I tidligere artikler i tidsskriftet er omtalt bl. a. Heusingers vægtige bidrag til den anden verdenskrigs historie, set fra tysk side, og Halders skildring af Hitler som feltherre og af visse hovedtræk i den tyske strategi fra den periode, i hvilken han virkede som hærens generalstabschef. Af de øvrige værker, der i den senere tid er fremkommet i Tyskland, kan der nu være anledning til at beskæftige sig lidt mere indgående med en stor erindringsbog af endnu en af hovedaktørerne, nemlig generaloberst Guderians erindringer. Man vil måske spørge, hvorfor netop nu disse forskellige tyske udarbejdelser gøres til genstand for omtale, og svaret er, at dels har først de allersidste år bragt væsentlige tyske bidrag til klarlæggelse af de historiske sammenhænge, dels foreligger der allerede danske oversættelser af en lang række af de vigtigere allierede skildringer, først og fremmest Churcliills erindringer, men dernæst udenrigsminister Byrnes’ erindringer, Eisenhowers „Korstog i Europa“ samt hele det kompleks af uddrag af de vigtigste kilder, som findes i „Verdenskrig II, skrevet af Sejrherrerne“, der i 1948—49 udkom hos Westermann, foruden talrige andre større bøger om krigen, der alle i væsentlig grad støtter sig til allierede kilder. Af mange grunde kan de tyske værker, som udkommer i øjeblikket, ikke ventes oversat til skandinaviske sprog, og der er således grunde nok til at opridse deres hovedtræk og navnlig at fremhæve de punkter, hvor de kaster nyt lys over begivenhederne.
*
Guderian vil navnlig være kendt som grundlægger af det tyske panservåben, som panserfører i en række af felttogene (specielt Vestfelttoget 1940 og felttoget i Rusland 1941) og endelig som chef for hærens generalstal) i tiden fra juli 1944 til kort før kapitulationen.
Hans skildring af vestfelttoget, hvor han selv førte panserstyrker i operationernes tyngdepunkter, er en værdifuld og meget nøgtern fremstilling af begivenhederne. Det vil føre for vidt her at gå nærmere ind på dette afsnit af hans bog, så meget mere som vestfelttoget er blevet indgående belyst allerede tidligere. Kun skal nævnes, at ifølge G.s fremstilling rådede de vestallierede i foråret 1940 over ca. 4800 panserkøretøjer, tyskerne over 2800 (af hvilke dog 600 af forskellige grunde ikke kunne indsættes). I de 2800 var også vejgående panservogne medregnet. Han erklærer, at de franske kampvogne var de lyske overlegne i pansring og skytsets kaliber, men at de tyske kampvogne var overlegne i hastighed og blev bedre ført. Den samlede tyske kampvognsbevæbning opgør lian til 4407 maskingeværer, 955 stk. 20 mm kanoner, 349 stk. 37 mm og 278 stk. 75 mm kanoner. Han skriver, at franskmændene overvurderede ilden og undervurderede bevægelsen og ikke havde frigjort sig for stillingskrigsdoktrinen fra den første verdenskrig.
*
Som fører for en panserarmé på østfronten 1941 måtte Gude- rian være afgørende interesseret i spørgsmålet om, hvorvidt man som dette års afgørende operative moment skulle vælge stødet mod Moskva eller omringelsesslaget i Ukraine. Guderian beskæftiger sig meget indgående med dette for hele krigens udfald afgørende spørgsmål, der — som i tidligere artikler nævnt — også er skildret, omend ikke så detailleret, af Halder, Heusinger og andre. Guderian var helt og fuldt for fortsættelsen af angrebet i retning af Moskva og imod den store omringelsesoperation mod Kiev. Han oplyser, at samtlige generaler i armégruppen på centralfronten var modstandere af Hitlers Ukraine-operation. Hitler håbede ved denne at tilintetgøre en så stor del af den rusiske hær, at denne derved ville blive afgørende svækket, samt at opnå store krigsøkonomiske fordele. Ifølge G. skal ønsket om også at give den sydlige armégruppe lejlighed til at vinde en stor operativ sejr have været medvirkende, foruden at Hitler havde fået den idé, at det var vigtigt at erobre Krim for at hindre russerne i at benytte øens flyvepladser som „hangarskib“, hvorfra de rumænske oliefelter kunne trues. Medvirkende har sikkert også været hele den Ukrainc-teori, som Hitler havde beskæftiget sig med helt fra sin ungdom, og som bl. a. fandt udtryk i „Mein Kampf“.
Den 23. august udgav generalstaben de definitive ordrer for Kiev-operationen. Halder gjorde indtryk af at være „dybt rystet“ over, at hans forhåbninger om operationernes videreførelse mod Moskva var slået fejl. Alle generalstabens folk var enige om, at den nu mod Kiev befalede retning ville føre til et vinterfelttog
og til alle de vanskeligheder, som hærens overkommando for enhver pris måtte søge at undgå.
Guderian henviste til, at hans pansermateriel allerede var stærkt slidt, og at den lange ekstratur, hans styrker ifølge den nye plan måtte tilbagelægge, ville betyde en skæbnesvanger opslidning af ku'der og motorer, foruden selvsagt også afgang af personel. Guderian rejste til førerliovedkvarteret for at fremføre en sidste, alvorlig protest, men blev modtaget af hærchefen, v. Brauchitsch, med ordene: „Jeg forbyder Dem at drøfte spørgsmålet Moskva med føreren. Angrebet i syd er befalet, og det drejer sig kun om fremgangsmåden herved. Enhver diskussion er nytteløs.“ Ved en behændig formulering af svaret på Hitlers forste spørgsmål i samtalen lykkedes det dog Guderian at få Hitler til selv at begynde på at tale om Moskva, og G. fik da lov til at fremsætte sine tanker. Han fremførte, at Moskva ikke alene politisk, men også som centrum for ile russiske kommunikationer og som industriområde, var af afgørende vigtighed, samt at det ville gore et overordentligt indtryk i hele verden, hvis Moskva faldt.
Endvidere sagde G., at tropperne jo nu stod parat til fremstødet mod Moskva, og fremhævede forsyningsvanskelighederne og problemerne vedrørende sliddet ved en fremrykning lafdrejning. De tilstedeværende officerer af Hitlers personlige stab nikkede bifaldende, og Hitler afsluttede samtalen med at forkynde sin ubøjelige beslutning om at gennemføre Kiev-operationen, efter at G. en sidste gang havde na-sten ligget ham om at belanke sig endnu en gang. Da Guderian kom tilbage til Halder og fortalte ham om dette sidste forsøgs fejlslag, brød Hulder sammen og rettede bitre bebrejdelser mod Guderian. De lo nuend skiltes som fjender.
*
Kiev-operationen må — herom er der enighed overalt betegnes som et meget stort del resultat, men som af generalerne befrygtet svækkede den ikke den russiske kampvilje på den afgørende front, og friske tropper blev ved at dukke frem på og bag centralfronten. 1 en samtale med Hitler sagde G. til denne, at russerne havde stor talmæssig overlegenhed i panserslyrker, og Hitler svarede da: „Hvis jeg havde vidst, at de russiske panser- tal, som De nævner i Deres bog, faktisk stemmer, havde jeg — tror jeg — ikke begyndt denne krig.“ Disse ord „entfuhren“ H., som G. skriver. Den bog, der omtaltes, var G.s „Achtung! Panzer!“,
hvori han forsigtigt havile vurderet den russiske panserstyrke til 10.000. Han havde efteretninger om, at russerne i virkeligheden havde 17.000, men generalstabschefen, Beck, og censuren havde lagt G. store hindringer i vejen, før han overhovedet fik lov til at skrive 10.000!
*
Da operationerne på centralfronten omsider blev genoptaget, oplevede de tyske panserstyrker snart en meget ubehagelig overraskelse, nemlig den russiske kampvogn T-34, mod hvilken 37 mm kanoner var aldeles virkningsløse, og som kun under særligt gunstige forhold kunne likvideres af den 50 mm panserværnskanon. Tyskerne led betydelige tab af kampvogne, og det viste sig nu, at ikke engang det tungeste tyske kampvognsskyts •— „Panzer IV“s korte 75 mm kanon — kunne gennembryde T-34’s forpanser.
I de fleste kampe mellem panserstyrker led tyskerne langt de største tab, og G. krævede straks konstruktion af mere effektive panserværnsvåben. Der blev nedsat en kommission hertil, men den kom først til Guderians pans.utropper 6 uger efter, at T-34 havde vist sig, den 6. 10. I hærens overkommando i armégruppestaben herskede der ifølge Guderian en D og tillid Dild sejrs- stemning (man erindre, at det var i denne periode, a.s Dietiichs og Hitlers sælsomme sejrsbulletiner blev udsendt, ifølge hvilke den russiske hær nu var definitivt slået), som virkede forstemmende på de lavere troppechefer, der med voksende bekymring fvdgte udviklingen i de forreste linier.
Natten mellem den 6. og 7. oktober faldt vinterens første sne på centralfronten og smeltede hurtigt og efterlod et morads, som betød et yderligere voldsomt slid på motorerne. G. bad hærledelsen om vinterbeklædning og -udstyr, men fik et brysk svar: vinterbeklædningen skulle nok komme til rette tid, og man skulle afholde sig fra at give de højere myndigheder gode råd.
På grund af forsyningsvanskeligheder nåede kølevædske ikke frem, hvilket betød ødelæggelse af talrige køretøjer. I et brev den 6. 11. skriver G.: „Selv den bedste vilje strander på elementerne ... Man må blive ved med at håbe, men for tiden er tilstanden en hård prøvelse.
Pr. 17/11 var 400 mand pr. regiment inden for G.s styrker blevet ukampdygtige på grund af forfrysninger. På grund af kulden kunne talrige våben slet ikke skyde, og dette i forbindelse med T-34’s optræden gav stødet til den første store tyske panik; den ramte en infanteridivision, men dens virkninger føltes over
hele fronten, og dette viste, at „infanteriets kampkraft var udnyttet til bristepunktet, og at det ikke lamgere kunne udsættes for hårde belastninger“.
Den 23. 11. erklærede Gnderian overfor armégruppecliefen (v. Bock), at situationen var yderst alvorlig. Bock svarede, at man vel var klar herover, men at Brauchitscli, der øjensynlig var ganske bundet af Hitlers ordrer, havde befalet angrebets fortsættelse.
Guderian hurvder i denne forbindelse, at hærkomman- doen var meget vag i sine modargumenter, og at Brauchitscli og Halder må liave været enige med Hitler i realiteten.
Den 27. 11. skriver G.: „Kun den, der bar set de russiske snesletters endeløse vidder i denne vor ulykkesvinter, disse flader, over hvilke den iskolde blæst fejede og tilsneede hver eneste ujævnhed i terrainet, kun den, der time efter time er kørt gennem ingenmandsland for omsider at træffe tynde sikringslinier med dårligt klædte og dårligt ernærede soldater, og den, der som modsætning hertil har set de til vinterkrig fortræffeligt udrustede sibiriske tropper, som var helt friske og godt forplejede, — kun han kan bedømme de efterfølgende begivenheder på rigtig måde.“ Den 30. 11. opgjordes tabene på østfronten siden 22. juni til 743.000 mand. Det var 23 procent af den gennemsnitlige styrke på 3,5 millioner mand.
Under fremstødet mod Tula — der som vejknudepunkt var afgørende for offensivens videreførelse — måtte Guderians styrker endelig standse den 2. december. Natten mellem den 5. og 6. 12. befalede ban for første gang under felttoget indstilling af et angreb og derefter tilbagetrækning. „Ingen beslutning i krigen var hidtil faldet mig så tung.“ Angrebet mod Moskva var strandet 35 km fra Kremis mure. „Vi havde lidt et frygteligt nederlag, som i de kommende uger blev skæbnesvangert, fordi OKW og OKH i det fjerne Østprøjsen ikke dannede sig noget rigtigt billede af vinterkrigen, trods alle indberetninger fra fronten. Dette ukendskab førte til stadigt nye, overdrevne krav.“ I denne situation var rømningen af Rostov et menetekel.
Om Guderian har ret i sin stærke kritik af bærledelsen (d. v. s. Brauchitscli og Halder), turde vaire tvivlsomt. Halder giver i sin bog udtryk for, at OKH var i stærk opposition til Hitler i disse spørgsmål og af al magt søgte at vinde denne for i tide at afbryde offensiven og fore udvigende kamp tilbage til en dertil egnet linie.
Den 20. 12. fik G. lejlighed til i Rastenburg-hovedkvarteret at fremføre sine synspunkter for Hitler i en fem timer lang samtale. G. havde indtryk af, at der var blevet intrigeret mod liam, og at Hitler nu var ham fjendtligt slemt. Af Braucliitsch havde G. fået bemyndigelse til at foretage en tilbagetrækning af styrkerne til flodlinien Susha—Oka og troede, at Hitler var vidende herom. Hitler blev imidlertid ganske bestyrtet og krævede, at tropperne skulle grave sig ned på stedet. G. svarede, at jorden var frosset i indtil halvanden meters dybde, og at man med de rådige skanseredskaber var udelukket fra at grave sig ned.
Hitler forlangte da, at der skulle skydes dækningsbuller med tunge felthaubitser, ligesom det var blevet praktiseret i Flandern under den første verdenskrig, men Guderian kunne dertil svare, at dengang havde divisionerne en frontbredde på 4—6 kilometer og hver 2—3 afdelinger tunge felthaubitser, medens divisionerne i den nu foreliggende situation havde frontbredder på fra 20 til 40 kilometer og kun 4 stk. tunge haubitser pr. division og ca. 50 skud pr. pieee. Desuden kunne en haubitsgranat, fortsatte G., under de herskende forhold kun frembringe et hul af størrelse som et vandfad. Selv telefonernes jordspyd måtte sprænges ned i jorden.
Hitler holdt imidlertid fast ved sin ordre til standsning. G. svarede da, at dette ville føre til stillingskrig i stort omfang, og at blomsten af den tyske hær derved ville gå til grunde i vinterens løb til ingen nytte.
Hitler: „Tror De, at Frederik den Stores grenaderer dode med glæde? Også de ville gerne leve, og dog var kongen berettiget til at kræve, at de ofrede livet. På samme måde anser jeg mig for berettiget til at kræve, at enhver tysk soldat om fornødent ofrer livet.“
Jeg: „Enhver tysk soldat ved, at han skal sætte livet ind i kampen for sit fædreland, og vore soldater har visselig bevist, at de er parat til at bringe dette offer. Men man bør kun forlange dette offer, når indsatsen har et formål. Det direktiv, som nu er givet mig, må imidlertid nødvendigvis føre til tab, der på ingen måde står i forhold til de opnåelige resultater. Først i den af mig foreslåede stilling Susha—Oka vil soldaterne kunne finde stillinger, der stammer fra efterårets kampe, og underbrin- gelse og beskyttelse mod vejrliget. Jeg beder Dem betænke, at de største tab ikke er tilføjet os af fjenden; den abnorme kulde har kostet os dobbelt så store tab som den fjendtlige ild. Den, der har set lazaretterne med de frostskadede soldater, ved, hvad det betyder.“
Hitler: „Jeg ved, at De ikke har sparet Dem selv, og at De har va^ret meget ude hos soldaterne. Det anerkender jeg. Men De står for nær ved begivenhederne. De lader Dem påvirke for meget af soldaternes lidelser. De har for megen medlidenhed med soldaterne. De burde holde Dem fjernere. Tro mig, på afstand ser man tingene skarpere.“
Jeg: „Det er naturligvis min pligt at mildne mine soldaters lidelser, så godt jeg kan. Men det er svært, når folkene stadig ingen vinterheklædning har, og infanteriet for de flestes vedkommende må gå rundt i ganske tynde benklæder. Støvler, undertøj, handsker og hovedbeskyttere mangler enten ganske eller er i en elendig forfatning.“
Hitler (bruser op) : „Det er ikke sandt. Generalkvartermeste- ren har meldt mig, at der er anvist vinterbeklædning.“
Jeg: „Den er ganske vist anvist, men den er ikke nået frem endnu. Jeg bar fulgt dens vej nøje. Den ligger nu på banegården i Warszawa og har i ugevis ikke kunnet komme videre på grund af lokomotivmangel og trafikstandsninger. Vore krav i september og oktober blev afvist brysk, og nu er det for sent.“
Generalkvartermesteren blev hentet og måtte bekræfte mine udsagn. Goebbels’ beklædningsaktion ved juletid 1941 blev følgen af denne samtale. Men soldaterne fik ikke resultatet af den i hænde i vinteren 1941/42.“
Dette udsnit af samtalen er gengivet med Guderians egne ord. Det fortæller mere end mange sider om vilkårene i den skæbnesvangre vinter.
Under den fortsatte samtale behandledes også styrketallene. Hitler krævede alle reserveanstalter ni. m. udtyndet stærkt for at skaffe geværskytter til fronten. Men, skriver G., dette var selvsagt allerede sket i muligt omfang. (Smig. de tilsvarende drastiske foranstaltninger på allieret side i vinterfelttoget 1944/45 i Vesteuropa). Ifølge G. var det meget svært at gøre H. dette begribeligt. IT. vidste beller ikke noget om det frygtelige problem med at underbringe tropperne for at beskytte dem mod kulden og anså alle fremstillinger herom for overdrevne. Guderian foreslog Hitler at besætte en række poster i OKH og OKW med officerer, der havde frisk fronterfaring — mange af de ledende officerer havde hovedsagelig fronterfaring fra verdenskrig I, hvor de havde tjent som løjtnanter og kaptajner. Hitler afslog det blankt med den motivering, at man ikke burde skifte heste midt i vadestedet. Da Guderian forlod Hitler ved mødet, sagde denne til Keitel: „Jeg har ikke overbevist denne mand.“ Næste morgen ringede G. Jodl op og fremhævede endnu en gang, at den nuværende strategi ville føre til uudholdelige ofre af menneskeliv, men forgæves. G. vendte tilbage til fronten, og den 25. 12. brød russerne igennem på et af tle steder, som Hitler havde befalet forsvaret i stift forsvar. Den nye armégruppefører, Kluge, gjorde G. ansvarlig herfor, og denne, som blev dybt rystet over disse beskyldninger — der heller ikke synes at have nogen grund i virkeligheden — bad da om fritagelse for kommandoen. Samtidig indberettede Kluge Guderian til Hitler, og G. blev afsat fra sin post som arméchef og sat til rådighed i den såkaldte „chefsreserve“.
*
Der herskede i den tyske generalitet almindelig enighed om, at Guderian var blevet uretfærdigt behandlet. Kun Kluge og kredsen nærmest om Hitler stod bag afsættelsen. Fra januar 1942 boede Guderian uvirksom i Berlin, kontrolleret af Gestapo. I samme periode som Guderian faldt mange andre generaler fra, for de flestes vedkommende som direkte ofre for Hitlers udrensning. Feltmarskallerne Leeb, Rundstedt og Brauchitscli var kun enkelte eksempler. Flere afskedigedes under ydmygende former, således generaloberst Hoeppner, som Hitler fratog ret til at bære uniform og dekorationer samt pensionsret, fordi han — ifølge en illoyal indberetning fra Kluge, som G. i det hele taget estimerer meget lidt — havde udtalt sig kritisk om Hitlers feltherrekunst.
Guderian beskæftiger sig indgående med de vestallierede politikeres vurdering af Rusland og citerer navnlig med skarp kritik nogle udtalelser af den britiske ambassadør Hoarc i et brev til Franco, i hvilket Hoare som svar på en bekymret henvendelse fra denne giver udtryk for den opfattelse, at Rusland efter krigen vil være fuldt beskæftiget med at genopbygge landet, og at dette kun vil kunne ske med britisk og amerikansk hjælp, samt at den russiske kommunisme ikke vil blive nogen fare for Vesteuropa. Disse udtalelser, der er blevet bekendt efter krigen, bør G. dog ikke påberåbe sig alt for stærkt. Thi hvad Englands og Amerikas politikere end kan have tænkt, måtte de i den givne situation stå last og brast med den østlige allierede, og kritiske bemærkninger om denne kunne være i høj grad skadelige for samarbejdet. Officielle — herunder diplomat-udtalelser under krig — må benyttes med varsomhed.
I februar 1943 blev G. kaldt til Hitler, der gjorde indtryk af at være blevet betydelig ældet i de forløbne 14 måneder. Den 20. 2. 43 udnævntes G. til generalinspektør for pansertropperne, direkte underlagt H. Ved de møder, G. som indledning til denne gerning holdt ved overkommandoen, erfarede lian fra mange sider om den skadelige virkning, de tyske civilmyndigheders administration i Ukraine udøvede på operationerne. Navnlig kritiseredes guvernøren, Koch, som både brutal og udygtig.
I foråret 1943 fik G. besøg af Leipzigs borgmester, dr. Gorde- ler, der i ret forblommede udtryk sonderede G.s mening vedrørende et eventuelt statskup. Guderian skriver, at ban anså planerne for uheldige og for at være uovervejede. Han betragtede sig som bundet af faneeden og bad Gordeler om at afslå fra sine planer. Denne understregede dog, at der ikke var tale om nogen form for attentat.
Guderian sætter Manstein meget højt. Hitler betragtede Manstein som en begavet, men ubekvem general. Et forslag om at udskifte Keitel med Manstein blev blankt afvist. „På den ene side viljemennesket Hitler med sit militære dilettanteri og sin blomstrende fantasi, på den anden Manstein med sin fremragende militære begavelse og sin skoling fra den tyske generalstab — vort bedste operative hoved.“
Som generalinspektør for pansertropperne havde Guderian også de motoriserede divisioner under sin kommando. Han fremsætter i denne forbindelse en bitter beklagelse af, at man efter krigen drog de såkaldte Waffen-SS, der var regulære divisioner, til ansvar for, hvad de øvrige SS, specielt de såkaldte SD-Einsatz- kommandos, anrettede af forbrydelser. I øvrigt var, skriver Guderian, bele organiseringen af Waffen-SS en betænkelig sag, fordi man til disse divisioner tog udvalgt mandskab på sessionerne (i de første krigsår kun frivillige, men derefter de bedste blandt de værnepligtige) og gav dem fortrinsrettigheder i henseende til forplejning, udrustning og på anden måde. Dette betød en forringelse af de egentlige infanteridivisioners standard.
Få måneder efter sin tiltrædelse som panserinspektør blev G. stillet overfor den forestående tyske kapitulation i Nordafrika. Han bad indtrængende om at måtte få pariserbesætningerne og panserteknikere og -førere fløjet hjem, inden det var for sent, men „prestigegrunde sejrede over fornuften“. Herved gik betydelige muligheder for panservåbnets videre udbygning tabt.
Guderian var afgjort modstander af Kursk-angrebet i sommeren 1943, fordi han helt og fuldt troede på Models vurdering af det russiske forsvar i dette afsnit som værende meget dybt og stærkt, og fordi han ville spare tropper til imødegåelsen af de vestallieredes landsætning, som han ventede ville finde sted i 1944. Også Manstein var modstander af sommeroffensiven 1943, medens Kluge og generalstabschefen, Zeitzler, var for. Det var tanken at indsætte de nye, store „Pantlier“-kampvogne, men efter G.s opfattelse var disse endnu ikke tilstrækkeligt gennemprøvet. Navnlig var det en fejl ved de nyeste panserkonstruktioner, at de var forsynet med for få maskingeværer til nærforsvar — en anke, som ejendommeligt nok så sent som i 1951 er blevet fremsat mod den britiske „Centurion“ i Korea. Det personlige fjendskab mellem Guderian og Kluge tilspidsede sig nu så stærkt, at K. udfordrede G. til en duel, hvilket Hitler dog forbød.
Ved et møde i Berlin den 10. 5. vedrørende panserproblemer anmodede Guderian H. om en fortrolig samtale og bad herunder indtrængende H. om at renoncere på sommeroffensiven i øst, først og fremmest med den oven for anførte motivering: at forsvaret i vest ville lide uforholdsmæssigt ved de uundgåelige tab. „Jeg sluttede med spørgsmålet: „Hvorfor vil De overhovedet angribe på østfronten i år?“ Her blandede Keitel sig i samtalen og sagde: „Vi må angribe af politiske grunde.“ Jeg svarede: „Tror De, at nogen aner, hvor Kursk ligger? Det er verden aldeles ligegyldigt, om vi har Kursk eller ej. Jeg gentager mit spørgsmål: „Hvorfor skal vi overhovedet angribe i øst i år?“ Hitler svarede ordret: „De bar ganske ret. Også mig er tanken om dette angreb en kilde til stadig bekymring.“ Jeg svarede: „Så bar De den rigtige følelse af situationen. Hold fingrene fra den sag.“ Hitler forsikrede, at ban endnu på ingen måde havde bundet sig, og hermed var samtalen til ende.“
Som bekendt blev sommeroffensiven i 1943 begyndelsen til enden.
*
Efter attentatet den 20. juli 1944 blev Guderian chef for hærens generalstab, en i betragtning af situationen på fronterne alt andet en misundelsesværdig opgave. Oprindelig var general Buhle udset til posten, men ban blev såret ved attentatet. Guderian anså det for at være en pligt for ham som soldat at efterkomme anmodningen om at overtage stillingen. Han skriver, at ban ville gøre sit yderste for at medvirke til at redde situationen på østfronten, der jo efter de store russiske offensivers begyndelse i slutningen af juni syntes at stå over for den endelige katastrofe. Han opfattede det som sin opgave at redde de millioner af soldater og den store civilbefolkning fra tilintetgørelse. „At det alligevel i sidste instans ikke lykkedes mig vil til min død være min tilværelses ulykke og sorg.“
Ved tiltrædelsen meddelte Hitler G., at forgængeren, Zeitzler, fem gange liavde stillet sin portefeuille til rådighed, og at ban (H.) var ked af disse optrin og derfor forbød G. under nogen form at komme med afskedsansøgninger. Hitler søgte i denne samtale også at formå G., hvis hjerte var blevet svagt under det store ansvar, til at konsultere Hitlers livlæge, Morrell, men G. sagde nej tak. Han vidste besked om denne kvaksalver, hvis indflydelse bos Hitler Trevor-Roper bar skildret så overbevisende i „Hitlers sidste dage“.
Vedrørende Hitlers helbred i tiden efter attentatet skriver Guderian:
„Hitler kom sig hurtigt efter de ydre skader ved attentatet sprugte trommehinder, nogle overfladiske sår]. Den sygdom, ban allerede led af, og som ytrede sig i tiltagende rvsten på venstre arm og ben, havde intet med attentatet at gøre. Værre end de legemlige var de sjælelige sygdomstegn. I overensstemmelse med hans karakter forvandlede lians indgroede mistillid til menneskene i almindelighed og til generalstaben og generalerne i særdeleshed sig nu til afgrundsdybt had. På grund af lians sygdom, der umærkeligt forer til en omvurdering af moralbegreberne hos patienten, udviklede lians hårdhed sig til grusomhed og lians tilbøjelighed til at bluffe sig til usandfærdiglied. Han talte ofte usandhed uden selv at bema'rke det, og ban gik ud fra, at alle mennesker løj for ham. Forhandlingerne med ham, der allerede i forvejen havde været meget vanskelige, blev nu til en pine, som blev værre og værre for hver måned. Han tabte ofte selvbeherskelsen og kunne ikke kontrollere sine ord ... Alle de onde ånder, der liavde slumret i ham, kaldtes nu til live. Han kendte ikke længere til hæmninger.“ ,
*
Straks fra Guderians udnævnelse til generalstabschef blandede Hitler sig i alt og forbød ham fra første færd fri befalingsudgi- velse og udstedelse af direktiver. Hitler ville heller ikke tale med G. under fire øjne, men forlangte, at Keitel og to stenografer altid skulle være til stede ved forhandlingerne. Hitlers mistænksomhed kendte ingen grænser, og han forbød — som han havde gjort lige fra 1941 — at der byggedes storre stillinger ca. 20 km bag den egentlige østfront, fordi han gik ud fra, at generalerne da straks ville opgive forsvaret af de forreste linier. Hitlers ordrer om at stå fast for enhver pris kostede i slutningen af august tyskerne 16 divisioner, da rumænerne blokerede Donau-overgangene, så at de tyske styrker blev indesluttet af russerne. Heller ikke Kurland, hvis rømning ville have frigjort betydelige kræfter, ville Hitler evakuere. Her kunne han dog påberåbe sig vægtige grunde: sikringen af de vitale malmtransporter fra Sverige, samt nødvendigheden af at have nogenlunde ro i Østersøen, hvor de tyske ubåde havde deres uddannelsesplads.
I efteraaret 1944 insisterede G. påny stærkt på anlæg af stærke stillinger ca. 20 km bag fronten. Det var hensigten hermed, at man ved tilbagegang med en del af kræfterne ville tage brodden noget af den store russiske artilleriforberedelse, og at den russiske offensiv endeligt skulle opfanges og standses i den bagvedliggende stilling. Men Hitler ville ikke gå med til anlæg af nogen stilling længere end fra 2 til 4 km bag liovedkamplinien, hvilket hævnede sig frygteligt, da det russiske gennembrud lykkedes i januar 1945.
Hovedkamplinien, den bagved liggende stilling samt reservedivisionerne (som efter Hitlers ordre blev sat for tidligt ind og lå for nær ved fronten) kom ind i den samme heksekeddel af ild, hvilket førte til almindelig opløsning. Under G.s argumentation om dette spørgsmål (inden katastrofen var sket) sagde Hitler: „Mig behøver De ikke at belære! I fem år har jeg ført de tyske hære i felten, og jeg har i denne tid samlet langt flere praktiske erfaringer, end det har va'ret muligt for de herrer af generalstaben. Jeg har studeret Clausewitz og Mollke og læst alle Sclilieffens opmarchplaner. Jeg er bedre orienteret end De!“ Den slags tilkendegivelser fik Guderian mange af. Til nogen undskyldning for Hitler kan dels anføres det notoriske held, der havde fulgt hans militære dispositioner under de forste felttog, dels at hans nærmeste omgivelser havde tudet ham ørene fulde af, hvilken enestående feltherre han var. Goering og Ribbentrop har ansvar i så henseende.
*
Ardenner-offensiven fordømmer Guderian kategorisk og anfører, at både Rundstedt, der havde overkommandoen i vest, og chefen for hærgruppe B, Model, havde foretrukket at sætte angrebet et begrænset mål, fordi de ikke anså kræfterne for at være
stærke nok til at opnå et operativt resultat af den art, der foresvævede Hitler. Men denne ville heller ikke bøje sig her. Da angrebet standsede efter få dages forløb, blev konsekvensen ikke draget, og endnu en gang, skriver G., viste den mislykkede Arden- ner-offensiv, hvor tragisk det var fat med den øverste militære ledelse.
Den 23. 12. 1944 rejste G. til førerhovedkvarteret for at få styrker fra den strandede offensiv dirigeret om til den hårdt truede østfront. Det var øjensynligt, at der forestod en russisk kæmpeoffensiv. Tyskerne regnede med, at den russiske offensiv ville begynde den 12. januar. „Russernes overlegenhed i infanteri var 11: 1, i panserstyrker 7: 1 og i skyts 20: 1. Vurderede man fjenden under eet, kunne man tale om en overlegenhed i jordtropper på ca. 15 gange, i luften på mindst 20 gange, uden at gøre sig skyldig i overdrivelse. Jeg har til visse ikke tilbøjelighed til at undervurdere den tyske soldat. Han var fremragende og kunne i angreb uden betænkning føres imod en femdobbelt overmagt. Hvis han blev rigtig ført, har han stedse udlignet en sådan talmæssig overlegenhed og sejret. Det, som nu forestod ham, var imidlertid en uhyre belastning efter fem års kampe mod konstant overmagt, stedse dårligere forplejning, ringere bevæbning og svindende håb om sejr.“
Guderian beretter om sine spekulationer over dette eksistensspørgsmål og om, hvordan det kunne blive muligt at redde Østtyskland og Østprøjsen, hvis 700-årige tilhør til Tyskland gav det en særlig plads i hans bevidsthed (som i øvrigt hos de fleste tyskere). Han udtaler sig i denne forbindelse skarpt om kravet om betingelsesløs kapitulation, som, siger han, føltes så ydmygende af soldaten, at han ikke ville og ikke kunne underkaste sig det, for de sidste udsigter for en anden fredsmulighed var spærret. Men denne „anden fredsmulighed“ kunne, i relation til det østtyske problem, kun skabes, hvis det lykkedes at bringe den forestående russiske offensiv til standsning et eller andet sted, på en eller anden måde. For at standse offensiven ville det være nødvendigt at overføre tropper straks fra vest til øst, så at der kunne skabes en stærk reservearmé i rummet Litzmannstadt (Lodz) — Hohensalza og med den at gå de russiske gennembrudsarméer i møde i fri operation, en kampform, i hvilken, siger Guderian, den tyske føring og de tyske soldater endnu var fjenden overlegen trods krigens langvarighed og den efterhånden indtrådte udmattelse.
Guderian var ud fra disse overvejelser sindet at føre kampen i øst videre, men forinden ville han tage kampen med Hitler om afgivelse af de hertil nødvendige kræfter.
I møderne den 24. 12. betegnede Hitler efterretningsvæsenets opgivelser om russernes styrke som meget overdrevne. „Det er det største bluff siden Dschingis Khan“, skreg han. Han mente øjensynlig, at efterretningstjenesten havde ladet sig narre af russernes opstilling af skinafdelinger, et system, han selv dyrkede meget, hovedsagelig dog kun med den virkning, at det skabte forvirring inden for den tyske hær. Himmler, der også var tilstede, og for hvem Guderian nærede den største modbydelighed, sagde, at han troede, at russerne slet ikke ville angribe. Jodl afviste Guderians forslag, fordi han ville bevare initiativet i vest — en overvurdering af Ardenner-slagets resultater — og føre et nyt angreb på et andet afsnit af vestfronten. (Et sådant angreb fandt som bekendt også sted i de første januardage ved Alsace-Lorraines nordgrænse). Hitler tiltrådte Jodis standpunkt, fordi, sagde han, det endnu var muligt at kæmpe udvigende i øst, men ikke i vest. Guderian fremførte med styrke, at Ruhr-distriktet nu var helt lammet, først og fremmest i transportmæssig henseende, af de allierede luftangreb, medens Øvreschlesiens industriområde var så at sige intakt, og at tabet heraf ville være krigsafgørende; men alle hans indvendinger hjalp ikke. Han betegner sin juleaften som uendelig sørgelig. I stedet for blot i en vis udstrækning at følge Guderians råd disponerede Hitler divisioner fra centralfronten til undsætning for det imens indesluttede Budapest — under påberåbelse af udenrigspolitiske grunde. Guderian havde nu kun 121/2 division tilbage som reserve til forsvarskampen over 1200 kilometers frontbredde mod det russiske hovedangreb.
De tyske armégruppeførere bad indtrængende om at måtte trække styrkerne tilbage til en kortere front for derved at udspare reservedivisioner, men Hitler, til hvem G. påny henvendte sig i sagen den 9. januar, afviste blankt og fik et raserianfald, hvorunder han betegnede G.s opgivelser som „völlig idiotisch“. Guderian kunne med rette sige til H., at „Østfronten er som et korthus. Hvis fronten bliver gennembrudt eet eneste sted, falder den sammen, thi med frontens vældige udstrækning er 12Y2 division som reserve alt for lidt.“ G. antyder, at den omstændighed, at Hitler og Jodl stammede fra egne, som lå fjernt fra Østprøj- sen, kan have været medvirkende til deres undervurdering af de truende farer.
Den russiske offensiv begyndte som ventet den 12. januar og førte allerede den forste dag til dybe indbrud. Som ovenfor antydet var reservedivisionerne efter Hitlers personlige ordre blevet ført nær frem til fronten og ramtes derfor af den stærke artilleriforberedelse og led store tab, endnu før de blev sat ind.
Rømningen af Warszawa hensatte Hitler i vildt raseri. Uagtet der kun fandtes svage formationer i byen, befalede han forsvar for enhver pris. Men kommandanten, som under ingen omstændigheder kunne holde byen under de givne forhold, besluttede sig til tilbagegang, og hærkommandoen bifaldt dispositionen. Hitlers vrede herover var så voldsom, at han i nogle dage helt glemte den katastrofale situation på de øvrige dele af østfronten. Mod rasende protester fra Guderian, der erklærede, at ansvaret var hans (G.s), lod Hitler de generalstabsofficerer, der havde haft med sagen at gøre, arrestere. „Det er utåleligt for mig, at en gruppe intellektuelle anmasser sig at besnakke deres foresatte“, sagde H. Det drejede sig her om operationsafdelingens ledende officerer, og G. fremførte forgæves ikke alene det kommandomæssigt og moralsk afsindige i arrestationerne, men også hvilke vanskeligheder det ville berede føringen at skulle give afkald på sine mest betroede medarbejdere. G. krævede nu, at der blev indledet undersøgelse også mod ham, og kom i lange forhør hos Kalten- brunner og Muller. De fleste af hans officerer blev dog løsladt af arrest, men forsattes til fronttjeneste.
*
Mens situationen på østfronten mere og mere gik over i den totale katastrofe, søgte G. kontakt med udenrigsministeriet og mødtes den 25. januar med Ribbentrop, hvem G. åbent foreslog en henvendelse til vestmagterne om våbenstilstand. Ribbentrop svarede, at han ikke turde foreslå føreren noget sådant, da han vidste, at denne ikke ville forhandle med fjenden. Da G. derefter spurgte: „Hvad ville De sige, hvis russerne om 3—4 uger står foran Berlins porte?“ råbte Ribbentrop med alle tegn på forfærdelse: „Tror De da, at dette overhovedet kan være muligt?“ Da G. bekræftede dette, brød R. et øjeblik sammen, men til Hitler turde han ikke gå med forslaget. Han angav derimod Guderian for at nære landsforræderiske tanker. Det deraf resulterende opgør med H. refererer G. ganske kort: „Han rasede endnu længe, indtil han mærkede, at han intet indtryk gjorde på mig.“
Efter tabet af Øvresclxlesien i slutningen af januar tilstillede Speer Hitler et memorandum, der begyndte med ordene „Krigen er tabt.“ Så snart Hitler havde læst denne forste sætning, lukkede ban aktstykket ind i sit fortrolige skab uden at have læst det. Speer fik nys herom og sendte et nyt eksemplar af sit memorandum, men dette lagde Hitler ind uden overhovedet at se på det. Betegnende for Hitlers sindstilstand er følgende ytring til G. ved denne lejlighed: „Nu forstår De sikkert, hvorfor jeg ikke taler med nogen under fire øjne. Den, der vil tale med mig under fire øjne, kommer altid for at sige mig ubehageligheder. Det tåler jeg ikke.“ Ikke underligt, at stemningen var trykket. Et system af angiveri florerede, og den ene gang efter den anden degraderedes højt fortjente frontofficerer på det løsest tænkelige grundlag.
Alle OKH’s bekymringer vedrørende den russiske januaroffensiv var blevet mere end bekræftede. Guderian sigter åbent Hitler og OKV’s uduelighed for at være hovedgrunden dertil.
I de første februardage ville G. således påny forsøge at skaffe reserver til dækning af Østtyskland og foreslog i den anledning H. at rømme ikke alene Kurland, men også Balkan, Italien og Norge. Hitler afviste kategorisk og truede G. med knyttede hænder, så at en tilstedeværende officerer måtte trække G. væk for at beskytte liam mod overlast. Om et andet stridsspørgsmål kom det den 13. februar til nye optrin, som G. refererer på følgende måde (den ophidsede ordveksling stod på i to timer): „Med vredesrøde kinder og med løftede knyttede hænder stod denne mand, der rystede over hele kroppen, foran mig. Han var ude af sig selv af raseri og fuldstændig ubehersket. Efter hvert vredesudbrud gik Hitler frem og tilbage på tæppet og standsede derefter lige foran mig og slyngede den næste bebrejdelse mod mig. Hans stemme knækkede over i skrig. Øjnene stod ud af deres huler, og årerne svulmede på hans pande.“ G. koncentrerede sig om at bevare roen og at se på Bismarcks billede på væggen. Bagefter bebrejdede Keitel stærkt Guderian, at denne havde bragt Hitler i en så ophidset tilstand. Det sagdes i hovedkvarteret, at det var det værste anfald, han overhovedet havde haft.
*
I slutningen af marts brød også SS-divisionernes kampånd, der havde holdt stand indtil da, endeligt sammen. Hele afdelinger af alle våben gik tilbage trods ordrer om at kæmpe, og almindeligt kaos opstod. Guderian gør rede for Hitlers vanvittige ordrer til ødelæggelse af alle vandværker og øvrige vitale anlæg
i det rømmede område og dokumenterer, at disse ordrer — til hvilke Bormann skal have været ophavsmanden — blev saboteret af hæren og Speer i forening, bl. a. ved, at der ikke udleveredes sprængstof til ødelæggelsesdetachementerne.
Den 21. 3. søgte Guderian at overtale Himmler til at søge våbenstilstand via det neutrale udland, til hvilket Himmler endnu havde forbindelse via sin efterretningstjeneste, men Himmler svarede, at tidspunktet ikke var inde. Han frygtede Hitler.
Den 28. marts befalede Hitler Guderian på rekreationsorlov, efter at det var kommet til nye sammenstød.
*
Guderian afslutter sine erindringer med en række karakteristikker af de ledende tyske personligheder. Om OK W skriver han, at „dens medlemmer enten — som Keitel — befandt sig i en tilstand af konstant hypnose, eller — som Jodl — af konstant resignation“. Hitlers viljestyrke var hans hovedegenskab. Hovedårsagen til Hitlers indflydelse på befolkningen mener G. at finde i dennes skuffelse over, at Wilsons 14 punkter ikke fandt udtryk i Versailles-freden (sammenlign herom Keynes: The Economic Consequences of the War), samt forbudet mod sammenslutning af Tyskland og Østrig.
Bogen slutter med en opfordring til alle tidligere soldater om at virke i Tysklands genopbygning.
Som alle erindringsbøger må også Guderians ifølge sagens natur være subjektiv. Ikke mindst er hans harme mod de foresatte, som ikke altid fulgte hans råd, nok i visse tilfælde til hinder for en helt uvildig bedømmelse af dem. Men stort set gør den indtryk af at være skrevet ud fra ærlig stræben efter objektivitet. En række af dens afsnit vil uundgåeligt blive vigtigt historisk kildemateriale, og den, som ønsker at se begivenhederne fra begge sider, vil kunne have stor nytte af at stifte nærmere bekendtskab med den.
E.
