De danske er et skrivende folk. Vist endda et skrivebegavet folk. Ingen konfirmation uden festsange, ingen avis uden læserbreve, hvor alt, fra de højeste religiøse emner til de mest ligegyldige sportsbegivenheder og fjernsynsudsendelser kommenteres med lidenskab.
Juridiske og lægevidenskabelige tidsskrifter er fulde af afhandlinger og diskussioner om fagets brændende spørgsmål.
Men officererne skriver ikke. Næsten ikke. Jovist, den kære gamle traver: cyklisterne, der diskuteredes i begyndelsen af trediverne, er kommet frem igen, og den skal såmænd være velkommen, selv i en atomtid. Det ændrer imidlertid intet i det. faktum, at problemet om fodfolkets taktiske bevægelighed ikke kan få folk til at skrive, uanset det er et af de vigtigste af alle, og uanset at det er uløst i vor hær.
I nærværende tidsskrift er der tidligere peget på grunde til, at officererne ikke skriver — at de ikke debatterer de aktuelle spørgsmål i tidsskrifterne og med, om ikke med ild og sværd, så dog med pennens skarpe våben kæmper for deres anskuelser. Mange undskylder sig med, at de ikke har tid — og vist så, den meget sagkyndige vil oftest være stærkt bundet af sin tjeneste, og familielivet skal trods alt også have sit. Andre er bange for, at det skal se ud, som om de vil gøre sig vigtige — men til dem kan man sige, at de jo kan skrive under mærke. Det praktiseres da så mange andre steder.
Og så er der selvfølgelig dem, der siger: Det kan kun komme mig til skade at producere mig på dette område, da det jo er en for alle kendt sag, at det, skånsomt sagt, ikke er nødvendigt at have et fagligt forfatterskab bag sig for at reussere. Til dem bør siges: Man skal handle efter sin overbevisning og ikke efter, livad der måske „betaler sig“.
Der kan ikke være tvivl om, at hver eneste tænkende fodfolksofficer gang på gang må overveje problemet om fodfolkets taktiske bevægelighed. Her i tidsskriftet er problemet blevet rejst gang på gang, men råbet blev ikke hørt. De sagkyndige svarede ikke, og intet brus af tilslutning slog op om den skrivende, ingen stemplede ham som sværmer, fantast, fanatiker, urealistisk. Bare tavshed, passivitet, ingen reaktion.
Og så er kendsgerningen dog den, at den eneste tænkelige fjende er supermekaniseret. At den nye tyske bær er helt igennem mekaniseret. At den nye amerikanske organisation er gennemvævet med mekaniserede fodfolksstyrker.
Og kendsgerningen er også, at vi, som kun råder over begrænsede muligheder m. h. t. artilleristisk formåen, må lægge særlig vægt på den taktiske bevægelighed og dækning under denne. En enorm procent af fodfolkets tab forvoldes af sprængstvkker fra artilleri og morterer — sprængstykker, som er blevet endnu farligere efter radartemperingens anvendelse ved de tunge våben. Atomvåbnene stiller ubarmhjertigt krav om hurtig samling og spredning af fodfolket. Det store ammunitionsforbrug ved dettes tunge våben kræver terraingående transportmidler. Og først og sidst: Ved motorisering kan den eneste mulige fjende påtvinge vore styrker handlingens lov, altså hævde initiativet over for dem.
Vi kan ikke vente at få råd til egentlige kampkøretøjer for fodfolket, d.v.s. kampvogne beregnet til mandskabstransport. Det er heller ikke den slags køretøjer, der indgår i den nye amerikanske organisation. Det drejer sig om fuldt terraingående vogne, pansret mod geværild og sprængstykker og med nogen beskyttelsesvirkning mod atomvåben, af vægt under ti tons, i stand til at transportere en fodfolksgruppe gennem terrainet og dække dens folk, også opefter.
For langt over tyve år siden indførte englænderne Brengun- carrieren. Med motorteknikkens umådelige udvikling må dette køretøj nu være forbedret til meget hoj standard — når de driftssikre dieselmotorer kan monteres i taxaer, kan de vel også monteres i carriers og derved gøre disse både mere robuste og mindre brandfarlige end tidligere. Når man kan lave skudsikre veste af nylonfiberglas, kan man vel også lave pansring til køretøjer og derved gøre disse lettere, end hvis de har konventionelt panser. Og når man kan bygge store lastvogne med vældig nyttelast, må man vel også kunne bygge deres karosseri af disse materialer og derved skabe effektivere forsyningskøretøjer, kontorvogne (!), radiovogne o.s.v. til brug ved frontenliederne.
Og måske man i en ringe bemidlet hær kunne improvisere terraingående køretøjer ved hjælp af traktorer med påhængsvogne, altsammen sikret med sådant ukonventionelt panser.
Den, der skriver disse linier, er en ganske almindelig fodfolksofficer, som ikke har fornøden teknisk viden (han har så at sige ingen — hvor skulle han ha’ den fra?) til at udtale sig om disse spørgsmål, men disse problemer optager ham og plager ham, fordi ban gerne vil kunne løse sine kampopgaver i givet fald med så få tab som muligt og, trods forventelig materiel underlegenhed, med en vis manøvre mæssig paritet med modstanderen. Han foler sig overbevist om, at problemet om vort fodfolks taktiske bevægelighed og dets dækning i nævnte udstrækning må være et emne, der diskuteres overalt, hvor fodfolksofficerer mødes. Han tror, at ban er talsmand for mange af disse, når lian endnu en gang opløfter sin usagkyndige røst og beder de, der ved bedre, analysere spørgsmålet igennem for liam.
Vi har ikke råd —- vist så, vist så, nok muligt. Men vi ser vore kammerater af søværnet drage til fjerne lande for at hente skibe hjem til mange, mange millioner som gaver, og vore kammerater af flyvevåbnet modtager også gaver til så store beløb, at det svimler for os. Vi under dem disse gaver, og vi er taknemlige med dem over, at vore allierede kommer dem til hjælp. Vi ved også, at hæren har fået gaver, uden hvilke vi i dag ville være langt tilbage.
Men det ændrer intet ved det faktum, at vort fodfolks taktiske bevægelighed og dækningsmuligheder under væsentlige faser af operationerne er overmåde ringe.
Der er vist en lille sød døgnmelodi, der hedder: Can anyone explain? Jeg foreslår, at nogle af vore dygtige taktikere og teknikere giver sig stunder til at skrive et par sider om spørgsmålet. Og at andre fodfolksofficerer vil løfte deres røst til tilslutning eller afstandtagen. Bare ikke dette ene: Tavshed, ligegyldighed, passivitet.
For endnu en gang: Det er sagen for vigtig til.
Etiam nunc ardens.
