Spørgsmålet kan få mere end teoretisk interesse, såfremt mid­lerne til anskaffelse af reservebeholdninger af tilstrækkelig stør­relse og af alle ønskelige forsyningskategorier er for små. En trangfølge må da opstilles og de absolut nødvendige sager anskaf­fes først.

Stab og geled vil utvivlsomt sætte støvler øverst på listen. Til dem kan føjes sokker, et uundværligt tilbehør som varmeholdere og fodbeskyttere; som tredie post bør af flere grunde utvivlsomt vælges bukser med tilhørende rem. I dette udstyr kan der, om galt skal være, marcheres og kæmpes. Under hårdt arbejde om som­ meren er det ned til dette minimum, soldaten reducerer sin på­ klædning.

I det lange løb kan hjelmen, felthuen, skjorten og regnslaget ikke undværes. Skulle der vælges mellem skjorte og regnslag, ville nogle måske vælge regnslaget, der kan holde bukserne tørre i regnvejr.

Sløringsnet, som har været anvendt i et historisk kendt til­ fælde som en nødtørftig beklædning, kan passende indføjes lige før feltblusen, der sammen med undertrøje („brynje“) og under­ bukser må tillægges som et minimalt vinterudstyr. Herefter kom­ mer en række mere udprægede vinterbeklædningsgenstande, som faktisk dårligt kan undværes, selv i de mildeste vintre.

Da soldaten trods krigens krav må have nogen hvile, er et par „hjemmesko“ til brug i kvarter o. 1. ønskelige; hertil egner gym­nastikskoene sig.

Vi kan nu opstille ønskelisten, i hvilken enhver foranstående genstand (eller gruppe af genstande, jvr. nedenfor) — alle forthold taget i betragtning — dårligere skønnes at kunne undværes end nogen efterfølgende:

I sommermånederne kan nr. 1— 11 til nød gøre fyldest. De er selvsagt lige så nødvendige om vinteren. For den kolde årstid må man i nødsfald vælge im ellem posterne 12— 18 på den ene side og 19 på den anden, hvis der ikke er penge til anskaffelse af dem alle.

Yderligere er håndklæde og drejlstøj mere end ønskelige for alle, overtrækstøj, motorhandsker og anden specialudrustning uund­ værlig for nogle. Reserver må der ligeledes være af bepakningsrekvisitter og reparationsmaterialier.

Ganske vist viser krigserfaringerne, at nogle få forstår at hjælpe sig, når tilførslerne svigter; men på denne mulighed tør der ikke lides.

Under Napoleons tilbagetog fra Moskva 1812, en tomåneders retræte gennem udsugede egne, var sult og kulde hans værste fjen­ der. Mod kulden, der satte ind i slutningen af oktober og kulmi­ nerede i en rasende snestorm den 8. november, var kampen næsten håbløs. Ydermere røvede forfølgende kosakker hærens hvile.

Sergent Bourgogne af gardens grenaderer (een af de få del­ tagere i felttoget, som har skrevet om sine oplevelser) reddede livet de værste frostnætter takket være et BJØRNESKIND, han havde medført som krigsbytte. Sin beklædning havde han i Moskva for­ øget med en vatteret piké-vest (syet af ham selv af et gult silke­ skørt) og en lang, hermelinsbræmmet kappe; vesten bar han nær­ mest skjorten. Til gengæld efterlod han sine hvide gallabukser. I ranselen havde han ved afmarchen den 17. oktober mere bytte (bl. a. en dameridekappe) end nyttige forråd; for dens indhold måtte han lette sig hurtigere end ventet.

Enkelte andre træk fra B.s beretning har interesse i denne forbindelse.

Den strenge kulde vedvarede under den lange march. I Smolensk så B. eet af dens ofre, en gammel „chasseur å cheval“ fra garden, blive hjulpet ind i byen af et par mand fra garnisonen. I hans skæg hang istapper; næsten alle lians tæer var ødelagt af frost; fødderne havde han svøbt ind i nogle stumper fåreskind.

Efter Smolensk bliver situationen værre. Sårede må efterlades uhjulpne. Selv de tapreste mister modet, alle disciplinære og men­neskelige bånd opløses.

Under kampen ved Krasnoje mister B. sin ransel og med den en lille pose mel, hans eneste vinding i Smolensk. Under eftersøg­ningen kommer han bort fra sit regiment, men støder i en efter­ ladt pakvogn på en kammerat, der med sabel i hånd og indhyllet fra top til tå i en lang, hvid kappe springer imod ham i den tro, at det er en ildesindet kosak, som løfter teltdugen. En begejstret gensidig genkendelse finder sted, og humøret stiger atter.

Undervejs vestpå støder de to vildfarne på de sørgelige rester af den kejserlige kolonne: Napoleon til fods med stok i hånd, be­skyttet mod kulden af en stor, pelsforet kappe; på hovedet bærer han en amarant-farvet fløjlshue, kantet med sort ræveskind.

Ved Berezina mister B. sit bjørneskind. Først efter overmen­ neskelige anstrengelser og med frost i lemmerne når han omsider dagen før juleaften et godt kvarter i Elbing. Her tiltusker han sig, efter at være kommet til kræfter, et par skarlagenrøde buk­ ser, der efter forsiringerne at dømme har tilhørt en adjutant hos Murat.

I Wirballen i Preussen, hvor indkvarteringsmulighederne for underofficerer og menige var mindre end små, havde han haft en pudsig oplevelse. Han traf sin førnævnte kammerat behageligt underbragt og ifærd med at sy et par oberst-epauletter på sin uniformsfrakke for ved hjælp af dette fif at kunne sikre sig den uforstyrrede besiddelse af et officerskvarter.

At man på hin tid ikke tog det så nøje med uniformsregle­ mentet, selv under mere normale forhold, fremgår af beretnin­ gerne om felttogene i Portugal-Spanien 1808— 13.

Hertugen af Wellington, der som ung officer havde ladet fore­ tage undersøgelser af vægten af soldatens oppakning og våben­ udstyr, havde også i alle andre henseender udpræget sund sans. Han så igennem fingre med afvigelser fra den ensartede påklæd­ning, blot ingen af hans folk optrådte i fjendens uniform. Mulig­vis var denne indrømmelse fremtvunget af forsyningsvanskelighe­der; men hans egen sædvanlige feltpåklædning var en civil diplo­matfrakke — uden udsmykninger af nogen art — og korte ride­ støvler (måske er dette faktum en del af forklaringen på, at han kom så godt som usåret gennem sine mange slag). Om bukserne var sorte, blå eller grå, om officersfrakkerne havde trenser, var grå, blå eller røde som hidtil, synes ikke at have bekymret ham.

Een af Wellingtons originale generaler, Sir Thomas Picton, anførte undertiden sine tropper selv iklædt civil livkjole og høj, bredskygget hat. Engang ledede han, hvis stemme kunne overdøve tyve trompeter, til hest et angreb med en sammenrullet paraply i stedet for sabel. Wellington yndede dog ikke overdreven an­vendelse af paraplyer i felten og greb ind, da nogle unge garder­ løjtnanter i „grande tenue“ — under skansegravning udenfor Toulouse, udsat for regn og fjendens ild — søgte at beskytte deres bjørneskindshuer med nogle enorme paraplyer: Med sligt kunne de more sig under vagttjeneste hjemme i London, lod han sige; i felten var det komisk og umilitært.

Men tilbage til spørgsmålet om fornødent udstyr, i hvilket regnslaget må afløse paraplyen, den strikkede trøje gøre det ud for Bourgognes piké-vest og en ulden poncho muligvis erstatte både bjørneskind og kappe.

Meningstilkendegivelser fra læserne kan utvivlsomt hjælpe de ansvarlige myndigheder i deres bestæbelser for at træffe de rigtige foranstaltninger.

J. Wille.