Hvad her er sammenfattet bedes mere betragtet som et — omstændeligt udformet — spørgsmål end som en redegørelse. Den, der skriver disse linier, bar ingen mulighed liaft for nogensinde at danne sig et overblik over, hvor meget eller hvor lidt bæren gor ved den moralske side af uddannelsen, men bar omvendt ikke kunnet frigøre sig fra det indtryk, at 1) moralsk uddannelse er af ganske overvældende betydning for at skabe en soldat ud af en civil borger i dag, og 2) at det synes meget tilfældigt, hvad der ved bærens forskellige enheder indtil dette øjeblik bar va>ret gjort for at skabe en systematisk moral-uddannelse (-påvirkning eller -fremelskning om man vil i. Dette indlæg er derpå affattet i det håb, at bærens egne folk med indsigt i sagen vil ytre sig — enten på den ene eller anden måde, således at det kunne blive klart, at der enten gøres det, der skal gøres, eller at det er på tide at få spørgsmålet taget op. Hvor mange hovedgrupper, den militære (menig)-uddannelse kan opdeles i, får stå ben. Meget kunne tyde på, det drejer sig om fire: 1) „Grav Dem ned!“ (Soldaten graver sig ned på ordre): Gruppe A : DEN DISCIPLINÆRE UDDANNELSE . 2) Soldaten indretter skyttehullet til et punkt, hvorfra ban med sine våben kan (bidrage til at) nedkæmpe sin modstander. Gruppe B : DEN AKTIV-FAGLIGE SPECIALISTUDDANNELSE . 3) Soldaten slører hullet, indretter det til beboelse, lever døgn efter døgn deri, sover, koger, spiser, soignerer sig i kamppauserne, kort sagt holder sig selv i live og modvirker feltlivets strabadser. Gruppe C : DEN PASSIVE UDDANNELSE (FELT KUNDSKABEN) . 4) Soldaten bliver i hullet så længe kampen, opgaven, enhedens tarv kræver det. Han er ikke under opsigt af nogen fører eller straffemyndighed. Men ban bliver der. Han kæmper, ban holder ud, ban falder eller sejrer. Gruppe D : DEN MORALSKE UDDANNELSE.
Denne opdeling af problemet kan måske hurtigt væltes over ende — men givet er det, at „Gruppe D “ vil dukke op, hvordan man end griber problemrækken an. Hvis man nu vil erkende, at en systematisk opbygget moralsk uddannelse bør indgå på en hvilkensomlielst rekrut- og anden skole, var det lia-ppe urimeligt at pege på, hvilke fag og discipliner der kan være til rådighed til denne opgaves losning. Lad det straks være anført, at der uanset systematisering jo altid ved et troppeled ganske automatisk finder en vis form for moralsk uddannelse sted. Instruktørernes gerning vil normalt i al almindelighed udvikle den enkelte mands kampmoral, uden at der gås „direkte“ til sagen. Instruktorernes viden, personlighed og personlige eksempler vil også sædvanligvis indebære mulighed for rekrutternes moralske skoling, og en masse af de ting, der direkte siges om, hvad soldaten må, skal og bor gøre, kan vel kaldes moralsk uddannelse spredt over samtlige den militære skolings discipliner. A lt dette må betænkes ved en eventuel „systematisering“ — samt at der ikke er langt over til den anden grøftekant. Man erindrer et af besættelsestidens gruk:
Tyskerne er så systematiske, at de kan bevise, at de er sympatiske.
Tilbage bliver der im idlertid, om man ikke ved hjælp af følgende discipliner kunne opbygge en linie i uddannelsen — primært til brug på rekrutskolerne, i mere udbygget og „sorteret“ udgave til brug for liærens skoler for officerer (og befalingsmænd?). Samfundslære (verdenssamfundslære). Historien kan gentage sig. Og den verden, vi tilborer, kan atter, som i 1939, komme til at stå overfor en modstander, der vil befri demokratiernes folk for „plutokratiets svøbe“. Vore soldater må derfor vide ikke alene, at de er demokratiets forsvarere, men også hvad demokrati er, og hvad dets afskaffelse vil betyde for den enkelte mand og lians familie.
V i må se den sag i ojnene, at en modstander gennem propaganda (radio, højttalere, flyveblade, 5-kolonne-blade) vil prøve at få vore styrker til at indse, at de kæmper mod den enkelte mands personlige interesse. Tyskerne brugte — med noget held — metoden. I en dygtig modstanders hånd kan løftet om total afskaffelse af de nuværende brist i vort demokrati (bolignød, rustningsskatter, arbejdsløhed ( !) og andet letfatteligt) blive en dødelig gift for en værnepligtig styrkes moral. I flet lange løb i det mindste. Og få den til at bryde sammen før det første skud er faldet. Problemet indskrænker sig jo ikke til at være el dansk anliggende. Det synes indlysende, at de demokratier, der giver deres soldater våben til at bekæmpe fjendtligt panser med, lige så naturnødvendigt må give dem såvel defensivt som offensivt virkende „våben“ mod den ideologiske krig, der udkæmpes ganske uafhængigt af, om der er løst eller skarpt i geværerne. Undervisningen her bør ingen hemmelighed gøre ud af, at Danmark er et kristent land, og at den kristne tro foruden altid at have været grundlaget for den danske soldats virke ikke vil blive anerkendt, hvis landet skal lægges i lænker, og sejrherrens diktator skal remplacere både Fader, Søn og Helligånd. Religiøsitetens voldsomme opblussen, når der er skarpt i geværerne, bør være en kendt faktor for enhver officer, og mandskabet bør ikke vente med at høre en officer nævne Guds navn, til de står ved den første åbne grav. Nøje forbundet med samfundslæren — med demokratilwren, om man vil — synes fædrelandshistorien at være. Ikke blot krigshistorien, men i meget væsentlig grad vort nationale samfunds sociale historie, som et aktiv i vurderingen af, „hvad vi må kæmpe for at bevare“. Via fanlrelandshistorien følger linien naturligt ind på hærens og værnenes historie. Hvad der meddeles bør være et „præludium“ til et af de centrale fag i hele den moralske uddannelse: Regimentshistorie og regimentsegenart. Disse fag er grundlaget for hele korpsåndens udvikling, og ingen tør vel benægte, at vor tids krige ikke til overflod har fort bevis for netop korpsåndens betydning for troppernes moral — og iøvrigt også disciplin for nu at nævne to begreber, der ikke umiddelbart lader sig skarpt adskille. Man kan vel næppe gøre for meget ud af den sag — og må med beklagelse konstatere, at der endnu er formelle hindringer af ren administrativ art, der inden for hæren forhindrer, at arbejdet overhovedet kan påbegyndes. Hæren bar i dag 27 regimenter med egen historie, emblem og egenart. A f disse har de 15 navne. A f disse 15 må de 4 ikke bruge navnet! 12 er uden navne. 9 af dem ovenikøbet uden angivelse af. hvilken art regi-, mentet er. men blot forsynet med et tal -f- ordet „regiment“. U lyk keligvis betød tallet før 1/11 1951 noget ganske andet. Foruden det beklagelige, at vi stadig indkalder folk til navnløse regimenter, hvis betegnelse for kort tid siden betød noget helt andet, vanskeliggøres sagen ved, at man i visse våben ikke bruger regimentsbetegnelsen overhovedet, men kommanderer ved hjælp af „afdelings“-betegnelsen, hvorved en moralsk meget vigtig faktor helt forfuskes. Hele dette virvar bør — af rent saglige grunde — bringes i orden, og der bør ikke være en enhed i landet, uden alle dens muligheder for at skabe regimentær korpsånd er udnyttet. Før hver eneste mand i hæren føler noget specielt, føler sig som særligt privilegeret, fordi han er udskrevet til eller sat i nummer ved netop dette regiment, kan der næppe tales om konsekvent gennemført moralsk uddannelse1).
Det svimler for en, når man tænker på, at samtidig med at skatteborgerne skal yde m illioner, ja m illiarder til hærens effektivisering, sidder der danske myndigheder og p iller 12 regimenter ud af hærens 27 og siger: „Disse 12 må ikke få de samme betingelser for at give deres personel moral som de øvrige 15“ — skønt enhver ved, at materiel i hænderne på personel uden moral er værdiløst. Det forekommer også en absurd, at dagspressen uden ophør kan bringe skildringer fra værnepligtige efter recepten: „V i mødte med den bedste indstilling — men på en enkelt undtagelse nær hjemsendes vi alle som hadere af alt militær.“ Man tænker med gysen på sådanne værnepligtiges værdi i krigstilfælde — og med undren på, hvor mange årgange der skal bortødes, før årsagerne er blevet kortlagt, forholdet rettet og de værnepligtige hjemsendt til mobiliseringsårgangene med en klar dominans af folk, der var bibragt forståelsen af, at der var mening med galskaben — forudsætningen for at de overhovedet kan anvendes. En simpel gallup-undersøgelse af dette forhold på indkaldelses- og hjemsendelsesdagen ved 1. uddannelse vil idag nok få hårene til at rejse sig på de fleste regimentschefers hoved. Men lad os få den — og betragte resultatet råt og usminket. Hæren består nu engang af danskere — som de er. At vore soldaterforeninger kunne blive en ganske betydelig støtte for hæren, hvis den moralske uddannelse blev taget konsekvent op, er givet. Ikke mindst, hvis nogle fuldkommen forvirrende meningsløsheder i deres organisation blev rettet — som f. eks. at visse af fodfolkets regimentsforeninger i dag optager personel Ira op til 8 af hinanden historisk uafhængige enheder, der tilfæ ldig har garnisoneret i en bestemt by under vedkommende „regim en ts nummer. Det drejer sig i flere tilfælde om enheder, der har kæmpet mod hinanden i treårskrigen — hvad der jo nok skal give korpsåndsfølelse i foreningen!
Skulle man afslutningsvis nævne nogle discipliner, der også virker moralsk opbyggende, forudsat de ovenfor omtalte faktorer er erkendt og udnyttet, måtte det blive gymnastik, fodeksercits, boldspil og anden idræt, så sandt som udviklingen af en „overlegen“ fysik dog altid har været det umiddelbart nødvendige for at give en soldat troen på, at han kan lose sine opgaver ... Sang må også nævnes i denne forbindelse2). At hygiejne, pudsning, pakning og den yderste pertenllighed med personen og uniformen er afgørende støtter for et troppeleds moral er vel også almindelig kendt (omend man af og til kan have sin tvivl ved at se de skjorter, livremme og sko, visse regimenter lader deres folk tage i byen med). Det bør også overvejes, om man i den moralske uddannelse ikke også bør indlægge undervisning, der klart tilsigter at vænne soldaten til de rædsler, han uvægerligt vil møde på slagmarken. Mon ikke en vis hærdning af sanserne vil kunne begrænse antallet af „sammenbrud“ overfor krigens sjæleligt rystende første indtryk. Skabelsen af filmen „Baptism of F ire“ o. m. a., der blev anvendt af angelsachserne, synes at pege på sådanne foranstaltningers værdi. Tilvænning til nedslag og evnen til at skelne de forskellige nedslagsarter fra hinanden synes også at være undervisning, der — omend den ikke kan kaldes moralsk uddannende — kan modvirke akute moralske sammenbrud. Med en første indkaldelsestid på 18 måneder synes der ikke tidsmæssigt at være nogen hindring for at gennemføre sådanne foranstaltninger. Hvis denne skitse til en systematisering af den moralske uddannelse kan ægge til modsigelser eller tilslutning, vil meget være vundet — og vejen til, at det hele tager fast form i vore uddannelsesbestemmelser, vil måske ikke være for lang. A t spørgsmålet næppe lader sig løse, uden at man kommer til at revidere vor officers- og reserveofficersuddannelse, må man også se i øjnene — men dette synes jo af andre, denne sag uvedkommende, grunde også stærkt ønskeligt. Men en udbygning I påbegyndelse ) af begge offieerskategoriers psykologiske og pædagogiske uddannelse er under alle omstændigheder påkrævet.
A. N. Hvidt.
1) i Indretning af et „regimentsniiiseum“ i et (par) lokale(r) i regimentets standkvarter som rygstød for officerernes undervisning i regimentslære (h istorie og egenart) er en opgave, der i dag ligger og venter på 27 danske regimentschefers initiativ.
2) Sans tø r en af underafdelingens officerer simpelthen undervise i — med omhyggelig gennemgang af teksterne, deres oprindelse og betydning. M o ralen er aldrig ringere i en underafdleing, der er sainmensunget, end i een, der ikke er det. „Böse Leute haben keine L ieder“.
