Paa den vestlige Krigsskueplads gik Englænderne den 13. November frem til et stort Angreb fra Øst for Hebuterne til Syd for Grandcourt. Nord for Enere var det rettet mod Tyskernes forst anlagte særdeles stærkt udbyggede Stillinger. Englænderne erobrede Syd for Enere St. Pierre Divion og Nord for Enere Beaumont-Hamel og naaede frem til Udkanten af Beaucourt. Nordligere indtil Serre trængte de overalt ind i forreste tyske Linie, men kunde saa ikke naa yderligere frem. Den 14. tog de Beaucourt og udvidede deres Front noget mod Nord samt kæmpede voldsomt om Grandcourt. Tyskerne satte stærke Modangreb i Gang, og Kampen vedvarede med Udfoldelse af stor Kraft fra begge Sider indtil den 19., da de sluttede med at Tyskerne maatte gaa noget tilbage Sydvest for Serre, i Grandcourt og nogle Steder Syd for denne Landsby for at indtage en ny Stilling. Englænderne tog ialt 6962 Fanger under denne Kamp.
Franskmændene tilbageerobrede den 12. November Nordfor Somme Størstedelen af Saillisel. De holdt Landsbyens nordostlige og sydostlige Udkant besat, medens Tyskerne længe gjorde forbitret Modstand i Resten af Byens østlige Del, som de dog tilsidst ogsaa maatte opgive.
Den 14. og 15. gik Tyskerne for forste Gang i mange Uger frem til et meget stort Angreb. Nord for Somme var det rettet mod Linien Les Boeufs—Bouchavesnes. Angrebet blev i Hovedsagen afvist under de blodigste Tab; men Tyskerne fik dog den 15. Fodfæste i Skyttegravene ved det nordlige Hjørne af Skoven St. Pierre Vaast, og den 16. tog de atter den ostlige Del af Saillisel, som de dog mistede senere.
SydforSomme blev Angrebet efter et voldsomt Bombardement rettet mod de franske Linier fra Ablaincourt til Chaulnesskoven. Det blev straks afslaaet overalt undtagen ved Pressoir, hvor det den 14. lykkedes Tyskerne at sætte sig fast i de østligste Huse. Den 15. udvidede de deres Omraade i Pressoir; men den 16. kastede Franskmændene dem paany ud af denne Landsby.
I Resten af Maaneden har daarligt Vejr lagt Hindringer i Vejen for Operationerne paa Vestfronten, og der har kun været meldt om Artilleriild og hyppige Strejftog af Rekognosceringskommandoer.
Ved Ver dun er Artilleriilden af og til blusset op til stor Voldsomhed ved Douaumont og Vaux; men Fodfolkskampe er det ikke kommet til. Derimod forsøgte Franskmændene et Angreb i Aprémontskoven Øst for St. Mihiel, som blev afslaaet.
Paa den ostlige Krigsskueplads har Tyskerne den 10. taget nogle russiske Stillinger ved Skrobovabækken, og den 11. trængte de ind i den russiske Hovedstilling ved Narajovka. Ingen af Stederne hidforte dette afgørende Ændringer i Situationen.
De sværeste Kampe har staaet i Skovkarpaterne og i Egnen Syd for Dona Vatre. Tyskernes Forsog paa at gennembryde de russiske Stillinger i disse Egne er dog mislykkedes, og senere har hoj Sne gjort alle Veje ufarbare, saa Kampene lidt efter lidt er ebbede ud ogsaa paa denne Del af Fronten.
De seneste Meldinger fortæller om øget russisk Virksomhed i Nærheden af Smorgon helt oppe ved Østersoens Kyst.
Situationen paa Østfronten er i det hele uforandret, derimod er Rumæniens Stilling blevet ret uheldig.
Rumæner nes Front gik efter Kampene ved Hermannstadt og Kronstadt i Hovedsagen fra Bukovinas sydvestlige Hjorne over Sz. Miklos, Szekeby-Udvarkely, Marienburg til Tomos og Predeal Passene Sydøst og Syd for Kronstadt og derfra mod Vest langs Grænsen i de transylvanske Alper til Orsova.
Russerne overtog en betydelig Del af Fronten langs Siebenbürgens Østgrænse, og her har Centralmagterne hidtil ogsaa kun vundet lidt og langsomt frem. Syd for Kronstadt har Rumænerne hidtil formaaet at standse de tysk-ostrigske Troppers Fremtrængen og kun opgivet uvæsentlige Stillinger ved Predeal. Vestligere, i Egnen ved Cimpolung gik Rumænerne frem til Angreb, og Kampen blev staaende, og i Alutadalen formaaede de ogsaa længe at holde Stand.
I Tiden omkring den 10. og 11. November modtog Centralmagtstropperne, der kæmpede ved Aluta og Vest derfor ved Jiu betydelige Forstærkninger. Den 14. drev de Rumænerne noget tilbage i Alutadalen og i Jiudalen erobrede de Landsbyen Bumbechte, samtidig forstærkede de deres Angreb ved Orsova og Nord for Cimpolung.
Medens Rumænerne formaaede at holde igen ved Orsova, Aluta og Cimpolung, gennembrød Centralmagterne efter forbitrede Kampe deres Front i Jiudalen ved Tergu-Jiu den 17. og 18. November. Stodet blev fort igennem med stor Kraft, og den 21. rykkede tyske Tropper ind i det vestlige Vallakis Hovedstad Craiova (ca. 46,000 Indbyggere).
Ved Besættelsen af Craiova, som er et vigtigt Jernbaneknudepunkt, opnaaede Centralmagterne dels at afskære de rumænske Tropper, som endnu kæmpede Vest for Jiu, dels god Jernbaneforbindelse med Donau og derfor en stor Lettelse af de betydelige Transportvanskeligheder, som de hidtil havde haft at overvinde.
Samtidig med, at de tysk-ostrigske Styrker fra Egnen om Jiu fortsatte deres Fremrykning mod Øst til henimod Aluta, blev en tysk Styrke, hvis Storrelse endnu er ubekendt, sat over Donau ved Svistov.
Floden var stærkt opsvulmet paa Grund af Tovejr; men desuagtet lykkedes Overgangen godt, stottet, som den blev, af Donauflotillen og et frivilligt Motorbaadskorps.
Den 25. kunde meldes, at tysk Rytteri havde slaaet en rumænsk Rytterdivision Øst for nedre Aluta og havde opnaaet Forbindelse med den Styrke, som var gaaet over Donau, og som nu nærmer sig Alexandria.
De rumænske Troppers Forsvar af Terrainet Vest for en Linie over Ploeshts-Bukarest synes umuliggjort. De angribes fra Nord paa Linien Cimpolung, Curtea de Arges, Ramnicu, fra Vest ved Aluta og fra Syd ved Alexandria. Under disse Omstændigheder, og da det lader til at Russerne ikke formaar at sende hurtig og tilstrækkelig Hjælp, maa en Romning af største Delen af Vallakiet synes den eneste Udvej, hvis en betydelig Katastrofe for den rumænske Hær skal undgaas.
I Dobrudscha var der den 11. November Kampe om Broen ved Cernavoda, og de russisk-rumænske Tropper gik i de følgende Dage yderligere frem mod Syd, særlig langs Sortehavskysten.
Den 21. stod der Forterrainkampe langs hele Centralmagternes Stilling Nord for Jernbanen Cernavoda-Con- stantza; men de forte ikke til noget Resultat.
Paa Salonikifronten erobrede Englænderne Ka- rasha Øst for Tahinossoen den 15. November, og den 18. tog de Kavakli Vest for Seres; storre Lremskridt har de ikke gjort. I Centrum har der kun hist og her været Artilleriild og Patrouille- kampe, men paa Hærens venstre Fløj — i Egnen ved Monastir — har der staaet betydelige Kampe, som endte til Fordel for Ententen.
Kampene begyndte allerede den 10. i Bjærglandet paa begge Sider af Cerna Øst for Monastir. Den 11. erobrede Serberne Polck og den 12. Iven, som ligger ca. 7 km nordligere. Den 18. om Aftenen tog de Grunista Øst for Cerna paa llojde med Iven, Modstanderne blev kastede i Uorden og Natten mellem den 18. og 19. naaede Serberne Makovo ca. 7 km Nordvest for Iven, samtidig med at de besatte Højderne Vest for denne By.
Paa Sletten ved Monastir var der til samme Tid blevet kæmpet blodigt uden at Ententen dog havde haft Fremgang. Serbernes Sejr i Bjærgene paa Slettens Østside gjorde imidlertid Centralmagternes Slettestillinger uholdbare, og mellem den
18. og 19. rommede de dem og gik tilbage til en Linie fra Snegere 4 km Nord for Monastir til Hojde 1050 Sydvest for Makovo. Den 19. besatte Ententen Monastir.
I de nye Stillinger har Centralmagterne modtaget betydelige Forstærkninger og yder haardnakket Modstand. Angrebet fortsættes imidlertid, og Ententen har naaet Truova Nordvest for Monastir, samtidig med at serbiske Tropper har besat Para- levo og Dobromir Nordost for Monastir og afvist stærke Modangreb af tyske Gardetropper.
Paa den italienske Krigsskueplads har Vejret hindret storre Foretagender. Østrigerne har Øst for Gorz angrebet Italienernes Stillinger paa San Marco og taget en lille Skyttegrav fra dem, og den 21. November erobrede Østrigerne en italiensk Skyttegrav paa Carsoplateauet ved Pkt. 126 N. for Volkovniak; men iovrigt er Situationen ganske uforandret.
Forholdene i Grækenland har efterhaanden tilspidset sig saaledes, at en eller anden Katastrofe synes uundgaaelig. Den 17. forlangte Ententen yderligere Garantier for Grækenlands venskabelige Sindelag, Garantierne gik blandt andet ud paa, at Ententeen skulde have Adgang til at benytte de græske Jernbaner, at græsk Artilleri m. fl. Vaaben skulde udleveres til Ententen, at mistænkelige tyske Agenter skulde udvises, og at Ententen skulde have Ret til at besætte den neutrale Zone mellem Ny- og Gammel-Grækenland.
Sporgsmaalet om Jernbanerne modte tilsyneladende ingen særlige Vanskeligheder, og Udvisningsspørgsmaalet ordnede Admiral Fournet for saa vidt selv, som han den 22. November trods Protester tvang Centralmagternes Gesandtskaber i Athen til at forlade Byen paa en Damper, han stillede til deres Disposition. Med dem fulgte Centralmagternes Konsuler og deres arkæologiske skoler.
Derimod volder udleveringen af Vaabnene store Vanskeligheder; thi selv om Kong Konstantin vilde give sit Minde dertil, venter man at tropperne og Militærparuet vil gøre Modstand. 'Admiral Fournet har sat den 1. December som yderste Frist for Fordringernes Opfyldelse.
Fra engelsk Side, hvor man altid er tilbøjelig til sangvinske Betragtninger, mener man, at der nu intet andet er tilovers for Grækenland end at sende Bulgarien et Ultimatum. Denne Løsning forekommer de samme Kilder saa meget naturligere, som Salonikiregeringen allerede befinder sig i Krig med Bulgarien og Tyskland. Da Ententen betragter Salonikiregeringen som den egentlige græske Regering, skulde Grækenland saaledes faktisk allerede være i Krig med Centralmagterne, hvorfor et Ultimatum fra Athen kun vilde være en naturlig Følge af Tingenes Udvikling.
Det gaar dog næppe saa glat, og en aaben Konflikt med Regeringen i Athen skulde synes Ententen særdeles uvelkommen nu, hvor dens Stilling i Evropas sydøstlige Hjørne synes alt andet end gunstig.
Maanedens største Begivenheder har Centralmagterne at opvise. Hvilke Følger Hs. Majestæt Kejser og Konge Franz Josephs Død paa Schønbrunn den 21. November muligvis kan faa, skal ikke omtales her. Ved blot at holde sig til Begivenheden, der er sket, kan man imidlertid faa Stof nok til Eftertanke.
Først skal nævnes Rygtet om, at Tyskland vil -danne en særlig lithauisk Stat, som skal være"knyttet nøje til det tyske Rige, og som allerede nu skal hjælpe Centralmagterne i deres Kamp. Rygtet er endnu ikke bekræftet. Taler det Sandhed, er dette et ualmindelig dristigt Træk af Centralmagterne. Derimod er det tvivlsomt, om det vil gavne dem. Mangfoldige Ting taler derimod og for, at dette Skaktræk kun'vil tjene til at forlænge Krigen.
Forøvrfgt indretter Tyskerne sig paa at kunne udholde en langvarig Krig. Hertil sigter Lovforslaget om »Den fædrelandske Hjælpetjeneste«, som forlanger, at enhver mandlig Tysker fra det 17. til det 60. Aar, for saa vidt han ikke er indkaldt til Tjeneste i den væbnede Magt, skal arbejde hos Myndigheder og Statsinstitutioner, i Krigsindustrien, Landbruget, Sygepleje og krigsøkonomiske Organisationer af enhver Art, der direkte eller indirekte har Betydning for Krigsførelsen eller Folkeforsørgelsen.
Man venter, at Folk gør det frivilligt; men om fornødent skal der anvendes Tvang, og Overtrædelse straffes med Fængsel paa indtil 1 Aar og Bøder indtil 10,000 Mark.
Motiveringen er bl. a., at der i høj Grad savnes Arbejdskraft til Ammunitionstilvirkningen.
Lovforslaget er gefinemgaaende modtaget med Velvilje og vil sikkert blive vedtaget. Der har rejst sig Stemmer for at udvide Bestemmelserne ogsaa til at omfatte Befolkningen i de besatte Landsdele; men dette kan dog næppe gennemføres.
Den 27. November 1916.
S. V. L.
