Da jeg vågnede om morgenen den 30. august 1943 i intemeringslejren ved Korsør,var min beslutning taget: Jeg måtte til England. Ved først given lejlighed. To gange havde jeg nu oplevet, som artilleriofficer om bord, med batteriet ladt og klarmeldt, at få ordre til ikke at skyde. Begge gange i Storebælt: den 9. april 1940 om bord i torpedobåden "Høgen" - og nu, den 29. august i Kadetskibet "Ingolf", som vi derefter havde forsøgt at sænke, hvilket i sidste øjeblik blev stoppet, hvorefter vi med svær slagside fortøjede i Korsør Havn. Alt, hvad der i perioden mellem disse to begivenheder havde tilskyndet os til, trods kapitulationen den 9. april, at blive i Danmark og fortsætte vores tjeneste - herunder at Marinen trods alt fortsat var under dansk ledelse, og at skibene så længe, de var under dansk kontrol, jo skulle kunne bemandes - alt det syntes nu med et slag ændret og tiden inde til at tage sagen i egen hånd. Tre uger senere undveg jeg fra interneringen på Holmen, hvorefter jeg sammen med tre andre fandt en båd og roede over til Ven, hvorfra jeg kort efter kom til Stockholm. Her kom jeg straks i kontakt med den britiske Marineattaché, til hvem jeg meldte mig som frivillig i Royal Navy. Selv syntes jeg, at jeg havde gode chancer for at kunne gøre nytte i den britiske flåde: en god uddannelse, skibsførerpapirene i orden, en god praktisk baggrund som artilleriofficer - og en brændende lyst til at gøre en aktiv krigsindsats. Det tilsvarende gjaldt mine kammerater, som kom over på samme tid eller senere. Vor tålmodighed blev imidlertid sat på en hård prøve: Selvom jeg kort efter fik besked om, at Admiralitetet havde godkendt mig, skulle der gå mange måneder før rjesen kunne effektueres; så anstrengt var transportsituationen vestover! En forårsdag i 1944 kom beskeden: Afgang i aften med Mosquito fra Bromma. 3 1/4 timers flyvning til Skotland, derfra til London med fem dages internering på "Royal Patriotic School", hvor alle som kom til England fra "every occupied territory" blev ajourført, undersøgt og checket. Efter frigivelsen herfra kom jeg til Royal Naval College i Grenwich, hvorjeg modtog min bestaltning som "temporary Lieutenant, Royal Navy" og - hos Gieves i Bond Street - blev uniformeret sådan. Nu fulgte et seks ugers kursus for 12 britiske reserveofficerer og 4 danske nyrekrutterede officerer. Vi lærte måske ikke så meget nyt, men kurset var alligevel nyttigt, dels rent sprogligt, dels fordi det gav os indblik i tjenestegangen og doktrines i Royal Navy. Og så levede vi i de uger i pragtfulde, traditionsrige omgivelser, spiste alle vore måltider i den berømte"painted hall" og var godt beskyttede, når vi om natten sov i beskyttelsesrum. I denne periode oplevede vi nemlig tyskernes angreb på London med V.I, det første af Hitlers såkaldte "Gengældelsesvåben". Angrebene, som krævede en betydelig omstrukturering af Londons luftforsvar og som udsatte den i forvejen hårdt ramte befolkning for nye prøvelser, kom til at præge vor daglige tilværelse og varede hele den tid, jeg var i London. Det ebbede først ud sent på sommeren i takt med de allieredes fremrykning på fastlandet. Da vort kursus var afsluttet, var vi omsider klar til aktiv tjeneste og kunne spændt afvente vore udkommandoer. Min lød på: HMS Delhi, luftvæmskrydser i det vestlige Middelhav, p.t. baseret på Gibraltar. Det lød lovende! Efter at have anskaffet det fornødne tropetøj etc. gik jeg i Liverpool om bord i et troppetransportskib som udfor Glasgow sluttede sig til en konvej, bestående af større troppetransportskibe og lastskibe, eskorteret af 6 fregatter og 2 små Carriers. Første anløbshavn vor Gilbraltar. Ankommet hertil afventede jeg HMS Delhis ankomst, som indtraf få dage senere. Chefen modtog mig med stor venlighed. Han var orienteret om min tjensthge baggrund og forventede, at jeg straks kunne overtage mine phgter om bord. Jeg skulle dels være vagtchef på broen under sejlads, dels være "Close range AA Officer", d.v.s. leder af og tilsynsførende ved det lette luftværnsskyts - og endelig skulle jeg være "divisionel officer" for en mandskabsdivision på 72 mand. Da vi havde fået forsyninger ombord, stod vi til søs med kurs mod Malta, hvor vi blev et par uger, travlt optaget af skydninger med luftvæmsartilleri og håndvåben, hvorefter vi i oktober 1944 blev sendt til Taranto, hvor en betydelig styrke af krigs- og troppetransportskibe var samlet - tydeligvis en forberedelse til et invasionsforetagende, antagelig i Adriaterhavet. Til vor store skuffelse blev en sådan operation for vort vedkommende ikke til noget. Efter nogle dages forløb forlod størstedelen af skibene - enkeltvis og i grupper - havnen. Den påtænkte invasion var åbenbart opgivet, og først efter krigen læste jeg om de britiske tanker om et invasionsforetagende i Adriaterhavet til støtte for General Alexanders operationer i det nordlige Italien. "Delhi" blev beordret ind i den indre havn, hvor vi fik store mængder proviant og forbrugsgods samt en jeep om bord. Kort efter blev vi beordret til Split på den dalmatiske Kyst.Situationen i Adriaterhavet var i efteråret 1944, kort beskrevet, følgende: På den italienske side var de allierede styrker nået omtrent til Rimini. Nord herfor sad tyskerne fast i Norditalien og det nordlige Jugoslavien og beherskede flådebaserne Veuegia, Friest, Pola og Fiume. På den jugoslaviske side trak tyskerne sig, efter rømningen af Grækenland, langsomt nord på, og de vigtigste havne: Zara, Split og Dubrovnik var nylig tilbageerobret af Titos styrker, og kysten var, med visse undtagelser, fri op til nord for Zara. Øerne nord herfor var på tyske hænder og udgjorde baseområde for MTB og kampgrupper af enmandstorpedoer, explosive motorbåde etc. Meget omfattende minerydningsoperationer blev iværksat for at kunne benytte de søværts adgangsveje til havnene, efterhånden som disse behov blev indfriet, og et meget stor antal miner blev strøget op. Beskydning af fjendthge stillinger såvel som "raiding parties" fra hæren og Royal Marines sørgede for, at de tyske garnisioner aldrig kunne føle sig helt sikre. Omtrent samtidig med "Delhi's" afgang til Split, blev krydseren "Coloblo", sammen med en del motortorpedobåde og andre mindre fartøjer, sendt til Zara. Formålet med de to krydseres optræden i Adriaterhavet var, dels at optage forbindelse med partisanerne, dels at assistere skibsfarten på de dalmatiske havene, som bragte forsyninger til den sultende befolkning - samt at deltage i forsvaret af havnene og de allierede forbindelseslinier. Vor første kontakt med partisanerne var ikke lovende: De britiske myndigheder havde undladt at anmode partisanerne om tilladelse for "Delhi" til at anløbe jugoslavisk territorium, og havde kun underrettet dem om vort ankomsttidspunkt til Split. Denne diplomatiske ubehændighed affødte en veritabel krise, hvor partisanerne "beordrede" os til at forlade jugoslavisk territorrium - hvilket vi naturhgvis ikke gjorde - hvorefter de nægtede os tilladelse til at gå i land og anbragte et halvt hundrede mand, bevæbnet med håndvåben og en maskinkanon, på kajen - medens vi gjorde klart skib og holdt maskinskytset bemandet nætter igennem. Dog, efter nogen tid fandt krisen sin afslutning ved Tito's indgriben, og tålelige - omend kølige - relationer genoprettedes. Vinteren gik med ret ensformig vagt- og patruljetjeneste, meget af tiden i havn. Lejlighedsvis havde vi - for at understrege vores tilstedsværelse - formeret landgangskompagni, hvor divisionsofficereme kommandrede deres respektive divisioner, feltmæssigt udrustet og bevæbnet. Vi greb også begærligt lejhgheden til lidt afveksling, når f.x. vigtig, klassificeret post skulle bringes til de små baser længere oppe ad kysten. Så blev en officer sendt af stedt i jeep'en med en Royal Marine driver, og udstyret med et fint pas fra partisanerne, tillige indeholdene diverse forbandelser over fascismen! En anden form for afveksling indtraf i februar 1945. Vi lå i Split havn med et landgangsfartøj på siden og blev en tidlig morgen angrebet af et antal tyske explosive motorbåde. Vi åbnede ild med maskinskytset, medens hovedartilleriet med lysgranater oplyste scenen. Flere både blev sænket, men én båd nåede ind og ramte landgangsfartøjet på siden af "Delhi" - mirakuløst uden at detonere ved anslaget, idet den kapsejlede og fortsatte ca. 10 m væk fra skibet, hvor en voldsom explosion indtraf. Ved angrebet, som blev gennemført med beundringsværdigt mod og beslutsomhed, skete der derved alvorlig skade på "Dehli's" ror. Tre mand af de tyske besætninger overlevede og svømmede i land og overgav sig til partisanerne. Disse fanger var vi selvsagt stærkt interesseret i at afhøre. Partisanerne nægtede imidligertid at udlevere dem til os. Jeg foreslog Chefen, at vi selv anmodede om tilladelse til at afhøre dem hos partisanerne, og til vor overraskelse blev dette imødekommet. Herefter blev jeg, som den eneste tysktalende officer om bord, ledsaget af en britisk forbindelseofficer, sendt op i bjergene til partisanernes Hovedkvarter. Afhøringerne, som varede adskeUige timer, gav os bl.a. værdifulde oplysninger om den tyske base i Pola, som jeg den følgende dag kunne videregive til R.A.F. Nogle dage senere meddelte BBC, at hundrede bombemaskiner havde bombet "Harbour installations in Pola"! I den følgende tid bedredes forholdet til partisanerne, og den sultende befolkning fik tilført hårdt tiltrængte forsyninger gennem UNRRA. "Dehli" blev beordret til Malta for dækning og reparation af roret. Så vi sejlede fra Split - styrende med skruerne alene - til Grand Harbour, Valetta. Ankommet hertil tog jeg en vemodig afsked med mit skib og med Chef, officerer og besætning, med hvem jeg i den forløbne tid havde haft det bedst tænkehge samarbejde. Derefter fløj jeg til England, hvor jeg af Admiralitetet blev sendt på 6 ugers kursus i "bomb and mine disposal" - for det tilfælde, at det skulle komme til omfattende kamphandlinger i Danmark. Derefter deltog jeg i slutningen af april 1945 sammen med andre dansktalende officerer i "Operation Kipper", som gik ud på at forberede modtagelse i engelske havne af den danske fiskerflåde - i det tilfælde, at tyskerne skulle søge at beslaglægge den med henblik på en evakuering til Norge. Befrielsesbudskabet hjemmefra nåede mig i Grimsby, hvorfra jeg ilede til London, hvor jeg fejrede VE dagen.
Tilbageblik
Når jeg i dag - et halvt århundrede senere - ser tilbage på krigsårene, var de første år for mit vedkommende præget af den loyalitetskonflikt, som uvægerligt måtte opstå imellem på den ene side en normal officer, der skammede sig over den 9. april og som mente, at også Danmark burde yde sin andel i kampen mod tyskerne - og på den side regeringens officielle politik, som også væmschefemes virksomhed pr. definition var en del af. Først efter 29. august 1943 følte jeg mig fri til at handle helt efter mit eget hoved, uagtet jeg beundrer flere af dem, der på et tidligere tidspunkt drog til England - og egentlig i dag ville ønske, at jeg selv havde gjort et samme! Krigstidens oplevelser har selvsagt påvirket mig, både professionelt og på det personlige plan.
Professionelt var det tilfredsstillende for mig at få lov til at virke i den rolle, jeg var uddannet og opdraget til. Den engelske marine stod jo for alle som den mest professionelle med en standard, som de fleste mariner stræbte efter at nå. Ingen kunne tjene i Royal Navy uden at lære noget deraf - teknisk, taktisk, sømandsmæssigt eller vedrørende mandskabsbehandling - ligesom det skulle vise sig at være en god forskole for vort senere praktiske flådesamarbejde i NATO. På det personlige plan har det betydet meget for mig at opleve England i Krig, opleve hvordan befolkningen med mod og beslutsomhed tog alle prøvelser uden at jamre - og føle den ånd af solidaritet og hjælpsomhed, som herskede den gang. Det var en oplevelse, jeg aldrig vil glemme.
