Ligesom Spørgsmaalet om Forplejningsofficerens V irk somhed har ovennævnte Emne været behandlet i det hollandske Tid ssk rift „M avors“ af M ajor-Intendant P. P. W . van Leeuwen. Da det ogsaa herhjemme omfattes med Interesse og lejlighedsvis gøres til Genstand fo r Behandling under teoretiske og praktiske Øvelser, kunde der være Anledning til at høre, hvad sagkyndige andetsteds mener om dette ofte vanskelige Spørgsmaal. Ogsaa i dette Tilfæ lde er Spørgsmaalet frem sat a f dem, som under de ofte vanskeligste Forhold vil faa stillet Opgaven i Praksis. Medens hos os den Opfattelse er gældende, at Forplejningsofficeren skal være aktivt medvirkende ogsaa ved Løsningen af denne Opgave, er hans Virksomhed i den hollandske Hær — saavidt det frem gaar a f Major-Intendant P. P. W. van Leeuwens A rtik el — afsluttet (og Opgaven lagt over i andre Hænder), naar Forplejningsgenstandene er blevet overført fra Forsyningsvognene (der fø rer samlige Forplejningsgenstande, altsaa ogsaa Middagsportioner) til Køkkenvognene. E fte r Major-Intendant van Leeuwens Anskuelse kan man hun søge Besvarelse a f Spørgsmaalet i Krigslitteraturen og fa a r det her oftest kun besvaret fragm entarisk. Undertiden fin der man i et omfattende Værk kun nogle faa Linier om Emnet. Han hævder, at der ingen Haandbog, ingen Vejledning, intet Reglement eller Fo rsk rift findes, som behandler dette Spørgsmaal.
Han siger iøvrigt:
„Jeg skelner stedse imellem tre Tilfælde:
1. Afdelingen er i Hviletilstand;
2. Afdelingen er indviklet i Fægtning, men har endnu nogenlunde gode Forbindelser bagud, altsaa ogsaa med sine Køkkenvogne;
3. Der er i heftig Kamp, og Terrainet bagude ligger ogsaa under stærk Ild.
I første Tilfælde er der slet ingen Vanskeligheder. F ra „Im Westen nichts Neues“ (E rich M aria Remarque, Impropylaen-Verlag, Berlin 1928) er det blevet os aldeles klart, at det centrale Punkt, hvorom hele den i H vile værende Styrke koncentrerer sig, er Køkkenvognen, hvor det fra forreste Linie tilbagevendte Mandskab fra de decimerede Enheder søger at: indhente de forudgaaende Dages Savn ved at forsøge at skaffe sig dobbelte Portioner. I Tilfælde 2 begynder Vanskelighederne. Køkkenvognen kan ikke komme helt ud til Tropperne, men der er dog endnu Mulighed fo r at kunne bringe Maden ud til forreste Linie. T il vor Raadighed har vi (d. e. Hollænderne) de otte paa Køkkenvognen værende Timandskogekedler, desuden „Høkassekedlerne“ *), endvidere alt, hvad man i saa Henseende kan skrabe sammen i Terrainet samt Mandskabets Kogekedler. Man forsøger nu at lade disse Kedler bære ud paa Bærestænger eller ved Hjælp a f de Bærejern, som ligeledes findes paa Køkkenvognen, til det forude værende, i Kamp indviklede Mandskab**). Man maa ikke undlade nogen Bestræbelse fo r at holde Maden ialtfald nogenlunde varm. Maaske findes her eller der en Chef, som har været saa heldig at kunne anskaffe sig dobbeltvæggede Kedler, der — saa vidt jeg har erfaret — har g jort udmærket Fyldest. Men i Almindelighed er man ikke i Besiddelse a f saadanne, og man vil da gøre klogt i at omvikle Kedlerne saa meget som m uligt med Sække (Poser), Klædestykker, Hø, Halm og hvad ellers man paa nogen Maade kan frem skaffe. Maaske finder behændige Madbærere Lejlighed til i et Granathul umiddelbart bag Mandskabet paany at varme Maden en Smule ved Hjælp a f medbragte Opvarmningsapparater (Prim usapparater f. Eks.). Allehaande F if er i dette Øjemed blevet anvendt med mere eller mindre og ... navnlig mindre Held. Krybende bringer Madbærerne nu Enkeltmandskogekedlerne, der er blevet fyld t fra de store Kedler, ud til Mandskabet, eller dette afhenter dem og forsøger derpaa i Fægtningspauser at gøre sig til Gode med denne allertarveligste Føde, saafrem t der da ikke fremdeles bliver lagt dem H ind rin ger i Vejen herfor. En tysk O fficer, som i Chemin des Dames" Løbegrave havde ligget ganske tæt paa de franske Linier, fortalte mig saaledes: „N aar vi om Middagen hørte Raslen a f Kogekedler og hørte Franskmændenes Mumlen „la soupe, la soupe, la soupe“ , da udfoldede vi vor største A k tivite t i Kastningen a f Haandgranater ..." Lad ingen Chef forsømme nogen Mulighed fo r at skaffe Maden saa god som m uligt ud til Manden, thi man behøver ikke at have læst mange Kampberetninger fo r at vide, hvad Forplejningen, særlig den varme Mad, betyder fo r det udmattede, nerveanspændte Mandskab. Vanskeligst, undertiden næsten umulig, bliver Forplejningen a f Folkene i det tredie Tilfælde. H e ftig Kamp og meget vanskelig Forbindelse med Køkkenvognen. Nu kommer fø rst rig tig Turen til de fra Verdenskrigen — jeg kan rolig t sige mere end berømte Madbærere, der med fuldkommen Selvforsagelse, bærende Kedler eller omvundet med fyldte Enmandskedler, krøb fra Granathul til Granathul fo r paa denne Maade at forsøge at naa deres Kammerater ; det var i Sandhed ofte kun at forsøge; thi An tallet a f dem, som aldrig naaede deres Maal, er overvældende stort. Manden faar nu ofte ikke meget, lever a f den Smule Brød, han endnu har tilovers, om fornødent a f sin Reserveportion, og afventer saa iøvrig t Afløsningen. Partielle A fløsninger, alene med Henblik paa Forplejningen a f Mandskabet vil i dette Tilfæ lde ingenlunde være nogen Sjældenhed. Iøvrigt tror jeg, at der v il blive vovet et alvorlig t Forsøg paa at faa trukket Køkkenvognen frem . Dette frem gaar intetsteds tydeligere end i W alter Bioems „S turm signal!“ *). Det er forunderligt at læse om, hvorledes endog ved Stormangreb Køkkenvognen bliver trukket frem til tæt bag Tropperne, saafremt der blot er den mindste Dækning bag et Hus eller en Trægruppe, fo r ved den første den bedste Lejlighed at give Mandskabet frisk Mod ved Hjælp a f Føde, der ikke kan undværes længere. Og den, som sluttelig vil vide, hvorledes hine forplejes, der fuldbringer deres tunge Hverv paa farlige, langt fremskudte Poster, behøver blot at læse den meget anbefalede Bog: „Mes Cloîtres dans la tempête“ a f den belgiske Artilleri-Comm andant Fr. M artiaal Lekeux**).
Et enkelt Citat a f den flamske Oversættelse vil kunne tydeliggøre det: Om Morgenen Kartofler, om Middagen K a rtofler, om Aftenen Kartofler. Tilberedelsen altid den samme: Stegt under Asken. Vore D rikkevarer bestod udelukkende a f en Slurk saltet K a ffe a f Feltflasken fra en a f mine Medbrødre, „Trø jerne“ . Een eneste Gang var jeg dog paa Nippet til at faa Suppe; Infanteriløjtnanten havde lovet mig en til Randen fyld t Kande til Aften. Med Utaalmodighed afventede jeg Tidspunktet fo r dette Festmaaltid. Endelig kommer Overbringeren a f Kanden nærmere med betuttet Ansigt og bliver staaende i Retstilling fo ran sin Løjtnant. Naa? siger denne. Ma lieut’nant, stammer Fyren med forlegen Stemme, C’est apporté la gameile, mais la soupe ... c’est tombé dans l’eau ..." Suppen var forsvundet i Terrainets Mudder. Saaledes er Forplejningsvilkaarene fo r Personellet ved de vanskeligt tilgængelige, fremskudte Poster. Ingen Forholdsregel kan bringe Æ ndring heri. M uligvis er det gennem denne korte og ufuldstændige Skitse fo r nogle enkelte blevet tydeligere, hvilke Opgaver der foreligger, efter at Forplejningsmidlerne via Intendanturen og Forplejningsofficeren er havnet paa Køkkenvognen.“
J. Wille.
