Med udgangspunkt i et besøg på Kreta og gennemgang af kampene om Maleme fremsætter oberstløjtnant Michael H. Clemmesen, Bornholms Værn, nogle kritiske bemærkninger om det danske infanteris status.
Den 20. maj syntes at skulle forløbe som det foregående par dage. Bort set fra de sædvanlige morgenbombardementer kom tyskerne ikke. Batal jonens stillinger var så velplacerede og velslørede, at disse bombardementer snarere måttes ses som en gene end som en trussel. Chefens kontrol af sløringen fra fly havde ikke været forgæves. Bataljonen gik i gang med morgenspisningen.
Vejret var, som det er på Kreta i forsommeren, pragtfuldt med høj himmel og 35 grader i skyggen. D et er intet under, at brigadens ansvarsområde med 10 kilometer sandstrand nu er blevet et eftertragtet feriemål for forfrosne nordeuropæere. For newzealænderne på flyvepladsen og i olivenlundene i stillingerne på højdepartiet mod syd var det lidt vel varmt.
22. newzealandske Infanteribataljon havde haft god tid til at komme på plads og forberede forsvaret. Der var gået over tre uger siden man var ankommet til dette område på Vestkreta efter evakuationen fra Grækenland. Man havde i betydelig udstrækning fået skaffet sig erstatning for de efter ladte tunge våben. Maskingeværer havde man bl.a. skaffet sig fra ødelagte fly på flyvepladsen. Kun morterer havde det ikke været muligt at erstatte i fuld udstrækning, og det var ikke mindst ubehageligt på grund af, at mulighederne for at få støtte fra feltartilleriet var meget begrænsede.
Bataljonens opgave var at forsvare den lille nyudbyggede flyveplads ved Malerne. Pladsen skulle beherskes med ild, men kampen skulle ikke kun gennemføres som kamp fra stillinger. Luftlandsætninger skulle imøde gås med øjeblikkelige modstød. At opgaven ikke ville kunne løses med ild fra stillinger var i øvrigt givet af terrænet. Kun selve flyvepladsen var
åbent »ildterræn«. Nok kunne man se og beskyde flyvepladsen fra højde partiet - punkt 107 - syd for denne, men skråninger på Tavronitis-floden, det terrasserede landskab og ikke mindst den tætte bevoksning på kyst sletten og olivenbevoksningen på skråningerne hindrede observation og gav ofte meget korte skudfelter. Flyvepladsen var i øvrigt fuldt anvendelig. Selv om det havde været nødvendigt på grund af situationen i luften at evakuere de sidste egne fly, var der ikke taget beslutning om at ødelægge eller spærre landingsbanen.
Forskellige forhold omkring flyvepladsen var et af de emneområder, som bataljonschefen havde rejst over for sine foresatte. Han havde ikke myndighed til at koordinere forsvaret. Alle de forskellige luftvæmsartillerienheder m.m., som fandtes på flyvepladsen og inden for det forsvarsområde, som han havde etableret, var uden for hans kontrol, og luftvæmsstillingeme levede ikke op til de krav om beskyttelse og sløring, som han havde fast holdt efterlevet i sin egen enhed. Han havde heller intet kunne gøre ved en teltlejr for RAF-personel, som hindrede etableringen af et sammen hængende ildsystem i den nordvestlige del af forsvarsområdet.
Et andet problem var, at brigaden - 5. newzealandske - ikke havde lagt en klar tyngde i forsvaret af flyvepladsen. Der var ingen styrker umiddel bart vest for bataljonens forsvarsområde, vest for floden. Brigaden dæk kede ganske vist med denne vestlige bataljon pladsen, men i øvrigt var enhederne grupperet til forsvar af kystsletten øst for pladsen mod en frem rykning fra vest samt til imødegåelse af sølandsætninger i rummet. Således havde brigaden ligget placeret siden begyndelsen af måneden. Opgaverne til de to bataljoner umiddelbart østfor 22. bataljon - 23. og 21. - afspejlede brigadechefens uklare prioriteringer. 23. bataljon skulle forberede ind sættelse til forsvar af kysten samt modangreb mod østenden af flyvepladsen. 21. bataljon, der havde fået betydelige tab ved en mindre vellykket indsats i Grækenland, skulle forudse indsats i vestvendt forsvar ved floden syd for 22. bataljon samt afløsning af 23., hvis denne bataljon blev indsat i mod angreb. 21. bataljon havde fremskudt en deling til det mulige indsættelses område syd for 22. 5. Brigades fjerde bataljon - 28. - var placeret som reserve i den modsatte ende af brigadens område. D.v.s. at i relation til imødegåelse af luftlandsætninger på flyvepladsen var tre ud af fire batal joner i reserve, idet dog to - 23. og 22. - dækkede mulige landsætnings områder. Brigadechefen opholdt sig i 28. bataljons område ca. 7 km - i luftlinie - fra flyvepladsen.
Det newzealandske infanteri udmærkede sig i begge verdenskrige i forhold til andre enheder fra det britiske imperium. Bortset fra i 21. bataljon var moralen god. Disciplinen var god og forholdet mellem graderne forholdsvis uformelt. Man forventede initiativ hos alle grader.
22. bataljon var blevet forstærket med to kampvogne, der var blevet placeret som en sidste reserve i velslørede ventestillinger. Bataljonschefen havde overdrevne forestillinger om, hvad to kampvogne kunne udrette uden effektive forberedelser med bl.a. indøvelse af samvirke med kompagnierne. Alle kompagnierne i bataljonen var - som det kan ses på skitsen - indsat i stillinger i forsvarsområdet, også stabskompagniet, der dog både manglede en effektiv uddannelse i infanteritaktik samt de flere automatiske våben, som fandtes i infanterikompagnieRNe. Der var udlagt minefelter i tilslutning til forsvarsområdet, men af hensyn til den kretensiske civil befolkning var de ikke armeret. På et højdeparti sydøst for bataljonen havde RAF placeret en overvågningsradar, der bl.a. sikrede varsling af bataljonen før flyangreb.
Hvad bataljonen ikke vidste, var, at man efter at have brudt det tyske flyvevåbens signalkode var i besiddelse af den tyske plan for angrebet på Kreta. Man havde fra begyndelsen af måneden vidst, at øen ville blive mål for en stor luftbåren operation. En fuld tysk operationsplan nåede økom-mandanten fra London 7. maj. I denne blev også angivet den planlagte angrebsdag, 17. maj. Dagen blev 15. maj meldt udsat 48 timer. De tyske angrebsmål var kendte. Målene var sammenfaldende med de områder, hvor man hele tiden havde koncentreret forsvaret. Der var ikke så mange mulig heder. Order-of-battle var dog ikke kendt i et sådant omfang, at man var i
stand til at bestemme størrelsen af den søbåme opfølgningsstyrke. Også de tyske fremgangsmåder ved luftlandsætninger var kendte og havde dannet grundlag for den britiske doktrin for imødegåelse. Året før var det tyske reglement for luftlandsætninger faldet i allierede hænder.
Operationernes forløb
Men den 20. maj kom ikke til at forløbe som de foregående dage. Bataljonens morgenspisning blev afbrudt af et ca. tyve minutters luftangreb. Alle erkendte og sandsynlige stillinger i bataljonens område blev dyk bombet og alt, hvad der rørte sig, blev beskudt af jagerfly. Bombardementet var så voldsomt, at veteraner fra 1. Verdenskrigs ildforberedelser ikke erindrede at have været udsat for noget tilsvarende. Herunder blev bataljonens felttelefonforbindelser ødelagt. Man var herefter henvist til
ordonnanser. Forbindelsen til brigaden var henvist til en ustabil radio forbindelse.
Umiddelbart efter ildforberedelsen landsattes et regiment - »luftlande- stormregimentet« - i Malerne-området. Landsætningen skete dels med glidere dels med faldskærm. Tyskerne havde undervurderet den allierede styrke på Kreta. Det skyldtes bl.a., at enhederne havde måttet efterlade de organisatoriske køretøjer, som kunne tælles på luftfotografier, i Grækenland. De effektive newzealanske sløringsforanstaltninger gjorde, at man intet klart billede havde af placering og styrke af forsvaret ved Malerne. Man havde planlagt at erobre flyvepladsen fra landsætningszoner nogle kilometer øst og vest for denne. Nøgleområdet punkt 107 skulle dog erobres ved landsætninger direkte på dette.
Regimentets landsætning forløb i det store og hele planmæssigt, men placeringen af de newzealandske enheder gjorde, at de enheder, der land sattes øst for Tavronitis-floden enten blev nedkæmpet i landsætnings fasen eller opsplittet i små grupper, der blot overlevede. Hvor de new zealandske styrker viste initiativ og gennemførte modstød, overlevede sådanne små grupper kun kort tid. Et par timer efter landsætningen var den ved Malerne landsatte tyske styrke reduceret til to små let bevæbnede bataljoners værdi. Styrkeforholdet var på det tidspunkt i størrelsesordenen 2:1 i newzealændernes favør. Ganske vist havde tyskerne luftherredømme, men med en kamp af nærkampens karakter i lukket terræn var det vanskeligt at anvende denne fordel. Flyvepladsen var fortsat under new zealandsk kontrol.
Landsætningerne andetsteds på Kreta blev inddæmmet af allierede styrker, og søtranport af opfølgestyrken blev hindret af den britiske flåde. Men på trods her afkom Malerne flyveplads allerede den 21. maj så meget under tysk kontrol, at bl.a. bjergjægerenheder kunne flyves ind til forstærk ning af luftlande stormregimentet, d. 23. maj måtte de allierede på Vestkreta gå over til henholdende kamp, og efter en evakuering af de allierede styrker den 28. maj til 1. juni var Kreta på tyske hænder. Hvad gik galt? Hvorledes ændrede en situation sig så hurtigt til nederlag? Man havde haft et ekstra ordinært godt efterretningsgrundlag. Man havde gennem sin styrke og placering overrasket fjenden og tilføjet ham et taktisk nederlag (som ville have været totalt umiddelbart, hvis man blot havde placeret sig lidt ander ledes). M an havde derigennem skaffet sig en meget væsentlig fordel i relativ kampkraft?
Det synes nu klart, at hændelsesforløbet havde fire hovedårsager, som alle er relevante for den danske hær i dag. For det første en under liggende pessimisme hos de newzealandske chefer stillet over for forvent ning om sejr blandt de tyske. For det andet føringsstil i bredeste forstand. For det tredie forskel i, hvorledes kampen på de laveste taktiske niveauer blev søgt ført, herunder hvilken rolle offensiven havde under forsvar. For det fjerde udrustning og bevæbning af infanteriet. De tre sidste områder er i meget høj grad forskellige sider af samme sag.
Forventningen om nederlag eller succes
De allierede styrker på Kreta var indledningsvis meget pessimistiske med hensyn til mulighederne for at forsvare øen. Man havde ikke de styrker, som man anså som nødvendige for øens forsvar, og det syntes meget vanskeligt - om overhovedet muligt - at holde øen forsynet under tysk luft- overlegenhed. Man var under over IV2 års krig vænnet til nederlag. Nok udtrykte man til sidst tillid til, at øen kunne forsvares - når man nu skulle forsvare den, var dette det eneste, man kunne gøre - men man følte en sådan resignation i forhold til mulighederne for at vinde, at man hele tiden så over skulderen. Det var den holdning, som Montgomery brutalt måtte gøre op med sin overtagelse af kommando over 8. Armé året efter. Det er en holdning, der gør, at man kun ser egne problemer, ikke fjendens, og som gør, at man ikke rigtigt føler behov for at finde den mulighed, der kunne bringe sejren (vi ved jo det er håbløst). Denne holdning gør også, at man ikke søger at vinde med en tilstrækkelig hensynsløshed. Man viser f.eks. ovedrevet hensyn til civile interesser i kampområdet og opfører sig hensynsfuldt over for bekvemmelighedsinteresser. Officersmessen i RAF-teltlejren hindrede således, at der kunne opbygges et sammenhængende ildsystem mellem to af 22. bataljons kompagnier. Netop her fandt det tyske indbrud i forsvaret af punkt 107 sted. I modsætning til de allierede var der ikke nogen væsentlig tvivl i de sejrsvante tyske officerers sind om, at man ville vinde, selvom det i øjeblikket var mildest talt ubehageligt.
Relevansen af disse betragtninger for vor hjemlige situation vil blive overladt til læserne at bedømme. Men det kan anbefales at overveje, hvilken af de to holdninger, der har præget den danske hærs øvelser og forsvarsplanlægning i de seneste mange år.
Føringsstil og opfattelse af kampen
Brigadechefen for den newzealandske brigade førte bagfra. Han så sig som »battie manager«. Indsættelsen af hans enheder skulle holdes under kontrol, de skulle først disponeres på det nogenlunde sikre handlings grundlag, som meldingerne fra enheder i føling ville give. Han opholdt sig ved signalmidleme - sandsynligvis voldsomt irriteret over, at de ikke virkede ordentligt. Han søgte ikke selv frem og sendte heller ikke stabs officerer frem (med myndighed til at disponere). Både han og hans under førere ventede på, at systemet fungerede. Ingen handlede på eget initiativ. Alle sad tilbage og sikrede, at den foresatte, som ikke havde et ajourført beslutningsgrundlag, bevarede sin handlefrihed. Under denne passive venten på beslutningsgrundlaget blev chancen for at vinde forpasset. Den tyske føring var karakteriseret af, at der blev ført fra fronten (der var mange chefer blandt de tyske tab), ingen forholdt sig afventende på grund af svigtende forbindelser. Man handlede inden for rammen af den opgave og hensigt med operationen, som man kendte, med de dele af enheder og ressourcer, som befandt sig i ens nærhed.
Føringsstilen hænger nøje sammen med, hvorledes man så kampen, og hvorledes den derfor skulle søges ført. Er kamp så forudsigelig, at man kan planlægge og gennemføre den som et ingeniørprojekt, hvor anvendelsen af enheder og deres ild blot skal indsættes af den, der har overblikket, for at den pågældende kamp vindes? Eller nærmer kampens karakter sig kaos, således at det vil være næsten umuligt for andre end den lokale fører at skaffe sig grundlaget for hensigtsmæssig handling, d.v.s. at kampen vindes ved, at underførere viser initiativ og handler opportunistisk inden for rammen af troppeførerens hensigt? Gennemføres forsvarskampen mest hensigtsmæssigt primært ved kamp fra stillinger, hvorfra terrænet beherskes med et sammensyet ildsystem, samt gennem iværksættelsen af forberedte koordinerede modangreb? Eller er mulighederne for at standse fjenden på denne måde ofte begrænsede, fordi det forberedte ildsystem vil blive gennembrudt og beslutningsgrundlaget for rettidig anvendelse af reserver og modangrebsstyrker ikke vil være til stede? Er det således, at forsvars kampen ofte kun vindes, hvis den præges af lokalt besluttede og gennem førte modstød og modangreb, d.v.s. at ildsystemet bliver bevægeligt snarere end stationært?
Ideelt set burde man tilpasse sin opfattelse af kampen og dens korrekte gennemførelsetilsituationen. Hvis man som ved slutningen af1.Verdenskrig - havde et næsten sikkert billede af fjenden og hans metoder, kan kampen på troppeenhedsniveau i nogle situationer planlægges og gennem føres som et ingeniørprojekt. Men på de laveste niveauer vil udførelsen altid finde sted i kaos. Hvis terrænet i det store og hele er domineret af ildterræn, d.v.s. at det er overskueligt, kan såvel angreb som forsvar i øvrigt lettere planlægges og gennemføres »videnskabeligt«, end hvis terrænet er domineret af bevægeterræn (og derfor også relativ lav passibilitet).
Tyskernes taktiske optræden ved Malerne var karakteristisk for dem. I alle de områder, hvor det overhovedet var muligt, gik man i umiddelbar forlængelse af reorganiseringen i gang med at tiltvinge sig initiativet ved angreb. Der fandt ingen systematisk brohoveddannelse sted, og man af ventede ikke nødvendigvis tilrettelæggelsen af den tunge støtte (d.v.s. flystøtte). Man trak på støtten, når og hvor man løb ind i alvorlig modstand. Newzealændernes optræden var i det store og hele aggressiv og effektiv på delings- og kompagniniveau, hvor man jagtede landsatte fjender inden for eget område. I 22. bataljons område var det kun i stabskompagniets område, at en sådan optræden ikke fandt sted. Kompagniet havde ikke tilstrækkelig uddannelse og bevæbning til effektiv optræden som let infanteri. Men på bataljons- og brigadeniveau forholdt man sig passivt, man forblev - eller lod enhederne forblive - i kampstillingerne, ventende på beslutningsgrundlaget for at iværksætte det koordinerede og støttede modangreb. Man søgte ikke afgørelsen i nærkampens kaos. Samtidig blev 22. bataljons delinger i nøgleområderne på flyvepladsen og punkt 107 på trods af indædt sejt forsvar nedkæmpet én efter én.
Den måde, som man så og gennemførte kampen i 5. newzealandske Brigade betød, at tabet af omkring fem delingskampstillinger kom til at betyde nederlag for brigaden, hvilket igen betød tabet af øen.
Heller ikke her skal jeg gøre andet end at bede mine læsere om lidt kritisk at gennemtænke, hvorledes vi - om vi overhovedet gør noget sådant bevidst - ser på kampen og forudser at gennemføre det umiddelbare forsvar mod landsætninger.
Infanteriets bevæbning
Det sidste område, som det er relevant at komme ind på i forlængelse af den korte gennemgang af operationerne ved Malerne, er bevæbningen af de to infanteristyrker, som stod over for hinanden. Newzealænderne var som andet britisk infanteri på det tidspunkt i det store og hele udrustet som »riffelinfanteri«. Selvom man havde fået erstatning for materiel tabene i Grækenland, ville mængden af tunge våben i bataljoner og kompagnier have været forholdsvis begrænset, og tunge våben blev i øvrigt betragtet som specialvåben, der var samlet i puljeenheder. Tildelingen af automatiske våben var meget begrænset, og i nogen grad var der tale om våben, som man havde i uautoriseret norm - som det jo sker i krig, når man erkender et behov. I forhold til newzealænderne havde de tyske infanteri- bataljoner - selv faldskærmsinfanteriet - en generøs tildeling af tunge våben. Tildelingen af tunge våben muliggjorde den uafhængige optræden, som var en følge af den måde, som man så på føring og kamp. Faldskærms infanteriet var på grund af sin offensive rolle i meget stor udstrækning bevæbnet med automatiske våben, herunder maskinpistol. Det var således velegnet til kampene ved Malerne, der tog karakter af nærkampe i lukket terræn, som blev afgjort med håndvåben og håndgranater.
Den danske hærs infanterienheder i dag
Fra gennemførelsen af 1960-forsvarsloven har man koncentreret sin opmærksomhed om den fjerdedel af infanteriet, der lidt efter lidt fik svagt pansrede terrængående transportkøretøjer. Den resterende del af infanteriet måtte forblive uden denne kombination af beskyttelse og taktisk mobilitet. Mobiliteten var ikke mindst nødvendig på den taktisk nukleare kampplads, som man da så som den sandsynlige. Under henholdende kamp og bevægelig forsvarskamp var det ikke-pansrede infanteri nærmest en klods om benet på føreren. I både panserinfanteriet og det lette infanteri - nu efter tildeling af køretøjer, signalmateriel og tunge våben opdelt i »det motoriserede infanteri«, »infanteri« og »skyttenheder« - var delingerne fortsat i det store og hele organiseret som rekylgeværdelinger.
Gradvis blev disse delinger mindre og mindre egnede til bevægelig af siddet kamp. Det skete delvis i forbindelse med tilgangen af de enkelte typer nyt materiel og ny udrustning, der nåede enhederne. Det lette maskingevær blev afløst af et fysisk tungt, meget ammunitionskrævende, bånd- fødet maskingevær. Det var på ingen måde »let«. På grund af, at det var båndfødet, var det ikke klart umiddelbart, når man faldt ned. Både våbnets og ammunitionens vægt hæmmede delingens bevægelser. Af hensyn til skudafstandene under den udvigende kamp skulle maskingeværet helst anvendes fra trefoden. En uegnet maskinpistol blev delvis afløst af et gevær, hvis ammunition er så kraftig, at en normal skytte ikke kan kontrollere træfningen under bygeild. Et utidssvarende oppakningssystem blev mere og mere overbelastet, så det ud over at være utidssvarende ikke er egnet under bevægelig afsiddet kamp. Der var fortsat kun ét automatisk våben med støtteben i infanterigruppen, hvilket er forståeligt, når der er tale om det pågældende maskingevær, men dette giver bl.a. problemer under gruppens ledvise bevægelser.
Der findes fortsat intet finskyttegevær. Der mangler en virkelig egnet håndgranat samt en moderne geværgranat med fragmentationsvirkning. Delingen har kun en meget begrænset evne til at overvåge kamppladsen og kæmpe i mørke og kun en begrænset evne til at oplyse kamppladsen. Der findes kun meget begrænsede muligheder for røgblænding. Vi har en udmærket dysekanon med evne til at bekæmpe lettere pansrede køretøjer samt virkning mod side og hæk hos moderne middeltunge kampvogne. Men vi har samtidig en ammunitionstypefordeling, der hindrer en udnyttelse af våbnets alsidighed.
Vi har kort sagt infanteridelinger, der er nogenlunde egnede til kamp fra stilling om dagen, indsat flankerede i forhold til akser for et opsiddet og pansret angreb. De har kun en meget begrænset evne til at hindre, at en fjende i afsiddet angreb holder delingen nede eller bekæmper den med granatgeværer. Delingerne er mindre egnede til - dag eller nat - at trænge ind på en moderne veludrustet infanteristyrke og nedkæmpe den, d.v.s. mindre egnede til angreb. Vi har heller ikke gennemført den fornyelse af kompagniernes og bataljonernes støttevåben - de middeltunge og tunge morterer - som er sket i andre hære. Denne beskrivelse dækker alle vore infanteridelinger - pansrede som lette.
Det danske infanteris opgaver
For enheder, hvis opgave er imødegåelsen af et pansret angreb mod den jyske halvø sydlige del, kan disse mangler måske umiddelbart synes mindre afgørende. Man kan have den opfattelse, at den afgørende mangel er moderne infanterikøretøjer med mørkekampsevne. Det er dog en overfladisk betragtning.
Mulighederne for at fastholde kampstillinger kompromiteres af de begrænsede muligheder for at hindre, at en afsiddet angriber ved dag eller eventuelt i mørke trænger ind på kampstillingen og nedkæmper enheden med granatgeværer o.l., holdende sig uden for håndgranatafstand. Hvis man derudover inddrager de muligheder, som det forsvarende infan teri rent faktisk har for at optræde aggressivt i det ofte lukkede holstenske terræn, bliver hele komplekset af mangler væsentligt. Uanset hvor godt man forsvarer en kampstilling, vil man blive nedkæmpet efter et stykke tid og den pågældende stillingslinie gennembrudt, hvis man gennemfører kampen passivt. Enheden vil blive nedkæmpet stykkevis, som det skete med den newzealandske bataljon ved Malerne. I lukket terræn skal afsiddet infanteri i forsvarskamp også anvendes aggressivt bevægeligt, som tyskerne gjorde i Normandiet i imødegåelsen af allierede forsøg på at bryde ud af brohovedet i sommeren 1944. Hvis man skal udnytte det holstenske terræn effektivt i forsvarskamp, skal det afsiddede infanteri også kunne kæmpe således opportunistisk. Det skal være udrustet og bevæbnet samt uddannet til umiddelbart, uden anden støtte end fra egne våben, ved dag eller nat at gennemføre modstød, modangreb eller baghold. Kampstillingerne skal også ses som udgangsområder for aggressiv optræden.
Hvis vi bevæger os fra den sydlige del af halvøen til landforsvaret af resten af landet, til forsvaret, er erfaringerne fra Malerne af direkte relevans. Uden aggressiv optræden er kampen tabt på forhånd. Og aggressiv op træden kræver bl.a. et alsidigt udrustet, bevæbnet og uddannet infanteri. Selv let infanteri er et særdeles effektivt middel, indtil den landsatte styrke har fået tilført et stærkt artilleri og indtil større pansrede opfølgningsstyrker er klar i brohovedet. Det er en desværre udbredt misforståelse, at vore muligheder for at bryde ind i brohovedet er begrænset til de senere koordinerede angreb, og at kun de pansrede enheder har en rolle at spille der. Indtil - samt i forbindelse med - disse angreb er et aggressivt og veludrustet infanteri, der infiltrerer brohovedet gennem lukket terræn eller i mørke en meget vanskelig trussel at håndtere for den landsatte styrke. Det kan i øvrigt også klare sig mod de pansrede enheder, som det vil møde. De B M D , B T R samt måske T-55, som en landsat styrke råder over i brohovedlinien og reserven, udgør ikke større problemer for Carl-Gustav-bevæbnede. Risikoen for at møde T-64B eller T-80 er foreløbig stærkt begrænset.
Afsluttende bemærkninger
Denne artikel tog sit udgangspunkt ved Malerne, fordi det var på nord- skråningen af punkt 107 en dag i juni 1986, at det blev klart, at netop de forhold, som man stående her måtte erkende som afgørende for det newzealandske nederlag i kampene, kun er alt for kendte fra vor egen hær.
Erkendelsen, som hermed er fremlagt til anvendelse eller modsigelse, er - på det rent konkrete plan - at vi nu må have fat i udrustning, bevæbning og uddannelse af vore infanterienheder. V i skal også straks justere uddannelsen af de førere og chefer, der fører og anvender infanterienhederne. Inspiration til, hvordan enhederne skal udrustes og bevæbnes, kan hentes overalt i udenlandske hære. V i har med rette i en årrække koncentreret os om at kunne imødegå den pansrede trussel. Med den hurtige udrustning af de nyeste sovjetiske kampvogne med reaktivt panser er dette problem ikke løst. For enheder med indsættelsesområde i Slesvig-Holsten vil problemet fortsat være akut. Men det er ikke det eneste problem, heller ikke dér. Vi skal også gøre os klart, hvorledes vi skal kunne bekæmpe et infanteri, der bliver stadig bedre udrustet med tunge våben til kamp mod vores infanteri.
For resten af landets vedkommende må man sige, at den gennemførte investering i panserværnsvåben dækker behovet i en årrække. Udviklingen af reaktivt panser er ikke så meget et problem for os som for den landsatte styrke, hvis vi anskaffer det til vore kampvogne. Her vil kampen i meget stor udstrækning - som ved Malerne - blive afgjort ved kampen mellem to infanteristyrker. Her er forbedringen af vore muligheder for at gennemføre den afsiddede infanterikamp afgørende for forsvarsevnen. Det er dog som beskrevet ikke tilstrækkeligt. Vi skal også have en mere sund opfattelse af, hvordan kampen må føres, og vi må skaffe os en sådan indsigt i en invasionsstyrkes problemer, at vi ærligt tror på, at vi kan vinde. Det er ikke let i denne tid, hvor vi mangler penge, og hvor den professionelle forståelse af militære muligheder ikke længere er så udbredt hos dem, der lønnes som professionelle militære, men det skal ske.
Litteratur til behandlingen af landsætningerne ved Maleme
Jim Anderson: The Official History of New Zealand in the Second World War. 22 Battalion. Wellington 1958.
J. F. Cody: The Official History ofNew Zealand in the Second World War. 21 Battalion. Wellington 1953.
D. M . David: The Official History of New Zealand in the Second World War. Crete. London 1953.
Dennis Luther Forbes: The Battle of Crete from the German View. Pyrrhic Victory or Unexploited Success? Ikke publiceret doktorafhandling fra M ississippi State University, 1975.
Karl Gundelach: The Battles of Crete 1941, i Hans Adolf Jacobsen og Jürgen Rohwer: Decisive Battles of World War II: The German View. London 1965.
F. H. Hinsley m.fl.: British intelligence in the Second World War. Volume 1. London 1979. Frank Kurowski. Der kampf um Kreta. Frankfurt a.m. 1965.
John Hall Spencer: Battle for Crete. London 1962.
