Med udgangspunkt i Det krigsvidenskabelige Selskabs forestående jubilæum refererer oberstløjtnant Helge K lint fra jubilæumsskriftet ved 50-års jubilæet en artikel af generalløjtnant A. P. Tuxen om dansk krigshistorieskrivning. Oberstløjtnanten konstaterer, at generalløjtnant Tuxens kritiske betragtninger for et halvt århundrede siden har samme gyldighed idag.
Generalløjtnant A. P. Tuxen, der havde taget sin afsked i 1918, holdt ved Det nordiske Histor ikermø de i Oslo 1920 et foredrag med titlen: Dansk krigshistorieskrivning i de sidste 100 år. Året efter gengaves foredraget i Det krigsvidenskabelige Selskabs særhefte i anledning af selskabets 50-års jubilæum. A. P. Tuxen var i 1901 som oberstløjtnant blevet leder af Generalstabens krigshistoriske Arbejder, hvortil han havde været knyttet siden 1891, og beklædte denne post til sin død i 1929 uanset sin ret omflakkende tilværende i perioden 1906-17, da han avancerede fra oberst til generalløjtnant og fungerende overgeneral. Tuxens hovedværk er »Bidrag til den store nordiske Krigs Historie«, hvis 1. bind udkom i 1899 og de to sidste (9. og 10.) efter hans død, i 1932 og 34, udgivet af kaptajn K. C. Rockstroh. Tuxen var som historiker højt anset både her i landet, hvor han blev valgt til medlem af Selskabet for Fædrelandets Historie og Sprog, og i udlandet; i 1918 gjorde Universitetet i Lund ham til æresdoktor. I behandlingen af det foran nævnte emne tog Tuxen sit udgangspunkt i en udtalelse fra en faghistoriker, der i en anmeldelse af et krigshistorisk værk havde anført, at »den danske Hær kan ikke rose sig af at have haft mange Historieskrivere« - hvortil Tuxen bemærkede, at »vore Litteraturhistorikere har ganske vist ikke ofret mange Ord paa dansk Krigshistorie og dens Dyrkere, og dog besidder Danmark en meget omfangsrig krigshistorisk Litteratur«. Herefter gav Tuxen en levende, vurderende og stadig læseværdig oversigt over sit emne, som han sluttede med ordene: »Vi danske Krigshistorikere i Nutid og Fortid er og har været Autodidakter, men det er aldeles ikke det samme som Dilettanter . .. man må indrømme, at vi har slæbt meget brugbart Materiale sammen til den historiske Videnskabs Tempel, ja endog paa egen Haand opført en og anden større og mindre Bygning, som slet ikke er saa helt daarlig endda«. - Disse ord, som i høj grad havde gyldighed for Tuxen selv og hans hjælper, Rockstroh, lader sig ikke gentage i dag med tilsvarende vægt som i 1920. Årsagerne hertil er flere, og det vil føre alt for vidt ved denne lejlighed at komme nærmere ind på de faktorer, som navnlig siden oberstløjtnant Jens Johansens tid som leder af de krigshistoriske arbejder har medført en umiskendelig sænkning af dansk militærhistorieskrivnings standard. Der er vel i øvrigt snarere tale om en slags underbinding af dansk officiel militærhistorisk forskning og skribentvirksomhed. I hvert fald er denne virksomhed i løbet af de sidste 25 år grundigt agterudsejlet i forhold til udviklingen på området i de andre nordiske lande. På denne baggrund kan det her på tærskelen til Det krigsvidenskabelige Selskabs 100-års jubilæum måske være på sin plads at minde om nogle synspunkter, som A. P. Tuxen gjorde gældende for 50 år siden - synspunkter der alle drejede sig om savnede eller utilfredsstillende fremstillinger af vigtigere krigshistoriske såvel som alment militærhistoriske emner. En række militærhistorikere i forrige århundrede interesserede sig for at udarbejde en almindelig dansk krigshistorie; kun O. Vaupell fik med sin »Den danske Hærs Historie til Nutiden og den norske Hærs Historie indtil 1814« (1872-76) gjort forsøget. Tuxen betegner værket som meget overfladisk og fuldt af fejl, unøjagtigheder og misforståelser og må fastslå, at det ikke blev det kildeskrift, man trængte til. Siden har Arne Stevns med sin »Vor Hær i Krig og Fred« (1942-43) søgt at løse den store og svære opgave, men havde næppe fået bedre »karakter« af Tuxen end Vaupell. Opgaven er altså stadig, som Tuxen sagde i 1920 : Til dato uløst. Om N. P. Jensens »Den skaanske Krig 1675-79« sagde Tuxen, at forfatteren stod fremmed over for tidens tankegang og ikke forstod at udnytte de foreliggende arkivalier rigtigt. »Den skaanske Krig har endnu ikke fundet sin Historiker«, sagde Tuxen, og det er ord, der gælder endnu den dag i dag. Tuxen beklagede, at St. Germains periode var så lidt kendt i enkelt heder, og anførte, at »Det krigsvidenskabelige Selskab har haft en Følelse af Opgavens Betydning og har Gang efter Gang som Prisopgave udskrevet en Redegørelse for St. Germains Betydning for den danske Hær - men ved kun at indrømme 1 Aar til Besvarelsen har det rigtignok vist, at det manglede Blik for Opgavens Omfang og Betydning« - og gør det altså stadig væk. I forbindelse med en omtale af »Meddelelser fra Krigsarkiverne«, der udsendtes i årene 1883-1909, beklagede Tuxen, at denne rige aktstykkesamling og dens kortfattede redegørelser ikke var blevet udnyttet som grundlag for en større samlet fremstilling af Danmark-Norges krigshistorie i perioden 1800-1815, en beklagelse, som de forløbne 50 år ikke har rådet bod på. Tuxen pegede også på, at centraladministrationens udvikling i 17., 18. og 19. århundrede aldrig er blevet grundigt udforsket og behandlet; hertil føjer han en beklagelse af, at det samme gælder alt, hvad der angår organisation og administration. Ikke engang Generalstabens egen historie er blevet ordentligt behandlet; Tuxen nævner det »komplet mislykkede Forsøg, der paabegyndtes 1866 og hurtigt maatte opgives«, og har ingen ros til det lille hefte, som blev udgivet af Det krigsvidenskabelige Selskab i anledning af stabens 100-års jubilæum i 1908. At det danske artilleris historie aldrig er blevet skrevet, beklagede Tuxen allerede i 1920. I sine afsluttende bemærkninger kommer Tuxen ind på et problem, som ikke siden da har mistet sin aktualitet - tværtimod. Han fortsætter den indledningsvis omtalte faghistorikers udtalelse med ordene: »Nogen metodisk skolet Historiker af Fag har den danske Krigshistorie hidtil ikke knyttet til sig« - Og hertil har Tuxen kommentaren: »Ja, sandt nok! men det er d’Hrr. Faghistorikeres egen Skyld; i vore Nabolande tæller Krigshistorien fremragende civile Dyrkere; men de har ogsaa sat sig ind i Strategi, Taktik og de øvrige militære Fag i det Omfang, der behøves for at »forstaa et Søkort«.« - Tuxen lagde således ensidigt denne alvorlige mangel i Danmark på de civile historikere, hvilket måske dengang var berettiget. Men det er det ikke i dag, for nu har de ansvarlige myndigheder i Finland, Norge og Sverige forlængst vist, hvorledes den sag skal og må ordnes, hvis ikke den officielle militærhistoriske virksomhed skal gå helt i spåneme. Generalløjtnant A. P. Tuxens ord i Det krigsvidenskabelige Selskabs særhefte i anledning af 50-års jubilæet har, som det nu er vist, stadig bud til de myndigheder, på hvis skuldre ansvaret for den officielle militærhistoriske virksomhed hviler. Mon ikke general Tuxen ville have korset sig, hvis han var blevet stillet over for den kendsgerning, at Hærstaben ikke forlængst har truffet foranstaltninger til en bred indhentelse af materiale vedr. befalingsmændenes vilkår og indsats i besættelsestiden? - Uden al tvivl ville han det - måske havde han endda ymtet noget i retning af »historisk sabotage«.
Helge Klint
