Jeg har det bestemte Indtryk, at man i de senere Aar herhjemme er gaaet mere og mere bort fra de t egentlige Krigsspil, hvor man igennem en »spillendeModstander faar Lejlighed til at prøve Værdien og sc et Resultat af Deltagernes (Spillernes) taktiske Foranstaltninger, og at man mere og mere er gaaet over til Instruktionsøvelser eller applikatøriske Øvelser, hvor samtlige Deltagere arbejder paa samme Parti, og hvor Bedømmelsen af dette Arbejde er mindre kompliceret og i Hovedsagen falder sammen med Lederens Syn paa Sagen.
Denne Forskydning i den teoretiske taktiske Undervisningsmetode er vistnok begrundet af følgende Forhold.
For det første er det meget vanskeligt at lede et Krigsspil i 2 Partier, og det falder da ganske af sig selv, at man selv med fuld Forstaaclse af det egentlige Krigs-»Spil«s Nytte søger at komme bort fra en Undervisningsmetode, hvor man Gang paa Gang har set, at Ledelsens Evner svigtede, og for det andet kan man vistnok sige, at de energiske Bestræbelser, der i de sidste 10— 15 Aar har vist sig herhjemme for at fuldkommengøre Befalingsteknikken i nogen Grad har ført til den Opfattelse, at Føring og Befalingsteknik var to Begreber, der faldt mere eller mindre sammen, og i saa Fald var det jo ganske naturligt, at man gik bort fra de mere indviklede Krigsspilopgaver i to Partier og gik over til applikatoriske Øvelser, hvor man Slag i Slag afkrævede Deltagerne de til de i Forvejen vel tilrettelagte Situationer svarende Befalinger og ikke behøvede at spilde Tiden med Udredning af de sammensatte Situationer, som en frit optrædende Modstander skaber. Men, vil man indvende, disse Befalinger giver jo netop et Spejlbillede af Førerens Hensigter og Maal, kort sagt af Foringen. Hvad vil man mere? Man faar igennem de udlevcrede Befalinger Syn for Sagen, om vedkommende Krigsspildeltagere har Evne til at fore, og tillige om de forstaar at befale.
Dette er rigtigt, men man maa lier erindre, at man afholder ikke Krigsspil eller Instruktionsøvelser for at kontrollere Befalingsmændenes Førerevner, men for at udvikle, dem, og lige saa lidt som det er muligt at lære at spille Kort uden Modstander, lige saa umuligt kan man tilegne sig Førerkunsten uden netop at blive stillet over for den fjendtlige Modvirksomhed. Det er denne Modvirksomhed i Forbindelse med manglende Oplysninger om Fjenden, der stiller de største Fordringer til Førernes Kombinationsevne og Fantasi.
Ved almindelige Instruktionsøvelser og ved applikatoriske Øvelser stiller man oftest Føreren over for en given Situation og lader ham træffe en Bestemmelse svarende til denne, hvorefter man springer frem til en ny Situation, men det er sjældent, at man saaledes som ved Krigsspillet med Modstander fastholder Kontinuiteten i Udviklingen saaledes, at netop de Problemer kommer frem, der ligesom den fjendtlige Modvirksomhed er en Følge af eller er i Følge med (lokalt Held eller Uheld) egne Beslutninger, og til hvis Løsning der kræves den største Indsats af Førerens Aand og Fantasi, kort sagt de egentlige Føreregenskaber, medens en nok saa solid Viden uden disse Egenskaber ofte maa give op.
Ved ovenstaaende Udvikling være ikke sagt, at man skal foretrække Krigsspil i to Partier for applikatoriske Øvelser. Men det var blot min Mening at antyde, at hvis man ikke fastholder Naturen og Karakteren af vor taktiske Virksomhed, løber man Fare for af mindre betydende Grunde at foretrække den ene Slags Øvelser for den anden Slags, medens Sandheden dog nok er, at begge Slags Øvelser hver paa sin Vis gør deres Nytte. Jeg skal da søge at fremsætte mit Syn paa den Del af vor taktiske Virksomhed, som først og fremmest er Genstand for Indøvelse under disse Øvelser, nemlig Føringen og Befalingsvirksomhcden. Den taktiske Virksomhed deles efter en Skillelinie, som adskiller paa den ene Side den taktiske og tekniske Viden, som enhver med Sikkerhed kan tilegne sig ved Studium og Øvelse — man kalde den Videnskab eller Teori alt efter Omfanget — , og paa den anden Side selve Føringen, som ikke er nogen Videnskab, men en Kunst.
Man kan til Punkt og Prikke være inde i Organisation, Teknik, Reglementer o. s. v. uden nogensinde at blive »Kunstner«, hvad Føring angaar. Lad os da begynde med den sidste som den vigtigste. I. Føringen er som sagt en Kunst, Den vilde være Videnskab, hvis man i K rig nøjagtig kunde bestemme Forholdet imellem Aarsag og Virkning, saaledes at der ligesom i Videnskaben altid fulgte samme Virkning af de samme Grunde. Men i Krigen varierer alting, Troppernes Duelighed og Karakter, Cheferne, Bevæbningen, Terrainct, K limaet, Vejret o. m. ni. Aldrig staar man to Gange over for de samme Betingelser i samme Situation. Løsning af en Opgave i en Krigs- eller Fægtningssituation forekommer aldrig som et matematisk P ro blem med givne eller bestemte Størrelser. Selv om E fterretningstjenesten virker fortrinligt, vil Fjendens Fo rhold altid blive mere eller mindre ubekendte, og selv om vi ved, hvad han gør, kan vi kun sjældent vide, hvad han vil. Og selv om saa Føreren fatter en fortrinlig endog genial Beslutning, da maa man erindre, at denne Beslutnings Udførelse er afhængig af Underforerne og Tropperne. Der er i det hele saa mange Faktorer, der unddrager sig Førernes Fremsyn, at den menneskelige Villie kan blive afmægtig.
Føringen hviler imidlertid paa Kundskaber af mere eller mindre præcis Karakter af taktisk, teknisk og mere almindelig Natur. Men vi ved alle, at hvor gode og fyldestgørende vore Reglementer end maatte være, saa vil de dog aldrig kunne give os en Losning i bestemte Tilfælde, hvis Antal er næsten uendeligt. Reglementerne giver os kun Elementerne til Løsningen. Hukommelsen, som øser af et mere eller mindre velforsynet Arsenal, vil kunne give den nødvendige E rfaring eller Viden, men alene vilde den være afmægtig, hvis ikke Inspirationen, Fantasien, Førerinstinktet traadte til og ud af det givne skabte nye Billeder. Det siger sig selv, at denne Inspiration eller Fantasi ikke kan have frit Løb under Føringen. Ligesaavel som Kunstnerens Fantasi er bundet af harmoniske Regler, ligesaavel er Førerens Fantasi bundet eller begrænset af den givne Opgave, Fjenden og egne Forhold.
En nøje Undersøgelse af disse 3 Faktorer befrugtet af Inspirationen og Fantasien afføder Førerens Beslutning og Handling. For enhver Fører, fra den højeste til den laveste, gælder det om at udføre den givne Opgave. Jo højere man naar op. desto mere almindelig Form faar denne Opgave, og jo mere Spillerum er der for Inspirationen. Jo større Opgaven er, desto mere træder Førerkunsten i Forgrunden sammenlignet med den rent haandværksmæssige Førervirksomhed. Naar Befalingsmandene er naact til et vist Trin i Førervirksomheden, er det ikke tilstrækkc'igt at være praktisk og dygtig. Der skal andre Egenskaber til at fore et Armekorps end et Kompagni. Der gives imidlertid for Føring visse grundlæggende Principper eller Doktriner, som enhver Fører maa kende og handle efter. Disse Doktriner falder saa nøje sammen med Krigens egentlige Væsen og er saa grundlæggende, at de er upaavirkelige af den fremadskridende Udvikling med Hensyn til Bevæbning og Teknik. De kan eftervises og studeres paa Oldtidens saavel som paa de moderne Slagmarker. Enhver Taktik, der har forsyndet sig imod disse Doktriner, har uhjælpelig spillet Fallit, naar den kom til Udførelse, saaledes ogsaa i sidste Krig. Krigens egentlige Væsen er at definere som en Kamp imellem 2 Villier, og denne Definition kan føres helt ned til at gælde for de mindre taktiske Led under deres Kamp. Løsning af en taktisk Opgave er en Gennemførelse af sin Villie, indenfor det til Kampenheden passende Omraade, paa Trods af Fjendens Villie. Førerens Ræsonnement bliver herefter:
— Hvorledes kan jeg gennemføre min Villie (løse min Opgave)? — Hvad kan Fjenden gøre for at hindre mig heri (hvad han vil gøre eller oftest, hvad man tror, han vil gøre, bor aldrig lægges til Grund for taktiske Beslutninger, da det ofte forer til fejle Resultater). — Hvorledes kan jeg med den Styrke og de Midler, jeg raader over, og i det Terrain, jeg skal kæmpe i, gennemføre, hvad jeg vil paa Trods af Fjenden? Til Besvarelse af dette Spørgsmaal træder de taktiske og tekniske Kundskaber og et nøje Kendskab til egne Forhold (Troppernes Bevæbning, Tilstand, Hensyn til Nabotropper, Vejrlig o. m. ni.) i Forgrunden. Det af disse 3 Hovedpunkter bestaaende Ræsonnement, der som for sagt begrænser Fantasien, samtidig med at det befrugtes af denne, danner Grundlaget for Beslutningen. Man vil yderligere se, og her ligger Kvintessessen af hele Spørgsmaalet, hvorledes dette Ræsonnemen: er i logisk Overensstemmelse med den lige fra gamle Dage kendte Inddeling af Styrken i Sikringsdele, Hovedstyrke og Reserve. Det er med min Hovedgruppe, at jeg gennemfører min Villie. Sikringsdelene er de Elementer, som skydes ind imellem min og Fjendens Vilde for at bremse denne og forberede Vejen for min, kort sagt for at sikre og skabe mig selv Handlefrihed. Reserven er den Trumf i Baghaanden, som enten sikrer mig det fulde Udbytte af Hovedgruppens Kamp eller sikrer mig imod fjendtlige Modforanstaltninger. Vi er nu naaet saa vidt ved at se den indre logiske Sammenhæng imellem ovenstaaende Ræsonnementer (om Opgaven, Fjenden og egne Forhold) og Kræ fternes Fordeling, at vi, naar vi skal fordele vor Styrke i Sikringsdele, Hovedstyrke og Reserve, ikke slaar op i Felttjenesteinstruktionen for at finde den Brok, soir. angiver f. Hks. Forholdet imellem Hovedstyrke og Avantgarde, men er i Stand til selv at bestemme det rette Forhold eller snarere at bestemme Forholdet paa det rette Grundlag og ikke fastsætte det ved en skønsmæssig større eller mindre Afvigelse fra de »reglementerede« Tal (1/3—1/6).
Det ses let, hvor farligt det er, her som i saa mange andre Tilfælde, af Reglementerne at eliminere den Aand, som i sin Tid har fort til de erfaringsmæssige rigtige Gennen snitsresultater, og kun opføre disse i Form af nøgne og aandløse Tal eller Læresætninger. I For. tuaelsc heraf — d. v. s. sin Fattigdom — siger Felttjenesteinstruktionen ganske vist, at hvad den skriver ikke cr Reglement og ikke behøver at følges slavisk, men det havde nok været rigtigere, om man havde givet os de grundlæggende Doktriner og overladt os selv at komme til de for Tilfældet passende Resultater. Jeg skal gaa nærmere ind paa disse for Førerkunsten saa vigtige Doktriner. Fordelingen af Kræfterne i Hovedstyrker, Sikringsstyrker og Reserver kan som sagt ikke fastsættes efter bestemte Tal, men er stadig forskellig. Det er klart, at af de 3 Styrker er Hovedstyrken den vigtigste; thi det er den, der er Udtrykket for og med den gennemføres min Villie. Reserven er cn Del af Hovedstyrken, men er blot udskilt af denne for at give Føreren Mulighed for paa et senere Stadium af Kampen endnu at kunne lægge et Lod i Vægtskaalen for at gennemføre sin Villie. Sikringsstyrkerne er derimod kun underordnede Flementer, og hele deres Forhold maa blive en Funktion af den Beslutning, som Føreren har taget for Anvendelsen af Hovedstyrken. Fordelingen af Kræfterne maa iøvrigt foregaa ganske efter de almindelige Principper om Økonomi med Kræfterne — at bevare Fnergien med det mindste A rbejde. Disse Principper finder ikke alene Anvendelse paa Fordelingen af Styrken i de nævnte 3 Grupper, men ogsaa paa disses Anvendelse, altsaa; — At gøre Hovedstyrke og Reserve saa stærke som mulig og kun gøre Sikringsstyrker saa stærke, at dc kan løse deres Opgave. — For Anvendelse af Kræfterne indenfor Hovedstyrken nøje at skelne imellem primære og sekondære Maal.
Til Opnaaelse af de første sættes forholdsvis flere Kræfter ind end over for de sidste. — Endelig at lade sine Styrker gribe saaledes ind i Kampen, at der opnaas størst Virkning. Dette opnaas bedst ved, at Kræfterne sættes ind samtidig og konvergerende. (Dette betinger atter et nøje Samarbejde imellem Fodfolk og Artilleri og ligeledes indenfor Fodfolket for at sikre den rette Forbindelse imellem Skydning og Manøvre). Det kan have sin Interesse at paavise, hvorledes den offensive og defensive Kamp tager sig ud paa Baggrund af Doktrinen, at Krigsførelsen er en Kamp imellem 2 Villier: Den, som angriber, »vil«, og den, som forsvarer sig, »vil ikke«. Forsvaret kan slide paa Modstanderens Villie, men den kan aldrig tilintetgøre den. Fjenden kan Dagen efter et uheldigt Angreb være lige saa viljefast som den foregaaende Dag, navnlig naturligvis, hvis Forsvaret ikke har udnyttet sit Held. Angrebet derimod eller Modangrebet, hvis det ly k kes, tager Handlefriheden fra Fjenden og sikrer, imod hans Villie, Sejren. Saavel Angrebet som Forsvaret benytter Skydning og Manøvrering. I den moderne Krig har Ilden faaet den alt overvejende Betydning paa Slagmarken. Bevægelse og Manøvrering paa Slagmarken uden Ildunderstøttelse er blevet en Umulighed. Det er øjensynlig Bevægelsen, Manøvren, som viser »Villien« i Angrebet som i Modangrebet. For Forsvareren er det Ilden, som slider Modstanderens Villie, medens Angriberens Ild forbereder Ve; ' for hans Angrebsvillie.
Resumerer jeg nu, hvad ovenfor er udviklet, er følgende Doktriner evigt gældende for Føringen. — Opfattelse af Krigen og Kampen som en Kamp imellem 2 Villier. — Ræsonnementet, som altid undersøger Situationen under samme Synsvinkel (Opgaven. Fjenden, egne Forhold), og som befrugtet af Fantasien eller inspireret af de særlige Førerevner afføder Beslutningen.. — Og endelig Princippet om Økonomi (ikke Sparsommelighed) med Kræfterne. Under fuld Forstaaelse og Anvendelse af disse Doktriner frigøres Førerne for Trykket af Principper, Skemaer og slavisk Efterligning af Fortiden. Initiativet holdes i Live, og Fantasien dødes ikke af fastslaaende Principper og Skemaer, og der skabes Mulighed for et ensartet Syn paa de taktiske Løsninger og derigennem for en hurtig og rigtig Føring paa Slagmarken.
Vi har nu set, hvorledes Føringen ved Siden af, at den maa baseres paa et nøje. mer eller mindre videnskabeligt Studium og praktisk Indøvelse af Taktik, Teknik, Organisation, Reglementer og Historie, tillige er at opfatte som en Kunst, hvis Udførelse kræver en positiv Indsats af den menneskelige Aand og Inspiration, og som delvis udføres efter Retningslinier, der falder sammen med Krigens inderste Væsen, er hævet over Tiden og Udviklingen og er i Samklang med de evige Naturlove om Kræfternes Anvendelse. Vi vil dernæst gaa tilbage til Udgangspunktet i denne Redegørelse og undersøge, hvad der af vor taktiske Virksomhed ligger paa den anden Side af den omtalte Delingslinie. Vi vil straks give denne Virksomhed sin rette Betegnelse og kalde den den haandværksmæssige Del i Modsætning til Føringen, der var en Kunst, og ved haandværksmæssig forstaar jeg, som ovenfor sagt, den Virksomhed, der hviler paa et praktisk og teoretisk Grundlag, som enhver kan tilegne sig i den Forstand, at her gives ingen ubekendt i Uigningen. Hele Stoffet ligger aabent for enhver til Afbenyttelse. Herunder hører Befalingsvirksomhed, Ammunitionsforsyning, Sanitetstjeneste og Forplejningstjeneste m. m. I denne Forbindelse skal jeg indskrænke mig til at omtale Befalingsmandsvirksomheden.
Denne Virksomhed staar nærmest i Forbindelse med Føringen og er meget intimt sammenknyttet med denne, da den griber ind i Rummet imellem Førerens Beslutninger og disses Udførelser. Netop derfor forveksler man atter og atter Førerkunst med Befalingsteknik, hvad der er misvisende og farligt, hvis man bedømmer sine egne Evner, uretfærdigt, naar man udsætter sine underordnede for denne Forveksling, og skadeligt for Udviklingen af Førerkunsten i Hæren. Navnlig ved Udgivelse af mundtlige Befalinger falder man ofte for Fristelsen til at forveksle Førerkunst med Befalingsteknik, idet det saa betydningsfulde Moment for Føringen, Energi eller Mangel paa Energi ofte her paa en slaaende Maade giver sig Udslag, men Fo rholdet er dog det, at man i mange — ikke i alle — T ilfælde maatte ønske, at den slette Fører var noget mindre besjælet af den Energi, som gav sig Udslag i hans Befaling og omvendt.
Nej!! Det at sætte en Befaling op, som paa rette Maade afspejler Førerens Hensigter og forbereder disses Udførelse, er et Haandværk, som bør læres og kunnes, men som aldrig naar højere end at kunne give et Spejlbillede af Førerens Kunstværker. Netop paa Grund af denne Egenskab er det, at Bcfaligsteknikken med Rette under Krigsspillene spillcr den store Rolle, fordi Lederen gennem de foreliggende Befalinger paa een Gang faar et Spejlbillede af Føringen, faar sort paa hvidt for Førerens Hensigter og samtidig indøver Befalingsmandene i at sætte Befalinger op. Men man faar ofte det Indtryk, at de taktiske Beslutninger fødes til Verden i forkrøblet Stand, fordi de paa Forhaand var paatænkt som Beboere i Befalingsformlens Punkt det eller det indsnævrede Rum og ikke kom til Verden som en fri Frugt af den før omhandlede Forbindelse imellem »Ræsonnementet« og Inspirationen.
Wedell-Wedellsborg.
