At Hunden, Menneskets trofastesLe Ledsager under alle Himmelstrøg og paa alle Civilisationstrin, maalte blive taget i Tjeneste paa mangfoldige Maader under en Krig, var vel forud ventet af alle hundevenner. At det skulde ske i et Omfang som del synes al være Tilfældet, havde vel ingen ventet. Selv det Land, der nøjesi havde gennemprøvet alle Muligheder, som iovrigl havde stræbt paa ethvert Omraade, selv det mest underordnede, at have alt i Orden, selv Tyskland har, synes det, i det væsentlige under Krigen maaltel skabe de Organisationer, der er nødvendige for ret at udnytte Hundens Evner paa de forskellige Omraader.
Man har i Tyskland vist nok i Fredens Dage slaaet sig til Ro med Tanken, at den vældige Skare af veldresserede Politihunde, som findes dernede spredt over hele Rigel, uden videre eller med en kort supplerende Dressur lod sig anvende i Krigstjenesten. De Erfaringer, der er gjort -dernede, synes imidlertid at gaa i Retning af, at dette ikke lader sig gøre.
Og da man herhjemme — for saa vidt man overhovedet har tænkt over Spørgsmaalet — vel nok har hygget sig i samme Betragtning, har jeg tænkt mig, at det kunde have nogen Interesse for delle Tidsskrifts Læsere at blive gjort bekendt med, hvad der i saa Henseende kan læres af de tyske Tidsskrifter.
Det følgende bygges saa at sige udelukkende paa Artikler og Meddelelser i den store tyske Schæfer- hundeforenings Medlemsblad (udkommer i 16-sidigl Hæfte hver 14. Dag).
Det fremgaar heraf at man har anvendt Hunden
1) Som Sanitetslmnd.
2) Som Post og Meldehund.
3) Som Trækdyr.
4) I Skyttegravene som Rollehund.
5) Til Bevogtning af Fangelejre.
6) Som Ledsager af „Krigsblinde“.
Punkterne 4, 5 og (i har formentlig ikke større Interesse. Om Punkt o lyder den seneste Meddelelse (fra 1. November 191(1), at vedkommende Myndigheder har udtalt sig særdeles rosende om Hunden. Det siges, „at Hundene ved deres Vagtsomhed har understøttet Posterne udmærket og alene ved deres Nærværelse udøvet stor Indflydelse paa Fangerne, da disse frygtede, at Hundene ved deres Sporsans hurtigt skulde finde dem under Flugtforsøg" og det angives, at der ved Hundenes Anvendelse er „sparet Regimenter“ under denne Bevogtnings tjeneste.
Desuagtet synes man af have opgivet Hundens Anvendelse paa dette Omraade, uden aL der siges hvorfor. Der lales dog om, at man fra fransk Side lun- klaget over Hundene, navnlig over, al russiske Krigsfanger skulde være trufne „forbidte af Hunde“. Mulig er Grunden da den, at man har ment, al Bevogtning ved Hunde mindede for meget om Bevogtning af Straffefanger.
Punkt 3 har væsentlig fundet Omtale ved af man fra Schæferlumdevennernes Side har protesteret mod de Forsøg, der ved den italienske Front synes at være gjorte af Østrigerne paa aL anvende Hunde af denne og lignende ikke lil Trækdyr egnede Racer som Trækdyr.
Efter oprindelig fransk Kilde er gengivet en Beretning om, hvorledes Franskmændene i Togeserne har bygget en ganske let lille Feltbane bl. a. lil Transport af Ammunition og som Trækdyr anvendt Hunde fra Alaska, altsaa Hunde som vore grønlandske, der er vante til Trækarbejde.
Af Dagbladenes Beretninger om den sidste maskerede lyske Krydsers Bedrifter i Atlanterhavet fremgaar. al der blandt de sænkede Dampere var en engelsk, der kom fra Amerika og bl. a. havde en Mængde Hunde om Bord. Det har mulig været Hunde lil denne Brug.
At Belgierne i hvert Fald i Begyndelsen af Krigen anvendte Hunde til al trække deres Maskingeværer er jo vel kendt.
Medens jeg skal lade det Spørgsmaal, om Hunden muler danske Forhold kan finde nogen Anvendelse som Trækdyr, slaa hen, er det derimod ganske klart, at vi vilde have god Brug for Hunden i de to første Tjenesteformer.
Her maa man fra første Færd være klar over, at Politihunde c: Hunde, der ere dresserede til at bruges i Politiets TjenesLe i Reglen ikke vil egne sig til nogen af disse Former for Krigstjeneste. Politihunden skal nemlig være veltalende og Krigshunden skal være tavs.
Politihunden skal naar, den afsøger et Terrain og 140
der finder en Person, standse denne Person, blive ved ham og ved sin højlydte Gøen melde sin Fører, hvor han skal gaa hen for at finde Manden og Hunden.
Sanitetshunden skal, naar den finder en saaret, i dybesle Stilhed vende tilbage til sin Fører og rapportere og derefter lede Føreren til den saarede. Veldig Gøen fremkalder erfaringsmæssig Beskydning, som forøger de i Forvejen betydelige Farer ved Afsøgningen, navnlig hvor denne loregaar ved tle faste Fronter.
En Posthund maa af samme Grund være tavs. Den kan være et aldeles fortræffeligt Supplement til en Post, ikke mindst hvor langvarig ensformig Tjeneste har øvet sin slappende Indflydelse paa Mandskabet, men opdager Hunden, der jo aldrig paa den Maade trættes, noget mistænkeligt, maa den kun melde det til Føreren ved en sagte Knurren eller lignende. Det maa nu blive Førerens Sag at bringe Meldingen videre pr. Telefon, eller — ved at sende Hunden tilbage med en skriftlig Melding.
Denne sidste Anvendelse af Hunden synes Jøvrigt forholdsvis ny. Den 20. August 1916 udstedte Arme- overkommando A. et Opraab om at den agter at anvende Krigs-, Melde- og Patrouillehunde. Der søges store haardføre Hunde: Jagthunde, Dobermannpin- schere, Schæferhunde, Airedaleterriere (de 3 sidste ere Politihunderacerne) og det siges i Opraabet, at det drejer sig om „et vigtigt militært Anliggende, der skal tjene til Tjenestelettelse og Sikring af Tropperne“.
Allerede den 21. September udtaler Krigshundeskolens Forstander Løjtnant Mueller, at man har faaet det Antal, man oprindelig søgte, men nu ønskes flere, da de har gjort god Fyldest, og den 15. December søger han 1000 Hunde helst allerede til Januar til Brug alene ved Vestfronten.
Disse Hunde skal kunne: lystre, apportere, blive liggende, fløjtes ind, sendes tilbage paa Plads og følge et Spor. Alt Elementer i Politibundeopdragelsen, men det siges udtrykkeligt, at Hunden maa ikke lære mere.
Hundens Anvendelse til Meldingstjeneste gaar da for sig paa den Maade, at den har sin Hvileplads og faar sit Foder i 2. og 3. Linje, men naar den skal gøre Tjeneste anbringes i første Linje, hvor den absolut ikke maa fodres. Kommer der saa efter en skarp Beskydning, der har afbrudt al Telefonforbindelse og som gør det omtrent umuligt for et Menneske at færdes mellem Linjerne, en Situation, hvor Reser- ven skal alarmeres, saa sendes Hunden afsted, og den har i Kraft af sin Hurtighed, Lidenhed og Evne til at finde Dækning store Chancer for at naa tilbage og at naa tilbage i rette Tid.
Det var dog maaske Umagen værd at tænke over, om man ikke ogsaa herhjemme kunde have Brug for nogle Hunde paa denne Maade, og hvis man mener det, kan det maaske interessere, at der paa dette Punkt men ogsaa for Sanitetshundencs Vedkommende klages over, at de mindre rutinerede Førere ikke paa langt nær naar de samme Resultater, som de gamle drevne Hundeførere og Hundeelskere.
Hvad endelig Sanitets hundene angaar, da er man jo herhjemme begyndt at røre paa sig, og der blev forrige Aar ved denne Tid nedsat en Komité, der paatog sig Arbejdet med at skaffe et Par Sanitetshunde- korps et for Sjælland og et for Jylland.
Her i Byen er for Tiden 12 Førere under Uddannelse, de har under Ledelse af Overlæge Biering gennemgaaet et Samariterkursus, der for kort Tid siden afsluttedes og arbejder f. T. paa selve Hundeuddannelsen. Det er Overlæge Marner, der iøvrigt leder den praktiske Uddannelse, for selve Dressurens Vedkommende bistaaet. af en af Politihundeforeningens ældste Førere, Overbetjent i Kbh. Pol. Læsø.
For Jyllands Vedkommende er Sagen ogsaa i Gang under Ledelse af Politiassistent Hauerbach, Aarhus.
Skønt det saaledes ikke er nødvendigt at slaa til Lyd for Sagen for at faa den i Gang, trænger den dog til al den Støtte-, den kan faa, og jeg skal derfor tillade mig ganske kort at redegøre for de Erfaringer, man paa dette Omraade har gjort.
Man begyndte med at anvende Hunde, der rapporterede ved Gøen, men maatte hurtigt opgive det paa Grund af Beskydning. Derefter gik man over til at lære Hunden at bringe en Ting der hørte til den Saaredes Udrustning, f. Eks. Hue, Handsker eller lignende. Delte maatte man opgive, fordi de saaledes dresserede Hunde var tilbøjelige til at flaa i de Saaredes Uniformer, naar de intet fandt løst, og herunder undertiden netop rev i Nødforbindingen, der jo ofte vil være den Ting, der er lettest at faa fat i.
Man lærte derfor Hunden, at den kunde bringe hvad som helst, der laa i Nærheden.af den Saarede, f. Eks. en Sten, en Jordklump eller lignende.
Endelig kan en Hund jo rapportere uden noget saadant, men kun, hvor Hund og Herre kender hinanden meget nøje, og vistnok kun, hvor de allerede under fredelige Forhold har arbejdet sammen.
Desuden gaar erfaringsmæssigt en Hund, der bærer et eller andet i Munden, sikrere og mere uanfægtet af tilfældige Fristelser tilbage til sin Herre end en Hund, der ikke har en saadan „Dosmerseddel“.
Det er et ægte tysk Træk, at man derefter gik et Skridt videre og for at sikre,; at Hunden i alle Tilfælde kunde apportere et eller andet, naar den fandt en Saaret, anbragte paa Hunden et „Bringelæder“ o: en ved Halsbaandet hængende Læderlap, som Hunden dresseredes til at fatte, naar den fandt en Saaret.
Hundene skal have vist ret god Forstaaelse af Metoden, men denne synes dog ikke rigtig at tilfredsstille Førerne, idet det viser sig, at Læderlappen let bliver afrevet i Pigtraad, Buskads o. 1. o: netop de Steder, hvor Hunden fortrinsvis vil kunne gøre Nytte.
Det synes at fremgaa af Beretningerne, at man ikke anvender Hundene ved den første Afsøgning efter Saarede. Den foretages aabenbart ved Soldater alene, men Hundenes Opgave er at eftergaa Terrainet, naar Menneskene ikke kan finde flere. Og set paa Baggrund heraf er det jo ikke noget helt ringe Tal, der allerede i August 1915 opgaves at være reddede af Hunde, nemlig langt over 8000. Det siges udtrykkelig, at disse 8000 tyske Saarede ikke uden Hundens Hjælp vilde være fundne.
Tallet paa de tjenestgørende Sanitetshunde angives omtrent samtidig at være naaet til c. 3000.
Et Eksempel kan maaske bedre end mange Ord belyse NyLlen af Hunden paa dette Omraade. En tysk Fører fortæller:
„I Marts 1916 blev det overdraget mig og to andre Førere af mit Kompagni at afsøge et 5 Dage tidligere stormet Terrain foran Verdun. Terrainet bestod af søn- derskudt Storskov med mange Pigtraadsforhindringer mellem vore forreste Skyttegrave og Reservestillingen.
Efter c. 1/2 Times Sogen bragte en Tævehund sin Fører et Stykke Sejldug saa stort som en Haand. Under fjendtlig Artilleriild førte den derefter ved Line sin Herre 1—500 Skridt gennem Pigtraad og et Virvar af Grene fra de omstyrtede, sønderskudte Træer til et halvt tildækket Skjulesled, der, forhængt med Sejldug, gemte 3 haardtsaarede Tyskere, som havde ligget der siden Stormen.
Efter at Hjælp var ydet, fortsattes Afsøgningen iif en anden Fører. Hans Hund — ligeledes en Tævehund — bragte efter knap 10 Minutters Søgen sin Fører en Nævefuld Jord og førte ham i Line til et 150 m fjernere liggende Skjulested i samme Skyttegrav, hvor der fandtes 5 saarede. Disse havde ligeledes efter Stormen — altsaa fem Dage, før de fandtes — slæbt s'ig sammen der for dog at have Dækning mod Schrap- nellilden. Under hele Afsøgningen var Hunden henvist til sig selv. Paa Grund af Artilleriskydningen var det heller ikke Førerne muligt at gøre sig forklarlige for hinanden. Avancering kunde kun ske krybende og saa vidt muligt bag Dækning. En Fører blev let saaret — hans Hund fik et Skud i Laaret.
Graven med Dækningsrummene, hvor de Saarede fandtes, var en erobret fransk Grav, som vore Tropper slet ikke benyttede, og om hvis Eksistens Troppe-Syge- bærerne ikke vidste Besked.“
Om en Afsøgning ved den berømte Højde 301 fortæller samme Fører: „Den næste Nat blev Afsøgningen fortsat. Efter næsten 2 Timers Søgen kom en Tævehund tilbage med en Sten i Munden. Bringelæderet manglede.
I Line førte den sin Fører gennem Pigtraadsspær- ringer og Granathuller til Kanden af et meget stort SprængkraLer og paaviste der i Fordybningens balve Højde et Hul saa stort som en knyttet Næve, som
den hurtig fik skrabet større, og tvang sig igennem. Hullet blev nu af Føreren gjort saa stort, at han ogsaa kunde komme igennem og fastslaa, at han befandt sig i et Dækrum, hvis Indgang var bleven skjult ved Nedslaget af en stor fransk Granat. Inderst inde fandtes en bevidstløs saaret. Med Hunden som Fører frem og tilbage blev Sygebærerne hurtig tilkaldt og den Saarede bragt til Bevidstlied. Han havde efter at være bleven saaret følt sig utilpas og søgt Dækning for den stærke Artilleriild.
Om resten havde han ingen Anelse. Han laa der paa fjerde Dag.“
Det er forstaaeligt, at de tyske Hundeførere med Stolthed peger paa slige resultater. Og den Betydning, man tillægger Hundens Anvendelse, fremgaar ogsaa noget deraf, at der ved Overkommandoen er en Hauptmann, Tobias, der særlig beskæftiger sig med Hundeanliggender, ligesom det i sin Tid berettedes, at der baade ved Øst- og Vestfronten var ansat en Løjtnant med samme Opgave.
Den ovennævnte Fører fremhæver atter og atter, at det er de rutinerede med deres Hund samarbejdede Førere, der naar de bedste Resultater, og endvidere den store Betydning af, at Hunden allerede, inden den sendes lil Fronten, vænnes til Lyden af Skud og Sprængninger og til desuagtet at arbejde videre. Han beretter iøvrigt, at Hundene instinktmæssigt søger Dækning eller i Mangel deraf falder fladt ned ved Lyden af et sig nærmende Projektil.
Det gælder saaledes paa dette Omraade som paa de fleste militære Omraader, at det improviserede ikke gør tilnærmelsesvis den samme Nytte som det velforberedte. Og vel vil der blive sagt: Ja, der er saa mange andre Omraader, der er vigtigere, hvor vi ogsaa er langt tilbage, og det erkendes, men her kan der gøres meget med smaa Midler; der kræves væsentligst Forstaaelse og Interesse.
Den 12/2 1916.
Victor Pürschel.
