Paa den vestlige Krigsskueplads blev de Stillinger, som Franskmændene og Englænderne tidligere havde erobret paa Sommefronten, udsat for gentagne tyske Angreb de sidste Dage i August. Disse Angreb havde imidlertid ingen Fremgang, og et Forsøg, som Franskmændene den 27. August gjorde paa at vinde frem i Afsnittet Maurepas—Cléry, lykkedes heller ikke. Mindre engelske Foretagender Øst for Thiepval bragte vel Englænderne nogle Fordele; men i det hele og store forblev Situationen dog ret uforandret paa denne Del af Fronten indtil den 3. September.
Artillerivirksomheden havde i nogle Dage været stigende, og den 3. voksede den til stor Voldsomhed. Samme Dag gik Ententetropperne frem til Angreb mellem Enere og Somme og den følgende Dag tillige Syd for Somme omtrent fra Bar- leux til Egnen Syd for Chaulnes. Angrebene var af hidtil ukendt Voldsomhed, og da de mødte haardnakket og kraftig Modstand fra tysk Side, strakte Kampene sig over flere Dage. Det var egentlig først den 7. og 8. September, at det kom til en endelig Afgørelse paa denne Front.
Resultatet af Kampene blev, at Englænderne erobrede Ginchy og trængte frem til en lille Skov mellem Ginchy og Combles. Sydligere trængte Franskmændene Tyskerne tilbage til i Højde med Combles, tog Landsbyen Le Forest, som ligger ca. 2 km Syd for Combles, Gaarden l’Hopital, der ligger ca. 1 km Sydøst for Le Forest og trængte frem til den vestlige Udkant af Marriére Skoven 1,5 km Vest for Bouchavesnes. Ved Somme faldt Cléry helt i Franskinændenes Hænder, og de vandt lidt frem Nordost for denne By langs Vejen til Bouchavesnes, endelig besatte de Landsbyen Omiécourt nede i selve Sommedalen, hvorved de fik tilvejebragt en solid Forbindelse mellem Fronterne Nord og Syd for Somme.
Syd for Somme erobrede Franskmændene tyske Skyttegravslinier Sydøst for Belloy-en-Santerre, Landsbyen Soyecourt og Terrainet Øst for denne By indtil den nordvestlige og sydlige Udkant af Déniécourt Parken. Sydligere tog de det meste af Vermandovillers, hvor der stadig kæmpes, og rykkede deres Stillinger frem til Udkanten af Chaulnes, og Syd for Chaulnes erobrede de Landsbyen Chilly.
Kampen paa denne Del af Fronten har saaledes udviklet sig betydeligt til Gunst for Ententen og skabt gunstige Betingelser for en fortsat Offensiv.
Paa den østlige Krigsskueplads har Russerne under særdeles haarde Kampe haft Fremgang i Karpaterne paa næsten hele Fronten fra Egnen ved Donawatra i det sydligste Bukowina til Bistrizaflodernes Kilder, hvor de har naaet den ungarske Grænse paa en Front af 20—30 km.
Paa den øvrige Front Syd for Prippet har Centralmagterne aabenbart sat meget betydelige Reserver ind, og Russerne har haft haarde Kampe at bestaa i Egnen Sydost for Wladimir Wolhynsk og over hele den galiziske Front. Det er dog over alt lykkedes dem at bevare det vundne Terrain og at vinde yderligere Fordele paa enkelte Steder.
Den 1. September angreb Russerne meget kraftigt mellem Jernbanerne fra Brody og Tarnopol, og ved Zborow lykkedes det dem paa en smal Front at trænge ind i Centralmagternes Stillinger, et Fremskridt, som de dog, saa vidt man kan skønne, ikke senere har formaaet fuldt ud at opretholde. Senere er det lykkedes dem at gaa over Tseniovkafloden ved Brzezany, og den 5.
September trykkede de Centralmagternes Front ind paa et Punkt Sydost for Halicz. De sidstnævnte Steder kæmpes der endnu, medens denne Oversigt skrives. At Kampene i Galizien har været haarde, kan ses af, at Russerne fra den 31.
August til den 3. September tog ca. 19,000 Fanger og en Del Kanoner. Angrebet ved Halicz var ret farligt for Centralmagterne, da det truede vigtige Jernbaneforbindelser. De har øjensynligt ogsaa sat betydelige Kræfter ind paa at stoppe Russerne netop paa dette Sted.
Nord for Pripjet har Russerne et enkelt Sted kastet Tropper over Dvina Nord for Dvinsk, og Tyskernes Forsag paa at drive dem tilbage er hidtil strandede; men hvor stor Betydning dette har, er det i Øjeblikket umuligt at skønne om.
Den vigtigste Begivenhed mod Øst er sikkert Rumæniens Indgriben i Krigen, som skete den 27. August.
Rumæniens Hær, der antagelig er henved 600,000 Mand, og som formentlig nu er velforsynet med alt, danner herefter en længe savnet og stærkt ønsket Støtte for Russernes venstre Fløj i Karpaterne, samtidig med, at den ved at angribe Siebenbürgen maa lette Ententemagterne i det hele taget ved at trække betydelige Dele af Centralmagternes Styrker paa sig.
Hovedbetydningen af Rumæniens Indgriben i Kampen er imidlertid, at der skabes Muligheder for et Angreb paa Bulgarien og Tyrkiet fra Nord. Et saadant Angreb vil, hvis det kombineres med en Offensiv fra Saloniki, kunne bringe Centralmagternes Balkanfløj slemt i Klemme.
Hvorledes og om et saadant kombineret Angreb vil blive iværksat, vides ikke. Begivenhederne er paa nærværende Tidspunkt ikke langt nok fremskredne, til at man kan fælde en Dom i saa Henseende; men den største Udsigt til Held synes at være forbunden med følgende Fremgangsmaade:
Rumænien engagerer Østrig-Ungarn paa hele Fronten fra Bukcvina til Donau og dækker samtidig Forbindelseslinien for russisk rumænske Troppestyrker, som vender sig mod Bulgarien. Et saadant russisk-rumænsk Angreb har lettest Adgang til Bulgarien gennem Dobrudscha, hvor begge Donaubredder er i rumænsk Besiddelse; men de største militære Resultater vil kunne opnaas ved et Angreb paa Bulgarien langt vestligere. Balkanlandene faar nemlig sikkert deres militære Fornødenheder fra Tyskland-Østrig, som til Gengæld faar en ikke ringe Del Levnedsmidler fra Balkan. Den hermed forbundne Trafik er henvist til Donau og to Jernbaner, nemlig Jernbanen Belgrad-Nis-Sofia, og Jernbanen Temesvar-Orsova-Nis. Fra Nis er der endda kun een Jernbane, og denne Linie er derfor af særlig stor Betydning.
Disse Forbindelseslinier maa af Ententen overskæres snarest muligt og saa vestligt som muligt. Kan det lykkes, vil Bulgarien og Tyrkiets militære Hjælpemidler snart være ud- tømte, samtidig med at Blokaden af Centralmagterne vil blive gjort langt effektivere end den er for Tiden.
Balkanfelttoget kan med andre Ord blive af afgørende Betydning for hele Krigens Gang og Varighed. Om Russerne og Rumænerne formaar at stille de fornødne Styrker hurtigt nok paa Benene for at gennemføre et sligt Foretagende, er en Side af Sagen, som ikke skal behandles her.
'Vi vil derefter vende os til det, som allerede er sket.
Rumæniens Krigserklæring til Østrig-Ungarn blev øjeblikkelig fulgt af en tysk Krigserklæring til Rumænien, og et Par Dage senere, henholdsvis den 31. August og 1. September, fulgte Tyrkiets og Bulgariens Krigserklæringer efter.
Umiddelbart efter Fredsbrudet begyndte rumænske Tropper deres Indmarch over hele den ungarske Grænse, og Østrigerne gjorde kun ringe Modstand, idet de fremhævede, at deres Hovedforsvarsstillinger ikke laa ved Grænsen men længere inde i Landet — uden at man dog fik noget at vide om, hvor langt inde de ligger.
Efterhaanden har Rumænerne i det østlige og sydlige Siebenbürgen besat følgende Byer dels uden dels efter mindre Kampe, nemlig: Gyergyo Ditro og enkelte andre i Maros Dalen, Czik-Szereda, Sepsi-Szent-György og enkelte andre i Attdalen samt langs Siebenbürgens Sydgrænse Kronstadt (Brasso) og Hermannstadt (Nagy-Szeben).
Størst Modstand har Østrigerne gjort dels ved Vejen fra Petroseny til Hatzzeg, hvor en rumænsk Fremrykning vil true den sydlige Hovedjernbane til Siebenbürgen, dels nede ved Donau, hvor Rumænerne i Omegnen af Orsova truer Jernbanelinien Temesvar-Orsova-Nis, der som ovenfor nævnt er vigtig for Centralmagternes Forbindelse med Bulgarien.
Langs Vejen Petroseny-Hatzzeg kæmpes der stadig, uden at vi endnu ved til hvilken Side, Udfaldet vil hælde; men ved Orsova har Rumænerne opnaaet vigtige Fordele. Den 2. Sept. tog de efter haarde Kampe nogle Bjerghøjder 2 km Øst og 4 km Nord for Orsova, og senere maatte Østrigerne rømme denne By, hvorved den ovennævnte Jernbane ikke mere kan benyttes af Centralmagterne, ligesom deres Benyttelse af Donau er bleven en Del begrænset — formentlig i saa høj Grad, at Trafikken nu helt og holden maa gaa ad Jernbane fra Belgrad, hvorved der ganske naturligt ret snart maa opstaa Trafikvanskeligheder, hvis Samkvemmet mellem Bulgarien og de øvrige Centralmagter blot er nogenlunde livligt.
Medens dette foregik, indløb der forskellige Efterretninger om, at russiske Styrker var ankomne til Rumænien.
Centralmagterne afventede imidlertid ikke disse Styrkers Indgriben. Medens de i Ungarn forholdt sig defensivt, gik de fra Bulgarien over til Angreb paa Dobrudscha og rettede da først og fremmest Stødet mod Tutrakan og Silistria, de to vestligste Punkter af Donau, hvor større Troppestyrker kunde passere Floden indenfor rumænsk Omraade.
Efter en Række Sammenstød langs hele Grænsen den 3. September, i hvilke Rumænerne maatte vige, begyndte allerede den 4. September Angrebet paa Tutrakan, som faldt for et Stormangreb allerede den 7. De forenede Tyskere og Bulgarere skal efter egne Opgivelser ved denne Lejlighed have taget 21,000 Fanger og 100 Kanoner. Fangetallet bliver bestridt af Rumænerne; men det er temmelig sikkert, at Nederlaget har været ubehageligt for dem og har gjort et meget uheldigt Indtryk i Bukarest.
Senere er der fra Centralmagterne indgaaet Melding om, at Silistria ogsaa er faldet; men det er endnu ikke blevet bekræftet.
Hvis Rumænernes Uheld i Dobrudscha har det Omfang, som Meldingerne tyder paa, har en større russisk-rumænsk Offensiv fremtidig ikke videre gunstige Betingelser dér; men afgorende Betydning for Krigens Gang, kan det paa den anden Side næppe faa. Det er ikke sandsynligt, at Centralmagterne kan have meget store Troppemasser til Raadighed i denne Egn, og den Trusel mod Bukarest, som Erobringen af Tutrakan kan indeholde, er næppe saa stor, som den muligvis i Øjeblikket kunde synes. Desuden er Bulgarerne jo ogsaa truede af Salonikihæren.
Denne Hær har hidtil forholdt sig ret passiv, det saa jo endog en Tid ud, som om Bulgarerne skulde faa Held til at fravriste den vigtige Fordele.
Efter Rumæniens Indgriben er der imidlertid sket et afgjort Omslag paa Salonikifronten. Bulgarerne angriber ikke mere, og fra Egnen ved Ostrowo foreligger der endog Meldinger om, at de trækker deres Forposter tilbage.
Ententemagterne har dog ogsaa forholdt sig ret passivt. Forst den 9. September gik Englænderne et enkelt Sted over Struma og har tilsyneladende vundet nogle Fordele Nord for Tachino Soen; men paa den øvrige Del af Fronten har der hidtil ikke været gjort alvorlige Forsøg paa at naa frem.
Denne, man kunde næsten sige mærkelige, Mangel paa Fremdrift kan ikke skyldes, at Ententen ikke har haft Tid nok til at forberede sig. Det har det ikke skortet paa. Men dens egentlige Aarsag er vel ogsaa Hensynet til de hojst urolige Tilstande i Grækenland, og det særdeles spændte Forhold, som maa siges at herske mellem dette Fand og Ententen.
Den 1. September ankrede en betydelig engelsk-fransk Flaade ved Piræus. Der blev landsat Tropper, og den 2. Sept. overraktes der den græske Regering en fransk-engelsk Note, som forlangte, at de nævnte Magter fremtidig skulde have fuld Kontrol med det græske Post- og Telegrafvæsen, at Centralmagternes Agenter skulde udvises af Fandet, og at græske Undersaatter, som begunstigede deres Virksomhed, skulde straffes. Grækenlands Regering bøjede sig, var nodt til at bøje sig; med Ententens Kanoner paa den ene Side og begyndende Opstand i Folket selv havde den i Virkeligheden intet Valg.
Senere er det kommet til aabent Sammenstød mellem græske Tropper og Tilhængerne af den saakaldte nationale Bevægelse, og Tilstandene er i det hele saa usikre, at de maa lægge Salonikihæren meget betydelige Hindringer i Vejen.
Disse Omstændigheder vil Centralmagterne sikkert drage Fordel af og i størst muligt Omfang søge at lamme Modstanderne paa den rumænske Front, før Salonikihæren kan faa samlet sig sammen til at gribe ind.
Paa den italienske Front har der fundet adskillige uvigtige Smaakampe Sted. I Dolomiteme har Italienerne erobret Bjerget Cauriol og hævdet det over for talrige østrigske Modangreb.
I Kaukasus, hvor Russerne i August havde en Del Uheld med sig, er det paany lykkedes dem at vinde frem, hvorved de har vundet en Del af det Terrain tilbage, som de havde mistet i Egnen ved Musch og ved Vansøens vestlige Bred.
Senere har Tyrkerne forsøgt en Offensiv nordligere i Egnen ved Ersindjan og Gumischkhan, men uden at have Held med sig. Der kæmpes vedvarende kraftigt paa næsten hele Fronten, og tilsyneladende er det Russerne som Heldet for Tiden følger.
Den 12. September 1916.
S. V. L.
