Af Knud Bartels og Niels Bo Poulsen.
Når denne tekst publiceres på krigsvidenskab.dk, er der gået 150 år siden den fransk-prøjsiske krigs højdepunkt: Slaget ved Sedan 1. september 1870. Det var en krig, hvor ny teknologi, ny organisation og doktrinær nytænkning rystede etablerede dogmer. Det var en krig, som forandrede hele Europas strategiske landskab. Det var også en krig, hvor Danmark var tæt på at involvere sig på den tabende side – med de enorme konsekvenser, det ville have haft.
Krigen blev samtidig den væsentligste anledning til, at Det Krigsvidenskabelige Selskab stiftedes i efteråret 1871. Ganske sigende var et vigtigt punkt ved selskabets stiftende møde et foredrag om ”den prøjsiske ledelse af kampen i åben mark under krigen i 1870-71”, og den første årgang af Militært Tidsskrift bestod næsten udelukkende af artikler om krigens taktiske og våbentekniske implikationer.
Selv om både samfundsforhold, mentalitet, teknologi, folkeretsgrundlaget og doktrinerne i 1870-71 adskilte sig radikalt fra i dag, er krigen fortsat værd at reflektere over. I denne artikel giver vi en kort introduktion til krigen og foreslår en række refleksionspunkter til læseren. samt forslag til videre læsning og endsige forskning inden for krigen, der fødte DKVS (Læseliste krigen 1870-71).
Krigen kort fortalt
Krigen, som startede i midten af juli 1870, var i udgangspunktet en kamp mellem en professionel fransk hær mod en værnepligtsbaseret prøjsisk hær (som støttedes af de andre tyske stater fraset Østrig-Ungarn). De fleste i samtiden regnede med, at den franske kejser Napoleon IIIs hær ville vinde grundet dens bevæbning, krigserfaring og motivation. Dertil kom, at Prøjsen var omgivet af lande, som havde interesse i et prøjsisk nederlag. Det gjaldt Danmark pga. nederlaget 1864, men også Bayern, Saksen og Østrig pga. deres nederlag i krigen 1866 (mellem disse lande og Prøjsen). Napoleon III forsømte imidlertid at smede en koalition mod Prøjsen, før hans regering erklærede krig som reaktion på en bevidst provokation fra den prøjsiske kansler Bismarck – det såkaldte Ems-telegram. Franskmændene udnyttede heller ikke deres styrkers højere beredskabsniveau til straks at føre krigen ind i det sydlige Tyskland og derved skabe grundlag for, at de mindre tyske stater valgte fransk side.
I starten af august led franskmændene flere nederlag, da de tyske tropper trængte ind over grænsen. Under indtryk af de franske problemer blev også Danmark overbevist om at holde sig ude af krigen trods gentagne franske opfordringer til en alliance, som ville indebære en landgang af et fransk korps i Sønderjylland. Slemt gik til værre, da de franske styrker blev delt. En stor styrke under den inkompetente general Bazaine lod sig efter slagene ved Mars la Tour og Gravelotte den 16. og 18 august indeslutte i fæstningsbyen Metz. Det gav de tyske hære lejlighed til at koncentrere sig mod den anden vigtige franske styrke, general MacMahons Châlon Arme, som den 1. september 1870 blev omringet ved Sedan tæt på grænsen til Belgien. Efter en dags blodige kampe overgav styrken sig, og blandt fangerne var den franske kejser.
Nu skiftede krigen karakter. I Paris blev kejserstyret erstattet af en republik, som kaldte alle mænd til våben. Frankrigs størrelse, dets stærke industri og finansvæsen, samt den franske flådes kontrol med søvejene, gav gode muligheder for at rejse nye hærstyrker, som dog ikke kunne uddannes særligt godt i den korte tid, der var til rådighed, inden de skulle i felten. Tyskerne fortsatte deres felttog og indesluttede Paris i midten af september, men fremmarchen blev i stigende grad præget af store logistiske vanskeligheder og nålestiksangreb fra franske friskytter (partisaner). Hvad der fra tysk side skulle være en lynkrig tæt ved grænsen, var nu blevet til en nedslidningskampagne dybt inde i fjendeland. Bismarck øgede presset på generalstabschef Moltke for at hurtigt at slutte krigen ved at bombardere Paris til overgivelse. Det lettede ikke just tyskernes mulighed for at lokke franskmændene til fredsbordet, at deres krav var afgivelse af store landområder. Efter flere franske forsøg på at undsætte Paris og forgæves angreb på tyskerne i deres vidtstrakte flanker, kom det til våbenhvile den 27. januar 1871, og en måned senere var et udkast til en fredsaftale på plads. Aftalen kunne dog først effektueres i midten af maj 1871 – efter den franske regering havde tilkæmpet sig kontrollen over Paris fra de revolutionære kommunarder. Tyskland, som i mellemtiden var blevet etableret som et samlet kejserdømme under den prøjsiske konge Wilhelm I, fik en enorm krigsskadeerstatning og en stor bid af det nordøstlige Frankrig.
Det tyske kejserrige, som trådte ud af krigen, var ubestridt det kontinentale Europas stærkeste land, og den magtforskydning, som krigen gav anledning til, blev en kritisk ingrediens i europæisk sikkerhedspolitik mellem 1870 og 1945. Tysklands forsøg på at skabe hegemoni i Europa blev nemlig først afsluttet, da de to mægtige flankemagter USA og Sovjetunionen fra 1941 kom ind i striden og efterfølgende delte Tyskland – sammen med resten af Europa.
Krigens fortsatte relevans
1870-71 krigen kan ses som et element i en trilogi af krige mellem (og i) stormagter, som op til Første Verdenskrig indvarslede, hvordan det 20. århundredes krige ville blive udkæmpet. De to andre krige var den amerikanske borgerkrig 1861-65 og den russisk-japanske krig 1904-05. Krigene åbnede døren til en epoke, hvor bevæbning, forplejning og flytning af massehære i stadig større og stadig mere komplekse operationer blev dagens orden. Disse krige udfordrede ikke blot forestillingerne om, at krig ville blive vundet gennem elegant manøvrekunst og kunne afsluttes efter et feltslag eller to; de var også ekstremt blodige. Slutteligt førte de til revolutionære omvæltninger i den tabende parts land. Disse erfaringer betød, at flere datidige tænkere begyndte at spekulere over risikoen for, at fremtidens krige kunne komme ud af kontrol i en sådan grad, at de blev politisk kontraproduktive. Med stadig mere omfattende mobilisering og stadig større tab, antog nogle, at presset på de samfund, som førte krig let ville blive så stort, at det førte til social uro og oprør. I sine sene år advarede generalstabschef Moltke således mod at tro, at fremtidens krige kunne sluttes med et slag, som det han selv havde mestret ved Sedan. En ny stormagtskrig ville overstige trediveårskrigen i ødelæggelseskraft, spåede han. Interessant nok dannede erfaringerne fra 1870-71 også grundlag for den polske bankier Jan Blochs skelsættende værk om fremtidens krige, hvor han kom til samme konklusion som Moltke. Det tyvende århundredes krige viste desværre, at de to mænd, trods deres meget forskellige ståsteder, begge havde set rigtigt.
Udover at være med til at indlede en epoke af industrialiserede krige, illustrerer konflikten i 1870-71 også en række problemstillinger, som ikke bare var relevante dengang, men som fortsat er det. Lad os tage dem fra det politisk-strategiske niveau og nedefter:
Pas på med krig – du risikerer at tabe!
I årene frem til 1870 havde Frankrig lidt en række diplomatiske nederlag i Europa. I forening med Napoleon III’s svækkede helbred, førte det til, at kejseren håbede på, at en sejrrig krig ville genetablere Frankrigs ry som den toneangivende magt på kontinentet. Efter en sejr kunne den svækkede regent derpå overgive tronen til sin søn. I stedet endte Napoleon III og hans familie i landflygtighed og Frankrig som den sekundære magt i forhold til det nye samlede Tyskland. Krigen føjer sig til en lang liste af lignende tilfælde, hvor en regering i tro på egen styrke og på jagt efter en ”hurtig gevinst” angriber en – tilsyneladende svagere part – og taber. Den russisk-japanske krig 35 år senere er et eksempel herpå og det samme er argentinernes erobring af Falklandsøerne over 100 år senere. Et andet lighedstræk: Udenrigspolitikken skulle bruges til at støtte et vaklende regime, og resultatet blev det modsatte. I stedet for stabilisering fulgte revolution og systemskifte.
Pas på med krig – du risikerer at vinde!
Det Tyskland, som kom ud af krigen, var et splittet og konfliktpræget samfund. Den aggressive nationalisme og militarisme, som magthaverne søgte at anvende til at samle befolkningen gav bagslag. Fremfor at blive den centrale spilfordeler i Europa endte Tyskland i 1914 med at stå som leder af en relativ svag koalition. Selv om den tyske generalstab og den tyske hær besad et utroligt højt professionelt niveau, var den politisk-militære dialog forkrøblet, og der manglende i den grad strategisk forståelse blandt de militære rådgivere og i kejserens omgivelser i øvrigt. Trist nok gentog det hele sig tyve år senere, og først efter to tabte verdenskrige forvandlede den tyske strategiske kultur sig.
Frankrigs landtab efter 1871 og den enorme krigsskadeserstatning, som Tyskland indkrævede med nidkærhed, var med til at skabe en hævntørst, som fik yderligere næring af Første Verdenskrigs tab. De barske betingelser, som Versaillesfreden indeholdt i 1919, kom derfor ikke ud af ingenting, men kan (bl.a.) føres tilbage til det manglende tyske mådehold næsten 50 år tidligere.
Krig er som en brand – den er svær at holde under kontrol, og den breder sig let til naboen
Hverken Bayern eller Saksen ønskede at komme i krig i 1870, men deres regeringer havde ikke meget valg. De blev nærmest tvunget ind i det blodige opgør af Bismarck, som førte en systematisk mediekampagne mod de grupper, som var imod en krig på Prøjsens side. Den fransk-prøjsiske strid åbnede samtidig banen for at andre stater kunne pleje deres dagsordener i ly af krigen. Umiddelbart efter det franske nederlag ved Sedan besatte italienske soldater pavestaten, som Frankrig ellers havde været beskyttelsesmagt for. Og Rusland benyttede sig af krigen til de facto at ophæve den demilitarisering af Sortehavet, som landet havde været påtvunget efter Krimkrigen 1853-56. Andre gange bliver dynamikkerne, som krig sætter i gang, endnu mere omfattende. Første Verdenskrig startede som et opgør mellem to blokke af stormagter – England, Frankrig og Rusland (samt Belgien og Serbien) mod Tyskland og Østrig-Ungarn. Da krigen sluttede havde 27 stater deltaget, og antallet af deltagere i den næste verdenskrig skulle blive endnu højere.
For franskmændene blev det katastrofalt, at krigen fra starten af kom ud af kontrol, men heller ikke Prøjsen fik hvad man kom efter. At Frankrigs kejser blev taget til fange efter slaget ved Sedan var en ubehagelig streg i regningen for angriberne. I stedet for, at prøjserne kunne indlede hurtige forhandlinger med et slået men fortsat regerende kejserstyre – ligesom de havde kunnet med Østrig i 1866 – forårsagede det franske nederlag og tilfangetagelsen af Napoleon III en revolution. Kejserstaten blev nu erstattet af en republik, og den var ledet af mænd fulde af fornyet krigslyst. Det fortsatte felttog trak ud, kostede store tab, og øgede risikoen for at andre stater intervenerede. Slutteligt brutaliserede denne overgang til ”folkekrig” krigsførelsen på tysk side betydeligt og skabte store internationale pr-problemer for Bismarck.
Krig er politik hele vejen igennem … men også andet end det
Bismarck var en uhyre dygtig magtpolitiker og Moltke en overmåde talentfuld officer og generalstabschef. De to mænds samarbejde var imidlertid flere gange præget af konflikter om, hvordan krigen skulle føres. Bismarck insisterede på, at diplomati og kølig politisk overvejelse ikke kunne parkeres, mens krigen pågik, men han lod sig paradoksalt nok selv radikalisere af franskmændenes modstandsvilje og endte som en fortaler for stadig større brutalitet i krigsførelsen. Desuden skabte han irritation hos militæret over sin insisteren på at besidde militær ekspertise. Moltke havde på sin side en forventning om, at han helt skulle spares for politisk indblanding, frem til det tidspunkt, hvor sejren kunne afleveres til det politiske niveau, som så kunne forhandle freden hjem. Krigen illustrerede, at politik og krigsførelse står i en stadig vekselvirkning og, at selv taktiske hændelser (også dengang) kan have politisk effekt. Men også, at politikerne gør klogt i at lytte til den militære ekspertise, samt at det militære niveau paradoksalt nok kan vise sig mindre passioneret og hævntørstig, end dets politiske opdragsgivere.
På fransk side blev det civilt-militære samarbejde også grundigt udfordret. Ikke blot fordi Napoleon III's system byggede på princippet om del-og-hersk. Derfor var der ikke et sundt fundament for en politisk-militær dialog før krigen. Også da republikken trådte til, var der problemer med interaktionen mellem politik og krigsførelse: De militære eksperter havde en realistisk forståelse for, hvad de nye hastigt rejste franske hære kunne og ikke kunne. Politikerne derimod troede i høj grad, at man kunne vinde slag alene gennem de nye troppers ildhu og dedikation til republikken. Det havde tjent Frankrigs krigsførelse godt, hvis man havde ventet lidt længere med at sætte de nye styrker ind, end det var tilfældet. De nye, dårligt uddannede soldater blev flere gange ofret uden, at det gav militær eller politisk genvist.
Gå ikke i krig, hvis du ikke er klar!
Selv om den franske krigsminister umiddelbart før krigen havde erklæret, at soldaterne ikke ville komme til at savne så meget som en gamacheknap, var den franske krigsforberedelse ekstremt mangelfuld. Der var ikke en konsolideret krigsplan, der var ikke faste stabe på højere niveau, det franske mobiliseringssystem var i modsætning til det prøjsiske katastrofalt, der var ikke skaffet allierede og den franske hærs top var præget af intriger og magtkampe. Desuden var der meget store forskelle internt i det franske forsvar i, hvordan man forestillede sig en moderne krig skulle føres. På prøjsisk side havde generelstaben under ledelse af Moltke udviklet sig til en formidabel institution som arbejdede scenariebaseret, kombinerede en fælles referenceramme med frihed til diskussion og modsigelse, og som hverken var teknologiforskrækket eller -benovet. Samtidig skete der en kontinuerlig læring i den prøjsiske hær fra 1864 og til 1870. Det var derfor to meget forskellige militære kulturer, som tørnede sammen, og det blev den part, som mest konsekvent og illusionsløst havde forberedt sig, der vandt.
Fremvoksende teknologier er svære at håndtere operativt
I midten af 1800-tallet betød den omfattende industrialisering sammen med tekniske gennembrud indenfor kommunikation, kemi og metallurgi en hastig accelererende udvikling, som på mange måder tåler sammenligning med den, vi ser i dag. Fra, at nyheder krydsede landegrænser med ugers forsinkelse – ja måneder hvis det var større landmasser, de skulle henover – betød telegrafen transmissionstider på minutter. Jernbaner og dampskibe kunne transportere enorme menneske -og godsmasser med stor driftssikkerhed. Mentalt var en hel verden ved at styrte sammen under påvirkningerne fra industrialisering og modernisering: Nærhedsbaserede selvforsynende samfund forvandlede sig til massesamfund, hvor identiteterne var i opbrud. Nationalisme og socialisme blev de dominerende ’–ismer’; begge verdensforståelser, som havde enorm mobiliseringskraft. Forandringsprocesserne betød også, at militæret stod i en konstant omstillings -og valgsituation. Hvilke konkrete teknologier skulle man vælge? Hvilken doktrin og organisation passede til dem? I raskt tempo blev våbensystemer afprøvet, indkøbt, anvendt og kasseret, modificeret eller indsat i nye roller.
Et våbensystem som Mitrailleusen – en revolverkanon – skuffede fælt. Andre våben som den franske Chassepotriffel – en af samtidens bedste bagladerifler – var langt bedre end modstandernes, men kunne ikke dæmme op for de tyske angriberes mere aggressive doktrin og det overlegne tyske artilleri. Og så var der teknologien i baggrunden. Den tyske generalstab samtænkte tid og rum langt mere konsekvent end franskmændene. Jernbaner og telegrafi gav sammen med uddelegering af autoritet og beslutningskompetencer ift. de foresattes hensigt – Auftragstaktik – muligheder for at opnå stor numerisk overlegenhed på rette tid og sted.
Sejrherrerene begik fejlæring
Det største problem for tyskerne under krigen havde været, at de havde svært ved at omsætte deres taktiske overlegenhed til en strategisk sejr, hvorfor krigen trak ud. Trods sin størrelse var det nye tyske kejserrige et sårbart land, der var låst inde blandt andre stormagter og med begrænset adgang til verdenshavene. Læringen af krigen blev derfor i den tyske generalstab, at Tyskland skulle satse på korte krige, mod enkelte modstandere og søge at undgå krige mod koalitioner. Man ignorerede bekvemt nok, at selv om disse forudsætninger havde været til stede mod Frankrig, var krigen blevet pinagtigt lang. For at vinde hurtigt i krig blev den tyske politiske og militære ledelse samtidig villig til at anvende alle midler, som kunne lamme fjenden og fjerne modstandsviljen hos civile og soldater. Derfor accelererede den brutalitet tyskerne anvendte overfor civile i 1870-71 under Første Verdenskrig. Den kulminerede i nazisternes ekstreme, og i deres optik ”krigsnødvendige”, forbrydelser under Anden Verdenskrig. En stadig mere brutal krigsførelse gav samtidig tyskerne store problemer med at vinde neutrale landes sympati, og var dermed kontraproduktiv. Samtidig missede tyskerne en anden pointe af krigen, nemlig at et tæt politisk-militært samarbejde var nødvendigt, sådan at Tyskland kunne undgå krige mod stærke koalitioner, og sådan at landets ressourcer kunne udnyttes optimalt. Dette skete hverken i Første eller Anden Verdenskrig. I begge krige troede de militære topchefer og den politiske elite i Tyskland, at man kunne vinde gennem brug af det militære instrument alene.
Taberne begik fejllæring
På fransk side var man optaget af at ændre sin taktiske doktrin, så den blev mere aggressiv, ligesom tyskernes. Man overså dermed, at tyskerne havde lidt enorme tab, når de angreb de franske forsvarere, og at fejlene på fransk side lå i andre forhold. Nederlaget i 1870-71 førte dermed til Første Verdenskrigs katastrofale franske doktrin Offensive à outrance. Doktrinen byggede på en forestilling om, at i en krig mellem værnepligtsbaserede massehære ville den mest aggressive og angrebslystne part vinde – og det ville ske gennem manøvrekunst og i feltslag, ikke i kampe mellem nedgravede styrker. Krigens følgevirkning blev derfor, at de franske styrker i Første Verdenskrig helt frem til slaget ved Verdun i 1916 igen og igen blev kastet ind i frugtesløse og tabsgivende angreb, før man med general Petain i spidsen besindende sig og skabte en anden og langt mere artilleri-orienteret doktrin – bataille conduite. Denne doktrin, som franskmændene anså for sejrsgivende i 1918, bidrog så til gengæld til, at den franske hær i 1940 var svunget i en mere reaktiv og defensiv retning og kom til kort over for de tyske angribere.
Krig er kompleks – dengang som i dag
Læser man sig lidt ind på krigens forskellige slag og de bagvedliggende beslutningsprocesser og operationer byder den på et overflødighedshorn af situationer, hvor almindeligt sort uheld, udygtighed, manglende efterretningsvirksomhed, iver efter at gøre sig bemærket, højere føreres pludselige død eller fejlagtige vurderinger af modstanderes planer skabte kaotiske situationer, førte til massive tab eller betød, at den svage part overvandt den stærke. Tyskerne var ikke overmennesker, franskmændene ikke håbløse dilettanter, og krigen var i betydelig grad et åbent forløb, hvor det kunne være gået anderledes, end det gik.
Der er næppe mange, som efter at have studeret krigen, tænker – det kunne jeg have gjort bedre selv. De politiske og militære beslutningstagere agerede i et rum af krydspres og kompleksitet, som blandt andet skabtes af nye, men ikke altid velprøvede teknologier, sociale og kulturelle normer under hastig forandring, og af information, som skiftevis kunne indbyde til overmod og defaitisme. Personlige dagsordener, gruppeinteresser, vaner og fordomme satte deres præg på vurderingerne og beslutningerne. Det kræver en større optimist end denne artikels to skribenter at forestille sig, at nutidens politiske og militære system er ubetinget bedre skikket til at håndtere kriser og krige end datidens. Den vigtigste grund til at kaste blikket tilbage til 1870-71 er – ud over krigens lange virkningshistorie i Europæisk sikkerhedspolitik – nok netop det, at man mindes om, at krig i alle sine faser og på alle niveauer fra forberedelsen over eksekveringen til fredsslutningen er en rutsjebanetur. En tur uden garanti for, at man kan stige af igen nogenlunde uskadt og med sine ejendele i behold. I 1870-71 kostede dette forhold Napoleon III en kejsertitel, Frankrig to provinser og befolkningen titusinder af faldne!
