XXXII.
Paa den vestlige Krigsskueplads stod der i Begyndelsen af December ret haarde Artillerikampe paa forskellige Steder af Fronten, der er ogsaa meldt hyppigt om Luftkampe og Minesprængninger; men intet har ført til noget Resultat, og de forskellige Smaahændelser har vel nærmest kun tjent til at holde lidt Liv i Begivenhederne, der ellers truer med at gaa helt istaa. Der har været Rygter fremme om, at Tyskerne paatænkte at forlænge den af Loven fastsatte Værnepligtstid, men det er blevet kraftigt dementeret fra officiel tysk Side.
I England skal den nationale Komité, som repræsenterer samtlige Arbejderorganisationer, have rettet en Appel til Arbejderne om frivilligt at lade sig indrullere, idet hver vaabenfør Mand opfordres til »for Demokratiets og Frihedens Sag« at melde sig under Fa nerne. Det er formentlig et Led i det sidste Forsøg paa at undgaa den almindelige Værnepligt, og det vil være interessant at se, hvad Resultatet kan blive. Englænderne har i hvert Fald ikke Tid til at vente ret længe med at træffe afgørende Forholdsregler, thi det er nu yderste Øjeblik for at iværksætte en Masseudskrivning, dersom den skal kunne faa nogen Betydning for Begivenhedernes Gang til Foraaret. I det hele taget synes for en udenforstaaende det engelske Rekrutteringsspørgsmaals Løsning at glide noget langsommere end hensigtsmæssigt, og det er, som var Englænderne paa Vej til at miste deres Chance af Hensyn til nationale Fordomme. Man ved ganske vist ikke, hvor mange Tropper de har opstillet, men man ved, at de havde været i Stand til at opstille flere, hvis de havde haft almindelig Værnepligt eller havde sørget for snarest at indføre den, og hvis Folket ønsker at sejre, kan dets Hær aldrig blive for stærk.
Paa den østlige Krigsskueplads har Vinteren taget Kommandoen, og der foregaar derfor intet som helst af Betydning. Paa den italienske Front har der været kæmpet med stor Energi indtil den 1. December. Den 28. November stod der særdeles hæftige Kampe i Egnen Nordvest for Gørz. Italienerne havde nogen Fremgang, der den 29. November blev mødt af et kraftigt østrigsk Modangreb, under hvilket det lykkedes Østrigerne flere Steder at bryde ind i de nyerobrede italienske Stillinger. Efter rasende Nærkampe kastede Italienerne dem dog atter ud,- og hele den følgende Dag fortsattes Kampene i Terrainet omkring Gørz. Den 1. December standsede Fodfolksangrebene, og Italienerne indskrænkede sig til at forstærke de vundne Stillinger og overøse de nye østrigske Forsvarslinier med en voldsom Artilleriild. Taage og Regn hindrede i de følgende Dage Artilleriets Virksomhed, og først den 7. December hører man paany om italienske Angreb ved San Michele og San Martino, der dog, saa vidt man kan skønne, ikke hidførte noget Resultat.
Paa Balkan kom Ententemagternes Hjælp for sent og var for ringe til at hjælpe Serbien. Efter Sigende skal der have været sat ret betydelige Transporter af forskellige Krigsfornødenheder i Gang gennem Albanien for ad den Vej at naa den serbiske Hær. Albanesernes fjendtlige Holdning sinkede imidlertid Transporternes Fremkomst saa meget, at den serbiske Hærs Skæbne forinden var afgjort. Om det er rigtigt eller ej, skal jeg lade staa hen, men det lyder meget sandsynligt. Den 28. November proklamerede Tyskerne, at de store Operationer mod den serbiske Hær var afsluttede med dens sørgelige Resters Flugt op i de albanesiske Bjærge, og at disse Operationers væsentligste Formaal, at tilvejebringe fri Forbindelse med Bulgarien og det tyrkiske Rige, var naaet. I de følgende Dage fortsattes dog Kampen langs Montenegros og Albaniens Grænser. Den 2. December besatte Centralmagterne Boljania, Plevlje og Jabuka, alle Vest for Lim. Den 3. December rømmede Serberne Monastir, og den 8. December besatte Centralmagterne og Bulgarerne Djakowa. Dibra, Struja ved Nordspidsen af Ochrida Søen og Byen Ochrida. Samtidig udviklede Forholdene sig til Ugunst for Ententetropperne i det sydlige Serbien. De stod oprindelig langs Zernafloden og i en Kile op til Krivolac ved Vardar. Først maatte de trække deres nordligste Tropper tilbage i Vardardalen til Zernafloden, og efterhaanden som Bulgarerne vandt frem i Egnen ved Monastir, blev de nødsagede til at gaa yderligere tilbage.
Bulgarerne siger, at Ententetroppernes Tilbagegang foregaar som Følge af blodige Nederlag, de har lidt, medens Ententemagterne hævder, at de frivilligt har rømmet Marken, fordi deres Nærværelse i Serbien nu er hensigtløs, og det er ikke muligt nu at afgøre, hvem af Parterne der har Ret. Resultatet er imidlertid oplagt nok. Ententemagternes Tropper er paa Vej tilbage mod den græske Grænse, som de snart maa have naaet, ja visse Dele har muligvis allerede naaet den. Spørgsmaalet om Grækenlands Holdning bliver derved mere og mere brændende. Da »Krigen XXXI.« blev skrevet, saa det ud, som om Spørgsmaalet var løst til Ententens Tilfredshed, men det viste sig senere ikke at være Tilfældet. Den 27. November foreslog Grækenland Ententen at udnævne militære Sagkyndige til at forhandle med den græske Generalstab om de af Ententen fremsatte Krav. I de følgende Dage var Grækenlands Holdning mere uklar end nogensinde, og de vekslende Stemninger karakteriseredes godt ved de Telegrammer, som i den Anledning fremkom fra fransk og engelsk Side, og som, for at tage et Eksempel, den 28. November gik ud paa, at Situationen om Formiddagen var alvorlig, og om Eftermiddagen gennemgaaende opmuntrende. Senere har Ententen set noget lysere paa Forholdene og, i hvert Fald udadtil, bibeholdt dette lyse Syn, til Trods for at tyske Blade den 3. December vilde vide, at der blev ført meget vigtige og venskabelige Forhandlinger mellem Grækenland og Tyrkiet. Grunden til dette lysere Syn bunder vistnok i, at man efterhaanden har indset, at Grækenland for enhver Pris vil undgaa Kamp; men hvorledes det skal kunne gennemføre dette Standpunkt uden at give Afkald paa sin Husbondret i eget Land, er vanskeligt at se. Rumæniens Holdning er ogsaa uklar. Den 28. November gik der Rygter om, at det-havde erklæret at kunne tillade tysk-østrigske Tropper at passere rumænsk Omraade neden for Rustchuk. Dette har imidlertid ikke bekræftet sig, og senere meddeles, dels at Rumænien ruster sig yderligere og i Øjeblikket indrullerer Aargangene 1917 og 1918, dels at det nedlægger Miner i den rumænske Donauløb ved den rumænsk-bulgarske Grænse og fra Galati til Pruths Munding.
Rumænien er aabenbart under et stærkt Pres baade fra Centralmagterne og fra Rusland. Det har vistnok givet saa vidt efter for de første, at det har overladt Centralmagterne betydelige Mængder Korn.
Balkanfelttogets foreløbige Afslutning har ført os frem til en af Krigens Milepæle, hvor Kanonernes Tavshed for en Tid lader Diplomaterne komme til Orde, Ogsaa ved denne Lejlighed har de benyttet Øjeblikket og talt, denne Gang om Fred. Anledningen til den interessantestc Udtalelse i den Retning var, at de tyske Socialdemokrater den 9. December i den tyske Rigsdag spurgte Rigskansleren, om han var beredt til at give Oplysninger om de Betingelser, paa hvilke Tyskland vilde indtræde i Fredsforhandlinger. Rigskanslerens Svar gik i Hovedsagen ud paa, at det er beredt til at diskutere Fredsforslag, der svarer til Tysklands Værdighed og Sikkerhed, at Tyskerne ikke unødvendigt vil forlænge Krigen, fordi de endnu vil erobre dette eller hint Pant. men at de nødvendige Garantier. som Tyskland maa kræve, vil vokse, jo længere og jo mere forbitret dets Fjender vil føre Krigen, samt at Krigen kun kan ende med en Fred, der efter menneskelig Maalestok byder Sikkerhed mod en Gentagelse. Disse Udtalelser opfordrer til at undersøge, hvem af de stridende Parter, der har størst Fordel af, at Krigen trækker ud. Det siger sig selv, at man ikke kan fælde nogen bestemt Dom i denne Sag, bl. a. fordi meget afhænger af Folkestemning og Folkeenergi; men man kan fremdrage visse Momenter til Bedømmelse af Situationen, og det vil jeg forsøge at gøre. Krigen lever, om jeg maa udtrykke mig saaledes, af 2 Ting, nemlig Penge og Mennesker.
Forholdet er nu, at selv om Centralmagterne er aldrig saa vel rustede og organiserede i økonomisk Henseende, maa de dog tære udelukkende paa deres egne Guldforraad, medens Ententemagterne kan laane og laaner hos fremmede, f. Eks. hos Amerika. Der kan derfor næppe være Tvivl om, at Ententen i økonomisk Henseende har de fleste og rigeste Kilder at øse af, og saaledes ogsaa vil kunne holde længst ud, hvor det kun drejer sig om Pengene. Hvad Menneskematerialet angaar, raader Centralmagterne kun over c. halv saa talrig en Befolkning, som Ententemagterne hersker over i Europa. Desuagtet har Centralmagterne hidtil været i Stand til stedse at være overlegne paa de afgørende Punkter, men dette ligger i, at deres Krigsforberedelse har været i den bedste Orden, at de opererer paa de indre Linier og dertil raader over et glimrende udbygget Jernbanenet samt endelig, at der for deres Vedkommende meget tidligt blev skabt en Enhed i Ledelsen, som det aldrig har været muligt for Ententen at tilvejebringe paa Grund af deres i Enkelthederne ret afvigende politiske Interesser, deres spredte Beliggenhed og store Uensartethed i Sprog, Kultur og Organisation. Medens for Centralmagternes Vedkommende deres gode Jernbanenet og Enheden i Ledelsen stadig vil være Kraftkilder, som vil virke til deres Fordel, kan deres centrale Beliggenhed vende sig fra Fordel til Ulæmpe for dem, dersom Ententen engang naar til at blive dem overlegne i Tal, med andre Ord, hvis Ententen faar gjort sine Krigsforberedelser saa fuldkomne, at de kan udnytte sin Befolkningsovervægt. 1 den Retning har Ententemagterne allerede nu en Chance, og hvis de rationelt uddanner deres større Menneskemateriale og med den yderste Kraft og Energi driver paa Fabrikationen af al Slags Udrustning. Materiel og Ammunition, inaa de kunne blive Centralmagterne overlegne i Tal, og, hvad mere er, hvis de faar Tid, maa de ogsaa kunne tilvejebringe en kvalitativ Overlegenhed. Forholdet er jo nemlig det, at Centralmagternes bedste Ungdom straks blev sat ind og saaledes har baaret de største Tab, og at Centralmagterne som Erstatning for deres betydelige Afgang maa gribe til de meget unge, dels til noget for gamle, dels til mindre krigsbrugbare. Værnepligtige. Det samme Forhold genfinder man fuldtud i Frankrig og tildels i Italien; men for Ruslands og Englands Vedkommende er dette ikke Tilfældet. Ruslands enorme Befolkningstilvækst byder det meget gunstige Rekrutteringsmuligheder, og England kan, hvis det vil tage Krigens Konsekvenser fuldt ud, stille Millioner af unge kraftige Mænd i Marken. Naar Flensyn tages til dette, synes det som om en langvarig Krig byder Ententen større Fordele end Centralmagterne. Ententens Krigsmagt er som et Væsen i Vækst, den vil trives og blive stærk, dersom den kan overvinde de Børnesygdomme, den nu lider under. Udsigterne til, at Ententen skulde ønske en snarlig Fred er derfor kun yderst smaa, og det vil næppe kunne skræmme den, at den tyske Rigskansler siger, at Fredsvilkaarenes Haardhed vil vokse med Krigens Varighed thi det er jo kun den besejrede, som kommer til at lide under de haardere Vilkaar, og Tiden er maaske villig til at kæmpe paa Ententemagternes Side, dersom de vil benytte den.
Den 11. December 1915. S. v. l.
