Ledsagevaabnet ikke har: Flyvere, Observationsstiger, lettere Adgang til de fra hele Fronten indløbende Oplysninger om Fjendens Forhold og — til Løsning af Skudopgaver — først og fremmest den lettere Ammunitionsforsyning.
Anderledes bliver Forholdet, naar Fodfolket overraskende kommer i Maskingeværild paa kortere Afstande. Her maa Ledsagevaabnet straks gribe ind, enten fordi Afstanden mellem Fodfolket og Maalet er for ringe til. at Artilleriet kan skyde, eller fordi Fodfolket sandsynligvis er helt ødelagt, inden Meldingerne naar tilbage til Artilleriet, og dettes Ild kan virke. Og selv her tror jeg, at Artilleriet om muligt skal overtage Beskydningen, hvis Ledsagevaabnets Ild ikke meget hurtigt faar Virkning, saaledes at Ledsagevaabnet søger at holde Maalet nede, indtil de fornødne Meldinger kan naa tilbage til Artilleriet.
Man maa nemlig erindre, at Ledsageskytset helt eller delvis skal erstatte Artilleriet, naar Fodfolkslinierne er omkring 200 m fra hinanden, og det har Ledsagevaabnet sikkert ikke Ammunition til, hvis det har ligget og forsøgt sig som Artilleri mod skjulte Maskingeværer paa lange Afstande.
Der er desuden den Fare ved at gøre Ledsagevaabnet alt for langtrækkende, at det i Kraft af sin lange Skudvidde vil klæbe fast i gode Skydestillinger, og derved gaar jo netop Fordelen ved „Ledsagelsen“ tabt, idet det forreste Fodfolk ikke har Hjælpen lige bag sig, men ligesom til Artilleriet skal til at sende Tegn, Signaler og Meldinger.
Naturligvis vil det aldrig være en Fejl, at et Ledsagevaaben kan skyde 3500 m, men man behøver ikke saa meget, og kan man lette Konstruktøren ved kun at forlange 2000 m, synes jeg, man bør gøre det. Der er andre Punkter, hvor man ikke kan slaa af paa de af Kaptajn Raabye anførte Fordringer, men snarere maa understrege eller skærpe dem.
Saaledes maa man forlange, at Ledsagevaabnet har den størst mulige Skudsikkerhed. Som Grund herfor skal jeg først og fremmest anføre, at Vanskeligheden ved at bringe Ammunition frem til Erstatning absolut vil bevirke, at man maa forlange Virkning af saa at sige alle Skud. Det kunde maaske synes, at jeg nærer en noget for stor Frygt for Ammunitionsmangel, men der er efterhaanden bleven saa meget, Fodfolket skal have med sig frem gennem Terrainet, at jeg tror, man maa stole paa det, man har hos sig, og kun haabe paa, at det andet vinder frem efterhaanden; Projektiler paa 3— 5 kg er nu engang ikke det letteste at have med sig i større Mængder under fjendtlig Beskydning.
Af rent moralske Grunde maa vi ogsaa have et Vaaben, der skyder sikkert. Hvordan vor nye Hærordning end bliver, maa vi regne med en utilstrækkelig Uddannelse, og det kan ikke undgaas, at de værnepligtige selv vil føle denne Utilstrækkelighed; det er derfor nødvendigt, at de i det mindste har en fast Overbevisning om, at man giver dem de bedste og sikreste Vaaben at skyde med. Vore mange Skytteforeningsmedlemmer bedømmer et Skydevaaben efter dets Træffesikkerhed og har vanskeligt ved at forstaa, at man kan bøde paa den mindre Træffesikkerhed ved forøget Skudvidde. Kaptajn Raabye kræver en omhyggelig Orientering og Udarbejdelsen af detaillerede Regler for Maalvinkelbestemmelser samt naturligvis Anvendelsen af et vel gennemtænkt og til de givne Forhold passende Hjælpemateriel, d. v. s. Vinkelmaalere, Reliefkikkerter, Kortmaal, Regnestokke o. s. v., kort sagt i Hovedsagen det samme Orienteringsmateriel som det, der benyttes ved Artilleriet. Ja, det er sikkert rigtigt, men jeg savner en alvorlig Understregning af, at det hele maa gøres saa let og simpelt, som det overhovedet er muligt. Ledsagevaabnet maa kunne træde i Virksomhed med korteste Varsel og kunne taale endog betydelig Afgang mellem Befalingsmændene, det hele maa ikke være mere videnskabeligt, end at enhver Befalingsmand uden alt for megen Øvelse kan lede en Pjeces Ild. Jeg er ikke tilstrækkelig kyndig til at kunne foreslaa noget i den Retning, men saa meget som muligt maa være rene Dosmerregler, som man kan lære alle, og saa meget som muligt maa indføres paa Rettemidlerne (som fJEks. Flyvetider, Sideafvigelse o. s. v. ved de forskellige Opsatstal).
At Fodfolkets Ledsagevaaben ogsaa kan skyde i flade Baner er sikkert ganske nødvendigt. Den i den tyske Hær en Overgang Jkendte Tankrædsel kan sikkert bekæmpes, naar Fodfolket ved, at det med sig har et Vaaben, der i den kortest mulige Tid kan rettes mod Tanken og med et enkelt Skud bringe den til Standsning. Mod synlige Maskingeværer paa korte Afstande og angribende Fodfolk vil den direkte Fladbaneskydning ligeledes være nødvendig, ligesom den vil være ønskelig i mange andre Retninger. Jeg har ganske vist aldrig selv set en Mortier Stokes, men saa vidt jeg har forstaaet, kan den i alle Tilfælde ikke indrettes til Fladbaneskydning, og kan den ikke det, er den vel næppe egnet til Indførelse hos os, thi, som Kaptajn Raabye anfører, 2 forskellige Vaaben kan vi umuligt have med vor Uddannelsestid.
Derimod har jeg overværet flere Skydninger med den lette tyske Minekaster, og jeg giver Kaptajn Raabye ganske Ret, baade i, at den ser tiltalende ud, og i, at der klæber en Del Fejl ved den, kun synes jeg altsaa, at hvis den kan bringes til at skyde 2000 m, er der ikke noget at indvende mod Skudvidden. De Minekastere, jeg saa, havde ganske vist været brugt noget under Krigen, men skulde ikke være værre, end hvis de havde været anvendt til Uddannelse af nogle Rekruthold. Det var derfor ganske tydeligt, at man maa vælge Materialet til saadanne Vaaben med den aller største Omhu, thi paa Grund af, at alle Bestræbelser gaar ud paa at gøre alt saa let som muligt, synes Materiellet at lide ganske paafaldende under Brugen.
I Finland var det ved 1’ Divisions Minekasterkompagni forbudt Betjeningsmandskabet at være ved Minekasteren under [Affyringen, da Sprængning tæt foran Mundingen ret ofte fandt Sted, og Hurtigskydningen var ganske forbudt. Denne blev ellers iværksat ved, at Slagstiften blev sat fast i sin forreste Stilling, saaledes at Affyringen skete i det Øjeblik, Projektilet ved sin egen Vægt faldt ned paa Bunden af Udskydningsrøret. Det havde nemlig vist sig, at hele Minekasteren anstrængtes ganske betydeligt ved denne Fremgangsmaade, saaledes kunde Rekylfjedrene ikke altid — trods det, de stadig blev efterspændt — optage Stødet ved Affyringen, før Røret var slaaet i Bund, og skete det, var en Sprængning i Løbet næsten altid Følgen. Træffesikkerheden var ikke imponerende, Skydning med paasat Svans og Hjul jjvar daarlig, da hele Opstillingen var temmelig vaklende, og ved Fladbaneskydning virkede Nedslagsmekanismen kun, hvis Nedslaget fandt Sted i en lodret eller skraa Flade, gik det i Jorden, hoppede Projektilet videre uden at eksplodere. Nægtes kan det imidlertid ikke, at man fik det Indtryk, at den lette tyske Minekaster, fremstillet paa omhyggelige Fredsværksteder, af Fredsmaterialer og naturligvis med nogle Forbedringer, dog har mange Betingelser for at kunne blive et godt Ledsagevaaben. I denne Forbindelse skal nævnes, at Projektilerne til den lette tyske Minekaster ved Natskydning altid forsynes med en sort Hætte over Brandrøret. Lyset fra dettes brændende Sats skal nemlig kunne bevirke, at man, paa de korte Afstande det drejer sig om, kan røbe Minekasterens Standplads, da Kuglebanen viser sig som en lysende Bue.
Som de Fordringer, man maa stille til et Ledsagevaaben, skal jeg anføre:
1) Projektil af Virkning som Feltkanonens.
2) Evne til baade Flad- og Krumbaneskydning.
3) Skudvidder 0 2000 og 200-2000.
4) Saa stor Skudsikkerhed, at Maalet efter Indskydning kan holdes indenfor Sprængvirkningsomraadet af hvert Skud.
5) Flammeskjuler paa Brandrørene.
6) 6— 8 Skud i Minuttet.
7) Transportsikring baade paa Brandrør og Affyringsfænghætten.
8) Hele Pjecen maa være lav, kunne skyde baade paa og udenfor Transportanordningen og kunne trækkes gennem alt Terrain af 2 4 Mand.
9) De simplest mulige Skyderegier og Retningsmidler og -metoder.
Der vil næppe være Grund til at ønske en større Skudhastighed, dels under Hensyn til den forholdsvis ringe Ammunitionsforsyning og dels under Hensyn til den nøjagtige Skydning. Derimod maa Transportsikringerne være gode. da det ikke bliver den blideste Medfart, der bliver Ammunitionen til Del, naar den skal med frem gennem Terrainet. Føringsmidlerne til Ammunitionen skulde helst være lette og bliver derfor mindre stærke.
Skønt det ikke direkte vedrører Sagen, vil jeg dog tilføje, at Ledsagevaabnene nødig skulde samles i Minekaster- eller andre Kompagnier eller Afdelinger, selv om det var ønskeligt af Uddannelseshensyn. Sker dette, bliver Ledsagevaabnet et nyt Led mellem Fodfolk og A rtilleri og ikke det, det skal være, nemlig en Del af Fodfolket, som hver Bataillon har hos sig, hvis Brug den selv indøver, og som hver Mand i Bataillonen er vant til at have med under alle Forhold, paa Marcher, i Kantonnement, til Fægtningsskydning o. s. v., og derfor ser hen til med Tiltro under Kamp.
