Forsvaret imod Angreb fra Luften er for alle V aabenarter blevet saa aktuel, a t et vist Kendskab til Forsvarsm idlernes A rt og Virkemaade er blevet nødvendig for enhver Fører. I denne og et P a r efterfølgende A rtikler h ar jeg søgt at behandle de Forhold, som L uftvæ rnsartillerister bør have Kendskab til for at kunne beherske Skydning mod Luftm aal paa rationel Maade. Dette forudsæ tter bl. a. et vist Kendskab til Luftvæ rnsartilleristens Maal, Flyvemaskinerne, til deres Angrebsmetoder og deres Saarbarhed. Disse F orhold er behandlet i nærværende indledende Artikel, der dog ikke er udtømmende, men kun indeholder, hvad der skønnes nødvendigt eller ønskeligt for en L uftvæ m sartillerist at have Kendskab til. U nder Omtalen af L uftvæ rnsartilleriets Skyts og Hjælpeorganer i en følgende Artikel er disses tekniske Indretning ikke g jo rt til Genstand for indgaaende Omtale, idet Studiet heraf ikke skønnes a t høre hjemme i en Tidsskriftsartikel. Der er her kun angivet, hvorledes de enkelte Organer virker, hvilken Nøjagtighed man kan vente a f dem, og hvilke Forhold der øver Indflydelse fferpaa. E t A fsnit omhandler Organisation og Indretning af et L uftforsvar, herunder Anvendelse a f Spærreballoner og Jagere. Det er min Opfattelse, a t Kendskabet til de heromhandlede Forhold hidtil ikke har været behandlet i tilstrækkeligt Omfang paa de militære Læreanstalter, hvorfor det under de herskende Forhold maaske kan være nyttigt at søge dette Kendskab suppleret igennem „M ilitært Tidsskrift". For første og sidste Afsnits Vedkommende skylder jeg Tak til Chefen for Flyveskolen, K aptajn T. A. Poulsen, og for 2’ A fsnits Vedkommende til Feltingeniør Owner Petersen, der begge har været mig behjælpelig med nyttige Vink og supplerende Bemærkninger.
I. Luftvaabnet.
A. Luftfartøjerne, deres Anvendelse og Egenskaber.
Flyvemaskiner blev første Gang anvendt i m ilitært Øjemed under Krigen 1914—18, og de naaede allerede under denne K rig en ret betydelig Udvikling. Saaledes bestod de Allieredes Flyvevaaben ved Vaabenstilstandens Indtræden i 1918 a f mere end 3000 Luftfartøjer.
Flyvevaabnets Betydning havde været saa iøjnefaldende, at man var klar over, at dette Vaaben i en kommende K rig vilde komme til at spille en overmaade stor Rolle. I Perioden 1918—39 udformedes der derfor forskellige Teorier for Flyvevaabnets Anvendelse. Nogle, bl. a. den italienske General Douhet og den engelske General Fuller, gik saa vidt, at de mente, at Flyvevaabnet skulde være det eneste offensive Vaaben i Frem tidens Hær, idet det alene kunde ramme dybt inde i Fjendens Hjemland og herved lamme hans M odstandskraft. Andre mente, a t Flyvevaabnet kun vilde faa sekundær Betydning, og R esultatet var, a t Udviklingen i de enkelte Lande kom til a t foregaa efter vidt lorskellige Principper. Det Land, som — uden slavisk at følge General Douhets Teorier — mest havde Blikket aabent for Flyvevaabnets Betydning, var Tyskland, der ved Begyndelsen af Krigen 1939 stod med en Luftflaade, som var alle andre Staters langt overlegen, og havde oparbejdet en Flyvemaskineindustri, der efter tilforladelige Kilder skulde kunne præstere ca. 1500 Flyvemaskiner pr. Maaned. Selv om det ikke udelukkende kan tilskrives Tyskernes Overlegenhed i Luften, er der dog ingen Tvivl om, a t denne Overlegenhed var en stæ rkt medvirkende A arsag til de store tyske Sejre i 1939—40, og Resultatet er, at der under denne K rig er foregaaet en enorm Udvikling a f Luftvaabnet, der nu i Hovedsagen i de store M ilitæ rstater har fulgt parallele Linjer. Følgende Typer a f Flyvem askiner benyttes (inddelt efter deres Anvendelse) :
1) Ensxdede Jagermaskiner, der h ar Vægte paa 2—3 Tons, største Hastighed paa indtil ca. 650 km /Tim . og Tophøjde indtil 10 km. De m edfører ingen Bombelast. Bevæbningen er M askingeværer eller 20— 25 mm Automatkanon.
2) Rekognosceringsmaskiner, der for Fjernopklaringsfartøjernes Vedkommende er store Maskiner, for N æropklaringsfartøjernes Vedkommende M askiner med Vægte omkring 3—3% Tons. Største H astighed ligger som Regel omkr. 300—400 km /Tim . De medfører ingen eller kun ringe Bombelast. Bevæbningen er M askingeværer og 20— 25 mm Automatkanoner.
3) Kampmaskiner, der er L uftfartøjer, som er bestemt til enten med deres Skyts eller med Styrtbom ber at gribe ind i Kampen paa Jo rden, H ertil kan anvendes tosædede Jagere, Rekognosceringsmaskiner i Fægtningsopklaring og Styrtbombemaskiner. Disse L uftfartøjer h ar Vægte paa ca. 3—6 Tons. Største Hastighed er paa 400—500 km / Tim., Tophøjde ca. 4—8 km. Bevæbningen er M askingeværer og lette autom atiske Kanoner. De medfører en Bombelast paa ca. % —1 Ton.
4) Bombefartøjer, der kan deles i : a) lettere Bombe fartøj er, med en Fuldvægt paa ca. 4—6 V2 Tons, største Hastighed 400—500 km /Tim ., Tophøjde ca. 8 km. Bevæbningen er M askingeværer og lette autom atiske Kanoner. De medfører en Bombelast paa 1—2 Tons.
b) tunge Bombe fartø j er, der har Fuldvægte paa 7—over 20 Tons, største Hastighed paa 400—550 km/Tim ., Tophøjde 7— 11 km. Bevæbningen er M askingeværer og Kanoner a f indtil ca. 75 mm Kaliber. Bombelasten er ca. 2—3 Tons, men kan ved visse Typer være betydelig større.
5) Troppetransportfartøjer, der er store M askiner med en Hastighed paa 300— 400 km/Tim ., Tophøjde under 4 km. Bevæbningen er Maskingeværer og lette autom atiske Kanoner. De m edfører ingen Bombelast. Transportevnen 20—30 Mand, men ved visse F artøjstyper endnu mere.
Aktionsradius er for ensædede Jageres Vedkommende omkring 2 Timers Flyvetid, for lettere Bombemaskiner almindeligvis ca. 600—700 km og for tunge Bombemaskiner ca. 1100—1200 km. Der findes dog nu Bombemaskiner, bygget til specielle Form aal, som har en Aktionsradius paa over 2000 km, og Rekognosceringsmaskiner, hvis Aktionsradius er endnu større. Angrebsvaaben. Til Angreb imod Maal paa Jorden benyttes først og frem m est Flyverbomben. Men det sker ogsaa, at Jordm aal beskydes af lavt gaaende Flyvere. Det er da almindeligvis Maskingeværet, som benyttes, idet dettes store Skudsastighed (ofte op til 1000 Skud pr. Minut) kan gøre selv en meget kortvarig Beskydning effektiv. Kanonerne anvendes hovedsagelig imod L uftfartøjer, men benyttes dog undertiden med Fordel mod Kampvogne og andre Maal paa Jorden. Flyvemaskinernes Opgaver er saa mangeartede, at en udtømmende Behandling vilde føre for vidt. H er skal kun i store Træk skitseres de vigtigste Opgaver, Flyvevaabnet skal løse, og hvorledes Frem gangsm aaden herved norm alt maa forudsættes a t være, idet dette indvirker paa L uftvæ rnsartilleriets Dispositioner for Forsvaret. O pklaringsflyvning udføres a f Rekognosceringsmaskiner. Ved F jernopklaringen optræder disse enkeltvis og som Regel i meget store Højder. Opklaringen løses næsten altid ved Fotografering og føres dybt ind i Fjendens Land imod livsvigtige Maal, saasom militære Anlæg, Industricentre, Havne, Jernbaneanlæg, Broer m. v. Denne Rekognoscering er ofte Forløber for større Bombeangreb. Ved Næropklaring rekognosceres Rummet umiddelbart foran egne Styrker indtil en Dybde af 50—100 km. Den h ar til Form aal at skaffe saadanne Oplysninger om Fjenden, som kan have Indflydelse paa den taktiske Situation. Opgaverne løses ofte ved Anvendelse a f flere L uftfartøjer, der optræder som Patruiller, idet de gensidig støtter hinanden, eller enkeltvis under Dækning af Jagere. Opgaverne løses som Regel fra m oderat Højde. Ved Fægtningsopklaringen, der foretages umiddelbart før eller under Kampen i selve Kampomraadet, foretages Flyvningen som Regel af enkelte Maskiner, der fra meget lav Højde undersøger Kampomraadet. Disse Flyvninger vil ofte være kombineret med Opgaver paa Jorden. En særlig F o m for Fægtningsopklaring er Artilleriflyvningen til Stedfæstelse a f Maal inden for Skudomraadet og eventuelt til Observation og Regulering af A rtilleriets Ild. Den udføres af enkelte F artø jer fra moderate Højder inde bag egne Linjer.
Ledsageflyvning for Panservaabnet h a r til Form aal at vejlede Panserstyrkerne under, Kørslen, dække dem mod Overraskelser og tilintetgøre Hindringer, som Kampvognene ikke selv kan forcere eller nedkæmpe (Støttepunkter, Betonkonstruktioner o. 1.). H ertil anvendes Kampmaskiner, Rekognosceringsmaskiner og Bombeflyvere, navnlig Styrtbom bere, ofte under Dækning a f 2-sædede Jagere. Angrebsopgaverne løses a f Bombefartøjerne, der er forsynet med en k raftig Bestykning af M askingeværer og Kanoner, fordi de ved langt udgaaende Togter, hvor egne Jagerflyveres Aktionsradius ikke slaar til, er nødt til at klare sig selv over for Forsvarets Jagere. Ved Angreb om Dagen flyver Bom befartøjerne ofte i mere eller mindre sluttede Form ationer, idet man herved forøger den samlede Ildkraft imod en angribende Fjende, medens man om N atten lader F artøjerne flyve enkeltvis eller i G rupper paa 2—5 Maskiner, da man alligevel ikke kan foretage nogen Ildkoncentration mod en Angriber. Herved mindskes Risikoen for, at F artø jer skal flyve ind i hinanden. Om N atten anvendes ikke Jag’erdækning. Forsvarsopgavertie løses a f Jagere, undertiden i Forbindelse med Luftvæ rnsartilleri. Jagerne er smaa, hurtige F artø jer med stor Stigeevne, op til 1000 m pr. Minut, og en forbløffende Manøvredygtighed. Deres Aktionsraadius er forholdsvis ringe, som Regel omkring 500 km.
B. Bombekastningens. Udførelse.
Man skelner imellem vandret K ast og Dykkekast. Ved det vandrette K ast holdes norm alt Kurs, Højde og Hastighed konstant, for at Indstillingen af Sigtet kan foretages med størst mulig Nøjagtighed. Ved Dykkekastet kan kun Kursen holdes konstant, idet Hastigheden under Dykket tiltager indtil en vis Størrelse for sluttelig at blive konstant. For at hindre, at Hastigheden i Dykket bliver for stor, er D ykfartøjerne forsynet med Luftbrem ser, der er form et som Klapper og befæstede til Planernes Bagkant. De er anbragt drejeligt, saaledes at der kan vendes en større eller mindre Flade paa tværs af Flugtretningen. De tunge Bom befartøjer benytter almindeligvis det vandrette Kast, medens de middeltunge F artø jer anvender baade vandret K ast og Dykkekast. De vandrette Bombekast foretages enten fra Højder over 1000 m eller fra ganske lave Højder mellem 200 m ned til 10—20 m. Ved de meget lave Kast er Bomben forsynet med en Forsinkelse, for at Sprængningen ikke skal beskadige det kastende F artøj. De lave K ast benyttes under Forhold, hvor man vil overraske F jenden. Flyveren m anøvrerer da helt nede ved Jorden, idet han følger Dale og Skovkanter, dækker sig bag Bakker, Landsbyer o. 1. for sluttelig at overflyve M aalet i ganske lav Højde og udløse sine Bomber. Under Angrebet benytter Flyveren sine Maskingeværer, og Angrebet udføres under størst mulig Hastighed for at give Forsvarerens Luftværnsskyts mindst mulig Tid til a t komme til Skud. — Saadanne Angreb foretages a f enkelte eller et ringe Antal Maskiner. ' De høje K ast benyttes imod udækkede Maal som Byer, Industricen tre , Havne- og Dokanlæg, Jernbaneknudepunkter o. •]. Angrebet udføres a f tunge og middeltunge Bombere, der norm alt hver medfører én Bombelast paa 1—2Vz Tons eller for enkelte Typer endnu mere. Det gennemføres i Bølger, idet L uftfartøjerne ankommer til M aalet ad forskellige Veje og med korte Tidsintervaller, saa Befolkningen tvinges til at opholde sig i Tilflugtsrumm ene i længere Perioder, og Slukningsarbejdet vanskeliggøres. Ved Dagangreb ledsages de tunge Bombere som Regel af Jagere og lettere Bombeenheder, Jagerne har til Opgave a t holde Forsvarets Jagere Stangen, medens de lettere Bombeenheder f. Eks. kan have det Hverv vd Dykangreb og Præcisionskast at' bringe fjendtlige B atterier til Tavshed eller ødelægge Punktm aal inden for Omraadet. Ved N atangreb vil d et normale være, at Bom befartøjerne arbejder alene, og at kun vandrette K ast udføres. Mod mindre udstrakte M aal vil Træfningssandsynligheden være for ' ringe ved det vandrette K ast fra betydelig Højde, og især vil dette være Tilfældet, naar M aalet, som f. Eks. et Skib, kan bevæge sig. Mod saadanne Maal anvendes Dykangrebet. Dette Angreb udføres altid med en enkelt Maskine ad Gangen og indledes som Regel fra en Højde af ca. 2000 m, idet Maskinen styrter m ere eller mindre sk raat i en Retning, der g aar lidt over Maalet. I en Højde af ca. 600— 1000 m over M aalet udløses Bomberne. Bomberne hænger enten i særlige Bøjler under Krop eller Planer eller i M agasiner, indbygget i Flyvemaskinens Krop. Kastningen kan udføres som Enkeltkast, Rækkekast eller Salvekast. Ved Enkeltkastet udløses der kun en enkelt Bombe pr. Angreb. Ved Rækkekastet udløses et Antal Bomber med konstante Tidsintervaller, f. Eks. Vi eller % Sekund, og ved Salvekastet udløses et Antal Bomber samtidig. Under Styrtbom bardem enter anvendes norm alt kun Enkeltkast eller Salvekast, medens alle tre Form er kan benyttes ved det vandrette Kast. Ved det høje vandrette Kast maa Opløbet mod Maalet udføres med konstant Kurs, Højde og F art. Det er Bombekasteren, der dirigerer Flyveren, saaledes a t Kursen ligger rigtigt i Forhold til Angrebsobjektet. Til K astets Udførelse anvendes et særligt Sigteapparat. Det ligger i Sagens N atur, at jo større Højde, K astet skal udføres fra, desto unøjagtigere bliver det. Flyvebomben er i sig selv et Projektil, der udskydes af Flyvemaskinen med den Begyndelseshastighed, som Maskinen h ar i Kasteøjeblikket. Bombens Bane vil blive en balistisk Kurve, og under Faldet igennem Luften vil Hastigheden tiltage, indtil Luftmodstand og Tyngdeacceleration holder hinanden i Ligevægt. Paa Bombens Bane vil forskellige Forhold indvirke, navnlig Vinden, hvis Indflydelse paa en Bombe bliver forsoldsvis større end paa et Projektil, fordi Bombens Hastighed i store Dele af dens Bane vil være betydelig ringere end Projektilets. Det er imidlertid vanskeligt at indføre blot nogenlunde rigtige Korrektioner for Vindens Indflydelse paa K astet, idet man dels vanskeligt kan bestemme Vindhastigheden og -Retningen nøjagtigt i en Flyvemaskine, dels som Regel er ude a f Stand til at faa Oplysning om Vindstyrke og Retning ved Jordoverfladen. Man maa saaledes være forberedt paa, at alene Vindens Indflydelse kan »bevirke Afvigelser fra den paaregnede Bane, og da K astet skal udføres et Stykke før, L uftfartøjet h aar ind over Maalet, fremkommer der ogsaa ved Indstillingen en Fejl, som medvirker til at vanskeliggøre ra tionel Bombekastning. I nedenstaaende Tabel 1 er angivet om trentlig det Stykke — A —, en Bombe skal kastes, før L uftfartøjet n aar ind til Maalet, ved forskellige Flyvehastigheder og ved K ast fra forskellige Højder, samt den Endehastighed -— Ve —, hvormed Bomben i de enkelte Tilfælde vil naa Jorden, og den om trentlige Nedslagsvinkel — co —.
Faldetid og Kastevidde er regnet for lufttom t Rum. Endehastighed og Nedslagsvinkel gælder om trentlig for Bomber med Vægte mellem ca. 12 og ca. 250 kg. Tabellen viser tydeligt Vanskeligheden ved at træ ffe smaa Maal ved K ast fra store Højder og under store Hastigheder. K ast om N atten fa a r i nogen Grad Tilfældighedens Præg, idet Lysbomber ikke almindeligvis giver tilstrækkelig Lysintensitet til, a t mindre Maal kan opdages, og det forstaas, at natligt Bombardement som Regel kun kan lønne sig imod forholdsvis udstrakte Maal, som er lette at identificere. Medens man ved A rtilleriskydning mod faste Maal kan indlægge Korrektioner og saaledes system atisk nedkæmpe et Maal eller ødelægge en By, er dette ikke muligt ved Flyverbombardement. N aar en Bombe her er sluppet, kan man vel iagttage Virkningen, men det lader sig ikke gøre a t indlægge en Korrektion, hvis man f. Eks. skønner, a t Nedslaget laa 1000 m for kort, idet man ikke nøjagtigt kan finde det Punkt i Rummet, hvorfra K astet fandt Sted. Det er af denne Grund, a t Bomberne som Regel afgives som Række- eller Salvekast. Virkningerne af et Flyverbombardement er derfor af en ganske anden, mere tilfældig N atur end Virkningen a f et Artilleribombardement.
C. Flyverbomberne.
De Bomber, der kastes fra en Flyvemaskine kan inddeles i: Brisantbomber, der a tte r efter deres Virkning inddeles i: Sprængstykkebomber, Minebomber og Panserbomber. Brandbomber, Gasbomber, Lysbomber og Røgbomber
Den ydre Form af Brisantbombeme er nogenlunde ens. I Hovedsagen bestaar en Brisantbombe af en Bombebeholder, et eller flere Tændrør, en Sprængladning og et H aleparti, som medvirker til Bombens Styring under Banen i Luften. Brisantbombeme er altid indrettet saadan, at de først arm eres nogen Tid efter, a t de h ar forladt L uftfartøjet. Der er saaledes af den Grund ingen F are for, a t de bringes til Sprængning ved, a t en belastet Bombemaskine styrter ned. Sprxngstykkebom ben skal virke ved sine Sprængstykker. Den er tykvægget, for at man ved Sprængningen kan faa saa store Sprængstykker som muligt. Almindeligvis udgør Sprængladningen ikke mere end 10—20 % af Bombens samlede Vægt. Bomben er beregnet paa at skulle springe straks ved Anslaget mod M aalet og er derfor forsynet med et Øjebliksrør, der norm alt er anbragt i Forparten. Almindeligvis er Sprængstykkebomberne ikke særlig store, men vejer indtil 50— 100 kg. Der findes dog ogsaa større Bomber paa indtil 250 kg, der kan betegnes som Sprængstykkebomber; men disse er i Virkeligheden en Kompromisløsning imellem Sprængstykke- og Minebomben, og de h ar foruden Forpartsbrandrøret norm alt tillige et Bagpartsbrandrør, der er et almindeligt Inertirør. Minebomben skal trænge ind i Maalet, forinden Sprængningén finder Sted. Den h ar derfor en tyk F orpart, som kan bane Vej gennem Maalet, medens selve Bombekroppen er meget tynd. Minebomberne er store med Vægte fra ca. 100—1000 kg, Sprængladningen udgør mindst 50 % og ofte mere af Totalvægten. Da Forparten skal være stærk, svækker man den ikke ved Udboring for Brandrørene, der derfor almindeligvis anbinges som Bundbrandrør eller som Tværbrandrør. Saadanne B randrør vil altid paa Grund af deres Anbringelse give en langsommere Tænding end Forpartsrøret, men norm alt indføres der desuden en eller anden pyroteknisk Forsinkelse, saaledes at Bomben ikke springer, fø r den h ar afgivet al sin Bevægelsesenergi. . Undertiden ser man endnu større Minebomber anvendt mod Byer. Vægte indtil 10.000 kg er forekommet. Disse Bomber skal ikke trænge ned i M aalet, men bringe Huse til Sam m enstyrtning ved Eksplosionsbølgernes enorme Stød. Saavel Sprængstykkebomber som Minebomber kan anvendes som Bomber med Langtidsforsinkelse. Denne Forsinkelse, der kan beløbe sig til flere Dage, hidføres f. Eks. ved, a t en ætsende Vædske frigøres ved Bombens Anslag, medens Bomben fø rst bringes til Eksplosion, efter at Vædsken h ar opløst en eller anden Plade, som hindrer Slagmekanismens endelige Anslag. Panserbomber er store Bomber paa 100—500 kg og, som Navnet antyder, beregnet til Gennemslag af m odstandsdygtige Maal som Panserog Jernbetonkonstruktioner. De er derfor meget k raftig t dimensionerede, og deres F o rp art er hærdet. Sprængladningen udgør højst 10 % af Bombens Totalvægt. Brandrørene er altid anbragt enten som Tværbrandrør eller som Bundbrandrør og er indrettet saaledes, a t de dels h ar en Forsinkelse, dels skal retarderes kraftigt, idet man i modsat Fald risikerer, at Bomben springer for tidligt. Bandbomberne er smaa, idet deres Opgave er a t tænde Ild, og det altid drejer sig om at opnaa det størst mulige Antal Antændelser. De medføres derfor ofte i meget stort Antal. Deres Form, Konstruktion og Virkemaade er iøvrigt vidt forskellig, og der findeø et meget stort Antal Typer. Nogle er eksempelvis term itfyldte Smaabomber af almindelig Bombeform eller Stavform , hvor Term itsatsen bringes i Brand ved Anslaget og under en Varmeudvikling paa ca. 3000° brænder Bombens Skal, der er frem stillet af Elektronm etal. Andre bestaar a f en Bombebeholder, fyldt med ^ en brændbar Vædske, som tændes ved Anslaget, idet Bombebøssen samtidig sprænges. Der anvendes -ogsaa Celluloidplader, hvorpaa d er er sm urt gult Fosfor, der iltes og bryder i Brand under Luftens _ Paavirkning, og endelig har der været benyttet Brandbomber, som i Lighed med de gamle Espingoler, udkaster en Række Brandbomber efter hinanden. Gasbomber har ikke været anvendt under Krigen 1939— ?, og hidtil h ar de kæmpende N ationer saaledes overholdt den i Genève 1925 undertegnede Krigsgasprotokols Bestemmelser. Im idlertid byder Flyvemaskinen gode Betingelser for virksom Udnyttelse af G asarter i Baglandet. Selv om der ikke foreligger nogen L itteratu r om Gasbomber, kan man dog ræsonnere sig til deres Udseende og Størrelse. Form entlig vil Gasbomben minde om en Minebombe med Forpartsbrandrør, idet den skal bringes til Eksplosion over Jordoverfladen, saaledes a t Gasstoffet bliver forstøvet og fordelt ved Hjælp af en lille Sprængladning. Størrelsen af Gasbomben vil form entlig blive mellem 50 og 100 kg, idet alt for smaa Bomber giver for ringe, større en unødvendig stor Gaskoncentration. Gasstof kan eventuelt ogsaa udsprøjtes direkte fra Flyvemaskine. Lysbomber anvendes til Belysning af det underliggende Terræn. Lysbomben findes sædvanligvis indkapslet i Blikhylster. Antændelsen sker ved en lille K rudtladning, som bringes til Eksplosion efter en vis indstillet Tid. Ved Eksplosionen tændes Lyslegemet, og dette og en Faldskærm, hvortil det er fastgjort, kastes ud af Bombebøssen. Lyslegemet holder sig i hele sin Brændetid i konstant Højde, idet Opdriften fra den udviklede varm e L uft vil holde Ligevægt med Faldet. Lyslegemet bestaar som Regel af Magniumpulver, B arium nitrat og Linolie, der giver et meget k raftig t Lys. Brændetiden er nogle M inutter. Røgbomben anvendes til Røgsløring. Almindeligvis vil dog Røgbomber ikke blive benyttet hertil, idet Røgsløret billigere og mere effektivt kan udlægges direkte fra lavtgaaende L uftfartøjer.
D. Virkningen af Brisantbomber.
En Bombes ødelæggende Virkning hidrører dels fra Bombens Anslagsvirkning, dels fra dens Sprængvirkning. Det, som i første Række interesserer, er Bombens Indtrængen i M aalet. Denne Indtrængen afhænger a f Bombens Anslagshastighed v, Anslagsvinklen w, Bombevægten p og Kaliberet c sam t a f Maalets Beskaffenhed.
giver Indtrængelsen med tilstrækkelig Nøjagtighed. Størrelsen af n, som er en M aterialekonstalt, er følgende:
Tabel 2. Staalpanser 1000, Jernbeton 150—175, Beton 50— 100, M urværk 25 —50, Sand og Grus 25, F a st Muldjord 16, Ler, bl. med Sand og Grus 14, Ler og løs Jord 10.
I faas udtrykt i Meter, n aar p maales i kg og v i Meter pr. Sekund. Formlen gælder kun, hvis Bomben holder hel under Indtrængelsen. Ved K ast fra lave Højder vil Anslagsvinklen ofte blive saa ringe, a t Bomben vil rikochettere. For Anslagsvinkler under 4 0 0 mod Jord vil Forholdet almindeligvis blive som nedenfor angivet:
Hvis Bomben véd saadanne lave Kast ikke under sin Vej mod Jorden har naaet at blive armeret, vil den som Regel forsage, idet Haleorganet, der almindeligvis bærer en Armeringspropel, ofte afrives i Anslaget.
løvrigt vil det af Tabel 1 ses, at Bombernes Anslagshastighed varierer inden for ret snævre Grænser og almindeligvis vil ligge mellem 200 og 300 m pr. Sek., og da Bombevægten ogsaa ligger inden for ganske bestemte Grænser, kan man ret nøje angive, hvor dybt de forskellige Bomber vil træ nge ned i almindelig Jord. Sprængvirkningen afhænger af det anvendte Sprængstofs A rt og Mængde. Im idlertid er de Sprængstoffer, der benyttes i moderne Bomber, praktisk ta lt alle af samme Ydeevne, og det er derfor Spræ ngstofmængden, der er afgørende for Virkningen. N aar en Bombe springer i Jord, vil d er dannes et K rater, hvis Udseende i nogen Grad vil afhænge a f Dybden, hvori Sprængningen finder Sted, men i Hovedsagen vil se ud som vist i nedenstaaende Figur.
Tabel 3.
Jernbeton indtil 10, Beton 3—5, M urværk 3, Sand og Grus 1, F ast Muldjord 0,8, Ler, bl. m. Sand og Grus 1, Ler 1—1,5, Løs Jord 0,7„ medens d er en Fordæmningskoefficient, hvis mindste Værdi svarer til fuldstændig Fordæmning, og som iøvrigt h ar de i Tabel 4 angivne Værdier.
Da det er ret begrænsede Energimængder, en Bombe kan præ stere ved sin Detonation, idet en Bombe med 250 kg Sprængstof ved Detonationen kun frem bringer samme Energimængde som ca. 20 kg Benzol, vil det forstaas, at det er forholdsvis begrænsede Ødelæggelser, en enkelt Bombe kan præstere. Den eneste Mulighed for a t faa stor Virkning e r at forøge Vægten af nedkastet Sprængstof enten ved at kaste et større Antal Bomber eller ved a t gøre Bomberne større. I øvrigt vil Virkningen ytre sig vidt forskellig endog under Forhold, der kan synes ganske ens. Cement og især Jernbeton er meget vanskeligt at ødelægge. M urværk vil ofte kunne modstaa Sprængninger, d er finder Sted i ganske kort (3—10 m) Afstand. Finder Sprængningen Sted inde i et Hus, vil Sprængbølgen som Regel vælte dette. Det hører til Sjældenhederne, a t en Sprængbombe tænder Ild, og n aar det sker, vil det almindeligvis kunne tilskrives Tilstedeværelsen af særlig letantændelige Stoffer. Der er Eksempler paa, at Sprængbomber h ar ødelagt Gas-, Benzin- og Oliebeholdere, uden a t der er tæ ndt Ild, og hvis man vil have Sikkerhed for Antændelse, maa Angrebet suppleres med Brandbomber. Ved Angreb paa en By vil der som Regel blive anvendt baade Sprængstykkebomber, Minebomber og Brandbomber, Sprængstykkebomber til at rydde Gader og Pladser, Minebomber til a t give V irkning paa Bygninger og Brandbomber til Iværksættelse a f Ildebrande. Skønt Flyverangreb kan tilføje et Land eller en By store Beskadigelser, synes det dog, som om U dgifterne ved Angrebets Udførelse i al Almindelighed er mindst lige saa store som den forvoldte Skade. Det e r Angrebets Bivirkning, den moralske Indvirkning paa Befolkningen, der er farligst, men ogsaa i denne Henseende synes Luftangrebene a t kunne modstaas. Madrid blev under den spanske Borgerkrig 1936—38 bombarderet mangfoldige Gange. London v ar i August— Oktober 1940 udsat fo r daglige voldsomme Luftangreb, og M alta h ar været angrebet fra Luften over 2000 Gange i Perioden 1940—42, uden a t Befolkningens Forsvarsvilje er blevet lammet noget a f disse Steder. Snarere synes det, sort om Luftangrebene netop som Følge af deres noget tilfældige Virkning virker stimulerende paa Forsvarsviljen og Hadet, og det er endnu ikke set, at noget Land eller nogen By h ar givet op alene paa Grund a f Angreb fra Luften, selv om Luftangrebene paa Byerne W arshawa og Rotterdam var stæ rkt medvirkende til, a t Forsvaret blev opgivet. Derimod h ar Truslen om Luftangreb bevirket, at Byer og K ulturcentrer, saaledes Bryssel og Paris 1940, er blevet erklæret for aabne.
E. Flyvemaskinernes Saarbarhed ved Beskydning.
En Flyvemaskine er i Følge Sagens N atur meget saarbar, og blot for faa A ar siden, da Planerne var lærredsklædte, Benzintanken ubeskyttet og Propellerne af Træ, var man ret sikker paa, at et 75 mm Projektil, der eksploderede nogle M eter fra en Flyvemaskine, eller en 20 mm B risantgranat, som tra f den, vilde bringe den til Nedstyrtning. Forholdene er ganske andre i Dag. M askinerne er nu konstruktivt indrettet saaledes, a t de er i Besiddelse af en saa stor Egenstabilitet, a t Flyvedygtigheden i nogen Grad kan bevares, selv om enkelte af Styreorganerne falder bort. Maskinernes frem stilles nu altid som HelmetalKonstruktioner, der naturligvis er mindre saarbafe end de ældre Konstruktioner. De tidligere benyttede Træpropeller, der ved Træfning var stæ rkt udsatte for at splintre, er erstattede med M etalpropeller, som almindeligvis kun fa a r en større eller mindre Deform ering ved Træfning og saaledes — om end i nedsat Grad — dog som Regel bevarer deres Brugbarhed. Benzintanken, der før v ar et a f Maskinens aller ømmeste Punkter, er nu som Regel erstattet af de saakaldte selvtættende Brændstoftanke, som er omgivet af flere Lag Gummi af forskellig Tykkelse. Nogle af Lagene er sammenpressede, saaledes at Hullet efter et m indre Projektil, der g aar gennem- Tanken, helt eller delvis vil lukkes ved Gummiens Udvidelse. Ved denne Foranstaltning er tillige Brandfaren betydeligt nedsat. At man i Førerrum m et anvender Panserglas, der er skudsikkert over for M askingeværprojektiler o. 1., sam t Panser som Beskyttelse for Besætningen og de vigtigste maskinelle Organer, h a r i høj Grad nedsat Flyvemaskinernes Saarbarhed. Det er af Vægthensyn n atu rligvis umuligt a t omgive Besætningen med Panser, men man m aa indskrænke sig til Pansring i den for Angreb sandsynligste Retning. At Pansringen dog ikke er ganske ubetydelig vil forstaas af, at Vægten a f Panseret norm alt ved Jagerm askiner beløber sig til ca. 50 kg og ved store Bombemaskiner op til et P a r Hundrede kg eller mere. Panserets Tykkelse ligger omkring 5 mm, og det yder Beskyttelse mod Projektiler op til ca. 8 mm Kaliber. A t de nævnte Foranstaltninger h ar betydet en Formindskelse a f Saarbarheden er k la rt og kan belyses med talrige Eksempler. En tysk Ju 52 blev ram t a f 200 M askingeværprojektiler og en Fuldtræ ffer fra Luftvæ rnsartilleri. En anden Ju 52 mistede et 2 m langt Stykke af højre Planhalvdel med Balanceklap, og en Ju 87 fik et Hul med over 50 cm Diam eter i Bæreplanet som Følge a f en 40 mm Træ ffer. Alle disse M askiner naaede tilbage bag egne Linjer. T ræ ffere i Haleorganem e laver ofte stor Ravage, men dog naar mange Maskiner hjem bag egne Linjer efter saadanne Træffere, og man h ar et Eksempel paa, at Sideroret paa et lille Stykke nær er blevet bortskudt, hvor Maskinen dog klarede sig hjem. Almindeligvis er man tilbøjelig til a t tro, at Træ ffere i Motoren altid vil bevirke næsten øjeblikkeligt Motorstop. Dette er ikke Tilfældet. I et Tilfælde blev en 9-cylindret Stjernem otor tru ffe t af 6 Maskingeværprojektiler, 2 i K rum taphuset, 2 i een Cylinder og een i en anden samt een i den ene Magnet. Til Trods for dette fungerede Motoren videre. Ved Træ ffere i Motoren fra sværere Skyts maa denne dog altid paaregnes øjeblikkelig at blive sat ud af Funktion. Som en almindelig Vurdering a f Krigsflyvem askinernes Modstandsdygtighed kan følgende udtales: Træ ffere fra M askingeværer o. 1. vil kun undtagelsesvis have nogen Virkning. Dog kan .Træffere, der overriver Styreliner o. ]., være katastrofale. Tracerprojektiler, der gennemskyder Benzintanke, vil, naar Tanken er fuld, undertiden ikke antænde Brændstoffet, og det sker, at Benzinen slukker Traceren. Derimod tænder Traceren altid udsivende Brændtof eller Benzindampe, hvis den f. Eks. gennemskyder en halvfyldt Tank. T ræ ffer M askingeværprojektiler vitale Dele i en Motor, f. Eks. Smøresystemet el. lign., standser Motoren. Over for Panser har Maskingeværprojektiler ingen Virkning. Ofte vil en enkelt Træ ffer fra 20—25 mm B risantgranater ikke formaa a t bringe en Kampmaskine til N edstyrtning eller øjeblikkelig Landing, og der kræves Træfning i m ere vitale Dele, for a t denne Virkning med Sikkerhed kan paaregnes. Virkningen unddrager sig iøvrigt nøjagtig V urdering; thi to ens Projektiler kan ved Træfning paa samme Sted -i to ganske ens M askiner give vidt forskellig Virkning, idet Sprængstykkernes Fordeling i Følge Sagens N atu r aldrig bliver ens. Intet a f det i Flyvemaskiner hidtil anvendte Panser kan modstaa 20—25 mm Projektiler, og ofte vil tillige de største Sprængstykker kunne gennemslaa Pladerne. Paa Grundlag af tyske U dtalelser kan man dog slaa fast, a t det 20 mm Kaliber endnu kan betragtes som virksom t over for moderne Flyvemaskiner, og Reglen vil være, at en Flyver, der ved sin Maskine tru ffe t af 20 mm B risantgranater, vil afstaa fra sit Forehavende og søge hjem, selv om Maskinen ikke tvinges til N edstyrtning eller Landing, idet han ofte ikke vil være i Stand til a t skønne over Skadens Omfang og derfor ikke tør udsætte sin Maskine for den Belastning, et Forsøg paa Gennemførelsen a f Opgaven kan udsætte den for. T ræ ffere af middelsvært L uftvæ rnsartilleri a f ca. 40 mm Kaliber giver en betydelig større Virkning end T ræ ffere fra 20—25 mm Skyts, og N edstyrtning eller øjeblikkelig Landing vil her være Reglen. Det vil kun sjældent kunne lykkes en Maskine, der er tru ffet a f et saadant Projektil, a t naa hjem, og den vil næppe i noget Tilfælde kunne gennemføre sin Opgave. Medens man med nogenlunde Sikkerhed kan give en V urdering af Virkningen paa Flyvemaskiner ved Træfning med let eller middelsvært Luftværnsskyts, stiller Sagen sig adskilligt vanskeligere, naar det drejer sig om a t bedømme Virkningen af svært Luftværnsskyts. Der kan ved dette Skyts i Praksis ses bort fra direkte Træfning, og skulde saadan Træfning undtagelsesvis forekomme, da vil den være ensbetydende med, at Maskinen straks bringes til N edstyrtning, uanset Træffestedet paa Maskinen. Det er ved det svære Skyts Sprængstykvirkningen, som er den primære, og da Sprængstykkernes Fordeling som allerede nævnt er forskellig fra Tilfælde til Tilfælde, ligesom det enkelte Sprængstykkes Virkning paa Maskinen i høj Grad afhænger af Stykkets Størrelse, Form og Hastighed, kan Virkningen falde ganske forskellig ud i to tilsynelandende fuldstændig ens Tilfælde. Det er Bygen af Sprængstykker fra de springende G ranater, der skal hidføre Virkningen; thi det maa formodes at høre til Sjældenhederne, a t et enkelt større Sprængstykke, som træ ffer en Maskine, vil kunne give katastrofal Virkning paa denne. Det ligger derfor næ rt at antage, a t Virkningen er en Funktion a f Træffetætheden, og da A ntallet af Sprængstykker fra de enkelte Kaliberstørrelser er nogenlunde kendt eller beregneligt, haves der herigennem Mulighed for a t opstille visse — ganske vist ikke eksakte •— Form ler for Virkningen. N orm alt paaregner man a t opnaa katastrofal Virkning, d. v. s. at Maskinen bringes til N edstyrtning eller øjeblikkelig Landing, n aar den befinder sig inden for den A fstand fra det springende Projektil, som giver Træffetætheden 1 Sprængstykke pr. nr. Hvis man udregner denne A fstand, der naturligvis vil variere med Kaliberet, fa a r man nedenstaaende V irkningsradier for de forskellige Skytskalibre:
Denne Tabel viser, a t Radius vokser stæ rkt med voksende Kaliber, og det forstaas derfor ogsaa, hvorfor man i den senere Tid h ar set en Tendens til voksende Skytskalibre, navnlig inden for det fast opstillede Luftværnsskyts. Denne Tendens, der, i Modsætning til hvad mange mener, ikke behøver at have noget a t gøre med a t kunne udføre Beskydning paa større Afstande, h ar ofte i højere Grad til Form aal at gøre Træfningssandsynligheden for det enkelte Skud større.
Konklusion. De L uftfartøjer, der frem byder den største F are for Maal paa Jo rden, er de middeltunge og tunge Bom befartøjer. Det e r mod dem og de i Forvejen udsendte Rekognosceringsmaskiner, at Forsvarets Ild maa rettes.
Kendskab til Nabostaternes karakteristiske L uftfartøjstyper af disse K ategorier bør derfor være obligatorisk for enhver Befalingsmand inden for Luftvæ rnsartilleriet og de Grupper, som F orsvaret mod Luftangreb paahviler ved de øvrige V aabenarter. Nye Typer kan imidlertid opstaa, ligesom det jævnligt paa Grund af A fstand og Sigtbarhed kan være vanskeligt med Sikkerhed a t fastslaa Identiteten. Man vil i saa Fald af M askinernes Antal, Formation, Flyvehøjde m. v. have visse Forudsætninger for at kunne skønne over deres Æ rinde og om Nytten af Beskydning. Af Flyvemaskinernes Flugt vil man ofte i Forvejen kunne slutte sig til, om de paatænker Angreb paa det Omraade, man selv skal overvaage. A f Flyvehøjden kan man skønne over Muligheden fo r Træfning og paa Grundlag heraf eventuelt dømme om Betimeligheden af at røbe sin Stilling ved Beskydning. ‘Kendskab til Flyvernes taktiske Frem gangsm aader, til Flyvebombernes Virkning og Træfningssandsynligheden sam t et indgaaende Samarbejde mellem egne Flyvere og L uftvæ rnsartillerister er derfor en af Betingelserne for, at Luftvæ rnsartilleristen paa bedste Maade kan løse de Opgaver, Krigen vil stille ham.
J. Gerstoft.
