Af Kaptajn S. V. L . Ortved.
II.
Det er af afgørende Betydning for Hærens Brugbarhed, at Uddannelsen ikke sættes ned under et vist M inimum. Alt i denne Verden er jo relativt, ogsaa den Fasthed i Hærbygningen, som er nødvendig. Det, der skal naas, og som der ikke tør slaas af paa, er, at Hæren formaar at holde sammen overfor Landets Fjender, og hvor langt man kan bringe Uddannelsen ned, afhænger derfor af Rigets sandsynlige Modstandere. Forhaandsbevidsthed om egen Underlegenhed trykker Troppernes Kampværdi og Kampevne, og en Hær skal kunne kæmpe. Ønsker man ikke at kæmpe, behøver man ingen Hær, og giver man ikke sine Tropper den efter Forholdene nødvendige Fasthed ved en tilstrækkelig Uddannelse, gør man efter mit Skøn bedre i ikke at holde Hær. At føre mangelfuldt uddannede Tropper frem mod en dygtig Modstander er unyttigt Manddrab. De kæmper ikke, de bliver slagtede eller flygter. At holde et ubrugeligt Værn er derfor et af de dyreste og taabeligste Fejlgreb, et Folk kan gøre sig skyldig i.
Er det nu ikke for haardt sagt? Kan man ikke meget godt slaa yderligere af paa Uddannelsestiden, man ser dog, at man bereder sig derpaa i de krigsførende Lande, som har den store Krigserfaring? Se f. Eks. Frankrig, dér er man ved at sætte Uddannelsestiden ned til 1 Aar, ja der er fra yderliggaaende socialdemokratisk Side endog indbragt et Lovforslag med en Uddannelsestid paa kun 8 Maaneder, og det uagtet Frankrig dog har Tysklands 12-aarige Hvervehær paa 100,000 Mand som sikker Modstander i Fremtiden, hvis det atter kommer til Krig. Men hvor tilfredse er sagkyndig Kredse i Frankrig med disse Forslag? Med det 8-Maaneders Forslag er der langt fra Tilfredshed. Revue militaire général indholder i hvert Fald en Kritik deraf, forfattet af Jean de Thonaque, som er alt andet end rosende. Hemmeligheden ved disse Lovforslag er vel, at Frankrigs økonomiske Situation tvinger til Nedgang i Tjenestetiden. Tidsaanden kræver denne Nedgang. En Del Mennesker lader sig vel ogsaa vildlede af den forholdsvis korte Uddannelsestid, som man gav Rekrutterne under Krigen, og glemmer, at disse løsere uddannede Folk blev sat ind i Afdelinger med en Stamme af prøvede Soldater, og at Tidens Alvor var en mægtig Forbundsfælle for dem, der skulde lære Soldaterne det nødvendige. Kort sagt, det er langt fra sikkert, at Eksemplet er saa godt, som det ved første Øjekast kunde synes. Men rent bortset herfra er der forskellige Ejendommeligheder ved de franske Hærlovsforslag, som ikke bør overses. Til disse er f. Eks. knyttet Forslag om at gennemføre en obligatorisk Uddannelse af Ungdommen, under hvilken man søger at bibringe denne saadanne almindelige Færdigheder, som alle Soldater har Brug for, samt at vække, opelske og udvikle de unge Mænds Fædrelandskærlighed og Pligtfølelse. Endvidere er det Aleningen, at alle Vaaben skal have lige lang Uddannelsestid. Fodfolket bliver altsaa ikke stillet ringere end de øvrige Vaaben. Efter det 1-aarige Forslag er det Meningen, at 150,000 Mand skal kapitulere for en Aarrække, saa Frankrig altid vil raade over en fuldt anvendelig Styrke, der kan give Folkehæren med den kortere Tjeneste Tid til at organisere sig og vinde den fornødne Fasthed. Endelig er 1 Aars første Uddannelse for Fodfolkets vedkommende ca. 5 Gange længere end for det norske og det schweiziske Fodfolk og dobbelt saa lang som for det svenske og danske Fodfolk. Den franske Indskrænkning af Uddannelsestiden er derfor ikke noget brugeligt Argument for disse Lande.
Det er selvfølgelig ikke min Mening, at man for at bevare Uddannelsestid skal slaa af paa nødvendig Udrustning. Jeg forstaar meget vel, at vi maa have de bedste Vaaben; men jeg mener blot, at det er af lige saa stor Betydning, at vi lærer at bruge disse Vaaben rationelt, for at vi kan have Udsigt til at hævde os. Der er forøvrigt ingen Fare for, at Bevæbningsspørgsmaalet skal blive glemt. Det ligger enhver Soldat i Blodet at søge efter det bedste Vaaben, for at han kan kæmpe med mindst Risiko for sig selv og med størst Udsigt til Sejr. Hele det Spørgsmaal holder sig af sig selv aktuelt. Det er Sagens konstante Side, Menneskets Betydning som den egentlige Kampfaktor, man er tilbøjelig til at skubbe til Side i de Samfund, som i længere Tid ikke har kæmpet, og det er den Side, jeg vil bringe i Erindring; thi med den staar eller falder hele Bygningen, selv om den iøvrigt er godt konstrueret. Manden er ikke en Maskine, som under alle Forhold udfører sit Arbejde nøjagtigt, det glemmes for ofte. Manden i Almindelighed føler Frygt under Kampen, og denne Frygt lammer ofte hans Handle- og Tænkeevne. Modarbejdes den ikke, ender den med at tage Magten fra ham, og man kan kun hjælpe ham til at beherske sin Frygt ved fast Organisation, god Uddannelse og Disciplin. Ardant du Picq siger om Disciplinen: „La discipline ne se commande, ne se crée pas du jour au lendemain; c’est affaire d’institution, de tradition. Le but de la discipline est de faire combattre souvent les gens malgré eux. L ’homme a horreur de la mort et la masse toujours recule å la vue du fantome. La discipline a pour but de faire violence à cette horreur par une horreur plus grande, celle du châtiment ou de la honte.“ Man maa sørge for, at Uddannelsestiden bliver lang nok til, at denne saa nødvendige Disciplin kan skabes.
III.
En brugelig Hær kan kun skabes, naar enhver i Hæren ved, at Folket venter af den, at den vil kæmpe af yderste Evne for at forsvare sit Land eller den Sag, Folket ønsker forsvaret. Tages dette Grundlag bort, mister Hæren og Disciplinen sin faste Grund. Det er hændet mig, at en gammel og anset Officer nogle Aar før Verdenskrigen sagde til mig: „De er da ikke naiv nok til at tro, at vi nogensinde faar K rig“, og han tilføjede: „der er ingen, som tør tage Ansvaret derfor“. En saadan Udtalelse svækker, hvis den vinder Udbredelse og Tiltro; thi er det ikke Meningen, at Hæren skal kæmpe, hvortil da alle Anstrengelser for at dygtiggøre sig selv og uddanne andre med Krigen for Øje. Man hører jo sige, at vi ikke har Hæren for afføre Krig, men for at undgaa Krig. Nuvel, men Hæren byder nu engang ingen Garanti mod Krigen, undtagen hvis den er en Kampfaktor, som eventuelle Modstandere anerkender, og den bliver ikke en saadan Kampfaktor, hvis dens Arbejde ikke helt og holdent rettes mod at kunne kæmpe og at kunne kæmpe af yderste Evne. Et Folks Tillid til egen Kampevne kan være undergivet Svingninger. Vi kender det jo kun altfor vel fra os selv. Men selv om denne Tillid er betydelig, selv om man tror, at Soldaten har „Dannevirke“ i Brystet, som gamle C. Berg sagde, at den danske Soldat har, maa man ikke glemme Ardant du Picqs Ord, men huske, at det Dannevirke, som man forlanger, at Soldaten skal have i Brystet, skal bygges op først; den store Masse er ikke født med det. Manden kan kun taale et vist Kvantum Rædsel, for- , inden han bukker under for Frygten, og under en moderne Kamp maa Manden nu døje det samme Kvantum Rædsel paa Minutter, som han før var Timer om at møde. Navnlig de første Kampe ved en Krigs Begyndelse gør et overvældende Indtryk paa Deltagerne, Senere sløves Følelserne og dermed ogsaa Følelsen for Faren. Manden trættes i sin uafbrudte svære indre Kamp mellem Frygten og Pligten, han bliver krigsvant og Fatalist. Men forinden man naar saa vidt, kan det uoprettelige være sket, hvis Tropperne ikke er vel disciplinerede under Fredsuddannelsen.
Selv de bedst disciplinerede Afdelinger kan dog lide af Svaghedsanfald; men de faar dem sjældnere og overvinder dem lettere end løst uddannede Tropper. General Ludendorff fortæller i sine Erindringer om Angrebet paa Liège, hvorledes 14’ Infanteribrigade under sin Fremrykning Natten mellem den 5’ og 6’ August 1914 en Tid lang standsede uden nogen som helst rimelig Grund, hvorledes Forbindelsen fremad gik tabt, da Bevægelsen atter kom i Gang, og hvorledes Mandskab af Brigadens Afdelinger først lidt efter lidt kom frem, da Kolonnen blev beskudt af et belgisk Batteri. Generalen skriver:
Jeg samlede de lidt efter lidt kommende Folk af Jægerbataillon 4 og Infanteriregiment 27 og besluttede at tage Kommandoen over Brigaden. Først gjaldt det om at faa det Skyts ud af Spillet, der beskød Vejen. Kaptajnerne v. Harbou og Brinckmann af Generalstaben sneg sig med nogle faa tapre Folk gennem Hegnene og Gaardene paa begge Sider af Vejen frem mod Batteriet. Den stærke Besætning overgav sig, og Vejen fremad var fri.“ General L. taler ikke om, at han fik Afdelinger eller Underafdelinger til Raadighed. Han taler kun om, at der kom Folk frem, og det er næppe tilfældigt. Tropperne, som endnu ikke havde lidt nævneværdige Tab, nølede aabenbart stærkt overfor Faren. Man ansaa hele Foretagendet for halsløs Gerning.
Tyskernes stramme Disciplin sejrede. Først kom de virkelig uforfærdede frem, og da de var kommet frem — nogle faa tapre Folk — , svigtede Belgiernes svagere Disciplin. Batteriet overgav sig. Brigaden fik derved Luft og overvandt den første Krise, og da. den først var brudt igennem Fortlinien, svigtede paany den svagere belgiske Disciplin, idet stærke belgiske Styrker hovedkulds gik tilbage af Frygt for at blive omgaaede i Stedet for at angribe og slaa den fuldstændig isolerede tyske Brigade, hvis Stemning var alt andet end tillidsfuld. Fra fransk Side*) fortælles ogsaa, hvorledes de franske Afdelinger under Kampene i Ardennerne den 21’— 25’ August 1914 i Stedet for at overraske Tyskerne selv blev overraskede, og at Førere og Tropper, pludselig stillede overfor en uventet Situation, i forskellige Tilfælde blev bragt ud af Ligevægt og ikke „holdt“ tilstrækkelig.
Efterhaanden blev Tropperne imidlertid krigsvante og gennemgaaende i Stand til at udholde Krigens Rædsler paa en Maade, som man ikke havde drømt om i vor civiliserede Tid. Særlig fandt de bedst uddannede Tropper, de franske og de tyske, sig forbavsende godt og hurtigt tilrette i den moderne Kamps frygtelige Hvirvelstorm. De løsere uddannede Tropper havde langt vanskeligere ved at modstaa og vænne sig til den moderne Kamps Indtryk. Englænderne skal i saa Henseende have gjort ret bitre Erfaringer med deres først formerede og løst uddannede Frivillighær, og det uagtet de engelske frivillige var et fortræffeligt Soldatermateriale. Nationens medfødte mandige Egenskaber, Uforfærdethed og sejg Udholdenhed, var imidlertid ikke tilstrækkelige til at bære Afdelingerne gennem den moderne Kamps Skærsild, og den mangelfulde Uddannelse maatte ved Fronten til Tider erstattes med ret drakoniske Midler. Da man var blevet belært om Disciplinens og den solide Uddannelses Nødvendighed, lod man efter 4 Maaneders Rekruttid Mandskabet faa en grundig Efteruddannelse bag Fronten og under Drønet af de kæmpendes Kanoner, som altid er en inciterende Faktor for Uddannelsen, og derefter bibragtes der lidt efter lidt Mandskabet Krigserfaring ved, at det blev sat ind paa rolige Afsnit af Fronten. Paa denne Maade fik de engelske Tropper efterhaanden en bedre Uddannelse, end det er muligt at give Soldater i Fredstid. v. Freytag Loringhoven har skrevet om Verdenskrigen, at til Trods for Nutidens tekniske Fremskridt har det moralske Element ved denne Lejlighed som altid vist sig at være Krigens afgørende Faktor. Det kæmpende Folks Rigdom, Størrelse, Overflod af materielle Hjælpemidler er ikke nok, det er andre, ethiske, Faktorer, som sikrer og hidfører Sejren. En dybt indpodet Vilje til at lade sig føre, en Orden og en Subordination der skaber Enhed, en Disciplin som gør Enheden anvendelig og selvtillidsfuld selv under Uheld, en Kappelyst af alle de ædle Passioner som staalsætter Sjælen og den faste Vilje til at naa det ønskede Maal. Dette er utvivlsomt rigtigt; men det fremkalder et andet Spørgsmaal. Da Manden kun kan taale et vist Kvantum Rædsel uden at bukke under for sin Frygt, og den moderne Krigs Rædsel er blevet saa ulige større og stærkere koncentreret end tidligere Kriges, hvorledes kan det da være, at de civiliserede evropæiske Folkeslag har formaaet at kæmpe denne gigantiske Kamp til Ende med saa stor Haardnakkethed og har vist en saa forbløffende Modstandskraft overfor Faren?
Dette Fænomen er sikkert kommet som en stor Overraskelse for mange; men Grunden maa søges i, at Tropperne gennemgaaende var stærkt disciplinerede og i, at Hærene følte, at de kæmpede for en Sag, i hvilken de ikke blot havde hele Folket bag sig, men ogsaa Folkets bestemte Vilje til at kæmpe. Det var ikke under Indtryk af en pludselig opblussende Begejstring, som hurtigt slukkes af Kampen, at disse Soldater holdt ud. De kæmpede i den gennem Aaringer oparbejdede Bevidsthed, om at deres egen og deres Folks Lykke afhang af Kampens Udfald. De kæmpede for en Idé, ikke for en flygtig skitseret og tilfældig opagiteret Idé, men for en Idé, der var kommet til dem lidt efter lidt gennem Hjemmene, gennem Skolen, gennem Historien. Saadanne Idéer formes lettest og fæstner sig lettest i civiliserede Samfund, derfor disse Samfunds uanede Modstandsevne, naar Idéen trues.
Kuropatkin tillagde den Upopularitet, som Krigen mod Japan havde i Rusland, en meget stor Del af Skylden for, at de russiske Afdelinger saa ofte viste ringe Modstandskraft i Kampene. Han skriver: „I vore Dage er mere end nogensinde en Hærs moralske Kraft under Indflydelse af den offentlige Mening. Hele Folket maa i Harmoni med Regeringen anstrenge sig for at naa et heldigt Resultat; men de Maal, vi fulgte i det yderste Østen, blev ikke forstaaede hverken af den russiske Soldat eller af den russiske Officer.“ Det sikreste Middel til at ødelægge en Hærs Kampkraft og Moral er derfor at berøve Folket dets naturlige og medfødte Bevidsthed om Pligt til Selvforsvar. Hæren vil da ogsaa komme til at savne Bevidstheden om, at det er dens Pligt at kæmpe. Man kan ikke nedbryde det'ene uden ogsaa at nedbryde det andet. Her gælder ubetinget et enten ...., eller . . . .
