»Kaiser Wilhelms-Kanalen« har under Krigen været af saa fundamental strategisk Betydning for den tyske Flaades Magtstilling, at det selvsagt i de allieredes Lejr atter og atter har været overvejet, hvordan et Angreb paa denne — den tyske Flaades Livsnerve — vil kunne gennemføres. Saaledes som Kanalens Endepunkter er sikrede, dels ved meget stærke Befæstningsanlæg og dels ved- de relativt snævre Passager gennem de danske Farvande, vil det stedse blive en bekostelig Sag at rette Angrebet ad Søvejen. Med den Udvikling, Luftfartøjerne er undergaaede i Krigens Løb, kan man ikke forbauses over, om der rejser sig Stemmer for et Angreb ad Luftvejen trods de Sikkerhedsforanstaltninger, der i rigeligt Maal er trufne af Tyskerne saavel ved selve Kanalen som langs den slesvigske Vestkyst, — og denne Tanke er naturligvis ejheller de allierede fremmed.
For et Aarstid siden fremsatte en russisk Ingeniør i Petrograds Børstidende Planen om at angribe Kanalen med en stærk Lufteskadre for at ødelægge den paa dens mest saarbare Steder og saaledes gøre den — ont end kun forbigaaende — ufarbar for den tyske Højsøflaade. Ideen synes navnlig at have fundet Genklang i Frankrig, hvor den jævnlig har været omtalt i Pressen, og hvor Admiral Degouy (i en Artikel i »Nouvelle Revue«) for nogen lid siden har beskæftiget sig indgaaende med Planen.
Degouy, der kender Kanalen af Selvsyn og fremhæver dens strategiske Værdi for Tyskland, anser det for en særdeles vigtig Opgave for Ententen at tilføje denne Færdselsaare afgørende Skade. Han lægger ikke Skjul paa de Vanskeligheder, der er forbundne med et Angreb fra Vest eller Øst, men en Forcering af Sundet og Bælterne synes ham dog mindre vanskelig end den forsøgte Forcering af Dardanellerne: Er der ikke siden hin ulyksalige 18. Marts 1Q15 gjort store Fremskridt i Henseende til Sikring af Skibe mod Miner, Torpedoer og Undervandsbaade samt Opfiskning af Miner. Ganske vist, paa svære Tab maa man være forberedt, men soa overmande store mener han dog ikke, de vilde blive.
Det Antal Slagskibe, England, Frankrig og Rusland i paakommende Fald vilde kunne raade over, beregner Degouy til 116, imod hvilke Tyskland højst vil kunne stille Halvdelen. Som en Fremgangsmaade nævner han, at Englænderne foretager Skinangreb paa Helgoland for at binde den tyske Højsøflaade til dette Støttepunkt, medens de i Virkeligheden fører Hovedstødet mod Adgangene til Østersøen, og Russerne angriber Femernbæltet. Da han imidlertid ikke tør holde det for sandsynligt, at Tyskerne lader sig skuffe med Hensyn til Fjendens virkelige Hensigt og altsaa — takket være Kanalen — rettidig vil kunne være til Stede i Østersøen, bør der samtidig hidskaffes en i alt Fald forbigaaende Ødelæggelse af Kanalens Sejlbarhed.
En saadan Ødelæggelse mener Degouy maa kunne fremkaldes ved at sprænge Broerne paa et eller flere Punkter, hvorved Ruinerne vilde fylde Sejlløbet, og denne Opgave maa tilfalde Luftfartøjer. Hvorledes og mod hvilke Punkter af Kanalen et saa- dant Luftangreb bør udføres, mener han ikke at burde udtale sig udførligt i m, men han giver t'og visse Antydninger. Den væsentligste Betingelse for et heldigt Udfald ser han i Styrken og Udrustningen af en Luftflaade paa 120—130 til Formaalet særligt konstruerede Flyvemaskiner af en speciel Type.
Som Basis for et saadant Foretagende tænker Admiral Degouy sig den slesvigske Vestkyst, hvor Englænderne atlsaa først maatte sikre sig egnede Punkter til Anlæg af en stor Flyvepark, helst ikke over 100 km fra Kanalen.
3 Eskadret a 20 Fæ løjer skulde saa samtidig belægge Broerne ved Griinenthal, Levenzau og Rendsborg med Bomber for derefter at vende tilbage til Basis. For at forhindre Tyskerne i retidig at reparere den anrettede Skade, skulde dernæst inden 24 Timer den første Eskadre efterfølges af en anden, der kunde øge og fuldstændiggøre Ødelæggelsen.
Degouy lover sig »interessante« Resultater af Planens ener- . giske Realisation. At saadant ikke har været forsøgt hidtil, kunde maaske dog tyde paa, at Meningerne om Forholdet mellem Udsigt til Held og de sandsynlige Ofre er delte.
