Iser-Armeens Operationer 1866

I Midten af Juni 1866 stod den østerrigske Nordarmee (bestaaende af 2., 3., 4., 6., 8. og 10. Korps, 1., 2., 3. Res. Kav. Div. samt 2. lette Kav. Div. og en Armee-Artilleri- Reserve) under Felttøjmester Benedeks Befaling samlet i Omegnen af Olmutz. I den alt i April af Gen.major Krismanic udarbejdede «Operationsplan for Nordarmeen» var Østerrig anvist en defensiv Rolle; en defensiv Hold­ ning var fastslaaet som en «beklagelig, men urokkelig Kjendsgjerning.» Man gik ud fra, at der ingen hensigts­ mæssigere Opstilling var end ved Olmiitz; i Defensiven maa man nemlig støtte sig til en Fæstning; Olmutz var endog en forskandset Lejr; fra Olmutz truedes en fjendtlig Fremrykning mod Wien, og Hæren bevarede sin Tilbage­ togslinie mod dette Punkt.

I Bohmen var kun efterladt 1. Armeekorps under Kommando af General Grev Clam-Gallas, hvem endvidere 1. lette Kav. Div. var attacheret. 1 ste Korps bestod af Brigaderne Poschacher, Leiningen, Piret, Ringelsheim og Abele, (hver Brigade bestaaende af 1 Jæger Bat., 2 Inf. Reg. ä 3 Bat. og 1 Batt.), IIusar-Reg. Storfyrst Nicolaus og Korps-Art.-Reserven (5 Batt.). 1. 1. Kav. Div. (Gen.maj. Baron Edelsheim) bestod af Kav.-Brigaderne Appel, Wallis og Fratricsevics, hver Brigade á 2 Reg. og 1 Batt. Til­ sammen stod i Böhmen 35 Bat., 34 Esk. og 13 Batt., ialt c. 48000 Mand. Disse Tropper havde det Hoved­ hverv at optage Østerrigs Allierede, Sachserne; i den Anledning var Brigaden Ringelsheim allerede fra Midten af Maj lagt ud i Egnen om Teplitz op imod den sachsiske Grændse. løvrigt havde Benedek givet Clam følgende Ordrer:

Under 19. Maj Befaling til at skyde de til Bevogtning af den preussiske Grændse bestemte Tropper frem til denne, eftersom paa denne Tid allerede betydelige preus­ siske Stridskræfter samlede sig ved Böhmens Nordgrændse; man vidste nemlig, at i sidste Halvdel af Maj vilde omtrent 38000 Mand staa koncentrerede ved Görlitz.

Under 27. Maj i Henhold til et Forslag af Grev Clam Befaling til at samle Størstedelen af de under dennes Kommando staaende Tropper ved Münchengrätz for i nogen Tid at kunne opholde en mulig tilsigtet Fremryk­ ning af Preusserne over Reichenberg.

(Det østerr. Gstabsv. anfører vel yderligere, at det under 8. Juni var Clam «betydet», at det vilde være hen­ sigtsmæssigt, om Generalen med det tiloversværende Infanteri og den helt eller delvis inddragne Kav. Div. indtog en Stilling i Egnen ved Jungbunzlau og, efter at have optaget de sachsiske Tropper, da i Forening med disse stødte til Nordarmeens Gros. Men denne «Betyden» om at tage en «Stilling» ved Jungbunzlau var dog saa vag og ubestemt, at den nødvendig krævede en nøjere Forklaring. Ordren desangaaende foreligger i hvert Fald ikke skriftlig; thi den omtales ikke i den officielle Frem­ stilling af Tildragelserne ved 1. østerr. Korps, som efter Operations-Journalen findes meddelt i østerr. Tidsskrift.)

Grev Glam traf følgende Dispositioner: Brigade Ringelsheim var, som tidligere nævnt, fremskudt i Egnen om Teplitz; Brigaderne Abele og Poschacher dislokeredes paa søndre Elbbred med Stabskvarter henholdsvis i Prag og Brandeis; Brigade Leiningen paa højre Iserbred i Egnen V. for Jungbunzlau; Brigade Piret laa i Josephstadt og Königgrätz. Korpsets Hovedkvarter toges i Prag. — 1. 1. Kav. Div. lagdes i Kantonnement i Egnen om Turnau med fremskudte Observationsposter ved Reichenberg. — Op­ gaven at holde igjen mod en fjendtlig Fremrykning over Reichenberg er saaledes ikke løst; de svage Detacheringer fra Kav. Div. langs den udstrakte Grændse vilde kun lidt forslaa. Korpset staar egentlig i en Optagelsesstilling for Sachserne, een Brigade fremskudt til den sachs. Grændse, een som Flankedækning ved Jungbunzlau. Men Preus­ serne truede nærmest fra Görlitz; her stod jo alt i Maj 38000 Mand; ved Görlitz stod Preusserne c. 2 Dagsmarcher nærmere ved Jungbunzlau end den sachsiske Hær i dens Opstilling ved Dresden og Meissen. Gik man altsaa, hvad faktisk skete, ud fra, at Sachserne forbleve i eget Land indtil Fjendtlighedernes Begyndelse, da kunde den Clam stillede Opgave højst sandsynlig, ja endog utvivl­ somt ikke løses uden Kamp. Et Forsvar af Iser Stillingen i Omegnen af Turnau maatte altsaa idetmindste haves for Øje; men selv et meget energisk Forsvar her kunde ikke opholde den overlegne Modstander saa meget som et Forsvar af Grændsepassene, hvilket tilmed kunde ud­ føres med færre Kræfter og altsaa med mindre Tab. Benedek havde netop givet Befaling til at skyde de til Be­vogtning af Grændsepassene bestemte Tropper frem tilGrændsen, og B’s forud for Krigens Begyndelse udgivne Instruxer ogsaa for den lille Krig maatte særlig opfordre til slige Foretagender. En Brigade lagt ud i Grændse­ passene med det Hverv at forskandse dem, ved allehaande Midler gjøre dem impassable og senere dække dem ved et Forsvar, vilde betydelig have hindret de fjendtlige Ko­lonners Debouchering. Derefter kunde da føres et Forsvar af Iser-Afsnittet, saafremt dette var nødvendigt for at dække Sachsernes Afmarche.

Sachserne, formerede som et Armeekorps, havde i Midten af Maj endt deres Koncentration i og ved Dresden og Meissen. Ingen Operationsplan var lagt eller kunde lægges, thi man kjendte hverken den østerrigske eller bajerske Hærførings Planer. Men for saa vidt en Tilslutning til Østerrig maatte blive det endelige Resultat, gjorde man Regning paa en offensiv Fremrykning af 1. østerrigske Korps. Det sachsiske Armeekorps betragtede sig derfor som en over Difileerne ved Erzgebirge fremskudt Avant­garde. Men det viste sig snart, at Østerrig slog sig paa Defensiven, og at der for Sachserne ikke var Andet at gjøre end at afmarchere til Böhmen og saaledes overlade Landet i Fjendens Vold. Om Maaden, hvorpaa denne Afmarche skulde foretages, synes ingen bestemt Aftale at være truffen. Simplest og naturligst vilde det vel have været, om man ligesom ved enhver Koncentration havdebestemt sig til Afbenyttelse af det sachsisk-böhmiske Jernbanenet for at føre Sachserne direkte fra Dresden og Pirna til Olmütz. Herimod lod sig næppe indvende, at Hæren ved en saadan Afmarche vilde tabe i moralsk Hen­ seende; man maatte kunne gjøre Armeen det begribeligt, at isolerede Kampe i Sachsen mod en overlegen Mod­ stander kun førte til Nederlag, og at man kun afmarche­ rede til den mægtige Nabostat for i Forening med dennes Hær at kæmpe for det fælles Maal. En Arriéregarde, fornemmelig bestaaende af Rytteri, burde efterlades dels for at holde Øje med Fjendens Bevægelser, dels for ikke at give Landet til Pris for smaa fjendtlige Kavaleripatrouiller. — En saadan Benyttelse af det sachsisk-böhmiske Jern­ banenet synes ikke at have været paatænkt. Man bestemte sig til at lade den sachsiske Hær forhlive til det Sidste og kun at rømme Landet for en decideret Overmagt. Men naar det da for Østerrig gjaldt om paa böhmisk Grund at optage den maaske af Overmagt engagerede Hær, da synes rigtignok een østerrigsk Brigade at forslaa meget lidt hertil, og det maa paa den sachsiske Hær unægtelig have gjort et noget fattigt Indtryk at se Bri­ gaden Ringelsheim spredt over en 7 Mil lang Linie med det Hverv at optage Samme.

Da den preussiske Hær i de sidste Dage af Maj be­ gyndte sin Opmarche og navnlig indtog Kantonnementer mellem Torgau og Görlitz langs Sachsens Grændse, syntes et fjendtligt Hovedangreb at true fra højre Elbbred. Som Følge heraf gaves der Sachserne d. 30. Maj en Opstilling sigtende til at møde et saadant Angreb; navnlig blev hele Rytteriet tildelt Avantgarden og lagt ud paa højre Elbbred bag Røderlinien med Patrouiller frem til Grændsen. Det sachsiske Korps var da inddelt i en Avantgarde (5 Bat., 14 Esk. og 12 Stkr. Skyts), Groset (9 Bat., 2 Esk. og 12 Stkr. Skyts), samt Reserven (6 Bat., 34 Stkr. Skyts).

Den preussiske Hær stod i Midten af Juni i 3 Grupper, i 20— 25 Mils Afstand fra hinanden indbyrdes. Elb-Armeen under Herwarth v. Bittenfeld, bestaaende .af 14., 15. og 16. Div., hvortil senere kom Gardelandeværns-Divisionen, stod ved Torgau, 10 Mil NV. for Dresden, á cheval paa Elben; I. Armee under Prinds Friedrich Carl stod i et Kantonnement om Görlitz (nemlig 5. og 6. Div. ved Lö­ wenberg, Friedeberg og Wiegandsthal, 7. og 8. Div. ved Lauban-Greiffenberg, 3. og 4. Div. ved Niesky, Reichen­ bach, Görlitz, Seidenberg; Kavalerikorpset å cheval paa Bober i Egnen om Löwenberg); II. Armee under Kronprindsens Kommando (bestaaende af Gardekorpset, 1., 5. og 6. Korps samt en Kavaleri-Division) stod i Øvre-Schle- sien. Man havde i Preussen oprindelig antaget, at den østerrigske Hær vilde udføre sin Koncentration i Böhmen, og at en fjendtlig Offensiv vilde blive rettet mod Berlin. Men den østerrigske Hovedhærs Stilling ved Olmütz viste, at en Offensivbevægelse, hvis den skulde udføres, vilde blive rettet mere østlig over INeisse. Det var dette, der gav Anledning til II. Armees Fremmarche mod Neisse og til at I. Armee fik Ordre til at holde sig parat til Afmarche mod Schlesien. Men da Forbundsbeslutningen, som gjorde Krigen uundgaaelig, blev tagen d. 14. Juni, traadte andre Overvejelser i Forgrunden. Ønsket om at faa den preus­ siske Hovedmagts 3 Grupper forenede kunde nu opfyldes paa den nemmeste Maade, nemlig istedenfor ved Marcher paa Periferien ved koncentriske Marcher. Den korteste Forening laa fremad i Fjendens Land, og en Indrykning i Böhmen lettedes i høj Grad ved Østerrigernes tilbage­ trukne Stilling. En Indrykning i Sachsen var dog først nødvendig, ikke blot af politiske Grunde, men fordi den muliggjorde den strategiske Opmarche o: Foreningen af Elb-Armeen og I. Armee paa Linien Dresden-Bautzen. Derefter dannede den preussiske Stridsmagt kun 2 Hære; disses Forening maatte søges i Retning af Gitchin.

15. Juni overleverede derfor Preusserne i Dresden en Note, hvori de forlangte den sachsiske Hærs Demobilisering og Sachsens Tilslutning til et under preussisk Over­ højhed oprettet nyt Forbund, og i modsat Fald truede med Krig. Paa Sachsens ufortøvede Afslag fulgte Preus­ sens Krigserklæring samme Dag, og den sachsiske Hær­ kommando udstedte Ordre til Hærens Afmarche til Böhmen næste Dag i 3 Kolonner. Samme Aften (d. 15.) sprængte Sachserne Jernbanebroerne ved Lobau, Bautzen, Meissen og Riesa. (Broen ved Riesa sprængtes om Aftenen Kl. 10, efter at en Rytterpost i Strehla havde anmeldt, at preussiske Husarer overskrede Grændsen. En fra Berlin med Iltoget Kl. 10,30 ankommende preussisk Bataillon, som var afsendt for at forebygge Sprængningen, fandt Broen allerede i Flammer. Som det vil erindres, blev den hurtig retableret, eftersom Preusserne forud havde tildannet de til Retableringen fornødne Træstykker; Sachserne havde gjort Regning paa en 3 Ugers Standsning af Farten paa Jernbanen; men allerede efter 10 Dage var Broen retableret.) De kostbare og unyttige Sprængninger gjordes, som det sagdes, for at vinde Tid til det egne Tilbagetog; men der var Tid nok. Den 16. om Morgenen rykkede Elb-Armeen over Grændsen omtrent 6 Mil NY. for Dresden; den sachsiske Hær brød imidlertid først op d. 17., for at Troppernes Bevægelse ikke i mindste Maade skulde have Karakter af Overilelse eller af Overraskelse, men i en­ hver Henseende se ud som et velordnet Tilbagetog, og rykkede den 18. ind i Bohmen; Hovedkvarteret kom til Teplitz. — Det sachsiske Korps var stillet under Kron- prindsen af Sachsens Kommando, men den gamle Kong Johan af Sachsen, der kun yderst nødtvungen overlod Landet i Fjendens Vold, fulgte med Hæren. Preusserne rykkede ind i Dresden og paabegyndte strax sammes Befæstning; Elb-Armeen forenedes med I. Armee under Prinds Friedrich Carls Kommando.

Den sachsiske Hær blev ikke viist stor Opmærk­ somhed fra Benedeks Side. Benedek havde vel forinden Krigen ladet sig forlyde med, at Kronprindsen af Sachsen skulde have Kommandoen ogsaa over 1. Korps. Endnu den 16. Juni meddeler han denne Beslutning til Kejseren, men gav ikke alene Kronprindsen ingen Underretning herom, men lod endog Samme alle Meddelelser til­ stille gjennem Grev Clam, saaledes at denne maatte føle sig som den egentlige Kommanderende. Først senere, da Kronprindsen, som vi skulle se, bliver kjed af dette Kommandoforhold og til Benedek stiller en direkte Fore­ spørgsel angaaende Kommandoforholdet, faar han officielt Kommandoen; men Clam vedblev selv derefter at anse sig som den egentlige Kommanderende.Den 18. Juni foreslog Clam Kronprindsen af Sachsen at befordre de sachsiske Tropper uden Ophold til Pardubic for saa hurtig som muligt at bevirke deres Tilslut­ning til Hovedarmeen. De kunde da holde nogle Rast­ dage i Egnen om Chlumec og der forberede sig til de videre Operationer. Kun det sachsiske Rytteri foreslog Clam at lade marchere til Jungbunzlau for der at slutte sig til 1. Korps og afmarchere i Forbindelse med dette. Den sachsiske Overkommando turde dog ikke handle efter disse Forslag uden først at have indhentet Benedeks Ind­villigelse. Den indløb ogsaa telegrafisk d. 20. om Midda­gen og lød: «Billiger Koncentreringen om Chlumec«. Jernbanetransporten kunde saaledes iværksættes, og Rytter- Divisionen afmarchere til Jungbunzlau. Detaillerne, denne Marche vedrørende, anordnedes af Grev Clam ved et «Forslag til en Marcheplan for det sachsiske Rytteri og Brigaden Ringelsheim«; ifølge dette kom Br. Ringelsheim til at dække det sachsiske Rytteris Afmarche.

Den 20. Juni forlagdes det sachsiske Hovedkvarter til Lobositz, og 1. Div. i Lobositz paabegyndte om Aftenen Afmarchen pr. Bane; 2. Div. holdt Rast ved Welemin; Rytter-Div. gik til Trebnitz og Dlaschkowitz.

Med Hensyn til Jernbanetransporten er det tidligere udtalt, at denne hensigtsmæssig burde være iværksat fra Dresden, hvor Alt kunde være forberedt dertil. En større, allerede sammendraget Troppemasses Afmarche pr. Bane lader sig ikke improvisere; foruden Vanskeligheder af for- skjellig Art, som ikke hurtig kunne besejres, kommer dertil, at der i Reglen kun haves en enkelt Transport Linie med tilmed indskrænket Materiel. Efterhaanden som Bataillonerne rykkede ind paa Banegaardene i Lobositz og Bauschowitz (ved Theresienstadt), viste det sig, at Indlad­ ningshjælpemidlerne vare mangelfulde og utilstrækkelige. Ingen af Indladestationerne vare indrettede til større, uafbrudte Troppetransporter; Undvigespor vare kun i ringe Udstrækning forhaanden; paa Banegaarden i Bauschowitz var der kun en eneste lille Rampe, og forskjellige indtrufne Uheld gjorde Sagen værre. Det disponible Banepersonale var kun tilstede i ringe Antal og uerfarent. Det viste sig saaledes snart, at Gjennemførelsen af Fartplanen vilde støde paa mange Hindringer, idet navnlig al Afgang vilde blive forsinket. For Tropperne var dette saa meget værre, som Samlingspladserne vare meget indskrænkede, saa at Tropper og Materiel ophobedes, efterhaanden som Toge­ nes Afgang forsinkedes. — Paa Debarkeringspunktet Pre- lauc vare Forholdene ikke bedre; de tomme Togs Tilbage­ sendelse kunde ikke foregaa normalmæssig. Der var kun een Udladerampe, hvorved Kjøretøjers og Batteriers Debar- kering blev yderst besværlig.

1. Div. var dog Natten mellem 20. og 21. Juni indladet paa Jernbanen i Lobositz og Bauschowitz; Indladningen fuldendtes d. 21. Kl. 10,10 Fm. og var hidindtil gaaet nogen­ lunde frahaanden. De afgaaede Tropper naaede efter­ haanden Tog paa Tog til Prelauc og rykkede til det 2 Mil bortfjernede Kantonnement Chlumec. Kun Staben af 1. Div. (Generailt. Schimpff), der skulde være afgaaet d. 21. Kl. 1,13 Middag, men først kom afsted Kl. 12 om Natten, blev i Prelauc.

Kronprindsen afsendte nu, d. 21. Kl. 9,45 Fm., fra Lobositz Rapport til Benedek om, at Jernbanetransporten var begyndt d. 20. om Aftenen, og at Koncentreringen om Chlumec sandsynligvis vilde være fuldført d. 23. om Aftenen, samt at Rytter-Divisionen, som direkte var gaaet paa Jungbunzlau, vilde indtræffe der den 24de. Endvidere spurgte Kronprindsen, om Felttøjmesterens tidligere Hen­ sigt, at underlægge ham 1. Armeekorps, endnu bestod, eller om der ventede hans Korps en anden Bestemmelse; han vilde med Glæde underordne sig en af de saa meget erfarnere østerrigske Generaler. I saa Fald ønskede han at vide, fra hvilken Dag Kommandoen begyndte, samt Hensigten med de ham underlagte Tropper, navnlig om han skulde betragte sig som Armeens venstre Fløj eller som dens Avantgarde. — Denne Skrivelse af 21. naaede først d. 24. i Benedeks Hænder «paa Grund af det øster­ rigske Hovedkvarters Dislokation.» Men Benedek havde udtrykkelig anmeldt, at han d. 21. havde Kvarter i Olmütz, d. 22. i Böhm. Trübau; dette var tilmeldt Grev Clammen denne havde ikke set sig foranlediget til at meddele dette videre til Kronprindsen.

1. Div.’s Indladning var altsaa gaaet nogenlunde rask frahaanden. Men da nu 2. Div. i Løbet af d. 21. batail- lonsvis forlod sine Kvarterer i Mileschau og Welemin og rykkede ind paa Banegaarden i Lobositz for at indlades, bevirkede den stadig tiltagende Forsinkelse i Togenes Afgang, at de efterhaanden ankommende Batailloner maatte bivouakere i Nærheden af Banegaardene og paa de til Lobositz og Bauschowitz førende Veje. [Forreste — 18de — Bataillon skulde have været afsted Kl. 1019, men kom først afsted Kl. 1,20; næste Bat., 14de, der skulde have været afsted Kl. 2,14, kom først afsted Kl. 6,13, og 15de Bat., som skulde have været afsted Kl. 426, stod endnu ved Mid­ natstid paa Sporet og kom, som det nu skal ses, aldelesikke atfsted].

Natten mellem 21. og 22. Kl. 1218, medens Tropperneaf Divisionens Gros endnu stode paaBanegaardene i Lobositz og Bauschowitz, indløb til Kronprindsen i Lobositz føl­ gende Telegram fra Grev Clam i Prag: «Overkommandoen befaler: Sachserne og 1. Korps indtage Stillingen Jung- bunzlau— Münchengrätz. Jeg beder om Bemyndigelse til at maatte dirigere de Batailloner og Batterier, som endnu ikke have passeret Prag, ad korteste Vej dertil. Jeg beder Dem indstændig komme hertil og anmelde Ankomsten pr. Telegraf. Troppernes Afmarche fra Lobositz maa sisteres.»

Den tidt omtalte Besynderlighed, at Benedek kun med­ deler Clam sine Ordrer og Dispositioner, og at denne der­ næst tilstiller Ivronprindsen af Sachsen dem til videre fornøden Efterretning, gjorde sig her paa den uheldigste Maade gjældende. Benedek traf Beslutningen om, at de sachsisk-østerrigske Tropper skulde forblive ved Iseren, d. 20.; Ordren kunde altsaa pr. Telegraf have været til­ stillet Kronprindsen i Lobositz, hvorved de sachsiske Troppers Afmarche fra Lobositz paa Jernbanen slet ikke var bleven paabegyndt. Hertil var der saa meget større Anledning, som Kronprindsen paa sit fra Lobositz afsendte Telegram, om Overkommandoen billigede Jernbanetrans­ porten til Chlumec, netop d. 20. om Fm. fik Overkomman­ doens Samtykke telegraferet direkte til Lobositz. Nu valgte man i det østerrigske Hovedkvarter at telegrafere Kontraordren til Prag, og paa Grund af Forsinkelser ved Expeditionen kom Telegrammet først dertil d. 21. Aften og naaede Kronprindsen d. 22. om Morgenen, da Trans­ porten var i fuld Gang, og man i 1,5 Dag havde afsendt Tog paa Tog. Denne Uorden i Befalingsgangen synesene at kunne lægges Hovedkvarteret og ikke Benedek til Last.

Transporten blev standset, men det sachsiske Armee-korps var nu skilt ad i 4 Grupper, som først om 4— 5 Dage kunde samles: 1) de til Prelauc afsendte Tropper (Div. Schimpff), som fik Ordre til ad korteste Vej at naa Jungbunzlau; 2) de Batailloner af 2. Div., som vare af- gaaede, men som stoppedes i Prag og her fik Ordre til lige­ ledes at marchere paa Jungbunzlau; 3) de ikke afgaaede Tropper (Div. Streglitz) og 4) Rytter-Divisionen, som i Forbindelse med den østerrigske Brigade Ringelsheim allerede var afmarcheret mod Jungbunzlau. Kronprindsen (saavel som Kongen af Sachsen) tog med sin Generalstabs­ chef til Prag for at forhandle med Grev Clam om Trop­ pernes Opstilling og Kantonnement ved Jungbunzlau. — Paa den sachsiske Overkommando, der netop havde viist, at den lagde Vægt paa Fasthed i Kommandoen, maa denne Situation, der saa let kunde have været undgaaet, have gjort et pinligt Indtryk. Tilmed var ved Opholdet i Lobositz over een Dag gaaet tabt, og ved de nu i Udsigt staaende, uafbrudte og anstrengende Marcher maatte det befrygtes, at Korpsets Kampdygtighed vilde lide, inden det endnu var ført mod Fjenden.

Medens Sachserne saaledes marchere for d. 25. at naa Jungbunzlau, vil et Overblik over Begivenhederne ved de øvrige Grupper være paa rette Sted.

Hvad Benedek angaar, da havde han i Skrivelse til Kejserens Generaladjudant kortelig udviklet sine Planer saaledes: Paa Grund af Underlegenhed i Antal vil han ikke udsætte sig for ugunstige strategiske Situationer. Kun naar det fremgaar som sikkert, at den preussiske Hovedkraft samler sig mellem Görlitz og Landshut, vil Benedek føre Hæren over i Böhmen i Stillingen Joseph­ stadt— Königinhof— Miletin for enten der at tilbyde Fjenden Slag eller for under gunstige Omstændigheder at gribe Offensiven herfra. Opstiller den preussiske Hovedarmee sig derimod i Øvre-Schlesien, vil han forblive ved Olmiitz og handle efter Omstændighederne. Han vakler derfor mellem disse to Alternativer, saa længe han ikke kan klare sig Preussens egentlige Planer, giver vel den 16. Ordre til at Hæren skal sammendrages i en Beredskabsstilling, men da han fra Wien d. 17. faar Meddelelse om, at de signaliserede Bevægelser af fjendtlige Korpser mod Neisse kun ere Demonstrationer, giver han alt paa denne Dag Ordre til Afmarche til Böhmen ad 3 forskjellige Linier.

Til 1. Korps gaves samtidig hermed følgende Med­ delelse:

«I dette Øjeblik staar den fjendtlige Hær mellem Görlitz og Landshut, 6. Korps ved Glatz, 5. ved Neisse. Kommer det til Opstilling ved Josephstadt, have de under Grev Clam staaende og Vest for denne Stilling værende Tropper, naar de tvinges til Tilbagetog, at lægge dette over Miletin.»

Vi skulle nu se 1. Korps’s forandrede Opstilling i Hen­ hold til Efterretningerne om Preussernes Indmarch i Sachsen, Sachsernes Afmarche til Böhmen og navnligBenedeks sidste Ordre af 17de. Hovedkvarteret forblev i Prag, men iøvrigt gaves Korpset en Opstilling bag Iseren saaledes: Brigade Piret kom til Münchengrätz, Brigaderne Poschacher og Abele til Jungbunzlau; Brigade Leiningen forblev i Egnen Vest for Jungbunzlau, og Brigade Ringels­ heim var i Marche ligeledes mod dette Punkt. Korpsets Infanteri er saaledes sammendraget i de to Punkter Mün­ chengrätz og Jungbunzlau, og Egnen om Turnau overgivet Rytteriet ene til Observation. I Instruxen til 1.1. Kav. Div. udtaler Clam endog, at han ikke skjønner det hen­ sigtsmæssigt at gaa ud over Linien Münchengrätz— Turnau; ja har Rytteriet rømmet Turnau, kan det endog betragte sin Rolle som udspilt; Rytter-Divisionen skal da trække sig bag Armeekorpset ved Münchengrätz og kun observere Vejen til Gitchin ved Patrouiller.

Benedeks Disposition har altsaa ikke aabnet Clams Øjne 1) for Vigtigheden af at forsvare Grændse- passene. Det laa dog nu, naar Hovedhæren skulde vinde Tid til uforstyrret at opmarchere i Stillingen Josephstadt— Königinhof— Miletin, nær at se, at det ogsaa for Hoved­ armeen, der sandsynligvis nærmest vilde komme i Kamp med den over Landshut kommende Fjende, der jo stod betydelig nærmere ved den omhandlede Stilling end den østerrigske Hær, — at det altsaa ogsaa for Hovedhæren maatte være af Betydning, at 1. Armeekorps hæmmede Fremrykningen over Reichenberg for saa længe som muligt at hindre de preussiske Hovedhæres Forening. (Herved maatte man rigtignok gaa ud fra, at ogsaa Hoved­ hæren, hvad imidlertid ikke skete, ved Benyttelse af Jern­ banen kastede nogle Brigader ud i de østlige Grændse- passe til disses Dækning). 2) For Vigtigheden af at holde Egnen om Turnau dels afHensyn til FjendensStilling og sandsynlige Operationslinie (Vejen fra Reichen­ berg over Turnau til Gitchin var jo den sandsynlige Opera­ tionslinie for Hovedmassen af de foran Clam værende fjendtlige Tropper), dels af Hensyn til den egne Retraitelinie over Miletin; thi var Turnau tabt, var Vejen til Gitchin sandsynligvis afskaaren.

Den valgte Opstilling og Instruxen til Rytter-Divi­ sionen synes imidlertid at vise, at Clam ikke lægger stor Vægt paa Opfyldelsen af det givne Hverv, at opholde en fjendtlig Fremrykning over Reichenberg, hvorom man iøvrigt har et yderligere Bevis deri, at Clam, som anført, beholdt sit Hovedkvarter i Prag selv efter Fjendtlighedernes Begyndelse.

Den østerrigske Hær, der først var sat i Bevægelse efter Ordren d. 16. og derpaa efter de forandrede Ordrer d. 17., fik allerede d. 20. ny Ordre. Paa denne Dag sattes nemlig Benedek i Kundskab om endel Efterretninger, der konstaterede Nærværelsen af en betydelig fjendtlig Styrke ved Neisse. Som Følge deraf forandredes de sidste Dags­ marcher, Hæren havde at foretage, saaledes, at samme efter endt Opmarche i den angivne Stilling stillede flere Korpser mod Kronprindsens Armee, ligesom det ogsaa nu anordnedes, at de sachsisk-østerrigske Tropper skulde forblive ved Iseren, hvilket, som vi saae, greb saa forstyr­ rende ind i Sachsernes Marcheplaner.

Imidlertid brøde Fjendtlighederne ud i Böhmen. Okku­ pationen af Sachsen var fuldendt. Kongen af Preussen overtog Overkommandoen og gav Befaling til Koncentre­ring ved den østerrigske Grændse for dernæst at be­ gynde Operationen mod Böhmen. 22. Juni udgik til begge Armeekommandanter (Elb-Armeen var jo underlagt I. Armee) den telegrafiske Befaling fra Berlin: «Hs. Majestæt befaler, at begge Armeer rykke ind i Böhmen og søge Forening i Retning af Gitchin.»

Fjendtlighederne begyndte altsaa d. 23. om Morgenen. Situationen var d. 22. om Aftenen ved Krigserklæringens Overrækkelse ingenlunde gunstig. Preusserne stode ved Grændsen 5— 6 Mil fra Iserlinien, kunde altsaa naa denne d. 24., medens de til Forsvaret af Iseren bestemte Tropper i flere Grupper vare paa Marche mod samme, idet ikke engang 1. Korps var samlet (Brigade Ringelsheim var endnu paa Marche mod Jungbunzlau), og Sachserne i det tidligste d. 25. vilde kunne naa Jungbunzlau. Og saae man hen til Forholdene ved Hovedhæren, vare de lige saa ugunstige, idet ogsaa denne var paa Marche mod Stillingen ved Josephstadt.

Paa Benedek maa Efterretningen om Krigens Udbrud paa dette Tidspunkt have gjort et ubehageligt Indtryk. Han kunde først fra d. 25.— 29. opmarchere i Stillingen ved Josephstadt og paatænkte der at give Hæren nogle Dages Ro, forinden han greb Offensiven. Kun eet Korps (10.) vilde i det Tidligste d. 25. kunne naa Josephstadt, medens Preusserne, hvis de virkelig stode ved Landshut, i Løbet af 2 Dagsmarcher, altsaa d. 24. om Aftenen, kunde naa derop. Vel har Benedek den 20. modtaget Underret­ ning om, at Kronprindsens Armee befinder sig i Øvre- Schlesien, men samtidig faar han Meddelelse om, at den største Del af denne Armee er i Marche mod de nærmeste bohmiske Pas. Den 25. veed han bestemt, at mindst 3 Korps, maaske 4, ere i rask Marche fra Landshut, Braunau og Glatz mod Defileerne ved Trautenau og Nachod. — Hvad Iser-Armeen angik, maatte ogsaa Forholdene ved denne presentere sig ugunstig for ham. Den havde for overlegne Kræfter at trække sig tilbage paa Hovedarmeen, altsaa eventuelt i sydostlig Retning. Fra Jungbunzlau til Koniggråtz er 8 Mil, fra Landshut eller Glatz til Konig- gråtz ligeledes 8 Mil; Iser-Armeen maatte saaledes vente at kunne blive trængt ud af sin egentlige Retraitelinie. Der var vel den Mulighed at lade Iser-Armeen benytte Banen Jungbunzlau— Prag— Olmutz; men det vilde da være nødvendigt at sikre Pardubic.

Dagene d. 23de, 24de og 25de medgik altsaa til Marche paa begge Sider; kun 1. Korps kunde i Ro træffe sine Dispositioner. Grev Clam var i det Hele taget vel186underrettet om den preussiske Opstilling. Han vidste, at I. Armee marcherede frem fra Gorlitz mod Iseren med 3 Korps foruden et stærkt Rytteri og Artilleri, og at Elb- Armeen i alt Fald med 1Korps bevægede sig i sydostlig Retning. Han vidste, at I. Armees Forposter d. 24. stode tæt foran Reichenberg (4 Mil fra Turnau), hvilket var rigtigt, og antog Elb-Armeen ved Scliluchenau, medens den i Virkeligheden var en Dagsmarche længre fremme. Men han kunde altsaa være temmelig sikker paa fra d. 26. at have at gjøre ved Iseren med stærke fjendtlige Kræfter fra Nord og et Par Dage senere med andre fjendt­ lige Kræfter fra Nordvest. Ikke desto mindre lægger han dog stadig Tyngdepunktet af Forsvaret mod NV. og be­ stemte, at saavel 1. Korps som Sachserne skulde koncen­ treres ved Mtinchengratz og Jungbunzlau, og at som før 1. 1, Kav. Div. skulde observere Egnen om Turnau og i Tilfælde af Angreb trække sig paa Mtinchengratz.

Den for Iser-Armeen af Grev Clam anordnede Op­stilling, som nu indtoges d. 25., var følgende:

Paa denne Dag (d. 25.) fandt Clam sig endelig for­ anlediget til fra Prag at begive sig til Jungbunzlau, og Kronprindsen af Sachsen begav sig ligeledes dertil. Sidst­ nævnte modtog nu endelig Benedeks Svar paa Forespørgslen af 21. om, hvorledes det egentlig forholdt sig med Kom­ mandoforholdene. B. anmodede Kronpr. om at begive sig til Jungbunzlau og overtage Kommandoen over de ved Iseren staaende Tropper. Kronprindsen kunde saaledes strax telegrafere tilbage: «Melder mig indtruffen i Jung­ bunzlau. Det kgl. sachs. Armeekorps rykker idag og imorgen ind mellem Backow og Jungbunzlau.»

At Kronprindsen, nu da han overtog Kommandoen, lod Sachserne rykke ind paa de af Clam anviste Steder, kan kun forklares af, at han blot ilede efter at skaffe Sachserne Ro om end kun for en kort Tid. Dette ses ogsaa af en Korrespondance med B. samme Dag. B. preciserer nemlig i en paa denne Dag Kronprindsen til­ stillet Skrivelse Korpsernes Opgave at være den, at imøde- gaa et i Retning fra Reichenberg eller Gabel kommende fjendtligt Angreb; «ved Løsningen af denne Opgave vil Iser-Armeen enten blive understøttet af senere ankom­ mende Dele af Armeens Gros» (Benedek udtaler her for første Gang sin Plan at føre Armeens Gros mod Prinds Friedrich Carl), «eller ligeoverfor et betydelig overlegent Angreb have at trække sig tilbage paa Hovedarmeen.» Kronprindsen svarer herpaa med at angive KorpsernesStilling ved Miinchengråtz og tilføjer, at han lader dem staa saaledes, eftersom de sachsiske Tropper nødvendig maa have en Rastdag. «Skulde Situationen ikke for­ andre sig, er det Hensigten at rykke frem mod Turnau og fremskyde Rekognosceringer mod Reichenberg.»

Benedek ses at ville drage Fordel af Fjendens delte Stilling til at operere paa den indre Linie. En Betingelse for et heldigt Udfald heraf er imidlertid, at der haves saa meget Rum, at man kan rykke den ene Modstander flere Marcher imøde og slaa ham for dernæst at vende sig mod den anden. Indsnevres derimod Rummet mellem Fjen­dens adskilte Dele, løber man Fare for, idet man angriber den ene Part, at blive tagen i Ryggen af den anden.

At en Rastdag var nødvendig for Sachserne maatte indrømmes. Siden de forlode Dresden, havde de kun haft een Rastdag i Welemin; alle andre Dage havde de til­ bragt paa Marche og vel endog paa unyttige Frem- og Tilbagemarcher. I 8 Dage havde Korpset tilbagelagt 22 Mil, overskredet to Bjergpartier og i den mest brændende Solhede ovenikjøbet ofte haft at kæmpe med Vejenes slette Tilstand. Ogsaa havde Forplejningen ladet Meget tilbage at ønske.

Derimod stod i. Korps med fuldstændig friske Kræfter. Det er derfor paafaldende, at Kronprindsen d. 25., da han overtog Kommandoen, ikke strax dirigerede dette Korps op til Turnau, ja endogsaa lod Korpset d. 26. staa ved Munchengratz. Til Grev Clam afgik nemlig følgende Ordre: «Deres Excellence anmodes om den 27. at rykke frem med l.Armeekorps til Turnau og at fremskyde For­ tropper mod Liebenau og Eisenbrod. Det kgl. sachs. Armeekorps vil da følge efter tilBrezina og Hoschkowitz.» Som man kan tænke, udviklede Begivenhederne sig saaledes, at denne Fremrykning ikke kunde sættes i Scene den 27.; men det er betegnende for Grev Clam, at denne, selv efter Modtagelsen af Kronprindsens Ordre, ikke brød sig om at rykke op til Turnau. Østerr. Gstabsv. siger herom: «1. Korpskommando ansaa dog ikke Fremrykningen mod Turnau for hensigtsmæssig; Grev Clam foretrak at samle sine Kræfter i den stærke Stilling NO. for Münchengriitz for derfra at handle efter Omstændighederne. Den til 1. lette Kav. Div. under 16. Juni givne Befaling vedblev derfor at staa ved Magt». Som det erindres, anordnede denne Befaling, at Rytter-Divisionen ligeover- for en fjendtlig Fremrykning havde at rømme Turnau og trække sig tilbage paa Münchengråtz. — Hvad Rytter Divisionen angik, der var kommanderet af Baron Edels- heim, en af Østerrigs dygtigste Rytterførere i hin Periode, da synes denne ingenlunde om den Rytteriet saaledes anviste Holdning, men vil tvertimod lægge et kraftigt For­svar op i Egnen N. for Turnau, eftersom Forholdene ved Turnau selv ikke ere taktisk gunstige. Baron Edelsheim giver specielt Anvisning paa en Stilling Syd for Liebenau ved Gillowey, i hvilken en Brigade Fodfolk i Længden vil kunne forsvare den foranliggende Dal ved Liebenau. Menhertil toges aldeles intet Hensyn.

Den preussiske Opstilling for d. 25. om Aftenen erallerede opgiven. Prinds Friedrich Carl befalede nu General Iierwarth næste Dag d. 26. at rykke frem med Elb-Arineen dels mod Osic, dels mod Niernes, men besluttede derimod at lade sit eget Gros forblive i dets indehavende Stilling og kun at foretage en Rekognoscering med 8. Div. over Liebenau mod Iseren, bag hvilken man formodede en større Styrke. Denne Rekognoscering gik dog snart over til en almindelig Fremrykning af I. Armee, og da samtidig Spidserne af Elb-Armeen stødte paa de østerrigske For­ tropper foran Iseren, udviklede sig nu de første større Fægtninger i Felttoget.

Ved Hovedhæren har paa denne Dag kun eet Korps, 10de, naaet Stillingen ved Josephstadt; alle andre Korps ere længer tilbage, saaledes 4. Korps ved Opocno, 8.Korps ved Tynist og Hohenbruck osv.; 1. Res. Kav. Div. staar ved Dolan og Skalitz.

Kronprindsens Armee staar d. 25. om Aftenen med 1. Korps ved Grændsen ved Liebau og Schomberg, Gardekorpset i Neurode og Wünschelburg, Ø. og SØ. for Braunau, 5. Korps V. for Glatz; 6. Korps ved Patschkau, Ø. for Glatz; Kav. Divisionen ved Waldenburg, NØ. for Liebau. Efter Kronprindsens Disposition skal d. 27de Aupa Linien være naaet (1. Korps ved Trautenau, Garde­ korpset ved Eypel og Kostelitz, 5. Korps ved Nachod); d. 28. skal Elb-Linien naaes ved Arnau, Koniginhof og Joseph­ stadt. Den 28. vil Benedeks Opmarche ikke være fuldendt.

26. Juni.

Oprindelig skulde ved Iser-Armeen d. 26. være Rast­dag, hvilket, som tidligere anført, var højst ønskeligt for Sachserne. Paa denne Dag udkastedes kun Dispositioner for Fremrykningen til Strækningen Turnau— Münchengriitz, ligesom ogsaa Kronprindsen afsendte telegrafisk Fore­ spørgsel til Benedek om, hvor vidt denne billigede den for d. 27. ansatte Fremrykning af begge Korps til de nævnte Punkter. Denne Forespørgsel var tilmed nødvendig, da Clam havde vægret sig ved at dirigere sit Korps til Turnau. Inden Svaret kom herpaa, indtraf følgende vigtige Tele­ gram fra Benedek Fm. Kl. 1040: «Overkommandoen for­ lægges strax til Münchengråtz. Münchengriitz og Turnau holdes for enhver Pris.« Da dette Telegram kom, var Kronprindsen redet ud paa Rekognoscering mod Weiss- wasser, og Sachs. Gstabsv. anfører, at saaledes kunde først ved Kronprindsens Tilbagekomst Kl. 2— 3 Grev Clam iMiinchengriitz meddeles Kundskab om Telegrammets Ind­ hold. Da man ikke kan antage, at det sachs. Hovedkvarter er gaaet ud fra, at en saa vigtig Ordre ikke lod sig expedere i Chefens Fraværelse, maa det antages, at man i det østerr. Hovedkvarter har begaaet den Fejl at adressere Telegrammet til Kronpr. af Sachsen istedenfor til Kom­ mandoen over Iser-Årmeen, hvorfor det er blevet antaget for et privat Telegram, som man ikke turde aabne. Herved gik 4 kostbare Timer tabt. Ved sin Hjemkomst Kl. 2— 3 modtog Kronprindsen foruden dette Telegram om, at Turnau skulde holdes for enhver Pris, tillige et andet, afsendt fra Grev Clam Kl. 11,30, som meldte, at Turnau allerede var tabt. Det lød: «Fjenden er rykket frem tjl Turnau; hele Formiddagen temmelig livlig Artillerikamp. Rytterfægtning ved Iühnerwasser.»

Kronprindsen begav sig strax til Grev Clam i Münchengratz. Iler erfarede han, at 1.1. Kav. Div. i Overens­ stemmelse med sin Instrux havde trukket sig tilbage for den overlegne Modstander ad Reichenberg-Vejen og efter en længere Artillerikamp ved Sichrow havde rømmet Turnau. Uden at være forfulgt var nu Rytter-Divisionen gaaet tilbage i Stillingen ved Munchengriitz bag Fodfolket. Dog var endnu Iser-Overgangene ved Podol og Laukow i Østerrigernes Hænder.

Der maatte altsaa gribes til de Forholdsregler, som man fra den første Dag burde have iværksat, For­ holdsregler, som imidlertid nu vare vanskelige at sætte iværk. Det stod nu endelig klart for iserhærens Over­ kommando, at det gjaldt om at opholde Fjenden i hans Debouchering ud af Bjergene eller igjen at kaste ham til­ bage i samme. Selv om det imidlertid maatte lykkes at fravriste Fjenden Turnau, laa dette Punkt dog ugunstigt for det videre Forsvar. Om Eftm. aftaltes derfor mellem begge Korpskommandører, at man ikke alene skulde be­ mægtige sig Turnau, som ifølge 1.1. Kav. Div.’s Melding kun var svagt besat, og som man derfor om Natten vilde tage ved Overfald, samt yderligere sikre sig Besiddelsen af den endnu besatte Overgang ved Podol ved til den Ende endnu samme Aften at lade Brigaden Poschacher besætte de paa den anden Side af Broen liggende Højder ved Swijan, — men desuden d. 27. skulde rykke frem udover Iseren offensivt mod Sichrow for saaledes at naa den gunstige Stilling ved Gillowey, hvorpaa Baron Edelsheim havde henledet Opmærksomheden. I Besiddelse af denne Stilling haabede man at kunne efterkomme det givne Hverv. Forberedelserne til denne Bevægelse skulde ud­ føres allerede om Aftenen d. 26.

For nu at have de sachsiske Tropper nærmere ved Haanden til denne Fremrykning, tildeltes samme om Eftm. Ordre til strax at bryde op fra deres Bivouakker, (man erindre, at d. 26. oprindelig var bestemt som en højst nødvendig liastdag), eventuelt ved Nattemarcher indtage de angivne Rendez-vous Pladser S. for Münchengråtz og fra Kl. 4 om Morgenen holde sig parat til Fremrykningen næste Dag. Saaledes tilbragte samtlige til den sachsiske Ilær hørende Tropper den halve Nat paa Marche, en Marche, der yderligere opholdtes ved de mellem Jungbunzlau og Munchengratz ad Chausseen tilbagegaaende østerrigske Kjøretøjer. — Ogsaa hos Østerrigerne gjorde man de nødvendige forberedende Skridt, idet Br. Poscha- cher fra Brezina tiltraadte sin Marche til Besættelse af Højderne ved Swijan. Denne Fremrykning, hvorved Podol Broen skulde sikres, begyndte imidlertid for sent. Det vil erindres, at Benedeks Ordre først expederedes fra Kronpr. af Sachs. Kl. 2— 3; Grev Clam kunde derfor først om Aftenen Kl. 7 tilkalde sine Brigadekommandører til Slottet i Miinchengratz for at forhandle med dem om Dispositionerne for Aftenen og næste Dag. Under denne Sammenkomst hørte man allerede Geværilden fra den Kamp, som udspandt sig angaaende Besiddelsen af Broen ved Podol, og Grev Poschacher kunde derfor først nogle Timer senere føre sin Brigade frem paa Kamppladsen.

Prinds Friedrich Carl gav efter Forpostkampen ved Sichrow kun 2 Divisioner Ordre til Fremrykning; 7de (Fransecky) skulde fra Gablonz bemægtige sig Turnau, 8de (Horn) rykke frem til Preper, tæt V. for Turnau. Denøvrige Del af Armeen skulde derimod indtage mere frem­ rykkede Stillinger, (5te Div. skulde fra Reiclienberg begive sig til Gablonz, 6te fra Reiclienberg til Liebenau, 3die og 4de Div. fra Kratzau til Reiclienberg). Elb-Armeen skulde rykke frem med 15. og 16. Div. til Niernes, 14. Div. til Merzdorf, NV. for Osic, Garde-Landev. Div. mod SO. til Kunnersdorf.

Divisionen Fransecky naaede allerede om Eftermid­ dagen det ubesatte Turnau, gjorde Rroen praktikabel og slog yderligere en Pontonbro over Iseren.

Divisionen Horn, der efter Fægtningen ved Sichrow havde afkogt, rykkede om Aftenen Kl. 6 frem mod Preper. Det var denne Divisions Forsøg paa endnu samme Aften at erobre Iser-Overgangen, der førte til den meget blodige Nattekamp ved Podol. Inden nemlig Rrigade Poschacher naaede Podol, var Fjenden rykket frem hertil, trængte et Komp. af Regimentet Martini tilbage over Broen,men kastedes atter tilbage ved ny Tropper af sammeRegiment. Under den meget haardnakkede Kamp trak Grev Clam foruden Br. Poschacher ogsaa Brigaderne Abele og Piret frem til Understøttelse; men Kl. 2 Morgen afbrødes Kampen med Tabet af Broen. Fjenden, som var meget udmattet og haardt medtaget, fulgte ikke efter. (Østerrigerne tabte i Kampen ved Podol 1015 Mand, Preusserne 118 Mand). — Overfaldet paa Turnau blev efter Tabet af Broen ved Podol selvfølgelig ikke sat iværk.

Paa denne Dag forlægger Benedek sit Hovedkvarter til Josephstadt. Om Aftenen ere 4de og 10de Korps naaede op i Stillingen ved Josephstadt, 3die staar ved Koniggråtz, 6te ved Opocno; de andre Korps længer tilbage. 1ste Res.-Kav. Div., der staar i Egnen ved Skalitz, melder, at Fjenden paa denne Dag overskrider Grændsepassene. Dette er rigtigt. Vel staar 1ste pr. Korps om Aftenen endnu ved Liebau; men Gardekorpset har overskredet Grændsen ved Braunau, 6te Korps staar ved Reinerz, 1 Dagsmarche 0. for Nachod. — B. dirigerer 6te og 10de Korps «for at dække Ilærens Opmarche» fra Opocno og Josephstadt henholdsvis mod Skalitz og Trautenau; da preussiske 1ste og 5te Korps næste Dag have Ordre til at rykke frem mod disse Punkter (Garde­ korpset mellem begge kan efter Omstændighederne under­ støtte det ene eller det andet), og da de nævnte østerrigske Korps have Ordre til at gaa Fjenden energisk paa Livet, hvor han maatte vise sig, maa det paa begge Steder komme til alvorlige Sammenstød.

27. Juni.

Endnu medens Nattefægtningen ved Podol var i fuld Gang, erholdt Kronprindsen af Sachsen ved Midnatstid i Miinchengratz efterfølgende Telegram fra Benedek, afsendt fra Josephstadt Kl. 9,10: «Stærke fjendtlige Afdelinger staa foran Trautenau og Nachod. Som Følge deraf er Armeens Opmarche ved Josephstadt fremskyndet. Da jeg ikke kjender Deres Planer, overlader jeg det til Deres Skjøn, hvor vidt den for d. 27. tilsigtede Fremrykning ogsaa er fordelagtig efter denne Meddelelse.» Som det ses, antyder Telegrammet et mægtigt Omslag paa samme Dagi Benedeks Dispositioner. Om Fm. har Kronprindsen faaet Ordre til at holde Turnau (og Miinchengråtz) for enhver Pris; nu modtages samme Aften Meddelelse om, at den offensive Fremrykning, som er nødvendig for at tilbageerobre Turnau, overlades til Kronprindsens Skjøn, og hvad mere er, dette Skjøn skal baseres paa Begivenheder, hvis Be­tydning ene Overkommandoen er istand til at bedømme. Kronprindsen kunde dog snart fatte Beslutning; thi da han fik Underretning om det ulykkelige Udfald af Kampen ved Podol, svarede han telegrafisk: »Som Følge af 1ste Korps’s Nattekamp og Tabet af Podolbroen opgiver jeg den til idag tilsigtede Offensiv, og ville nu begge Korps besætte Stillingen ved Münchengråtz.»

Ordre udgaves ufortøvet til denne Stillings Besættelse. Venstre Fløj havde sit Støttepunkt i det saakaldte Gazow- eller Podolbjerg og ved Iseren ved Mohelnitz, højre Fløj i Muskybjerget, begge dominerende Punkter tæt NO. for Miinchengråtz, som koncentrisk omfattede den fra Podol mod Stillingens Centrum førende Vej og sikrede en vid og gunstig Artillerivirkning. Stillingens Udstrækning varc. 3000’. — Det sachsiske Armeekorps skulde besætte venstre Fløj Vest for Landevejen, 1ste østerrigske Korps højre Ftøj Øst for Vejen.Medens man altsaa tidligere tænkte sig Fjenden kommende fra NV. og derfor havde Front herimod, havde man nu Front mod NO. og be­ vogtede kun Iser-Overgangene i venstre Flanke.

I denne Stilling ved Miinchengråtz, der, som man sagde, var taktisk stærk, ventede man nu forgjæves et Angreb fra preussisk Side. Det maa dog sikkert betragtes som en Lykke, at det udeblev.

Det var jo for det Første konstateret ved Kampene den foregaaende Dag, at man havde Preusserne saavel i Front som i venstre Flanke. Kampene ved Huhnerwasser havde røbet 8de Korps, altsaa Elb-Armeen i venstre Flanke, og man vidste Prinds Fr. Carls Armee i Egnen om Turnau. Kjendte man end ikke nøje Fordelingen af de preussiske Divisioner, havde man dog faaet at føle en alvorlig Modstand ved Podol, ligesom Pr. Fr. Carl jo ogsaa følte sig stærk nok til at bemægtige sig Turnau. Men i Turnau stode Preusserne nærmere ved Gitchin end Sachserne og Østerrigerne i Munchengråtz. Det vilde altsaa formentlig have været rigtigt strax at afmarchere for at unddrage sig den fjendtlige Omslutning, saa meget mere som det i Benedeks Ordrer stadig var udtalt, at Iser-Armeen havde at trække sig tilbage for overlegne Kræfter. Rronpr. besluttede sig imidlertid til at blive, fornemmelig fordi det af B.’ Telegram ikke var til at se, hvor vidt Ilovedarmeens Offensiv mod Pr. Fr. C. var opgiven eller ej, og om ikke en for tidlig Rømning af Positionen ved Iseren stod i Strid med den alm. Operationsplan.«Ved at tage imod et Angreb i den taktisk stærke Stilling ved Munchengråtz kunde der i hvert Fald vindes Tid, som da kunde komme Nordarmeens paatænkte Offensiv til Gode.»

Hertil maa dog bemærkes, at man'vidste Hovedarmeen i saa stor Afstand (3— 5 Dagsmarchers Afstand), at man umulig kunde gjøre Regning paa at forblive ved Münchengratz til dens Ankomst.

Stillingen sagdes at være taktisk stærk; men hvor stærk den end var, og med hvor megen Bravour man end kæmpede i denne Stilling, kunde dog Intet opveje dens uheldige strategiske Beliggenhed. Det Ejendomme­ ligste var dog, at Retraitelinien laa i højre Flanke, endog lidt fremad i højre Flanke, saa at det ikke var langt fra, at man sloges med omvendt Front og endda kunde blive angreben i Ryggen. En Fremrykning fra Pr. Fr. C.’s Side med tilstrækkelige Kræfter mod Gitchin vilde have kom­ promitteret hele Stillingen.

En saadan Fremrykning laa imidlertid ikke i Pr. Fr. C.s Tanker, ligesom det overhovedet nu, da man er vant til en mere energisk Krigsføring, maa frappere at se den Langsomhed, der herskede over de preussiske Operationer. Pr. Fr. C. benyttede blot Dagen til at trække de endnu bagved værende Dele af Armeen tættere ned til Iseren og til at forberede et omfattende Angreb til næste Dag. (7. og 8. Div. forbleve ved Iseren fra Podol til Turnau; 6. Div. blev fremskudt til Sichrow; Kav. Brigaden Herzog v. Mecklenburg fremskødes indtil S. for Liebenau; hertil naaede ogsaa Téten af II. Armeekorps ; Kav. Korpset mellem Kratzau og Reiclienberg; 5. Div. fra Gablonz til Eisenbrod. — Af Elb-Armeen rykkede 14. Div. til Bôhm. Aicha, 16. Div. til Bratzdorf, G. Landev. Div. til Wartemberg og Grtinau. 15. Div. blev ved Plauschnitz med Teten ved Hühnerwasser).

I Stillingen ved Münchengrâtz ventede man altsaa forgjæves paa Preussernes Angreb. De østerrigske For­ poster iagltoge, mellem Podol og Turnau kun fjendtlige Patrouiller paa venstre Iserbred ; derimod meldte de frem­ skudte Kav. Detachementer, at Turnau var stærkt besat, og henimod Middag, at flere Tropper trak sig mod Turnau. I Rummet mellem Preper, Sichrow og Turnauskjelnedes 6— 7 større Lejre, udgjørende ialt c. 2 Korps. Endvidere meldtes flere Afdelingers Fremrykning mod Gitchin. Det var utvivlsomt, at Fjenden ikke tilsigtede et Angreb, men indledede en Operation mod Gitchin, hvilket let kunde lede til, at Iser-Armeen trængtes bort fra den korteste Forbindelseslinie med Hovedarmeen.

Imidlertid indløb ved Middagstid Generalbefalingen fra Nordarmeens Overkommando, dat. Josephstadt d. 26., som vel Intet indeholdt om Iser-Armeen, men dog kastede nogen Klarhed over Forholdene paa den østlige Krigs­ skueplads. Det fremgik af den, at B. endnu fastholdt sin Plan at lade Nordarmeen opmarchere i Stillingen Joseph­ stadt— Miletin, og at der kun til Dækning mod stærke fjendtlige Afdelinger, som rykkede frem mod Starkenbach og Trautenau, skuide, som tidligere omtalt, afgives et Armeekorps saavel til Skalitz som til Trautenau.

Da der saaledes var en Mulighed for, at Nordarmeen kunde komme i Engagement med den ad de østlige Bjergpas deboucherende Fjende, besluttede Kronprindsen af Hensyn til sin egen exponerede Stilling at afmarcheré, dog ikke før den følgende Morgen, fordi næsten samtlige Tropper havde tilbragt den foregaaende Nat under Gevær eller paa Marche og derfor vare for udmattede til en ny Nattemarche. Denne Meddelelse om, at Tropperne ikke kunde afmarchere, viser unægtelig, at Overvejelserne om Formiddagen angaaende, hvor vidt man turde afmarchere eller ej, vare temmelig ørkesløse.

Ved Middagstid udgav nu Kronpr. Befaling til, at Tropperne skulde bivouakere i deres nuhavende Stillinger, dog saaledes, at et fjendtligt Angreb hvert Øjeblik kunde modtages. Denne Beslutning telegraferedes om Eftermid­ dagen til Benedek ved følgende Telegram: »Efter Mod­ tagelsen af Generalbefalingen for d. 26. bar jeg til Hensigt d. 28. at marchere tilSobotka og nærme mig Hovedhæren; spørger, om dette billiges, eller om jeg fremdeles skal forblive i Miinchengratz. Endnu har Fjenden ingen over­ legne Kræfter viist.»

Herpaa indløb Aften Kl. 10 følgende telegrafisk Efter­ retning fra Benedek: »Hovedkvarteret d. 29. i Miletin, d. 30. i Gitchin.»

Hvad Kronprindsens Telegram angaar, da skjønnes Meddelelsen om, at Fjenden ingen overlegne Kræfter havde viist ligeoverfor de Natten forud foregaaede Kampe og de samme Dag indgaaede Efterretninger, ifølge hvilke man vidste sig truet af en meget overlegen Modstander saavel i V. som i N. og NO., — snarest at maatte virke vildledende. I hvert Fald kunde Spørgsmaalet, om Kron­prindsen fremdeles skulde forblive i Munchengriüz, sammen­ holdt med Meddelelsen om, at Fjenden ingen overlegne Kræfter havde viist, let bevirke, at Benedek, hvis stadige Tanke det var at holde de to fjendtlige Hovedarmeer adskilte, og som derfor yderst gjerne vilde bevare Iser-Afsnittet for sig, anordnede de sachs. østerr. Troppers Forbliven ved Iseren, hvad under de givne Forhold vilde være yderst uheldigt. B. har formodentlig vaklet, hvad Svaret angik; hans undvigende Svar, hvorved for 2den Gang henstilles til Kronprindsens Skjøn, hvad der skal foretages, tyder idetmindste herpaa.

Benedeks Svar skulde iøvrigt ikke kunne opfordre Iironprindsen til at blive ved Iseren; thi det viste jo i Grunden kun, at om end Hovedhæren vedvarende agtedes ført mod Iseren; vilde der nødvendig medgaa flere Dage, før den naaede dertil. Selv om der blev marcheret d. 28., hvilket ikke var paatænkt og heller ikke udførtes, eftersom B. paa Grund af det ulykkelige Resultat af Kampen ved Nachod aldeles ikke expederede Befalingen til Nord­ armeens Afmarche mod Iseren, — vilde i Virkeligheden kun 3 Korps kunne naa Iseren d. 30te. Kronprindsen blev da ogsaa ved den tagne Beslutning at lade Hæren af­ marchere mod Miletin.

Ved Hoved arm een forefaldt paa denne Dag de to Kampe ved Trautenau og Nachod, hvor paa første Sted 10. Korps (Gablenz) slaar 1. pr. Korps, men selv bliver yderst medtaget (10. Korps mister 4596 M., 1. Korps 1282 M.), og paa andet Sted 6.Korps (Ramming) bliver slaaet og mister 5487 M. (Pr. 1060). Om Aftenen er altsaa af Kronprindsens Armee 1.Korps kastet tilbage over Grændsen; det staar tilligemed Kavaleri-Divisionen ved Liebau og Schomberg. Gardekorpset staar ved Eypel og Kostelitz, 5. Korps foran Nachod; 6. Korps er endnu ved Habel- schwerdt, 2 á 3 Dagsmarcher 0. for Nachod. — Østerrigernes Opmarche er nu saa vidt fremrykket, at om Aftenen staar 6. og 10. Korps henholdsvis ved Skalitz og Trautenau; 3. og 4. Korps i Stillingen Miletin— Lanzow; 8. Korps naaer ved Midnatstide Dolan; alle andre Korps ere længer tilbage.

28. Juni.

Efter de af Pr. Fr. C. d. 27. udgivne Dispositionerhavde Generallt. Herwarth med 15. og 16. Div. samt Garde-Landev. Div. at marchere fra Niernes direkte paa Munchen-gratz, hvorimod 14. Div. skulde understøtte dette Angreb ved en Fremrykning mod Mohelnitz. Af I. Armee skulded. 28. om Morgenen i forreste Linie staa: 8 Div. ved Podol, 7. Div. Øst herfor mellem Mokry og Wsen, 6. ved Preper, Div. Hann af Kav. Korpset ved Dauby; 8. og 4. Div. (2. Korps) skulde rykke frem til Sichrow, Kav. Div. Alvensleben i Kant. mellem Liebenau og Langenbruck, 5. Div. rykke frem til Rowensko og et Kav. Detachement under Oberstlt. Heinichen rekognoscere frem til Gitchin. — DaElb-Armeens Avantgarde stødte paa BrigadeLeiningen, fik 7. og 8. Div. Befaling til ligeledes at rykke mod Müncbengråtz, førstnævnte over Brezina, sidste over Wsen og Zdar.

Om Natten afsendte Grev Clam et Telegram til Benedek, som meldte, at en betydelig fjendtlig Styrke rykkede frem mod Rowensko, altsaa mod Forbindelseslinien mellem Iser-Armeen og Hovedarmeen. Dette foranledigede Benedek til at telegrafere Kl. 5 Morgen til Kronpr. af Sachsen: «For at forhindre, at Fjenden kaster sig ind mellem Ar­meens Gros og Deres Tropper, vil De have at tiltræde Afmarchen tilhøjre med det Hele.» Dette modtoges Kl. 8,30, da Hæren allerede var paa Marche.

Efter Kronprindsens Disposition skulde de østerrigske Tropper d. 28. og 29. begive sig over Sobotka til Gitchin, de sachsiske Tropper over Liban til Gitchinowes. Fjen­ dens Nærhed gjorde, at denne Bevægelse nu var over­ ordentlig farlig. Man maatte vente at blive angreben i_Egnen om Munchengråtz og under hele Marchen at foruroliges i Flanken; selv Punktet Gitchin var stærkt truet.

Hvad Sachserne angik, der altsaa benyttede Vejen Liban— Gitchinowes, som ogsaa indsloges af 1. Korps’s Train, da udførtes deres Marche uantastet. Om Aftenen stod 1. Inf. Div. ved Brezno og Langen Lhota, 2. Inf. Div. ved Domausnitz og Klein Lhota, Rytter-Div. Nord herfor ved Wobruwitz og Martinowitz; det sachsiske Hoved­ kvarter samt Kongen af Sachsen i Unter-Bautzen.

Med Hensyn til 1. Korps havde Clam-Gallas truffet følgende Dispositioner:

Brigade Ringelsheim skulde alt d. 27. om Aftenen bryde op til en Stilling NV. for Sobotka for derfra at dække Armeekorpsets Marche mod Flankeangreb fra Turnau og Podol. Den 28. skulde Resten af Korpset følge, nemlig 1. Kav. Div. om Morgenen Kl. 4 over Furstenbruck og Sobotka til Samsin; den havde at fremskyde Rekognosceringer mod Rowensko og Gitchin; derefter de øvrige Brigader med 1 Times Mellemrum.

Brigade Leiningen fik en temmelig alvorlig Fægtning at udholde, dels fordi Fjenden rykkede rask frem, og dels fordi det sachsiske Korps til Dækning af sin Retraite ønskede en længere Forbliven af Brigaden Leiningen ved Munchengrätz. Brigaden rømmede efterhaanden Kloster, trak sig over til Munchengråtz og brød Broerne af. Men Preusserne vadede over Syd for Munchengråtz, 14. Div. vadede over ved Mohelnitz, og da nu ogsaa Pr. Fr. Carls Armee greb ind fra Nord, rømmede Brigaden Miinchen- gratz, rallierede sig paa Horka Bjerget og trak sig der- paa tilbage. Omtrent Kl. 12 ophørte Kampen; Preusserne fulgte ikke efter, muligvis paa Grund af Udmattelse. Ogsaa de østerrigske Tropper vare meget udmattede; under den herskende Varme blev Mandskabet liggende undervejs, og flere pludselige Dødsfald forekom.

1.1. Kav. Div. indtraf Kl. 10 ved Samsin. Div.’s For­ tropper stødte henimod Middag ved Gitchin sammen med det ad Turnau-Vejen fra Rowensko fremrykkende Rekogno­ sceringskommando og trængte det tilbage ud over Poduls, hvor Kl. 2,30 Gen. Edelsheim selv indtraf med Div.’s Gros og bemærkede stærke fjendtlige Stridskræfter ved R wensko. Fjendens Forposter stode om Aftenen ved Anjezd N. for Gitchin. Grev Clam havde ikke tænkt at sikre Gitchin, men sendte dog efter Baron Edelsheims ind­ stændige Forestillinger Br. Poschacher dertil; denne ind­ traf Aften Kl. 9 og sikrede da dette vigtige Punkt i en Opstilling á cheval paa Chausseen N. for Gitchin. 1. 1.Kav. Div. gik derpaa bagved Gitchin til Starymjesto i Bivouak. — 1. Korps’s Opstilling blev om Aftenen følgende: Br. Ringelsheim i Defileet ved Kost NV. for Sobotka, Br. Poschacher foran Gitchin, de 3 resterende Brigader echelonnerede mellem Sobotka og Ober-Bautzen; Korpskvarteret i Sobotka.

Prinds Fr. C. havde om Aftenen følgende Opstilling i en Linie fra tæt S. for Miinchengratz over mod Rowensko, nemlig: 7. Div. Bosin, 8. Dobrawoda, 15.Wesela, 16.Håber, 14. Münchengratz, 6. Brezina, 3. Zehrow, 4. Daubraw, 5. Rowensko, Garde-Landev. Div. Hiihnerwasser, Kav. Korpsetlænger tilbage ved Laschan og Liebenau.

Angaaende de Efterretninger, som Iser-Armeens Over­kommando havde om Fjenden, da havde man foruden Edelsheims Beretning om, at Fjenden havde viist sig foran Gitchin, tillige Meldinger fra Br. Ringelsheim, Poschacher og Piret, hvilke lode slutte til Samlingen af en c. 10— 12000 Mand stærk fjendtlig Troppemagt om Rowensko og Gross-Skal og en snarlig forstærket Fremrykning af Fjenden mod Gitchin.

Da saaledes Gitchin var stærkt truet, besluttede begge Korpskommandørerne at lade Tropperne afmarchere tildels om Natten, i hvert Fald tidlig næste Morgen. Og hvad særlig Sachserne angik, som oprindelig skulde rykke over Liban til Gitchinowes, da blev det nu besluttet, at kun Div. Schimplf skulde marchere denne Vej, men at Div. Stieglitz til Understøttelse for Østerrigerne skulde træk­ kes nærmere op til Gitchin, nemlig til Podhrad. — Den sachs. Rytter-Div. kom til Dolan og Keten.

Ved Hovedarmeen forefaldtpaadenneDagKampene ved Skalitz og Neu-Rognitz, begge med ulykkeligt Udfald for henholdsvis 8. og 10. Korps. Ved Skalitz har efter den ulykkelige Kamp ved Nachod 8. Korps afløst 6. Korps; 4. Korps er fra Lanzow ved en anstrængende Nattemarche trukket op til Dolan. Om Morgenen d. 28. staa faktisk 3 Armeekorps (6., 8. og 4.) samt 1. Res. Kav. Div. sam­ lede ved Skalitz ligeoverfor 5. pr. Korps (i Virkeligheden 72 østerr. Bat. mod 28 pr.); men det ligger nu een Gang ikke i Benedeks Planer at anvende sine Stridskræfter paa dette Felt; Hovedhærens Marche mod Iseren, som kun var sisteret paa denne Dag, skulde tvertimod fortsættes d. 29. Benedek udtaler derfor til 8. Korps, at det ikke her maa komme til nogen alvorlig Kamp og giver yder­ ligere om Fm., da intet fjendtligt Angreb mere forekommer ham sandsynligt, 6. og 8. Korps Ordre til at afmarchere fra Skalitz og trække sig over paa højre Elbbred, medens 4. Korps fra sin mere tilbagetrukne Stilling ved Dolan har at fremskyde Forposter mod Fjenden. — Ikke desto mindre indlader 8. Korps sig i en heftig Kamp med Steinmetz’s Korps (5.) og dets Brigader oprives enkeltvis (Østerr. Tab ved Skalitz 5372 M., Pr. 1303 M.). — Hvad 10. Korps angik, der rigtignok yderst udmattet staar som Sejerherre efter Gaarsdagens Kamp ved Trautenau, da udtaler Gablenz gjentagende Bekymring for sin af Garde­ korpset truede Ryg og høire Flanke, saafremt ikke Prausnitz— Koule besættes med en tilstrækkelig Styrke fra Hoved­ armeen. Korpset tildeles d. 28. om Morgenen Ordre til at trække sig tilbage paa Prausnitz, men bliver ved Neu- Rognitz indhentet af Gardekorpset og lider et Nederlag. Brigaden Grivicic bliver sprængt; Korpset kastes helt ud af sin Retraitelinie og maa trække sig paa Neuschloss. (Østerr. Tab ved Neu-Rognitz 3696 M., Pr. 685 M.).

Om Aftenen staar 4. Korps ved Schweinschädel, 3., 6 . og 8 . Korps tilligemed Størstedelen af Rytteriet staar i Stillingen; 10. Korps ved Neuschloss; 2. Korps og 2.1. K. Div. ere endnu paa Marche. — Kronprindsens Armee staar med Gardekorpset ved Trautenau, 5. Korps ved Skalitz; I. Korps tilligemed 1 Kav. Div. staar endnu bag Grændsen ved Liebau og Schömberg, 6. Korps staar ved Rückertz, 2 Dagsmarcher fra Nachod.

29. Juni.

Allerede om Aftenen (d. 28.) afsendte Grev Clam, derstadig ansaa sig som den egentlige Kommanderende, føl­ gende Telegram til Overkommandoen: «1. Korps har idag udført Marchen til Sobotka under bestandig Kamp, angrebet fra Hühnerwasser— Münchengrätz paa den ene Side og fra Podol paa den anden Side. 1. 1. Kav. Div. er over Gitchin rykket frem ad Vejen mod Turnau under Kamp; den staar ligeoverfor betydelige Kræfter. Jeg marcherer imorgen d. 29. til Gitchin, haaber ved Hjælp af Sachserne at forsvare det eller tage det.»

Grev Clam har altsaa besluttet at holde Gitchin, og denne Beslutning sattes nu uden nærmere Aftale med Kron- prindsen strax iværk. Saaledes blev Brigade Poschacher strax efter sin Ankomst ved Nattetid og i de tidlige Morgen-, timer dirigeret op paa Brada Bjerget, Brigade Piret paa Højderne foran Eisenstadtl. I Løbet af Formiddagen blev dernæst Brigade Leiningen opstillet som Reserve bag Bradabjerget, Brigade Abele paa og bagved Prachown Sattel i Linien mellem Lochow og Brada. Brigade Rin ­ gelsheim med det samme tildelte Rytteri forblev Ø. for Lochow til Dækning af Vejen fra Sobotka. — Istedenfor altsaa at danne en Flankedækning, under hvis Beskyttelse de øvrige Tropper kunde have fortsat Marchen, tog hele Korpset Stilling foran Gitchin, en Stilling, hvis Hovedfront var rettet mod den fra Turnau over Rowensko mod Gitchin førende Vej; i Stillingens Midte omkring Diletz skulde den østerrigske Korps-Art.-Reserve og 1.1. Kav. Div. komme til Anvendelse. Sidstnævnte blev derfor om Fm. trukket hen til Vestsiden af Gitchin.

Grev Clam motiverer sin Forbliven ved Gitchin derved, at da hverken han eller Kronprindsen havde nogensom­ helst Fjendskab til, hvad der hidtil var passeret ved Hovedarmeen, og navnlig til Resultaterne af de ved Trautenau og Skalitz leverede Kampe, maatte man om Aftenen d. 28. være af den Anskuelse, at den østerr. Hovedarmee vilde indtræffe d. 29. og 30. i Nærheden af Gitchin. Det maatte derfor være vigtigt at sikre sig dette Punkt, som maatte danne Pivot for Armeens Opmarche, om nød­ vendigt at fravriste Fjenden det og ved Kronprindsens Hjælp at holde sig der indtil Hovedarmeens Indtræffen.

Hertil maa imidlertid bemærkes, at for saa vidt man virkelig antog, at enkelte Korps saa tidlig vare naaede til Miletin, at deres Medvirkning kunde forventes ved Gitchin d. 29., vilde det simpleste Middel have været at afsende en Officer fra Sobotka til Miletin d. 28. om Aftenen for at sætte sig i Forbindelse med disse Korps. Naaede derimod disse først Miletin selve d. 29., saa at altsaa deres Medvirkning ikke kunde forventes paa denne Dag, vilde det absolut være fejlagtigt i den fremskudte Stilling ved Gitchin at optage en isoleret Kamp med Overmagten; et Nederlag her vilde let kunne kompromittere det Resultat, man ellers kunde vente sig af Hovedhærens Opera­ tioner. Benedeks sidste Ordre, den telegrafiske Ordre fra Gaarsdagen, lød jo tvertimod paa at afmarchere tilhøjre med det Hele, og ved alle Lejligheder havde B. fremfor Alt pointeret, at Iser-Armeen havde at trække sig tilbage for overlegne Kræfter.

Kronprindsen rettede sig efter Clams Beslutning at forblive ved Gitchin, men af helt andre Grunde, nemlig for at skaffe Sachserne den højst nødvendige Hviledag, som det hidindtil ikke var lykkedes ham at give dem. Han telegraferede derfor Kl. 12 fra Gitchin til Josephstadt: «1. Armeekorps, 1. 1. Kav. Div. og sachs. Rytteri indtrufne ved Gitchin; een sachsisk Div. ved Podhrad, een ved Gitchinewes. Tropperne meget anstrængte. Rastdag paatræn­ gende nødvendig. Fjenden har idag kun angrebet ved Podkost, men blev slaaet tilbage. I Dalen mod Turnau er ingen Bevægelse synlig. Beder om nærmere Ordre.»

Atter i dette Telegram skildrer Kronprindsen Situa­tionen som ikke farlig, medens det dog vistnok maatte være sandsynligt, at man hvert Øjeblik kunde blive angreben af en langt overlegen Styrke. Betegnende er det ogsaa for den ringe Samvirken mellem de to Korpskommandører, at medens Grev Clam i det Benedek om Morgenen tilstillede Telegram taler om bestandige Kampe og om at staa overfor betydelige Modstandere, ønsker Kronprindsen Rastdag og ser ingen Bevægelse hos Fjenden.

Kronprindsens Telegram naaede først sent til Benedek. Denne havde nemlig paa denne Dag forlagt sit Hoved­ kvarter til Dubenec; men her skulde, hvad kun i ringe Grad vidner om Omsigt ved Hovedkvarteret, først oprettes en Telegrafstation. B.’s Svar — «Hold Rastdag, hvis det er paatrængende nødvendigt. Snarlig Forening er ønskelig» — kom derfor først, efterat Alt var afgjort ved Gitchin.

Derimod indtraf fra Hovedkvarteret B’s Armeebefaling, dateret Josephstadt d. 27de. Denne var dog først expederet d. 28. mellem 5 og 6 Eftm. og naaede Gitchin, hvortil der var 5 Mil, efter 19 Timers Forløb, nemlig Kl. 2 om Middagen. Den var da alt kontramanderet ved Hovedarmeen fra den foregaaende Aften. Langsomheden ved Korrespondancetjenesten i 1866 er i det Hele taget aldeles uforklarlig. — Denne Armeebefaling gav dog nogen Klarhed over Situationen, idet den anordnede Hoved­ hærens Marche for d. 29. og 30. Juni efter først at forud­ skikke følgende Motivering:

«Den fjendtlige Armee er endnu i dette Øjeblik delt. Medens 4 Armeekorps ere brudte ind i det nordvestlige Böhmen og nærme sig Iseren, staar 1. Korps bag Trautenau, og ere 5. og 6. Korps, og bag dem sandsynligvis ogsaa Garden, rykkede frem mod Nachod. Jeg har derfor besluttet, efter at have efterladt 4. og 10. Korps i Egnen ved Josephstadt, at kaste mig med Resten afArmeen paa de førstnævnte 4 fjendtlige Armeekorps.» — Nu fulgte Dispositionerne for d. 29. og 30. Juni, hvoraf det fremgik, at kun eet Korps (3.) d. 29. efter endt Dagsmarche vilde naa Chotek og sende en Avantgarde frem mod Gitchin, men at alle andre Korps havde en mere tilbagetrukken Stilling. Iser-Armeen kunde altsaa d. 29. ingen Assistance vente sig. — Hvad selve Iser-Armeen angik, indeholdt Armeebefalingen følgende Passus : »De under Kronprindsen af Sachsens Befaling staaende Tropper have erholdtPaa­ læg om at bevirke deres Forening med Armeens Gros.» Denne Passus, der stemmede med Benedeks sidste Ordre om at afmarche tilhøjre med det Ilcle, kunde ikke mis- forstaas. Men i det sachs. Hovedkvarter mente man, at «denne Meddelelse kun kunde befæste den af begge ved Gitchin staaende Hærførere tagne Beslutning om at for­ svare Positionen paa det mest Haardnakkede.»

Uagtet man derfor saavel paa østerrigsk som paa sachsisk Side ikke er ganske heldig, tildels noget vaklende i Maaden, hvorpaa Korpsernes Forbliven ved Gitchin skal motiveres, tør det dog ikke benægles, at mulig begge Hærførere have haft det Indtryk, at de paa denne Maade handlede bedst i Overensstemmelse med den givne Situa­ tion, og fra dette Standpunkt maa det respekteres, at de bleve staaende og modtoge Kampen mod Overmagten. Lige­ som vi iøvrigt tidligere have set Iser-Armeen i fortvivlede Situationer og dog heldig at undslippe en Katastrofe, saa- ledes vilde ogsaa dens Forbliven i Gitchin paa denne Dag nær være gaaet ustraffet hen. Preusserne i 1866 vare ikke de samme som Preusserne i 1870, og Prinds Fr. Carl havde heller ikke paa denne Dag tilsigtet nogen Frem­ rykning. Men om Fm. modtog han følgende Kl. 7 Morgen fra Berlin afgaaede Telegram: «Ils. Maj. Kongen forventer, at I. Armee ved at fremskynde sin Marche degagerer II. Armee, som trods en Række sejerrige Fægtninger ikke desto mindre for Øjeblikket befinder sig i en vanskelig Situation.» Som Følge deraf udgav han strax (Fm. Kl. 9) en Disposition, som anordnede et koncentrisk Angreb af I. Armee paa Gitchin endnu for denne Dag (d. 29.), og bestemte da til Fremrykning en échelons:

ad Turnau-Rowensko Vejen: 5. Div. (Tiimpling) fra Rowensko og 4. Div. (Herwarth), fulgt af Kavaleri- Divisionen Alvensleben, fra Turnau.

ad Sobotka Vejen: 3. Div. (Werder) fra Zehrow og 7. Div. (Fransecky) fra Bosin.

Derimod vare 8. Div. (Horn) og 6. Div. (Mannstein), fulgte af en Ivav. Div., bestemte til Ober- og Unter-Rautzen, ligesom ogsaa Elb-Armeen kun designeredes, 15. og 16. Div. til Backow, 14. til at holde Rast ved Miincliengråtz, Garde-Landev. Div. til Kloster.

I 1. Linie til Angreb paa Østerrigerne og Sachserne kom derfor kun 5. Div. fra Rowensko, som strax skulde bryde op, tage Gilchin og sætte sig fast der; noget senere (Kl. 12) 3. Div., som ligeledes skulde naa Gitchin, efter at denne By allerede var tagen af Div. Tiimpling. De andre Tropper fulgte i større Afstand og kom heller ikke til at deltage i Aktionen.

De to Veje, ad hvilke de to preussiske Divisioner rykkede frem, vare adskilte ved den skovrige Bjergryg Prywizin, som vel var smal, men høj og vanskelig til­ gængelig. Dette foranledigede, at de to Div. paa deres adskilte Kamppladser gjensidig Intet hørte til hinanden. Vel hørte man ved Div. Werder Kl. 4 om Eftm. nogen Kanontorden i nordostlig Retning; men da den snart for­ stummede, traf man ingen Foranstaltninger for at erfare, hvad det var; og vel forsøgte de to Divisioner, der vare underrettede om hinandens Fremrykning, at sætte sig i Forbindelse med hinanden (Div. T. begyndte Angrebet Kl. 3 om Eftm., Div. W. Kl. 5,30); men dette mislykkedes paa Grund af Terrainets Vanskelighed, og der udspandt sig saaledes paa preussisk Side to fuldstændig isolerede Kampe, saa at begge preussiske Divisioner troede at kæmpe alene.

Hvad Fordelingen af de østerr. Stidskræfter angaar, da traf Div. Werder kun paa Brigaden Ringelsheim, hvorimod Div. Tümpling kom til at kæmpe mod alle øvrige Brigader af 1. Korps samt de sachsiske Tropper, som efterhaanden dirigeredes frem fra Podhrad. Hvor meget Held man end maatte have med at standse Preussernes Fremrykning ad Turnau Chauseen, blev dog StillingensFastholden afhængig af den Modstand, Brigaden Ringels­ heim formaaede at sætte mod Div. Werder, og da Stillingen manglede Støttepunkter, og en Omgaaen let lod sig udføre, var det at forudse, at ved en rask Fremtrængen af Div. Werder maatte Tilbagetoget fra Stillingen blive truet. — Derimod burde det ikke have frembudt Vanskeligheder at holde Div. Tümpling Stangen, især da denne Division spredte sig over en 6000 lang Front for overalt at enga­ gere Østerrigerne. At dette imidlertid faldt vanskelig nok, laa hovedsagentlig i den passive Maade, hvorpaa Forsvaret førtes. Dog havde Kampen mest Karakter af en indledende Fægtning og fik først en alvorligere Karakter, da de sachsiske Tropper rykkede frem omtrent Kl. 6,30 fra Podhrad og hidsig grebe ind i Fægtningen. — Men da indtraf Kl. 7,30 Aften Major Sternberg fra det øster- rigske Hovedkvarter med følgende Skrivelse fra Benedek:

«Jeg ser mig nødsaget til idag at sistere min Bevæ­ gelse mod Iseren. I Løbet af Dagen vil Hovedhæren indtage den Stilling, som hermed nærmere findes angivet. Deres kgl. Højhed anmodes om at indrette Deres Bevægelse til Forening med Hovedhærens Gros i Overensstemmelse hermed og fortsætte denne, til Forening er bevirket, men undvige større Kampe.»

I Virkeligheden tog Benedek sin Beslutning om at opgive Marchen mod Iseren den foregaaendeDags Aften; han havde nemlig da saa temmelig samtidig faaet Efter­ retning om 8. Korps’s Nederlag ved Skalitz og om 10. Korps’s ulykkelige Kamp ved Neu-Rognitz samt om, at Pr. Fr. Carl nærmede sig Gitchin. Men han indskrænkede sig til paa denne Dag d. 28. Kl. 11 Aften kun at meddele Ordre til to Korps (3. og 6. om at forblive henholdsvis ved Miletin og Daubrowic). Først næste Dags Morgen Kl. 7,45 udstedtes Dispositionerne til Armeens øvrige Korps; men disse vare da allerede paa Marche mod de tidligere opgivne Opstillingspunkter, saa at flere Korps maattevende om og indslaa ny Retninger. Og til Kronprindsen af Sachsen expederedes Meddelelsen først den 29. om Eftmd. og kom under Kampen ved Gitchin Kl. 7,30, altsaa igjen 19— 20 Timer efter, at Beslutningen var fattet.

Efter at have raadført sig med Grev Clam besluttede Kronprindsen at give Befaling til strax at afbryde Fægt­ ningen. Dette var saa meget nødvendigere, som dels Br. Ringelsheim paa Sobotka Vejen allerede var i en mislig Stilling, hvorved Tilbagetogslinien var alvorlig truet, dels Spidserne af 4. Div. (Herwarth) nu indtraf paa Kamppladsen, deboucherende ud fra Liban.

Den Opgave at trække Tropper ud af Kamp hører, som bekjendt, naar Talen er om større Troppemasser, til de allervanskeligste. Foruden Vanskeligheden i at med­ dele Ordrer til de forskjellige større og mindre Led paa den lange Kamplinie, kommer dertil, at der maa formeres Arriéregarder, som kun under store Opofrelser kunne løse deres Opgave at trække Tiden ud, indtil Hovedstyrken har faaet Tid til at afmarchere. Meget let blive disse Arriére­ garder, naar de ikke formaa at holde Stand, kastede ind paa Marchekolonnerne, hvorved disse tvinges til Kamp under de ugunstigste Forhold. — I det foreliggende Til­fælde var netop Kampen begyndt igjen med fornyet Hef­ tighed, da Ordren til Tilbagetog gaves; men hvad her maatte lette Ordrens Udførelse, var aabenbart den Omstændighed, at man stod ligeoverfor en betydelig svagere Modstander.

Denne kunde imidlertid hvert Øjeblik faa Forstærkning. Naar man derfor nu efter Situationens Bydende og efter Benedeks bestemte Ordre havde at undgaa Kamp mod den overlegne Modstander, maatte Dispositionerne for Tilbagegangen træffes saaledes, at naar Marchekolon- nerne vare formerede, man da tog et betydeligt Forspring for, begunstiget af Mørket, at lægge et større Rum mellem sig og Fjenden. Dette havde man imidlertid aldeles ikkefor Øje. Grev Clam bestemte, at der blot skulde fore­ tages en Frontforandring tilbage og tilvenstre (Brigade Piret skulde holde Eisenstadtl, Br. ltingelsheim gaa til Podhrad, og de mellem dem værende Tropper tilbage i den ved disse Fløjpunkter betegnede Stilling). Det var da Tanken næste Morgen Kl. 3 at marchere videre, Østerrigerne til Miletin og Horic, Sachserne til Smidar. — Tilbagetoget lod sig paa mange Steder ikke udføre uden betydelige Tab og Forstyrrelser, saaledes navnlig hos Sachserne, der kæm­ pede i Diletz, mod hvilket Punkt Fjenden netop, da Ordre til Tilbagetog gaves, rettede et heftigt Angreb; flere østerrigske Afdelinger fik Ordren meget sent, enkelte, saaledes de paa Brada Bjerget værende Afdelinger, fik den endog aldeles ikke. Ved Mørkets Frembrud vare dog de fleste Tropper trukne ud af Kampen. Nu gik ogsaa Kav. Div. Edelsheim og Res. Art. tilbage paa Gitchin, hvor der efterhaanden blev en betydelig Ophobning af Tropper, saa meget mere som Brigade Ringelsheim og endog Brigade Piret fra Eisenstadtl imod Ordren trak sig paa Gitchin. I den lidet rummelige By stødte altsaa flere østerrigske Brigader, Kav. Div. Edelsheim, Batterier af Korps-Art. Reserven og af det sachsiske Res. Artilleri, Ambulancer og andre Kjøretøjer sammen. For at raade Bod paa de uundgaaelige Uordener i det nu indtraadte Mørke stræbte man saa hurtig som muligt at faa Tropper og Kjøretøjer ud af Byen. Henimod Kl. 10,30 Aften var ogsaa Byen for største Delen rømmet; men dels var den taktiske Orden aldeles gaaet tabt, og dels var det ikke lykkedes at forhindre, at mod Dispositionens Bydende nogle østerrigske Afdelinger i Ukjendskab med Byens Udgange indsloge Vejen til Smidar, nogle sachsiske Vejen til Horic og Miletin.

De svævende Kommandoforhold ved Iser-Armeen med­ førte en Misforstaaelse, der fik skjæbnesvangre Følger. Grev Clam anordnede, at den sachs. Div. Stieglitz skulde besætte Gitchin og i østerr. Generalstabsv. anføres dette som en af Overkommandoen given Ordre; efter Kron- prindsens Ordre blev den derimod trukken tilbage til Zebin Bjerget tæt SO. for Diletz, og det sachs. Gstabsv. oplyser, at en Aftale mellem de to Korpskommandører om Gitchins Besættelse af Sachserne ingensinde er bleven truffen. Det var først, da de to Korpskommandører kom sammen udenfor Gitchin Aften Kl. 9, at man «enedes» om, at Sachserne skulde besætte Gitchin. Men nu skulde Div. Stieglitz først hentes fra Zebin Bjerget; Adjudanten, der skulde give Divisionen Ordre, havde i Mørket og ad den med Tropper og Train opfyldte Vej Møje med at komme derud, og de sachsiske Tropper rykkede derfor først Kl. 11,30 Nat ind i Byen og stødte da paa Torvet uventet sammen med Preusserne. — Grev Clam var da endnu i Gitchin beskjæftiget med at udfærdige Disposi­ tionerne for den kommende Dag. Disse vare endnu ikke udfærdigede, da Ordonnansoiflcerer meldte sig til ham med den i Begyndelsen aldeles utrolige Efterretning, at Preusserne vare trængte ind i Byen. Først da Grev Clamblev gjort opmærksom paa, at et længre Ophold vilde foraarsage, at han blev tagen til Fange, forlod han Byen, men var næppe kommen udenfor, før Geværsalver hørtes paa Byens Hovedtorv. Det var altsaa den begyndte Kamp mellem Preusserne og Sachserne. Som det vil erindres, havde de preussiske Divisioner Ordre til endnu samme Aften at bemægtige sig Gitchin. Preusserne trængte derfor frem saavel fra Nord som fra Vest og naaede ad den ubesatte Indgang lige ind paa Byens Torv netop i det Moment, da Sachserne rykkede ind fra den anden Side. Sachseme afviste Preussernes Anløb med Salveild og Bajonetangreb. Preusserne trak sig tilbage og afventede Forstærkning. Men inden denne kom fuldt til Anvendelse, forlode Sachserne Byen; Preusserne trængte ikke udover Gitchin.

Den natlige Indtrængen af Preusserne i Gitchen havde skjæbnesvangre Følger for de østerrigske Tropper. Befalingerne, som netop skulde udgives, kom nu for største Delen ikke Brigaderne ihænde, hvilket forøgede den Forvir­ring, som de mange Troppers Sammentræffen i den mørke Nat allerede havde foranlediget. Navnlig gik det ud over de Afdelinger, som vare bievne tilbage paa Brada Bjerget, tildels fordi de ingen Ordre havde faaet, og som først naaede Byen, da Fjenden alt var i samme.

I det Hele taget var Opløsningen af Mandskabet nu meget stor. Grosets Tropper vare fuldstændig blandede mellem hverandre; foranlediget ved de forudgaaede Stra­ badser, Heden, Manglen paa Nattero, Umuligheden i at faa afkogt, vare Tropperne tilmed yderst medtagne. Retraiten gik dels mod Miletin og Horic, dels mod Smidar; til Smidar gik Størstedelen af de sachsiske Tropper og 1. lette Kav. Div. Ialt mistede Iser-Armeen 5301 Mand, Preusserne kun 1485 M. Grev Clam gik til Horic, Kronprindsen til Smidar; Kongen af Sachsen tog til Miletin.

Friedrich Carls Armee stod om Aftenen ved Turnau Vejen: 5. Div. ved Gitchin, 4. ved Kniznie; ved Podol Vejen: 3. Div. Gitchin, 7. Lochow, 6. Sobotka, 8. Unter- Bautzen, een Div. af Kav.-Korpset Ober-Bautzen. Elb- Armeens Stilling er uforandret (15. og 16. Div. Backow, 14. Div. Miinchengråtz, Garde-Landev. Div. Kloster).

Hvad Forholdene ved Hovedhæren angaar, da skulde paa denne Dag ifølge Kronprindsen af Preussens Disposi­ tioner Gardekorpset marchere til Koniginhof, 5. Korps med Dele af 6. Korps til Gradlitz; 1. Korps skulde rykke frem til Pilnikau, Kav. Div. til Prausnitz-Koule. Da det østerr. 10. Korps havde Ordre til fra Neuschloss over Koniginhof at trække sig tilbage til Hovedarmeen, og da 4. Korps ved Dolan og Schweinschådel stod i Nærheden af det preussiske 5. Korps’s Marchelinie, maatte det begge Steder komme til Sammenstød; Fjenden bemægtigede sig Koniginhof og slog 4. Korps ved Schweinschådel. Preussernes Overgang over Elblinien kan saaledes nu for­ ventes næste Dag. — Den østerr. Hovedhær har fuldendt sin Opmarche. I Stillingen Miletin-Koniginhof-Josephstadt staa Korpserne i følgende Orden: 3., 6., 8., 2. og 4de; Rytteriet staar paa højre Fløj; 10. Korps i Reserve. Opmarchen er ikke udført uden betydelige Forstyrrelser. Flere Korps begyndte Dagen med Marche mod tidligere Opstillingspunkter, men maatte, som tidligere anført, ifølge de om Morgenen udgivne Dispositioner fra den foregaaende Dag vende om og indslaa ny Retninger. Ogsaa kom i Løbet af Dagen betydelige Forstyrrelser som Følge af, at Fjenden viste sig foran Koniginhof; Benedek udgav desuden i Marken ny Ordrer, atter om Eftm. ny Disposi­tioner, men baserede paa Forhold, som i Mellemtiden forandre sig saaledes, at Dispositionerne ikke mere lade sig udføre. Paa Grund af alle disse forskjellige Befalinger og Meldinger, som uophørlig krydse hverandre, opstaar sluttelig et saadant Virvar, at B. selv er i Uvished om flere Korpsers, navnlig 3., 6. og 10des egentlige Stilling. Først efter at udsendte Generalstabs Officerer have opklaret Situationen, kan endelig om Eftermiddagen udgives en sidste Disposition for denne Dag, hvorved Korpsernes Stilling definitivt ordnes. Opmarchen er saaledes vel fuldendt paa denne Dag, men alle Korpserne ere yderst udmattede, flere af dem, navnlig 4., 6., 8. og 10., stærkt rystede ved de lidte Tab.

30. Juni.

Paa denne Dag naaede altsaa 1. østerr. Korps Miletinog Horic. Brigade Leiningen, der marcherede i Queuen af Kolonnen mod Horic, var paa Grund af Udmattelse bleven noget tilbage og blev fra Konecchlum omsværmet af Afdelinger af 2. pr. Garde-Uhlan-Reg. og derved tvungen til at marchere i Fægtningsformation. I hvilken Tilstand 1. Korps naaede Miletin, ses bedst af det Telegram, som 3. Korps (Erkehertug Leopold) i Miletin afsendte til Benedek Morgen Kl. 7,30: «Afdelinger af 1. Korps ankomme. Korpset er ukampdygtigt; Munitionsparken tom; Korpset er uden Forplejning. Gaar i Bivouak bag os.«

Grev Clam søgte at ordne 1. Korps og agtede først at marchere videre 1. Juli; men da der snart indtraf Melding om fjendtligt Rytteris Nærmelse ved Wostromar (iøvrigt det samme, som havde forfulgt Br. Leiningen) blev, da Tropperne i deres fuldstændig opløste og højst udmattede Tilstand umulig kunde modtage Kamp, det videre Tilbagetog besluttet, og Horic rømmet Kl. 1. Korpset gik til Sadowa, Brigade Ringelsheim endog til Plotist. Denne Marche udmattede Tropperne fuldstændig; selv ved Sadowa fandt de ikke den nødvendige Hvile, men bleve under Vaaben til Mørkets Frembrud, alarmerede ved tilbagegaaende Train.

Sachserne og 1. lette Kav. Div. naaede Smidar. Dette laa kun 2,5 Mil fra Gitchin; men for at naa dertil, brugte de fleste Tropper 12 Timer. Marchen var en af de besværligste i hele Felttoget. Trainet havde ikke kunnet faa det nødvendige Forspring, og tillige var af en Fejltagelse ogsaa 1. østerr. Korps’s store Train og Munitions­ parken dirigeret ad Vejen til Smidar, denne det sachsiske Korps’s eneste Retraitevej, som tilmed var opfyldt af flyg­ tende Indvaanere. Endelig voxede Besværlighederne ved den stærke Hede saavel som paa Grund af tidligere Savn og Anstrængelser. Under Marchen opstode timelange Standsninger, og Tropperne kom først om Eftermiddagen i Bivouak efter i c. 36 Timer næsten uafbrudt at have været i Bevægelse.

Hvad Hovedhæren angik, da var i de foregaaende Dage for at dække Opmarchen flere Armeekorps efter hverandre enkeltvis bievne stillede mod Fjenden og havde ofret deres Kræfter i partielle og overordentlig blodige Kampe. Med Undtagelse af eet Tilfælde havde hver af de sidste Dage kun bragt beklagelige Uheld, medens Fjenden tilkæmpede sig den ene lette Triumf efter den anden over de isolerede østerrigske Korps og derved fuld­ byrdede sin vanskelige Forening i den kejserlige Hærs Paasyn.

Mere end Halvdelen af den hele Hær havde været i Kamp i partielle Fægtninger og lidt overordentlig. Det samlede Tab i de faa Dage ved 5 Korps (uden at dog Hæren endnu havde leveret et Slag) var 30,000 Mand; flere Kanoner, Faner og Estandarter vare faldne i Fjendens Hænder. — Alle Korps uden Undtagelse vare udmattede og anstrængte, og Tilliden til Føringen betydelig sunken.

Benedeks oprindelige Tanke, at modtage et Slag i den nu havende Stilling, lod sig allerede vanskelig gjøre paa Grund af Hovedarmeens Tilstand, men blev fuldstændig umulig, da 1. og sachs. Korps, som i Slagstillingen skulde have staaet ved Siden af 3. Korps ved Miletin med Front mod Vest, indtraf desorganiserede og udygtige til Kamp. I Modsætning hertil stode Preusserne overalt sejerrige med den mindre Halvdel N. for Stillingen, med den større Halvdel ved Gitchin i Retning henimod Armeens næsten blottede Tilbagetogslinie.

Prinds Fr. Carl stod om Aftenen den 30te saaledes : 6. Div. Chotek, 7. Konecchlum, 5. Aulibic, 8. Butowes og Milicowes, 3. og 4. Div. Gitchin og Podhrad, Kav. Korpset Dworetz og Robous. Elb-Armeen stod: 14. Div. Sedlist, 14. Detenic, 16. Rokitan, Garde-Landev. Div. Jungbunzlau.

Under disse Omstændigheder var det ikke til at tænke paa at modtage Kamp i Stillingen; Tilbagetoget mod Koniggriitz blev besluttet. Det tilmeldtes Kejseren ved følgende Telegram: «1. og sachsiske Korps’s fuld­ komne Opløsning nøder mig til at tiltræde Tilbagetoget i Retning af Koniggrütz,» og udførtes samme Nat. Det var paa denne natlige Marche ad slette Veje, der tildels som Følge af det store Train kun gik for sig under idelige Standsninger, og hvorved Troppernes Udmattelse i høj Grad lagde sig for Dagen, at Benedeks allerede ved de foregaaende Dages Ulykker dybt sunkne Mod aldeles faldt sammen. I sin dybe Misstemning tabte han efter- haanden al Tillid til sig selv, sine Omgivelser, Hæren og den Sag, for hvilken der kæmpedes, og telegraferede, da han naaede Koniggratz, dog uden at Nogen i hans Om­ givelse erfarede det Mindste derom, til Kejseren: «Jeg beder Deres Majestæt indstændig om at slutte Fred for enhver Pris. En Katastrofe for Armeen er uundgaaelig.» Kejseren kunde selvfølgelig ikke gaa ind paa etRaad om at træde i Underhandlinger med Fjenden, saa længe endnu intet Hovedslag var leveret. Han erklærede en Freds­ slutning for umulig, anbefalede at tiltræde Tilbagetoget i størst mulig Orden, men befalede dog i Henhold til Benedeks Indberetninger om Tilstanden ved Hæren, at saavel Grev Clam som Generalstabscheferne Henikstein og Krismanic skulde sendes til Wien. Her befalede Kej­ seren krigsretlig Undersøgelse mod samtlige 3 Generaler. — Uagtet man nu vistnok med Rette kunde anklage Grev Clam

1) for uheldige Dispositioner ved Iseren, ingenlunde i Samklang med det ham overdragne Hverv;

2) for uagtet at Kronprindsen officielt var tildelt Kom­ mandoen, dog at betragte sig som den egentlige Kommanderende, der kun adlød Kronprindsens Ordre, for saa vidt de tiltalte ham, og ved flere Lejligheder optraadte egenmægtig til Skade for Operationerne;

3) for Mangel paa militær Indsigt ved nemlig efter Af­ slutningen af Kampen om Gitchin ikke at drage Omsorg for, at 1. Korps førtes ordnet tilbage, men tvertimod slaa sig til Ro i Gitchin uden tilbørlig at sikre dette Punkt,

gave dog de krigsretlige Undersøgelser som Resultat, hvad man vel saa omtrent kunde slutte sig til paa Grund af den herskende Stemning mod Benedek, at Benedeks Anker mod Grev Clam savnede enhver Begrundelse. Kejseren serede endog Grev Clam med en Allerhøjeste Haandskrivelse, hvori Majestæten udtalte sin Glæde over, at en tapper Generals Navn og Anseelse, hvilken i mange Aar havde tjent ham og hans Hus med sand Hengivenhed, var bleven holdt uplettet.

Den ovenstaaende Fremstilling af Iser-Armeens Operationer har, forekommer det os, fornemmelig Interesse ved at kaste et Lys over, hvilke de Kræfter vare, hvormed Benedek i 1866 var sat til at samvirke. I det Hele taget vise samtlige Begivenheder og Kampe ved Nordarmeen, at Benedek var tarvelig understøttet

1)afsinGeneralstab; ikkealeneafsammeshøjere Organer [og for Benedek, der selv ikke satte stor Pris paa militær Lærdom, men ventede Alt af en energisk Optræden, vilde en dygtig Generalstabschef have været af uvurderlig Betydning], men ogsaa af de lavere Organer, idet Expeditionen af selv de vigtigste Sager foregik fra Hoved­ kvarteret med en aldeles ufattelig Langsomhed [stundom endog helt undlodes], en Langsomhed, der forplantede sig videre ned, idet ofte endog Overbringelsen af expe- derede Ordrer medtog uforholdsmæssig Tid;

2) af sine Korpskommandører, af hvilke Flere røbede Mangel paa militær Indsigt, Flere kun vanskelig forstode at handle i den givne Befalings mand. Ingensteds ser map Korpserne af egen Drift understøtte hinanden, saaledes som Preusserne, af hvis tidligere militære Uddannelse man mindst skulde have ventet det, senere viste det i 1870; ja endog hvor Opfordring tilstilles de østerrigske Korps om Hjælp, besvares Anmodningen afstaaende.

Det er bekjendt, hvorledes man i Østerrig, efter først at have forgudet Benedek og saavel i Nationen som i Hæren enstemmig at have nævnt ham som den rette Mand til Posten som Overgeneral, senere kastede al Skyld for det ulykkelige Felttog paa hans Uduelighed; selv det østerrigske Generalstabsværk indeholder saa at sige op­ summeret alle de Anklagepunkter, som vel i Tidens Løb ere fremsatte mod Benedek. Maa end ganske vist Benedeks mangelfulde og vaklende Dispositioner, der saavel taktisk som strategisk betragtet give Anledning til mange Tvivl og Spørgsmaal, altid bære en Hovedskyld, saa kan man dog ikke se bort fra de ovenberørte vigtige Punkter ved­ rørende Forholdene i Hæren saa lidt som fra, at Benedek havde at kæmpe mod det højere østerrigske Aristokrati, der var stærkt representeret i Hæren. — Endelig bør det ikke lades ude af Sigte, at et gunstigere Resultat af Benedeks Hovedtanke, Benyttelse af Fordelene ved at operere paa den indre Linie, formentlig vilde være naaet, saafremt Benedek uforstyrret havde kunnet fuldføre sin Opmarche i Stillingen Josephstadt-Koniginhof, med andre Ord, saafremt det østerrigske Diplomati mere havde handlet i Samklang med de militære Interesser.