”I Stålstormen” af Ernst Jünger. Udgivet af Gyldendal 2012. 294 sider. ISBN 978-87-02- 09363-6. Pris: 279 kr. (vejledende).
Ernst Jünger var på mange måder en usædvanlig mand. I 1913 meldte han sig til Fremmedlegionen for at komme til Afrika. Han var på dette tidspunkt kun lige fyldt 18 år. Kort efter deserterede han, blev fanget og sendt tilbage til Tyskland. Ved krigsudbruddet i august 1914 meldte han sig som tysk frivillig og de næste 4 år tilbragte han mere eller mindre konstant som soldat og senere officer i skyttegravene på Vestfronten. Her deltog han i nogle af de voldsomste kampe, bl.a. ved Somme og Cambrai. Jünger blev såret ikke mindre end fjorten gange og modtog i efteråret 1918 den tyske hærs højeste orden Pour Le Mérite for sin indsats. I 1920 udgav han på baggrund af sine dagbøger fra skyttegravene erindringsbogen ”I Stålstormen” (original titel In Stahlgewittern). Bogen blev hurtigt en bestseller og blev gentagne gange omskrevet af forfatteren selv – sidste gang i 1978. Værket kom til at danne grundstenen i et af Tysklands mest kontroversielle og komplekse forfatterskaber i det 20. århundrede.
På trods af de mange år siden værkets fremkomst i Tyskland er det først nu, at det foreligger på dansk. Heldigvis er der så tale om en glimrende oversættelse, og som læser støttes man godt igennem værket af en velvalgt note-liste og Adam Paulsens inspirerende efterskrift til bogen. Og det er på mange måder nødvendigt, for ”I Stålstormen” kan læses på mange måder. Værket er ofte blevet læst som et vidnesbyrd fra skyttegravskrigens brutale hverdag. Set fra denne vinkel giver Jünger et levende og direkte indblik i den almindelige soldats liv og død under de brutale og umenneskelige forhold, som herskede i Vestfrontens skytte- grave. Mudder, skidt, utøj, voldsomme læsioner, pludselig død og den konstante fare be- skrives direkte og uden omsvøb. Artilleriets konstante dominans og tilstedeværelse går som en rød tråd igennem fortællingen. Oftest som et baggrundstæppe, men pludseligt i forgrunden, med et granatnedslag som tager ven eller fjende, og flår virkeligheden i tusinde stykker, indtil soldaten atter finder sin plads i skyttegraven eller i ingenmandsland. Når Jünger skildrer virkningen af en granatsplint på menneskekroppen eller den kvælende fornemmelse af et gasangreb, rykker man som læser uroligt på sig i stolen eller får lyst til at åbne vinduet for et pust frisk luft. Der lægges ikke fingre imellem og Jüngers sprog slår stærkt igennem fra start til slut.
”I Stålstormen” er dog også en lille guldgrubbe for den, som søger mere indsigt i de praktiske sider af skyttegravskrigen. Jünger er en god iagttager og beskriver bl.a. fordele og ulemper ved henholdsvis skyttegrave i Champagnes kridtjord og det sumpede Flandern. Han giver gode beskrivelser af hverdagen i skyttegraven, af mad og indkvartering, af op- holdet i henholdsvis front – og reservezonen, samt nyttige skildringer af den grundige forberedelse, som han og hans soldater gennemgår inden den tyske Kaiserschlacht-offensiv i foråret 1918. Læseren vil dog ikke finde de store operative og strategiske overvejelser i dette værk. Jüngers fokus er primært rettet mod sin egen og modstanderens nærmeste skyttegrav. Det er dog ingen ulempe og gør blot hans skildring ekstra stærk. For det var jo netop hertil, at verden gik for millioner af soldater i forreste linje i denne krig. ”I Stålstormen” er ofte blevet sammenlignet med Erich Maria Remarques ”Intet Nyt fra Vestfronten”, som udkom ni år senere i 1929. Remarque kendte og værdsatte Jüngers saglighed, men Jüngers værk er alligevel væsentligt anderledes. Hvor Remarque fremhæver krigens gru og meningsløshed, skildrer Jünger derimod gentagne gange krigen som en form for renselsesproces. Krigen nedbryder ikke kun, men skaber en ny og hærdet type menneske igennem sin ildprøve (s. 88-89). Intet under at nazisterne og andre elementer på den tyske højrefløj så store propagandamuligheder i Jüngers skildringer. Jünger rækker imidlertid længere end det. Han formår at skildre den rus og vanvidsvel- lyst, som han føler under et storangreb med et voldsomt forberedende artilleribombarde- ment. Jünger kan kombinere dette med den frygtelige bevidsthed, som bagefter indfinder sig, da han standser ved liget af en ung englænder, som han har dræbt og må konstatere, at ”Nu var det ikke længere dig eller mig. Jeg har senere ofte tænkt tilbage på ham og hyppigere med årene. Staten, der fritager os for ansvaret, kan ikke befri os for sorgen; den må vi selv stå igennem. Den rækker langt ind i drømmene” (s.228) Jünger rammer her direkte ned i den mosaik af selvmodsigende følelser, som krigen kan medføre for frontsoldaten.
Indtil sin død forblev Jünger en kontroversiel person med mange facetter. I 20’ernes Tyskland befandt han sig på den ekstreme højrefløj og var både antisemit og anti-demokrat. På trods af dette blev han aldrig nazist, og afslog den plads i Rigsdagen, som man tilbød ham efter Hitlers magtovertagelse. I 1938 var hans regimeskepsis vokset og han fik skriveforbud af nazisterne. Dette forhindrede ham ikke i at gøre tjeneste som kaptajn i den tyske hær i Paris, indtil han blev afskediget i 1944 grundet perifert bekendtskab med officerer involveret i 20-juli attentatet. Efter krigen fortsatte han sit omfattende forfatterskab og deltog ved flere lejligheder i mindehøjtideligheder for Første Verdenskrigs faldne – bl.a. ved Verdun sammen med Francois Mitterrand og Helmuth Kohl. Ernst Jünger døde i 1998 i en alder af 103 år – en skæbne, som han nok ikke havde forestillet sig, da han i mere end fire år befandt sig i Vestfrontens materielslags trommeild.
Martin Cleemann Rasmussen, cand. mag.
