Af Premierløjtnant E. H. Augsburg.
Naar man som jeg daglig underviser i Bajonetfægtning i den gamle Gymnastikskoles „hellige Haller", over hvis Indgangsdør der blot mangler et „F . M ." til Forstaaelse af, at de ikke er ændret i de 100 Aar, Skolebygningen til næste Aar har staaet (ikke at forveksle med, at Skolen 1929 fejrer sit 125 Aars Jubilæum), saa kommer man til med Taknemlighed at mindes Professor Nachtegall og hans Interesse for Bajnoetfægtningen og den deraf følgende Anbefaling til at faa daværende Premierløjtnant Irminger ind paa Skolen, for at han paa Grundlag a f sine udenlandske Erfaringer kunde skrive vort Bajonetfægtningsreglement. Meget hatændret sig siden, — men Bajonetfægtningen ikke synderligt; der er ikke kommet andet til end Haandgentæng som Følge af den sidste Krig. At vi paa Grund af den kortere Uddannelse har maattet slaa af paa Fordringerne i Bajonetfægtning er en Selvfølge.
I vore tidligere Krige frygtede vore Modstandere vore Bajonetter. Vor Bajonetfægtning har indtil 1922 haft en høj Standard. Intet andet Land havde noget tilnærmelsesvis saa godt. Jeg har set Bajonetfægtning i flere Lande, det var ikke godt. Jeg har selv i 1919 staaet over for en engelsk Lærer i Bajonetfægtning, han underviste i Bajonetfægtning paa de herliggende engelske Skibe 8 Timer om Dagen, han havde det ikke godt, da han kom ind og pi-øvede os paa Gymnastikskolen. Han var en rask Mand, men hans Føring af Bajonetten havde ikke meget med Fægtning at gøre, — det gik ham ilde.
Mange Ting er undersøgt efter Krigen paa Grundlag af Erfaringerne fra denne, det kunde maaske derfor have sin Interesse at se, hvad de krigsførende Nationer nu mener om Bajonetfægtningen.
Jeg skal begynde med den tyske Major Loebels Kritik af den italienske General Gascas Bog „La Baionetta". Herved slaar vi to Fluer med et Smæk: Italienerens og Tyskerens Syn paa Sagen. Da jeg ikke ved, hvor meget Generalen har været i Geleddet, men derimod ved, at Majoren har gjort hele Krigen med i Geleddet, tillægger jeg hans Mening størst Betydning, underbygget som den er med Eksempler. Tyskerne er jo forøvrigt den Nation, der med Hensyn til Temperament og Fysik staar os nærmest.
Major Loebel skriver følgende: „Milt. Wochenblatt" No. 21 af 1/12 1925 bringer et Uddrag a f den italienske General A. Gascas Bog „La Baionetta" angaaende Spørgsmaalet Kampen Mand mod Mand — Bajonetkampen.
General Gasca udvikler i det væsentlige følgende Tanker: „Bibeholdelse af Bajonetten i Ilærene efter Krigen viser, at man trods Verdenskrigens Erfaringer stadig ikke har lært at forandre Infanteriets Fægtningsmetoder i Overensstemmelse med Virkningen af de moderne, automatiske Vaaben. Angrebets sidste Fase er nutildags ikke mere Bajonetkampen Mand mod Mand, men almindelig Besættelse af den sammenskudte fjendtlige Stilling. Ilaandgranaterne tilintetgør i værste Tilfælde paa passende Afstand den sidste Modstand. Ilvem, der den Dag i Dagmøder op med og tror paa Fægtningsledelse med Massestødet med paasat Bajonet og Indbrud i Stillingen som Maal, begaar en betydelig Fejl, der maa rettes, dersom man ikke vil gaa i en gal Retning med Hensyn til Hærens taktiske Uddannelse, der helt igennem modsiger de nyeste Krigserfaringer. Kampen Mand mod Mand maa for Fremtiden forlades, da den fører til svære Tab, som ikke staar i noget som helst Forhold til Fægtningsresultatet. Ilden alene afgør. Bajonetten, som gennem Aarhundreder indtil det yderste var Symbolet paa den ædleste Soldaterdyd, Dristighed, Selvfornægtelse og Pligtopfyldelse, er nutildags blevet et overflødigt, besværligt Værktøj og har derigennem mistet enhver Nutidsberettigelse som Infanterivaaben."
Forfatteren tiltræder saaledes fuldstændig den franske Anskuelse: „Artilleriet erobrer, Infanteriet besætter!"
Den italienske Generals Anskuelser modsiger Ord for Ord min egen K rigserfaring og kan derfor ikke staa uimodsagt, dersom de ikke ogsaa hos os skal frembringe falske Forudsætninger for Infanteristens Uddannelse og Bevæbning. Med Krigserfaringerne er det imidlertid en egen Sag, thi Frontsoldaten kan kun berette om sine egne begrænsede Oplevelser. Jeg paastaar derfor heller ik ke, at det overalt er kommet til Nærkamp. Andre, som har kæmpet med, kan komme til det modsatte Resultat og sige: „T il Bajonetkamp er det i Verdenskrigen aldrig eller meget sjældent kommet."
Saaledes skriver den kendte Dr. Ku rt I lesse i „\Y"issen und Wehr" 192-1, Side 57: „Thi Kampen med det blanke Vaaben er Undtagelsen. For een, der som sagt kun har været Infanterist i Krigen, har kun oplevet det 2 Gange i alle de lange Aar, nemlig engang her i Bac-Zymond". Mangfoldige Gange bliver den italienske Generals Synspunkter tiltraadt og hævdet: „I en Frem tidskrig vil det aldrig mere komme til Bajonetkamp — til Kamp Mand og Mand imellem". Hvorledes Fremtidsslaget vil komme til at tage sig ud, kan ingen med Bestemthed forudsige. Da det i Verdenskrigen, endogsaa i det sidste Ivrigsaar, er kommet til Kamp Mand og Mand imellem, saa kan i det mindste en lignende Kampmaade ogsaa i en Frem tidskrig blive mulig. Ganske vist var det, hvor det i Verdenskrigen er kommet til Nærkamp, afhængig af forskellige Omstændigheder. En stor Rolle spillede herved Krigsskuepladsen og Fjenden selv, om han modtog denne Kamp eller forinden uden Kamp strakte Vaabnene. Ved egne Tropper spillede Sammensætningen og hvilken Landsdel, Mandskabet kom fra, ind.
En af unge, friske Folk bestaaende Enhed vil snarere søge eller modtage Kampen Mand mod Mand end een a f ældre Aargange sammensat Enhed. Store kraftige, sportsligt uddannede Krigere vil lettere betragte den som deres Element end smaa eller svage. Ved Kampen Mand og Mand imellem forstaar jeg ikke alene, selv om det er den overvejende, Bajonetkampen, men ogsaa Brugen af Kolben, Spaden, Pistolen og Kniven, ja selv Tænderne, som det a f et Eksempel vil ses, saavel som Haandgranaten. Ikke alene Pladsens E jendommelighed, men ogsaa selve de kæmpendes E jendommeligheder giver Resultat. Den bayerske Bjergbo vil f. Eks. fortrinsvis gribe til Kniven, medens Grubearbejderen derimod vil gribe til Spaden.
I Stillingskrigen tog Haandgranaten mere og mere den førende Rolle, for igen i 1918 i Angrebskrigen at blive trængt tilbage af Bajonetten. Ogsaa til denne Kamp var Infanteristen udrustet med Haandgranater, men disse blev snart opbrugt under Kampen, for saa vidt de ikke allerede var gaaet tabt under Frem rykningen. Erstatningen af dem var i saa Fald besværlig."
Jeg skal a f Hensyn til Pladsmangel nu kort gengive de Punkter af Major Loebels Artikel, der har særlig Interesse. Kampen Mand mod Mand gaar som en rød Traad igennem det berømmelige 3’ Garderegiments K rig shistorie fra Verdenskrigen. Man lagde ved Regimentets Uddannelse før Krigen den allerstørste Vægt paa Bajonetfægtning; ikke fordi man egentlig troede at faa Brug for den, men man fremelskede derigennem Mod og Angrebsvilje hos Regimentets Mandskab. Gang paa Gang har Truslen om Nærkamp i Form a f blinkende Bajonetter været nok til at faa Fjenden til at gaa eller strække Gevær. Men en Trusel er intet værd, dersom ikke Kraften og Viljen til at udføre den i Virkeligheden ligger bag ved. Den havde Tyskerne vist i Begyndelsen af Krigen. Majoren angiver her flere Tilfælde, hvor Truslen var nok, nemlig 28.— 30./8 1914 St. Quentin, den 10./ I l 1914 i Polygonskoven ved Ypern (det sidste Sted kun delvis). 6’ Kav. Div. angreb gentagne Gange den 12., 9 1915 med Bajonetten. Bulgarsk Infanteri den 18./9 1918 i Kampene ved Dojransøen. Den 12./5 1915 angreb 3’ Garderegiment med Bajonetten ved „Le Mesnil", Punkt 196. Fra Maj til Slutningen af August 1915 angreb Gården paa Østfronten med Bajonetten, og ofte korn det til Haandgenræng. Der kommer en Periode, hvor Garden ikke kan præstere det, man venter, fordi Erstatningsmandskabet ikke er uddannet i Bajonetfægtning. Den bliver trukket ud og uddannet, og i August 1916 er den klar igen. I Kampene i 1917 om Danrenweg er der stadig Bajonetkamp og Haandgenræng. Den 22./9 1917 ved Rovere— Ferme gaar det saa haardt til, at en Grenader Wedel bliver bidt i Knæet a f en Franskmand. Den 21. og 22. Marts 1918 ved La Fontaine er Regimentet i Haandgenræng nred Englænderne paa Liv og Død. I Forsvarskanrpene i September 1918 ved Lauffaux og i Argonnerne kænrpedes der til det yderste nred alle brugelige Redskaber og Vaaben til sidste Mand.
Ma jor Loebel siger saaledes: „Prøver nran General Gascas Anskuelser Ilaand i Ilaand nred Erfaringerne fra 1918, saa vil man komme til det modsatte Synspunkt!"
Det sidste Krigsaar kendte vi hos os ikke en saadair Angrebsnraade, sonr den de nyeste Kanrpforskrifter foreskriver: Deling af Infanteriet i snraa Dele. Selv onr ogsaa A rtilleriet først gjorde Angrebet muligt, saa nraatte Infanteriet selv, understøttet af deres Iljælpevaaben, senere i de dybere liggende Zoner uskadeliggøre endnu forefindende Modstandsreder. Angrebets sidste Fase blev Indbruddet nred paasat Bajonet. Var Modstanderen besluttet paa haardnakket Modstand, saa hjalp ingen paa passende Afstand kastede Ilaandgranater til at bryde den sidste Modstand. Angrnxmmr kunde ikke undgaa Kampen Mand nrod Mand, tværtimod, han nraatte søge den, dersom han vilde løse sin Kampopgave. Bajonetten havde endnu sin fulde Eksistensberettigelse sonr Infanterivaaben, — kun for Fjenden var det et farlig t Værktøj.
Saaledes frem gaar det af Verdenskrigens Lærdomme, at det ogsaa i Fremtidsslaget kan komme til Kamp Mand mod Mand, onr det vil komme dertil kan kun Krigen selv vise, forberedt paa denne Kampnraade nraa den ny Tids Infanterist være!
Vort A. V. J. 11 149 foreskrive]' l'orøvrigt ogsaa paa Grundlag af Krigserfaringerne, Indbruddet nred paasat Bajonet nred Ordene: „linde r Hurraraab brydes der nred de blanke Vaaben ind paa een Gang."
Major Loebels Artikel slutter saaledes: „Man kan kun give Soldan Ret, naar han nred Henblik paa Verdenskrigen kommer til følgende Slutning: „Hærens Elite, dens Garde, Manden nred Nerver som Staal — en forholdsvis lille Del a f Frontsoldaterne — , de har præsteret det." For nrig er det uforstandigt, hvorledes nran i Betragtningerne over en Frenrtidskrig kan opstille Spogsnr ralet: „Materiel eller Moral". Do moralsk højtstaaende Tropper vil uden tilstrækkeligt Materiel sirart svigte. Saaledes sonr det gik i Befrielseskrigenes Tid, gaar det desværre ikke mere, — Begejstringen gør det ikke alene mere, den svinder snart bort i Trommeild og Gas! Soldan siger nred Rette: „-----at drage den Følge, at eir første Klasses Troppeafdelings Moral altid vil kunne trium fere selv over den tænkeligst mulige sammenklumpede Ild, er ikke berettiget." Paa den anden Side, hvad nytter det nrest glimrende Materiel, dersom det ikke bliver betjent af de bedste Soldater. Menneskene og ikke Maskinerne vil ogsaa i de kommende Krige gøre Udslaget. Moral og Materiel hører ligesom Taktik og Teknik sammen i Fremtidens Slag. Kun godt uddannede, moralsk højtstaaende Kærnetropper, udrustede med den nyeste Tids bedste Materiel, vil være en Frem tidskrigs Fordringer voksne. De vil kun kunne fremskaffes i ikke altfor koi't Tjenestetid gennem Eksercits og Uddannelse. Jeg forbliver min Anskuelse tro, som jeg havde ved Felttogets Udbrud, og som Krigen stadig stadfæstede for mig: „Det Kompagni, som laver de bedste Geværgreb, slaas altid bedst!" Man kan ud fra dette Synspunkt læse og prøve Troppernes Forhold i Slaget ved Yser 1914 (Ypern 1914, Schlachten des Weltkrieges Band 10). Her viste det sig, hvorledes det i Fredsskolen uddannede, krigsvænnede III Reservekorps var de unge Reservekorps overlegne i Kampførsel til Trods for disses fremragende Menneskemateriale og fortræ ffelige Aand, paa Grund a f den mangelfulde Uddannelse af disse hurtigt opstillede Troppeenheder.
Gode Troppei- vil heller ikke i Fremtiden sky Kam pen Mand mod Mand. Tyskeren, der i Verdenskrigen har vist sig som den bedste Nærkampsmand, behøver ikke at undgaa denne Kamp. Men det gælder om at hærde Soldaten til den. Hertil tjener først og fremmest Legemsøvelser af enhver Art, for at han kan lære at beherske sit Legeme; en Idræt, der særligt egner sig hertil, er Boksningen. Nævekæmperen lærer uden Hensyn til sig selv at gaa paa sin Modstander. Den vigtigste Uddannelse er dog selve Bajonetfægtningen, saaledes at Manden lærer at bruge sit Vaaben hensigtsmæssigt. I den amerikanske Armé bliver Bajonetfægtningen drevet indgaaende som Sport. En god Bajonetfægter gaar med en ganske anden Selvtillid sin Modstander paa Livet end en uøvet Soldat. Sammensatte Kam pe, som i sig forener Soldatens Kampopgaver, saasom Løb, Overvindelse af Hindringer, Skydning og Brug a f Bajonetten, er som Afslutning paa Uddannelsen særligt at anbefale. Gid det maa være forundt den kommende Slægt at opleve lige saa opløftende Dage i en Fremtidskrig, som den 12./ o 1915 og 22. :» 1918 var for mig. Bajonetten, nom gennem Aarhundreder rar Symbolet paa de ædleste Soldaterdyder, Tapperhed, Selvfornægtelse og den yderste Pligtopfyldelse, ril heller ikke i Fremtidsslaget være et overflødigt generende Værktøj ,men tværtimod luvede sin Eksistensberettigelse som Infanterivaaben.
A t Englænderne har brugt Bajonetten, ser man f. Eks. i „The Anny Quarterly" for Oktober 1926 i A rtiklen om „The other side of the hiil No. VI. The German defence of Bernafay and Trones woods 2— 14/7 1916". Artiklen omtaler ikke i Enkeltheder, hvad der skete i Skovene under Angreb og Modangreb, men man læser mellem Linierne, at der har været alvorlige Bajonetkampe og Haandgemæng. I en anden Artikel af en Mand, som jeg kender personligt, og som har gjort hele Krigen med, nemlig Captajn F. A. S. Clarke, slutter denne med at sige, efter at have omtalt og opsat Skemaer for Fodfolkets Sammensætning netop under Hensyn til Antal Bajonetter i Forhold til Maskingeværskyts:
Geværet og Bajonetten er stadig Infanteriets llovedvaaben, det lette automatiske Vaaben et værdifuldt Hjælpevaaben. Delingen er Infanteriets taktiske E n hed og maa som saadan være i Stand til at dække sin Bevægelse ved egne Hjælpemidler. Det synes derfor, at en Organisation, som bibeholder de 2 lette automatiske Vaaben ved Delingen, byder visse taktiske Fo rdele og samtidig tillader en større Bajonetstyrke, som kan sættes ind i Kampen, har afgjorte Fordele frem for den, der nu bruges."
I „ l’Escrime et le T ir" No. 22, 2:» og 24/1923 skriver M. J. Joseph-Renaud, en af Frankrigs dygtigste Fægtere, en A r tik e l: „Méthode d’escrime practique å la Baionette", hvori han uden at omtale, at han fra tysk Side har set noget om Bajonetfægtning under Krigen, indrømmer den franske Soldats legemlige Underlegenhed i Forhold til sin tyske Modstander. Det stemmer nøje overens med det af Major Loebel fremsatte. I hans Lektioner er den røde Traad den, at det er Bajonetspidsen og Benene, der skal hjælpe den franske Soldat i Kampen mod den stærke tyske Soldat; han skal holde sig paa Afstand og undgaa Haandgemæng. Men skal han endelig i Haandgemæng, er det nødvendigt at lære ham det japanske „jiu-jitsu" og give ham en Skyttegravskniv og lære ham Brugen af den, samt lære ham at bokse. Ilan opsætter herefter en Række bestaaende af 10 Lektioner samt en Række Angreb med Kniv i Kamp for Livet, alt sammen meget lignende vort, — men lidt for fægterisk sat op. A lt viser, at man altsaa ogsaa i Frankrig hos Geledofficeren, der har gjort Krigen med, endnu forstaar at værdsætte Bajonetkampen, Kampen Mand mod Mand paa Liv og Ddd. Ikke destomindre drives Bajonetfægtningen herhjemme, hvor vi — ifHige Tradition og med de fra V ikingerne nedarvede Mandfolkeegenskaber — , burde staa over alle, med et — som vi kun har — fra Gymnastikskolen glimrende uddannet Lærermateriale, og et godt Reglement, efter altfor ringe Maalestok. Der ofres for lidt Tid og Interesse paa Bajonetfægtning, saa lidt, at man endnu i Sommeren 1926 ved Afdelingerne modtog saavel Underkorporaler, Kornetter og Sergenter, som ikke anede, hvad Afvæbningsgreb var. Ja, der er Befalingsmandsskoler, hvor man slet ikke har Bajonetfægtning. De nordiske Nationer staar meget højt i de Kampidrætter, som hedder Boksning og Brydning, hvorfor saa ikke benytte det?
E. H. Augsburg.
