En af de erfaringer, der træder stærkest frem efter den sidste verdenskrig, er, at luftforsvaret og civilforsvaret må styrkes, da alt synes at tyde på, at faren fra luften i fremtiden kan blive betydelig større end, hvad tilfældet var under den sidste krig. Man har da også et levende indtryk af, at alle stater efter krigens afslutning udbygger såvel luftforsvar som civilforsvar. Herhjemme er der i maj 1948 afgivet en betænkning om civilforsvaret, hvilket har resulteret i lov om civilforsvaret, hvorefter dette udbygges over en årrække. For luftforsvarets vedkommende er der taget skridt til skabelsen af et enhedsflyvevåben, ligesom man i den nærmeste fremtid vil modtage moderne jagermateriel. A lt dette er naturligvis foregået under livlig deltagelse fra pressens side. Men herved får man tillige det indtryk, at i den almindelige bevidsthed er luftforsvar kun ensbetydende med jagere. Dette skyldes dog vel kun manglende oplysninger om luftforsvarets anden hovedfaktor, luftværnsartilleriet, der under og efter den anden verdenskrig har gennemgået en kæmpemæssig teknisk udvikling. Denne lille artikel har imidlertid ikke til opgave at gennemgå den stedfundne tekniske udvikling. Det vil føre for vidt. Derimod skal der gives et kort rids af luftforsvarets opbygning for derefter at gå over til en behandling af spørgsmålet om, hvor luftværnsartilleriets rette plads er i forsvarets organisation.
Luftforsvarets opbygning.
Et af tidens slagord lyder, »at med fly skal fly bekæmpes«. Som så mange slagord rummer også dette kun den halve sandhed. Erfaringerne fra den sidste krig viser, at det stærkeste luftforsvar opnås ved en kombination af jagere og luftværnsartilleri. Dette skal jeg søge at anskueliggøre ved den følgende korte gennemgang af luftforsvaret. Dette sammensættes af:
Luftmeldetjenesten,
jagerforsvaret og
markforsvaret.
Luftmeldetjenesten har til opgave på et så tidligt tidspunkt som muligt at erkende fjendtlig anflyvning og at melde derom. Disse meldinger danner grundlaget fo r hele lu ftfo rsvarets rettidige indsættelse — især jagerforsvarets — og for varsling om luftangreb til landets militære, maritime og civile myndigheder. For at løse denne opgave må luf tmeldetj enesten råde over langtrækkende mobile radarstationer. Tjenesten suppleres med et net af visuelle observationsposter over hele land- og søterritoriet. Jagerforsvaret er luftforsvarets taktisk bevægelige del, som af jagerføreren kan kastes ud i kampen på et af denne valgt sted og til et af denne valgt tidspunkt. Jagerforsvaret kan passende benævnes rum forsvaret, idet en jagerstyrke sættes til at forsvare et nærmere angivet rum. Jagerforsvaret har til opgave på et så tidligt tidspunkt af angrebet som muligt — uanset dagstiden — at angribe fjenden for at standse denne eller at splitte hans formation under stadige angreb under anflyvningen mod bombemålet for derved at nedsætte angrebets effektivitet. Løsningen af denne opgave kræver, foruden et veluddannet og rutineret personel, at jagerforsvaret råder over moderne materiel, en effektiv ledelse, et hurtigtvirkende alarmsystem og en veludbygget markorganisation. Nævnes skal kun, at jagerforsvaret må råde over moderne dag- og natjagere samt over et net af jagerføringsstationer, d. v. s. radarstationer, som pr. radio leder jagereskadrillerne, indtil de får kontakt med fjenden. Lu ftvæ rn sartillerie t (m ark forsvaret) danner den sidste forsvarslinie mod det fjendtlige angreb. Det vil også kunne blive det eneste forsvar, såfremt egne jagerfly på grund af fjendtlige skinangreb er indsat i forkerte retninger, er blevet forhindret i at gribe ind mod de angribende bombefly af disses jagereskorte, hindres i at gå op af vejrforholdene e. 1. Luftværnsartilleriet kan på grund af sin ringe taktiske bevægelighed passende benævnes objektforsvaret, idet det indsættes til forsvar af det enkelte objekt inden for et vist område. E n anvendelse af jagerfly som objektforsvar ville være ganske uøkonomisk, idet man herved ikke ville udnytte deres store taktiske bevægelighed, ligesom det med vor relative ringe jagerstyrke ville være uklogt på forhånd at binde den til bestemte objekter. Dette ville kunne betyde, at en større del af vort jagerfly under et angreb måske slet ikke ville blive indsat i kampen. Nævnes skal det også, at jage rfly på jordden, som naturligt er, besidder et mindre beredskab end lu ftvæ rnsartilleri i stilling, hvorfor disse ved et overraskende lavangreb måske slet ikke ville komme til indsættelse, før angrebet har fundet sted. Stedfæstelse af lavtgående fly er nemlig luftmeldetjenestens vanskeligste problem.
Luftværnsartilleriets skytssystem om fatter: Tungt lv. skyts: 9— 15 cm kanoner (automatkanoner), let lv. skyts: 40— 60 mm automatkanoner og småkalibrede lv. våben: IB— 20 mm automatisk våben.
De tunge luftværnsbatterier må bl. a. på grund af deres ringe taktiske bevægelighed indsættes til forsvar af faste objekter såsom flyvepladser, forbindelses- og forsyningscentre, marinens baser, København og andre større byer. De lette luftværnsbatterier indsættes dels til forsvar af de faste objekter og dels til forsvar a f hærens afdelinger. De småkalibrede luftværnsvåben indgår derimod organisatorisk i såvel luftværnsartilleriets batterier som i hærens afdelinger. Da de til rådighed værende styrker a f luftværnsartilleriet stedse vil være begrænsede, må de foreliggende opgavers vigtighed nøje vurderes af luftforsvarsføreren for et vist område, idet det eller de objekter, der ønskes forsvaret, skal forsvares effektivt. E n spredning af styrkerne vil kun medføre ubetydelige forstyrrelser i et fjendtligt angreb. Derfor gælder for luftværnsartilleriet vel i højere grad end for andre våben, at det skal koncentreres om den eller de væsentligste opgaver. Fo r at udnytte overraskelsesmomentet må luftværnsartilleriet principielt være mobilt, således at det er muligt at vildlede fjenden ved ændringer i luftforsvarets dispositioner og derved tilføje ham større tab. Kravet om bevægelighed for de lv.-enheder, der skal følge hæren, gælder uden modifikation, de må være fuldt motoriserede evt. i selvkørende lavet for at tilfredsstille kravet om luftbeskyttelse under march. For de enheder, der indsættes til forsvar af et fast objekt, må kra
vet om taktisk bevægelighed af økonomiske grunde vel modificeres derhen, at den pågældende luftvæmsfører råder over motoriserede formationer (transportbatterier), således at kun en del af de indsatte batterier kan flyttes samtidig for derved at tilfredsstille kravet om tilpasning til de skiftende taktiske situationer, bl. a. under hensyntagen til skiftende angrebsretninger og vindretninger.
Luftforsvarets samarbejde.
Der skal herefter ved hjælp af den viste tegning gives et indtryk af, hvorledes et luftforsvar principielt kan arbejde. Hjernen i luftforsvaret er jagerførerens kommandostation (JA KO ) . Her befinder også luftværnsartilleriføreren sig. Fra luftmeldetjenestens radarkæde (1) og samlecentraler for de visuelle observationsposter (2) indløber meldinger til JA K O . Meldingerne suppleres med evt. oplysninger fra maritime myndigheder. I J A K O sker identificaXionen af de indmeldte bevægelser i luftrummet, idet det er det eneste sted, hvor der findes alle oplysninger om egne eller allierede bevægelser i luftrummet. J A K O er naturligvis ligesom de øvrige kommandostationer i luftforsvaret udstyret med alle elektrotekniske finesser for at lette arbejdet med og oversigten over de indløbne fly meldinger her, hvor sekunderne tæller med. Flymeldingerne indlægges på et stort kort, og fra en balkon, hvor jagerføreren og luftværnsføreren befinder sig, tager den førstnævnte sin beslutning og beordrer jagerstyrker (5) indsat mod de fjendtlige formationer. Jagernes anflyvning mod de fj. bombefly ledes af en eller flere jagerføringsstationer (4), men kontakten med jagereskadrillerne bevares, og deres positioner indlægges paa oversigtskortet. Samtidig udsendes behørig varsling til militære, maritime og civile myndigheder (3). Flymeldingerne skal imidlertid også ud til de forskellige objekters luftværnskommandostationer (LV KO ) inden for området. Dette sker fra luftværnsartilleriets filterrum i JA K O , idet flymeldingerne tilgår L V K O i en kortfattet overskuelig form, omfattende identification, position, flyretning, -højde og antal fly i formationen. Erfaringsmæssig er disse meldinger 1— 10 minutter forsinkede, men de aktualiseres ved meldinger fra nærvarslingsradar (ofte nærmeste jagerføringsstation) (6). Mens meldingen fra J A K O først og fremmest har betydning for identificationen, har den sidste melding betydning for angivelse af den nøjagtige position. Begge dele er nødvendige for luftværnsartilleriet. Også ved L V K O suppleres meldingerne fra visuelle poster m. m., ligesom der opretholdes forbindelse med lette luftværnsenheder indsatte ved felthæren samt med militære, maritime og civile myndigheder i området (7). Når de fj. formationer når inden for en vis radius fra objektet, alarmerer L V K O sine underlagte batterier, og de nødvendige meldinger sendes videre til batteriernes kommandostationer (B A KO ) . Disse meldinger fra L V K O danner sammen med, hvad batteriets eget radaranlæg »ser« (8), grundlaget for batterichefens taktiske ildledelse under hensyntagen til de iøvrigt fra L V K O givne ordrer. Men hele luftforsvarets effektivitet er afhængig af, om det er svejset sammen af et omfattende og pålideligt forbindelsessystem.
Luftværnsartilleriets placering i forsvarets fredsorganisation.
Skønt et af de yngste våben, skabt som det er under den l. verdenskrig, har luftværnsartilleriet i flere lande ført en omskiftelig tilværelse. Oprindelig er det udgået fra kystartilleriet — som det da også har mest tilfælles med — de fleste steder. Men idag ser man det ude i verden dels som del af hærens artilleri, dels som selvstændig våbenart inden for hæren og dels som selvstændig våbenart inden for flyvevåbnet (luftforsvaret). Alene dette viser, at der må være et problem m. h. t. den mest hensigtsmæssige placering i forsvarets organisation. Hos de to stormagter, Storbritannien og Amerika, indgår det som en gren i de to landes artillerier. Det er da også disse lande, der i regelen bliver draget frem som eksempler, når man i en diskussion har den uhørte dristighed at nævne de to andre muligheder. Men de to landes artillerier er af en sådan størrelsesorden, at de tre artillerigrene, kystartilleriet, luftværnsartilleriet og feltartilleriet, har bevaret en betydelig selvstændighed. I Tyskland indgik luftværnsartilleriet i flyvevåbnet. Ser man derimod på lande af vor egen størrelsesorden, lande, hvis forsvar er opbygget efter udprægede defensive principper, får man et helt andet billede frem:
Sverige: Luftværnsartilleriet selvstændig våbenart inden for hæren. Ifølge S. A. T. nr. 3/1949 er der dog nedsat en kommission til at undersøge betimeligheden af at overføre luftværnsartilleriet til flyvevåbnet.
Norge og Schweiz: Her indgår luftværnsartilleriet i flyvevåbnet (luftforsvaret).
Det synes derfor indlysende, at der er noget om talen om at lade luftværnsartilleriet indgå organisatorisk i flyvevåbnet (luftforsvaret) også her i landet, og at spørgsmålet må undersøges for om muligt at effektivisere vort forsvar også ad denne vej, da opbygningen af et stærkt luftforsvar forekommer mig at være et af de mest centrale problemer ved skabelsen af en dansk forsvarsordning. Naturligvis kan der om en sådan løsning siges både for og imod. Men argumenterne for en overførsel af luftværnsartilleriet til flyvevåbnet forekommer mig langt mere vægtige end argumenterne imod. Jeg skal forsøge kort at trække et par a f de vigtigste frem.
1. Hvilke opgaver vil der påhvile luftforsvaret under et angreb på Danmark.
Naturligvis kan ingen på forhånd sige, hvorledes et angreb på vort land vil blive foretaget. Men på grund af dets ringe udstrækning og med det tyske overfald i 1940 in mente er det vel overvejende sandsynligt, at praktisk talt hele det danske område med et slag vil blive krigsskueplads, idet der vel samtidig med en grænseoverskridelse vil ske luftlandsætninger og landsætninger fra søen på strategisk vigtige punkter. Angrebet vil uden tvivl blive støttet af stærke luftangreb mod forsvarets styrker, fo r syningslinier og kommunikationslinier. E n vægtig del af angrebene vil dog sikkert blive rettet mod vore flyvepladser, dels for evt. at ødelægge vort jagervåben på jorden og dels for i forbindelse med luftlandsætninger at sætte sig i besiddelse af pladserne, idet det samtidig er en af et dansk forsvars vigtigste opgaver, når fjenden er på vort territorium, at bevare disse flyvepladser i vor hånd a f hensyn til jagervåbnets operationsduelighed. Angreb må også ventes rettet mod landets politiske ledelse og adm inistrationen for at skabe desorganisation samt som terrorangreb mod de større byers befolkninger, naturligvis først og fremmest mod hovedstadens. Hærens styrker og hjemmeværnet vil vel i det store og hele komme til at føre en regional præget kamp, idet dens reserver sættes ind på de afgørende punkter. E n egentlig front vil der således ikke være tale om. M arinens skibe og kystartilleriets opgaver er for så vidt indlysende. Flyvevåbnets opgaver under kampen vil være lu ftfo rsva r a f det danske luftrum , fje rnopklaring og taktisk støtte til hær og marine. Henset til et dansk flyvevåbens ringe størrelse må de to første opgaver betragtes som de væsentligste. De lu ftvæ rnsartilleriet tildelte opgaver vil kunne deles i to grupper.
1. Forsvar af faste objekter såsom flyvepladser, forsyningsog kommunikationscentre, marinens baser, København og evt. andre større byer. De tildelte opgavers antal må naturligvis være afhængig a f den til rådighed værende styrke. Til løsning af denne gruppe benyttes tungt og let luftværnsartilleri samt hjemmeværnets luftværnskompagnier. Alt vil sandsynligvis af økonomiske grunde kun være delvis motoriseret.
2. Forsvar af hærens styrker og mobile anstalter såsom feltartilleristillinger, kommandostationer, udleveringssteder for forsyningstjenesten, reserver m. m.
Der er vel næppe tvivl om, at den del a f luftværnsartilleriet, der skal løse opgaverne i den første gruppe, vil være den største og blandt andet omfatte alt det tunge luftværnsskyts, som på grund a f sin ringe taktiske bevægelighed er ganske uegnet til at følge en hærstyrke under mobile operationer. Størsteparten af både flyvevåbnet og luftværnsartilleriet vil altså sammen med luftmeldetjenesten deltage i lu ft fo rsvaret. Lederen af luftforsvaret er jagerføreren. Jagernes indsats er i høj grad afhængig af en effektiv føring for at kunne udvikle den kraft, der svarer til dets kvalitet og kvantitet. Jo mindre et lands jagervåben er, desto stærkere fremtræder kravet om, at det samles under fælles ledelse, for at det kan få den nødvendige smidighed. Da endvidere vort lands område er så ringe i udstrækning (det tager kun ca. 10 min. for et bombefly med 750 km/t at flyve fra den tyske Østersøkyst til København), bør jagerforsvaret samles under een fører, der med sine hjælpere fra sin kommandostation leder samtlige jagereskadrillers indsættelse. Dette forhindrer jo ikke, at baseringen af jagervåbnet kan finde sted såvel på Sjælland som i Jylland— Fyn. Man må altså forestille sig, at jagerføreren i sin egenskab af lu ftforsvarsche f er direkte underlagt forsvarsledelsen. Luftmeldetjenesten, jagervåbnet og luftværnsartilleriet, bortset fra den del, der organisatorisk indgår i hæren, er ham underlagt i taktisk henseende. I forsyningsmæssig henseende er luftmeldetjenesten, jagervåbnets markorganisation og luftværnsartilleriet underlagt landsdelskommandoen. Denne organisation forhindrer ikke, at jagerføreren (luftforsvarschefen) kan blive beordret til at afgive eskadriller til løsning af andre opgaver som fjernopklaring for forsvarsledelsen eller taktisk støtte til hær og marine. Ejheller at let luftværnsartilleri, indsat til forsvar af et fast objekt, kan blive beordret afgivet til hæren. M en den sikrer, at lu ftforsvaret a f det danske lu ftrum og a f de mest vitale objekter bliver løst på tilfredsstillende nuide. Luftværnsartilleriet må under krig i taktisk henseende være underlagt jagerføreren bl. a. på grund af luftmeldetjenestens organisation, som man tidligere vil have bemærket det. Andre grunde spiller im idlertid også ind. Da visuel observation er den eneste sikre fjernkendingsmetode, må luftværnsartilleriets ild ofte pålægges restriktioner af hensyn til egne jagerflys eller allierede luftstridskræfters sikkerhed. De kan omfatte totalt ildforbud over et vist område om natten af hensyn til egne jagere (jagernat), begrænsninger med hensyn til, hvilken højde der må skydes på eller over meget vigtige områder tilladelse til beskydning af ethvert luftfartøj uden forudgående identifikation. Fælles for disse restriktioner er imidlertid, at de kan skifte med korte tidsintervaller, bl. a. af taktiske grunde. Nævnes skal også det oplysningsarbejde, der fra luftforsvarskomm andoen må foretages, for at luftværnsartilleriet hele tiden er å jour med, hvilke typer fly der kan ventes angreb fra, deres sandsynlige angrebshøjder, angrebshastigheder, deres bombesigtemidlers karakter m. m.
2. Luftforsvarets beredskab oy det uddannelsesmæssige samarbejde mellem jagervåben og luftvæ rnsartilleri.
Erfaringerne fra den sidste krig gør det sandsynligt, at luftforsvaret også i en evt. kommende krig må tage det første stød. I hvert fald må det være udelukket, at en eventuel angriber ved trusel om luftbombardement af vore største byer kan påtvinge regering og rigsdag sin vilje. For derfor at hindre evt. kupforsøg må luftforsvaret stedse i fredstid have et højt beredskab. Luftmeldetjenesten må være etableret, luftforsvarets kommandostationer må kunne besættes med kort varsel, forbindelsesnettet må være udbygget, jagervåbnet må have et vist antal eskadriller startklare med kort varsel, og lu ftværnsartilleriet må være garnisoneret i nærheden af eller om de objekter, det skal forsvare, bl. a. flyvepladserne. L u ftfo rsvaret må kort sagt kunne etableres med kort varsel. Men for at dette skal kunne ske, må det omhyggeligt forberedes og dets effektivitet prøves ved talrige øvelser. Endvidere må der i luftforsvarets højere stabe foretages studier over en evt. angribers tekniske fremskridt og taktik på luftkrigens område, således at jagervåbnet og luftværnsartilleriet stedse er å jour med udviklingen, ligesom denne må følges på forsvarsvåbnenes område. Det kan i den forbindelse nævnes, at såvel for jagervåbnet som for luftværnsartilleriet synes den tekniske udvikling at tendere mod det samme mål — den fjernstyrede eller selvstyrende luftværnsraket eller om man vil det ubemandede jagerfly. A f beredskabsmæssige grunde skulle dele af luftværnsartilleriet være garnisonerede ved flyvepladserne. Det medfører iøvrigt en uddannelsesmæssig fordel, idet disse luftværnsafdelinger herved får let adgang til målfølgning og lærer eget flyvevåbens maskintyper at kende i praksis. Men også luftværnsartilleriets øvrige enheder må have let adgang til at rekvirere målfly, hvilket er en livsbetingelse for en effektiv uddannelse.
3. Sluttelig skal anføres et tredie forhold: Bør luftvæ rnsartilleriet ikke af traditionsmæssige, uddannelsesmæssige og avancementsmæssige grunde forblive inden for hærens artilleri.
Luftværnsartilleriet blev oprettet i 1932, idet personellet fra det til marinen overførte kystartilleri kom til at danne rammerne for den første luftværnsafdeling (10. a. a.). Det er m it indtryk, at luftværnsartilleriet siden da har stået i skyggen a f »storebror« feltartilleriet. M it indtryk begrunder jeg med den placering, luftværnsartilleriets fag havde på artilleriets skoler, på hårdtsavnede reglementariske bestemmelser og manglende moderne uddannelsesmateriel. Lad mig i denne forbindelse nævne, at det i dag, mere end 4 år efter krigens afslutning, er um uligt at uddanne en lu ftvæ rnso fficer her i landet, fordi der mangler en luftværnsskole med et tilstrækkeligt antal kvalificerede instruktører og moderne materiel (skyts, ildledelsesmateriel, undervisningsmateriel m. m.). Jeg tror, der vil blive grædt tørre tårer fra luftvæmsartilleristernes side, såfremt luftvæmsartilleriet bliver udskilt af artilleriet. Hvad angår luftværnsartilleriets uddannelse, så må denne naturligvis først og fremmest være rettet mod løsningen af den primære opgave. Men lige så selvfølgeligt er det, at luftværnsartilleriet i selvforsvar eller i en kritisk situation for styrker af hæren eller marinen må kunne virke som panserværnsartilleri eller løse lettere opgaver som kyst- eller feltartilleri. Denne uddannelse af luftværnsofficerer til skydeledere mod mål på jorden og søen må dog begrænses til at omfatte få og simple skyderegier. Man kan vist slå fast, at erfaringen herhjemme har vist os, at man ikke kan uddanne en officer til både luftværns- og feltartillerist, således at han med dags varsel kan forflyttes fra den ene artillerigren til den anden og dog gøre fyldest i sin stilling. Avancementsmæssigt tror jeg ikke, at et selvstændigt luftværnsartilleri vil møde vanskeligheder, da dets fredsorganisation som minimum må omfatte chef og generalinspektør med stab, luftværnsskolen og 2— 3 regimenter (grupper). Men til syvende og sidst må avancementsforholdene dog spille en underordnet rolle, når det gælder en styrkelse af forsvarets effektivitet.
Jeg skal sluttelig kort resumere de fremførte synspunkter: Størsteparten af luftværnsartilleriet må under krig, ved sikringsstyrkes formering og under luftforsvarsøvelser i taktisk henseende være underlagt luftforsvarsføreren (jagerføreren). Dette samarbejde mellem luftmeldetjeneste, jagervåben og luftværnsartilleri må forberedes allerede i fredstid og vil uden tvivl lettes ved organisatorisk at knytte flyvevåben og lu ftvæ rnsartilleri sammen i den tredie forsvarsgren. Yderligere til gunst for en sådan løsning kan nævnes beredskabsmæssige grunde, ligesom der stedse mellem flyvevåbnet og luftværnsartilleriet i fredstid må være et intimt samarbejde, for at begge kan være på højde med den tekniske udvikling. Uddannelsesmæssige grunde synes ikke at tale mod løsningen. Mod denne løsning vil vel først og fremmest anføres, at også hæren skal have luftværnsartilleri taktisk underlagt, idet der pr. division eller tilsvarende styrke indgår organisationsmæssigt ca. en luftværnsafdeling. Det luftværnsartilleri, der indgår i hæren er imidlertid kun let og vil henset til de øvrige foreliggende opgaver være af en mindre størrelsesorden end det tunge og lette luftværnsartilleri, der må indgå i landsforsvaret. løvrigt må luftforsvar for hæren principielt være et spørgsmål om en sikring af dens afdelinger og mobile anstalter mod angreb fra luften, men set i sammenhæng med de opgaver, der påhviler hæren, må dette spørgsmål være af underordnet betydning. Den anførte løsning hindrer således ikke, at hæren kan have sit eget lette luftværnsartilleri (hørende under hærens artilleri), idet de nødvendige instruktører kan få deres uddannelse som luftværnsartillerister ved lu ftforsvarets luftværnsskole. Dog skulle det vel også være muligt ved luftforsvaret at uddanne og opstille de mobile lette luftværnsbatterier, som efter endt uddannelse overføres til hæren og deltager i dennes øvelser.
Der er her søgt givet nogle grunde, der taler for, at luftværnsartilleriet oprettes som selvstændig våbenart og sammen med luftvåbnet danner den tredie forsvarsgren, luftforsvaret, idet synspunktet har været, at luftværnsartilleriets organisation og dermed luftforsvarets effektivitet er et vitalt problem for det danske forsvar.
H. G. Hansen
