Paa den vestlige Krigsskueplads er den livlige Artillerivirksomhed blevet fortsat i Belgien og paa talrige andre Steder af den lange Front; men Fodfolkets Virksomhed har i Almindelighed været indskrænket til Strejftog ind i Modstanderens Stillinger og mindre Patrouilleforetagender. Den 17. Januar satte Englænderne sig paa en Front af 600 m i Besiddelse af de forreste tyske Stillinger i Nærheden, af Serre Nord for Beaucourt ved Enere, efter at de var gjort uholdbare ved den engelske Artilleriild, og den følgende Dag udvidede de del vundne Ontraade noget. Det hele har imidlertid næppe nogen Betydning.
Ved Verdun tiltog Artilleriilden stadig i Styrke, navnlig Øst for Meuse i Afsnittene ved Vacherauville, Chambrettes og Bois des Courieres. Den 21. Januar sent om Eftermiddagen gik Tyskerne derefter frem til Angreb paa de franske Stillinger Nord for Bois des Courieres. Angrebet mislykkedes og blev gentaget men atter knust i Franskmændenes Ild.
Der var saa temmelig Stilstand i nogle Dage. Klart Frostvejr fik imidlertid paany Artilleriilden til al blusse op, denne Gang særlig Vest for Meuse. Den 25. Januar rettede Tyskerne derefter et Angreb paa den franske Front fra Morthomme over Højde 301 til Nordøst for Avocourt. Ved denne Lejlighed lykkedes det tyske Afdelinger at erobre 1600 m af de franske Skyttegrave paa og ved 304, medens Angrebene mod Morthomme og Avocourl. saa vidt man kan skønne, ikke førte til noget.
Paa den italienske Front sker der vedblivende ikke noget af Betydning.
Paa den østlige Krigsskueplads er Kampene blevet fortsatte i Egnen ved Kiga og Aa.
Efter at det, som omtalt i den forrige Artikel, var lykkedes Russerne at trykke det Fremspring ind, som de tyske Stillinger hidtil havde dannet i denne Egn. prøvede de paa at vinde yderligere Fordele og satte stærke Angreb i Gang Sydvest for Riga og svagere mellem Kysten og Narocz Søen. Det lykkedes ikke. Angrebene gik istaa, og der udspandt sig en livlig Artillerikamp, som efterfulgtes af tyske Angreb, som heller ikke lykkedes.
Kampen blev imidlertid fortsat, og navnlig Artilleriet udfoldede stor Virksomhed. Den 23. Januar fornyede Tyskerne derpaa Angrebene, og denne Gang lykkedes det dem Vest for Riga og ved Aafloden at Lage flere russiske Skovstillinger og drive Russerne 2—3 km tilbage mod Nord paa en Front af c. 10 km.
Russerne forte imidlertid Styrker frem til Modangreb, og de melder, at det er lykkedes dem at kaste Tyskerne tilbage mellem Aa og Tirulsumpene, medens Tyskerne har haft yderligere Fremgang Øst for Aa i Retning af Landsbyen Kalulzem. Paa dette Punkt cider imidlertid nogen Uoverensstemmelse mellem de russiske og de tyske Beretninger, idet Tyskerne siger, al de ved Aa har sat sig i Besiddelse af russiske Stillinger paa begge Sider af Floden.
løvrigt er der ikke skel noget af Betydning paa Østfronten. Kampvirksomheden er blevet indskrænket stærkt af Vejrliget.
Paa den runmænske Front erobrede v. Mackensens Tropper den 15. Januar Vadeni, en lille By tæt ved Sereths Munding 12 km Nord for Braila. Kamplinien i Rumænien gik derefter, med Hovedretning Nordvest—Sydøst, fra Moldaus Grænse e. 25 km Nordvest for Trigul-Ocna til Floden Putna, c. 20 km Nordvest for Odobesti. Derfra fulgte den Putnas Løb til umiddelbart Nordøst for Focsani, hvorefter den fulgte Serelh til dens Sammenløb med den lille Flod Rimnicu. Mellem Rimnicu og Buzeufloderne stod russiske og rumænske Styrker endnu Syd for Seretli; men Øst for Buzeus Sammenløb med Seretli fulgte Kamplinien atter sidstnævnte Flods Løb.
I de følgende Dage udviklede der sig store Kampe paa den nordlige Del af denne Front. Russerne og Rumænerne angreb Centralmagtstropperne mellem Casinu- og Susitadalene og vandt til at begynde med Fordele. Paa begge Sider af Fundeni udspandt der sig ogsaa bæflige Kampe. Ingen af disse Kampe førte til noget Resultat, derimod lykkedes det Russerne at tilbageerobre Vadeni Nord for Braila den 17. Januar og at beholde denne By.
Den 19. Januar lykkedes det Centralmagterne al sikre sig mod Offensivforetagender fra Modstandernes Side over den vigtige Serethbro Øst for Nanesti, idet de erobrede denne Landsby, der ligger Sydost for F'oc-sani, med Storm og kom dermed i Besiddelse af den af Russerne sejgi forsvarede Brohovedstilling foran nævnte Bro.
Efter den Tid er der ikke sket noget af Betydning, og Frontlinien er ved Maanedens Udgang den samme som den 15. Januar med de faa Ændringer, som er bevirkede ved de foran omtalte Kampe.
I Dobrudselia var mindre bulgarske Styrker en Tid kommet over paa den nordlige Bred af den sydlige Donauarm; men de er paany blevet kastede tilbage af Russerne.
Der er saaledes endelig indtraadl en længere Pavse i Kampene i Rumænien. Streng Vinter i Forbindelse med Nødvendigheden af at tilstaa Centralmagtslrop- perne nogen Hvile efter de forudgaaende store Anstrengelser, muligvis ogsaa Forplejningsvanskeligheder, har bevirket denne Pavse, som Russerne og Rumænerne drager Fordel af.
Centralmagterne opgiver Tallet paa de i Rumænien tagne Fanger til henved 200 000. Del er navnlig den rumænske Hær, det er gaael ud over. lifter de sidste Beretninger har Resterne af de rumænske Tropper dog delvis kæmpet godt, og efterhaanden er Rumænerne blevet trukket helt ud af Kampen, saa der i dennes sidste Periode kun deltog faa, overordentlig svage rumænske Divisioner. Resten reorganiseres i Moldau og Bessarabien, og fra russisk Side er man efterhaanden begyndt al udtale sig ret fortrøstningsfuldt om Situationen. De Huller, som var blevet slaaede i de rumænske Rækker, skal være ved al blive udfyldt paa tilfredsstillende Maade.
Det saa en Tid ud til, at Centralmagterne sendte Tropper fra Dobrudscha til Salonikifronten. I hvert Fuld meldte Serberne den 7. Januar, at el bulgarsk Regiment, henhørende til en Division, som nylig havde kæmpet i Dobrudscha, nu stod over for Serbernes venstre F’løj, og at Fanger og Desertører erklærede, at Resten af denne Division ogsaa var paa Vej mod Syd for at forstærke Tropperne foran Monastir. Man satte disse Troppebevægelser i Forbindelse med Forholdene i Grækenland og gættede paa, at Centralmagterne forberedte et større Angreb paa Saloniki- hæren for at støtte Grækenland mod Ententen. Da Østrigerne samtidig foretog Troppeforskydninger, der kunde pege i samme Retning, steg Sandsynligheden for. at Centralmagterne havde planlagt et femstød Vest om Ochridosøen for ad denne Vej at komme i Forbindelse med Kong Konstantins Trapper.
Del blev imidlertid ikke til noget. Der er hidtil ikke foregaaet noget af Betydning paa Salonikifronten, og Grækenland har, under Trykket af Ententens Blokade, bøjet sig for dens Ultimatum. Græske Tropper sendes nordfra til Morea, Venizelisterne løslades, og en blandet Kommission undersøger og fastsætter deres Erstatningskrav, den græske Regering har fjernet Chefen for 1. Armékorps og sendt en Undskyldningsskrivelse til Frankrigs, Storbritanniens, Italiens og Ruslands Gesandter i Anledning af Begivenhederne den 18. November og 1. December 1916 samt fastsat den højtidelige Ceremoni med Honnør for de nævnte Magters F'aner til den 27. Januar. Ceremonien skal finde Sted foran Zappeion.
Der er saaledes Udsigt til, at Forholdet mellem Grækenland og Ententen snart atter skal træde ind i el nogenlunde normalt Spor.
F'redsspørgsm aalet er stadig Genstand for Diskussion, og hertil har særlig bidraget Præsident Wilson, som ved en Henvendelse til det amerikanske Senat den 22. Januar har udtalt sig nærmere om, hvorledes han tænker sig Freden tilvejebragt og sikret. Hans Bestræbelser mødes dog stadig dels med Modvilje dels med Skepsis, og de karakteriseres som en skøn Drøm om Fred til Menneskehedens Ære, men en Drøm, der ikke kan gaa i Opfyldelse, som den er foreslaaet, da den 'forudsætter, at alle de Spørgsmaal, der udgør Europas Fortvivlelse, er løste.
Men i Mellemtiden spilder de krigsførende Magter ikke Tiden. Der arbejdes overalt under svimlende Højtryk ifør at kunne møde bedst og rigeligsl rustet til Kampen, saasnart Aarstiden igen tillader større Foretagender, og vi kan vente en til det yderste dreven Skærpelse af Krigen.
Del tørste Tegn i saa Henseende er den englske Meddelelse af 25. Januar, der siger, at den britiske Regering fra og med den 7. Februar gør en Zone i Nordsøen, der gaar fra Ringkjøbing Fjord til Zuider- søen, farlig for al Skibsfart. Denne Foranstaltning motiveres med „Tysklands ubeherskede Krigsførelse til Søs ved Miner og Undervandsbaade, som ikke alene rettes mod de allierede Magter, men ogsaa mod den neutrale Skibsfart“, og med „den Kendsgerning, at Handelsskibe sænkes uden Hensyn til Besætningernes Sikkerhed“.
Om del vil være muligt for England al gennemføre Afspærringen, saa den faar praktisk Betydning, kan vi ikke paa Forhaand bedømme og skal derfor afholde os fra Gisninger i saa Henseende. Forsøger man virkelig at gennemføre en grundig Spærring, maa der imidlertid sikkert sættes el saa betydeligt Apparat i Virksomhed, at det næppe kan undgaa at medføre større Sammenstød i disse Farvande. I hvert Fald kan man sikkert regne med, at Nordsøen i de kommende Uger ikke bliver noget behageligt Farvand at færdes i.
Den 27/1 1917.
S. V. L.
