1. Feltartilleri og Positionsartilleri.
I 1891 har man ligesom de nærmest foregaaende Aar saavel paa Skydepladsen, som ved alle større Freds- 352 øvelser været beskjæftiget med nærmere at undersøge Betydningen af de nyeste Fremskridt i Feltartilleriets Udrustning, og i Militæretaten have de herhen hørende, dels taktiske, dels tekniske Spørgsmaal været gjorte til Gjenstand for en livlig Diskussion.
Anskuelserne med Hensyn til det røgfri Krudtd,er ved dettes Fremkomst vare temmelig afvigende, have nu mere og mere samlet sig om visse Hovedpunkter, der maaske kunne resumeres paa følgende Maade.
Indførelsen af det røgfri Krudt har væsentlig lettet Artilleriets Skydning, idet de Vanskeligheder, som Krudt røgen tidligere lagde i Vejen for Retning og Observation, og som navnlig vare fremtrædende ved Anvendelsen af Artillerimasser, nu saa godt som ere fjernede. Paa den anden Side er Artilleriet gaaet glip af de Fordele, som Røgudviklingen frembød, dels ved at skjule dets Bevæ gelser, dels ved at vanskeliggjøre Modstanderens Obser vation og Indskydning, og en hensigtsmæssig Benyttelse af Terrainet saavel under Opmarchen som ved Valget af Stilling er derfor nu mere end nogensinde af den største Betydning for Artilleriet. Naar tidligere en Artilleri afdeling kjørte op og begyndte sin Skydning, var dens Stilling allerede fra de første Skud røbet for Modstanderen, og den udviklede Røg var, selv om Kanonerne vare trukne tilbage til indirekte Skydning, i Reglen saa frem trædende, at den enkelte Kanons Plads tydeligt var mar keret. Dette Forhold er nu væsentligt forandret. Ganske vist ere Kanoner, der skyde direkte, ogsaa nu til en vis Grad synlige. Røgen, om end let og gjennemsigtig, vil nemlig i Forbindelse med det Støv, der ofte ophvirvles af den udstrømmende Krudtgas og i Forbindelse med det utilslørede, glimrende Lys, der frembringes ved Skuddet, under visse Belysningsforhold endog ret tydeligt kunne markere Opstillingen; men paa den anden Side er Fænomenet saa kortvarigt, at det vil være meget vanske ligt at fastholde det Punkt, hvorfra dette udgaar, end sige rette imod det.
Ifølge de i Frankrig gjorte Erfaringer er en Kanon, som er opstillet 3 Meter under den dækkende Krete af en foranliggende Terrainbølge, absolut usynlig, naar den skyder med røgfrit Krudt. Da en saa<i.!;i Opstilling i de fleste Tilfælde uden Vanskelighed kan findes, tør det antages, at den indirekte Skydning i Fremtiden vil finde en væsentlig mere udstrakt Anvendelse end hidtil. Det skal indrømmes, at den indirekte Skydemaade er og altid vil vedblive at være en speciel Skydemaade, der kun under særlige Forhold kan finde Anvendelse; men der gives dog saadanne specielle Tilfælde, der meget hyppigt ville indtræde, og som ere af væsentlig Betydning, navnlig for det numerisk svage Artilleri. Overfor et kraftigt og overlegent Artilleri — og et saadant skyder altid direkte — er der for den Svage kun ét Middel, der lover et heldigt Udfald af Kampen, og det er den indirekte Skydning. Lykkes det for det underlegne Artilleri at komme skjult frem til en Stilling, tilstrækkelig dybt under den dækkende Krete, indse vi ikke, hvorledes det overhovedet skal blive muligt for Modstanderne at finde dets Opstilling, end sige tilføje det nogen Skade, og alle Fordelene ville saaledes være paa den Svages Side. Det maa derfor anbefales de Artillerier, der have Udsigt til at optræde i Defension, at lægge særlig Vægt paa Uddannelsen i den indirekte Skydning.
Den Omstændighed, at det nu er ulige vanskeligere end tidligere at indskyde sig mod Modstanderens Artilleri, naar dette er hensigtsmæssigt opstillet i Terrainet, gjør det ønskeligt i visse Tilfælde at kunne benytte kunstige, høje Observationspunkter, hvorfra der kan faaes Indblik i Fjendens Stilling. Man har derfor i flere Artillerier gjort Forsøg med lette, transportable Stiger, der medføres paa en Ammunitionsvogn eller Forstilling, og som med meget kort Varsel kunne rejses af et Par Mand paa et hvilketsomhelst Punkt i eller ved Batteriet. I Belgien er en saadan Stige, der vejer 30 Kg., og som afgiver en 2,2 Meter høj Standplads, allerede reglementeret for Felt batterierne. I Tydskland har man sidste Sommer paa Skydepladsen ved Loekstedt gjort Forsøg med en lignende Stige af 3,5 Meters Højde. Man har været særdeles til freds med de opnaaede Resultater, og det udtales, at Stiger af denne Art, navnlig i fladt og svagt bølgeformet Terrain, ville kunne gjøre ypperlig Nytte.
Efter at Fodfolkets Ildvirkning ved Indførelsen af de moderne Geværer i saa betydelig Grad er bleven forøget, er Feltartilleriet med dets nuværende forholdsvis langsomt skydende Kanoner alt andet end gunstigt stillet overfor det fjendtlige Fodfolk paa de kortere Afstande under 1500 Meter. Hverken i Offensiven eller i Defensiven vil det kunne undgaas, at Artilleriet under visse Omstæn digheder bliver tvunget til at optage en Nærkamp med Fodfolket, og i en saadan Kamp vil Artilleriet sandsyn ligvis komme til at trække det korteste Straa. Naar det endvidere tages i Betragtning, at Fodfolket nu mere end nogensinde vil drage Fordel af Terrainet, at det under den springvise Fremrykning kun i korte Momenter vil være synligt, og at Artilleriet derfor maa være indrettet paa i disse Momenter at kunne udholde en voldsom Ud virkning, — maa man formentlig være berettiget til at drage den Slutning, at den moderne Udvikling maa bære hen imod eu væsentlig Forøgelse af Artilleriets Skud hastighed.
At dette Princip almindelig ancrkjendes, derom vidner de Forsøg, der nu i de fleste Artillerier foretages med kraftige Skudhremser til Indskrænkning af Feltlavetternes Tilbageløb. I Frankrig, hvor jo Forsøgene allerede for et Par Aar siden have ført til Bremsens Indførelse, er det, efter hvad der opgives, lykkedes at forøge de sex- kanons Batteriers Skudhastighed fra 4— 6 til 10— 12 Skud i Minuttet. I Tydskland staar Spørgsmaalet om en Skudbremse til Feltkanonen paa Dagsordenen, og dens Indførelse vil muligt ikke lade længe vente paa sig. I Østerrig har Skudbremsen allerede i længere Tid været reglementeret.
De store private Kanonfabrikers Beretninger — det altid sikkre Barometer for de Tanker, der ere under Overvejelse i Artillerierne — indeholde talrige Meddelelser om Nykonstruktioner af og Forsøg med hurtigskydende Feltkanoner i alle Genrer, baade lette og svære, baade med og uden Rekyl. Krupps Fabrik har saaledes kon strueret en Række nye Feltkanoner fra det 6cm til det 8,7cm Kaliber, der alle ere forsynede med den Kruppske Horizontal-Kilemekanisme for hurtigskydende Kanoner, med Slagbolt, Slagfjeder og Patronhylsterudkaster. Slag fjederen spændes ved Drejningen af Slutskruens Haandtag, og Affyringen sker enten ved Aftrækker eller automatisk ved Mekanismens Lukning. En Sikkerhedsindretning forebygger utidig Affyring. Ladningerne af røgfrit Krudt ere indesluttede i Messingpatronhylstre med indskruede Fænghætter og kunne enten være forenede med Projek tilet til en Enhedspatron eller adskilte fra Projektilet.
Af de konstruerede Kanoner skal særligt fremhæves en 8cm Kanon, der udskyder et Projektil paa 7 Kg. med Begyndelseshastighed 550 Meter, samt en 7,5cm Kanon, hvis Projektil vejer 6,8 Kg. og har en Begyndelses hastighed af 535 Meter.
Begyndelseshastighederne ere saaledes for de her nævnte Kanoner bragte c. 100 Meter højere op end Til fældet er med de i de fleste Stater for Tiden reglemen terede Feltkanoner. Tværsnitsbelastningen ligger ogsaa en Del højere, nemlig for den 7,5emKanon ved 0,154 Kg. pr. cm2 og for den 8cm Kanon ved 0,139 Kg., medens den f. Ex. ved den tydske 8,8cmGranat kun udgjør 0,116 Kg. pr. cm2. Ved den store Hastighed og den forøgede Belastning opnaas den ikke uvæsentlige Fordel, at det virksomme Granatkardæskskud føres ud paa større Af stande end ved de gængse Feltkanoner.
Alle Krupps hurtigskydende Feltkanoner ere forsynede med kraftige Skudbremser
En anden af Tydsklands store Fabriker, Grusonwerk, møder ligeledes med en hel Række nye, hurtigskydende Feltkanoner, fra det 4,7cmtil det 8,2cm Kaliber. Alle disse, undtagen den 8,2cmKanon, have Mekanismer med vertikal Kile og benytte Enhedspatroner med Messinghylstre. Lavetterne ere forsynede med Skudbremser, hvorved Tilbageløbet reduceres omtrent til en Trediedel. Ved Forsøgene er der opnaaet forholdsvis betydelige Skud hastigheder, og det skal exempelvis anføres, at det med en 5,7cm Kanon er lykkedes at afgive 11 rettede Skud i 51 Sekunder.
Spørgsmaalet om rekylfri Feltkanoner er stadigt under Overvejelse, og der foreligger en Del Løsninger deraf, der dog næppe ere helt tilfredsstillende. Krupp har saaledes konstrueret en 6om Feltkanon, der udskyder Projektiler af 3 Kg. Vægt med Begyndelseshastighed 500 Meter, og hvis Rekyl er ophævet dels ved et Par Nav bremser, dels ved et under Svandsen anbragt Plovjern, der under Skydningen arbejder sig ned i Jorden. For at kunne give mindre Forandringer i Sideretningen uden at flytte Svandsen, er Affutagen delt i to Dele, en nedre, hvortil Axel og Hjul ere befæstede, og en øvre om en vertikal Axe bevægelig Del, hvori Kanonen hviler. Paa Grund af sin ringe Projektilvægt, er denne Kanon dog næppe egnet til at anvendes som egentlig Feltkanon.
Ved de i Efteraaret afholdte franske Manøvrer vare tre af de til 37te Artilleriregiment henhørende Batterier udrustede med 12cm Staalhaubitser, affuterede i rekylfri Affutager, forsynede med hydrauliske Bremser. Om deres Konstruktion savnes iøvrigt alle paalidelige Oplysninger; deres Anvendelse ved Manøvrerne tyder dog paa, at man i Frankrig er naaet et Skridt fremad med Hensyn til Løsningen af det omhandlede særdeles vanskelige konstruktive Problem.
Efter at det tydske Feltartilleri er bleven normeret med en Brisantgranat med Tidsbrandrør, er der sket et vist Omslag i Anskuelserne med Hensyn til Feltkastepjecernes Betydning. Særligt fra tydsk Side gjøres det gjældende, at Brisantgranaten fuldt ud vil være i Stand til at virke mod Tropper bag de i Peltkrigen almindeligt forefaldende Dækninger, og at man derfor vil kunne undgaa den Ulempe at skulle medføre Pjecer, der kun ere egnede til Løsningen af specielle Opgaver.
Hvorvidt de store Forventninger, der knyttes til disse Projektiler, i Virkeligheden ville blive opfyldte, stiller sig for os som noget tvivlsomt. Som bekjendt sønderdeles Brisantgranaten ved sin kraftige Pikrinsyre- ladning i et meget stort Antal Sprængstykker — der angives 800-1000 — , hvilke slynges i alle Retninger med en Begyndelseshastighed, der almindeligt antages at være 500— 560 Meter. Da hele Projektilet imidlertid kun vejer 7,2 Kg., maa Hovedmassen af Sprængstykkerne være meget smaa Partikler, der hurtigt ville tabe deres Hastighed, og da endvidere Sprængkeglens Vinkel er stor, maa Virkningen blive meget lokal og Udstrækningen i Banens Retning ringe. Heraf følger, at Indskydningen maa udføres med stor Omhu, og at Tidsrørene maa brænde yderst nøjagtigt, for at Virkningen skal svare til Hensigten. Men denne store Præcision tør man næppe gjøre Regning paa i Felten, og man maa derfor være forberedt paa, at Virkningen af en stor Del af Skuddene vil gaa tabt. Til Gjengjæld ville imidlertid de Projektiler, der springe paa rette Maade, gjøre god Nytte. Paa Middelafstande af c. 2000 Meter er nemlig Sprængkeglens halve Topvinkel c. 63°, og naar hertil føjes Projektilets Nedslagsvinkel, maa der regnes paa en Nedslagsvinkel for de nederste Stykker i Sprængkeglen af c. 70°, en Nedslagsvinkel, der vil være tilstrækkelig overfor de fleste Dækninger, der kunne forekomme.
Alt vel overvejet maa Indførelsen af Brisantgranaten betegnes som et Fremskridt, idet man ved denne er i Stand til at forurolige Besætningerne i Feltskandser og Løbegrave, ja endog tilføje dem ikke ubetydelige T a b ; men en afgjørende Virkning vil næppe være til at vente.
Vil man overfor en Feltskandse eller Løbegrave af kraftigt Profil udrette noget af afgjørende Virkning indenfor en rimelig Tid, maa der føres Feltmorterer eller Haubitser i Ilden.
For at give en Forestilling om den Virkning, der kan ventes opnaaet ved Feltkasteskyts mod Mandskab, der er opstillet dækket i en Feltskandse, skulle vi efter uJahrbucher fur die deutsche Armee und Marine» (Decbr. 1891) anføre nogle Data fra et i Rusland udført sammen lignende Skydeforsøg med den 15cm Feltmorter og den svære Feltkanon mod et Fodfolksværk med Staaltraads- hegn. Værket, der var bygget paa en Sandbanke og afpasset efter dennes Form, havde en Ildlinie paa 105 Meters Længde og en Dybde af 25 Meter. Dag det 1,4 Meter høje, 4 Meter tykke Brystværn var der lagt en indre Dækningsgrav, hvis Saal laa 2,6 Meter under Ild linien og 2,75 Meter bag denne. I denne Grav samt i forskjellige Dækningsgrave i det indre af Værket var der anbragt 366 Figurskiver, fremstillende siddende Mandskab.
Med den 15cm Morter blev der gjort 2 Skydninger, en paa 2120 og en paa 1500 Meters Afstand, hver varende omtrent 1 Time. Ved den første Skydning, som omfattede 60 Shrapnels, bleve 98 af Skiverne trufne med ialt 336 Træffere, ved den sidste Skydning med 50 Shrapnels, bleve 100 Skiver trufne med c. 200 Træffere. De tilsvarende Skydninger med den 10,67cm Feltkanon gave følgende Resultater: 1) Med 80 Granater og 40 Shrapnels opnaaedes paa 2300 Meters Afstand 38 trufne Skiver og 2) med 153 Shrapnels paa 1800 Meters Afstand 5 trufne Skiver. Mandskabet i den indre Frontgrav var ved disse to Skydninger fuldstændig urørt.
Det maa her bemærkes, at den 10,67cm Feltkanon udskyder sine 12,5 Kg. tunge Granatkardæsker med en Begyndelseshastighed af kun 373 Meter, og derfor mere har Karakter af en Haubits end af en egentlig Feltkanon. Den har saaledes betydeligt større Chance for at kunne virke mod dækkede Maal end de sædvanlige i de øvrige Stater reglementerede 9cm Kanoner med Begyndelses hastighed af c. 450 Meter.
Efter Shrapnelsskydningen blev der foretaget en Be skydning af Værket med 100 Sprænggranater med bri- sante Ladninger. Efter Skydningen, der varede IV2 Time, var der i og umiddelbart ved Værket dannet 56 Tragte af en gjennemsnitlig Diameter paa 2 Meter og en Dybde af c. 1 Meter, medens hele Værket var over- saaet med Sprængstykker. Kommissionen, der forestod Skydningen, angiver, at der var opnaaet en fuldstændig gangbar Adgang til den venstre Face, og udtaler forøvrigt som sin Overbevisning, at i alvorligt Tilfælde vilde de anrettede forfærdelige Ødelæggelser have udøvet et saadant Indtryk paa Besætningen, at den vilde have for ladt Værket uden at afvente en Storm.
Sluttelig skal anføres, at en foran Værket anbragt, 18 Meter lang, 8 Meler bred Traadhindring efter en Beskydning med 50 Stkr. 15cm Sprænggranater paa 1050 Meters Afstand, praktisk talt var uskadt.
I de fleste større Stater har man dels indført, dels gjort Forsøg med Kastepjecer, affuterede paa en saadan Maade, at de kunne følge Felthærens Bevægelser og skyde fra uforberedt Standplads. Medens man i Rusland har valgt den 15cm Morter, synes de andre Stormagter, Tydskland, Frankrig og Østerrig, at ville give den 12cm Ilaubits Fortrinet, idet denne frembyder den Fordel, at Ammunitionen er ulige lettere at føre med.
Hvorledes man i de forskjellige Stater vil stille sig med Hensyn til Kastebatteriernes Organisation', om man vil indordne dem under Armeekorpsenes Korpsartilleri, eller om man vil formere dem som specielle Positions batterier dannende et Mellemled mellem Felt- og Belejrings artilleriet, er endnu ikke ganske klart. I Rusland, hvor man er videst fremme med Hensyn til denne Sag, ere Feltmortererne indrangerede i fuldt organiserede Af delinger med Fredskadrer og fast Hestebestand. For Tiden bestaar der 3 Morterregimenter, garnisonerende henholdsvis i Dünaburg, Bjelaya-Tserkow og Nowo-Georgiewsk. Hvert Regiment bestaar af en Stab og 4 Batterier ä 6 Pjecer. Paa Krigsfod medfører hvert Batteri følgende Kjøretøjer: 6 6spændige Morterer, 6 Ispændige tohjulsKarrer, 184spændigeAmmunitionsvogne, 14spæn- dig Reservelavet, 1 4spændig Batterivogn samt 4 2spændige Vogne. Regimentsstaben er normeret med 23 Kjøretøjer. Ammunitionsparkerne for Regimenterne udgjøre i alt 9, nemlig 3 flyvende, 3 mobile Parker og 3 Lokalparker. Til en flyvende eller mobil Park hører 24 Ispændige Ammunitionsvogne, 2 2spændige Værktøjvogne og 2 6spæn- dige Pakvogne.
Et Regiment har paa Krigsfod 25 Officerer, 971 Underofficerer og Menige og 722 Heste. En mobil Park er normeret med 3 Officerer, 153 Underofficerer og .Me nige og 126 Heste.
Det er saaledes et meget betydeligt Apparat, der har maattet tilvejebringes for i Felten at kunne medføre 72 lette Kastepjecer med Ammunition. Havde man valgt I2cm Haubitser istedetfor 15cm Morterer, vilde Ammunitionstrainet selvfølgelig være bleven betydeligt reduceret.
I Frankrig synes man med Hensyn til Organisa tionen af Haubitsbatterierne at ville følge Ruslands Exempel og knytte dem nøje til den mobile Hær. Som Støtte for denne Antagelse kan anføres, at Haubits batterierne ved Efteraarsmanøvrerne vare indordnede under 8de Armeekorps’ Korpsartilleri og bleve betjente af Felt artillerister.
I Østerrig vil det lette Kasteskyts ved Mobilisering blive indordnet i de saakaldte mobile Belejriugsbatteri- grupper og ville saaledes nærmest komme til at høre under Positionsartilleriet.
For at tilvejebringe Skyts, der egner sig til at anvendes ved Positionsartilleriet, har der i flere Aar været anstillet Forsøg i Østerrig. Det har oprindelig været Tanken at søge denne Opgave løst dels ved en ny 10,5cm Kanon i 361 Forbindelse med den I5cm Morter i Lavet, dels ved en ny 12cm Haubits i Forbindelse med den svære Feltkanon.
Den 10,5cm Prøvekanon er af Staalbronze, 30 Kaliber lang og vejer 1374 kg. Den udskyder 16 kg. Projektiler med Begyndelseshastighed 485 Meter og er monteret i en Lavet med samme Axel og Iljul som Feltkanonens og af Vægt 1195 kg. Den 12cmHaubits er ligeledes af Staal bronze, 15 Kaliber lang og vejer 815 kg. Den udskyder 16,7 kg. Projektiler med Hastighed 328 Meter og er monteret i en Lavet af lignende Art som den 10,5cm Kanon.
Hvorvidt man har bestemt sig for nogen af disse Pjecer, fremgaar ikke klart af Beretningerne. Den offi ciøse Beretning af 1890 angiver saaledes, at Forsøgene med den 12cm Haubits ere opgivne, og at Pjecen ikke mere paatænkes indført i Tjenesten. Men i den til svarende Beretning af 1891 dukker der atter en 12cm Haubits op, der imidlertid nu bærer Navn af Felthaubits, og det meddeles, at der;er antaget en ny Granatkardæsk til Brug for denne Pjece.
Angaaende den 10,5cm Kanon udtaler Beretningen af 1891, at der har vist sig betydelige Betjeningsvanskelig heder, naar den betjenes fra uforberedt Standplads. Alle rede ved Opstilling paa fast Jordbund graver Svandsen sig efter faa Skud en halv Meter ned i Jorden, medens Hjulene skjære sig 30cm ned , hvorved selv 8 Soldater have stort Besvær med at bringe Lavetten frem, og til lige vanskeliggjøres Sideretningen, hvorved Skudsikker heden forringes. Det paatænkes derfor at lægge Kanonen i høj Lavet og forsyne denne med hydraulisk Rekyl- bremse, og at stille Systemet paa Brisk. Med andre Ord: den I0,5cm Kanon er opgiven som mobil Positions kanon, og gaar nu over i de egentlige Belejrings- og Fæstningskanoners rækker.
Heraf maa man formentlig kunne drage den Slutning, at der til de østerrigske Positionsbatterier fortrinsvis vil blive anvendt de 9cm svære Feltkanoner i Forbindelse med en 12cm Felthaubits, rimeligvis af lettere Kon struktion end den, der oprindelig var paaregnet.
Forinden vi forlade dette Afsnit, skulle vi kun notere, at den tydske Regjering har forlangt en Bevilling paa c. 106 Millioner Mark, hvoraf ca. 40 Millioner for Finants- aaret 1892— 93, til Feltmateriel. Der forestaar saaledes betydelige Ændringer i det tydske Materiel; hvor ledes imidlertid Midlerne tænkes anvendte, derom vides endnu intet, og det maa være det følgende Aar forbeholdt at løfte Sløret for, hvad der forestaar.
2. Fæstnings- og Belejringsaitilleri.
Udviklingen af det moderne Kasteskyts har mere og mere tvunget Krigsbygningskunsten ind paa Anvendelsen af pantsrede Skytsstandpladse, og i de i den seneste Tid byggede Befæstninger er der jo ogsaa i vid Udstrækning gjort Brug af Pantserkonstruktioner. I det forløbne Aar har den almene Interesse særligt været knyttet til Arme ringen af de nye Forter om Bukarest, idet den rumænske Regjering i Sommer har gjort store Bestillinger af Pantser-taarne og tildels ogsaa af Skyts.
Som bekjendt hestaar Bukarests Befæstning af 18 Forter, beliggende i en Afstand af 12— 13 Kilometer fra Byens Centrum og spændende over en Strækning af ca. 70 Kilometer. Den indbyrdes Afstand mellem Forterne er ca. 4 Kilometer, og i hvert Interval er lagt et perma nent Mellembatteri. En Ringbane 100— 200 Meter bag Forterne letter Kommunikationen. Befæstningen har ingen Noyau. Alt Skytset i Forterne skal anbringes i Pantsere, det sværere i Drejetaarne til 1 å 2 Kanoner, det lettere i Forsvindingstaarne. Af svært Skyts vil blive anvendt 150m Kanoner og 21cm Haubitser, og som let Skyts ville Hotchkiss’ 57mm Kanoner komme til Anvendelse. Som Gravflankeringsskyts ville ligeledes de 57mmhurtigskydende Kanoner blive benyttede, rimeligvis i Forbindelse med Mitrailleuser.
De i 1891 gjorte Bestillinger naa op til følgende imponerende Tal: 34 Taarne å 2 15cm Kanoner, 18 Taarne å l 15cm Kanon, 26 Taarne å 1 21cm Haubits og 126 Forsvindingstaarne ä 1 57mm Kanon, hvortil end videre kommer 398 Kaponiereaffutager til 57mm Kanoner. Bestillingerne af Taarne og Affutager ere delte mellem de tre store franske Firmaer: le Creusot, St. Chamond og Chåtillon et Commentry.
Taarnene blive i Hovedsagen byggede overensstem mende med de Fordringer, der af den belgiske Regjering bleve stillede til Taarnene i Maasbefæstningen. Pantserne til de sværere Taarne faae saaledes en Tykkelse af 200mm foruden en dobbelt Inderhud af 2 x 20mm Plader; Ka nonmundingerne ligge omtrent i Flugt med den ydre Del af Pantseret, og Skytset er opstillet uafhængigt af Pantseret. Taarnrummet er lufttæt aflukket, dels for at hindre Indtrængen af de giftige Luftarter, der fremkomme ved Explosioner af Pikrinsyregranaterne, dels for at befri Taarnrummet for den fra Kanonmundingerne udstrøm mende Krudlrøg. Affutagerne tilstede en Rekyl af 10— 15cm og føre Kanonerne atter automatisk i Skudstilling.
Forsvindingstaarnene ere af Creusots Konstruktion.
I ethvert Fort skal der indrettes et pantsret Obser vatorium, forsynet med Kikkerter og Vinkelinstrumenter. Som Basis for Vinkelmaalingen til de fjendtlige Batterier tjener den nøjagtigt bestemte Afstand mellem de enkelte Observatorier.
Til Belysning af Terrainet om Natten tjene elektriske Lysmaskiner med Projekteurer af Mangins System.
Den af Grusonwerk til Anvendelse i Landbefæstningen konstruerede 5,3cm hurtigskydende Kanon i Forsvindings- pantserlavet er i Juli f. A. bleven prøvet i Bulgarien. Ved Forsøgene blev der skudt med Granater og Granat kardæsker mod Kolonneskiver, Skytteskiver og Artilleri- maal paa Afstande mellem 1200 og 2000 Meter og med Kardæsker paa 2— 300 Meters Afstand. Virkningen var meget tilfredsstillende, og Observationen frembød ikke særlige Vanskeligheder. Af Skydningerne skal exempelvis anføres en Skydning paa c. 2000 Meter mod tre 20 Meter brede, 1,8 Meter høje Skiver i 15 Meters Afstand. Efter forudgaaende Indskydning opnaaedes med 12 Skud i 20 Sekunder 575 Træffere og 70 pCt. trufne Roder. Mod 30 liggende Skytter i indbyrdes Afstand af 1— 2 Meter og en Støttetrop paa 10 liggende Skytter opnaaedes med ialt 26 Granater og 9 Granatkardæsker paa en Afstand af 1800 Meter 69 Træffere og 43 pCt. trufne Roder.
I Schweitz, hvor man har gjort Forsøg med en Kanon af samme Art, er man kommen til mindre gode Resultater. Skudsikkerheden lod noget tilbage at ønske, Virkningen af Granaterne var ringe og Brandrørene funk tionerede daarligt. Derimod var Kardæskvirkningen god paa indtil 240 Meter. Der fremkom jævnlig Ladnings vanskeligheder. Ved et af Skuddene var Kilen, der skal hindre Kanonen i at rekylere, ikke rigtig i Indgribning, saa at den i Taarnet bag Kanonen siddende Skytte blev dødeligt saaret ved Rekylen.
Blandt de til Gravflankering o. I. benyttede Mitrailleuser synes den af Maxim konstruerede automatiske Mitrailleuse mere og mere at vinde Terrain. I Østerrig er den efter omfattende Forsøg bleven adopteret, idet man ved Forsøgene er kommen til det Resultat, at Maximmitrailleusen er alle andre kjendte Systemer overlegen i Henseende til Skudhastighed og Simpelhed i Betjeningen. De i Schweitz indvundne Erfaringer tale ligeledes stærkt til Gunst for Maxims Konstruktion.
Ved Forsvaret af Landbefæstninger vil det i mange Tilfælde være af væsentlig Betydning hurtigt at kunne føre svært Skyts hen til den truede Front, ligesom det ogsaa er af Vigtighed, at dette Skyts sættes i Stand til, hvis det lykkes Fjenden at indskyde sig mod det, hurtigt at forandre Plads for paany at kunne aahne sin Ild fra et andet Punkt. Til Løsning af denne Opgave har der allerede for længere Tid siden været fremsat forskjellige Forslag. I en af Krupps Skydeberetninger af 1891 om tales der nogle Forsøg, udførte med en 12cm Kanon, monteret i en paa en Jernbanevogn anbragt Forsvindings affutage. Vognen er indrettet saaledes, at den under Skydningen hviler paa nedskruede Støtter, saa at Paavirkningen i Skuddet ikke kommer til at gaa paa Hjulene. Affutagen kan drejes saaledes, at der kan skydes i en hvilkensomhelst Retning.
Lignende Konstruktioner ere prøvede i Frankrig, bl. a. i St. Chamond.
Belejrings- og Fæstningsartilleriets Forsyning med Granater, fyldte med stærkt explosible Sprængstoffer, er et af de Spørgsmaal, der stadig staar paa Dagsordenen. Det indtil for faa Aar siden saa almindeligt anvendte Sprængmiddel, Skydebomulden, synes nu mere og mere at skulle fortrænges af Pikrinsyren og de med denne nær beslægtede Stoffer. Tydskland staar saaledes, efter hvad det forlyder, i Begreb med ogsaa for Belejrings- og Fæstningsskytset at gaa over til Pikrinsyren, i Frankrig har den allerede længe været benyttet, og det i Østerrig i 1891 adopterede Sprængstof Ekrasit, er ligeledes et Stof af denne Art; ja selv i England synes disse Spræng stoffer at skulle vinde Indgang. Fordelene ved Pikrin syren maa nærmest søges i Sprængningens voldsomme Karakter, og i den Energi, hvormed det meget store Antal Sprængstykker slynges ud af Tragten i alle Retninger og endelig i dens i høj Grad ødelæggende Virkning overfor alle Mur- og Betonkonstruktioner.
Overfor Jord er hverken Pikrinsyrens eller Skyde bomuldens Virkning overvættes stor i Sammenligning med Virkningen af Krudtgranater, der ere fyldte paa hensigtsmæssig Maade. Nogle Talstørrelser ville bedst godtgjøre Rigtigheden heraf. Ved nogle i Østerrig fore tagne Forsøg med Ekrasitgranater, udskudte af den 2 l cm Morter, opnaaedes — ved Projektilvægt 95 Kg., Sprænglad ning 7,22 Kg. Ekrasit og Elevation 60° — Tragtdannelser af Diameter 3,0 Meter og Dybde 1,5 Meter.
Ved Forsøg hos Krupp med 2 l cm Krudtgranater op naaedes for Staalgranaten — af Vægt 90 K g . , Spræng- 366 ladning 14,5 Kg. Krudt, Elevation 60° — Tragte, hvis Diametre iaa mellem 2,7 og 3,2 Meter, og hvis Dybder vare 0,7— 0,9 Meter. Med samme Projektiler udskudte under 45° Elevation, opnaaedes en Dybde og Bredde af Tragten af indtil resp. 1,4 og 4 Meter. Med 21cm Støbe jernsgranater, Vægt 91 Kg., Sprængladning 4,8 Kg. Krudt, dannedes under 60° Elevation Tragte, hvis Dybde var indtil 0,9 Meter og Diameter 2,5 Meter.
Overfor Smeddejernspantsere er Ekrasitgranaternes Virkning ej heller stor, idet Sprængningen foregaar, for inden Indtrængelsesdybden er bleven tilstrækkelig stor. Forsøg i Belgien have givet det ret mærkelige Resultat, at Melinitgranaternes Virkning er væsentlig ringere over for pudlet Jern end overfor Gydejern, selv om dette er meget kulfattigt.
I Tydskland er der i 1891 udfærdiget en midler tidig Instrux for Ledelsen af Fæstnings- og Belejrings artilleriets Ild. Som Grundlag for Ledelsen benyttes, ligesom i Frankrig, nøjagtige Kaartplaner, hvorpaa Værker og Batterier ere indlagte. Planerne ere inddelte ved Meridian- og Parallellinier i Kvadrater med Side 500 Meter. Der skjelnes mellem Oversigtsplaner i 1 : 25000, Afsnits- og Batteriplaner i 1 : 12500. Til nøjere Be stemmelse af Terraindele benyttes Hjælpekvadratret, af gjennemsigtigt Stof, hvor den enkelte Kvadratside er 100 Meter. Paa Batteriplanerne er angivet Batteriets Plads og Rovedretningslinierne, og tilsvarende Linier opridses paa Briskene. Ved en paa Planen opklæbet Gradinddeling og en Maalestok bestemmes Maalets Plads. Faste Kommandoslationer etableres for Artillerikommandoen og for Regimentscheferne, der drage Omsorg for. at Planerne stadig holdes 5. jour. Regimentschefen er den øverste Instans for Udledelsen, og med Hensyn til Ledelsen af Skydningen ere Batterikommandeurerne ham direkte underlagte. Bataillonscheferne ere kun Troppe- bet'alingsmænd og maa kun undtagelsesvis gribe ind i Udledelsen.
I Rusland udgjør Fæstningsartilleriet for Tiden 51 Batailloner plus 8 uafhængige Kompagnier. Ifølge kejserligt Dekret af 24. Oktober 1891 skal der iaar for meres en ny Bataillon med Garnison i Fortet Zegrze i Polen.
3. Kyst- og Marineartilleri.
De hurtigskydende Kanoner have i den seneste Tid udviklet sig paa en Maade, der har udøvet en væsentlig Indflydelse paa Krigsskibenes og Kystbefæstningernes Ar mering. De første hurtigskydende Kanoner, der for en halv Snes Aar siden begyndte at vinde Indgang i Mari nerne, havde kun ringe Kalibre, i Reglen 3,7 k 4,7cm, og vare hovedsagelig bestemte til at virke mod Torpedobaade. Efterhaanden som Torpedofartøjerne voxede i Antal og Størrelse, voxede ogsaa Antallet af hurtigskydende Ka noner, og deres Kalibre steg først til 5,7cm og derefter stadigt højere op til 10cm og 12cm, ja endog til 15cm.
Som bekjendt ere de moderne Pantserskibe kun sparsomt udstyrede med sværere Skyts. Af egentlige pantserbrydende Kanoner findes der sjeldent mere end 2 til 4, hvortil endvidere kommer en halv Snes Kanoner af Mellemkalibre — 12-16cm — foruden smaat Skyts. Det er saaledes en forholdsvis ringe Artilleriild, de mo derne Skibe hidtil have kunnet præstere i Sammenligning med de gamle Linieskibe med deres 60— 70 Stykker Bredsideskyts. Det maa derfor betegnes som et mægtigt Fremskridt, naar det nu er blevet muligt ved Ind førelsen af de hurtigskydende 12 og 15cm Kanoner at forøge Skudhastigheden for Mellemkalibrene til det fem- eller sexdobbelte. Specielt overfor Kystbefæstningernes aabne Batterier vil dette betydelige Plus til Skibenes Artillerivirkning være af Betydning og vil rimeligvis tvinge Kystbefæstningerne ind paa en rigelig Anvendelse af sværere hurtigskydende Kanoner.
Det er England, der er gaaet i Spidsen for Udviklingen paa dette Omraade ved Indførelsen i Flaaden af den 4,7 inch. armstrongske hurtigskvdende Kanon. Italien er hurtigt fulgt efter, og de første 15cm hurtig- skydende Kanoner see vi paa det italienske Pantserskib «Piemonte». 1 1891, har Krupp fuldført sine Forsøg med 12cmog 1ocm hurtigskydende Kanoner, der ere adopterede af den tydske Marine. Ved Siden af Armstrongs og Krupps Kanoner optræde Canet’s 12cm og 15cm hurtig skydende Skyts, der i 1891 ifølge franske Meddelelser er antaget af den russiske Marine.
Skjøndt hvert af de nævnte Etablissementer har ud viklet sit særegne System, ere Grundtankerne i Konstruk tionerne dog omtrent de samme og kunne udtrykkes paa følgende Maade:
Kanonerne have en Længde af 40—45 Kalibre. Ladningerne, af røgfrit Krudt, ere indesluttede i Messing hylstre, der i Reglen ere forenede med Projektilet til en Enhedspatron. 1 Messinghylstrets Bund er indsat eller indskruet en kraftig Fænghætte. Af Projektiler anvendes Pantsergranater, Støbejernsgranater og Shrapnels, der for det 12cmKaliber veje c. 20 Kg., for det 15cm 40— 45 Kg. Begyndelseshastighederne ligge i Reglen mellem 650 og 750 Meter.
Baglademekanismerne, der ved Armstrongs og Canets Kanoner ere Skruemekanismer og ved Krupps horisontale Kilemekanismer, ere saaledes konstruerede, at Aabning og Lukning foregaar let og hurtigt. Krupps Kilemekanisme har det Fortrin for de andre to Mekanismer, at der fore gaar et virkeligt Udkast af det tomme Hylster, hvilket fremmer Betjeningens Hurtighed. Antændelsen af Fæng- hætten sker dels ad mekanisk, dels ad elektrisk Vej. Affutagerne ere Midtepivotaffutager, der føre Kanonen automatisk i Batteri efter Skuddet. Til Beskyttelse af Kanon og Mandskab tjener et Staalskjold.
Skudhastigheden udgjør for den 10cm, 12cm og 15cm Kanon henholdsvis indtil 12, 10 og 8 rettede Skud pr. Minut. Saavidt det er muligt at afgjøre efter de ofte modstridende Meddelelser i Tidsskrifterne synes Krupps Kanoner at staa højest i Henseende til Skudhastighed.
I Maj 1891 ere de to kruppske 40om 120 Tons Ka noner, der skulle forsvare Indsejlingen til Spezzias Rhed, bievne prøvede efter at være installerede i deres Pantser- drejetaarne. Pantseret er leveret af Gruson, selve Taarnet med dets hydrauliske Bevægelsesmaskineri af Armstrong. Om Forsøget, der omfattede 32 Skud, meddeler «Revue d’Artillerie», at Maskinerne og Taarnenes øvrige Organer funktionerede meget tilfredsstillende. Ikke slet saa heldigt faldt Prøven af Kanonerne u d , idet der ved en af disse viste sig Mangler ved Tætdelene, der imidlertid ikke hin drede Forsøgets Gjennemførelse.
Monstrekanoner, som de nys nævnte, ere i de sidste Aar bievne sjeldnere og sjeldnere. Saavel i Marinerne som paa Kystforterne gaar man nu nødigt ud over Kalibre paa 30— 34cm, og man søger at opnaa den store Gjen- nembrydningsevne ved Forøgelse af Løblængden og der med af Begyndelseshastigheden; selv Italien, der hidtil med Forkjærlighed har anvendt de meget svære Kanoner paa 100— 110 Tons, er gaaet over til de 34cm 68 Tons Kanoner som Hovedarmering for de nye Pantserskibe af Lmbertoklassen. I England har man gjort uheldige Er faringer med de 110 Tons Kanoner, og har i Princippet forladt dette System for at holde sig til de 13,6 inch. 67 Tons Kanoner. Det nye franske Eskadreskib »Bren- nus» faaer som Hovedarmering 3 Stkr. 34cm 42 Kaliber lange 58 Tons Kanoner, og de 4 store Pantserskibe, som Tydskland for Tiden lader bygge, faae 30,5cm 35 Kaliber lange Kanoner.
Indførelsen af svære Flaubitser og Morterer, der fra Kystbatterier i skjult Opstilling skulle virke mod Skibs dækkene, er et Spørgsmaal, der vedblivende staar paa Dagsordenen, og som i Marinerne har fremkaldt en Tendens til at forøge Dækspantserets Tykkelse.
I Japan er der i Marts 1891 foretaget et Kaste forsøg med 28cm Haubitser og 24cra Morterer mod et vandret Maal, 18 Meter langt, 5,25 Meter bredt og 75m'm tykt, fremstillende en Del af et Skibsdæk. Mod dette Maal blev der med den 28cm Haubits paa en Afstand af noget over 3000 Meter kastet 45 c. 215 Kg. Staalgranater, hvoraf de 15 vare sprængladte, og med den 24cmMorter 73 c. 120 Kg. Projektiler, hvoraf 30 sprængladte. Ned slagsvinklerne vare c. 60°. Med Haubitsen opnaaedes 3 og med Morteren 4 Træffere, der alle gik glat gjennem Maalet og trængte c. 2 Meter ned i Jorden. Da Brand rørene vare indrettede til forsinket Antændelse, foregik Sprængningen for sent, og der viste sig derfor ingen Forskjel paa Virkningen af de ladte og de uladte Granater.
5. Krudt og Sprængstoffer.
I 1891 har man i de forskjellige Stater arbejdet videre paa Indførelsen af det røgfri Krudt saavel for Haandvaabnenes som for Skytsets Vedkommende. Medens man i de fleste Artillerier uden større Vanskeligheder synes at have magtet den Opgave at fremstille Krudt sorter, der egne sig godt til Anvendelse i Geværer og i de mindre og de mellemstore Kanonkalibre, er Opgaven for de svære Kyst- og Skibskanoners Vedkommende endnu kun faa Steder løst paa en tilfredsstillende Maade. De af de store Kanonværker udsendte Skydeberetninger vidne ganske vist om, at der til de svære Kanoner lader sig fremstille et Krudt, der giver fortrinlige ballistiske Resultater; men de særdeles høje Temperaturer, der udvikles ved de store Ladningers Forbrænding, udøve en uheldig Indflydelse paa Kanonstaalet, idet Felternes bageste Del formelig undergaar en Smeltning, saa at Skytset ødelægges efter et forholdsvis ringe Antal Skud. Bestræbelserne ere derfor for Tiden rettede mod Fjer nelsen af disse væsentlige Mangler.
Af de Modifikationer af røgfrit Krudt, der ere komne til Anvendelse, er der navnlig to, der have Interesse, nemlig Nitrocellulosekrudtet og Nitroglycerinkrudtet.
Angaaende Fabrikationen af den sidstnævnte Krudt sort, der iøvrigt gaar under forskjeilige Navne: Nobel krudt, Cordite og Ballestit, gav Tidsskriftets Aars- oversigt for 1890 en kort Redegjørelse. Vi skulle nu her, efter en østerrigsk Forfatter, give et Par Meddelelser om Fremstillingen af det saa almindeligt benyttede Nitrocellulosekrudt.
Medens Udgangspunktet for Fremstillingen af Nobel krudtet er den lavere nitrerede Cellulose, er det ved nærværende Krudtsort de højere Nitreringsgrader af Cellu losen — med henimod 13 pCt. Kvælstofindhold — , der udgjøre Raamaterialet.
Cellulosens Nitering foregaar i Blykar. Man bort skaffer Størstedelen af den overflødige Syre ved Centri fugering i de saakaldte Vaskehollændere. De sidste Rester af Syren fjernes ved at det tørrede Materiale bringes i en svag Sodaopløsning. Efter en ny Udvask ning bearbejdes Nitrocellulosen i Skjærehollændere, hvorved der dannes en grødagtig Masse, som, efter at være be friet for Klumper og Urenheder og tørret, underkastes den saakaldte Gelatiueringsproces.
Gelatineringen foregaar enten ved Hjælp af Aceton eller Eddikeælher i Æltemaskiner, hvorved Nitrocellulosen bringes i inderlig Berøring med Gelatineringsmidlet. I den gelatinerede Masse er der altid et Overskud af Opløsningsmidlet tilstede; for at fjerne Størstedelen af dette, bliver Produktet udsat for et passende Tryk, hvorved der faaes gummiagtige Kager af sejg Konsistens. Der efter formes Krudtet, hvilket sker paa en noget forskjellig Maade, der retter sig efter Arten af det Krudt, der skal fremstilles. Bladkrudtet fabrikeres ved, at man lader de gummiagtige Kager gaa gjennem opvarmede Valser, hvorefter de papiragtige Blade skjæres i firkantede Stykker. Vil man fremstille kornformet Krudt, presses Kagerne gjennem siformede Plader, hvis Huller have en til Øje medet svarende Størrelse. Produktet faaer saaledes Form af Nudler eller Strænge (deraf Navnet Cordite), hvilke i særlige Maskiner afskjæres i Stykker af passende Længde. For at bortskaffe de sidste Rester af Opløsningsmidlet, anvendes i Reglen en Tørringsproces, der foregaar i Tørrekasser ved en Temperatur af c. 60° C. Endelig undergaar Krudtet en Gralitering, der foregaar ligesom ved Sortkrudtfabrikationen i roterende Tønder.
Som bekjendt benytter man i de fleste Artillerier i større og større Udstrækning de meget kraftige Explosiv- stoffer som Skydeb omuld, Melinitm.fi. som Spræng ladninger i Granater. Indtil for kort Tid siden var det dog nærmest i Fæstnings- og Belejringsartilleriets Gra nater, at disse Spængstoffer anvendtes. Efter at det tydske Feltartilleri imidlertid er bleven udrustet med den saakaldte «Springgranate», tør det vistnok forudses, at Brisantgranaterne inden ret lang Tid ville holde deres Indtog i samtlige Feltartillerier.
Efter hvad man vil vide, har den tydske Brisantgranat oprindelig været fyldt med fugtig, kornet Skyde bomuld, det vil sige smaa Skydebomuldsprismer, der ved at dyppes i Eddikeæther ere undergaaede en overfladisk Gelatinering, og den derved dannede Hud har til Hensigt at hindre Vandfordampningen fra de fugtige Korn. Skyde bomulden er imidlertid senere bleven forladt, og i dens Sted anvender man nu ren Pikrinsyre.
I Frankrig, hvor man allerede i længere Tid har anvendt Pikrinsyren under Navn af Melinit, synes man i den senere Tid at være kommen ind paa Anvendelsen af det dermed beslægtede Stof Kresylit (Trinitrokresol), der dannes ved Nitrering af den med Fenol homologe Forbindelse, Kresol. Dette Sprængstof, der f. Ex. benyttes i den 90m/m obus allongé karakteriseres^ ved sin meget vanskelige Antændelighed og ved at være endnu mere ufølsomt for Stød og Slag end Pikrinsyren.
Angaaende Sammensætningen af det i Østerrig under Navn af Ekrasit anvendte Sprængstof, der i Begyndelsen af 1891 delinitivt er indført som Sprængladning for Felt-, Belejrings- og Fæstningsartilleriets Granater, vides endnu intet med Bestemthed. «Ringlers polytechnisches Journal» angiver det til at være en Ammonforbindelse af Trinitro kresol, en Antagelse vi foreløbigt maa lade staa hen. Ekrasiten har den Egenskab, at den uden at lide nogen kemisk Forandring kan opbevares i Granaterne, i umiddel bar Berøring med Væggene. Sprængvirkningen sættes lig Dynamitens, og Stoffets Behandling skal være ganske ufarlig.
Det schweitziske Artilleritidsskrift bringer i 8.— 9. Hefte 1891 en Meddelelse om nogle i Schweitz foretagne Sprængningsforsøg med Granater, fyldte med « Weiss-pulver», hvilke Forsøg paa en ret anskuelig Maade vise Forholdet mellem Sortkrudtets og de kraftigere Spræng stoffers Indflydelse paa Sprængstykkernes Antal.
Følgende Resultater ere opnaaede ved Sprængnings forsøgene: