Luftværn til 1. brigade er mere end bare endnu en kapacitet - hvad er Luftværn, og hvorfor er det vigtigt?
Foto: Northrop-Grumman.
Luftværnet i et historisk perspektiv
Da menneskets første flyvning blev foretaget ved Kitty Hawk, North Carolina i 1903, var det startskuddet til, at luften blev indtaget som det tredje af krigsførelsens domæner ved siden af land og sø. Under den italiensk-tyrkiske krig medbragte den italienske pilot, Giulio Gavotti, en novemberdag i 1911 fire halvanden kilos bomber, som han kastede ud over siden på sit fly. Effekten på slagmarken har nok været begrænset, men hændelsen markerede et vigtigt punkt i historien, da det netop var her, at behovet for et luftværn opstod.
Indtil den anden verdenskrig var luftmagt primært taktisk orienteret, med fly der gav rekognoscering til hærstyrker, og jagerfly der skulle skyde disse rekognosceringsfly ned. Man begyndte at anvende rekognosceringsflyene til at angribe jordmål mere koordineret med deres maskingeværer og håndbomber. I løbet af første verdenskrig udvikler tyskerne såkaldte Schlactflugzeug, som luftens pendant til ”Sturmtruppen”. Det var også under denne krig, at flystyrker for alvor blev anvendt i en større skala. Det skete i forbindelse med Lord Allenbys felttog i Palæstina under første verdenskrig.
På allieret side gik tænkningen i mellemkrigsårene dog mere i retning af strategiske brug af flystyrker. Her rettede fokus sig mod modstanderens bagland for derved at kunne nedslide produktionsapparatet og folkets vilje og moral. Tyskerne holdt dog fast i princippet om indsættelse af fly på det taktiske niveau, hvor det altså netop var til direkte fordel for den landmilitære styrke. Den frygtede styrtbomber, Stukaen, kunne på det tidspunkt levere taktisk luftstøtte mod de allieredes frontenheder med en dengang uset præcision.
Denne udvikling stillede helt nye krav til luftværnet. Nu skulle det kunne beskytte de kæmpende enheder stationært såvel som under bevægelse. Man eksperimenterede med feltkanoner i luftværnsaffutager under den første verdenskrig, men det er først med udviklingen af maskinkanoner (den tyske 37 mm, bofors 40mm), at man får noget som både har tilstrækkelig ildkraft, og som effektivt kan flyttes ud blandt de manøvrerende enheder. I løbet af Anden Verdenskrig finder man så på at komme maskinkanoner på pansrede undervogne med bælter, og så har man for første gang noget, der reelt kan følge med de mekaniserede enheder.
I et luftværns perspektiv er disse to begivenheder relativt skelsættende, da det markerer nogle afgørende tidspunkter for den måde, som den landmilitære operation kan gennemføres på. Det viser dog også noget helt særligt omkring luftværn, der trækker tråde helt op til i dag - nemlig det, at udviklingen inden for luftværnet har været, og vil være, en reaktion på en anden teknologisk eller doktrinær udvikling i luftdomænet.
Det betyder, at fremtidens luftværn giver hovedbrud, især i en verden hvor nye domæner bliver introduceret for den moderne krigsførelse. Derudover er prisen på ny teknologi på en opadgående kurve. Det er dyrt! Det ændrer ikke på, at uden et effektivt luftværn vil kampen med al sandsynlighed være slut, inden den kan nå at begynde.
Hvor står vi i dag?
Truslen ser måske ud til at være aftagende, hvis vi sammenligner tiden nu med tiden tilbage fra Den Kolde Krig. Moderne vestlige kampfly og kamphelikoptere er i teknologisk forstand ofte overlegne i forhold til dem, vi sammenligner os med. Det, man skal være opmærksom på, er imidlertid, at truslen skifter karakter. En ny ting er dukket op, og mange er i dag enige om, at netop denne dims vil udfordre den landmilitære operation på en måde, der vil ændre vores syn på luftværnet. Her taler jeg om dronen.
En quadcopter i Syrien dropper en granat mod en kampvogn. Hobbydronen er styret af en elektroniknørd med hjertet det forkerte sted. Til at begynde med lignede det blot en militær kuriositet, men tendensen bredte sig. Hobbydronen var blevet et billigt våben mod den konventionelle militære styrke.1 I det store billede er hændelsen nok uden nævneværdig effekt mod den militære styrke – men hov – har vi ikke været her før?
Krigen mellem Armenien og Aserbajdsjan, der handlede om det omstridte område Nagorno-Karabakh, bliver set som et seriøst bud på, hvordan fremtidens krig kan komme til at se ud. Her spiller dronen en væsentlig mere central rolle, end vi har set tidligere. Siden elektroniknørden der lavede sin drone om til et våben i Syrien, så ser vi nu, at dronen direkte udfordrer den militære landstyrke. Den bevæbnede drone er ikke længere forbeholdt stormagten, som dem USA har brugt i Afghanistan, Irak, Syrien. Selv den mindre stat kan nu råde over små bevæbnede droner - de såkaldte MALE-droner.2 I konflikten om Nagorno-Karabakh så man således prisbillige MALE-droner indsat i et stort omfang. Aserbajdsjan lykkedes således med at bekæmpe mindst 80 T-72 kampvogne primært med bevæbnede MALE-droner - stort set uden risiko for egne styrker.3
En anden udvikling går i retning af at lade den bevæbnede drone operere i sværme af flere hundrede ad gangen. Her vil dronerne i kombination enten kunne engagere flere mål på samme tid, eller ramme et enkelt samlet. Det kan lyde utroligt, men det er ikke science fiction. Det er science facts.4
Dronen er en ganske særlig udfordring for luftværnet, da den kan være både lille og billig. Den første udfordring giver en teknisk udfordring, da små ting er vanskelige at få øje på, både for det menneskelige, men også for det teknologiske øje. Det er helt enkelt utroligt svært at finde en teknologi, der kan detektere små ting på stor afstand. En løsning er her, helt banalt set, at nedbringe afstanden, som dronen skal nedkæmpes på. Det kan løses organisatorisk ved at lade luftværnet være tæt og integreret med de enheder, der skal beskyttes.
Den anden udfordring lyder måske lidt dum. Hvorfor er det egentlig et problem, at en drone er billig? Jo - det er et problem, når det, man skal beskytte, skal forsvares med systemer, der er meget dyre. Det findes der et godt eksempel på, da en allieret nation til USA på et tidspunkt valgte at nedskyde en hobbydrone til $200 med et Patriot-missil til $3,4 mio.5
Det er ikke selve handlingen, der er problemet, da det er værdien af det, der beskyttes, som skal sættes i forhold til bekæmpelsesmidlet. Handler det om menneskeliv, er $3,4 mio jo ikke et spørgsmål.
Det er ikke sikkert, at begrebet militære bæredygtighed er alment. Det er ikke desto mindre væsentligt i forhold til, at luftværnets midler skal kunne indsættes proportionel i forhold til den trussel, det skal imødegå. Her betyder prisen meget. Der skal være økonomi med kræfterne. Pointen er, at luftværnet ud over alle tekniske udfordringer, der måtte være, også må kunne indsættes, så der holdes økonomi med kræfterne. En modstander må altså ikke blot kunne få et overtag ved at aktivere luftværnet ved indsættelse af billige systemer.
Det er vigtigt at slå fast, at artiklen ikke handler om kampvogne versus droner. Artiklen handler om at tænke integration for at minimere sårbarheder. Det er derigennem, at vi kan sikre vores kampkraft og dermed også muligheden for at kæmpe i det hele taget. I den henseende er luftværnet en afgørende komponent for den landmilitære enhed. Luftværnet sikrer, at den landmilitære enhed kan bringe sin kampkraft i spil. Lufttruslen har udviklet sig over tid. Den kompleksitet, som den landmilitære operation står overfor i dag, stiller store krav til både teknologi og organisering. Den tekniske karakter af truslen peger i retning af, at luftværnet må være tæt på de enheder, der skal beskyttes. Derfor er der også et stort krav om mobilitet, og måske endda en vis grad af autonomi, når små droner i sværme vil gøre sit indtog på kamppladsen. Luftværnet skal tillige kunne imødegå den mere klassiske trussel fra fly, kamphelikoptere, missiler og artilleri, hvor omkostningerne ved drift og indsættelse er centralt for spørgsmålet om, hvordan man vil kunne håndtere de forskellige trusler. Problemets kompleksitet peger til sidst også på, at luftværn ikke kun kan være en enkelt ting. Det bør være flere elementer, der er integreret på forskellige niveauer. Det vil tilsammen udgøre et system, der i flere lag kan beskytte den landmilitære enhed, når den er indsat i kamp og bevægelse. Truslen kan udover krav til luftværn også stille krav til øvrige enheders selvbeskyttelse. Opgaven er ikke nem. Den er både svær og nødvendig, hvis den landmilitære styrke skal have en chance på den moderne kamplads.
Afskrækkelse, kapabilitet og kapacitet
Den seneste politiske debat, om hvorvidt 1. brigade bliver klar som lovet i NATO’s kollektive forsvar, har i høj grad været fokuseret på proces. Det har eksempelvis drejet sig om, hvorvidt politikerne er blevet lovet noget, som ikke passede, om den militærfaglige rådgivning har været retvisende, eller hvornår hvem vidste hvad. Det har været en sag, som på mange måder har været et billede på de aktuelle problemstillinger i danske civil-militære relationer. Prioriteringen af brigaden i det indeværende forlig er en logisk konsekvens af den ændring i det sikkerhedspolitiske landskab, som er sket de seneste 5-6 år. Sagen, om hvornår 1. brigade er klar, er derfor ikke kun et spørgsmål om forskellige personers og myndigheders ageren i de danske civil-militære relationer, men også et spørgsmål om hvordan de danske civil-militære relationer omstiller sig til at agere hensigtsmæssigt i lyset af de ændrede vilkår og nye trusler. Med sidstnævnte udgangspunkt er det interessant at se på den militærfaglige kerne i klargøringen af 1. brigade. Det drejer sig
ikke om overvejelser og udfordringer i forbindelse med uddannelse af soldater eller indfasning af materiel, men det handler mere om, hvilket militært formål og hensigt opstillingen af 1. brigade skal tilgodese.
Et centralt spørgsmål i debatten har været anskaffelsen af et luftværn til brigaden. Netop luftværn er et godt eksempel på, at et nyt sikkerhedspolitisk landskab stiller nye krav til danske militære kapaciteter og omstillingen af Forsvaret. Det er således også nye krav til omstilling af Forsvaret, som ligger bag ved debatten, som fx hvornår 1. brigade kan være fuldt opstillet som beskrevet i forsvarsforliget. Luftværn til Hæren er et eksempel på de kapaciteter, der (igen) er kommet i fokus i en tid med øget stormagtsrivalisering. Den er også et eksempel på, hvordan den kapacitetsbaserede tilgang, som forsvarets udvikling har bygget på de seneste årtier, nu ikke længere er så anvendelig som grundlag for Forsvarets fremtidige udvikling.
NATO skal afskrække Rusland fra at angribe eller true eksempelvis de baltiske NATO-lande. Det er ikke kun et spørgsmål om nuklear afskrækkelse, forstærket fremskudt tilstedeværelse eller reaktionsstyrker på meget højt beredskab. Det er også et spørgsmål om konventionel afskrækkelse og medlemslandenes evne til at stille styrker i NATO’s kollektive forsvar. I NATO’s forsvarsplanlægning er behovet for styrker til afskrækkelse blevet reflekteret i styrkemålene – de såkaldte Capability Targets. I den forbindelse skal det bemærkes, at byrdedeling i NATO ikke kun handler om at anvende to procent af bruttonationalproduktet på forsvar. I deklarationen fra Wales-topmødet står der også, at de allieredes forpligtelse til at anvende flere midler til forsvar skal have fokus på at opfylde deres respektive NATO-styrkemål. På den måde vil det bidrage til at reducere NATO’s kapacitetsbehov.6 Byrdedelingens fokus på nationernes 2 procents bidrag kan kritiseres for at være en ensidig fokusering på input. Det rejser spørgsmålet om, hvilket output som man så skal have fokus på i NATO. I årtier har vi Danmark taget det for givet, at output i NATO-sammenhæng var lig med nationens bidrag i internationale operationer, herunder villighed til at dele de risici, som var forbundet med de forskellige internationale operationer. Med genkomsten af afskrækkelse og med fokus på opfyldelsen af Capability Targets, så har det ændret sig hvad output er i NATO-sammenhæng. Hvor vi de foregående årtier har været vant til, at blive målt på output i form af udsendte enheder i internationale operationer, så bliver vi nu også (og måske i højere grad) målt på output i form af afskrækkelse og dermed opstilling af enheder, som kan bidrage til denne afskrækkelse.
Formålet med NATO styrkemålsproces er, at alle allierede bidrager med hensigtsmæssige kapabiliteter i overensstemmelse med NATO’s planer og strategier. Der skal være overensstemmelse med en formålstjenlig arbejdsdeling, der tager hensyn til geografi.7 Det er på den baggrund, at NATO har vedtaget et styrkemål for Danmark, der omfatter en tung brigade, som skal kunne deployeres i rammen af NATO’s kollektive forsvar. Danmark svarede NATO, at vi i første omgang kun kan stille en medium brigade med 4000 mand, som på det pågældende tidspunkt blev vurderet at kunne blive opstillet i rammen af indeværende forsvarsforlig.
Etablering af en brigade er dermed blevet et vigtigt output for Danmark i forhold til NATO byrdedeling, hvilket også stod klart i NATO’s seneste bedømmelse af Danmark.8 NATO styrkemål er klassificeret, men når man ser på tilsvarende enheder, der opstilles hos andre allierede, så tegner der sig et billede af en enhed med væsentlige flere soldater og med noget mere avancerede enheder, end tidligere brigader opstillet i Hæren. Danmarks målsætning om en brigade på ca. 4000 mand er dermed kun delvist en brigade set i NATO sammenhæng.9 Samtidigt har Danmark et behov for, at brigaden bliver et troværdigt bidrag til NATO’s afskrækkelse (og dermed er et output i NATO byrdedeling). Når man ser på hvilke enheder, der bør prioriteres, i den delvise opstilling af en dansk NATO-brigade, så spiller luftværn derfor en vigtig rolle. NATO’s kollektive forsvar i Polen og de baltiske lande vil blive udfordret af den russiske militære formåen. Her er luftforsvaret af de enheder, der dedikeres til det kollektive forsvar, afgørende vigtigt. Luftværnet er derfor adgangsbilletten til, at brigaden kan løse sin opgave som enhed og dermed også adgangsbilletten til, at Danmark leverer output i form af en brigade, der rent faktisk kan være en del af NATO’s afskrækkelse.
Luftværn bliver dermed en vigtig del af det nye output som tæller med i NATO-byrdeling, men den har ikke spillet en rolle i det hidtidige output; i styrkebidrag til internationale operationer. Man kan derfor spørge sig selv, om der er tale i en enhed, der aldrig bliver brugt. Her er pointen, at man med det nye output i NATO (afskrækkelse) opstiller enheder i det håb om, at de ikke bliver brugt, fordi afskrækkelsen virkede. Om luftværnet er en relevant kapacitet, vil man derfor ikke kunne måle på antallet af udsendelser i internationale operationer, men derimod på om luftværnet passer ind i NATO’s afskrækkelsesstrategi.
Set over tid fylder investeringen i luftværn relativt lidt i det samlede forsvarsbudget. Investeringen i luftværn kan derfor ses som et mindre bidrag, der betyder, at brigadens øvrige enheder også er relevante i scenarier mod mere jævnbyrdige modstandere.
Brigadens luftværn i et værnsfælles, operativt perspektiv
Der findes mange forskellige kapaciteter, som kan bekæmpe russiske lufttrusler, så hvorfor skal brigaden have sit eget? Når luftværn til brigaden er en del af NATO-styrkemål, så kan det blandt andet tolkes som et ønske om byrdedeling - også på luftforsvarsområdet. Dermed stiller nationerne ikke kun med de kapaciteter, de har i værkstøjskassen, men stiller også med de lidt mere specialiserede kapaciteter, herunder brigadens eget luftværn.
Luftværn til 1. Brigade er et spørgsmål om kapacitet, i ordets egentlige betydning. I dansk forsvar bruger vi ordet kapacitet synonymt med det engelske ord capability, eller kapabilitet. Ordet kapacitet har været brugt på den måde siden Bruun-rapporten og forsvarsforliget 2004-2009.10 Men i den aktuelle situation kan denne brug af ordet kapacitet godt være misvisende. For NATO’s militære udfordring med Rusland handler også om capacity; om tilstrækkeligt med enheder, ammunition og forsyninger til at kunne afskrække. Det er ikke tilstrækkeligt, at man teoretiske set har en operativ evne, der kan imødegå en given trussel. Evnen skal også være til stede i et omfang, der matcher omfanget af den trussel, man står overfor og evnen skal være til stede og fordelt på de enheder, eksempelvis 1. Brigade, som kan risikere at stå over for truslen.
Den hidtil anvendte kapacitetsbaserede, generiske tilgang er således ikke særligt anvendeligt udgangspunkt for den fremtidige anskaffelse af luftværn til 1. Brigade. Det er også nødvendigt at se kapacitet i ordets egentlige betydning og på den konkrete værnsfælles operative sammenhæng, som luftværnet skal være en del af, herunder NATO doktrin og planer. Luftværnet til 1. Brigade skal kunne indgå i et lagdelt og integreret luftforsvar. Brigaden vil derfor ikke have et eget luftrum, som den vil have det fulde ansvar for at forsvare, den vil være en veldefineret brik i en større luftforsvarssammenhæng. I Polen og i de baltiske lande er der en overordnet NATO kontrol- og varslingsstruktur, som leverer et samlet luftbillede, der er koordineret med de forskellige elementer i det lagdelte luftforsvar.11 Brigadens luftværn skal kunne være en integreret del af denne koordination og kunne levere sin varsling videre til det samlede luftbillede. At brigaden skal indgå i et lagdelt luftforsvar indebærer derfor også, at den skal kunne indgå sammen med andre luftsvarssystemer og fly. Øvrige systemer vil etablere punktluftforsvar om strategisk vigtige objekter og områder (eksempelvis indskibningshavne og nøglepunkter i infrastrukturen), samt etablere områdeluftforsvar, herunder også som et lag, der lægger sig oven på hærstyrkernes organisatoriske luftværn. Lande som Polen og Rumænien anskaffer jordbaseret luftforsvar til et fremskudt områdeluftforsvar i form af Patriot PAC III, og neutrale Sverige gør det samme.12 13 De baltiske lande råder ikke over egentligt jordbaseret områdeluftforsvar, idet mellemrækkende systemer som NASAMS er det mest langtrækkende her.14 USA har dog vist vilje til at deployere Patriot-systemer til de baltiske lande som led i den kollektive afskrækkelse.15
En effektiv afskrækkelse stiller krav om et effektivt luftforsvar, der er opbygget i lag, der gensidigt komplementerer hinanden.16 Luftværnet til 1. Brigade skal således tilføre kapacitet, der supplerer områdeluftforsvaret i et scenarie med en mere jævnbyrdig modstander med mange trusler, samt være en komplementær kapabilitet fokuseret på de trusler, der er særligt relevante ift. brigadens kamp (eksempelvis kamphelikoptere og droner). I Norge kalder man brigadens luftværn for kampluftværn.17 Det er god måde at beskrive, at luftværnet ikke er optimeret til at etablere områdeluftforsvar eller punktluftforsvar af strategisk vigtige punkter, men derimod er optimeret til at beskytte en kamp; brigadens kamp. Det stiller høje krav til mobilitet og særligt at kunne imødegå de lufttrusler, som en modstander måtte indsætte for at stoppe brigadens manøvre eller nedslide brigadens kampevne. Det skal bemærkes, at kampluftværnet ikke kan stå alene, og at trusler som droner mv. også stiller krav om fysisk sikring og modforholdsregler ved alle enheder, men kampluftværnet er kernen i at kunne imødegå de lokale trusler mod brigaden og dermed også understøtte brigadens afskrækkende effekt.
Fodnoter
[1] https://www.droneshield.com/islamic-state-uses-weaponized-drones-against-iraqi-forces
[2] Medium Altitude, Long Edurance
[5] https://www.theverge.com/2017/3/16/14944256/patriot-missile-shot-down-consumer-drone-us-military
[7] https://www.nato.int/docu/review/articles/2017/05/05/sharing-the-burden-of-keeping-europe-whole-free-and-at-peace/index.html
[8] https://fmn.dk/globalassets/fmn/dokumenter/aarsrapporter/nato/-nato-defence-planning-capability-review-2019-2020-.pdf
[9] Der kan også være relevante forhold vedrørende beredskab i forhold til brigaden.
[10] Forsvarsfolig 2005-2009 inkl. bilag (fmn.dk)
[11] ICDS_Report_Air_Defence_Christopher_Harper_Tony_Lawrence_Sven_Sakkov_May_2018.pdf
[12] https://www.dsca.mil/sites/default/files/mas/sweden_18-01.pdf
[14] ICDS_Report_Air_Defence_Christopher_Harper_Tony_Lawrence_Sven_Sakkov_May_2018.pdf
[15] U.S. deploys advanced anti-aircraft missiles in Baltics for first time | Reuters
[16] Toward_Effective_Air_Defense_in_Northern_Europe.pdf (atlanticcouncil.org)
