1. Flaadens Kampe indtil Landsætningen af Tropper.

Da Tyrkiet ved Udgangen af Oktober Maaned 1914 meldte sig som Deltager i Krigen paa Centralmagternes Side, iværksatte en forenet engelsk-fransk Eskadre straks en effektiv Blokade af Dardanellerne, og allerede faa Dage efter, den 3. Nov., foretog den et Bombardement af de tyrkiske Forter ved Indløbet; men herved blev det foreløbig.

Hele November og December Maaned 1914 og Januar 1915 gik hen uden krigerske Begivenheder, naar undtages enkelte Undervandsbaadstogter fra de Allieredes Side.
Den 13. Decbr. 1914 løb saaledes den engelske Under- vandsbaad B 11 (318 Tons, bygget i 1906) gennem Dardanellerne under en af Tyrkerne udlagt Minespærring ind i Mar- marahavet, hvorfra den vendte uskadt tilbage efter at have sænket det tyrkiske Slagskib »Messudijeh«.

Dagen efter, den 14. Decbr. 1914, forsøgte en anden engelsk Undervandsbaad, B 9, at foretage den samme Ekspedition, men uden Held, og den 15. Jan. 1915, da den franske Undervandsbaad »Saphir« (450 Tons, bygget i 1907) forsøgte at løbe gennem Dardanellerne, strandede den ved Nagara og blev skudt i Sænk af det tyrkiske Artilleri.

I de første 3 Maaneder efter Tyrkiets Indtræden blandt de krigsførende Magter skete der altsaa ikke noget alvorligt Angreb paa Dardanellerne. Et saadant maatte ellers være fristende for de Allierede. Den Tanke at forcere Dardanellerne, besætte Konstantinopel og feje den sidste Rest af Tyrkere ud af Europa maatte være absolut tillokkende.

Vanskelighederne ved et saadant Foretagende var imidlertid store. De stammede ikke saa meget fra den tyrkiske Flaade; den bestod nemlig kun af 1 moderne Slagskib (»Reshadie«, 23,400 Tons),
3 forældede Slagskibe (hvoriblandt den ovenfor omtalte Messudijeh«),

3 beskyttede Krydsere (1 fra 1912, 2 fra 1903), en Del smaa Kanonbaade,

10 Torpedojagere og en Del gamle Torpedobaade.
Hertil kom de tyske Skibe:

Panserkrydseren »Goeben«, 23,000 Tons, bestykket med 10 —28 cm, 12—15 cm og 12—8,8 cm Kanoner, og
Beskyttet Krydser »Breslau«, 4550 Tons, bestykket med 12— 10,5 cm Kanoner, der ved Krigens Begyndelse søgte Beskyttelse i de tyrkiske Farvande.

Denne Flaade vilde ikke kunne berede Englænderne og Franskmændene nogen særlig Vanskelighed; men Forholdene ved Dardanellerne var af en saadan Beskaffenhed, at en Forcering vilde være meget vanskelig og sandsynligvis koste store Tab.

Den snævre Del af Dardanellerne, regnet fra Byen Gallipoli til Udløbet i Ægæerhavet, er ca. 60 km lang. Bredden er paa det bredeste Sted ca. 7 km, paa det smalleste Sted ca 1400 m. Strædet er meget dybt, og der løber altid en meget stærk Strøm i Retning fra Nordøst til Sydvest, en Omstændighed, der i høj Grad begunstiger Anvendelsen af Drivminer fra tyrkisk Side. Langs Bunden løber en Strøm i modsat Retning, hvilket ikke har været uden Betydning for de engelske og franske Undervandsbaade paa deres Togter ind i Marmarahavet.
Strædets Bredder er paa Gallipoli-Siden høje, stejle Klippeskrænter med mange Kløfter; paa den asiatiske Side er de lavere og skovbevoksede, dog er der ogsaa paa denne Side flere Højder, der rager op over Skibshøjde.

Betingelserne for at forsvare Dardanelleme mod en indtrængende flaade maa saaledes siges at være fortrinlige, og de var fra tyrkisk Side godt udnyttede ved Anlæg af Fæstningsværker (Skitse 2).
Disse faldt i forskellige Grupper:

1) Anlægene ved Indløbet til Dardanelleme,
2) Anlægene for at forhindre en Flaade i at forcere det
smalle Stræde mellem Kilid Bahr og Chanak,
3) Anlægene for at forhindre den videre Fremtrængen af en
Flaade, der har forceret det under 2) nævnte Stræde, og
4) Anlægene ved Bulair.

ad 1) Anlægene ved Indløbet til Dardanelleme omfatter paa den europæiske Side Fort Seddil-Bahr, der synes at have været bestykket med 6—27 cm og 2—15 cm Kanoner, og Batteriet Ertrogul med 2—25 cm Kanoner. Paa den asiatiske Side ligger Fort Kum-Kale med 4—27 cm og Batteriet Orkhani med 2—25 cm Kanoner. Efter anden Opgivelse skal de to sidstnævnte Værker dog have været sværere bestykket.

ad 2) Disse Anlæg omfatter:
paa den europæiske Side: Batterierne Souandere, bestykket med 3—47 mm Kanoner, lige overfor Kephez-Pynten til Beherskelse af en udlagt Minespærring, Y i 1 d i z, der synes at have været meget svært bestykket, M e- d j i d i e h med 2—30 cm og 4—25 cm Kanoner, H a m i- dieh II med 2—35y, cm Kanoner og Namazie med 16 svære Kanoner af Kalibre mellem 30 og 21 cm. Desuden 2 svære Haubitsbatterier (21 cm) paa Hojdepartiet tæt V. f. Byen Kilid Bahr;
paa den asiatiske Side: Batterierne Dar- danus med 4—15 cm Kanoner, Kephez med 3—47 mm Kanoner til Beherskelse af Minespærringen, H a m i d i e h I med 2—35y2 cm og 7—25 cm Kanoner og Chemenlik med 2—35l/2 cm, 2—25 cm og 4—15 cm Kanoner.

ad 3) Disse Anlæg omfatter:
paa den europæiske Side: forskellige Batterier paa Strækningen fra N. f. Kilid Bahr til Boghali; de vigtigste er Batterierne Porus og Boghali, hvert med 2—15 cm Kanoner;
paa den asiatiske Side: forskellige Batterier paa Strækningen fra Chanak til Nagara. Det vigtigste er Batteriet Nagara med 6—25 cm og 3—15 cm Kanoner.

ad 4) Anlægene ved Bulair omfatter en befæstet Linie tværs over den smalle, kun 5 km brede Tange med 3 Forter, Ai Kale, Sultanie Kale og Yldiz Kale som Støttepunkter.
Skytset i Batterierne havde for Størstedelens Vedkommende ikke Panserbeskyttelse. Flere af Batterierne synes at have været godt maskerede mod Soen; Kasernerne var dog gen- nemgaaende meget tydelige.

Et Angreb paa Dardanelleme med det Formaal at forcere Strædet og besætte Konstantinopel vil ikke kunne udføres med en Flaade alene. Der vil desuden behøves en betydelig
Landgangshær. For det første er nemlig, som det vil fremgaa af det foregaaende, Betingelserne for at forcere Strædet ved et Flaadeangreb alene meget ugunstige, og for det andet, selv om det lykkedes Flaaden at forcere Strædet og trænge frem til Konstantinopel, vilde den derefter lige saa lidt som i 1807 kunne udrette noget af Betydning uden Landgangstropper.

Paa indtrængende Opfordringer fra russisk Side besluttede Englænderne i Begyndelsen af Aaret 1915 at foretage et alvorligt Angreb paa Dardanelleme. Angrebet skulde foretages som et rent Flaadeangreb. Der synes ganske vist at have foreligget et Lofte fra den græske Ministerpræsident Ve- nizelos om, at Grækerne vilde støtte Angrebet med 1 Division; men denne Styrke vilde, selv om den var blevet afgivet, have været ganske utilstrækkelig til at løse de Opgaver, der vilde forefalde. Man har vel øjensynlig ment, at en Flaade vilde være i Stand til at forcere Strædet og ikke tænkt videre over de Opgaver, den derefter vilde blive stillet overfor.
Der var i hvert Fald gaaet en kostbar Tid tabt.

I Løbet af den første Halvdel af Februar samledes nu en betydelig Flaade, der paa et Par Undtagelser nær bestod af Skibe, der som Følge af deres ringere Fart og svagere Artilleri ikke vilde kunne bruges i en Kamp med den tyske »Hochsee- flotte«. Der har altsaa ikke fundet nogen Afgivelse Sted fra den engelske Hovedflaade; men Flaaden er blevet sammensat af Skibe, der er blevet ledige, efterhaanden som de tyske Krigsskibe forsvandt fra Verdenshavene.
Den engelske Flaade bestod af følgende Skibe: Slagskibene:
»Queen Elizabeth«, 1914, 28,500 Tons bestykket med 8-38 cm, 16-15,2 cm og 12-7,6 cm Kanoner. »Agamemnon«, »Lord Nelson«, 1906, 19,000 Tons, hvert bestykket med 4-30,5 cm, 10-23,4 cm og 24-7,6 cm Kanoner.

»Triumph«, »Svift sure«, 1903, 12,000 Tons, hvert bestykket med 4-25,4 cm, 14-19 cm og 14-7,6 cm Kanoner. »Irresistible«, 1899, 15,250 Tons, beskyttet med 4-30,5 cm, 12-15 cm og 16-7,6 cm Kanoner.

»Cornwall i s«, 1901, 14,200 Tons, bestykket med 4-30,5 cm, 12-15 cm og 10-7,6 cm Kanoner.

»Vengeance«, »Albion«, »Ocean«, »Canopus«, 1897—99, 13,150 Tons, hvert bestykket med 4-30,5 cm, 12-15 cm og 10-7,6 cm Kanoner.

»Prince George«, »Maj est i c«, 1895, 15,150 Tons, hvert bestykket med 4-30,5 cm, 12-15 cm og 16-7,6 cm Kanoner.
Panserkrydseren

»Inflexible«, 1907, 20,300 Tons, bestykket med 8-30,5 cm og 16-10,2 cm Kanoner.

De beskyttede Krydsere:
»Dublin«, 1912, 5,500 Tons, bestykket med 8-15,2 cm og
4-4,7 cm Kanoner.

»Sapphire«, »Amethyst«, 1903—04, 3050 Tons, hver bestykket med 12-10,2 cm og 8-4,7 cm Kanoner.
Desuden Torpedojagere, Undervandsbaade og Trawlere (til Minestrygning).

Senere kom hertil yderligere:
Slagskibene:
»Queen«, 1902, »Implacable«, 1899, 15,250 Tons,
hvert bestykket med 4-30,5 cm, 12-15 cm og 16-7,6 cm kanoner

Til denne engelske Flaade sluttede sig en fransk Eskadre, bestaaende af Slagskibene:

»Suffren«, 1899, 12,730 Tons, bestykket med 4-30,5 cm,
10-16,4 cm og 8-10 cm Kanoner.

»Bouvet«, 1896, 12,000 Tons, bestykket med 2-30,5 cm, 2-27,4 cm, 8-14 cm og 8-10 cm Kanoner.
»Gaulois«, »Charlemagne«, 1895—96, 11,300 Tons, hvert bestykket med 4-30,5 cm, 10-14 cm og 8-10 cm Kanoner.

Torpedobaade og Undervandsbaade.

Desuden deltog i Kampene den russiske beskyttede Krydser »Askold«, 1900, 6000 Tons, bestykket med 12-15 cm og 12-7,5 cm Kanoner.

Overkommandoen over den samlede Flaade førte de engelske Viceadmiral Carden, under hvem Kontreadmiral Guépratte kommanderede den franske Eskadre.

Den 19. Febr. 1915 om Formiddagen begyndte Flaadeangrebet paa Dardanellerne med et Bombardement af Fæstningsværkerne ved Indløbet. Bombardementet foretoges paa Afstande, der var større end Rækkevidden af det tyrkiske Skyts, og dette svarede derfor ikke. Om Eftermiddagen, da det var tydeligt, at i hvert Fald Forterne Seddil-Bahr og Kum-Kale havde taget betydelig Skade, gik de engelske Slagskibe »Vengeance«, »Cornwallis« og »Triumph« og de franske Slagskibe »Suffren«, »Gaulois« og »Bouvet« ind paa kortere Hold og fortsatte Beskydningen, understøttet af det svære, langtrækkende Skyts fra »Inflexible« og »Agamemnon«. Tyrkerne besvarede Ilden, dels fra de permanente Anlæg, dels fra nogle Feltbatterier, men blev ret hurtigt bragt til Tavshed uden at have tilføjet Skibene nogen Skade.

Næste Morgen genoptoges Bombardementet, men afbrødes hurtigt paa Grund af ugunstigt Vejr.

Først den 25. Febr. kunde Angrebet genoptages, og i den mellemliggende Tid havde Tyrkerne faaet de beskadigede F< ter og Batterier udbedret. Den engelsk-franske Flaade barderede Forterne og Batterierne ved Indløbet, og efter 7 Timers Bombardement, der tilsidst fortes paa en Afstand af kun ca. 2 km, var de alle bragt til Tavshed.

Om Natten den 25—26. Febr. sendtes en Flotille Trawlere ind i Strædet for at stryge Miner, dækket af Torpedobaade og enkelte Slagskibe. Foretagendet lykkedes saa godt, at Strædet om Morgenen var fejet rent for Miner indtil ca. 7 km fra Indløbet.
Den 26. Febr. om Morgenen løb nu »Vengeance«, »Al- bion« og »Majestic« ind i Strædet og aabnede et Bombardement mod Batteriet Dardanus og nogle nyanlagte Batterier, der opdagedes paa den asiatiske Side. Tyrkerne svarede kun svagt.

Samtidigt hermed bombarderedes paany Værkerne ved Indløbet, da man kunde se, at der arbejdedes paa at istandsætte dem. Saavel ved Seddil-Bahr som ved Kum-Kale landsattes Marinesoldater for at fuldstændiggøre Ødelæggelsen, hvilket ogsaa lykkedes undtagen ved Fort Kum-Kale, hvor en tyrkisk Fodfolksstyrke tvang Marinesoldaterne til at trække sig tilbage.

Operationerne blev nu atter afbrudt et Par Dage af daar- ligt Vejr. De genoptoges Natten den 28. Febr.—1. Marts, da Trawlerne paany gik ind for at stryge Miner og naaede frem indtil ca. 2 km fra Kephezpynten.

Den 1. Marts gik »Triumph«, »Ocean« og »Albion« ind i Strædet og aabnede Ilden mod Batteriet Dardanus og de i Nærheden liggende Batterier. Dette Bombardement fortsattes Dagen efter paa kort Hold af »Canopus«, Swiftsure« og »Corn- wallis«; men disse Skibe blevv taget kraftigt under Ild fra Batteriet Yildiz og fik adskillige Træffere.
Medens dette foregik havde den franske Eskadre fra Saros- Bugten bombarderet Anlægene paa Bulai'r-Tangen og anrettet ikke ringe Ødelæggelse; der var saaledes opstaaet Ildløs i et Par af Forterne, og den Bro, paa hvilken Hovedlandevejen fører over en Flod, var blevet ødelagt.

Den 3. Marts genoptoges Bombardementet af Batteriet Dardanus med stor Kraft, og det fortsattes Dagen efter, indtil Batteriet og de i Nærheden liggende Feltbatterier var bragt til Tavshed. For at forhindre Tyrkernes Arbejder blev der paany den 4. Marts landsat Marinedetachementer ved Seddil-Bahr og ved Kum-Kale; men det kom til ret alvorlige Kampe, og Tabene var store.

For om muligt at bortlede Tyrkernes Opmærksomhed foretog »Prince George« og »Sapphire« den 3. og 4. Marts et Togt langs Lilleasiens Kyst mod Syd og beskød forskellige Byer langs Kysten.

Englænderne mente nu at være færdig med de indledende Kampe og besluttede derfor at sætte større Styrker ind; som det vil fremgaa af det foregaaende, havde de hidtil kun anvendt 3—4 Slagskibe ad Gangen.

Den 5. Marts koncentrerede Flaaden sin Ild mod Batterierne Medjidieh, Hamidieh II og Namazie. Ved denne Lejlighed benyttede Englænderne for første Gang indirekte Skydning tværs over Gallipoli-Halvøen, idet »Queen Elizabeth« fra Saros-Bugten beskød de nævnte Batterier med det Resultat, at Ammunitionsmagasinet i Batteriet Hamidieh II sprang i Luften; Ilden lededes ved Hjælp af Hydroaéroplaner. Samtidig søgte »Inflexible« og »Prince George« — ligeledes fra Saros- Bugten — at faa Ram paa Haubitzbatterierne paa Kilid Bahr- Plateauet; deres Skydning lededes pr. traadløs Telegraf fra de i Strædet liggende Skibe.

Resultatet af Dagens Skydning var, at de 3 foran nævnte Batterier blev meget alvorligt beskadiget.

Samme Dag viste der sig uventet en ny engelsk Eskadre foran Smyrna; den kommanderedes af Viceadmiral Peirse, der havde sit Flag vajende paa Panserkrydseren »Euryalus« (løbet af Stabelen 1901, 12,200 Tons, bestykket med 2-23,4 cm, 12-15 cm og 12-7,6 cm Kanoner), og bestod af Skibe fra de indiske Farvande og Stillehavet. Eskadren bombarderede i 2 Timer Havnen og Batterierne ved Smyrna med tilsyneladende god Virkning; Tyrkerne besvarede ikke Ilden.

Denne Operation mod Smyrna synes ikke vel motiveret, idet den næppe kunde bortlede Tyrkernes Opmærksomhed i væsentlig Grad fra Angrebet paa Dardanellerne; i hvert Fald burde man, hvis dette skulde lykkes, ikke have indskrænket sig til en Beskydning, men desuden have landsat Tropper.

Den 6. Marts fortsatte den engelsk-franske Flaade sin Beskydning af Fæstningsværkerne ved Dardanellerne, idet den denne Dag særlig beskød Batterierne Hamidieh I og Chemenlik. »Queen Elizabeth« beskød atter Batterierne tværs over Gallipoli-Halvøen. Tyrkerne havde imidlertid bragt flere Batterier til Skydning fra nye, skjulte Opstillinger og opnaaede flere Træffere, dog uden storre Virkning. Ligeledes aabnede Batteriet »Medjidieh«, der antoges ødelagt ved Beskydningen den foregaaendeDag, pludselig Ilden paany, hvilket viste, at den indirekte Skydning fra »Queen Elizabeth« ikke havde haft den Virkning, man antog.

Som Folge heraf skiftede man Fremgangsmaade Dagen efter, den 7. Marts, og opgav den indirekte Skydning fra Saros-Bugten. I Stedet lod man »Agamemnons« og »Lord Nelsons« svære Kanoner ved direkte Skydning paa langt Hold (12—14 km) beskyde Batterierne ved Kilid Bahr, der efter kort Tids Skydning blev bragt til Tavshed, efter at der var iagttaget voldsomme Eksplosioner i Batterierne. Den franske Eskadre dækkede de 2 nævnte Skibe ved fra en Plads længere inde i Strædet at beskyde Batteriet Dardanus og de nyanlagte Batterier i Nærheden. De engelske og franske Skibe blev trufne nogle faa Gange uden dog at lide . nogen Skade.

Da det ved de sidste Dages Artillerikampe havde vist sig, at det ganske vist forholdsvis hurtigt lykkedes Skibenes Artilleri at bringe Batterierne til Tavshed, men at det herved opnaaede Resultat kun var midlertidigt, idet de aabnede Ilden paany næste Dag, forsøgte Englænderne den 8. Marts at lade selve »Queen Elizabeth« lobe ind i Strædet, dækket af forskellige andre Slagskibe, og tage det Batteri, der havde generet dem mest, Medjidieh, under Behandling med sine 38 cm Kanoner. Vejrforholdene var imidlertid ugunstige, og Resultatet svarede derfor ikke til Anstrengelserne.

Haabet om at kunne forcere Dardanellerne paa den hidtil forsøgte Maade var efterhaanden blevet stærkt reduceret. Det var øjensynligt, at Skibenes svære Artilleri ikke ved Skydning paa lang Afstand kunde for stedse nedkæmpe Batterierne; de eneste Værker, der var endeligt ødelagt, var Anlægene ved Indløbet, og alligevel krævedes der her stadig Beskydning, idet Tyrkerne hvert Øjeblik paany forsøgte at bringe Artilleri i Stilling der.

Det blev mere og mere klart, at der til Forcering af Strædet vilde kræves Landsætning af en betydelig Hær. Haabet om at faa græske Tropper til Hjælp var endeligt bristet, da Veni- zelos der, 6. Marts havde maattet indgive sin Demissionsbegæring paa Grund af Uoverensstemmelse med Kong Konstantin. Den engelske og franske Regering havde imidlertid allerede i nogen Tid i al Hemmelighed truffet Foranstaltninger til Afsendelse af et Ekspeditionskorps til Dardanellerne, hvortil det vilde kunne ankomme omkring Midten af Marts Maaned.

De engelske Soofficerer vilde dog ikke give tabt endnu, men mente, at et voldsomt Angreb, ført med den samlede Flaade ind paa kort Hold af Batterierne, kunde lykkes. Efter Angrebet den 8. Marts var Slagskibene blevet trukket tilbage, men til Gengæld blev der som Forberedelse til et nyt Angreb sat fuld Kraft ind paa Minestrygningen, der som Regel foregik under stærk Beskydning fra tyrkiske Batterier, som saa- ledes Natten den 12.—13. Marts alvorligt beskadigede den lille Krydser »Amethyst« og ligeledes ved forskellige Lejligheder skød nogle Trawlere i Sænk.

Samtidigt hermed fortsatte Admiral Peirse sin Beskydning af Batterierne ved Smyma, dog uden synderligt Held.

Den franske Eskadre beskød den 11. Marts med godt Resultat Anlægene ved Bulair, og den russiske Sortehavsflaade beskød ved flere Lejligheder de tyrkiske Fæstningsværker ved Bosporus og de tyrkiske Havne paa den lilleasiatiske Ky&t.

Den 16. Marts fratraadte Viceadmiral Carden Kommandoen, der overtoges af Viceadmiral de Robeck.

I Midten af Marts ankom det franske og engelske Ekspeditionskorps til Agæerhavet, hvor det samledes paa Øen Lemnos, der nominelt var i græsk Besiddelse, men tillige med den tyrkiske 0 Tenedos benyttedes som Basis for Angrebet paa Dardanellerne. Det franske Ekspeditionskorps, der kommanderedes af General d’Amade, kom fra Nordafrika, det engelske Ekspeditionskorps dels fra England, dels fra Ægypten, hvor der ikke havde fundet Kamp Sted siden det store tyrkiske Angreb i Begyndelsen af 1915.

Overkommandoen over den samlede Hærstyrke førte den engelske General Hamilton.

Skønt det maatte være af afgørende Betydning, at Angrebet fandt Sted snarest, for at det kunde komme saa overraskende som muligt, maatte General Hamilton dog opsætte det og derved lade Tyrkerne Tid til at træffe Forholdsregler derimod. Man havde nemlig ved Indladningen i England, Nordafrika og Ægypten ikke ladet Skibene under Hensyntagen til, i hvilken Orden de forskellige Sager skulde bruges, men havde kun sørget for at transportere Soldaterne
og Materiellet til Ægéerhavet. Som Følge deraf maatte alle Transportskibene paa ganske enkelte Undtagelser nær omlades, inden Angrebet kunde finde Sted, og da denne Omladning paa Grund af de indskrænkede Pladsforhold ikke kunde finde Sted paa Lemnos, besluttede General Hamilton den 17. Marts at forlægge hele Ekspeditionskorpset til Ægypten.

Viceadmiral de Robeck besluttede nu den 18. Marts at gøre et energisk Forsøg paa at forcere Dardanellerne.
Den 18. Marts kl 1. 10 Form. stod »Queen Elizabeth«, »Inflexible«, »Agamemnon« og »Lord Nelson« ind i Strædet indtil omtrent Syd for Krithia og aabnede en voldsom Beskydning af de tyrkiske Batterier Syd for Kilid Bahr; Skibene dæk- kedes af »Triumph« og »Swiftsure«, der noget længere inde i Strædet tog Batterierne Souandere, Dardanus og Kephez under Behandling. Tyrkerne svarede kraftigt fra talrige nyanlagte Haubitsbatterier.

Ca. Kl. 12,5 Eftm. gik den franske Eskadre omtrent helt ind til Kephezpynten og aabnede en voldsom Ild paa kort Hold mod de tyrkiske Batterier. Overfor denne intensive Beskydning fra ialt 10 Slagskibe maatte Tyrkerne give tabt, og ca. Kl. 1,5 Eftm. var alle de tyrkiske Batterier bragt til Tavshed.

Det saa nu stærkt ud til, at Forceringen vilde lykkes, og »Vengeance«, »Irresistible«, »Albion«, »Ocean«, »Swiftsure« og »Majestic«, der med en enkelt Undtagelse'ikke havde deltaget i Kampene tidligere paa Dagen, stod nu ind i Strædet for at føre Kampen videre, og afløse de franske Skibe, der havde været meget haardt engagerede. Da disse trak sig noget længere tilbage, blev »Bouvet« imidlertid ramt af nogle Granater fra et Haubitsbatteri, der pludselig aabnede Ilden, og samtidigt løb Skibet paa en Mine, der bevirkede en indre Eksplosion. Skibet sank i Løbet af 3 Minutter, og kun en Tiendedel af Besætningen reddedes.

Da den nye engelske Eskadre naaede Kephezpynten, viste det sig, at de tyrkiske Batterier kun var bragt til Tavshed, men ikke ødelagt, idet de nemlig ca. Kl. 2,5 Eftm. paany aabnede Ilden, der kraftigt besvaredes fra engelsk Side.

Tyrkerne lod talrige Miner drive ned ad Strømmen mod de engelske Skibe, og Kl. 4 Eftm. ramte en Mine »Irresistible«, der straks forlod Linien og stod tilbage mod Indløbet. Den sank først ca. Kl. 6 Eftm. Hele Besætningen reddedes.

Ca. Kl. 6 Eftm. løb »Ocean« paa en Mine og sank hurtigt; ogsaa her reddedes omtrent hele Besætningen.

Samtidig var »Gaulois« blevet alvorligt beskadiget ved flere Træffere fra det tyrkiske Artilleri, og den store Dread- noughtkrydser »Inflexible« løb paa en Mine; men det lykkedes den' dog at naa tilbage til Tenedos.

Da Mørket faldt paa, trak de engelske og franske Skibe sig ud af Kampen.

Angrebet var endt med et absolut Nederlag for den en- gelsk-franske Flaade, der havde mistet 3 Slagskibe og havde flere beskadigede. Denne Omstændighed i Forbindelse med daarligt Vejr bevirkede nu en Standsning i Operationerne. Indtil Landsætningen paa Gallipoli fandt Sted den 25. April, fandt der kun Bombardement Sted af forskellige Steder af Kysten, navnlig af Enos ved den tyrkisk-bulgarske Grænse, for at skuffe Tyrkerne med Hensyn til Landgangsstedet.

Samtidigt fortsattes Undervandsbaadstogterne gennem Dardanellerne. Den 17. April grundstødte under et af disse den engelske Undervandsbaad E 15 ved Kephezpynten. Besætningen blev taget til Fange. Da Englænderne frygtede for, at Baaden kunde tages af Grunden af Tyrkerne, odelagde de den ved at affyre nogle Torpedoer imod den.

En Nat lykkedes det en lille tyrkisk Torpedobaad at slippe ud af Dardanellerne forbi den engelske Blokadelinie. Den angreb den 16. April en engelsk Transportdamper uden Held og blev allerede den 18. April jaget paa Land paa Chios.

Kampen den 18. Marts havde endelig overbevist de engelske Søofficerer om Umuligheden af at forcere Dardanellerne med en Flaade uden Assistance af Landtropper.

Naar det tages i Betragtning, at de tyrkiske Kystbatterier langtfra kan siges at have været moderne, idet de kun var tarveligt udstyrede med hurtigskydende Skyts, og deres Skyts kun for en ringe Dels Vedkommende var panserbeskyttet, samt at Forsvaret ikke har været støttet af Under- vandsbaade, maa Kampene om Dardanellerne i Perioden fra 19. Febr.—18. Marts 1915 siges at give et godt Fingerpeg i Retning af Kystværkers Overlegenhed overfor Krigsskibe, særlig naar Kystforsvaret raader over talrige, transportable Hau- bitser til Skydning fra skjulte Opstillinger.
2. Landsætningen paa Gallipoli.

Som foran nævnt havde General Hamilton maattet sende omtrent hele det engelske og franske Ekspeditionskorps, der i Midten af Marts Maaned 1915 samledes paa Lemnos, til Ægypten, for at Transportskibene kunde blive omladede. Kun 1 Brigade blev p;\a Lemnos.

Generalen fulgte selv med til Ægypten for personligt at føre Tilsyn med Omladningen. Den 7. April rejste han igen til Lemnos, hvor den til hans Raadighed staaende Styrke atter samledes i Dagene 15.—20. April.

Det engelske Ekspeditionskorps bestod af:

1) 2 9. Division (Generalløjtnant Hunter-Weston), bestaaende af:
86. Infanteri-Brigade,
87. — —
88. — — (heri 1 Territorialbataillon).
1 Eskadron og Artilleri.
Hver Brigade bestod af 4 Batailloner med 8 Maskingeværer.
Divisionen var sammensat af Afdelinger fra de forskellige oversøiske engelske Garnisoner.

2) 4 2. Territoria 1-Division, East-Lancashire, (General Douglas), bestaaende af:
Lancashire Füsiliers Brigade,
East Lancashire Brigade og
Manchester Brigade,
hver Brigade paa 4 Batailloner.
Divisionen havvde deltaget i Kampene ved Suez-Kanalen i Februar 1915.

3) Royal Naval Division (Generalmajor Paris), bestaaende af:
2 Naval Brigades og 1 Brigade Royal Marines.

4) 2 9. indiske Infanteri-Brigade (Generalmajor Cox), der havde ligget i Ægypten om Vinteren.

5) Australian and New Zealand Army Corps (Generalløjtnant Birdwood), bestaaende af:
Australian Division (General Bridges) og New Zealand and Australian Division (General Godley),
hver Division paa 3 Brigader.
Korpset havde ligget i Ægypten om Vinteren.

6) Forskellige Artilleriformationer.
Det franske Ekspeditionskorps, der kommanderedes af General d’Amade, bestod hovedsagelig af Marine- og Kolonitropper, da General Joffre ikke havde villet svække den i Frankrig staaende Hær ved Afgivelser.

Den samlede Styrke, der saaledes stod til General Hamiltons Raadighed, svarede omtrent til 3 Armékorps og talte ca. 120,000 Mand, af hvilke dog langtfra hele Styrken deltog i selve Landgangen den 25. April.

Hvor stor en Styrke, Tyrkerne raadede over, er vanskeligt at opgive, da Angivelserne derom er stærkt afvigende Da Tyrkerne imidlertid allerede fra Midten af Marts havde været klar over, at de kunde vente en Landsætning af fjendtlige Tropper paa Gallipoli, havde de trukket store Troppestyrker sammen fra Asien, saaledes at der formentlig til Forsvaret af Dardanellerne med nærliggende Kyststrækninger og til umiddelbar Dækning af Konstantinopel raadedes over 2—300,000 Mand, af hvilke dog kun en ringe Del deltog i Kampen for at afværge Landgangen.

Forsvaret af Dardanellerne var overdraget 5. tyrkiske Armé under Kommando af Chefen for den tyske Militærmission, General Liman v. Sanders.

Da General Hamilton paa Grund af den Forsinkelse, der foraarsagedes ved Omladningen af Transportskibene, ikke kunde gore sig noget Haab om, at en Landgang paa Gallipoli vilde komme overraskende for Tyrkerne, maatte den Tanke ligge nær, om Landgangen ikke kunde iværksættes andetsteds. Hertil vilde dog kræves en betydeligt større Styrke end den, der stod til hans Raadighed, idet den landsatte Styrke under den videre Fremrykning fra Landgangsstedet sandsynligvis hurtigt vilde komme til at staa overfor en betydelig Overmagt samtidigt med, at den maatte undvære Flaadens Hjælp.

Landsætningen maatte derfor finde Sted paa Gallipoli, hvor man til enhver Tid under Fremrykningen over Halvøen: kunde faa en kraftig Hjælp af Flaadens svære Skyts, men hvor Betingelserne iovrigt ikke er gunstige for Angriberne. Halvøen er, særligt i deiT østlige Del, stærkt kuperet og træder næsten overalt med ret stejle Skrænter ud til Havet, saa at Betingelserne for overfor Modstand at gennemføre en Landsætning er ugunstige. I den sydvestlige Del af Halvøen ligger 3 isolerede Højdepartier: Achi Baba (ca. 230 m), Pasha Dagh (ca. 230 m) og Sari Bair (ca. 305 m), der i vid Udstrækning dominerer det omliggende Terræn. Dette i Forbindelse med det stærkt kuperede og af talrige Floddale gennemskaame Terræn i den nordøstlige Del af Halvøen giver Forsvareren fortrinlige Betingelser for med forholdsvis svage Kræfter at føre et sejgt og udholdende Forsvar. Paa den anden Side tillod Halvøens ringe Bredde ikke Tyrkerne at udnytte den numeriske Overlegenhed, de var i Stand til at præstere.

For dog i størst mulig Udstrækning at vildlede Tyrkerne foretog den engelske Flaade i Tiden umiddelbart forud for Landsætningen talrige Beskydninger af forskellige Steder paa den lilleasiatiske Kyst, ligesom der den 23.April foretoges en større Demonstration mod Enos ved den bulgarske Grænse (Skitse 1). Den synes at have opfyldt sin Hensigt, idet den frembragte ikke ringe Forvirring hos Tyrkerne.

Efter at have foretaget en Rekognoscering fra Søen af Gallipolis Kyst besluttede General Hamilton, at Landsætningen skulde finde Sted den 25. April Morgen, saaledes at 29. Division gik i Land paa Halvøens Sydvestspids og det australsk- nyzeelandske Korps ved Ari Bumu. 29. Division skulde bemægtige sig Achi Baba, medens Australerne skulde bemægtige sig Sari Bair og derfra støde frem i Retning af Maidos.

Samtidigt skulde 1 fransk Regiment landsættes ved Kum- Kale for at vildlede Tyrkerne cg for i saa stor Udstrækning som muligt at hindre tyrkisk Artilleri i fra den aiatiske Side af Strædet at gribe ind i Kampen paa Hovedlandgangsstedet. Ligeledes skulde der med nogle Transportsikbe demonstreres mod Bula'ir, uden at der dog skulde finde nogen Landsætning Sted her.

Landsætningen paa Sydvestspidsen.
29. Divisions Landsætning paa Sydvestspidsen af Galli- poli dækkedes af en Flaadestyrke paa 8 Slagskibe, 4 Krydsere og en Del mindre Skibe.

Divisionens Hovedstyrke skulde landsættes paa de 3 Landgangssteder, der af Englænderne benævnes V, W og X (Skitse 2), med 1 Brigade hvert Sted. Paa hver af Fløjene skulde for at bortlede Tyrkernes Opmærksomhed mindre Styrker landsættes ved S og Y, henholdsvis 3 Kompagnier og 2 Batailloner.

Ingen af de 3 til Hovedlandgangssteder udsete Kyststrækninger var særligt egnede hertil. X var saaledes kun af ca. 200 m’s Udstrækning og dannedes af en ca. 10 m bred Strandbred ved Foden af en lav Klippe. V og W var 300— 350 m af Udstrækning og begrænsedes af lave, men dominerende Højder, der strakte sig i en Halvcirkel indenfor Landgangsstedet. Højderne faldt paa nogle Steder ret stejlt ned mod Stranden, paa andre Steder var Overgangen mere jævn. Alle 3 Landgangssteder var stærkt befæstet af Tyrkerne med Skyttegrave og talrige Pigtraadshegn, der afspærrede de forskellige
Landgangssteder fra hinanden. Der var talrige skjulte Maskingeværstandpladser, og paa de omliggende Højder var anlagt lukkede Værker.

Landgangsstedet S var ganske godt, medens Y derimod var saa vanskeligt, at Tyrkerne havde anset det for umuligt at benytte det og derfor ikke havde besat det.

Landsætningen ved S og Y skulde ske Kl. 5 Form., og samtidig skulde Flaaden aabne et voldsomt Bombardement mod V, W og X.
De 3 Kompagnier, der skulde landsættes ved S, bragtes hertil i et Par Trawlere og landsattes i Baade, dækket af et Slagskib.

Landsætningen forløb heldigt, skønt den blev beskudt fra asiatisk Side; de ved Stranden værende Tyrkere blev fordrevet, og de 3 Kompagnier besatte en nærliggende Højde, hvor de i Løbet af Aftenen og Natten blev kraftigt angrebet af ca. 1 tyrkisk Regiment. Angrebene afsloges som Følge af Flaadens kraftige Understøttelse.
De 2 Batailloner, der skulde landsættes ved Y, landsattes i Baade fra 2 Krydsere og 2 Transportskibe. Som ovenfor nævnt havde Tyrkerne ikke besat Landgangsstedet. Bataillonen skulde efter Landsætningen rykke mod Sydvest og søge at forene sig med den ved X landsatte Styrke. Under denne Fremrykning stødte de imidlertid hurtigt paa en overlegen tyrkisk Styrke, som de angreb; men da de kort efter selv blev angrebet af en fra Krithia kommende tyrkisk Styrke, maatte de trække sig tilbage til Landgangsstedet, hvor det kun med Nød og næppe og kun ved Hjælp af en meget kraftig Understøttelse fra Flaadens Side lykkedes dem at afvise de voldsomme Angreb, der i Løbet af Natten rettedes imod dem. Den næste Morgen blev de atter taget om Bord.

Ved X lykkedes det, efter at Flaadebombardementet havde varet ca. 1 Time, uden Tab at landsætte 2 Kompagnier og 1 Maskingeværafdeling fra Slagskibet »Implacable«, idet dette gik ind til en Afstand af ca. 500 m fra Kysten og ved sin Ild holdt Forsvarerne nede i deres Skyttegrave. Efter at disse var renset, rykkede Kompagnierne i sydlig Retning, men blev angrebet af Tyrkerne og kastet tilbage, skønt »Implacable« bragte det tyrkiske Artilleri til Tavshed. Der var imidlertid nu landsat yderligere 2 Batailloner, og det lykkedes derefter at kaste Tyrkerne tilbage og faa Forbindelse med de ved W landsatte Styrker Kl. 11,30 Form. Tyrkerne angreb imidlertid heftigt i Løbet af Eftermiddagen og trængte paany Englænderne noget tilbage.

Ved W søgtes efter 1 Times Bombardement landsat 1 Bataillon i Baade. Tyrkerne aabnede Ilden, da Baadene naaede ind til Strandbredden, og det lykkedes først at forcere et langs Vandet anbragt Pigtraadshegn, efter at det ene Kompagni, der var undgaaet at komme ind i det af den fjendtlige Ild bestrøgne Rum, havde drevet Tyrkerne ud af deres Skyttegrave ved at enfilere disse. Som ovenfor nævnt opnaaedes der Kl. 11,30 Form. Forbindelse med den ved X landsatte Styrke; derimod mislykkedes, skønt der efterhaanden var landsat betydelige Forstærkninger, ethvert Forsøg paa at trænge frem til Landgangsstedet V.

Ved V var der forsøgt landsat 3 Kompagnier i aabne Baade; men den tyrkiske Ild var saa stærk, at saa godt som ingen naaede Land. Samtidigt blev et særligt indrettet Skib »River Clyde« ført ind mod Kysten. Det var ved Hjælp af Sandsække indrettet til at kunne modstaa Geværbeskydning, og der var ved store Lemme sørget for, at de i Skibet værende Tropper hurtigt kunde komme ud. Straks da Skibet stødte, rulledes en Bro ud gennem nogle Lemme i Skibets Forende. Landsætningen maatte imidlertid hurtigt standses, dels fordi Tabene var overordentlig store, dels fordi Broen drev fra hinanden, og det ikke under den stærke Beskydning lod sig gøre at bringe den i Orden, uagtet der fra Søfolkenes Side blev gjort heltemodige Forsøg derpaa. Kun en ringe Styrke var da kommet i Land, hvor den fandt en nødtørftig Dækning bag en, lille Sandvold, medens Skibene ved deres Ild forhindrede Tyrkerne i at angribe. Efter Mørkets Frembrud landsattes imidlertid Resten af de i »River Clyde« værende Tropper uden Tab, medens de øvrige Transportskibe i Eftermiddagens Løb var gaaet til W og havde landsat Tropper her.
Under Kampen om Landgangen ved V faldt Chefen for 86. Infanteri-Brigade, Generalmajor Napier.

Paa Sydvestspidsen af Gallipoli var Situationen den 25. April Aften altsaa den, at Englænderne holdt en Linie langs Kysten fra et Punkt mellem V og W til X, a t det ved V var lykkedes at faa en lille Styrke i Land, uden at den dog kunde komme frem fra Strandbredden, og a t de ved Y og S landsatte Styrker ved Flaadens Hjælp holdt Stand mod overlegne Styrker.

Landsætningen ved Ari Burnu.
Landsætningen ved Ari Burnu dækkedes af 5 Slagskibe, 1 Krydser og en Del mindre Skibe.

Landsætningen fandt Sted*) paa en snæver Strandbred af omtrent 1000 m’s Udstrækning, paa begge Sider begrænset af Klipper, der gik helt ud til Vandet. Klippevæggene var bevokset med ret tæt Buskads, og der var kun forholdsvis faa Adgange til Toppen.
Det havde ikke været Meningen at gaa i Land paa dette Sted, men paa et ca. 2 km sydligere liggende Punkt, hvor Forholdene syntes gunstigere. Fejltagelsen, der skyldtes, at Baa- dene blev drevet med af Strømmen, viste sig imidlertid at være et Held, da det paatænkte Landgangssted langt lettere vilde kunne enfileres af det tyrkiske Artilleri.

Da man haabede at i unne iværksætte Landgangen overraskende, skulde der ikke forud for den finde noget Bombardement af Kysten Sted. Der skulde Kl. 5 Form. landsættes 1500 Mand i Baade fra 3 Slagskibe, hvorefter der hurtigt skulde følge 2500 Mand fra Torpedojagerne.

Baadene blev opdaget et kort Stykke fra Land, og Tyrkerne aabnede Ilden; men da de første Australiere naaede Land, blev Tyrkerne ved Strandbredden rendt fuldstændig Det Sted, hvor Landsætningen fandt Sted, benævnedes senere Anzac efter Begyndelsesbogstaverne i Australian (and) New Zealand Anny Corps over Ende. Australierne stormede opad Klippeskraaningerne, hvorfra de blev mødt med en kraftig Ild, fordrev Tyrkerne og naaede hurtigt at faa fast Fod paa Toppen.

Landsætningen fortsattes nu saa hurtigt som muligt, saa at der allerede Kl. 2 Efterm. var landsat ca. 12,000 Mand og 2 Batterier. Tyrkerne havde imidlertid faaet betydelige Forstærkninger, særlig fra Maidos, og havde bragt talrige Kanoner og Haubitser i Stilling, hvorfra de uafladelig beskød Landgangsstedet og de landsatte Tropper. De forsogte ogsaa at beskyde Landgangen fra Krigsskibe i Dardanel lerne. Det blev som Følge heraf nødvendigt at lægge Transportskibene længere fra Land, hvilket voldte en Del Forsinkelser.

I Løbet af Eftermiddagen og Natten foretog Tyrkerne det ene voldsomme Modangreb efter det andet; men til Trods for deres Overlegenhed lykkedes det dem ikke at kaste Australierne i Vandet. De engelske Skibe greb flere Gange i Løbet af Kampen virkningsfuldt ind.

Resultatet af den første Dag var altsaa, at Australierne havde faaet fast Fod i Land, hvorved de med Flaadens Hjælp afslog de voldsomme Angreb, der rettedes mod dem.

Det franske Regiment, der landsattes ved KumKale, mødte stærk Modstand og blev udsat for saadanne Angreb fra tyrkisk Side, at det atter blev taget om Bord næste Morgen og landsat ved S. Det havde et Tab af 754 faldne, saarede og savnede.

Som samlet Resultat af den 25. April kan altsaa konstateres, at Landgangen var lykkedes; men intet Steds var man naaet ud over 1—2 km fra Landgangsstedet, og Forsvarerne, der stadig fik Forstærkninger, foretog voldsomme Modangreb, som det kun ved Flaadens Hjælp lykkedes at afslaa.

De Demonstrationer, der blev foretaget, maa siges at have opfyldt deres Hensigt, idet de trak ret betydelige Troppestyrker hen imod sig, som derved blev unddragne Kampen paa Hovedlandgangsstedeme.
Det har været meget omdisputeret, hvorvidt Englænderne ikke burde have landsat hele deres Styrke paa Halvøens Sydvestspids og udeladt Landsætningen ved Ari Burnu. Denne sidste Landsætning foruroligede dog i meget betydelig Grad Tyrkerne og trak langt overlegne Styrker mod sig, som formentlig ellers var bleven sat ind mod Landgangen paa Sydvestspidsen, saa at det vel nok snarere maa siges, at den har i ikke ringe Grad lettet den Modstand, der ellers her vilde være rettet mod Englænderne, og bidraget til at sprede Tyrkernes Kræfter.

Selv om Landgangen altsaa var lykkedes, var dog Situationen meget farlig, naar Hensyn toges til, at Tyrkerne stadig vilde faa Forstærkninger.

Landgangen ved Anzac fortsattes Natten mellem 25. og 26. April; men ogsaa Tyrkerne fik betydelige Forstærkninger, særligt af Artilleri, og de foretog i Løbet af Formiddagen den 26. April flere voldsomme Angreb, der kulminerede henimod Middag. Det lykkedes imidlertid Australierne at faa trukket Feltartilleri op ad Klippeskraaningerne, og støttet af dette og af et voldsomt Bombardement fra Krigsskibene, af hvilke særlig »Queen Elizabeth« gjorde stor Virkning, foretog Australierne midt paa Dagen et heftigt Modangreb, ved hvilket Tyrkerne blev drevet noget tilbage. ,

Kampene ved Anzac dode nu hen, og Australierne gik i Gang med at indrette sig i den Stilling, de havde naaet.

Paa Gallipolis Sydvestspi ds lykkedes det i Løbet af den 26. April at kaste Tyrkerne ved V, dog ikke uden forbitrede Nærkampe. De ved W og X landsatte Styrker vandt i Lobet af Dagen noget frem og fik Forbindelse med de ved V landsatte Tropper.

I Løbet af Eftermiddagen landsattes en fransk Division ved V, hvorfra den rykkede frem og afløste de ved S landsatte Englændere.
Den 26. April Aften holdt Englænderne en sammenhængende Linie fra S til X (Skitse 3) og maatte nu siges at have
faaet fast Fod i Land. Deres Stilling laa saa langt fra V og W, at en fortsat Landsætning her ikke vilde kunne beskydes af tyrkisk Fodfolk.
Den 27. April fortsattes Fremrykningen over hele Linien uden større Vanskelighed, og om Aftenen holdt Englænderne en Stilling tværs over Halvoen fra tæt Øst for S til et Punkt midt imellem X og Y (Skitse 3).

Den Linie, General Hamilton saaledes havde naaet efter 3 Dages Kampe, var kun 5 km fra Halvøens Sydvestspids, og Situationen var, skønt ganske vist kendelig forbedret, dog ikke uden Fare, da Linien kun var tyndt besat, og da Tropperne var haardt medtagne af de tre Dages Kampe og havde lidt store Tab. Tyrkerne fik stadig Forstærkninger, baade af Fodfolk og Artilleri, og det var højst sandsynligt, at der vilde komme heftige tyrkiske Forsøg paa at kaste den landsatte Fjende i Vandet. Under disse Omstændigheder maatte General Hamilton hurtigt søge at naa et Terræn, der bød ham bedre Forsvarsbetingelser end den Linie, hvori han stod, samtidig med at det gav ham et tilstrækkelig uindset Omraade til
hans Reserver, Forsyninger m. m. Dette kunde kun opnaas ved at tage Achi Baba, og skønt hans Tropper i høj Grad trængte til Hvile, beordrede han et almindeligt Angreb paa Krithia og Achi Baba til den 28. April for at komme Tyrkerne i Forkøbet.

Hovedangrebet skulde føres mod Krithia af 29. Division, der stod paa venstre Fløj med 1 Brigade i Reserve, medens Franskmændene, der stod paa højre Fløj, skulde følge 29 Divisions Angreb, men dog ikke rykke ud over Kereves-Floden, da man ansaa et frontalt Angreb paa Achi Baba herfra for at være for vanskeligt.

Ved et raskt Angreb lykkedes det ogsaa de 2 i 1. Linie værende Brigader af 29. Division, 87. og 88., at naa et ret betydeligt Stykke, 3—4 km, frem; men Tyrkerne satte voldsomme Modangreb an, som ganske vist blev afslaaet, men dog standsede Englændernes Fremrykning. Divisionen forsøgte nu at naa længere frem ved at sætte sin Reservebrigade, 86., ind; men Tyrkernes Modstand var saa stærk, at Brigaden i det store og hele ikke naaede ud over den Linie, i hvilken de 2 andre Brigader var standset.

Franskmændene var ligesom Englænderne stødt paa meget stærk Modstand og var med deres venstre Fløj naaet i Højde med 29. Division, medens den venstre Fløj ikke havde gjort nævneværdige Fremskridt.

Det stod nu klart for General Hamilton, at det ikke vilde lykkes at tage Krithia og Achi Baba, da han endnu kun havde 1 Bataillon i Reserve, og da der begyndte at vise sig Ammunitionsmangel. Han gav derfor Ordre til at indrette sig i den Linie, der var naaet; men da Tyrkerne ca. Kl. 3 Eftm. med store Troppemasser brød frem til Angreb, maatte saavel Englænderne som Franskmændene vige noget tilbage, og det saa en Overgang endog ud til, at Tyrkerne skulde bryde igennem. Det lykkedes dog til sidst at standse dem, hvorefter Tropperne gravede sig ned.

Der var i Løbet af Eftermiddagen vundet en 1,5—2 km Terræn; men det Maal, General Hamilton havde sat sig, var ikke naaet. Dette skyldtes for en stor Del manglende Reserver.

General Hamilton havde netop samme Dag afsendt 4 Batailloner af Royal Naval Division til Anzac til Afløsning for de australske Tropper for derved at give disse Tid til at faa den fornødne Hvile og til at komme i Orden efter de heftige Kampe, de havde maattet føre den 25. og 26. April.

Forholdene var dér ikke i Øjeblikket særlig truende, og General Hamilton havde derfor maaske naaet et bedre Resultat ved at bevare de 4 Batailloner i Reserve til Angrebet ved Krithia.

Med Kampen den 28. April maa »Landgangsslaget« siges at være endt. Landgangen var lykkedes, og General Hamilton havde faaet fast Fod i Land; men sammenligner man de Opgaver, der var stillet 29. Division og det australsk-ny- zeelandske Korps, med de Resultater, der naaedes, er Forskellen jo iøjnefaldende. Det var ikke lykkedes at tage hverken Achi Baba eller Sari Bair, og endnu mindre var det lykkedes at naa til at kunne virkningsfuldt true de tyrkiske Dardaneller- forter fra Landsiden. Det var heller ikke lykkedes at naa Terrænafsnit, der vilde begunstige en fortsat Offensiv; tværtimod domineredes Stillingerne foran Krithia og ved Anzac paa kort Hold af de tyrkiske Stillinger.

Naar Resultatet saaledes, uagtet selve Landgangen gennemførtes, blev saa magert, skyldes dette forst og fremmest, at man fra engelsk Side havde ladet haant om ethvert Forsøg paa at overraske Tyrkerne. Man havde forst i 1 Maaned gjort hvad man kunde, for at henlede Tyrkernes Opmærksomhed paa Dardanelleme ved at forsøge en Forcering med Sostridskræfter alene, og da man endelig maatte opgive denne Fremgangs- maade og afsende en Landgangsekspedition, spildtes der ca. 5 Uger ved, at Transportskibene maatte omlades. Særlig dette sidste blev skæbnesvangert, idet det nævnte Tidsrum blev udnyttet af Tyrkerne til at samle Tropper og til at foretage omfattende Forsvarsanlæg, sandsynligvis under tysk Ledelse.

Dernæst var de Styrker, der var sat ind, ganske utilstrækkelige.
Naar af det Ekspeditionskorps, der stod til General Ha- miltons Raadighed, kun ca. 30 Batailloner var landsat den 25. April, maa Grunden formentlig soges i Mangel paa Transportmidler.

Selve Landsætningen lykkedes ganske vist. Det var imidlertid ogsaa hele det opnaaede Resultat, og det var købt med meget store Tab. Alene den engelsk—australske—nyzeeland- ske Styrke havde et Tab paa ca. 10,000 Mand faldne, saarede og savnede.

3. Kampen fra Begyndelsen af Maj til Udgangen af Juli Maaned.
Efter at General Hamilton den 28. April om Eftermiddagen havde maattet opgive sine Forsøg paa at tage Krithia og Achi Baba, maatte de Opgaver, der i den nærmeste Tid stillede sig for ham, være:
a t indrette sig saa solidt som muligt i de Stillinger, han
havde inde, at trække Forstærkninger af enhver Art til sig, og a t søge at hindre Tyrkerne i at faa Forstærkninger og Forsyninger.
For Tyrkerne maatte Opgaven være saa hurtigt som muligt at faa saa mange Tropper med Artilleri ført frem, at de kunde kaste Englænderne i Vandet.

Dette var imidlertid ikke saa let, da Forbindelserne til Gal- lipoli var daarlige. Fra Bulai'r til nærmeste Jernbanestation var der ca. 100 km, og Vejnettet var tarveligt. Den baade letteste og hurtigste Maade at føre Tropper og Forsyninger til Gallipoli var derfor ad Søvejen over Marmara-Havet.

Englænderne gjorde flere Forsøg paa ved Undervands- baade at forstyrre disse Transporter, og uagtet det var et meget vanskeligt og farefuldt Foretagende at faa Undervands- baade gennem Dardanelleme, lykkedes det dem dog paa denne Maade at vanskeliggøre den tyrkiske Forsyningstjeneste betydeligt. Her skal kun nævnes det af den engelske Undervands- baad »E 11« foretagne Togt, paa hvilket den først sænkede et Transportskib, der indeholdt Artilleriammunition, og et stort Skib med Proviant og derefter jagede en Transportdamper paa Land. Senere torpederede den en Transportdamper ved Arsenalet i Konstantinopels Havn og paa Hjemvejen en Transportdamper med Artillerimateriel, hvorefter den i god Behold slap vel igennem Dardanelleme.

Saadanne Togter bevirkede, at Tyrkerne i ret lange Tidsrum opgav Søvejen og sendte Forsyningerne over Land, hvilket tog betydelig længere Tid.

Ved enkelte Lejligheder hændte det ogsaa, at de tyrkiske Transportdampere, naar de naaede ned i Dardanelleme, blev skudt i Sænk ved indirekte Skydning fra de engelske Slagskibe.
Paa Sydvestspidsen af Gallipoli indrettede Englænderne og Franskmændene sig i Dagene efter den 28. April i deres Stillinger og fik bragt Orden i Afdelingerne, der under de foregaaende Dages Kampe var blevet stærkt blandede.

I Dagene 29. April til 1 Maj landsattes foruden en hel Del Artilleri 2 Batailloner af Royal Naval Division samt 29. indiske Infanteribrigade og nogle franske Afdelinger. De ny landsatte Afdelinger holdtes i Reserve.

Den 1. Maj Kl. 10 Eftm. stormede Tyrkerne pludseligt efter Times Artilleriforberedelse i 3 paa hinanden følgende Rækker frem mod de engelske og franske Linier. Det lykkedes dem paa to Steder at trænge ind i disse; men efter en langvarig og haardnakket Nærkamp blev de atter kastet ud. Om Morgenen den 2. Maj foretog de Allierede derefter et Modangreb, men kom under en stærk Krydsild og maatte gaa tilbage til deres Skyttegrave.

Saavel Natten 2.—3. Maj som Natten 3.—4. Maj foretog Tyrkerne atter Angreb paa de franske Linier, men blev drevet tilbage.
Dette saakaldte første Slag ved Krithia havde altsaa ikke bragt nogen Forandring i Situationen; men det havde vist, at Tyrkernes Stillinger var stærkt udbyggede og vanskelige at forcere, og at Tyrkerne var betænkt paa at ville gaa offensivt til Værks.

I Løbet af de kommende Dage trak General Hamilton, der selv førte den direkte Kommando paa Sydvestspidsen af Gallipoli, betydelige Forstærkninger til sig.

Den 4. Maj landsattes 2. Navalbrigade, der overtog en Del af den franske Front, da Franskmændene havde lidt betydelige Tab. Den 5. Maj landsattes Lancashire Fusiliers Brigade, der tillige med 29. indiske Infanteribrigade underlagdes 29. Division.
Samtidig overførtes en australsk Infanteribrigade og den nyzeelandske Infanteribrigade fra Anzac til Sydvestspidsen af Gallipoli, hvor de tilligemed 1 Marinebrigade paa 2 Batailloner formeredes som 1 Division, der holdtes i Reserve.
Den samlede Styrke paa Sydvestspidsen af Gallipoli kan nu anslaas til ca. 50 Batailloner.

General Hamilton besluttede saa at foretage et kraftig Fremstød mod Krithia og Achi Baba. Da den engelske Fløj var mere fremskudt end den franske (højre) Fløj af Linien, skulde Franskmændene begynde Angrebet paa de tyrkiske Linier, idet der ellers var Fare for, at det engelske Angreb kunde blive enfileret af Tyrkerne. Angrebet var bestemt til at finde Sted den 6. Maj (detandet Slag ved Krithia).
Det franske Angreb naaede frem til Toppen af de Højder, der fra Sydvest behersker Kereves-Dalen, men blev her modtaget af en saadan Ild, at det ikke kunde komme videre trods gentagne Forsøg.

Det engelske Angreb kom kun langsomt frem, og efter en Fremrykning paa 2—300 m gik det helt i Staa. Kampen bølgede Resten af Dagen frem og tilbage, men uden at Situationen forandredes, skønt de engelske Krigsskibe greb kraftigt ind.

Den 7. Maj forsøgte Englænderne om Formiddagen at genoptage Fremrykningen efter et voldsomt Bombardement af de tyrkiske Stillinger fra Krigsskibene. Angrebet førte til forbitrede Nærkampe uden nævneværdigt Resultat, og først et om Eftermiddagen foretaget Angreb over hele Linien bragte denne noget fremad.

Uagtet Tropperne var meget udmattede, var der dog ikke Tid til at unde dem nogen Hvile, da man vidste, at der var tyrkiske Forstærkninger undervejs, og General Hamilton besluttede derfor at fortsætte Angrebet med al Energi den 8. Maj om Formiddagen. Skønt der kæmpedes hele denne Dag med den største Tapperhed og Udholdenhed, og skønt Angrebet paa det kraftigste understøttedes af Krigsskibene, lykkedes det dog ikke at naa frem til Krithia eller — for Franskmæn- denes Vedkommende — at naa over Kereves. Dette skyldtes særligt, at det tyrkiske Artilleri havde faaet betydelige Forstærkninger.

Det samlede Resultat af det andet Slag ved Krithia den
6. til 8. Maj var en Terrænvinding paa 4—600 m (Skitse 3).
Samtidig hermed udkæmpedes ved Anzac det saakaldte første Slag ved Anzac den 6.—10. Maj. Det skyldtes ikke, som man kunde have ventet, et Forsøg fra Australiernes Side paa at fastholde saa mange tyrkiske Tropper som muligt, medens der kæmpedes foran Krithia; men det var Tyrkerne, der aabnede Kampene, idet de i Dagene den 6.—8. Maj gjorde kraftige Forsøg paa at overvælde Australierne. Den
9. Maj fulgte derefter et australsk Fremstød, ved hvilket der blev taget en Del tyrkiske Skyttegrave, som imidlertid atter gik tabt ved et tyrkisk Modangreb den 10. Maj.

Det blev General Hamilton klart, at han maatte raade over langt betydeligere Troppestyrker, saafremt det nogen Sinde skulde lykkes ham at tage Krithia og Achi Baba. Han ventede ganske vist, at der fra russisk Side vilde blive foretaget en Landsætning paa det europæiske Tyrkis Sortehavskyst; men han mente ikke, at dette vilde svække den tyrkiske Modstand, han havde overfor sig, saa meget, at han kunde gennemføre Angrebet uden Forstærkninger, og den 10. Maj forlangte han derfor at faa 2 Divisioner i Forstærkning. Han fik imidlertid kun 1 (52. Territorial).

Da General Hamilton imidlertid midt i Maj Maaned som Følge af Tyskernes Fremrykning gennem Galizien blev klar over, at han ikke kunde vente Hjælp fra Rusland, erklærede han overfor det engelske Krigsministerium, at han maatte have 2 Armékorps i Stedet for 2 Divisioner. Den engelske Regering var imidlertid paa dette Tidspunkt saa optaget af andre Ting, særligt af Ministeriets Omdannelse til et Koalitionsministerium, at den ikke havde Tid til at tænke paa Dardanellerne og Gallipoli. Først i Løbet af Juni Maaned blev der lovet General Hamilton, at han skulde faa 3 nyoprettede Divisioner og yderligere Fodfolket fra 2 Territorialdivisioner, og at de skulde ankomme til Lemnos i Løbet af Maaneden fra 10. Juli til 10. August.
En grundig Overvejelse af hele Sagen maatte iøvrigt snarere have ført til en Opgivelse af hele Foretagendet end til en Forstærkning af den derpaa anvendte Styrke, især naar Forstærkningen først kunde være disponibel omtrent 3 Maane- der efter, at den var blevet forlangt.

Efter Afslutningen af de foran beskrevne Kampe antog Kampene Karakter af Skyttegravskampe, ligesom Tilfældet var i Frankrig.
Den 10. Maj landsattes Resten af 42. Territorial-Division, og det blev derved muligt at afløse 29. Division og give den nogen Hvile, efter at den havde været i 1. Linie lige siden den 25. Maj. Samtidig landsattes 2. franske Division og General Gouraud afløste General d’Amade som Chef for det franske Ekspeditionskorps.
I Resten af Maj Maaned forefaldt der stadig Smaakampe over hele Fronten foran Krithia, uden at der fandt nævneværdige Begivenheder Sted.

Ved Anzac var der ligeledes stadige Smaakampe, under hvilke Chefen for Australian Division General Bridges, den 15. Maj blev dødeligt saaret. I Løbet af den 18. Maj tiltog det tyrkiske Bombardement i Voldsomhed, og der samledes store tyrkiske Troppemasser — efter engelske Angivelser
30,000 Mand — foran de australske Linier. Den 19. Maj ved Daggry angreb Tyrkerne voldsomt de australske Linier, men blev slaaet tilbage, og i Løbet af Dagen fulgte nu det ene kraftige Stormangreb efter det andet; men de blev alle af- slaaet, og de tætte Kolonner, i hvilke Tyrkerne angreb, formeligt mejedes ned. Om Eftermiddagen døde Fodfolkskampene hen, medens Bombardementet fra det tyrkiske Artilleri vedblev, indtil der Natten mellem den 20. og 21. Maj paany foretoges et Stormangreb mod en Del af de australske Linier. Det blev afslaaet, og hermed endte det saakaldte andet Slag ved Anzac, der havde kostet Tyrkerne svære Tab, uden at de naaede noget Resultat.

Til Søs var det den 12. Maj lykkedes en tyrkisk Tor- pedobaad at slippe ud af Dardanellerne og torpedere Slagskibet »Goliath«, der sank med det meste af sin Besætning. Slagskibet var først ankommet til Dardanellerne i April Maaned.

I Løbet af Maj Maaned fik man sikre Efterretninger om, at tyske Undervandsbaade var paa Vej til Middelhavet. »Queen Elizabeth« blev derfor sendt hjem til England, og flere andre Slagskibe blev ligeledes efterhaanden trukket bort fra Dar- danelleme. Indtil de lavtstikkende Monitorer, der byggedes i England, kunde naa til Gallipoli, var det imidlertid nødvendigt, at der stadig var en Del Slagskibe i Nærheden af Gallipoli, og det lykkedes derfor ogsaa de tyske Undervandsbaade den 25. og 26. Maj at torpedere Slagskibene »Triumph« og »Majestic«, der begge sank; Besætningerne reddedes.

I Begyndelsen af Juni Maaned foretoges der en Ændring i Kommandoforholdene paa Sydvestspidsen af Gallipoli, idet
29. Division, 42. Territorial-Division, Royal Naval Division, 29. indiske Infanteri-Brigade og 52. Territorialdivision, som fra England var afsendt til Forstærkning, formeredes som 8. Armékorps under Generalløjtnant Hunter-Weston, i Stedet for hvem General de Lisle overtog Kommandoen over 29. Division.

General Hamilton besluttede at foretage et nyt Angreb paa de tyrkiske Linier den 4. Juni (det tredje Slag ved Krithia). I Folge en engelsk Opgivelse havde Englænderne paa deres Del af Fronten, ca. 4. km., samlet 24,000 Mand til Angrebet og raadede yderligere over en Korpsreserve paa 7,000 Mand, altsaa omtrent 8 Mand pr. Meter.
Angrebet indlededes med et voldsomt Bombardement baade fra Skibene og fra Artilleriet ; Land, hvorefter der foretoges et Bajonetangreb over hele Linien. Dette havde i Begyndelsen ikke ringe Fremgang; men Tyrkernes Modstand blev efterhaanden saa stærk, at Angrebet gik i Staa, og da Tyrkerne ved Middagtsid foretog et voldsomt Modangreb, maatte Englænderne og Franskmændene efter en fortvivlet Modstand gaa tilbage (Skitse 3), indtil Krigsskibenes Ild standsede Tyrkernes videre Fremrykning.
Resultatet af Kampen var absolut uheldigt for de Allierede, idet de kun havde vundet 2—400 m Terræn og det endda kun paa en Del af Fronten. Tyrkernes Stillinger havde vist sig at være af en saa betydelig defensiv Styrke, at ethvert Forsøg paa at bryde dem maatte synes haablost; men herom var der ikke Tale.

Den 21. Juni lykkedes det Franskmændene ved et overraskende Angreb, efterfulgt af forbitrede Nærkampe, at naa frem med deres hojre Floj over Floden Kereves og med deres venstre Fløj at bemægtige sig et lukket Værk paa Flodens sydvestlige Bred, Haricot-Redouten, som de i lang Tid havde søgt at tage, og som under det tredje Slag ved Krithia havde dannet Brændpunktet i Kampen.

Paa de Allieredes venstre Floj lykkedes det den 28. Juni Englænderne at tage flere tyrkiske Skyttegravslinier og at holde dem overfor tyrkiske Modangreb (Skitse 3); derimod mislykkedes alle Forsøg paa at komme frem mod selve Byen Krithia. Tyrkerne synes iøvrigt at have lidt af Ammunitionsmangel ved denne Lejlighed.
Den 30. Juni blev General Gouraud haardt saaret, og General Bailloud overtog Kommandoen over det franske Ekspeditionskorps. Samtidigt overtog Viceadmiral Nicol Kommandoen over den franske Flaadeafdeling.

Ved Anzac foretog Tyrkerne den 29. Juni under Ledelse af selve Krigsminister Enver Pascha 2 overordentlig voldsomme Angreb mod Australierne; men de blev afslaaet med store Tab for Tyrkerne.
I Lobet af Juli Maaned vedvarede Skyttegravskampen foran Krithia med stadig Skydning, Minekamp og smaa offensive Foretagender, der dog ikke formaaede at ændre Situationen.

De eneste storre Foretagender var et tyrkisk Angreb den 5. Juli, der blev ført uden Energi og derfor blev afslaaet, og det saakaldte fjerde Slag ved Krithia den 12. og 13. Juli.

Sidstnævnte Kamp skyldtes General Hamiltons Initiativ, idet han vilde gøre endnu et Forsøg paa at naa frem til Achi Baba. Angrebet skulde føres frem paa den hojre Halvdel af Fronten af Franskmændene og 52. Territorialdivision, saa- ledes at det franske Angreb blev sat først an. Samtidigt skulde 29. Division og Australierne søge at fastholde de overfor dem værende Tropper.

Ved et med stor Tapperhed udført Angreb lykkedes det saavel Franskmændene som 52. Territorialdivision at tage de forreste tyrkiske Skyttegravslinier; men længere kunde de ikke komme, og i Lobet af Eftermiddagen og Natten blev de udsat for flere med stor Energi førte tyrkiske Modangreb, som dog afvistes. Det lykkedes imidlertid Tyrkerne om Morgenen den 13. Juli at tvinge 52. Territorialdivision noget tilbage. General Hamilton satte nu sine Reserver ind og foretog om Eftermiddagen et almindeligt Angreb over hele Linien, der resulterede i, at der blev vundet noget Terræn paa Flojen, medens Tyrkerne i Centrum i det store og hele holdt Stillingen.

Det var altsaa ved disse 2 Dages Kampe lykkedes Englænderne og Franskmændene at vinde nye Fremskridt; men Situationen kunde dog ikke siges at have ændret sig væsentligt.

Den 17.Juli fratraadte Generalløjtnant Hunter-Weston Kommandoen over 8. Armékorps paa Grund af Sygdom og erstattedes af Chefen for 42. Territorialdivision, Generalmajor Douglas.
Resten af Maaneden gik hen med Skyttegravskampe uden større Begivenheder.

Heller ikke paa Anzac skete der noget særligt i Juli Maaned ud over daglige Smaakampe.

Til Søs lykkedes det en engelsk Undervandsbaad i Marmara-Havet at torpedere det tyrkiske Slagskib »Haireddin Barbarossa« og en tyrkisk Torpedobaad.

4. Begivenhederne fra Begyndelsen af August 1915 til Rømningen af Gallipoli.

I Løbet af Juni og Juli Maaned var Situationen egentlig nærmest blevet vanskeligere og vanskeligere for de Allierede paa Gallipoli. Paa Halvøens Sydvestspids var der siden Landgangsslaget ganske vist vundet en hel Del Terræn; men saa godt som alle de Kampe, der havde været ført, havde vist de tyrkiske Stillingers store, defensive Værdi, og hele Terrainét bag den tyrkiske Forsvarslinie lige til Toppen af Achi Baba bestod af den ene Stilling bag den anden. Tropperne kæmpede med en beundringsværdig Tapperhed; men Sandsynligheden for at tage Achi Baba blev trods alle smaa Fremskridt dog nærmest mindre og mindre. Og endelig, selv om det skulde lykkes at tage Achi Baba, var Maalet langtfra naaet hermed.
Ved Anzac var Australierne ikke kommet væsentligt ud over den Linie, de havde naaet ved Landsætningen.

De Forstærkninger, General Hamilton indtil Midten af Juli Maaned havde faaet udover de Styrker, der allerede ved Foretagendets Begyndelse stilledes til hans Raadighed, bestod kun i 52. Territorialdivision, som ikke engang kunde opveje de svære Tab, Ekspeditionskorpset havde lidt.

Som tidligere nævnt havde Lord Kitchener imidlertid lovet, at der skulde blive afsendt 3 nye Divisioner og Fodfolket af 2 Territorial-Divisioner til General Hamilton, og at de vilde ankomme til Lemnos i Tiden fra 10. Juli til 10.August. Denne Tid blev ogsaa overholdt; men der var gaaet megen kostbar Tid tabt, ved at denne virkelig betydelige Forstærkning af- sendtes saa sent.

Ved Overvejelserne over, hvorledes disse nye Forstærkninger, der svarede til 2 Armékorps, skulde anvendes, kunde der gøres forskellige Synspunkter gældende.

Man kunde landsætte Forstærkningerne paa Halvøens Sydvestspids og forsøge med den betydelige Styrke, der paa den Maade kunde raades over foran Krithia, at bane sig Vej frem. Sandsynligheden for, at dette vilde lykkes, var dog kun ringe; man vilde sikkert vinde en Del Terræn, men det vilde næppe lykkes at bryde igennem. Det vilde ogsaa volde Vanskelighed at bringe hele denne store Styrke til Anvendelse paa den ret indskrænkede Front.

Man kunde landsætte Forstærkningerne paa den asiatiske Kyst og forsøge at tage Dardanellerforterne fra den Side. Hertil var Styrken dog næppe stor nok, idet Tyrkerne vilde have forholdsvis let ved at bringe en overlegen Styrke til Anvendelse under for dem gunstige Betingelser.

Man kunde landsætte Forstærkningerne paa den tyrkiske Kyststrækning Nord for Gallipoli. Det eneste Sted, hvor Forholdene her tillod en Landgang, var ved Enos (Skitse 1), og en Fremrykning herfra mod Bulair vilde sikkert hurtigt blive standset af de betydelige tyrkiske Troppestyrker, der stod i det europæiske Tyrki.
Endelig kunde man anvende Forstærkningerne til dermed at stotte et Angreb fra Australierne ved Anzac paa Sari Bair.

General Hamilton valgte den sidste Fremgangsmaade, hvad der ogsaa maa anses for det rigtigste, og han besluttede, at de nyankomne Tropper skulde landsættes i Suvla-Bugten (Skitse 2) og angribe Sari Bair nordfra samtidig med, at Australierne angreb vestfra. Naar Sari Bair var taget, skulde der rykkes frem mod Maidos.
Under disse Kampe skulde 8. engelske Armékorps og det franske Ekspeditionskorps soge i størst mulig Udstrækning at fastholde Tyrkerne foran Krithia.

Suvla-Bugten, der saaledes var udset til Landgangssted
for de nyankomne Tropper, var en halvcirkelformet Bugt, hvor Landsætningsbetingelserne egentlig var bedre end paa nogen af de den 25. April anvendte Landgangssteder. 7—8 km inde i Landet strakte sig i Retning Nord-Syd Anafarta-Højderne, hvis højeste Punkt var ca. 280 m højt, og som strakte en Udlober (Karakol Dagh) langs Saros-Bugten frem mod Suvla- Bugtens nordlige Begrænsning, medens de mod Syd ved en Lavning adskiltes fra Sari Bair. Terrainet mellem Suvla- Bugten og Anafarta-Højderne er jævnt skraanende, dog med 3 eller 4 lave Bakketoppe, og dækket med et lavt Buskads med en Del Træer. Selve Bugtens Bredder var ret mudrede; den tæt indenfor liggende Saltso var om Sommeren passabel undtagen lige efter Regnskyl. Tæt Vest for Saltsøen laa en enlig Højde, Lala Baba.

De nyankomne Tropper bestod af:
9. Armékorps (Generalløjtnant Stopford), omfattende 10.,
11. og 13. Division (å 3 Brigader), samt 53. og 54. Territorial-Division (kun Fodfolk).

Der var i de første Dage af August trukket en Del Afdelinger bort fra Sydvestspidsen for at forstærke Australierne ved Anzac, saaledes at Troppefordelingen var følgende :

Foran Krithia:
29. Division,
42. og 52. Territorial-Division,
Royal Naval Division,
Det franske Ekspeditionskorps, ialt ca. 70 Batailloner.

Ved Anzac:
Australian and New-Zeeland Army Corps,
13. Division,
29. engelske Infanteri-Brigade (af 10. Division),
29. indiske Infanteri-Brigade, ialt 44 Batailloner,
Til Anvendelse i Suvl a-B u g t e n:
10. Division ( – 29. Infanteri-Brigade),
11. Division,
ialt 20 Batailloner.

Hovedreserve:
53. og 54. Territorial-Division, ialt 24 Batailloner.
De Afdelinger, der ikke hørte til de nyankomne Formationer, var dog langtfra paa Krigsstyrke.

Angrebene ved Krithia og Anzac skulde begynde den
6.August, hvorefter Landsætningen ved Suvla skulde finde Sted samme Dag efter Mørkets Frembrud. Man kunde vente en mørk Nat, da Maanen først stod op ca. Kl. 2 Form.
Inden Hovedkampene ved Sari Bair skildres, vil vi omtale de Kampe, der fandt Sted ved Krithia, og som havde til Formaal at binde de herværende tyrkiske Kræfter.

Angrebene ved Krithia blev denne Gang ikke ført frem over hele Fronten, men kun over en Del af den, hvor der saa til Gengæld sattes betydelige Styrker ind. De fandt kun Sted paa den engelske Del af Fronten.

Angrebet den 6. August strandede fuldstændigt, idet det viste sig, at de tyrkiske Skyttegrave var fulde af Tropper, som var trukket frem for at angribe de Allierede. Den 7. August om Morgenen foretoges der ogsaa et kraftigt tyrkisk Angreb, der afsloges.

General Hamilton, der under de her omhandlede Operationer opholdt sig paa Lemnos, beordrede, at Angrebene skulde fortsættes den 7. August, og det kom nu paa denne Dag og den følgende til voldsomme Nærkampe i Centrum af Fronten, der resulterede i en mindre Terrænvinding for Englænderne. Som Demonstration betragtet lykkedes de engelske Angreb over Forventning, idet de ikke blot bandt de overfor dem værende tyrkiske Tropper, men oven i Købet foranledigede Tyrkerne til at afsende Forstærkninger til Krithia.

Den Opgave, der var stillet General Birdwood ved Anzac, var ganske overordentlig vanskelig paa Grund af det Terræn, gennem hvilket Angrebetpaa Sari Bair maatte fores. Sari Bair bestaar af 3—4 Bjerghøjder, adskilte ved dybe Kløfter med stejle, vanskeligt tilgængelige Sider, og Terrainet fra Sari Bair ned mod Kysten er et vildt Bjergterræn med mange, ikke særligt høje Toppe med stejle Skrænter og gennemskaaret af talrige, snævre Kløfter.

General Birdwood fordelte de til hans Raadighed staaende Tropper saaledes, at Angrebet paa Sari Bair skulde udføres af New Zealand and Australian Division, 13. Division (undt. 38. Brigade) og 29. Indiske Infanteri-Brigade, ialt 24 Batailloner, medens Australian Division (12 Batailloner) skulde besætte den Stilling, i hvilken Australierne hidtil havde staaet. Som Reserve holdtes 29. og 38. engelske InfanteriBrigade (8 Batailloner).

Inden Angrebet paa Sari Bair sattes an, foretog Afdelinger af Australian Division et voldsomt Fremstod paa den sydlige Del af Fronten for at bortlede Tyrkernes Opmærksomhed og forlede dem til at sætte Reserver ind. Ved Fremstødet, der udførtes med glimrende Tapperhed, lykkedes det efter forbitrede Nærkampe at fratage Tyrkerne et vigtigt Højdeparti.

Hovedangrebet paa Sari Bair udgik fra den nordligste Del af Fronten ved Anzac og førtes frem i 4 Kolonner, af hvilke de 3 sydligste gennem forskellige Kløfter skulde naa frem til og storme Bjerghøjderne Sari Bair, medens den nordligste Kolonne dels skulde dække mod et Angreb fra Nord, dels skulde søge Forbindelse med den Styrke, der skulde landsættes i Suvla-Bugten.

De Kampe, der her førtes i de følgende Dage, er de mest haardnakkede, der overhovedet blev udkæmpet under hele Gallipoli-Felttoget; der udvistes fra begge Sider en glimrende Tapperhed og Udholdenhed, hvad enten det drejede sig om at angribe vanskeligt tilgængelige Stillinger eller om at holde en nylig erobret Højde mod rasende Modangreb.

I Løbet af den 7. og 8. August lykkedes det Angrebskolonnerne at naa frem til Sari Bair og at erobre en af dennes Bjerghøjder. Den 9. August rettedes heftige Angreb mod de øvrige Højder, men forgæves; alle Forsøg paa at tage Sari Bairs højeste Punkt mislykkedes. Og endelig den 10. August tog Tyrkerne ved et med betydelige Styrker udført Angreb den af General Birdwood besatte Del af Sari Bair tilbage, og alle Forsøg paa paany at erobre den mislykkedes, dels af Mangel paa Reserver, idet Generalen allerede Dagen i Forvejen havde maattet sætte alle sine disponible Kræfter ind, dels fordi, som vi senere skal se, den ved Suvla-Bugten landsatte Styrke ikke kom til at gribe ind.

Kampene ved Anzac døde nu hen som Følge af de svære Tab, der var lidt paa begge Sider. General Birdwoods Tab i disse 5 Dages Kampe var over 12,000 Mand. Resultatet var en betydelig Terrænvinding; men Maalet, Sari Bair, naaedes ikke.

Landsætningen ved Suvla var planlagt at skulle foregaa paa den Maade, at 11. Division skulde landsættes den 6. August Kl. 10y2 Eftm. fra Torpedojagere og Motor- lægtere og derefter i Løbet af Natten rense Stranden for Fjender og bemægtige sig de mellem Stranden og Anafarta-Højderne liggende Bakketoppe samt Karakol Dagh, hvorefter 10. Division og Artilleriet skulde landsættes den 7. August og vende sig mod Sari Bair.

Denne Plan led af den Fejl, at den Opgave, der var stillet 11. Division, var altfor omfattende og, naar man tager i Betragtning, at Divisionen vilde blive landsat en mørk Nat paa ukendt Kyst og ikke havde Vejvisere til sin Raadighed, maatte siges at være saa vanskelig, at den efter al Sandsynlighed vilde mislykkes. Det vilde næppe heller være muligt den 7. August at vende sig mod Sari Bair, uden at man først bemægtigede sig Anafarta-Højderne.

Planen gik ogsaa fuldstændigt i Stykker; men Beretningerne om Begivenhederne er saa modstridende, at det er vanskeligt at faa et nøjagtigt Billede af, hvad der egentlig foregik, og vi vil derfor her indskrænke os til Hovedtrækkene.

I1. Divisions Landsætning foregik paa 3 Steder (A, B og C) til den fastsatte Tid og i Flovedsagen uforstyrret; kun ved A kom det til nogen Kamp med Tyrkerne, der iøvrigt slet ikke havde ventet nogen Landsætning i Suvla-Bugten og derfor kun raadede over svage Troppestyrker. Det lykkedes forholdsvis hurtigt at rense Strandbredden; men ved Daggry var man kun naaet til at faa fast Fod paa Karakol Dagh, idet en Fremrykning i østlig Retning hæmmedes stærkt ved, at Tyrkerne havde stukket Ild paa. Buskadset.
10. Divisions og Artilleriets Landsætning synes ikke at være gaaet for sig uden nogen Forveksling af Landgangsstederne og deraf følgende Uorden.

I Løbet af Dagen den 7. Aug. lykkedes det at tage en Del af de mellem Stranden og Anafarta-Højderne liggende mindre Højder; men Tropperne var stærkt udmattede af Kampene i den stærke Solhede og af Mangel paa Vand. General I Iamilton havde ganske vist inden Landsætningen truffet omfattende Forholdsregler til Afhjælpning af Vandmanglen, men som det synes, uden Held.

Imidlertid var Tyrkerne blevet saa opskræmte og raadvilde ved Landsætningen ved Suvla, at hele Natten mellem den 7. og 8. August forløb uden noget tyrkisk Angreb. Tropperne fik derfor hvilet ud, og der var nu gunstige Betingelser for at fortsætte Fremrykningen den 8. August, da der næppe kunde ventes alvorlig Modstand. Ikke desto mindre blev General Stopford, der førte Kommandoen over den landsatte Styrke, staaende den 8. August, og først den 9. om Morgenen blev Angrebet paa Anafarta-Højderne indledet, efter at General Hamilton selv var ankommet til Suvla og havde stillet 1 Division (53. Territorial) af sin Hovedreserve til General Stopfords Raadighed; den udskibedes den 9. August om Morgenen.
Angrebet paa Anafarta strandede, dels paa Grund af tyrkiske Modangreb, dels paa Grund af Vanskelighederne ved at komme frem gennem det tætte Buskads, der paa sine Steder var tændt i Brand.

Den 10. August fornyedes Angrebet; men Tyrkerne havde nu faaet saa mange Forstærkninger, at Angrebet paa ny strandede. Englænderne indrettede sig derfor i den Linie, i hvilken de stod, og den 11. August udskibedes den sidste Division (54. Territorial) af General Hamiltons Hovedreserve.

Et af General Hamilton til Natten mellem 12. og 13. August befalet nyt Angreb paa Anafarta blev opgivet, da Vanskelighederne ansaas for at være for store, og da Nødvendigheden af at tage det nævnte Højdeparti ikke mere var saa bydende som Følge af, at Kampen ved Sari Bair var ophørt.

Vanskelighederne ved Suvla var store. Der synes imidlertid heller ikke at have været tilstrækkelig Energi i Føringen, og dette er vel nok Hovedgrunden til det magre Resultat; denne Antagelse finder sin Bekræftelse i, at General Stopford den 15. August afløstes af General de Lisle i Kommandoen over 9. Korps. Det lykkedes ikke at yde de ved Sari Bair kæmpende Tropper nogen Støtte udover den, at der fastholdtes en Del Tyrkere, og det maa saa meget mere beklages, som det af den foregaaende Skildring af Kampen om Sari Bair vil ses, at disse, der i Modsætning til Kampen ved Suvla førtes meget energisk, har været meget nær ved at lykkes. Erobringen af Sari Bair vilde højst sandsynligt have tvunget Tyrkerne til at rømme Sydspidsen af Gallipoli.

løvrigt synes det noget mærkeligt, at General Hamilton anvender en saa betydelig Del af sin Styrke — ca. 70 Ba- tailloner — paa den fastholdende Opgave ved Krithia.
Efter at dette Hovedangreb mislykkedes, udtalte General Hamilton den 16. August i et Telegram til Krigsministeren, at han for at løse sin Opgave nødvendigvis maatte have dels sine Afdelinger bragt op til fuld Styrke, hvilket vilde kræve 45,000 Mand, dels en yderligere Forstærkning paa 50,000 Mand, altsaa ialt ca. 100,000 Mand.
Denne Kraftudfoldelse kunde Krigsministeren imidlertid ikke præstere, idet Situationen i England paa det nævnte Tidspunkt var ugunstig. Rekrutteringen var sagtnet betydeligt, og Kravene fra alle Sider var store.

Da General Hamilton altsaa ikke kunde faa nogen Hjælp hjemmefra, besluttede han at forsøge et nyt Angreb, i hvilken
Anledning han i al Hemmelighed førte sine Elitetropper, 29. Division, til Suvla, hvortil ligeledes ankom 1 Division fra Ægypten. Angrebet, der fandt Sted den 21. Aug. og rettedes mod den sydlige Del af Anafarta-Højderne, mislykkedes fuldstændigt under svære Tab for 29. Division.

Samme Dag foretog Australierne ved Anzac et kraftigt Fremstød paa den nordlige Del af deres Front, og det lykkedes dem at tage et Par vigtige Højder, hvorved der skabtes en sikker Forbindelse mellem Anzac og Terrænet ved Suvla. Denne Forbindelse blev yderligere udvidet ved et nyt Angreb fra Australierne den 27. Aug.

Hermed er de større Kampe paa Gallipoli forbi. Den Styrke, General Hamilton raadede over, tillod ikke de stadige Forsøg paa at bane sig Vej frem, og den hærgedes tillige i den følgende Tid frygteligt af Sygdomme. Tiden gik med Smaa- kampe, under hvilke der dog vandtes en Del Terræn, uden at dette dog var af større Betydning.
Paa Skitse 2 er angivet Situationen paa Gallipoli paa dette Tidspunkt.
Til Søs fortsattes fra engelsk Side Forsøgene paa med Undervandsbaade at forstyrre de tyrkiske Tilførsler i Mar- mara-Havet, og det lykkedes ved flere Lejligheder at sænke Transportskibe.

De større Skibe ydede ved deres Artilleri Hæren fortrinlig Assistance under dens Operationer.

Den engelske Regering var imidlertid endelig kommet til, at det vist næppe var muligt at opnaa et gunstigt Resultat paa Gallipoli. Da der ydermere i Begyndelsen af Oktober Maaned, da Centralmagternes og Bulgariens Felttog mod Serbien begyndte, vilde være god Brug for de paa Gallipoli værende Tropper andetsteds, besluttede Regeringen at lade Muligheden for en Rømning af Halvøen undersøge. General Hamilton, der ikke vilde indlade sig paa at drøfte dette Spørgsmaal, blev den 16. Okt. kaldt tilbage og afløst af General Monro, der blev sencit til Gallipoli for at afgive sit Skon om Situationen.

Samtidig rejste General Kitchener selv til Gallipoli, og efter at have inspiceret Stillingerne de forskellige Steder kom han til det Resultat, at Halvøen burde rømmes. I høj Grad medbestemmende ved denne Afgørelse var den Omstændighed, at de indiske og australske Tropper led meget under det kolde Vejrlig og ikke vilde kunne taale et Vinterophold paa Halvøen. Efter General Kitcheners Hjemkomst tiltraadte Regeringen hans Anskuelse og beordrede Gallipoli rømmet.

I Løbet af Tidsrummet 12.—21. December blev saa Anzac og Suvla rømmet, idet der hver Nat i Skjul af Mørket blev ført en Del Artilleri og Forsyninger bort. For at lette Indskibningen af de sidste Tropper blev der den 20. Decbr. om Eftermiddagen foretaget et kraftigt Fremstød af den foran Krithia værende Troppestyrke. Dette bortledte i høj Grad Tyrkernes Opmærksomhed, og den endelige Rømning af Anzac og Suvla foregik derfor fuldstændig uforstyrret og saa ubemærket, at Tyrkerne næste Formiddag i længere Tid bombarderede de forladte Stillinger.

Rømningen af Halvøens Sydvestspids vilde sandsynligvis blive vanskeligere, da Tyrkerne jo nu maatte være forberedt paa, at den vilde finde Sted. Den blev derfor udstrakt over en længere Periode, saaledes at de sidste Tropper først forlod Halvøen Natten mellem den 8. og 9. Januar 1916 efter de foregaaende Dage at have afslaaet kraftige tyrkiske Angreb.

Indskibningen dækkedes af Krigsskibe og foregik uden
Tab.

Medens det ved Suvla og Anzac var lykkedes at faa alle Forsyningerne med, var dette ikke Tilfældet paa Halvøens Sydvestspids, hvor en Del Forsyninger maatte opbrændes. Der blev i alt efterladt og ødelagt 24 Kanoner.

Hermed var Da rdaneller felttoget til Ende.

Det havde ikke fort til det ønskede Maal, og det havde medført store Tab. De engelsk-indiske-australske Tab var ialt:
1,745 Officerer, 26,455 Underofficerer og menige faldne 3,143 — 74,952 — — saarede,
353 — 10,901 — — savnede,
eller ialt 117,549 Mand. Hertil kommer ca. 100,000 syge. De franske Tab kendes ikke, men er sikkert relativt lige saa store som de engelske.

Det skal dog fremhæves, at naar Dardanellerfelttoget i sit endelige Resultat blev en Fiasko, skyldes dette absolut ikke de Førere, de Tropper eller den Flaadestyrke, der deltog i Angrebet. Der er paa Gallipoli kæmpet med den største Tapperhed, og der er udført Bedrifter fra Troppernes Side, som sikkert hører til de første i hele Verdenskrigen, og selv om der ved visse Lejligheder er begaaet Fejl fra Føringens Side, har de dog ikke været af den Beskaffenhed, at man kan tilskrive dem Skylden for, at Foretagendet mislykkedes.
Derimod er der fra den engelske Regerings og højere militære Myndigheders Side begaaet en Række alvorlige Fejl, der tilsammen bærer Skylden for det uheldige Resultat.

Den første Fejl, der blev begaaet, var Forsøget paa at løse Dardanellerspørgsmaalet ved en Flaadestyrke alene. Selv om man maaske allerede, da Beslutningen om Flaadeangre- bet blev taget, har haft Løfte om Hjælp af 1 græsk Division, vilde denne Troppestyrke have været ganske utilstrækkelig, og det engelske Diplomati kunde vel ikke være uvidende om, paa hvor svage Fødder dette Løfte stod. Man maa altsaa i England have ment, at Flaaden kunde besørge Arbejdet alene.

Da man endelig nødtvungent kommer til det Resultat, at Flaaden ikke vil kunne endeligt nedkæmpe Dardanellerfor- tene, og man derfor maa afsende en Troppestyrke, gør man denne altfor lille. Selv om Transportmidlerne havde været saa talrige, at General Hamilton den 25. April 1915 havde kunnet landsætte hele den til hans Raadighed stillede Styrke paa Gallipoli, vilde den hurtigt være kommet til at staa overfor en numerisk overlegen Styrke i et Terræn, der begunstigede et sejgt og udholdende Forsvar. Man vanskeliggør yderligere den stillede Opgave ved ikke at drage Omsorg for, at Transportskibene lades paa en saadan Maade, at Ekspeditionskorpset vil kunne landsættes umiddelbart efter dets Ankomst til Lemnos. Som Forholdene nu er, gaar der 5—6 Uger tabt, og derved udelukkes enhver Mulighed for at iværksætte Landgangen overraskende. Det skal tilføjes, at denne Fejl ikke kan tilregnes General Hamilton, der først overtog Kommandoen ved Ankomsten til Lemnos.
Da General Hamilton den 10. Maj forlanger 2 Divisioner til Forstærkning, et Krav, som paa det Tidspunkt allerede er utilstrækkeligt, faar han kun 1, og da han kort Tid efter retter sin Rekvisition fra 2 Divisioner til 2 Armékorps, vender man det døve Øre til, og først en Maaneds Tid efter lover man at afsende den ønskede Forstærkning; herved gaar megen kostbar Tid tabt, og for hver Dag, der gaar, bliver de tyrkiske Stillinger stærkere.

Da ogsaa denne Forstærkning viser sig utilstrækkelig — og det ikke mindst, fordi den kommer for sent —, og da General Hamilton forlanger yderligere 100,000 Mand, begynder man i England at faa Fornemmelsen af, at Gallipoli er et bundløst Kar, som man kan blive ved at fyide Tropper i uden at opnaa Resultater. Man afsender ikke de forlangte Forstærkninger; men man begynder at overveje Spørgsmaalet om at opgive hele Foretagendet, og Overvejelserne fører til Beslutningen. Overvejelserne tager imidlertid en saadan Tid, at der fra General Hamiltons sidste Rekvisition til Gallipolis fuldstændige Rømning gaar omtrent 5 Maaneder.

Disse forskellige Omstændigheder bevirkede tilsammen, at Foretagendet mislykkedes. Som eneste positive Resultat op- naaede Englænderne at binde den tyrkiske Hær, saa at denne ikke kunde indlade sig paa større Foretagender mod Ægypten, Mesopotamien eller Kaukasus, og det er meget sandsynligt, at dette Resultat er opnaaet med færre Kræfter, end der vilde være gaaet med til en direkte Dækning af de nævnte Landsdele; men dette Resultat har absolut ikke været tilsigtet som Hovedformaal for Ekspeditionen.