Denne artikel er skrevet af feltpræst Lars Bom Nielsen, der er tilknyttet 3. Jyske Brigade og virkede som feltpræst ved DANBAT 3.
Mine forudsætninger for at bidrage med et indlæg i denne sammenhæng begrænser sig til de erfaringer, jeg gjorde som feltpræst ved DANBAT 3 .1 løbet af det halve års tid fik jeg selvfølgelig mange samtaler med personellet, både officerer, befalingsmænd og menige. Her er det først og fremmest det indtryk, jeg fik af den yngste del af personellet, jeg vil skrive ud fra. Det umiddelbare indtryk er jo geme væsentligt; men her bliver der naturligvis mest tale om en senere, almentmenneskelig refleksion på baggrund af generelle forhold. Ellers kunne indlægget ende med at blive en gold opremsning af særlige tilfælde, og det kan ikke være meningen. Måske kan det, jeg skriver, lyde kritisk i nogles ører. Det er heller ikke meningen. Jeg har det bedste indtryk af de danske soldater, og jeg mener helt sikkert, at de udfører et bemærkelsesværdigt arbejde i det tidligere Jugoslavien. Derom skal der ikke herske tvivl. Men til gengæld ønsker jeg ikke, at flosklen: "Vi har jo verdens bedste soldater" bliver til en sovepude, hvor man slår sig til tåls med tingenes tilstand og bare opgiver at beskæftige sig med den side af FNtjenesten, der handler om personellets holdning og vilkår, fordi "det går jo godt nok". Dette indlæg er kun blevet til, fordi de unge, danske soldater er tilpas åbenmundede og ærlige. Dem kan man heldigvis ikke bare kommandere rundt med, uden at de tænker ved det (siger man på jysk). Jeg ønsker ikke at foregive, at nærværende fremstilling skulle have videnskabelig karakter. Det har den ikke, og jeg har da heller ingen statistiske materialer eller metodiske fremstillinger til at underbygge mine indtryk og konklusioner. På DANBAT 3 havde jeg et udbytterigt samarbejde med sanitetsdehngen. Især sygeplejerne var interesserede i at indgå i en besøgstjeneste på vore observationsposter/kontrolposter. Vi tog selvfølgelig ud hver for sig for at besøge så mange grupper som muligt. Det var af afgørende betydning, at besøgene ikke fik overfladisk karakter, så vi opholdt os gerne en dag eller op til to døgn hos sanmie gruppe. Under disse besøg indgik vi så vidt muligt i gruppernes daglige arbejde og rutiner, og således fik vi efterhånden at mærke hvilke vilkår, det menige FN-personel lever på. I øvrigt kom der mange tankevækkende samtaler ud af disse ophold. Når vi senere udvekslede erfaringer, viste det sig, at vore generelle indtryk var påfaldende ensartede. Uden at vi målrettet havde valgt at fokusere på stressfaktorer ved tjenesten på observationsposter/kontrolposter, så hørte vi - og mærkede det også selv - hvilke forhold der med rette kan kaldes stressende eller belastende. Det fører på dette sted over til, hvad jeg selv forstår, ved ordet "stressfaktorer". Det er belastende forhold, som det kræver særlig mental styrke at bære.
Angst som eksistensvilkår
Der fokuseres traditionelt skarpt på den belastrling, som ligger i selve det at opholde sig i en krigszone. Man ved, der går fremmede soldater rundt med skudklare våben. Der kan opstå skudveksling. Man kan selv risikere at korome under beskydning. I den forbindelse nævnes ofte angsten som særhgt belastende for dem, der skal opholde sig i det pågældende område. Men angst er jo ret beset ikke et fænomen, der er særhgt for dem, der opholder sig i en krigszone. Ulykker kan hgesåvel ske herhjemme, på arbejdet, i trafikken, ved sygdom. Derfor mener jeg også, at vi bør forholde os til angsten som et eksistensvilkår, altså noget, der er uløsehgt forbundet med selve menneskelivet, hvad enten man nu tilfældigvis opholder sig et fredeligt eller et ufredeligt sted i verden. Selvfølgelig er der mennesker, for hvem angsten er en svøbe, som det hedder. De behøver hjælp til at leve et nogenlunde almindeligt Uv; men den gruppe mennesker, som formenthg er forholdsvis hlle, søger nok ikke FN-tjeneste. For det almindeligt raske menneske vil jeg snarere sige, at angstfølelsen er et mentalt sundhedstegn. For et almindehgt velfungerende menneske gælder det derfor ikke om partout at undgå angsten, og når angsten kommer, da heller ikke med vold og magt at underkaste den pågældende særlig behandling. Ethvert menneske - civilt som militært - må lære at leve med angsten ved at se i øjnene, at det er farligt at være menneske. Det kan være forbundet med livsfare, og det er menneskehvet jo for os alle sammen, når alt kommer til alt. Endnu er intet almindeUgt menneske sluppet igennem tilværelsen med livet i behold. Angst forbindes idiomatisk med en svøbe. Det lyder umiddelbart negativt; men angstens svøbe kan måske også somme tider virke regulerende på et menneskes adfærd i positiv retning. Det er en vovet påstand, men måske er det først, når et menneske lærer sig at leve med angsten, at han eller hun bhver i stand til at optræde adækvat i en given situation. For soldatens vedkommende ville det betyde, at det netop er angsten, der i en presset situation får ham til at handle beslutsomt uden at lade sig styre af hverken dumdristighed eller panik. Desværre er vi moderne mennesker nok tilbøjelige til at overse eller helt at glemme angstens eksistentielle karakter. Den direkte årsag kan der kun gisnes om; men det er nærliggende at pege på efterkrigstidens høje levestandard og den offentlige sektors omsorg for alle. Det er selvfølgelig godt med den almindelige velfærd, men det behagelige og nemme liv kan let føre til, at det almindelige menneskelivs nøgne vilkår fortrænges, og der til gengæld opstår en eskapistisk forventning til tilværelsen om, at min person er garanteret fred og ingen fare, og sker der noget, så har vi jo samfundet som sikkerhedsnet. Det er nemlig rigtigt, hvad en socialdemokratisk minister for nyhg udtalte, at samfundet ikke kan gøre mennesker lykkelige; det må den enkelte selv sørge for! I denne forbindelse vil jeg bruge det til at sige, at et menneske først bliver lykkelig i erkendelsen af, hvordan tilværelsen i virkeligheden er. Enhver må for sig selv se de barske realiteter i øjnene. Denne erkendelse bliver først til, når angsten manifesterer sig i direkte modgang, og når de faktiske forhold endelig punkterer illusionen om den problemfrie og harmoniske tilværelse.
Granatchok
Mange FN-soldater - ikke bare de danske - er jo meget unge. Det har selvfølgelig indlysende fordele for det militære system, idet de færreste har særlige forpHgtelser over for familie og arbejde derhjemme. Men det indbærer også den ulempe, at soldaterne i vid udstrækning har et meget ungdommeligt syn på, hvor langt deres egne kræfter, herunder også deres egen modstandskraft, rækker. Generelt har unge mennesker i vore dage vist kun en svag erkendelse af, hvor snævre grænserne for det enkelte menneskes udfoldelse egentlig er. Man forventer for eksempel, at vi med vore våben altid kan sætte vores vilje igennem, og at de krigsførende parter uden videre bøjer sig. Ligeledes er det også de færreste, der forestiller sig, at det virkelig kan gå galt, hvis uheldet er ude. Men nogle få af vore soldater oplevede altså hårdt og brutalt, at den ubekymrede og skråsikre forventning til tilværelsen er løgn. Forhåbentlig bliver der gjort alt, hvad der er menneskeligt muligt, for at hjælpe dem, der er blevet lemlæstet eller skadet på anden vis. Men enkelte andre på DANBAT 3 erfarede sikkert, at den sociale tryghed og sikkerheden, som vi her i Danmark i høj grad tager for givet, pludsehg blev revet væk under fødderne på dem. Nogle prøvede virkehg under beskydning at blive dødsens bange, og da oplever man netop, hvor begrænset menneskelivet egentlig er, når det kommer til stykket. Da det blev alvor, viste det sig, at tærsklen for egen udholdenhed og personlig modstandskraft alligevel ikke var så høj som først antaget. For megen dramatik og for stor aktivitet kan altså føre til, at den alt for positive forventning bliver forvandlet til skuffelse over, at man åbenbart ikke var så stærk og koldblodig, som de er på film. En del havde virkelig den forventning til FN-tjenesten, at situationen i eks-Jugoslavien nok nærmest var ligesom en krigsfilm, og kunne man dog bare være så heldig at komme til at optræde i en helterolle. Filmhelten går jo så gruelig mange belastninger igennem. Men koldblodigt klarer han alligevel de største prøvelser og farer og vinder til sidst både ære og berømmelse. Mest prægnant hørte jeg det udtrykt af en ung mand, der sagde, at det er sgu ikke nogen rigtig krig, det her! På spørgsmålet om, hvad rigtig krig er, svarede han: "Jeg har da set mange krigsfilm fra Vietnam og sådan noget". Disse replikker udtrykker en generel skuffelse, tror jeg, og den opstår i erkendelsen af, at der altså er langt fra filmens drømmeverden til virkehgheden, som den er. Måske har alt det med krig en dragende virkning på mange på grund af spændingen; men det gælder om at fastholde, at krig under alle omstændigheder er en kedelig affære. Læseren kunne måske få det indtryk, at jeg bare prøver at sætte angsten på plads ved at kalde den et eksistentielt vilkår. Det skal retfærdigvis med, at det selvfølgelig altid vil være af afgørende betydning, at soldater, der har været i en angstfyldt situation, så hurtigt som muligt bistås med psykisk førstehjælp. Ligesom det er nødvendigt, at veritable granatchok behandles både kyndigt og målrettet. Men under de herskende forhold i eks-Jugoslavien er det til syvende og sidst en meget beskeden procentdel af soldaterne, der ligefrem udsættes for ubærhge chok.
"Rutinechok"
Fænomenet granatchok tiltrækker sig geme stor opmærksomhed fra tilskuerne. Men jeg finder det måske endda mere relevant at omtale det modsatte af granatchok, hvilket der vist ikke findes noget rigtigt navn for. Med et konstrueret ord kunne det måske kaldes "rutinechok". Den belastning er selvfølgelig vanskeligere at beskrive, men forsøget skal gøres, for jeg mener, det er den belastning, der generelt set er hårdest under FN-tjeneste. En beskrivelse af rutinens trædemølle må nødvendigvis blive mere diffus, for emnet er mindre overskueligt, og så er der jo ikke rigtig nogen ide i at indlægge kunstige spændingsmomenter i tjenesten. Men det kan kun være indlysende, at der selvfølgelig opstår frustration og skuffelse, når den daglige tjeneste under såkaldt skarpe forhold slet ikke kan stå mål med de forventninger, der var opbygget hjemmefra. De fleste unge FN-soldater kommer lige fra værnepligtstiden, hvor der formentlig har været et rimehg højt effektivitets- og aktivitetsniveau i uddannelsen. Der er meget at lære, mange færdigheder at opøve og kun forholdsvis kort tid til rådighed. Dygtige instruktører og en stram og effektiv planlægning af den daglige tjeneste for de værnepligtige, det kan altsammen kun opbygge en forventning om, at man som færdiguddannet soldat synhgt og effektivt skal udrette noget. Nu har man virkelig fornemmelsen af at kunne noget.
Mange måtte så bittert erkende, at FN-tjenesten på ingen måde er en kontinuert fortsættelse af værnepligtstiden. De fleste 18-20 årige er der heldigvis gang i. Der skal ske noget. De vil gerne udrette noget og se resultater. Derfor må der også næsten natumøvendigt indtræffe et antiklimaks, når et ungt menneske pludselig finder sig "fikseret" på en observationspost, hvor opgaven består i at sidde og glo - oftest på ingenting - eller lytte - og der er bare dødstille. I timevis, og efter nogle timers pause med begrænsede udfoldelsesmuhgheder, igen forfra. Denne observationstjeneste kan egentlig bedst sammenlignes med det at stå og vente på et tog på en banegårdsperron- Det er hårdt nok bare en times tid, for den slags ventetid forekommer som rent tidsspilde. Men observationstjenesten varer måske 2, 4 eller 6 timer ad gangen, og så er det hver evige eneste dag i flere måneder. Da den første spænding var begyndt at lægge sig, begyndte der da også efter en måned til halvanden at indtræde en mærkbar stemning af frustration og skuffelse, netop fordi det forekom de fleste at være rent tidsspilde at sidde der. På afstand er det altid let nok at understrege vigtigheden af netop soldaternes arbejde på observationsposten (den er vigtig og selvfølgehg nødvendig, og netop når der er fredeligt og kedeligt, kan enhver jo se, det hjælper med FN's tilstedeværelse - krig er som nævnt noget kedeligt noget!); men set fra den skarpe ende er det selvfølgelig svært at mobilisere tilstrækkeligt overblik og overskud til at bevare tålmodigheden. Det kræver faktisk enorm mental styrke og selvdisciplin, hvis man skal undgå at bhve desperat. Derfor skønner jeg, at "rutinechokket" er det fænomen, der i almindelighed betyder den største mentale belastning for det menige personel. Men det kan af gode grunde ikke være anderledes, og det er vanskeligt at se, hvordan personellet skulle forberedes bedre på at være i en stressende situation af den karakter. Man må virkelig tage hatten af for de mange, som har udholdt dette pres indtil den bitre ende. Der er nok ikke andet at gøre, end at den enkelte soldat enten simpelthen vænner sig til rutinen eller lærer sig selv, hvordan rigtige mænd keder sig kreativt.
Den hårde frugt
Alligevel blev det ikke skuffelsen og fornemmelsen af tidsspilde, der kommer til at tegne det sidste billede af de unge soldaters arbejdsmoral. Et par måneder før hjemtransport skete der en regulær ulyke, da en af soldaterne blev alvorligt såret af et skud. Det var dybt tragisk, og i sig selv var denne meningsløse ulykke uden positive aspekter overhovedet. Men med hensyn til moralen blandt brede dele af det øvrige personel mærkedes der efter nogle uger en større alvor i tjenesten. Måske var det først nu, mange indså, at der altså kunne være fare på færde. Som en fornuftig, ung sergent udtrykte det (og jeg tror, hans udtalelse kunne gælde på manges vegne): "Det var først, da jeg på forsiden af avisen så et billede af NN i kørestol, at det rigtig gik op for mig, at det her kunne være farligt". Det var rammende og ærligt sagt, og det udtrykker hele den bevægelse fra, hvor farerne, ulykkerne (og angsten) først var langt væk - til nu, hvor det alligevel kom meget tæt på. Det var også, som om der i den sidste del af perioden blev en større og indlysende interesse i, at man holdt sig strengt til "de lovligt givne, tjenstlige ordrer". Ikke fordi den sårede soldat havde brudt med det princip - langt fra - men jeg tror, mange blev betænkehge ved, hvad overmod og uforsigtighed så eventueh kunne føre med sig. Som flere sagde: "Nu gælder det bare om at komme hjem i god behold!" Den holdning til tjenesten, hvor det gælder om at gøre sin pligt og i øvrigt passe godt på sig selv, vidner efter min mening om langt større modenhed, når man sammenligner med den holdning til tjenesten, de unge mennesker havde med i bagagen hjemmefra.
Tålmodighed, selvbeherskelse og beslutsomhed
Under alle livets forhold er det afgørende, at man er i stand til at holde sig selv fast på et reahstisk billede af virkeligheden. Under FN-tjeneste lever man samtidig under den mentale belastning, det er gennem flere måneder at opbyde så stor tålmodighed, selvbeherskelse og selvdisciplin som overhovedet muligt. Samtidig er det selvfølgelig også påkrævet at bevare en god portion beslutsomhed til, når det virkehg gælder. Det er ikke for at promovere kristendommen i denne sammenhæng; men det er da pudsigt, at det lige præcis er de traditionelle paulinske dyder som virkelighedstroskab, tålmodighed, selvbeherskelse og beslutsomhed, der også beskriver gode soldatermoral, sådan som jeg ser det. De pauHnske dyder står ikke i særhg høj kurs i vore dage. Det gjorde de såmænd heller ikke på Paulus' tid. Det almindelige menneskeliv er tværtimod præget af alt det modsatte: utilfredshed, eventyrlyst, hang til aktivisme, eskapisme og enten overmod eller panik, begge dele er såmend lige ubrugelige. Hvorfor skulle det være meget anderledes blandt det menige personel, når værnepligtstiden kun vanskeligt lader sig skelne fra et almindeUgt otte-til-fire job? Det er sagtens til at leve med den almindelige, borgerlige livsholdnings unoder herhjemme; men under ophold i en krigszone kan det altså få katastrofale følger, hvis man forventer, det er nok bare at gøre, som man plejer.
Hvad udad tabes...
Det er mit generelle indtryk, at de unge soldater er vokset meget, når de efter få måneders FN-tjeneste vender tilbage til Danmark. Der er nok nogle illusioner, der er bristet. Det var nok en belastende prøve at skulle give køb på sin personlige frihed så længe. Men et skud i tågen siger, at de unge mennesker på seks måneder har opnået en grad af modenhed, som det ville tage en 5-6 år at opnå herhjemme under almindelige levevilkår. Den menneskelige (eksistentielle) gevinst skal ingen selvfølgelig prøve at tage fra dem. Derfor bør man i det hele taget også fokusere positivt på de oplevelser og livserfaringer, de unge mennesker har med hjem i bagagen. Der er nok mange, der har erkendt nogle grænser ved sig selv. Mange himmelstræbende drønmiebilleder er godt og grundigt hevet ned på jorden. Men disse menneskelige erfaringer kan jeg kun se som en gevinst i forhold til det, der er mistet. I løbet af FN-tjenesten vokser de unge soldater så meget og voldsomt i det indre univers, at det jo godt kan være, det tager en rum tid efter hjemkomsten, inden krop og bevidsthed igen passer sanmien i størrelse. Men for langt de flestes vedkommende er jeg overbevist om, at det sker af sig selv i løbet af nogle måneder - hvis der bare bh ver tid og mulighed for, at hver enkelt kan sætte sine vundne erfaringer og oplevelser på plads i den mere modne livsholdning, det er blevet til. Man bhyer nok aldrig den samme igen; men i de fleste tilfælde gør det nu heller ikke så meget.
