Ved Kaptajn C. Gyldenkrone.
Ved Hvervningen anstrænger man sig i Rigsværnet for kun at antage paalidelige og uangribelige Folk. Da man ikke mener, at dette lader sig gøre ved offentlig Hvervning, som man kender den bl. a. fra England, har man overladt Hvervningen til Underafdelingscheferne. Man har valgt denne Fremgangsmaade, idet man er klar over, at Cheferne for disse smaa Enheder igennem den lange Tid, de gennemgaaende har med deres Mandskab at gøre, ikke alene lærer dette at kende paa det nøjeste, men ogsaa faar nøje Kendskab til, fra hvilken Samfundsklasse det er udgaaet. Til Slægtninge og Venner af de Folk, som Underafdelingschefen anser for paalidelige, henvender denne sig gennem disse. Hvervningen skal saa at sige gaa fra Mund til Mund. Hvis denne Maade at hverve paa skal føre til et godt Resultat, saa har den et Par Betingelser som Forudsætning. For det første maa Soldaten, gennem hvem man venter Tilgang af nye Frivillige, have fundet en saadan Tilfredsstillelse i sit Soldaterkald, at han virkelig virker af Overbevisning, og for det andet maa der bestaa et stærkt Tillidsforhold mellem Soldaterne og deres Officerer. Det er nødvendigt, at den nuværende Officer kommer i nærmere Berøring med Mandskabet, end det tidligere var Tilfældet i Tyskland. Tilgangen til Officersstanden er nu fri for enhver. Der kræves ingen Prøver for at komme ind i Rigsværnet, men før Udnævnelsen til Officer kræves naturligvis en Eksamen, men om Aspiranten har tilegnet sig Kundskaberne før sin Indtrædelse i Rigsværnet eller under sin Tjeneste, er ligegyldigt. Forskellen ligger kun deri, at der gives Aspiranter af den sidstnævnte Kategori Lejlighed til at erhverve sig disse Kundskaber, men naturligvis, de først nævnte vil i Sammenligning med de sidste hurtigere blive Officerer.
Alle frivillige —- ligegyldigt til hvilket Vaaben de er hvervede — uddannes først et halvt Aar som Infanterister. Da hvert Aar kun c. 10 °/o rnaa gaa ud af Hæren og ogsaa kun c. 10°/,, maa træde ind i denne, er en Uddannelse af de faa Rekrutter ved de enkelte Kompagnier ikke mulig. De unge Soldater bliver i 6 Maaneder uddannede ved Infanteriuddannelsesbataillonerne. Derved sker ogsaa den Erfaring Fyldest, som Krigen saa eftertrykkelig har bevist, nemlig, at Soldater af alle Vaaben maa være fuldt fortrolige med Brugen af Infanteriets Vaaben (Geværer og Maskingeværer). Efter denne Uddannelse ved Fodfolket kommer de, som er hvervede til Rytteri- og Artilleriafdelinger, til Uddannelseseskadroner og -batterier ved disse Vaaben, hvor de først og fremmest lærer at ride. Først derefter tilgaar de de Vaaben og Afdelinger, der har hvervet dem. Selv om ogsaa de Frivillige gaar ind i Hæren i det Haab i Løbet af de 12 Tjenesteaar mindst at naa til at blive Underofficer, saa er dette jo betinget af, om de er egnede, og om der er ledige Pladser. Men for under alle Omstændigheder at give de ældre Folk en mere fremskudt Stilling kan de Menige — men ogsaa kun forsaavidt der er Pladser ledige — blive udnævnt til Gefreiter efter mindst 4 Aars og Obergefreiter efter mindst 6 Aars Tjeneste. Hvis den Menige ønsker at blive Underofficer, maa han først tjene mindst 3 Aar, og derefter aflægge en Prøve. Naar denne er bestaaet, udnævnes han til Underofficersaspirant for saa efterhaanden at blive forfremmet til Sergent, Underfeldwebel og Feldwebel. Denne sidste Grad kan først naas efter 10 Aar Tjeneste.
Ogsaa de, der ønsker at blive Officerer, maa godtgøre deres Kvalifikationer ved at aflægge en Officersaspirantprøve, til hvilken enhver Soldat kan indstille sig. De Soldater, der har Studentereksamen, kan aflægge denne Prøve efter 1'/4 Aars Forløbt alle andre efter 3'/j Aars Forløb, sidstnævnte dog først efter at de har bevist at være i Besiddelse af en saadan Almendannelse, som er nødvendig, naar man vil frekventere en Vaabenskole. Officersaspiranter af alle Vaaben gennenigaar dernæst et Kursus paa en Infanteriskole, saa — efter Aflæggelsen af Fændrikeksamen og efter mellemliggende Geledtjeneste — deres egen Vaabenskole. Herefter aflægger de Officerseksamen. Efter at have bestaaet denne følger Udnævnelsen til Overfændrik, dernæst yderligere 7 Maaneders Geledtjeneste, saa Officersvalg og sluttelig Udnævnelse til Officer. For Studenter kan denne Udnævnelse naas efter 4 Aars Forløb, for andre efter 6 Aar. Forfremmelse til Løjtnant vil hovedsagelig næppe kunne finde Sted før i en Alder af henimod 25 Aar. Før Udnævnelsen maa Aspiranten forpligte sig til at tjene i 25 Aar som Officer.
Nødvendigheden af den længere og intensivere Uddannelse af Officeren har Krigen bevist. Samtidig opnaas derved ogsaa, at ny udnævnte Officerer først kommer i Berøring med Mandskabet i en ret moden Alder. Dette er i Rigsværnet saa meget nødvendigere, som de ældste Aargange i Afdelingerne er nær ved de 30 Aar. Rigsværnsministeriet har uden Tvivl ved disse i M odsætning til tidligere overordentlig skarpe Bestemmelser tilstræbt at give de højere Troppeofficerer Lejlighed til skarp Sigtning af de Frivillige, før disse opnaar at blive Befalingsmænd. Ikke mindst i en hvervet Hær med Mandskabets lange Tjenestetid maa en Befalingsmand kunne staa for Kritik. Befalingsmændenes personlige Egenskaber og Svagheder træder skarpt frem, Kritiken opvækkes lettere, og denne kan selvfølgelig komme til at skade Disciplinen. Mere end før bliver Officeren udsat for en skarp Kritik, mere end før maa Eksaminer og Bedømmelser skærpes. Thi for Officeren gælder den Bestemmelse, at kun 5 % aarlig kan afgaa, heri ogsaa medregnet Afgang ved Død, Tjenesteudygtighed og Uduelighed. Det er saaledes ikke let at blive af med ikke egnede Personligheder.
Men endnu en Omstændighed har en meget betydelig Indflydelse paa Hvervningen og i det Hele taget en stor Indflydelse paa at faa dygtige Soldater, og det er 1) Lønnen under Tjenestetiden, og 2) de Forhold, der efter den 12-aarige Tjenestetid bliver budt den Soldat, der forlader Hæren. Det er forstaaeligt, at den unge Mand, der gaar ind paa at ofre 12 af sine bedste Aar som Soldat, bør være stillet saaledes, at han ikke har økonomiske Bekymringer under sin Tjenestetid, og at Overgangen til det civile Liv lettes ham i pekuniær Henseende. Lønningen bestaar af Grundløn, Stedtillæg, Børnetillæg og Dyrtidstillæg. Den stiger fra 4000 Mk. aarlig for Menige i 1’ og 2’ Tjenesteaar til 7300 Mk. for Overfeldwebler i 11’ og 12’ Tjenesteaar. Det hertil hørende Stedtillæg retter sig atter efter Grundlønnens Højde og Stedklassen. Det stiger fra 1000 til 3500 Mk. Børnettllæg og Dyrtidstillæg svarer til de Tillæg, der gives til andre Statstjenestemænd. Som Resultat af den ret vanskelige Lønberegning kan som Eksempler anføres, at Lønnen for en Soldat i 1’ og 2’ Tjenesteaar udgør ca. 10.200 Mk., for en Underofficer i 11’ og 12’ Tjenesteaar 17.850 Mk.; for den sidste endvidere, naar han er gift og har Børn, for hvert Barn 1200 Mk. aarlig. Dertil kommer for Menige og Underofficerer fri Uniform og Udrustning samt frit Lægetilsyn. Paa den anden Side maa Soldaten nu betale for Kvarter og Forplejning, ligesom han skal betale Statsskat. Dette bliver saa omtrentlig til, at Soldaten i 1’ og 2’ Tjenesteaar faar udbetalt ca. 6500 Mk. aarlig, hvorfra dog maa trækkes 10% i Statsskat.
Den største Ulempe — bortset fra, at Militære ikke har politiske Rettigheder — er uden Tvivl den, at han i de 12 Tjenesteaar ikke kan opsige sin Kontrakt. Kun Militærmyndighederne har efter visse Regler Ret hertil. En meget vanskelig Sag er Spørgsmaalet om, hvad der efter de 12 Tjenesteaar skal blive af den Soldat, der træder ud af Rigsværnet. Den Udtrædende vil i Reglen være omkring de 30 Aar, d. v. s. for ung til at blive Pensionist og dog for gammel til med Held uden videre at kunne tage Konkurrencen op med Kammerater af andre Erhverv. Regeringen er sig ogsaa bevidst, at den kun kan faa dygtige Elementer til at træde ind i Rigsværnet, naar den er i Stand til at byde de, der træder ud af dette, en betryggende Fremtid. Det er derfor dens Pligt bedst muligt at forberede Soldaterne til Indtrædelse i det civile Liv. Denne Forberedelse kan ikke begynde i den sidste Periode af Tjenestetiden, den maa begynde saa tidligt og drives saa intensivt, at de, der træder ud af Hæren, virkelig bliver i Stand til at yde noget dygtigt i deres Kald. Staten kan ikke, som det før var Tilfældet med de udtrædende Underofficerer, ansætte alle, der forlader Hæren, i forskellige Tjenestemandsstillinger. Dette var hidtil vanskeligt nok og vil i Fremtiden vise sig som ugørligt. Soldaterne skal derfor nu efter eget Valg uddannes i det Fag, som de selv maatte ønske. Løsningen af denne helt ny Opgave er en af de vanskeligste, der er paalagt Rigsværnet. Uddannelsen som Soldat er naturligvis Hovedsagen. Paa Grund af de forøgede Fordringer, der stilles til Soldaten, frem for alt i teknisk.Henseende, menes den tidligere Tjenestetid af 2 Aar ikke at strække til til en fuldt forsvarlig Uddannelse; til denne skal de 3 første Tjenesteaar helt og holdent være helliget. Fra 4’— 6’ Tjenesteaar gennemgaar Soldaten en videre Skoleuddannelse, der skal danne Grundlaget for den særlige Faguddannelse. Fra 7’— 12’ Tjenesteaar modtager han saa civilfaglig Undervisning, f. Eks. i Landøkonomi, Haandværk, Teknik eller Handel. Det er klart, at denne Uddannelse ikke kan gives af Officerer, det kan kun ske gennem Fagfolk. Trods disse Forholdsregler er man klar over, at Overgangen til det civile Liv ikke vil blive let, og der maa derfor yderligere ydes dem, der træder ud af Hæren, Hjælp, ligesom Staten i Tilfælde af en Soldats Død maa sørge for dennes Efterlevende. Paa Grund af den lange Tjenestetid og Tilladelsen, der er givet Soldaterne til at indgaa Ægteskab, har denne Forpligtelse faaet en langt større Betydning end tidligere. Reglerne for den Hjælp, der ydes, er ret komplicerede. Som Eksempel skal anføres, at den, der efter 12 Aars Tjenestetid forlader Hæren, faar en 3-aarig Hjælp af henholdsvis n/s, % og l/s af den sidst oppebaarne Grundløn og det sidst oppebaarne Stedtillæg; hertil kommer et 3-aarigt Tillæg af 2000 Mk., et Børne- og Dyrtidstillæg og et Tillæg en Gang for alle af 2100 Mk. og endelig en Flyttegodtgørelse. For Officerer, der jo først træder ud af Hæren i en betydelig ældre Alder, har man fastsat andre Forsørgelsesbestemmelser.
Sluttelig skal anføres, at med Udgangen af Marts manglede Rigsværnet 10% af s*11 Styrke. Dette har dog nu bedret sig, saaledes at de specielle Vaaben nærmest har fuld Styrke, medens Fodfolket endnu mangler nogle Procent. Efter Udtalelser at dømme skal i hvert Fald Officererne befinde sig meget vel i Rigsværnet, hvilket ikke mindst skal skyldes den store Selvstændighed, de i Sammenligning med tidligere Tider har faaet. Denne ej sikkert for en Del atter en Følge af de i militær Henseende tnaaske mindre heldige Garnisoneringsforhold, der har medført, at Afdelingerne ikke garnisonerer samlet, men kan have deres Underafdelinger i 2 å 3 Garnisoner.
