Verdenshistoriens hidtil største drama, den totale krig mellem den offensive verdenskommunisme og den borgerlige, frie verden, begyndte med Oktober-revolutionen og grundlæggelsen af Sovjetunionen i november 1917.
Kommunismens krigserklæring og offensive, totale krigsmål fremgik klart af dens program og af dens ideologi: Den altomfattende ødelæggelse af den frie verden med dens borgerlige samfund gennem verdensrevolutionen og proletariatets diktatur i alle lande.
Den kommunistiske totalstrategis store teoretiker, Lenin, fremhæver i sine omfattende anvisninger for den kommunistiske krigsføring gentagne gange krigens kompromisløse totalitet:
»Proletariatets diktatur er en hårdnakket, blodig og ublodig, voldelig og fredelig, militær og økonomisk, pædagogisk og administrativ kamp mod alle det borgerlige samfunds kræfter og traditioner.«
I forhold til den totale krig er de »normale« krige kun at opfatte som fainilierivningcr mellem enkelte statsmedlemmer indenfor den samme kulturfamilie, hvor man planlagde krigen som en fortsættelse af sin politik for at nå et eller andet mere eller mindre omfattende politisk, økonomisk, territorialt e. l. mål, og hvor man vidste, at man efter krigen atter skulle leve sammen med sin modstander indenfor den samme kulturfamilie, enten man havde vundet eller tabt sin krig.
Den totale krig føres derimod ikke mellem stater indenfor samme kulturfamilie. Den føres mellem store verdenskulturer, og den er i første række ikke en blot og bar militær krig. Den finder sine kampmidler og sine slagmarker indenfor alle den menneskelige livsudfoldelses områder. Dens mål er ikke begrænset til økonomiske, politiske, territoriale e. 1. fordele, men dens mål er den totale udryddelse af modstanderens kultur og samfund, af alt, hvad han har skabt.
Den er kompromisløs, og den raser gennem generationer som rammen om staters, folks og menneskers tilværelse.
Den militære krig er kun et enkelt kampmiddel, men de militære magtmidler bliver til syvende og sidst afgørende, fordi de skaber den baggrund af magt, som gør det muligt at sætte de ikke-militære midler ind, enten offensivt eller defensivt. Endelig skal de militære magtmidler fuldbyrde modstanderens ødelæggelse, når den offensive anvendelse af alle de andre midler har gjort ham mør og frataget ham mulighederne for væbnet modstand.
Lenin lærer om den totale krigs kompromisløsbed og om de militære magtmidlers anvendelse og uundværligbed:
»Vi lever ikke blot i en stat, men i et system af stater, og Sovjetrepublikkens eksistens ved siden af de borgerlige stater er i længden utænkelig. Til sidst vil enten det ene eller det andet sejre, men indtil det er kommet så vidt, er en række frygtelige sammenstød mellem Sovjetunionen og de borgerlige stater uundgåelig. Det betyder, at proletariatet som herskende klasse, livis det vil herske og fremtidig skal herske, også må vise dette gennem sine militære organisationer og sin militære krigsføring.«
Den kinesiske kommunismes store mand, Mao Tse Tsung, vurderer ikke krigens nødvendighed ringere:
»Krigen er kampens fornemste form, når modsætninger skal ordnes mellem klasser, nationer, stater eller mellem politiske grupper.«
Lenin var den kommunistiske totalstratcgis store teoretiker. Stabn blev dens store praktiker. Han forstod med vagtsom tålmodighed at afvente tidens gunstige udvikling og opfyldelsen af Lenins forudsigelser for så at omsætte Lenins geniale totalstrategiskc anvisninger i målbevidste og hensynsløse handlinger.
Ikke et eneste øjeblik er kommunismen i sin totalstrategi veget en hårsbredde fra Lenins geniale anvisninger om vejen til verdensherredømmet.
Når vi blot vil læse, vil vi også lære.
Efter Lenins anvisninger var den første betingelse for gennemførelsen af verdensrevolutionen opbygningen af den kommunistiske stormagt, som kunne sætte den nødvendige politiske og militære magt bag den kommunistiske infiltration i de borgerlige samfund og således forberede deres værgeløshed og sikre deres endelige voldelige tilintetgørelse.
Opbygningen af Sovjetunionen blev begyndt af Lenin, men dens virkelige bygmester var Stalin.
Den første fase af den verdenskommunistiske offensiv, Sovjetunionens opbygning og magtfæstelse under Stalins førerskab, fuldbyrdedes således i årene før den anden verdenskrig som ouverturen til den totale krigs store drama.
Allerede, medens Lenin selv under de største vanskeligheder var i gang med Sovjetunionens opbygning, lovede han tillidsfuldt sine medarbejdere:
»Vor magt er endnu kun svag og ringe, men vor tid kommer, når
— den kommunistiske stormagt er bygget op,
— når de borgerlige stater bekæmper hinanden gensidigt i økonomiske og militære krige, og
— når revolutionen i kolonierne berøver dem deres rigdomskilder.«
En af hans disciple forklarede siden:
»Den dag skal vi få de borgerlige stater til af skræk for os at forlange sameksistens med os. Det skal da ske på vore betingelser, og vi udsletter dem«.
Et tilbageblik på, hvad vi selv har oplevet af verdenshistorien viser os klart, både hvad kommunismen har nået, og hvad den endnu ikke har nået.
Endnu er der tid til at tilføje den et afgørende nederlag uden den militære storkrig, men tiden iler.
II
Da nationalsocialismens tredie rige med sin eksplosionsagtige ekspansion havde drevet udviklingen i Europa til glødepunktet, mindedes Stalin Lenins forudsigelse.
Han tilbød Hitler ikke-angrebspagten og skaffede ham således sikkerhed mod tofrontkrigen, så den europæiske storkrig kunne begynde. Stalin ventede herudaf det store europæiske kaos, som Lenin havde forudset skulle skaffe den russiske kommunisme herredømmet over Europas fremtid.
Forløbet af den anden verdenskrig kender vi. Både Hitler og Stalin havde regnet galt, men Hitler mest. Stalin overlevede og gik ud af krigen som den faktisk eneste sejrherre, forsåvidt som han på grundlag af Yalta- konferencens kommunistiske gevinster gennemførte og sikrede sin egen kommunistiske fred både i Europa og Asien. Stalin førte kommunismens grænser helt ind i Midteuropa til Elben, og i Asien skabte han gennem sin deltagelse i krigsafslutningen mod Japan betingelserne for det kommunistiske Kina.
Disse betingelser forstod Stalin at udnytte, og efterhånden voksede den kommunistiske stormagt i Asien, ganske som allerede i Europa, frem til en vældig magtfylde. Den anden verdenskrig skabte således — efter Lenins anvisninger — grundlaget for den kommunistiske magtdannelse, hvorfra verdenskommunismen nu i fuldt dagslys kunne begynde sin hidtil slørede kamp for det kommunistiske verdensherredømme som den totale krig om den frie, borgerlige verdens, den vestlige, europæisk-amerikanske kulturs, tilintetgørelse. Den anden verdenskrig blev det store dramas første akt.
III
Allerede de nærmest år efter anden verdenskrig åbnede verdenshistoriens scene for det store dramas anden akt: Stalinstrategien.
Med Yaltakonferencens omfattende verdenskommunistiske gevinster sikkert i sin hånd begyndte Stalin de store totalstrategiske opmarchkampe om opbygningen af den ubestrideligt overlegne udgangsstilling, hvorfra den frie verdens endelige ødelæggelse skulle fuldbyrdes.
På grundlag af foreningen mellem den russisk-kommunistiske og den kinesisk-kommunistiske stormagt i et ubrydeligt verdenskommunistisk fællesskab tildelte Stalin den russiske kommunisme den opgave at erobre Vesteuropa med middelhavsrummet, medens den kinesiske kommunisme skulle erobre Asien med Indonesien, Kinas vej til Australien.
Når disse store opmarclimål var nået, skulle en længere fredsperiode sikre konsolideringen og udbygningen af verdenskommunismens euro- pæisk-asiatiske imperium, og derefter skulle dette vældige imperiums overlegne og uimodståelige totalpotential skabe den magt, hvorfra den frie verdens amerikanske rester endeligt skulle ødelægges og det kommunistiske verdensherredømme oprettes.
Ingen ringere udgangsstilling end herredømmet over et sådant euro- pæisk-asiatisk imperiums samlede kræfter og rigdomme kunne skabe verdenskommunismen den fornødne sikre overlegenhed til den totale krigs slutfaser.
Begge de kommunistiske stormagter gik straks igang med de opgaver, Stalinstrategien anviste dem.
Under Stalins ledelse begyndte den russiske kommunisme erobringen af Vesteuropa med kuppet mod Czekoslovakiet. Da den frie verden med denne kommunistiske angrebshandling blev revet ud af sine dagdrømme om »den evige fred« og stillet ansigt til ansigt med kendsgerningerne, mindedes dens statsmænd, hvad de nylig havde måttet ofre af blod, sved og tårer for at standse en anden despots fremstormen mod verdensherredømmet, og for første gang fandt den frie verdens nationer sammen i den kollektive sikkerhed.
Fra det øjeblik, da NATO og senere den frie verdens andre alliancer blev sat i kraft under mottoet: Een for alle og alle for een, og således stillede den kollektive sikkerheds på alle områder langt overlegne magtkombination til rådighed for den frie verdens forsvar, er ikke en kvadratmillimeter europæisk jord mere gået tabt, tbi kommunismen respekterer kun eet: Magt, og frygter kun eet: Nederlaget.
Da Hitlers og Mussolinis diktaturer var på højdepunktet af deres erobringsmarch lige inden den anden verdenskrig, stod en stor statsmand på sin nations fornemste politiske talerstol og talte til sit politiske følge. Han spurgte bl. a.: »Er det da således, at diktatorerne er demokratierne overlegne?« og ban svarede selv: »Ingenlunde«. Han forklarede videre: »Demokratierne råder over en overlegenhed, som langt overgår de aggressive diktatorer. Hvor kan det da være, at diktatorerne kan gå fra sejr til sejr?«. Han fandt forklaringen: »Det er, fordi demokratierne viger tilbage for de ofre og savn, som ville kræves af deres sammenslutning i en kollektiv sikkerhed.
Kunne de samle sig sammen om at bringe disse ofre, ville diktatorernes målsætning styrte sammen som korthuse«.
Statsmanden var Stalin på den 18. partikongres i Moskva.
Ingen kender den kollektive sikkerheds styrke bedre — og respekterer den mere omhyggeligt — end den russiske kommunisme.
Fra det øjeblik, da den russiske kommunisme i sin kamp om erobringen af Vesteuropa blev stillet overfor dens kollektive sikkerheds overlegenhed, NATO, måtte dens første totalstrategiske mål derfor uomgængeligt blive NATO’s splittelse.
Først, når den kollektive sikkerheds overlegne magtkombination: Een for alle og alle for een var splittet, kunne der atter gåes i gang med Vesteuropas stykkevise erobring. Splittelsen af NATO lykkedes imidlertid aldrig for Stalin, tværtimod, men medens Stabn ikke kunne gennemføre Stabnstrategiens russisk-kommunistiske opgave, lykkedes det den kinesiske kommunisme at udvide sin magt i Asien programmæssigt, og efterhånden voksede det kommunistiske Kina frem til en vældig magtfylde i Asien og blev indenfor den verdenskommunistiske enhed en magtfaktor, som var Sovjetunionen jævnbyrdig.
Da Kinas magt voksede, begyndte den kinesiske kommunisme allerede i Stalins sidste leveår at gøre sig fri af den russiske infiltration og af sin afhængighed af den russiske kommunisme.
Stalins forsøg på gennem Koreakrigen at svække Kina i en endeløs asiatisk storkrig mod U.S.A., som atter havde kunnet bringe Kina tilbage i dets gamle afhængighed af Rusland, strandede.
For Stalin lykkedes det aldrig at bringe det kommunistiske totalpotential op til jævnbyrdighed med, endsige til overlegenhed over den frie verdens kollektive sikkerhed. Det lykkedes ham ejheller at sikre Kinas anerkendelse af den russiske kommunismes førerskab indenfor verdenskommunismen.
Da Stalin døde i 1953 uden nogen udvalgt, uddannet og anerkendt efterfølger, havde da den russiske kommunismes totalpotential passeret sit kulminationspunkt.
Straks efter Stalins død begyndte den kinesiske kommunisme at tilstræbe førerstillingen indenfor verdenskommunismen, stadig mere og mere i kinesisk interesse, og med denne problemstilling begyndte da den indrekommunistiske arvefølgekrig mellem de to kommunistiske verdensmagter om Stalins verdenskommunistiske enevoldstrone.
Sålænge den indrekommunistiske arvefølgekrig raser, hviler Stalin- strategien, thi dens nødvendige forudsætning: den ubrydelige enhed mellem den russiske og kinesiske kommunisme om det fælles verdenskommunistiske mål er sprængt.
Det betyder ingenlunde, at truslen mod den frie verden er forbi. Det betyder blot, at de to kommunistiske verdensmagter hver for sig forsøger til egen fordel at skabe sig de fornødne magttilskud på den frie verdens bekostning for at kunne tvinge sin egen ledelse af verdenskommunismen igennem og derpå genskabe og gennemføre Stalinstrategien.
Den russiske kommunisme kæmper for at erobre Vesteuropa med middelhavsrummet, Kina kæmper for at erobre Sydasien med Indonesien.
Det er stadig Stalinstrategicns opgavefordeling, men interessefællesskabet er afløst af gensidigt had, misundelse og frygt.
Den indrekommunistiske arvefølgekrig betyder ingenlunde fred for den frie verden, men det betyder, at det verdenskommunistiske totalpotential, ligesom det russiske, er føleligt svækket.
Stalinstrategien led samme skæbne som Alexander den Stores strategi for mere end 2000 år siden.
Med Stalins død endte det store dramas andet akt.
IV
Som det iøvrigt så ofte sker i historien, når en stor despot dør, førte også Stalins død til omfattende opløsningstendenser i det statsapparat, han havde opbygget, Sovjetunionen.
Stalins efterfølgere, som fremgik af det tilfældige udfald af magtkampen i Moskva, stod da overfor tre store problemer.
For det første måtte de genoprette fastheden i den russiske kommunismes statsapparat. Det lykkedes dem i Sovjetunionen gennem afstalini- seringen ved en række vigende kompromisser med de højlydte liberaliseringskrav, men i vasalstaterne lykkedes det ikke. Her glødede urolighederne vedvarende og slog snart ud i åben opposition.
For det andet måtte de tage fat på den indrekommunistiske arvefølgekrig og bringe det oprørske Kina tilbage i den verdenskommunistiske enhed under russisk førerskab.
For det tredie måtte de videreføre den totale krig med den frie verden med stalinstrategiens gamle russiske opgave: erobringen af Vesteuropa med middelhavsrummet. Det andet og det tredie problem havde den russisk-kommunistiske strategi en fællesløsning på.
Kunne den russiske kommunisme erobre Vesteuropa med middelhavsrummet og indlemme det som et russisk-kommunistisk, og ikke som et verdenskommunistisk, bytte i det russisk-kommunistiske totalpotential, så havde den russiske kommunisme sikret sig den afgørende overlegenhed, ikke alene overfor den frie verden, men også overfor Kina i den indrekommunistiske arvefølgekrig. Den store vanskelighed var imidlertid den ubestridelige, endog voksende, russisk-kommunistiske underlegenhed, som ikke tillod noget militært sammenstød med NATO. Den russiske kommunisme satte da sin tillid til, at den frie verden, særlig de vesteuropæiske folk ikke ville have viljestyrke og kampånd nok til at bruge deres militære overlegenhed, og den forsøgte da at føre sin totalstrategiske offensiv mod Vesteuropa simpelthen med diplomatisk-politiske midler og med sin mesterlige infiltration i den europæiske meningsdannelse og statslige beslutsomhed.
Gennem charme-beroligelses- og afspændingsoffensiven skulle Vesteuropa lokkes ud af den overlegne — men kostbare — kollektive sikkerhed under det amerikanske skjold og gennem neutraliteten manøvreres ud i »den fredelige sameksistens mellem de fredselskende nationer«. Samtidig skulle russisk-kommunistisk infiltration i araberstaternes tilintetgørelseskrig mod Israel og i de nordafrikanske folkeslags rejsning mod Frankrig, bringe magten i det nære Østen og i Nordafrika i russisk hånd, således at Vesteuropa blev omfattet fra syd og afskåret fra sin livsvigtige olietilførsel. Island og Færøerne skulle tvinges ud af NATO og give plads for russisk-kommunistiske ubådsbaser, som sammen med baser på Nordafrikas Atlanterhavskyst kunne afskære Vesteuropa fra USA. Med Vesteuropa i en så isoleret og værgeløs stilling regnede den russiske kommunisme med uden militær magtanvendelse at kunne tvinge Vesteuropas stater ud i »den fredelige sameksistens« på de russisk-kommunistiske betingelser, sådan som de praktiseres i Østeuropa. Planen var kun en hårsbredde fra at lykkes. Island var allerede på vej ud af NATO med kravet om USA’s rømning af Kcflavikbasen, og på Færøerne rasede kravene om løsrivelse og tilslutning til et neutralt Island.
Planen strandede imidlertid i Suezkrisen, fordi det russisk-kommunistiske totalpotential var alt for svagt til at gennemtvinge den russisk- kommunistiske strategi med militær magt, da USA greb ind i Suezkriscns forvirring og fik bele problemkomplekset indbragt for FN.
Da tågerne lettede over Suezkrisens følger, var der skabt en bel ny situation i den totale krig.
For det første var den russiske kommunismes magtreduktion blevet indlysende, for det andet var den indrekommunistiske arvefølgekrig blevet en erkendt realitet, da Kina åbent havde modarbejdet den russisk-kommunistiske middelhavsstrategi, velvidende at den i ligeså bøj grad var rettet mod Kinas uafhængighedsstræben som mod den frie verden, for det tredje stod efter Suezkrisen en helt ny magtfaktor på den totale krigsvalplads: de farvede nationers fællesskab med deres egne mål og deres egen totalstrategi.
Da Lenins forudsigelser om revolutionen i kolonierne efter den anden verdenskrig gik i opfyldelse, og de europæiske stormagters kolonirigcr gik i opløsning, fandt de farvede folk på Bandungkonferencen i 1955 for første gang i verdenshistorien sammen og enedes om en fælles målsætning og en fælles totalstrategi. Deres mål er reduktionen af den hvide races verdensmagt, og deres totalstratcgis fornemste kampmiddel er neutraliteten i den totale krig mellem kommunismen og den frie verden. De farvede nationers førende mænd erkendte fuldt ud de farvedes vældige svaglieder overfor de hvide folk, men de forstod også, at de netop under neutralismens beskyttelse fik muligheden for at lade sig købe af begge parter, uden at lade sig hinde på nogen af siderne.
Medens de livide stormagter gensidig svækkede hinanden i den totale krig, kunne da de farvede nationer i deres dyrt solgte neutralisme anvende gevinsterne på opbygning af farvet magt og så bevare denne magt og deres handlefrihed til den nye verden, som måtte fremgå af den totale krigs endelig afslutning.
Med denne langsigtede målsætning og tålmodige strategi begyndte de farvedes fællesskab deres deltagelse i den totale krig, og deres fornemste instrument blev FN.
FN er den europæisk-amerikanske kulturs babelstårn. Som babclstårnet er det den menneskelige selvovervurderings dagdrøm om den menneskeskabte »evige fred« og »verdensregering«, og som babclstårnet er FN af mange mennesker betragtet med næsten religiøs ekstase.
FN er vel en international institution af største betydning som formidler af mellemfolkelig virksomhed, men FN er i sig selv ingen magtfaktor med egen målsætning og egen strategi. Enhver medlemsnation bringer med sig ind i FN alle sine egne problemer, sin egen målsætning og sin egen strategi.
Alt efter de skiftende mellemfolkelige problemstillinger skifter da også FN’s mål og strategi, eftersom medlemmerne kan tvinge deres egen målsætning igennem og spænde FN for deres egen strategi.
FN bliver således i sig selv aldrig en selvstændig magtfaktor — den store dagdrøms håb — men institutionen bliver den konstitutionelle ramme om nationernes flertalsbeslutninger og et administrationsapparat for forsøget på deres iværksættelse.
FN råder ikke over noget eget totalpotential, hverken over dets økonomiske, politiske eller militære elementer. Sin skiftende magtkombination låner institutionen af det øjeblikkelige flertal, hvis strategi den stiller sig til rådighed for eller bliver stillet til rådighed for. FN som overstatslig verdensregering bliver således aldrig en magt, men derimod et mellemfolkeligt princip.
Det er endnu aldrig i verdenshistorien sket, at et princip bar besejret en magt. Det er derimod ofte set, at magten over eller bag et princip har betydet magten over en verdenshistorisk udvikling. Kampen om magten over — eller bag — FN: verdensregeringens princip, bliver derfor et af de vigtigste slag i den totale krig mellem den frie verden, verdenskommunismen og de farvedes fællesskab. Hvilken magt, hvilke interesser og hvilken strategi, der i en given konflikts problemstilling er på den ene eller den anden side af flertallets plankeværk — og af dets magt bag dets strategi — kan skifte. i
Den, der ser sig afgørende i modsætning til flertallct og dets magt — altså i FN tvinges totalstrategisk i defensiven — vil styrke sin egen målsætning og strategi ved at svække FN’s apparat. Gælder det livet eller livsvigtige interesser, vil han sprænge FN, hvis han ikke kan tvinge FN til et for ham tåleligt kompromis. FN’s eget konstitutionelle og administrative apparat er dybt infiltreret af alle den totale krigs tre store magtblokke, den frie verden, verdenskommunismen og de farvedes fællesskab. Den dag magtinteressernes sprog i FN bliver indbyrdes uforståeligt, lider FN også samme skæbne som babclståmct.
FN har i sig selv intet selvstændigt mål og ingen strategi og slet ingen magt at sætte bag sin fuldkomne mangel på mål og strategi. FN er til rådighed — eller til fals —- for flertallet.
Den, der får lov at sætte sit mål igennem i FN og sin egen magt bag denne målsætning, har sikret sig en vaddig magtgevinst bag sin strategi i den totale krig.
Oprindelig tjente FN som et totalstrategisk kampmiddel for den frie verden under USA’s ledelse i den totale krig mod kommunismen, særlig i Koreakrigcn, men efterhånden som stadig flere farvede folk som selvstændige nationer tilsluttede sig FN, ændrede flertallet og mulighederne sig.
Da englænderne og franskmændene i Sucz-krisen satte deres militære aktion ind mod Ægypten, traf de ikke blot en stat, som havde solgt sig som et kampinstrument for den russiske kommunisme, men de traf også en farvet nation, tilmed den, som kort forinden havde ydmyget England for hele den farvede verdens øjne.
Alle farvede nationer ilede i FN Ægypten til hjælp uden at interessere sig den mindste smule for de kommunistiske overgreb i Ungarn. Kun med betydelige ofre på sine charmerede, beroligede og afspændte og temmelig illoyale europæiske allieredes bekostning, kunne den amerikanske strategi hindre dannelsen af et flertal af farvede og kommunistiske magter i FN imod England og Frankrig, og sluttedelig fik USA med bevarelsen af sin hovedindflydelse på FN, hele problemet bragt ind under FN.
Efter Sucz-krisen blev FN efterhånden mer og mer et redskab for den totale krigs tredie magtfaktor, det farvede fællesskabs neutralisme, og ikke mere et instrument for den frie verden. Overfor denne udvikling forsøger den amerikanske strategi at købe de farvede, også ved at USA betaler FN og stiller organisationen mer og mer til rådighed for de farvede. Det bar kostet store ofre, ikke blot i penge, og det vil koste stadig flere ofre. Om det til syvende og sidst bliver til fordel eller tab for den frie verden afhænger af, om den frie verden kan bevare sit sammenhold om sin kollektive sikkerheds vældige overlegenhed og dermed beskytte de farvedes fællesskab fra kommunistisk infiltration og udbytning. Det bar imidlertid altid været en totalstrategisk kendsgerning, at neutralisme, når den havde sit eget selvstændige mål og relativ magt og handlefrihed bag dette mål, er upålidelig, og til sidst bliver en begunstigelse for angriberen, i den totale krig altså en begunstigelse for kommunismen.
Det er værd at bemærke, at generalsekretæren i FN nu er cn mand fra de farvedes fællesskab, valgt med den russiske kommunismes støtte under dens svaghed i Cuba-krisen.
Han kvitterede omgående for den russiske velvilje ved at opfordre den frie verden til at tage den russisk-kommunistiske »freds«-vilje alvorligt og gå ind på et vigende kompromis i Berlinspørgsmålet.
FN’s generalsekretariat i hænderne på de farvedes fællesskab vil sætte sine spor i den totale krig til fordel for det farvede fællesskabs målsætning og strategi.
Foreløbig har de farvedes fællesskab kun ringe egen magt udenfor FN, men efterhånden som udviklingen øger deres magt gennem den solgte neutralisme, vil forholdet ændre sig. Det vil ændre sig efter de evige totalstrategiske love for kamp om magt og ikke efter dagdrømme.
Med udgangen på Suez-krisen var således et russisk-kommunistisk totalstrategisk angreb mod Vesteuropa strandet, fordi det var ført alene med diplomatisk-politiske midler og i tillid til infiltrationen, men uden den nødvendige militære magt bagved.
Den russisk-kommunistiske offensiv mod Vesteuropa gennem middel- havsrummet fortsattes imidlertid, og vi oplevede den tyrkisk-syriske krise. Libanon-Jordankrisen med taljet af Irak — ikke til den russiske kommunisme — men til de farvedes fællesskabs neutralisme.
Offensiverne strandede imidlertid alle på den russiske kommunismes voksende magtreduktion, livergang USA satte hårdt mod hårdt.
Omfatningen af Vesteuropas sydlige flanke er dog stadig et kært mål for den russiske kommunismes totalstrategi. Der kæmpes stadig på denne front.
Begivenhederne omkring og lige efter Suez-krisen viste tydeligt ændringen i den totale krigs vilkår: Den russiske kommunismes stadig tiltagende magtreduktion, den indrekommunistiske arvefølgekrig mellem Sovjetunionen og Kina og de farvedes fællesskabs målsætning og totalstrategi.
Med Suez-krisen endte således dramaets tredie akt, og efterhånden gik tæppet op for fjerde akt: Den russiske kommunismes kamp mod sin reduktion.
V
I denne situation, i hvilken vi nu befinder os, dramaets fjerde akt, fortsætter den russiske kommunisme sin offensiv for at erobre Vesteuropa, som en nødvendighed for at standse sin magtreduktion. Kun indlemmelsen af Vesteuropa i det russiske totalpotential vil kunne sikre den fornødne overlegenhed over for den frie verden og over for den kinesiske kommunisme.
Den russiske kommunisme måtte imidlertid nu erkende, at dens voksende magt reduktion ikke tillod den at føre offensiven mod Vesteuropa således, at den enten kom i væbnet konflikt med NATO eller blot fik bundet hovedparten af sit totalpotential mod den frie verden. En sådan udvikling måtte uvægerligt føre til, at den kinesiske kommunisme tilrev sig afgørende fordele i den indrekommunistiske arvefølgekrig. Den russiske kommunisme ville i så fald, med eller uden de gevinster den måtte mene at kunne fraviste den frie verden, blot blive reduceret til et kinesiskkommunistisk redskab indenfor en kinesisk ledet verdenskommunisme, hvis målsætning og interesser blev kinesiske og ikke russiske. Den kinesiske kommunismes totalstrategiske målsætning er ikke verdensherredømmet for magtkliken i en missionerende ideologis repræsentative stat. Den kinesiske målsætning er bestemt af Kinas vældigt voksende befolkningstilvækst, nemlig den frie verdens Australien og Sovjetunionens Sibirien.
Disse områder i kinesisk hånd og under kinesisk udnyttelse vil gøre Kina til en verdensmagt og til den dominerende magt indenfor verdenskommunismen. Sovjetunionen vil være reduceret til en blot og bar medlemsstat i en magtgruppe. Med herredømmet over Kinas vej til Australien, Syd- og Sydøstasien med Indonesien, vil Kina samtidig liave sikret sig lederstillingen indenfor den væsentligste del af den farvede verden. Kina som førende magt både i verdenskommunismen og indenfor de farvedes fællesskab med ødelæggelsen af den frie borgerlige verden og af den hvide races lederstilling vil va're ligeså katastrofal for Sovjetunionens slaviske folk som for den frie, borgerlige verden. Da den russiske kommunismes fortsatte forsøg også efter Suez-kriscn på at tvinge Vesteuropa gennem omfatning i middelhavsrummet strandede på den amerikanske beslutsomhed, forsøgte Krastschow at opnå en forståelse med USA. Krustschow besøgte Eiscnhowcr i Amerika.
Krustschow viste ben til den truende fare fra den kinesiske magtopbygning, som er lige så betænkelig for USA, som den er for Sovjetunionen. Han forsøgte at opnå »afspænding« på betingelse af russisk-kommunistiske fordele i Europa, således at den russiske kommunisme kunne forstærke sine totalstrategiske kræfter mod Kina i den indre-kommunistiske arvefølgekrig i stedet for at have hovedparten af dem bundet i store militære anstrengelser i Europa overfor en modstander, som den alligevel ikke kunne nå til overlegenhed over.
Den amerikanske totalstrategi gjorde det da klart for den russiske, at den frie verden under amerikansk ledelse ikke opgav nogen del af Vesteuropa. Den frie verden forblev i Vesteuropa, fordi den havde den fornødne styrke hertil, og fordi den meget vel var klar over, at den af de to store modstandere, den frie verden og verdenskommunismen, som rådede over det vesteuropæiske totalpotential, også ville liave sikret sig den afgørende overlegenhed i den totale krig. Denne overlegenhed ville den frie verden ikke prisgive.
Hvis den russiske kommunisme ønskede aflastning mod vest og ærlig afspænding, så kunne det nemt opnås, når den begyndte at rømme Østeuropa og opgav sin kamp for det kommunistiske verdensherredømme.
Ligegyldigt hvilket løfte eller forsikring, den russiske kommunisme ville give om fred, afspænding og fredelig sameksistens, vil være va*rdiløst den dag, den russiske kommunisme er blevet herre over sin magtreduktion, medmindre den bar givet den sikre garanti til den frie verden at rømme sine erobringer i Østeuropa. På dette realistiske grundlag blev der ingen forståelse med USA.
I de følgende år fortsatte den russiske kommunisme sin offensiv mod Vesteuropa og opfandt »Berlinkriseme« som et velegnet kampinstrument. Vcstberlins stilling er yderst ubekvem og vanskelig for den frie verden, både politisk, militært og økonomisk, medens byen i sig selv er uden betydning. Netop derfor gav »Berlinspørgsmålet« den russiske kommunisme gode muligheder for at spille på og infiltrere i nationale uoverensstemmelser inden for den frie verdens kollektive sikkerhed.
Det lykkedes dog den amerikanske beslutsomhed at afværge alle de russisk-kommunistiske offensiver og holde sammen på den kollektive sikkerhed. Den amerikanske strategi erklærede hver gang i overensstemmelse med Eisenhowers samtaler med Krustschow, at USA ville forsvare sine rettigheder og understregede sin vilje gennem sine foranstaltninger.
De russisk-kommunistiske offensiver måtte hver gang standse, fordi den russiske kommunismes magtreduktion ikke tillod den at binde sit totalpotentials hovedkræfter og give den kinesiske kommunisme frie hænder.
Da den sidste Berlinkrise blev drevet op til glohede, gjorde USA atter den russiske kommunisme det klart, at USA ville forsvare sine rettigheder, og da NATO-forsvarct af det skandinaviske gennemsejlingsrum var yderst svagt, gennemførte NATO det dansk-tyske forsvarssamarbejde, fælles- kommandoen.
Fælleskommandocn afstedkom vældige russiske trusler, men da de forblev uden virkning overfor Danmark, rettedes de mod Finland, og Rusland henviste til den finsk-russiske bistandspagt. Den finske præsident måtte ilsomst vende hjem fra sin rejse i USA og komme til forhandlinger i Novo-Sibirsk med Krustschow.
I Novo-Sibirsk led da Krustschow et nyt »Bcrlin-ncderlag«. Overfor de russiske krav kunne Kekkonen henvise til, at vel kunne Rusland til enhver tid tvinge Finland, men det russisk-kommunistiske totalpotential ville være for ringe til at afværge konsekvenserne af russisk tvang mod Finland: Sverige i NATO og amerikanske atomvåben i Skandinavien. Den russiske kommunisme erkendte atter realiteterne. Truslerne mod Finland forsvandt. Tiden for Berlinkriscrnes muligheder var imidlertid ved at løhe fra den russisk-kommunistiske strategi. Opbygningen af det europæiske fællesskab skred fremad, og uanset alle indreeuropæiske slagsmål om engelsk eller tysk-fransk lederskab gjorde den amerikanske magt og vilje sig mere og mere gældende for at nå til realiteter.
Var først det europæiske fællesskab en totalstratcgisk realitet, ville de kommunistiske splittelsesforsøg kun have ringe chancer.
Den russiske kommunisme erkendte, at det hver gang havde været den amerikanske beslutsomhed og militære handlefrihed i Europa, som havde fået de russisk-kommunistiske Bcrlinoffensiver til at strande, fordi den russiske kommunisme var for svækket af sin magireduktion til at turde sætte magt bag sine trusler, medens USA rådede over sin overlegcnheds fulde handlefrihed.
Den russiske kommunisme forsøgte da at lamme den amerikanske strategis militære handlefrihed i Europa ved at udhygge Cuba til en offensiv hase for mellemdistanceraketter helt inde på livet af USA for at kunne true USA direkte, hvis det atter engang modsatte sig en russisk-kommu- nistisk Berlinløsning.
Det er ikke rimeligt at tro, at det russiske Cuba-forsøg var blot og bart et opklaringsforsøg for at se, om USA virkelig ville slås. Havde den russiske kommunisme regnet med at få »ja« på dette spørgsmål, medens den vidste, at den selv hverken kunne eller ville slås, havde den næppe udsat sig for det nederlag og den afsløring af sin magtreduktion og sine truslers tomhed, som den nu høstede hjem.
Det er heller ikke rimeligt at tro, at den russiske kommunisme virkelig ville have gjort alvor af sine trusler fra Cuba. Omend en væbnet konflikt kunne have tilføjet USA store katastrofer, var slutresultatet blevet Sovjetunionens undergang og et uimodståeligt Kina, i hvert fald inden for verdenskommunismen. Det er rimeligere, at den russiske kommunisme gennem sin mesterlige infiltration har fået den opfattelse, at USA ikke ville kunne samle indrepolitisk handlekraft overfor Cuba, og så at den direkte trusel mod USA, når den var færdigudbygget, ville lamme USA’s muligheder for at handle i Europa og holde sammen på den kollektive sikkerheds vaklende britiske loyalitet under en fornyet gloende Bcrlinkrise.
Den russiske kommunisme spillede i sit kapløb med tiden et desperat højt spil — og tabte igen overfor den amerikanske overlegcnheds beslutsomhed og handlefrihed.
Cuha-krisen er endnu langt fra afspillet. Der er endnu betydelige russiskkommunistiske offensivmidler og tropper tilbage på Cuba, ligesom den cubanske kommunisme er en farlig trusel for den frie verden i hele Latinamerika.
Videreudvikles den russiske kommunismes foreløbige nederlag i Cuba-krisen, vil dette nederlag kunne få skelsættende betydning i hele den totale krigs problemstilling.
Medens den russiske kommunisme fortsatte sin totale krig mod den frie verden med tyngdepunktet i erobringen af Vesteuropa, fortsatte også den indrekommunistiske arvefølgekrig.
Da Krustschow rejste til USA for at forhandle med Eiscnhower, var kineserne ganske på det rene med rejsens formål. De vidste, at den russiske kommunisme tilstræbte en forbigående forståelse med USA for at kunne få frie hænder mod Kina i den indrekommunistiske arvefølgekrig. For at kunne mestre en for Kina så ugunstig udvikling, besluttede den kinesiske kommunisme at sikre sig et magttilskud, som kunne udligne en russisk-kommunistisk handlefrihed. Kina begyndte erobringen af Indien.
Kunne det lykkes den kinesiske kommunisme at indlemme Indiens rigdomme og menneskemasser i det kinesisk-kommunistiske totalpotential, så ville Sydøstasien med Indonesien — Kinas vej til Australien — hurtigt følge med. Den kinesiske kommunisme ville have sikret sig en urokkelig magtstilling, som betød herredømmet over både verdenskommunismen og over det farvede fællesskab, selv om denne magtstilling ikke ville kunne bruges offensivt, før imperiet var udbygget. Kina gennemførte da sine opmarchkampe for offensiven mod Indien med erobringen af Tibet, og satte sig dermed i besiddelse af de militære adgangsveje til Indien, og afventede derefter det gunstige øjeblik for offensiven mod Indien. Da nu udviklingen i den russiske kommunismes totale krig mod den frie verden skærpedes med kampen om Vesteuropa i Berlinkriscrne, eftersom den russiske kommunisme begyndte at rette sine militære trusler direkte mod USA fra Cuba, regnede den kinesiske kommunisme med en situation, livor den russiske kommunisme og den frie verden gensidig ville svække hinanden og binde hinandens handlefrihed i en periode af langvarige kriser og konflikter.
Den kinesiske kommunisme bedømte sine muligheder gunstigt og for yderligere at have ryggen fri, sluttede den efter årelange forhandlinger stiltiende fred med Chiang-Kai-Shcks Formosarcgcring.
Begge de ledende skikkelser i de to stykker Kina, Chou-En-Lai i Peking og Chang-Kai-Shek på Formosa, er først og fremmest kinesere.
De er personlig venner og deres fælles mål er Kina’s storhed som verdensmagt. Deres tilhørsforhold til deres livide støttenation, henholdsvis Sovjetunionen og USA er rent opportunistisk. Af hensyn til støttenationerne måtte fredsslutningen holdes hemmelig og henægtes, men dens indhold er kendt.
Offensiven mod Indien satte så ind.
Den 25. oktober 1962 talte Nehru til det indiske parlament: »Vi har ikke haft kontakt til virkeligheden. Dette angreh har rusket os skrækkeligt op af en kunstig atmosfære, som vi selv har skaht os.«
Indien har stået under ledelse af de to personligheder, Nehru og Krishna Menon.
Begge har tilhørt lederskabet i de farvedes fællesskab og har bidraget afgørende til udformningen af dets målsætning og totalstrategi. Krishna Menon er farvet kommunistven, Nehru har været farvet opportunist.
Begge er den livide races fjender.
Indisk totalstrategi har va'ret bygget op over den anskuelse, at den hvide races og den frie verdens dage som verdensmagt er talte. Fremtiden ville ligge hos de farvedes fællesskab under indisk ledelse, når først opgøret mellem kommunismen og den frie verden, og dernæst den indrekommunistiske arvefølgekrig var afgjort, uden at de farvede havde været indblandedc og svækkede. Indien tilstræbte da den ledende stilling indenfor de farvedes fadlesskab. Overfor den totale krig mellem kommunismen og den frie verden stræbte den indiske strategi efter at få den frie verden ført ind i vigende kompromiser med kommunismen, overfor den indrekommunistiske arvefølgekrig støttede Indien længe Kina, bl. a. under Suez-kriscn, fordi det regnede Kina for den svageste. Som gesandt for Chou En Lai rejste Nehru efter Suez-kriscn til USA for at drøfte »forståelsesmulighed« mellem USA og Kina, men med samme resultat, som senere Krustschow opnåede for den russiske kommunisme.
Først Kinas angreh på Tibet begyndte at va:kkc Indiens realitetssans.
Den indiske strategi er strandet, fordi den ikke havde kontakt med virkeligheden. Den savnede den fornødne magt bag sin målsætning. Man kan ikke føre aktiv totalstralegi med store målsætninger, hare med intriger, fagre hykleriske fredsord og en romantisk påklædning.
Selv om Indien vil forsøge at skaffe sig beskyttelse mod Kina både fra den russiske kommunisme og fra den frie verden, er det tvivlsomt, hvor langt det vil kunne sælge sig uden at måtte binde sig.
Offensiven mod Indien er næppe at opfatte som et forsøg på militær erobring og besættelse af Indien, men snarere som en totalstrategisk offensiv, hvor den kinesiske kommunisme med militære magtmidler sikrer sig adgangsvejene og de fornødne militære, politiske og økonomiske nøglestillinger for på denne baggrund af reel magt at gennemføre erobringen af Indien med alle den totale krigs andre midler, først og fremmest infiltrationen. Den kinesiske strategi liavde imidlertid fejlbedømt tidspunktet og sluppet offensiven løs lidt for tidligt. Tiden var endnu ikke moden i kampen mellem den russiske kommunisme og den frie verden. De rus- sisk-kommunistiske trusler mod USA var endnu ikke ført så langt frem, så de sammen med en ny Berlinkrise liavde bundet modstandernes kræfter afgørende.
Stillet foran den nye truende udvikling i den indrekommunistiske arvefølgekrig, livis alvor fremhævedes af fredsslutningen mellem Peking og Formosa, og presset af den uventede amerikanske beslutsomhed, så den russiske kommunisme sig tvungen af sin underlegenhed til at lade truslen mod USA falde. Havde den bundet sig i disse trusler, havde den tabt den indrekommunistiske arvefølgekrig. Var den kinesiske offensiv mod Indien først kommet, når den på ny forberedte Berlinkrise havde bundet den russiske kommunisme og den frie verden, havde vi stået overfor en helt anden og langt farligere situation. Den kinesiske skuffelse og arrigskab er åbenbar, og hvorvidt den militære offensiv mod Indien fortsætter og i hvilket omfang, er uvist. Det var — kinesisk set — ikke nogen lykkelig løsning, livis den forcerede en russisk-amerikansk forståelse.
Det er dog utvivlsomt, at den kinesiske kommunismes totalstrategiske offensiv, både mod Indien og mod Kinas vej til Australien, Sydøstasien og Indonesien, vil fortsætte, men det vil også ske under øget russisk modstand. Der er tre aktive og lige fjendtlige parter i kampen på denne front af den totale krig.
VI
Krisen omkring Cuba og om den kinesiske offensiv mod Indien er endnu langt fra afklaret, og dens konsekvenser er derfor uoverskuelige.
Eet er dog klart: Den indrekommunistiske arvefølgekrig og den kinesiske kommunismes målsætning er realiteter, som øver afgørende indflydelse på hele den totalstrategiske situation i den totale krig.
For den amerikanske strategi som den førende indenfor den frie verdens kollektive sikkerhed var Cuba-krisens indledning en betydelig sejr.
Målsætningen for den amerikanske strategi er at tvinge Sovjetunionen uden militær storkrig til at forlade verdenskommunismen med dens stræben efter verdensherredømmet.
Den amerikanske strategi vil nå dette mål ved at tvinge Sovjetunionen ind i en udvikling, hvor den stilles overfor erkendelsen af to realiteter:
For det første: Den frie verdens kollektive sikkerhed under amerikansk ledelse lader sig ikke splitte af den russisk-kommunistiske strategi, og den råder over et totalpotential, som er og bliver den russiske kommunismes langt overlegent.
Vesteuropas erobring, som er en nødvendighed for den russiske kommunisme, hvis den skal bremse sin magtreduktion og skabe sig fornøden overlegenhed over både den frie verden og over den kinesiske kommunisme, er derfor uopnåelig.
For det andet: Skal Sovjetunionen med den russiske kommunismes tiltagende magtreduktion kunne overleve den indrekommunistiske arvefølgekrig, må den komme til forståelse med den frie verden.
Som russisk garanti for alvor og oprigtighed i denne forståelse, som for Sovjetunionen bliver en livsbetingelse, efterhånden som den indrekommunistiske arvefølgekrig skrider fremad, uden at den russiske kommunisme kan erobre Vesteuropa, må Sovjetunionen forlade sine østeuropæiske vasalstater.
Sålænge Østeuropa er i hænderne på den russiske kommunisme er alle russiske løfter, garantier og forsikringer værdiløse, og truslen mod Vesteuropa vil blusse op igen, så snart den russiske kommunisme får bugt med sin magtreduktion.
Kampen om Sovjetunionen mellem den frie verden og en verdenskommunisme, som efterhånden kommer mere og mere under kinesisk ledelse, og som vil betragte Sovjetunionen som et kinesisk-kommunistisk kamp- instrument, hører hjemme i dramaets femte akt.
Endnu er vi ikke ved enden af fjerde akt, men måske er vi ved begyndelsen til enden.
M. L. Lauesen.
