Fra det krigshistoriske overdrev til en ny form for militærhistorie*)
Af redaktør Niels Jørgen Haagerup
- Ethvert objektivt studium af menneskehedens krige afslører hurtigt, at de fleste krige er startet af grunde, som intet har at gøre med retfærdighed, at de har fået resultater, som er yderst forskellige fra dem, som blev fremstillet som krigens mål, hvis de har fået et resultat i det hele taget, og at krige, mens de står på, fremkalder store tab og lidelser blandt uskyldige og sagesløse mennesker. Sådan siger en moderne militærhistoriker i en af de mest bemærkelsesværdige bøger om krig og om militære sammenstød eller kampe, der er udkommet i de senere år. Hans betragtninger gælder ikke enhver krig. Denne og hin krig i historien vil kunne påvises at have haft et formål og at have opnået dette formål, og der er krige, som de fleste historikere vil anse for uundgåelige og endog nødvendige. Churchill ønskede at kalde anden verdenskrig, som for tiden ruller henover fjemsynsskærmen, for den unødvendige krig. Men historikeren A. J. P. Taylor slutter sin bog om den anden verdenskrig, der kom sidste år, med disse ord: Fremtidige generationer vil måske blot karakterisere den som endnu en krig. De, som gennemlevede den, ved, at det var en krig, der var retfærdiggjort af de mål, som blev opstillet for den, og at det var en krig, som sluttede med at opfylde disse mål. Trods de store antal dræbte og den enorme ødelæggelse, den fremkaldte, var den anden verdenskrig en god krig.
*) Uddrag af denne artikel har været anvendt som radioforedrag.
Krige er ikke afskaffet. Men er de ved at antage en form, der gør dem anderledes end tidligere? Er verdenskrigenes epoke omme? I hvert fald er de to verdenskrige ved at komme på så megen afstand, at det store flertal af menneskeheden i dag kun kender dem fra omtale, fra bøger, fra billeder og fra film. Måske er det forklaringen på den usædvanligt righoldige krigslitteratur, som bliver ved at vælte frem. Her tænkes ikke på romaner og noveller, der handler om krig, men om skildringer af krig og af slag og af enkeltheder i forbindelse med krig. Trods al heroisk krigslitteratur er det en vestlig tradition at betragte krig som en katastrofe, en ulykke, en adfærd, som strider mod menneskets natur som fornuftsvæsen. Men når krige kommer på afstand, opstår der en form for nostalgi, en slags romantiseren af de militære begivenheder og deres konsekvenser. Den kan være ligeså almindelig blandt krigsveteraner som blandt mennesker, som aldrig har oplevet krig. Slagmarkens rædsler og blodige oplevelser fortoner sig i erindringen, og gamle krigskammerater kan hygge sig med deres fælles fortid og deres kammeratskab, som udviklede sig under omstændigheder, der ikke har nogen parallel i det civile liv. Den nyligt afdøde britiske strategiske skribent Alastair Buchan skrev engang, at hvis fjernsynet havde eksisteret under 1. verdenskrig og havde kunnet vise civilbefolkningerne i de krigsførende lande, hvilke lidelser krigen påførte de kæmpende på Frankrigs og Ruslands slagmarker i 1. verdenskrig, ville krigen aldrig have kunnet vare så længe, som den gjorde og kostet så mange millioner menneskeliv, som tilfældet blev. Det fremgår også af den indstilling over for krigen, som tildels fremkaldtes i Amerika af den fjernsynsdækning af Vietnamkrigen, der adskiller denne krig fra tidligere krige. Heri ligger ikke noget forsøg på at forklare udfaldet af Vietnamkrigen. Men at krigens karakter, som ellers kun kan forstås af dem, som har oplevet den, bliver bragt ind i folks hjem ikke blot af det talte ord men også af billeder af dræbte og sårede og undertiden endog af direkte krigshandlinger, har givet vort forhold til krigen en ny dimension. Den 1. verdenskrig var for de kæmpende soldater voldsommere og uhyggeligere end den anden og de militære tab var langt større, selv om den anden verdenskrigs samlede tab af menneskeliv blev de største som følge af de nazistiske massehenrettelser, af bombardementerne af byer og af især den tysk-russiske krigs umådelige omfang for både militære og civile.
Men alligevel har veteranerne fra 1. verdenskrig år efter år kunnet samles i mindet om deres fælles oplevelser og har undertiden med væmmelse vendt sig mod det civile samfund, de vendte tilbage til, og som de for manges vedkommende havde umådeligt svært ved at tilpasse sig. At der heri lå en vigtig årsag til fascismens og nazismens og andre totalitære meningsretningers opståen og vækst kan der næppe være tvivl om og er forlængst fastslået af sociologer og historikere. At der under krigsforhold appelleres både til lave og til høje menneskelige instinkter og karakteregenskaber er på den anden side ubestrideligt. Der eksisterer megen forloren krigsromantik og falsk heroisme i litteraturen og filmene om krige. Men der er under krige udvist enestående eksempler på mod og opofrelse, og at kammeratskabet mellem soldater under krigsforhold kan være i en klasse for sig selv vil blive stærkt forfægtet af dem, der har oplevet det. Grundene er således ikke alle suspekte til, at der må være en så stor interesse for krig i almindelighed og de to verdenskrige i særdeleshed, som strømmen af bøger om krigsforhold vidner om. Intet enkeltmenneske formår at læse alle disse nye bøger eller blot registrere dem. Dertil er de for talrige og kommer på for mange sprog, og deres kvalitet er umådeligt svingende. Selv om man ser bort fra de grove spekulationer helt ud i de kulørte seriehefter, der kan rumme en ligeså utålelig som urealistisk forherligelse af krig, er der mange bøger, hvis titler vidner om meget specielle for ikke at sige bizarre emner. At dømme efter en strøm af bøger fra et britisk specialforlag kan man i dag fordybe sig i bøger, der udelukkende handler ikke blot om pansrede køretøjer under 2. verdenskrig, men om tyske pansrede transportkøretøjer under ørkenkrigen 1940-43. Strømmen af bøger om ubåde, overfladeskibe og kampvogne er legio. Der er bindstærke værker om medaljer og uniformer og alle slags våben fra geværer til tungt artilleri, alle emner udførligt og ofte meget sagligt behandlet med et væld af illustrationer af ligefrem leksikalsk karakter. Mange af disse såkaldte krigshistoriske bøger er så specialiserede, at de behandlede emner har lidet eller intet med krige at gøre. Det kan ikke bestrides, at studier af eksempelvis pansrede køretøjer i ørkenkrigen har en vis historisk interesse. Men undertiden svarer behandlingen af visse emner mere til en frimærkesamlers interesse for særlige typer og varianter end for selve krigens eller enkelte krigshandlingers betydning. Disse bøger er langt fra, hvad historikeren Corelli Barnett nylig har sagt i et foredrag i The Royal United Services Institute i London: Hele sociale og politiske systemer, så som feudalisme og det absolutte monarki, er udviklet for at imødekomme militære behov. Krig har været den mest betydningsfulde faktor til fremme af teknologiske og industrielle fremskridt siden middelalderen. Krig har igen og igen afgjort verdens politiske karakter. Krig har også afgjort ellers uløselige konflikter indenfor et enkelt samfund. Corelli Barnett beklagede, at der ikke i den engelsk-talende verden finder et mere samlet studium sted af fænomenet krig af både filosoffer, politiske tænkere, historikere og politikere - og det skal for en ordens skyld tilføjes, at han i sit foredrag ikke blot beskæftigede sig med fortidige krige, men med begrebet total strategi, hvori væbnede konflikter i dag efter hans mening kun spiller en relativt underordnet rolle. Men bøger om krig og krige savnes altså ikke. I Ballantine’s Ilustrated History of the Violent Century (i England Purnell’s) finder man en lang række serier, herunder War Leader Books, Campaign Books, Weapon Books, Battle Books og serier om Politics in Action og Human Conflict. Selv en bog om De olympiske Lege i Berlin i 1936 har sneget sig ind i en af serierne. Større bøger om krige og større slag er blevet hyppigere i de senere år og nu oftest udstyret med et ødselt illustrationsmateriale. Der er ganske vist flere fortilfælde for sådanne bøger, herunder Sir Edward Creasys Fifteen Decisive Battles of the World fra 1859 og J. F. C. Fullers tre-bindsværk Decisive Battles of the Western World, som går frem til slaget i Leyte Gulf i 2. verdenskrig, og hvis sidste udgave er fra 1963 (Eyre & Spottiswoode, London). To nyere bøger, der er udsendt i billigudgaver, men i stort format og meget rigt illustreret, er Cyril Falls (ed.): Great Military Battles, Spring Books, London (1972) og det tilsvarende bind af Oliver Warner: Great Sea Battles fra samme forlag og år. I fjor er udkommet to bøger af samme karakter Epic Sea Battles af W illiam Koenig og Epic Land Battles af Richard Holmes, begge under redaktion af historikeren S. L. Mayer og udsendt af Octopus Books, London. Især disse sidste bøger har lagt en sådan vægt på den rent billedmæssige side, at beskrivelsen og analysen af de enkelte slag - omend ofte skrevet af kyndige historikere - bliver nok så kortfattet og ikke meget mere dybtgående, end hvad man kan-læse om samme begivenheder i større værker om de perioder, hvori de behandlede slág har fundet sted. Det ville være urigtigt at karakterisere disse bøger som spekulation i krigslitteratur. Men det store oftest stærkt kulørte illustrationsmateriale, hvadenten det er gengivelser af berømte malerier og stik (i ofte beundringsværdig god reproduktion) eller detaljerede kort over slagmarker og slagenes udvikling (her svinger kvaliteten mere) gør dem måske mere fortjent til betegnelsen saglig underholdningslitteratur end seriøse bidrag til krigshistorien. Et af de sidste værker i denne genre er Noble Frankland (skaberen af den aktuelle BBC-serie om anden verdenskrig) og Christopher Dowling (Editors): Decisive Battles of the Twentieth Century (Sidgwick and Jackson, London), som omfatter 23 slag eller større militære begivenheder, og de udmærker sig næsten alle ved at være af høj kvalitet (Peter Kemp skriver om Jyllands-slaget, John Erickson om slaget ved Kursk, Alistair Horne om Verdun og Bernard Brodie om Tet offensiven i 1968), selv om det kan diskuteres, om alle vigtige slag fra det 20. århundrede er medtaget. Af andre helt nye værker, der ikke direkte beskæftiger sig med enkelte slag, kan blandt de mere bemærkelsesværdige nævnes den kontroversielle bog af Norman F. Dixon (lektor i psykologi og før den tid i ti år soldat i the Royal Engineers) On the Psychology of Military Incompetence (Cape, London). Om denne bog skrev anmelderen i The Times Litterary Supplement, at den kunne tjene »as an academic text for the investigation of incompetence unrelated to the battlefield and thus act as a practical guide for those myriads of neomanagers in both private and public bureaucracies; incompetence here may result in financial failure and industrial disputes, rather than bloodletting, but the effects are likely to be equally disastrous.« En anden ny bog er The Warlords: Military Commanders of the Twentieth Century af Field-Marshal Sir Michael Carver (Weidenfeld, London), der omhandler generaler og admiraler fra de to verdenskrige beskrevet af forskellige forfattere og udvalgt af Michael Carver. Meget apropos denne artikels indhold indledte Michael Howard sin anmeldelse af bogen i The Sunday Times med disse ord: »I used to wonder what would happen to all the small boys who sat at the back of the class compiling endless lists of world football teams to play the Moon. Now I know: they have become publishers. Year after year they flood the market with books on the World’s Great Generals, the Great Battles of History, the Decisive Campaigns of the Twentieth Century. It is not a genre for which the historian can work up much enthusiam, but the market is obviously insatiable, and the game does have a pernicious appeal.«
To andre nye bøger er The Art of War af W illiam McElwee (Weidenfeld) som går fra Waterloo til Mons og Military Elites af Roger A. Beaumont (Robert Hale, London), som the Economist beskrev sådan: »A deadpan, dullish account of those bodies of figthing men from which newspaper sensations are made.« To andre bøger skiller sig ud, fordi de er af ganske særligt høj kvalitet. Den ene er John Keegans The Face of Battle (Jonathan Caope), der anmeldes separat i dette nummer, og den anden er Michael Howards korte men meget oplysende War in European History (Oxford University Press), der var bestilt som en videreførelse af professor Cyril Fall’s The Art of War from the Age of Napoleon to the Present Day (1961). Howards bog vil blive anmeldt i et senere nummer. Det er fra Keegans bog, at indledningscitatet til denne artikel stammer. Han forsøger at se krigen fra andre synsvinkler end blot generalernes og strategernes. Han er optaget af selve kriges væsen, som han belyser ved at lade øjenvidner og analyser beskrive tre berømte slag i historien henholdsvis slaget ved Agincourt den 25. oktober 1415, hvorfra der foreligger et forbavsende righoldigt materiale, dernæst slaget ved Waterloo den 18. juni 1815 og det blodige og til forskel fra de to andre slag langt mere uafgjorte slag ved Somme den 1. juli 1915. Men derudover søger Keegan at trænge til bunds i vor egen tids forhold til dette at føre krig og at udkæmpe slag under de stærkt forandrede teknologiske forhold, som har udviklet sig siden afslutningen af 2. verdenskrig. Et citat fra bogen giver et indtryk af forfatterens bestræbelser: »Today, in the late twentieth century, there exists also a considerable congruence between the technology of civilian and military life. Armoured vehicles have their counterparts in agricultural and earth-moving machinery, trucks are trucks, whether bringing detergent to the supermarket and taking troops to the front, wireless keeps one au courant from minute to minute whether in the bath or a slit trench, civil aircraft are as noisy as military, the quality, though not the volume of battlefield noises is made familiar by the showing of war films - and this is to mention only artefacts, or their side-effects, with which the general population has an everyday acquaintance. Men and women employed in continuous process industries are made indirectly familiar with many more modem battlefield phenomena: they are to a considerable degree inured to very high constant noise levels and to emissions of intense light9 they work in proximity to dangerous machinery end chemicals, including poison gases, and they are involved in high-speed automatic processes - stamping, turning, reaming, cutting, moulding, the pouring of molten metals and plastics - which require perfectly timed human co-operation and imitate in many respects the actions of modern weapons systems, such as automated artillery, pieces, self-loading tank guns, machine guns, flame throwers, rocket dischargers and the like. John Keegan, der underviser i krigshistorie på the Royal Military Academy i Sandhurst, drager dog herudaf ingen pessimistiske slutninger om muligheden eller endog sandsynligheden for nye storkrige. Nytten af krig drages i vore dage stærkt i tvivl, hedder det afsluttende i bogen, og han antyder, at større militære sammenstød, som vi har kendt gennem tusinder af år, måske har afskaffet sig selv. Michael Howard gav bogen en begejstret anmeldelse i The Sunday Times, så begejstret, at han betroede mig under vort møde fornylig ved IISS’ årsmøde i Baden i september, at han ved synet af sin egen anmeldelse spurgte sig selv, om han ikke var gået for langt. Men ved på ny at gennemlæse bogen havde han fundet anmeldelsen berettiget. Helt på linie med Keegans egen - forsigtige - konklusion er Howard dog måske ikke. I det afsluttende kapitel i sin egen bog viger han tilbage fra at drage bestemte konklusioner af det forhold, at vi mere end 30 år efter 2. verdenskrig ikke har haft endnu en storkrig. Han minder om, at der gik 40 år efter Napoleonskrigene, før stormagterne i Europa engagerede sig i begrænsede krige med hinanden, og der gik næsten 100 år, før der udbrød en ny storkrig, som inddrog dem alle. Men ligesom John Keegan er han optaget af, hvordan man i vore dage vender sig mod selve begrebet krig, og han beskæftiger sig med de former, hvorunder en ny generation efter 2. verdenskrig har demonstreret en markant afstandtagen fra en ny krig, ikke blot i ytringer og indstilling, men også i livsstil, klædedragt og hårlængde. Han slutter med dette afsnit: »Since the conduct of war in the nuclear age no longer called for masses of reservists trained in military skills and indoctrinated with m ilitary attitudes, the dissemination of these attitudes of scepticism, indifference, and hostility has had little immediate impact on the military strength of Western Europe. But in the long run it is bound to make itself felt. It is likely to undermine the self-confidence of the military themselves, and it w ill strengthen the opposition to the large military budgets which the increasing cost of weapons compel the armed forces to demand. One may feel some gratification that, after a thousand years of armed conflict within Europe, a society has developed which feels itself sufficiently secure to turn its back on the traditional military values; but this must be tempered by apprehension that, in a world so heterogeneous and unpredictable as that in which we live, such confidence may prove premature. Nothing has occured since 1945 to indicate that war, or the threat of it, could not still be an effective instrument of state policy. Against peoples who were not prepared to defend themselves it might be very effective indeed.«
Niels Jørgen Haagerup.
