Semjon Paulovitj Ivanov, general og professor er født i 1907 af bondefamilie. Han kom ind i den Røde Hær i 1926 og tog en højere uddannelse ved generalstabens akademi. Under krigen var han stabschef ved en række fronter, bl.a. Voronesj-fronten. Efter krigen har han beklædt forskellige stabs- og kommandoposter i Sovjetunionens væbnede styrker. Han er forfatter til en række værker om krigens historie, om strategi og operationskunst. Ivan Pavlovitj er hædret med en lang række udenlandske og sovjetiske ordener, bl.a. udmærkelsen »Sovjetunionens helt«. Generalen beskriver her slaget ved Kursk, der fandt sted for 40 år siden, og som var den 2. verdenskrigs største kampvognsslag.
Optakten
For 40 år siden, fra 5. juli til 23. august 1943, udkæmpedes et af 2. verdenskrigs hårdeste slag, Kursk-slaget. Tysklands nazistiske ledere ville med en storoffensiv vise, at krigen, trods nederlaget ved Stalingrad, ikke var tabt, at krigslykken endnu kunne nå at vende. Hitlers operationsbefaling nr. 6 af 15. april gav følgende formulering af operationen, der gik under kodeordet »Zitadelle«; »beslutsomt og hurtigt med én stormarmés styrker fra Belgorod-området og en andens fra området syd for Oijol gennem et konecentrisk angreb at omringe fjendens styrker i Kursk-området og tilintetgøre dem«. Videre skrev Føreren kategorisk i befalingen: »Dette angreb tillægges afgørende betydning...« »Angrebet skal bringe initiativet over på vor side i foråret og sommeren indeværende år... I de vigtigste angrebsretninger indsættes de bedste enheder, de bedste våben, de bedste befalingsmænd og en stor mængde ammunition. Enhver befalingsmand, enhver menig soldat er forpligtet til at være helt igennem bevidst om den afgørende betydning af dette angreb«. Til gennemførelsen af sin plan koncentrerede Hitler 50 elitedivisioner, herunder 16 panser- og motoriserede divisioner. Denne troppemasse blev nogenlunde ligeligt fordelt meUem hærgrupperne »Mitte« under von Kluges kommando, og »Sud« under Erich von Manstein. Det er betegnende, at der blandt de styrker, der skulle sættes ind i »Zitadelle«, ikke var en eneste enhed fra Tysklands satellitstater. Disses kampberedskab var for ringe. Også det sovjetiske hovedkvarter forberedte sig imidlertid til sommerkampagnen 1943. »De planer, som hovedkvarteret havde lagt, og som gik ud på at rette et hovedangreb i sydvestlig retning, måtte dog underkastes væsentlige ændringer«, erindrer daværende generalstabschef, marskal A. V. Vasilevskij. Den sovjetiske militære efterretningstjeneste kom betids under vejr med, at Hitlers hære forberedte et storangreb mod Kursk-buen. Selv datoen lykkedes det at afsløre. Den sovjetiske kommando stod over for et dilemma: skulle man angribe eller forsvare sig? Generalstaben, hovedkvarteret og frontkommandoeme analyserede situationen og kom efterhånden frem til den opfattelse, at man måtte iværksætte et forberedt forsvar. Ideen hermed blev udtrykt af øverstkommanderende, general Sjukov:, »Det bedste vil være at lade fjenden løbe sig træt mod vort forsvar, sætte hans kampvogne ud af spillet og derefter, når vi har ført friske reserver frem, at gå over til et generalangreb og endeligt nedkæmpe fjendens hovedgrupperinger«. Den 12. blev det i hovedkvarteret vedtaget at indlede forberedelserne af forsvaret med påfølgende overgang til angreb. Den vigtigste rolle i forsvarskampene skulle spilles af Centralfronten (under K. K. Rokossovskijs kommando) og Voronesjfronten (under N. F. Vatutin). Bag dem samledes tropperne fra Steppefronten (hovedkvarterets stærkeste strategiske reserve, under kommando af I. S. Konev). Når de første mål i forsvarsoperationen var nået, skulle anden etape af slaget åbnes: i modangrebsbølger skulle tropper fra venstre flanke af fronterne Vest (kommanderet af V. D. Sokolovskij), Brjansk (m. M. Popov) og Centralfronten og senere også Voronesj-, Steppefronten og højre flanke af Sydvestfronten (P. J. Malinovskij) kastes ind. I frontfremspringet ved Kursk, der var 550 km lang, var der i Central- og Voronesjfronten koncentreret over 1,3 mill. mand, op mod 20.000 kanoner og morterer, 3444 kampvogne og selvkørende artilleri (herunder 900 stk. lette og middelsvære kampvogne og selvkørende artilleri) og 3130 fly, indbefattet langtrækkende. De sovjetiske styrker overgik i dette frontafsnit fjendens i forholdet 1,4:1, mht. artilleri og morterer 1,9:1, kampvogne og selvkørende artilleri 1,2:1 og fly 1,6:1. Hvis man regner steppefrontens styrker med, øges forspringet yderligere, men når alligevel ikke op på så svimlende størrelser, som flere vestlige historikere og tidligere Hitlergeneraler har skrevet.
I april-juni 1943 blev der skabt tre forsvarsbælter med en samlet »dybde«, der flere steder strakte sig 300 km ind bag fronten, og gennemført en omhyggelig militær og politisk-moralsk forberedelse af styrkerne. Især gjordes der meget ud af at lære soldaterne at kæmpe mod kampvogne.
»Zitadelles sammenbrud«
Sidst i juni fastsatte Hitler iværksættelsen af »Zitadelle« til 5. juli, men allerede den 2. juli fik de sovjetiske frontkommanderende meddelelse fra hovedkvarteret om, at fjendens angreb var i vente mellem 3. og 6. juli. Kl. 5.30 angreb tyskernes Orjol-gruppering, støttet af 500 kampvogne og stormvåben, kraftig artilleriild og luftangreb mod et afsnit af den sovjetiske Centralfront. Hovedslaget blev rettet mod et temmeligt smalt frontafsnit. Der udvikledes en voldsom kamp. De sovjetiske styrker tilbageviste det ene angreb efter det andet. Den følgende dag gennemførte tropperne på den centrale front et kort men kraftigt modangreb. Ved afslutningen af den 3. kampdag var næsten alle frontreserver inddraget i kampene. Rokossovskij besluttede at løbe en risiko: at kaste sine sidste reserver ind mod fjendens hovedangrebsretning. Det var general S. I. Bogdanovs 9. panserkorps, der lå i Kursk-området. Efter 6 dages uafbrudt angreb var det lykkedes fjenden at slå en 6-12 km lang kile ind i det sovjetiske forsvar. Den 9. tyske armé under generaloberst Model, som her angreb med 8 infanteri-, 6 panser- og 1 motordivision, støttet af 3500 kanoner og mere end 1000 fly, kunne ikke på den fastsatte tid bryde igennem og mødes med sin sydlige gruppe, der stod ved sydafsnittet af Kursk-buen. Kluge besluttede at indsætte en del af sine styrker, der lå ved den nordlige del af Kursk-buen, til støtte for den 9. armés angreb; men på dette tidspunkt gennemførte sovjetiske styrker fra Vest- og Bijanskfronten et målrettet og kraftigt angreb her. Derfor begyndte feltmarskallen at trække styrker tilbage, der havde været med i angrebet mod Rokossovskij, og kaste dem ind mod Sokolovskijs og Popovs tropper. Efter at fjendens angreb var blevet kvalt, blev Centralfronten stillet over for en ny opgave: uden rast at deltage i et generalangreb mod fjendens Oqol-gruppering. Hitlertroppemes angreb på Voronesjafsnittet var indledt noget tidligere end angrebet i nord. Kraftige angrebsbølger af luftvåben og artilleri havde gjort det muligt for tyskerne at trænge de forreste sovjetiske hærafdelinger tilbage henimod aften den 4. juli. I den forbindelse blev det besluttet kl. halvelleve om aftenen at indlede en artilleribestrygning på 6. armés afsnit og kl. 4 om morgenen at gentage artilleriilden mod 6. og 7. armé. Derved blev tyskerne tvunget til at afstå fra angreb før kl. 6 om morgenen. Manstein kastede 5 infanteri- og 9 panser- og motoriserede divisioner ind i kampen, og som forventet mod byerne Obojan og Korotja (skønt angrebet mod Korotja var noget svagere). Således bevægede 450 kampvogne, støttet af et overordentligt massivt opbud af fly, sig mod vore stillinger. Fjenden rykkede frem og formåede på et sted at krydse floden Donets. Det blev klart for hærkommandoen, at fjendens hovedmål var Obojan. Den 6. juli blev det besluttet, mens vi stadig tærede på tyskernes kræfter ved et sammenbidt forsvar, ikke for nogen pris at tillade en udvidelse af tyskernes gennembrud på flankerne. Pansertroppeme fra Katukovs armé og enkelte panserkorps brød ud af andet forsvarsbælte på begge sider af landevejen Obokan-Belgorod og låste en gruppe af fjendens kile fast mellem vore kampvogne og panservæm. To dages kæmpen sig frem i retningen Obojan og Korotja havde ikke bragt fjenden afgørende fordel. De var kun trængt 10-18 km frem. På frontafsnittet ved Jakovlevo og Lutjki (på 6. garderarmés bælte) var SSpanserkorpsets kile nået frem til andet forsvarsbælte. Heller ikke ved Korotja var tyskerne trængt længere frem. Her havde de kun slået en smal breche. Denne taktiske gevinst havde kostet fjenden umådelige tab. Vore frontreserver var imidlertid også udtømte. Vatutin henvendte sig til hovedkvarteret, da frontkommandoen, efter at have fået tilført reserver, var stillet over for et dilemma: Hvordan skulle man udnytte panserstyrkeme. Skulle man straks kaste dem ind i et modangreb eller skulle man bruge dem til en styrkelse af forsvaret? Med hensyn til artilleriet fandt mån følgende løsning: 67 pct. af ildkraften blev koncentreret mod fjendens hovedangrebsretning (5780 kanoner og morterer ud af 8584), og 2/3 af overkommandoens artillerireserver (1169 ud af 1772). Hvad angår kampvognene, erkendte man det formålstjenlige i at grave en stor del af dem ned i jorden, så de kunne være usynlige for fjenden og møde ham med en spærreild. Desuden blev en del panserstyrker efterladt længst tilbage til brug ved manøvrer mod fjendtlige kiler. Manstein indså, at han med den voldsomme modstand ikke ville opnå manøvrefrihed i retning mod Obojan, og besluttede derfor at gå østen om den mod Belenikhovo og Prokhorovka. Efterretningerne herom blev forelagt generalstaben, hvorefter der sidst på dagen den 9. juli blev givet ordre til, at Steppefrontens styrker skulle rykke mod Belgorod og Kursk.
Derved blev vi i stand til den 12. juli at sætte et modangreb ind med det formål at standse fjendens angreb og nedkæmpe de grupperinger, der havde kilet sig ind i vore linjer. Kampene udviklede sig til det kendte Prokhorovka-panserslag, det største under anden verdenskrig. I slaget deltog på begge sider ca. 1200 stk. kampvogne og selvkørende artilleri og sluttede med endelig nedkæmpelse af de tyske troppers hovedgruppering. Den dag mistede de 400 kampvogne, 500 køretøjer og mere end 4500 soldater og officerer. Tyskerne havde ikke nået deres angrebsmål og blev tvunget til at gå over til forsvar.
Modangrebet sættes ind
Det sovjetiske modangreb ved Kursk iværksattes over 5 fronter (Voronesj-, Central-, Vest-, Bijansk- og Steppefronten). Det bestod af to store angrebsoperationer: Ved Oijol (med kodenavnet »Hærfører Kutusov«), som gennemførtes fra 12.-18. august, og Belgorod-Kharkov-operationen (med kodenavnet »Hærfører Rumjantsev«), 3.-23. august. I Oqol-frontfremspringet havde Hitlerstyrkeme en gruppering på 37 divisioner, heraf 8 panser- og 2 motoriserede, op imod 600.000 soldater og officerer og 6000 kanoner og morterer, ca. 1000 kampvogne og selvkørende artilleri og mere end 1000 kampfly. På Oijol-brohovedet havde tyskerne længe inden angrebet mod Kursk skabt et stærkt forsvarssystem af feltbefæstninger, dækket af ingeniørspærringer. Tropperne på venstre flanke af Vest-, Brjansk- og Centralfronten, der stod over for denne gruppering, talte ialt 1.286.000 mand (heraf godt 929.000 i kampklar stand), over 21.000 kanoner og morterer, 2400 kampvogne og selvkørende artilleri og 3000 kampfly. Dette betød, at de sovjetiske styrkers overlegenhed på disse fronter var som 2:1 hvad angår tropper, 3:1 mht. artilleri, 2,3:1 mht. panservåben og 2,6:1 på luftvåbnets område". På de enkelte frontafsnit, hvor man ville bryde gennem fjendens forsvarslinjer, var overlegenheden imidlertid knusende. Der lagdes et tæt røgslør over forberedelserne. Omgruppering af enheder og fremføring af disse til udgangspositionerne for det kommende angreb foregik alene om natten. Der blev gennemført forsvarsarbejder på skrømt. Der anlagdes falske stillinger, skete falske koncentrationer, troppetilbagetrækninger etc. »Vi forventede under ingen omstændigheder«, erklærede Keitel i sin redegørelse efter krigen, »at den Røde Hær ikke blot var klar til at slå vort angreb tilbage, men også selv rådede over tilstrækkelige reserver til at gå over til en slagkraftig modoffensiv«. De ventede modangreb på Vest- og Bijanskfronten førtes målrettet. Mod slutningen af 12. juli havde de efter hårde kampe slået en 15-25 km dyb kile ind i fjendens forsvar. Hitlerstyrkemes ledelse reagerede yderst nervøst såvel på disse begivenheder som på modangrebet ved Prokhorovka, og skyndte sig at flytte general Schmidts 2. panserarmé og en række reserveenheder fra andre frontafsnit, ja endog Models elitetropper.
Også Manstein og andre hærførere greb til overUede troppeflytninger. Den 13. jxili kaldte Hitler Kluge, Manstein og andre højere chefer til hovedkvarteret. Ved derme konference drøftedes spørgsmålet om afslutning af operation »Zitadelle«. Dette viser i øvrigt, at ængstelsen i det tyske militære hovedkvarter ikke var fremkaldt af de allieredes landgang på Sicilien, sådan som nogle vestlige historikere har hævdet, men derimod var en følge af de sovjetiske styrkers angreb på Orjol-brohovedet og ved Prokhorovka. Tyskerne afblæste operationen den 19. juli.
Sidst i juli var tropperne fra Brjanskfronten nået frem til den tyske Centralfronts forsyningslinjer og natten til den 4. august til byen Oijol. I hælene på de vigende tyskere trængte de ind i byen, som befriedes den 5. august. Efter 37 dages angreb var de sovjetiske tropper trængt 150 km mod vest og havde nedkæmpet 15 fjendtlige divisioner. Styrkerne fra Voronesj- og Steppefronten gik i modoffensiven under vanskeligere betingelser. Foran os stod et mægtigt forsvarsapparat, som tyskerne havde haft god tid til at anlægge. Vi led både tab i de svære forsvarsslag og i modangrebene. Syd for Kursk talte Værnemagten først i august 300.000 mand eller 18 divisioner, heraf 4 panser- med 3500 kanoner, 600 kampvogne og selvkørende artilleri og lOOO fly. Ikke desto mindre var tropperne fra Voronesj- og Steppefronten allerede den 24. juli nået frem til området nord for Belgorod, hvilket muliggjorde et dybt slag, der afskar 4. tyske panserarmé fra indsatsgruppen »Kempf«. Voronesj- og Steppefronten gik til angreb den 3. august om morgenen, da Bijansk- og Vestfrontens tropper allerede kæmpede i udkanten af Oijol. En grundig forberedelse af operationen gav udbytte. Samordnede og overraskende angreb med artilleri, luftvåben, kampvogns- og infanterienheder gjorde det muligt for Voronesjstyrkeme, der angreb Belgorod, at trænge gennem fjendens hovedforsvarslinje på kun tre timer. Ved middag gik 1. og 2. pansergarderarmé ind geimem brechen. Steppefrontens styrker, der angreb nord for Belgorod, mødte indædt modstand i fjendens hovedforsvarsbælte, hvor et mekaniseret korps var sat ind for at hindre gennembrud. Den efterfølgende dag gik de sovjetiske styrker uden om modstandslommer og angreb i sydlig retning over hele fronten. Ved aftenstide den 5. august havde de fuldstændigt renset Belgorod. Slaget mod Belgorod og den videre fremtrængen mod Kharkov overrumplede Manstein. Han var nervøs for, at Donbass skulle falde, og han havde derfor overført nogle panserdivisioner fra omegnen af Kharkov. Nu skyndte han sig at føre dem tilbage. Vore blænkere opdagede deme manøvre, og hovedkvarteret fik omgående besked. Det sovjetiske luftvåben rettede kraftige angreb mod de tyske divisioner, hvilket sammen med partisanangreb mod forsyningslinjerne væltede fjendens planer. Den 11. august krydsede Voronesjtroppeme jernbanen Kharkov-Poltava, mens Steppefrontens styrker nåede helt frem til Kharkovs forsvarsring. Derved var der imidlertid opstået fare for indeslutning af armégruppe »Syd«s hovedstyrker. Med en brutalitet, som var så særegen for Manstein, samlede han alle sine styrker i to knytnæver og kastede dem ind i et modangreb. Dette standsede for en tid vor højre frontflankes offensiv. På trods af dette midlertidige tilbageslag, var Kharkov dog fuldstændigt renset for besættelsesmagten ved middag den 23. august. Under Belgorod-Kharkov-operationen blev 15 fjendtlige divisioner nedkæmpet, herunder 4 panserdivisioner. De sovjetiske tropper rykkede 140 km frem mod syd og sydvest. Angrebsfronten var blevet 300 km bredere. Der var nu skabt forudsætninger for en efterfølgende befrielse af venstrebreds-Ukraine.
Et slag uden lige
Under 35 dages kampe ved Oijol, Belgorod og Kharkov sommeren 1943 knækkedes ryggen på de nazistiske hære, der endeligt mistede det strategiske initiativ. Allerede under de modoffensive kampe var de sovjetiske styrker gået over til et strategisk generalangreb. Inden for de første par uger af august begyndte offensiven over otte fronter. Snart knuste svære angreb fra den Røde Hær hele den tyske front fra Veliki Luki til Sortehavet. Følgen blev, at der inden årets udgang var skabt et afgørende gennembrud, ikke kun på den soyjetisk-tyske front, men i hele den 2. Verdenskrigs forløb. Den amerikanske journalist Harrison E. Salisbury erkender således, at »det var, så at sige, den 2. Verdenskrigs største slag og vel nok det mægtigste panserslag. På begge sider deltog over 6000 kampvogne. Tyskernes tab var så forfærdende, at de ikke mere formåede at vende det strategiske initiativ på Østfronten«. Værnemagten led kolossale tab i Kursk-buen. 30 nazidivisioner blev tilintetgjort, heraf 7 panserdivisioner. Selv efter den tyske overkommandos stærkt underdrevne tal var tabene omkring en halv million soldater og officerer, over 3700 fly, 1500 kampvogne og 3000 kanoner. Tyskland havde lidt et tab, som det ikke mere var i stand til at råde bod på. Herefter var det den Røde Hær, der dikterede fjenden sin vilje. Ikke ét sted på den uhyre langstrakte sovjetisk-tyske front var Værnemagten i stand til større offensive handlinger. Den 6. august 1943 sendte USAs præsident, Franklin D. Roosevelt, en særlig hilsen til Stalin: »I løbet af en måneds gigantiske kampe har jeres væbnede styrker ved deres dygtighed, mod, selvopofrelse og stædighed ikke alene standset en længe planlagt tysk offensiv, men også indledt en succesrig kontraoffensiv, der har vidtrækkende følger... Sovjet unionen kan med rette være stolt af sine heltemodige sejre«. Sejren ved Kursk-buen satte skub i udviklingen af den fascistiske bloks krise og varslede begyndelsen til denne bloks sammenbrud. Den styrkede de tysk-besatte landes tro på befrielsen og satte ekstra skub i modstandsbevægelserne. Folk i hele verden så, at den socialistiske stat og dens hær kunne bringe dem befrielse fra den fascistiske trælbinding.
