Det i sidste nr. omtalte værnepligtsudkast er 14/10 af indenrigsministeren forelagt folketinget i uændret skikkelse. (Dette er i overensstemmelse med sædvanlig praksis m. li. t. kommissionsudkast, skønt det synes ofte at ville være hensigtsmæssigt, at m in isteriet foretager fornødne ændringer inden fremsættelsen). Man må håbe, at forslaget får en hurtig, men omhyggelig behandling af rigsdagen, helst således at i hvert fald de mest øjensynlige skavanker bliver afhjulpet. Der er i ministeriet, som i reglen i sådanne tilfælde, en tendens til at udskyde påkrævede forandringer — selv om de let kan foretages ad administrativ vej — med henvisning til, at der ventes en ny lov. Jeg fortsætter den kritiske gennemgang af hovedpunkterne:
4) Udlændinge.
Det berørte spørgsmål, om og i hvilke tilfadde og i hvilken udstrækning der bør pålægges udlændinge en vis værnepligt, er vanskeligt. Den norske og finske bestemmelse (den finske dog kun m. h. t. statsløse) om, at der (i Norge af Generalkrigskommissariatet, i Finland af Lensstyrelsen) kan pålægges udlændinge værnepligt, er måske bedst. Motiverne oplyser ikke, i hvilket omfang adgangen i Finland til at pålægge sådan værnepligt er blevet benyttet, og for Norges vedkommende citeres kim fra en komitébetænkning, at der er „al grund til at udvise varsombed ved praktiseringen af den fakultative regel, der i alt fald må forudsætte en vis fast tilknytning til og samhørighed med Norge.“ I Frankrig er derboende statslose værnepligtige. — Endvidere er i U .S .A . udlændinge, der er fast bosatte („admitted for permanent residence“, d. v. s. normalt: de, der bar immigrationsvisum) ubetinget værnepligtige, medens andre udlændinge, der bar haft 1 års ophold, er værnepligtige med en vis fritagelsesadgang. — Derimod bar i Sverige, Holland, Belgien og England udlændinge ikke værnepligt.
Ved en eventuel inddragelse af udlændinge med fast tilknytning lier til landet i den danske værnepligt kunne der måske, når Danmark er medlem af et fællespagt-system, være grund til at soge etableret en vis all-round pagt-va’rne pligt, bl. a. således, at den, der, efter at være værneuddannet i sit hjemland, tager et vist fast ophold i en anden pagtstat, bliver indrangeret i denne stats forsvarssystem. — 1 hvert fald er det måske noget flot af lovforslaget uden videre at „frigive“ enhver udlænding, som allerede nu er eller har været i dansk forsvarstjeneste, evt. endda som værnepi. befalingsmand.
5) „§ 3“. Udelukkelse p. gr. af straf.
a. Den karaktermæssige sessionsbedømmelse, som — mærkeligt nok uden at dette nævnes i betænkningen — er taget fra et i det tidligere „§ 3“-udvalg udarbejdet forslag, er sikkert en fortrinlig nydannelse; at den vil give navnlig sessionen og udskrivningsvæsnet en stærkt forøget arbejdsmængde, må man tage med i købet. Ved afgørelsen af, om pg. er karaktermæssigt uegnet til tjeneste i forsvaret, skal sessionen lægge vægt på, „om der må antages at være nærliggende fare for, at han vil begå alvorlige lovovertrædelser under en indkaldelse, påvirke de øvrige indkaldte i uheldig retning eller give anledning til disciplinære vanskeligheder eller forsinkelse eller besværliggørelse af uddannelsen.“ Det drejer sig jo om en afvejelse mellem p. d. e. s. „resocialiseringshensyn“ og p. d. a. s. hensynet til værnene (hvor en enkelt mand med karaktermæssig brist eller endog forbryderiske tilbøjeligheder, navnlig m. h. t. tyveri o. 1. (kasernetyverier!), kan volde store vanskeligheder) og til kammeraterne, der såvidt muligt ikke bør udsættes for uheldig påvirkning i den tvungne tjeneste. T i l afvcjelse af disse hensyn synes en individuel bedømmelse som f. eks. den foreslåede at være det eneste rigtige. T i l hjælp ved disse individuelle afgørelser skal der skaffes — foruden naturligvis ofte straffesagens akter med eventuel mentalerklæring, skoleerklæring etc. — udtalelse fra fængslet, når den dertil fornødne tid af fængselsopholdet er gået. Som en særlig retssikkerhedsforanstaltning i det vigtige spørgsmål om udelukkelse fra va-rnepligt p. gr. af straf foreslås adgang til appel til et 9-mands „værnepligtsnævn“ med en landsdommer eller højesteretsdommer som formand. Ikke alene den straffede, men også ethvert af sessionens medlemmer, altså f. eks. sessionsofficeren, kan indanke sessionsafgørelser vedrørende § 3 for nævnet.
b) Afskaffelse af den 5-årige karensperiode. Iflg. forslaget skal § 3-udelukkelsen — der i reglen kun indtræder, når den karaktermæssige sessionsbedømmelse resulterer i udelukkelse — ikke bortfalde som ved nuværende lov 5 år efter straffens udståelse eller eftergivelse, men skal være permanent. Dog skal manden til enhver tid, når mindst eet år er gået siden afgørelsen, kunne fremsætte begæring om (det vil vist sige: kunne kræve), at sagen genoptages. På denne måde bliver der jo i virkeligheden adgang til en slags genoplivelse af karenssystemet på en mere smidig måde end ved den stivere 5-års regel. Men dersom manden ikke fremsætter begæringen, bliver udelukkelsen permanent. Det bedste ville vist være at lade sessionen være beføjet til på egen hånd at tage en § 3-udelukkelse op igen. Dersom en mand er blevet udelukket i et grænsetilfælde (sådanne kan jo altid forekomme), burde det være muligt at sætte ham navnlig til hjemmeværnstjeneste eller lignende senere, når han ved ikke senere at være blevet straffet synes at måtte være egnet; det kan måske dreje sig om en „værdifuld livsstillingsmand“ . — F. eks. synes man ikke at burde være afskåret fra at forlange, at en mand skal ind til tjeneste, når efter en prøveløsladelse prøvetiden er forløbet heldigt, selvom man ikke turde tage ham ved løsladelsen. I det hele taget bør den omstændighed, at en mand har begået en forbrydelse, aldrig kunne give ham nogen ret til at slippe for militærtjeneste o. 1. Det bør være det offentlige, som har adgangen til at bestemme, om (og indenfor visse grænser: hvornår) han skal ind til militærtjeneste el. 1. Iflg. flere fremmede lovgivninger (Belgien, Schweiz, Finland, Frankrig) står „§ 3“-erne til rådighed ved mobilisering etc. — I Norge er „§ 3“-udelukkelsen ikke permanent, men kun for 10 år (hvilket åremål dog synes txpraktisk langt).
c. Ungdomsfængsel. Vpl.-udvalget havde oprindelig foreslået ungdomsfængsel medinddraget under „§ 3“, men bøjede sig for straffelovskommissionens og justitsministeriets betænkeligheder ved sådan medtagelse af ungdomsfanger under § 3. Men denne kapitulation fra udvalgets side synes særdeles beklagelig. Iflg. straffeloven anvendes ungdomsfængsel, når personer mellem 15 og 21 år gør sig skyldige til fængselsstraf for en forbrydelse, der må anses som udslag af forbryderiske tilbøjeligheder eller af hang til lediggang (altså personer, der på forhånd synes mindre egnede til militærtjeneste!), såfremt retten finder varige opdragende og uddannende foranstaltninger formålstjenlige. A f 113 fra Søbysøgaard prøveløsladte ungdomsfanger blev i militærtjenesten:
10 mand, altså 9 %. hjemsendt og genindsat i fængslet p. gr. af deres forhold under tjenesten,
11 mand, altså 10 %, efter hjemsendelsen påny straffet, og
74 mand, altså ca. 65 c/c, under tjenesten idømt tilsammen 122 militære straffe.
Dette triste resultat viser med al ønskelig tydelighed ubetimeliglieden af den foreslåede regel. Straffelovskommissionens (og justitsministeriets) betænkeligheder synes ikke at have taget tilstrækkeligt hensyn til, at forslaget jo indfører individual-bedømmelse, oven i købet med den nævnte retssikrende appeladgang, således at resocialiseringshensynet er tilstrækkeligt varetaget. — Forøvrigt er resocialiseringshensynet, som også ovennævnte undersøgelse viser, langt fra altid tjent med, at pg. bliver indkaldt til en militærtjeneste, som han ikke kan magte, og hvor han kommer galt afsted, til fortræd for sig selv foruden til gêne for værnene. Forbudet mod at gøre ungdomsfanger til ,,§ 3“ vil medføre det noget kunstige, at sessionen så må lede i dommen med en lygte for at finde ud af, om pg. kan kasseres for psykopati el. lign .; det er nemlig ofte noget tilfældigt, om udtrykkene i dommen er således, at psykopati, evt. med lidt dristighed, tør statueres.
d) Minimumsgrænsen ved „§3
Efter vpL-udvalgets oprindelige forslag faldt enhver fængselsstraf ind under „§ 3“ ’s fakultative udelukkelsesadgang. Men også på dette punkt har udvalget fulgt straffelovskommissionen og fængselsvæsenet (og justitsministeriet), således at kun fængselsstraf på mindst 5 mdr. skal kunne udelukke, altså oven i købet en forhøjelse af det nuværende m inimum: 4 mdr. Der synes ikke tilstrækkelig grund hertil, når henses til indførelsen af individualbedømmelse og retsgarantier. — Spørgsmålet om 5, 4 eller evt. 3 mdr. har megen praktisk betydning. T h i fængselsstraffe på 4 mdr. er hyppige og på 3 mdr. ret hyppige, men på 5 mdr. sjældnere. Det af vpl.-udvalget foreslåede strafminimum ville der måske ikke være synderligt at indvende imod, dersom de domme, manden har fået, kunne sammenlægges, således som det tidligere „§ 3“- udvalg havde foreslået („ved en eller flere domme idømmes fængsel i tilsammen mindst ...... mdr.“ ). Ved sådan sammenlægning ville jo en mand, der først har fået en dom på f. eks. fængsel 2 mdr. og senere får en dom på f. eks. fængsel i 3 mdr., blive regnet for at have fået tilsammen fængsel 5 mdr. og altså falde ind mider § 3’s fakultative udelukkelsesadgang. Netop de, der allerede er begyndt på gentagelsesforbrydelser („recidivister“ ), er de farligste. En sådan sammenlægningsregel, som f. eks. Holland har, såvelsom Belgien, ville også afskære de nedennævnte intrikate tvivlsspørgsmål m. h. t. tillægsstraf, se nedenfor (e). Spørgsmålet om at befri forsvaret for dem af de straffede, som er karaktermæssigt uheldige, er af ikke ringe betydning. Iflg. en oplysning i betænkningen gik det med dem, der gjorde tjeneste i 1943, således, at af dem, der før mødet i tjenesten var straffede, blev ikke mindre end ea. 49 %, af ungdomsfanger endda ea. 56 %, straffet arbitrcrrl under tjenesten, altså straffet for m ilitære forseelser, medens af dem, der ved mødet var ustraffede, kun ca. 21 % blev straffet arbitrært.
e) „§ 3“-uklarheder.
Vpl.-lovforslaget giver, med hensyn til forståelsen af „for forsætlig lovovertrædelse...... er idømt ubetinget straf af fængsel i 5 mdr.“, ligesom den nuværende lov, ingensomhelst nærmere vejledning og lader altså sluserne åbne for lignende kvaler som hidtil i de hyppige tilfælde af fællesstraf, tillægsstraf (hel el. delvis) etc. Ganske vist giver lovudkastets motiver nogle fortolkninger. Men de er meget tvivlsomme, og der er ingen sikkerhed for, at de ikke vil blive tilsidesat i retsanvendelsen. Det synes urimeligt, at lovforslaget, der er godt fyldt med „bogholderibestemmelser“ og andre overf ledigheder, på dette vigtige punkt (§ 3) lader stå til, uden hensyn til, at udvalget med megen tilfredshed erklærer at have bestræbt sig for, at „den værnepligtiges rettigheder og pligter formuleres så skarpt og udtømmende som muligt“.
Fællesstraf“ (straffelovens § 57) foreligger jo, når en mand først får en betinget dom på f. eks. 5 mdr. og derefter får en „fællesstraf“ på fængsel 9 mdr., hvoraf altså de 5 mdr. er den betingede doms straf, der nu bliver „ubetinget“ , medens de resterende 4 mdr. er straffen for det senere begåede. Efter motivernes fortolkning kan han da ikke blive ,,§ 3“, idet den betingede dom ikke må tages i betragtning, selv om den bliver ubetinget. Dette standpunkt går jo imod den hidtidige, langvarige praksis og synes at harmonere dårligt med straffelovens § 61 II og at være irrationel. Altså: E n mand, der har fået en betinget dom på 1 år og senere får en fællesstraf på fængsel 1 år og 4 mdr., kan iflg. motivernes fortolkning ikke udelukkes, hvorimod en mand, der har fået en betinget dom på 1 md. og senere får en fællesstraf på 6 mdr., kan udelukkes. E t mærkeligt resultat, eftersom førstnævnte næsten altid v il være den karaktermæssigt mest uegnede. „He l tillægsstraf“ foreligger, når en mand først har fået en dom på f. eks. 4 mdr. og derefter for forbrydelser, der ligeledes er begået før den første dom, får en tillægsstraf (straffelovens § 89) på f. eks. fængsel 3 mdr. Dette eksempel betyder, at han, dersom alle forbrydelser havde foreligget opklaret ved den første dom, ville have fået fængsel 7 mdr. Ikke destomindre falder han iflg. motivernes fortolkning uden for „§ 3“, idet der formelt ikke foreligger een dom på fængsel mindst 5 mdr.! I virkeligheden er en sådan mand med dom i to tempi ikke bedre, men i reglen værre end den, der f. eks. p. gr. af åbenhjertig tilståelse straks bliver idømt hele straffen, 7 mdr., for ganske de samme forbrydelser. (Ved „delvis tilla’gsstraf“ — hvor manden ved dom nr. 2 dømmes for forbrydelser, hvoraf nogle begået før, andre efter første dom — kan det derimod være formålstjenligt at tage hver af dommene for sig, ganske efter deres formelle pålydende; thi der er jo betydelige praktiske vanskeligheder ved at afgøre, hvor ineget af dom nr. 2’s straf der skyldes det før og hvor meget det efter dom nr. 1 begåede). Hverken lovforslaget eller motiverne omtaler den hidtidige aldersgrænse i lov 1939 § 50: at forbrydelser begået før fyldt 18. år ikke giver „§ 3“. Man skulle da tro, at denne 18-års regel bortfalder (skønt lovforslaget ikke nævner lov 1939 blandt de bestemmelser, der ophæves). Men sådant bortfald er såvidt vides ikke tilsigtet. „Fortsætlig lovovertrædelse“ fortolkes i motiverne således, at det ved en dom på fængsel 5 mdr. altid er tilstrækkeligt til at statuere ,,§ 3“, at blot en del af de begåede lovovertrædelser er forsætlige, selv om nogle andre af overtrædelserne kun er uagtsomme. Dette strider ganske mod hidtidig praksis og v il måske ikke blive anerkendt.
f) Den uklare og betænkelige „§ 3“-overgangsregel f§ 45). Den, der ved den nye lovs ikrafttræden er ,,§ 3“ (altså i henhold til den nuværende § 3), „kan efter derom fremsat begæring anvendes til tjeneste i forsvaret, såfremt han opfylder de herfor iøvrigt fastsatte betingelser“. Denne tvetydige affattelse kan jo forstås på den fornuftige måde, at myndighederne kan bevilge eller afslå mandens ansøgning om tjeneste. Men udvalgets mening synes at være en anden, nemlig at give manden en ubetinget ret til tjeneste („kan“ skal altså forstås som „skal“, og „begæring“ skal altså forstås som „krav“, ikke som „ansøgning“ ), naar han blot opfylder de selvfølgelige alders- og tjenstdygtighedsbetingelser; i motiverne står ganske vist yderligere et „m. v.“ , men det dækker vist ikke over nogen som helst realitet. Det er im idlertid overordentlig betænkeligt således at give dem, der har begået måske særledes grove forbrydelser, ret til at spadsere så at sige lige fra fængslet ind i forsvaret. De prøveløsladte synes oven i købet at have ret til at komme ind uden at afvente prøvetidens udløb. Udvalgets tankegang er, at man ikke bør fratage dem, der ved dom i henh. til nuværende lov er udelukket i en 5-års periode, adgangen til at gøre tjeneste ved periodens udløb, og da det i lovforslagets system drejer sig om et enten— eller, d. v. s. udelukkelse for bestandig eller ingen udelukkelse, giver man „overgangsfolkene“ den ubetingede ret til at komme ind straks. Men ræsonnementet synes forfejlet. Det rigtigste ville være at lade „overgangsfolkene“, når de ikke v il afvente 5 års periodens udløb, underkaste sig den nye „karaktermæssige“ sessionsbedøminelse. Hvorfor dog ikke bruge denne fortræffelige nyordning også lier? Det er naturligvis ikke let at sige, om den højst uheldige bestemmelse (§ 45) vil medføre store praktiske ulemper — ikke mindst fordi den nuværende mangel på befalingsmænd kan gøre det svært at overvinde disciplinære vanskeligheder — , eller om der, hvad udvalget muligvis har trostet sig med, kun vil melde sig yderst få „overgangs-straffede“ med krav om at „komme ind straks“ (forovrigt kan blot ganske enkelte uheldige elementers tilstedeværelse blive til stor fortræd). Men følgende kendsgerninger er til stede: Dels har spørgsmålet om at komme ind i militærtje iiesten allerede vakt interesse blandt fangerne. Og dels har der blandt § 3-straffede, der under den nuværende ordning, ofte med udfoldelse af stor energi (og ikke sjældent med den begrundelse at ville „gå videre“ i tjenesten!), har søgt at komme ind — men som er blevet stoppet af den nugældende 5-årige karensperiode — , været adskillige, som for værnenes (og deres egen) skyld ikke burde have adgang dertil.
6) Aldersmaksimum (§ 17 og § 24).
Foruden den almindelige regel, at slettelse af rullen sker ved det 50. år for de udskrevne, der enten har været frinummer eller bar været mobiliseringspligtige en vis tid og er blevet overført til hjemmeværnet, lader den nuværende lov alle slette af rullen, der ikke inden det 37. år har været på session; ligeledes slipper de, der p. gr. af ophold i udlandet ikke kommer hjem før det år, de fylder 32 år (og de, der ikke får dansk indfødsret før efter samme år), for milita'rtjeneste. Lovforslaget går ud på at nedsætte denne 37- og 32-års grænse: De, der ikke er blevet endeligt sessionsbehandlet inden det fyldte 50. år, kan kun udskrives til hjemmeværnet, og de, der ikke har begyndt militærtjenesten inden det fyldte 32. år, slipper på samme måde; til hjemmeværnet er det dog nok at have været på session inden det fyldte 40. år. De, der ikke er blevet sessionsbe handlet inden det fyldte 40. år, kan ikke udskrives, heller ikke til hjemmeværnet. Det synes tvivlsomt, om nedsættelsen af den nuværende maximumsalder 32 år for hjemvendende danske m. m. er heldig. Nedsæt teisen synes bl. a. at kunne friste for stærkt til at blive i udlandet nogle år længere for at undgå militærtjenesten (denne indvending kan ganske vist rettes imod en hvilken som helst maxinnunsalder, men vil få særlig betydning ved en forholdsvis lav alder). Sådanne spekulationer har allerede linder den nuværende lov robet sig i forespørgsler fra danske i udlandet, der overvejer, hvornår de vil vende hjem, og vil sikkert tiltage stierkt ved aldersnedsættelsen. Tilmed drejer det sig ofte om „værdifulde livsstillingsfolk“, og sessionerne kan jo som hidtil i passende omfang, når manden i det enkelte tilfælde synes at være for gammel, give en lav tjenstdygtighedsved tegn., navnlig når det ikke drejer sig om en særlig „kvik“ mand eller „livsstillingsmand. — De foreliggende oplysninger fra udlandet synes ikke at give noget klart hillede om maximumsalderen. Men den nve belgiske lov har som en maximumsalder (i hvert fald ved optagelse i rullen af naturaliserede) det fyldte 34. år. Forovrigt ses det ikke, hvorfor der er foreslået den dobbelte aldersgramse (fyldte 30. og 32. år). En af delene synes at va're nok, i stedet for at give begge di- to ehancer for at undgå tjenesten. Ellers opstår der jo også en betydelig fordel ved at soge at holde sig i salveten i det muligvis korte tidsrum mellem de to gramser. Overfor faren for unddragelse af tjenesten ved ulovlig udeblivelse i tilstrækkelig lang tid truster betænkningen sig med, at domstolene ved at idømme tilstru'kkelig høje straffe vil kunne sa'tte en stopper for en sådan tendens. Måske ville det dog være bedre udtrykkeligt al fastsætte i loven, at straffen skal stå i passende forhold til den unddragne tjenestetid, på lignende måde som i loven af 1933 om civilt statsarhejde. M. h. t. hjemmeva'rnstjeneste synes den foreslåede maximumsalder 40 år at kunne su-ttes op til f. eks. 45 år (hjemmeværnspligten vedvarer jo til det 50. år).
7) Udsættelse og eventuel fritagelse 26— 29). På noget lignende måde som for tiden skal indenrigsministeriet*) (eller i oplagte tilfælde: udskrivningskredsen) kunne bevilge udsættelse med forsvarstjenesten indtil udgangen af det år, i hvilket pågældende fylder 26 dr. Betamkningen siger med rette, at det ikke sjældent kan være tvivlsomt, om en udsættelse, der er blevet bevilget, har været i pågældendes interesse; ofte ville det for studerende være bedre at få tjenesten overstået inden studiets begyndelse. (Og selvfølgelig vil det endnu oftere være i det offentliges interesse at undgaa udsættelser, undtagen når det drejer sig om polyteknikere og visse andre teknikere samt medicinere, styrmænd, maskinister etc., hvis uddannelse er af særlig betydning for værnene). Det ville være ønskeligt, om det endnu stærkere end h idtil kunne betones overfor de pågældende, f. eks. ved bemærkninger derom på ansøgningsskemaerne, at de bør nøje overveje, om ikke en udsættelse netop vil forværre deres stilling.
*) A lle de — mange — steder, værnepligtsininisteren optræder i forslaget, kaldes lian „indenrigs- og boligm inisteren“ ; den kortere form „indenrigsm inisteren“ synes naturligere og aldeles tilstrækkelig.
Forslagets udtryk, at udsættelsen skal være af særlig betydning „for dem'4, d. v. s. for den værnepligtige, synes for snævert, da der, ganske vist meget undtagelsesvis, bør kunne gives udsættelse, selv om den egentlig ikke er af særlig betydning for ham selv, men har en meget stor betydning for lians arbejdsgiver eller måske endda en særlig samfundsmæssig interesse. M . b. t. udsættelse udover det 26. år foreslås, at sagerne skal afgøres af det nye værnepligtsnævn. — Udsættelsen kan gives højst 3 gange å 1 år, altså højst indtil udgangen af det år, livor pågældende fylder 29 år. — Hvorfor for resten altid for et helt år ad gangen? Ofte er f. eks. Y2 år tilstrækkeligt. — Tanken er, at sådan udsættelse efter det 26. år kun bor gives i ganske ekstraordinære undtagelsestilfælde. Om nævnet over for pres vil evne at bolde udsættelserne inden for sådanne grænser vil vise sig. — Det ville forovrigt måske vu’re bedre at lade indenrigsministeriet (udskrivningskredsen) kunne give udsættelse lielt op til det 27. i stedet for til det 26. år; enkelte universitetsstudier, navnlig for magistre og teologer, kan være langvarige, og pågældende kan være begyndt lidt senere end det sædvanlige; forelæggelse for nævnet kan da være et for stort apparat, og nævnet bør i stedet kunne koncentrere sig om de virkelig tvivlsomme sager.
Men det betænkelige er, at når pågældende af nævnet har fået udsættelse 3 gange, altså til udgangen af det år, hvori han fylder 29 år, kan nævnet give ligefrem fritagelse for tjeneste (bortset fra hjemmeværnstjenesten). Sådan fritagelse tænkes af udvalget at blive så sjælden, at det højst vil dreje sig om ca. 50 tilfælde årligt. Men det er jo ikke lielt få endda, navnlig da det næsten altid vil være folk med uddannelse („værdifulde livsstillingsfolk“ ), og der er tilmed ingen garanti for, at nævnet vil overholde begrænsningen fuldt ud. Og hvorfor skal der i det hele taget være en særlig fritagelsesadgang for dem, der bar haft tre udsættelser? Dels kan det let forøge den tilstedeværende fristelse til at søge udsættelse så længe som muligt, og dels synes det umuligt at se, hvorfor de, der er her i landet og efter eget ønske får udsættelse, skal stilles bedre end de, der — uden at behøve udsættelse — har været i udlandet, måske netop af uddannelsesmæssige grunde.
8) Rejser til udlandet (§ 34).
Nuværende lov praktiseres således, at de, der hører til 1.— 8. hjemsendte årgange, samt udskrevne, der endnu ikke er modt i tjenesten, skal have tilladelse til udrejse. Forslaget tillader derimod også disse 8 årgange at nøjes med at melde afrejse. Dette bliver endda så vidtgående, at også de, der har fået indkaldelse til at møde til militærtjeneste, uden videre kan rejse til udlandet (blot at de skal melde afrejse og hjemkomst til lægdsbestyreren). Man skulle synes, at der derved bliver for stor fare for, at der kan komme kludder i beregningen af styrkerne. Motiverne indeholder en meget tvivlsom henvisning til, at når en vpl. ved bortrejse fra landet ulovligt søger at unddrage sig sin værnepligt, må en effektiv straffetrusel ved hans hjemkomst være den rette sanktion; det synes im idlertid meget tvivlsomt, om man kan komme nogen vegne med gennemførelse af straffesag overfor den, der, selvom det sker i sidste øjeblik, før han skulle møde, midlertidigt forsvinder fra landet. Forslaget giver dog ministeriet adgang til at bestemme, at de, der er udskrevet eller skal møde på nærmest forestående session, skal have særlig tilladelse til udrejse. Men iflg. motiverne er denne adgang for ministeriet til begrænsning af udrejseretten kun ,,med ekstraordinære forhold for øje“ ; det ville derfor være ønskeligt om der i hvert fald ved en autoritativ udtalelse under t. eks. rigsdagsbehandlingen kunne gives bestemmelsen et mindre snævert virkefelt, således at den også kan anvendes i de omtalte betænkelige tilfælde, selvom der ikke foreligger ,.ekstraordinære forhold“.
9) Pligten for udlandsdanske til at gå på session r§ 10, jfr. § 13).
Under den nuværende ordning anses det som en følge af statsborgerforholdet, at en dansk i den sessionspligtige alder, der er tilstede her i landet på et sted, hvor der på den tid holdes session, selvom hans tilstedeværelse skyldes et nok så tilfældigt °8 fugtigt besøg, er pligtig til at fremstille sig på sessionen. Det synes uklart, om denne naturlige regel bliver opretholdt ved forslaget. I hvert tilfælde overser betænkningen måske den h idtidige regel, idet den blot siger således: Pligt til bl. a. at møde for session og til at mode til tjeneste efter indkaldelse forudsætter, at pågældende på et eller andet tidspunkt indenfor aldersgrænserne liar „haft bopæl“ i Danmark. — M. h. t. optagelse i rullen taler forslaget om dem, der „har bosat sig eller taget ophold her i landet“, hvorimod betænkningen bruger det mere ubestemte udtryk (om de endnu ikke i rullen optagne personer, som rejser til udlandet), at de, hvis de „vender tilbage“ inden det 32. år, skal melde sig til rullen.
10) „Faste“ og „ordentlige“ sessioner 7).
„Ordentlig session“ skal iflg. forslaget ligesom nu holdes een eller evt. flere gange årligt. Det er muligt, at man også, når den nuværende overgangstid med nedsættelse af sessionsalderen er overstået, vil vedblive med den nu påbegyndte praksis med både forårs- og efterårssession. Derved kan jo opnås et kortere interval mellem møde for session og møde til tjeneste, selvom to ordentlige sessioner naturligvis betyder en større udgift og belastning tor udskrivningsvæsnet.
Men der foreslås en forbedring, nemlig indførelse af „fast session“ med påtænkt sammentræden skønsmæssigt 5— 6 gange om året i hver udskrivningskreds til behandling af sager udenfor det tidsrum, livor den eller de ordentlige sessioner holdes. Den „faste“ session boldes i den by, livor udskrivningskredsens kontor ligger, og dens sammensætning er indrettet herefter: foruden udskrivningschefen (formand) og officeren et amtsrådsog et byrådsmedlem fælles for hele kredsen samt kredsbyens politimester. Der er altså ikke nødvendigvis lokal repræsentation for den værnepligtiges hjemsted, og nogen lægdsmand er overhovedet ikke med. Som folge af denne mangel på lokal repræsentation og af, at den „faste“ session boldes måske langt bort fra pågældendes bopæl, er der ingen pligt for barn til at møde på den „faste“ session. Den faste session er bl. a. tænkt for § 3-tilfælde. Endvidere kan den i stort omfang aflaste kassationskommissionerne m. h.t. udskrevne, der endnu ikke er kommet i tjenesten, og som ønsker deres tjenstdygtighedsvedtegning nedsat. — Endvidere vil ansøgninger om frivillig hjemmeværnstjeneste i adskillige tilfælde kunne afgøres hurtigere ved hjælp af den „faste“ session. Men det er et spørgsmål, i hvilket omfang folk, der endnu ikke er endeligt sessionsbehandlet, bør kunne blive behandlet på den „faste session“, hvor der jo ofte mangler lokalrepræsentation.
Nogen ligefrem ret for den værnepligtige til at blive behandlet dér burde der i hvert fald sikkert ikke være.
11) „Opbudsbestemmclsen“s forsvinden.
Nuværende vpl.-lovs § 5 („opbudsbestemmelsen“ ) om, at „når landet udsættes for fjendtligt angreb“ er enhver tjenstdygtig mand forpligtet til „på opfordring af Kongen eller af dem, som af Kongen dertil er bemyndiget, at gribe til våben eller udføre den tjeneste, hvortil ban måtte blive sat“, er mærkeligt nok ikke kommet med i lovforslaget. Grunden synes at være, at den var tænkt at blive optaget i forsvarslovene. Iflg. betænkningen liar de m ilitære ministerier ønsket, at reglen udgår af vpl.-loven. Hvorfor, forstår jeg egentlig ikke. Tværtimod synes den at burde bibeholdes i vpl.-loven og samarbejdes med reglen om, at ved truende krigsfare kan ingen forlange sig slettet af rullen på grund af alder.
12) Æ ndring af klassevedtegning.
Ved en skrivelse af nov. 50 har indenrigsministeriet udtalt som sin opfattelse, at sessionerne ligesom kassationskommissionerne er afskåret fra at kunne forandre klassevedtegningen for udskrevne, som ikke er i tjenesten, og som fremstiller sig til ny bedømmelse i henh. til vpl.-lovens § 11 nr. 3. Dette standpunkt synes meget uheldigt, da det medfører det underlige resultat, at når en mand er udskrevet f. eks. til fodfolket, og det, inden ban er mødt i tjenesten, viser sig, at han bar nogle skavanker, der gør ham uegnet, eller i hvert fald mindre egnet, til fodfolkstjeneste, men ikke gør liam uegnet til al anden militærtjeneste, skal sessionen vælge et af følgende to hver for sig dårlige resultater: enten lade ham blive ved det våben (eller korps), hvortil ban er udskrevet, eller erklære ham utjenstdygtig til enhver art af egentlig m ilitærtjeneste; ( den adgang, sessionen tidligere havde til at sætte pågældende til hjælpetropstjeneste, er jo ved at bortfalde). Det rigtigste ville jo være at fortsætte den praksis, som i hvert fald 1. udskrivningskreds i mange år ofte bar benyttet i disse tilfælde: overføre manden til anden våbenart. Den henvisning, skrivelsen giver, til, at kassationskommissionerne overfor sådanne folk, der ikke er i tjenesten, iflg. sessionsanordningens 19- IV ikke kan ændre klassevedtegningen, synes uden betydning som analogi; tlii kassationskommissionernes kompetence overfor de ikke i tjenesten værende bar i den historiske udvikling været betydeligt mere begrænset end sessionernes; overfor disse folk er kassationskommissionerne jo kun en slags nodlijælp, og ændring af klassevedtegningen er jo en slags ændret udskrivning, der i og for sig kun tilkommer sessionen. Og det synspunkt, som muligvis yderligere har foresvævet ministeriet, at ændringen af klassevedtegningen er en slags indgriben i mandens „velerhvervede ret“ til at komme til den udskrevne våbenart, synes ugrundet, allerede fordi en udskrivning langtfra betyder nogen sikkerhed for, at manden kommer til vedkommende våbenart, og dette betones netop overfor de udskrevne.
E . Sand.
Lille rettelse: Ophavsmanden (Parkov) til den uheldige omstigning i 1912 fra det hævdvundne „utjenstdygtig“ til det meget upraktiske „tjenstudygtig“ var ikke ordfører og ikke udvalgsmedlem. I næste nr. bl. a. om de i 1. kreds i ca. 18 år praktiserede „mundtlige intelligensprøver“ og om de foreslåede skriftlige prøver.
E. S.
