Titel: Intelligence Success & Failure. The Human Factor.
Forfatter: Uri Bar-Joseph & Rose McDermott.
Forlag: Oxford University Press, 2017.
Pris: 30,38€.
Anmelder: Michael Hesselholt Clemmesen.
Rating: 5/5.
…
Undersøgelser af baggrunden for, at stater overraskes og chokeres af et strategisk overfald ved et krigsudbrud, er ikke nye. Det er heller ikke nyt, at de chokerede derefter frustreret leder efter og derefter fastlåses i forsimplede forklaringer på katastrofen. Faren til den ene forfatter, Rose McDermott, oplevede og overlevede Pearl Harbor-katastrofen. Han var hele resten af sit liv overbevist om, at præsident Roosevelt havde haft forhåndsviden og derigennem været skyldig i det store tab af menneskeliv. Som danskere troede, at P. Munch aftalte 9. april-forløbet i Rostock. At Israel præcis 50 år efter forløbet op til Yom Kippur-krigen, igen katastrofalt er blevet taget på sengen pga. efterretningssvigt, understreger relevansen ved denne bogs analyse.
McDermott har skrevet bogen sammen med den israelske Haifa-politolog Bar-Joseph. De to havde i 2016 sammen som en forøvelse udarbejdet og publiceret en analyse af nøglepersoners anvendelse af efterretninger før Pearl Harbor og Slaget ved Midway. De to forfattere afviser i bogen alle simple forklaringer. De inddrager alle kilder til friktion og fejl, men de fokuserer i tre andre cases på menneskelige forklaringer på overraskelsen og muligheden af den efterfølgende læring. De identificerer hos de involverede og specielt lederne karaktertræk, der øgede risikoen for, at man fejlbedømte og undertrykte risikoen: Herunder ikke mindst narcissisme, paranoia og en klart manglede evne til at kunne leve med usikkerhed. Deres personskitser af Josef Stalin, Douglas MacArthur, Moshe Dayan samt hans uselvstændige klient, den militære efterretningschef, generalmajor Eli Zeira, er overbevisende. Personskitserne støtter i meget høj grad forfatternes analyse, der dog også inddrager andre problemområder såsom organisatoriske problemer og beslutningsformen.
Bogen indledes med en teoretisk diskussion, men den centrale del er behandlingen af tre dobbelteksempler. Det første af disse dobbelteksempler er den sovjetiske situation ved det tyske overfald 22. juni 1941 samt før den sovjetiske modoffensiv, der startede 5. december.
Det andet er den for amerikanerne overraskende nordkoreanske invasion af Sydkorea, der startede den 25. juni 1950, samt den kinesiske massive intervention i krigen, der indledtes den 25. november. Det tredje er den overraskende egyptiske og syriske krigsstart ved invasion af Sinai-halvøen over Suezkanalen og igennem Golan-højderne den 6. oktober 1973 under Yom Kippur-krigen samt den succesrige israelske nedkæmpelse af det fortsatte egyptiske angreb den 14. oktober.
I det første eksempel beskriver bogen, hvordan Stalin gennem disses frygt totalt dominerede sine rådgivere til at ignorere de omfattende og detaljerede efterretninger om den kommende tyske invasion. Den sovjetiske leder forstod efter Den Finske Vinterkrig, hvor ødelagt Den Røde Hær var efter hans udrensninger og kadredrab 1937-38. Han var på den anden side overbevist om og satsede på, at Tyskland ville vente med at angribe mod øst, indtil krigen mod Det Britiske Imperium var afsluttet. Truslen var i hans øjne begrænset til, at tyske generaler kunne fremprovokere en konflikt. Selv efter invasionen var indledt, nægtede Stalin at anerkende realiteterne.
I eksemplets anden del beskrives, hvordan Stalin pga. chokket og sit måske fatale svigt midlertidigt lærte at lytte til sine rådgivere og stole på de bedste efterretningskilder. Derfor accepterede han, at japanerne havde besluttet at angribe mod syd, så han kunne overføre så store styrker fra Fjernøsten, at Den Røde Hær kunne jage tyskerne tilbage fra Moskva og derigennem muliggøre hans forbliven i hovedstaden.
I det andet eksempel havde USA besluttet at overlade Sydkorea til sit eget forsvar og evakuere de sidste amerikanske militære styrker. Man opfattede fejlagtigt de kommunistiske lande som en blok styret fra Moskva og da man udelukkede, at Sovjetunionen allerede nu var klar til en krig med Vesten, så man ikke muligheden for, at Nordkorea og senere Kina kunne optræde selvstændigt. I øvrigt havde man kun få efterretningsresurser på den koreanske halvø, hvorfor man var afhængig af sydkoreanske efterretninger, som man afviste. Derfor kom invasionen overraskende og man blev også ubehageligt overrasket af både den nordkoreanske hærs styrke og dygtighed og den sydkoreanske hærs svaghed.
Det er i det efterfølgende forløb, at dette eksempel afviger fra de andre to. For amerikanerne lærte ikke af overraskelsen. Allierede styrker, nu FN-styrker, kom under chefen for Far Eastern Command, general Douglas MacArthur, der havde hovedkvarter i Japan. MacArthur gennemførte hurtigt en dristig sølandsætning ved Incheon på halvøens vestkyst. Herfra angreb han i flanke og ryg på den nordkoreanske hær, der næsten blev nedkæmpet. Det lykkedes for ham at få bemyndigelse til at erobre Nordkorea, rykke frem til den kinesiske grænse ved Yalu-floden og søge at afslutte krigen før jul. Kineserne gjorde ad diplomatiske kanaler klart, at denne fremrykning var uacceptabel. Man sendte styrker over floden og tilføjede en blandet sydkoreansk/amerikansk styrke et nederlag. Imidlertid undertrykte MacArthurs loyale efterretningschef i sin støtte til den narcissistisk selvsikre generals plan alle rapporter om, at kineserne allerede kæmpede i Nordkorea. Samtidig nedvurderede han de kinesiske styrkers kampevne. Resultatet blev et ydmygende nederlag for FN-styrkerne og en krise, indtil det lykkedes tæt ved den 38. breddegrad at standse den kinesiske modoffensiv. Her blev resten af krigen på land udkæmpet som en stillingskrig.
I det tredje eksempel, 1973-Yom Kippur-krigen, havde israelerne som Sovjetunionen i 1941 et godt efterretningsgrundlag, men de undervurderede efter de relativt lette sejre i årene før deres arabiske modstandere. Man fejlvurderede også den egyptiske hovedmodstanders mål med krigen og den affødte angrebsplan. Her var et centralt problem som i efteråret 1950 i Fjernøsten, at en personligt loyal og uselvstændig efterretningschef insisterede på at være enig med sin chef. Her var chefen for den israelske militære efterretningstjeneste, generalmajor Eli Zeira, reelt i et klientforhold til den selvsikre forsvarsminister, Moshe Dayan. Under krisen i dagene før angrebet valgte Zeira ikke at udnytte sin bedste kilde (en aflytning af de egyptiske telefonforbindelser) til at få afklaret, om egypterne forberedte et angreb.
I dette tredje eksempel blev det i sidste øjeblik afværget at måtte erkende nederlaget i Sinai via en våbenhvile. Det skete, da man fik efterretninger om, at det forudsete egyptiske angreb fra kanalen ind i Sinai nu var nært forstående. Angrebet blev standset den 14. oktober og blev en forudsætning for det israelske modangreb over kanalen, der førte til en pålagt afslutning af krigen. Efter krigens ubehagelige start havde premierminister Golda Meir afløst Dayan og Zeira som tætte rådgivere. De var blevet afløst af forsvarschefen David Elazar og chefen for den civile efterretningstjeneste (Mossad) Zvi Zamir. Det havde været Mossad, der leverede de afgørende efterretninger før og under krigen.
Bogen gives det maksimale antal, fem, stjerner. Dette ikke alene på grund af analysens kvalitet, men nok så meget på grund af dens observationers relevans under den nuværende krise og en mulig åben konflikt med et aggressivt Rusland.
Bogens analyse understreger betydningen af en robust efterretningsvirksomhed samt af ikke at undervurdere modstanderen og hans evne til et aflæse og udnytte vores svagheder. Det er afgørende, at sikkerhedspolitiske rådgivere ikke er personligheder, der har et grundlæggende behov for at konkludere tidligt. Det er vitalt for efterretningscheferne ikke at lade sig styre af foresattes ønsker og konklusioner, det gælder både politikeres og militære chefers ønsker. I alle tre eksempler gik det galt, men kun i Stalins tilfælde var alternativet muligheden af at blive skudt.
