Der er slet intet Nyt under Solen“, sagde Prædikeren, og det er om muligt sandere nu end for 2000 Aar siden. Som andre geniale Tanker var det „Cannæ“ , der foresvævede Schlieffen, derfor kun noget gammelkendt, o: at falde Fjen den i Side og Ryg, i overraskende Storstil: Schlieffens Tanke var: For at kue Frankrig, før Russerne kom med, skulde Tysklands Hovedhær gennem Luxemborg, Belgien (og hollandsk Limburg) svinge til venstre om Metz-Diedenhofcn og, idet yderste højre Fløj gik vesten om Paris*), feje de franske Hære op imod Vogeserne og Schweiz. Dér skulde de knuses. Alt tyder paa, at Schliel'l'en havde været Mand for at fore Hærene til Vejs Ende, og allerede Englændernes og Franskmændenes Brydd med Forselsvejene efterhaanden som Tyskerne trængte frem, viser, hvor ræddelig de havde været stedt overfor ham. Tænk Dem en Millionhær i Kamp uden Haah om at faa Tilførsel eller blive af med sine saarede! Til Frankrigs Held gik Seid, ud af Sagaen d. 1. Jan. 1906 og blev indiset („vollständig kaltgestellt“ ) af sin Eftermand Moltke, saa at ingen i Generalstaben talte med ham om Gannæplanen.
Sælsomt nok finder geniale Tanker sjælden eller aldrig Naade for dem, der skulde være de første til at værdsætte dem! Moltke fattede aldrig Schlieffens Kongstanke: Ilojre Eløj kan ikke gøres for stærk; den skal udenom og dybt ind i Ryggen paa Fjenden! IJiilom, næstyderste (2.) Hærs Fører, tænkte kun paa at sikre den Sejr ved at kalde sine Naboer: Kluck (1. Hær) tilhøjre, Hansen tilvenstre, til Hjælp, hvor han stødte paa Fjenden, og havde Kluck Schlieffens Storsyn, hindredes han i at handle i Schlieffens Aand ved at sættes under Biilow og ribbes for Korps til H jælp i Østpreussen og Vagt mod Antwerpen m. m.
Paa fransk Side synes kun én at have gennemskuet Schl.. Det var Gen. Michel, der som vordende Overgeneral i 1911 foreslog at samle den franske Hær saaledes, at 22 Korps stod mellem Méziéres og Dunkerque, r. en Snes Korps ned langs Østgrænsen og ved Paris, men Forslaget vragedes udrøftet, da Øverste Krigsraad ikke vilde sammensmelte Reserve og Linie: Uden det blev Hæren aldrig stærk nok til at opstilles. som Michel foreslog.
Gen. Groener har kaldt Moltke: „Hæ rfører mod sin Vilje“. Det er allerhøjst halot rii/tifjt. Hvorledes gik det til, at Tysklands Skæbne lagdes i 1 kenderne paa denne Mand? — Schlieffen havde jo sagt: „Hvad skal jeg stille- op med ham, han har ikke Anelse om Hæ rforing“ , og M. selv skrev: „Grev Schlieffen spørger mig nu og da om mit Syn paa Sagen, og det falder næsten aldrig sammen med hans. Man kan ikke ta-nke sig større Modsætninger end vort gensidige Syn.“ — Fhv. Overgenerallæge Dr. Roehs har røbet det i et Indlæg af I960:
Da Gen. u. H alinke efter Kejser W ilhelm s egne Ord lien eneste Mand, der altid sagde ham Sandheden - i 1901 hindrede, at M. blev hans Efterm and som Militærkabinetschet (han tiltroede ikke M. Dømmekraft nok), hviskede Hofmænd Kejseren i Øret: „Schlieffen er 70 og sidder og falder i Søvn ved Foredrag osv. Der maa i Tide skaffes Afløsning. Hvad om Verdensnavnet Moltke atter levede op i Generalstaben?“ Moltke blev derfor imod Seid.s Vilje Overkvartermester i den store Generalstab og, da Sehi. — efter Rænker fra mange Sider — aftakkedes, hans Eftermand. For at slippe fik M. Rigskansler Fyrst Biilow til at sige Militærkabinetschefen, Grev Hiilsen-Haeseler, at M. var overtydet om ikke at kunne udfylde Stillingen. H -ll. svarede paa bredt Berlinsk: „Nee, dett kann er ooch nieh, aber der Kaiser miil doeh“ . E fter Samtaler med Kejseren synes Aanden al være kommen over M., og han slog til paa nisse Vilkaar, har Kronprinsen oplyst.
2 Aar senere bad M. om at blive fri, men Kejseren afviste ham med, at hans Navn alene var 3 Armékorps værd. Siden klæbede han ued sin Stilling og blen altsaa ingenlunde Feltherre mod sin Vilje. 1 indviedes Øjne var og blev M. umulig som Hærføreremne, og efter Falkenhayns Dagbog var der endog Tale om at afsætte ham en halv Snes Dage efter Krigens Udbrud*). Moltke gjorde Schl.s Krigsplan til et Vrængbillede: Højre Fløj, som Schlieffen vilde gøre 7 Gange saa stærk som venstre, der kun skulde værge øvre Lothringcn og Elsass, svækkedes til Fordel for venstre, og venstre blev tilmed strax sluppen løs. — V i kender Følgerne: Venstre Flø j løb fast, fordi den savnede Storskyts til at kvase de franske Grænsefæstninger, og højre kunde ikke gribe langt nok ud, maatte af med Korps til Antwerpen, Maubeuge og Østpreussen og svingede til sidst indenom Paris. Moltke satte sig selv fra Styret ved at blive langt bagude i Luxemburg (det var ikke Kejseren, der vilde blive dér), — troede blindt paa Hærenes straalende Meldinger om Grænsesejrene og faldt sammen, da Franskmamdene gik over til Angreb ved Marne: „Bleg Rædsel slog Hærledelsen..... Man var og blev raadvild. Enhver skod Skylden paa Næsten. M. selv sad timevis bøjet over Kortet og savlede, saa at Spyttet blev til en hel Sø.“ Tilsidst sendte han Oberstlt. Hentsch til Hærene, med hvad Ordre, opklares aldrig, men siger Gen. Groener, —- Det er lige meget: livis M. selv var ilet til Valpladsen, havde lian gjort som H. o: befalet Tilbagetog. Bagslaget ved Marne var Straffen for, at Kejseren havde valgt en Styrmand, der hverken havde en fast Haand eller vidste, hvad han vilde. Da Moltke nu gik af, talte baade Sejre og T jenstalder for at sætte Sejrherren i Østpreussen, Hindenburg, i hans Sted med Lndendorff som Hjælper, — i Macken- ,s en og Oberstlt. H o f [mann havde man saa gode Afløsere for dem, som tænkes kunde. Alligevel blev den 53-aarige Gen. Falkenhayn Moltkes Efterfølger. Hvorfor? Ja. han kunde „tage“ o: huede Kejseren. Det kunde hverken Hindenburg eller Lndendorff, og Ludendorl'f, som Kejseren knap kendte, var desuden ilde set af Militærkabinettet efter sin skarpe Optræden for at faa Hæren øget i 1913. Og dog kunde alt endnu være reddet, hvis Falkenhayn havde været uhildet, for en Mand, der aldrig tabte Hovedet, var Falkenhayn.
Det er farligt at gentage en Sandhed saa tit, at Folk tilsidst tror, den er det ene saliggørende. Det havde baade T y ske og Franske gjort med: „Kun Angreb giver virkelig Sejr.“ Det er ikke mindre farligt at have gramseløs lydige undergivne: det frister til at glemme, at de er Mennesker, ikke M askiner. Falkenhayn var baade hildet i Tro paa Angreb som det ene saliggørende og i blind T illid til, at alle gjorde, hvad han sagde. Han tog lige saa lidt som Moltke ud øg saa til Hærene, og da han i Modsætning til Moltke saa lyst paa alt, vilde han ikke vige en Fodsbred, men angribe paany. Det faldt ham slet ikke ind, at Hæren i Ø jeblikket var for medtagen til, at den med sin bedste V ilje kunde sejre. Da han klæbede ved Fjenden, medens han søgte at omklamre hans venstre Flø j, og Fjenden selvfølgelig greb udenom mod Nørd for at undgaa Omfatning, kom Hæren aldrig til Kræfter, men led grusomt under et fortsat Kapløb mod Havet, der endte med Stillingskrig. At Falkenhayn strax søgte Hovedafgør i Vest i Stedet for - efter Hindenburg— Ludendorffs Raad - i Øst, kan der ikke siges noget til: Krigen kunde endnu vindes i Vest, bare ikke i de havende Stillinger eller i Flanderns Søle, hvor F. brød paa. Gen. Groener, der dengang ledede Hærens Jærnbanetjeneste, paaviste Vejen til Sejr: lade de slagne svinge sindig bagud om 5. Hær, som stod overfor Verdun, og faa 6. Hær, der stod ved Metz, med alt, hvad sammenskrabes kunde, op i Trekanten Brussel-Maubeuge-Namur (der var Jærnveje aabne) og faa Dage efter kaste dem (i nye Hære) i Ryggen paa Franskmændene mellem Somme og Meuse. Falkenliayns forste l'dkast til Krigens Fortsættelse røber, at han skimtede denne Vej, men Operationssektionen (Oberst Tappen) fraraadede den, og F. selv kviede sig ved at indledt; sin Virksomhed med en Tilbagetogsbefaling. A f gammel Vane tilskrives det meste, der sker her i Verden, enkelte udkaarne. Fo r saa vidt kunde man kalde Ilindenburg og hans Hjadpere Ludendorff og Hoffmunn Schlieffens Lærlinge. Deres Klarsyn og smidige Greb paa Tingene gør det dog rimeligere at kalde dem hans Aandsfiænder. Ludcndorffs Evner og Indflydelse er der ingen Tvivl om; Moltke skal have foreslaael ham til sin Efterfølger: „han er kantet, men han er Manden".
De fleste gør Hind< ‘nburg til et Navn eller Underskrift, Ludendorff til alle Foretagenders Ophav og llolTm ann til ingenting. Det stemmer med Ludcndorffs „Kriegserinncrungen“ : „E fte r at have talt med mine Hjælpere forebragte jeg Generalfeldm archallen kort og godt mine 'ranker om alle Foretagenders Plan og Ledelse og gjorde ham et udtrykkeligt F o rslag. Jeg havde den Tilfredsstillelse, at Gen. altid var enig med mig og godkendte mine Befalingsudkast“ *). Selvom saa var (visst er det ikke), gør det ikke Hinde nburg mindre: han var ikke af den Slags, der er tvungne til at gaa i Ledebaand og leve paa andres Tanker, og var netop sat i Spaaid med Ludendorff, fordi man vidste, at han som kommanderende General havde været Mand for at tumle et af Hærens uroligste Hoveder, Divisionsgeneral Bernliardi**), og naar Tannenbergsej ren engang ligger helt oplyst, ser man maaske, at der var et Ø jeblik, da selv Ludendorffs Nerven- svigtede (den eneste- Gang for Elteraaret 18) og kun et urokkeligt Skær holdt Brændingen fra at slaa sammen over Tyskerne. Og selvom man ikke vidste andet om llolTmann. læser man mellem, stundom ogsaa i Lin jerne i hans „Der Krieg der versaumten Gelegenheiten“ , at han langt fra var en almindelig Ener, endsige et Nul. Maaske er han endog Ophav til den Om flytning af 8. Hær i Østpreussen, som forte til Tannenberg.
Som Vidnesbyrd om Østens Cannætanker være nævnt: E fteral have renset Østprenssen vilde H.-L. i Sept. 14 hjælpe Østrigerne, der var kastede ned bag San, ved at gaa over Narev imod Sjedlce (o. i. Varsjava) og falde Russernes højre Flø j i Ryggen. E fter hvad vi nu ved om Russerne, var Angrebet endt med noget i Retning af et nyt Tannenberg; men efter Conrads Ønske befalede Falkenhayn H. at føre sin nydannede 9. Hier ned paa Østr.-Ungarernes venstre Flø j. hvor der ikke var stort at vinde. 1 Sommeren 15 vilde H.-L. med alt, hvad samles kunde, over Kovno— Vilna ind paa Russernes Forselslinjer, Hovedjærnvejene til Retrograd og Moskva. Østpreussens Jærnveje lettede det, og haard Modstand knude ikke ventes saa langt bagude, men til Russernes Held henviste Falkenhayn H. til Narevs nedre Løb, skønt selv en glimrende Sejr dér aldrig afskar Hundredtusinderne sonderpaa. H.-L. havde ikke alene Seerblik, men ogsaa et sundt Skon over, hvad Kræfterne rakte til. og hvad der var uigennemførligt.
Hvor vanskeligt Falkenhayn end var stedt - han var jo paa éngang Krigsminister og Hærfører — og hvor duelig han end viste sig, da han kom til at lede Krigen mod Rumænien, - - H.-L.s Snille havde han ikke, og lidt Nid var der vel ogsaa i hans evige Indvendinger mod H.-L.s Forslag og (mislykkede) Forsøg paa at skille dem ad. Nogle regnede ham for en renlivet Stræber. FretjUuj-Lorinyhovcn kommer vist Sandheden nærmere, naar han ser ham som en Mand af større Linie r og fastere Støbning end de fleste, og Falkenhayn kastede aldrig Skylden for Uheld paa sine Undergivne, hvad renlivede Stræbere altid gør. Vanskeligheden ved at fore Millionhæ re har faaet nogle til at paastaa. at Frem tidens Krige kan og skal vindes med udmærkede Smaahære sit venia verbo (de kan være paa et Hundredtusind Mand eller to). Noget lignende hørtes allerede i Firserne. Der er mere Grund til at tro, at Il.-L.s Færd, (irorners Studier over Marneslagets E fterspil og lignende Værker, hvis Sandheder er skrevne med Blod paa talløse Valpladser, lærer Frem tidens Førere at tumle Storhære sikkert nok til. at man aldrig giver A fkald paa de store 'fals Fordele. Øg saa meget mindre, som baade de franske og de tyske Hære viste sig Storkrigs strengeste K rav voxne og ikke faa andre ligeledes viste, at hvide Mænd er haardfore og kan ringeagte Døden. En al' de Ting, Fremtidens Napoléon eller Ujinyiskan man lægge sig paa Sinde, er at styre altfor yske Underforere, men det gør de nok uden vor Opfordring. En anden Ting: Støre Reserver, der skal hurtigt bort i en eller anden Retning, kan ikke staa i Klump, men maa bredes, saa at bvert større Led har sin (Jærn)vej fri. Glæden øver Hærenes Tapperhed maa ikke bringe øs til at glemme, at hverken (Under)førere eller Menigmand var Engle. Da Uvornhed kun synes uhørt høs Tyskere, dvæler jeg ikke ved andre øg mindes forst François, I. A. K.s kamplystne Fører, der, skønt Hærføreren, Gen. Prittwitz, gentagne Gange forbød ham at sende sluttede A fdelinger ud øver L inien Goldap-Gumbinnen, hemmelig førte omtrent hele sit Korps frem til Goldap-Stalluponen og angre!) Russerne ved Gumbinnen 20/8. François gjorde ogsaa strax Hindenburg Knuder, men II. styrede ham. Hindenburgs Eftermand, Gen. Schubert, kom derimod — med urette til kort overfor François, der fik barn styrtet ved at telegrafere lige til O. H. L „ at Hærkommandoen var slet raadet. François var ikke den eneste. Kluck fnøs af Harme over at være sat under Riilow, og hans Lydighed overfor R.s Befalinger eller Vink svarede dertil.
Et Glim t af Misnoje kommer t. E. frem i en Udtalelse som: „Om et Foretagendes større Sammenhæng og egen Hans Stilling horer selv de højere Stabe intet; det saakaldle ..almindelige Troppesvin“ (sus vulgaris militaris), søm jeg i Rusland hørte en Exeellenee paastaa, i denne K rig begyndte med Divisionschefer, drives frem i Flo k uden Anelse om andet end, at det maa være saaledes“ . Gen. Moser siger: Vor første Kræftskade i Krigens seneri’ Aar var Hærførernes Mistillid til de kommanderende Generaler, som blev tvungne eller vænnede til at lyde søm Lig („Kadavergehorsam“ ).Den anden Kræftskade var det mer og mer om sig gribende Generalslabsstyre, ;>: det Styre, Generalstabsofficererne førte bag Chefernes Ryg ved at misbruge Telefonen“ . Ilvor lærerigt det end var at ridse hele Krigens llovedtnek for at vise, at Krigsføring øg Politik slynges ubrydeligt ind i hinanden, at Figenkærlighed frister Forbundsfæller til at svigte hinanden øg gøre Kæmpedumheder, og at det, trods alle Vaabenfremskridt, er Manden, ikke Maskinerne, der gør Udslaget i Kamp maa jeg afstaa derfra: her er ikke Plads dertil. Et Par Ord om Søkrigen er dog maaske ikke af Vejen: Det er ved at blive en Trossætning i tyske Soofficerskredse. at Krigen tabtes, fordi den tyske Flaade hverken aabnede hensynslos Ubaadskrig imod Englands Troppeforsler over Kanalen (1 Dl4) eller skaffede sig Tilholdssteder, fra hvilke den kunde hærge Englands Handelsveje i Atlanterhavet. Det første er til syvende og sidst Kejserens Skyld. Det sidste skyldes dels, at Marneslagets Ud fald hindrede Elaaden i at naa Calais og Brest, dels at Falkenhayn glemte, at Elaaden efter Uheldet i Frankrig burde sikre Tyskland Tilførsel under den kommende langvarige K rig og derfor skuldr ud. E fter hvad vi nu ved, var den tyske Rumsøflaade i Nov. og Dec. 14 den engelske jævnbyrdigere end nogensinde før eller siden, da Adm iral v. Spees Sejr ved Goronel 1/11 14 fik den engelske Regering til at sende Slagkrydserne Inflexible og Invincible til Sydamerika, saa at det kunde være kommet til et Søslag, hvor Tyskerne havde Overmagt. En sidste Udvej til frugtbringende Samvirke mellem Hær og Flaade var at gøre Kattegat i Stedet for llelgolandsbugt til Rumsoflaadens Udgangsstilling, idet Landstridskræ fter mandede Tilholdssteder i Danm ark og Sydnorge. Desværre - siger Tyskere — indlod de ledende sig heller ikke horpaa; men vi og Nordmændene véd altsaa, hvad vi kan vente os. Det hedder sig gærne, at det er for tidligt at fælde Dom over Verdenskrigens Førere. Man maatte hellere sige: Ingen faar nogensinde læst alt, hvad der skal gennempløj es for at fuldbyrde al Retfærdighed, og afvigende Meninger er der altid.
Da Krigshistorie er en Hovedkilde til Redreviden meste Gang, gavner det dog ikke at sky Dommedag af Frygt for at være uretfærdig. „Ja, men“' indvender man maaske — „det franske Generalstabsværk afholder sig fra K ritik , saa at man allerhøjst kan læse den mellem Linierne, mens det tyske og det engelske baade giver ikke altid milde Tilbageblik og Aandsrids (Karakteristikker) af Førerne.“ Sandt nok! Men hvem tør nægte, at selve den franske Frem stilling og Valget af Tillæ g rummer K ritik ? Vi kan bare ikke eftergaa den. 1 visse Fald er Sagen ogsaa oplagt, saa at man kan domme. Jo ffrc gjorde saaledes Lanrezac blodig Uret, da han a fsatte ham som „raadvild Nøler“ lige for Marneslaget. Lan. vakte strax Joffres U vilje ved at ville nordpaa, fordi han mente, Tyskerne gik gennem Belgien. J. vendte længe det døve Øre til, men fik Syn for Sagn. Siden gjorde Lan. Indvendinger, da .1. befalede ham, der lykkelig og vel var sluppen over Oise med 2. tyske Ilær i Hadene, at angribe St. Quentin for at standse Tyskerne, der forfulgte den engelske lia'r. L. gjorde gældende, at Tyskerne vilde falde ham i højre Side, hvis han stødte mod N V (i den Retning laa St. Quentin). .1. hed ham af: L. .skulde angribe St. Quentin uden at kny. L. adlød, men holdt Kræ fter tilbage og opnaaede derved at standse 2. Hær, der strax angreb, som han spaaede (Slaget ved (fnise). L. ofredes i Virkeligheden paa Englands Alter. Groener siger ligefrem, at det kom til Slag ved St. Quentin 2!) 30/8 14, fordi Joffre troede, Franskmændene maatte angribe Englændernes Forfølgere, forat Engl. ikke skulde løbe deres Vej. En anden Mand, der led haard Uret, var 2. eng. Korps’ Fører (feneral Smith-Dorrien. Han havde reddet Englænderne ved at optage Kamp ved le Eateau, da Kluek var ved at omringe dem efter Slaget ved Mons. b'reneli, der havde befalet Tilbagetog, roste strax lians beundringsværdige Mod og Snarraadighed. men i sit Værk „1914“ tilskrev han de franske Generaler Sordet og d’Amade hele Æren. Sagen var, at Sm.-D. i Mellemtiden havde vist sig klogere end sin foresatte, hvilket kan være farligt, og fraraadet French at fortsadte et haahlost Angreb ved Ypern. Frencli afsatte ham og gjorde faa Dage efter netop, hvad Sm.-D. havde tilraadet. Jeg vil ikke stikke Haanden i den Hvepserede, som hedder Marneslaget — man kan lære nok af Slaget, selvom man Sletter et Y for X men minder kun om, at udmærkede Forfattere t. E. er uenige om K a rl v. B iilow (2. Ha'r)s og v. Kluek (1. Hær)s Færd.
Vi kan nøjes med at sige: Fo r Krigen var Biilow en af Tysklands ypperste Generaler, skønt han vel nok var paa Nakken af nogle af sine undergivne. Schlieffen skal have nævnt B. som sin mest egnede Eftermand, men B. frygtede for ikke at kunne arbejde sammen med Kejseren, og Kejseren vilde ikke have „Jærnhovedet“ . — Sky for Ansvar og Sky fo r ikke at lyde givne Befalinger var Fe jl, man ikke kunde skylde Kluek for. — Begge gjorde i god Tro deres hedste for at sikre Tyskland Sejr.
Ikke uden Grund havde man ventet at se Kejser W ilhelm som Hærfører. Rigskansler Fyrst Biilows nysudkomne „Denkwürdigkeiten“ oplyser da ogsaa. at Kejseren oprindelig selv vilde være øverste Fører i Krig. og at han derfor ogsaa vilde være Partifører ved Manøvrer og Krigsspil og blev det. skønt hl. a. Schlieffen var imod det, fordi Kejseren efter hans Mening ikke maatte tabe og de vaddige. Maaneder i Forvejen tilrettelagte Rytterangreb, Kejseren ønskede at udføre, gav et falsk Rillede af Nutidskrig. Biilow meddeler bl. a.: Før et Krigsspil, hvor Kejseren var Partifører, skulde hans Modstander gøre Rede for sine Befalinger. Da han med Undren saa Kejserens Generaladjutant blandt Tilhørerne og gjorde Overledelsen opmærksom derpaa, svarede Generaladj., at han var til Stede efter Kejserens Befaling. I 1890 var Kejseren Partifører ved Manøvrerne i Schlesien. Overlederen, Grev Waldersee, maatte paa Embedsvegne paatale Kejserens mange grove F e jl og blev ærefuldt forvist til Hannover. Rigskansler Caprivi, en dygtig, i Krigen 1870 prøvet O fficer, faldt ikke i Unaade, da han kun i Samtaler og Kejseren uafvidende, havde sagt: „Generalstabens Grundlag har muliggjort mange Fe jl, men Kejseren har heldigvis ogsaa gjort dem allesammen“ . Om Kejseren fik ringere Tanker om sig selv, er alligevel tvivlsomt. Jonas L ir har tegnet et gribende Billede af. hvorledes Menneskers sande Vand kommer for Dagen, „Naar Jærntæppet falder“ . Da Verdensbranden tændtes, overlod Kejseren andre Æ ren. selvfølgelig i Haab om at faa den hele, hvis de sejrede; under Manieslaget hørte man intet til den ellers saa kry Krigsherre; efterliaanden, siger Fyrst Biilow, blev Krigsherrens Færd en Haan imod hele Preussens H istorie og, da Krigsbaalet var ved at brænde ned, gled Krigsherren i Smug ind over Hollands Grænse: han skyede Ansvar. Tirpitz siger: Kejseren vil hverken tage Beslutning eller bære Ansvar.
Kronprinsens Heltegerninger er næppe værd at tale om, skønt det, at han skulde vinde Laurbær, maaske blev en Pind til Tysklands Ligkiste i 1918. Oprindelig blev han kun Hærfører, fordi den udsete Fører for 5. Hær, General Eichhorn, var syg; men „Straamand" kan man ikke kalde ham, da hans Synder selvfølgelig vilde gaa ud over hans Hjælpere. Det andet kronede Hoved, der maa nævnes. Kejser Niko laus, er om muligt endnu ynkeligere end Kejser W ilhelm . I det ene Ø jeblik vilde han mobilisere, i næste ikke og — gjorde det alligevel. Saa vilde han selv lede Hærene, og da hans ra-dselsslagne Ministre fik ham derfra, gav han Storfyrst Nikola j Nikola j evitsj, der fik Ledelsen, Janusjkevitsj og Danilov, som Storfyrsten hverken var tjent med eller brød sig om, til nærmeste Hjælpere. Hvad der hores om ham, efterat han selv havde taget Kommandoen, siger kun, at en Mand, hvis Frokost- og Middagstid er hellig, aldrig bor føre en Hær.
Store Planer gør ikke en Hæ rforer genial. Han maa ogsaa se sundt paa Mulighederne for at gennemføre dem. Hindenburg— Lud. gjorde det. Conrad v. Hotzcndorff gjorde det ikke. Det hjælper derfor ikke, at Hoffmann kalder ham. der maaske tændie Verdensbranden. genial, men at hans Redskab. Ha-ren, svigtede. L. har for slemt et Synderegister. Han vilde angribe Rusland, men lod -/r> af Hæren angribe Serbien og tilmed vestfra, skønt en Generalstabsstudie allerede Aar for Krigen havde fastslaaet, at Serbien kun burde angribes over Relgrad og Semendria. Han gav Brudermann og Kovess, som skulde værge de to østrigske Hære, der gik mod Cholm Luhlin, mod Angreb østfra. Befaling til at angribe Russerne østpaa i Stedet for at oppebie dem i velvalgte, styrkede Stillinger, og h jalp derved Russerne til en overvældende Sejr. Han vilde ikke overlade Tyskerne at lede Krigen, angreb t. F. stik imod Falkenhayns V ilje Montenegro 1915, og blev snart Tyskerne næsten fjendsk; Gen. Stiirgkh, Østrigs Sendemand i det tyske Hovedkvarter, siger t. E „ at C. i Febr. 15 spurgte ham: „Hvad gør vore hemmelige Fjender Tyskerne og Kejseren, den Komediant?“ Efterat han var sat fra Øverledelsen og bleven Hærfører i Tirol, skuffede han bittert ved at blive staaende uvirksom, da Gennembruddet ved Flitsch og Tolmein vendte Italienerne paa vil mod Sjedlce og falde Russerne i Ryggen eller, hvis den angrebes af Overmagt i Østpreussen, binde denne Overmagt, saa at Østrig-Ungarerne fik lettere Kaar ved Cholm— Lublin . Fællesplanen var altsaa tvetydig. Conrad tænkte kun paa at faa 8. Hær mod Sjedlce og sagde som Afsked til Sturgkh: -,Se nu til, at Tyskerne ikke lader os blive altfor længe i Fedtefadet.“ Moltke sagde til Sturgkh: „De har jo en god Hær og slaar Russerne“ , og fandt, at Tyskerne gjorde, hvad de kunde, naar de bandt Ruslands hedste Hære i Østpreussen. Det er vanskeligt at dømme om Ruslands Hærførere: 1° stod selv de bedste russiske A fdelinger næppe M aal med gode vestevropæiske — 2° er det ikke sagt, deres højest- eller højtstaaende undergivne havde aflagt visse Uvaner, der var skæbnesvangre i Mandsjuriet: Ale.véjev spærrede Charbins Banegaard med sine Luxustog og aflyste Natkørsel, fordi han ikke vilde styrres af Signaler om Natten; ved Vafangku brugte Stackelberg et haardt savnet Ingeniørkomp. til at holde sin Kones Pog køligt med vaade Presenninger, og mange saarede efterlodes, fordi hans Luxustog spa'rrede Banen, og —- 3" dukker det stygge Ord „Forræderi“ saa tit op i ens Tanker, at man ømmer sig ved at domme uheldige Ledere paa deres Gerninger, da de kan være Ofre for Forræderi. Selve Krigsministeren Sukhomlinov blev jo idømt Tvangsarbejde for lønligt Samkvem med Fjenden; hans Yndling Mjassojedov var kort i Forvejen efter Krigsretsdom hængt som Spion! Da Storfyrst Nikola j Nikolajevitsj, som havde Overkommandoen det første Aar. døde (1929), stod i Bladene, at han ..efter manges Mening“ var den største af alle Krigens Hærførere. legemlig set var det maaske sandt, det skulde da være, at Pershing eller den store tykke amerikanske General Plum rr gjorde ham Rangen stridig, - .saglig set tyder hans Ledelse ikke paa, at han var en vidtskuende Mand med aabent Øje for det afgørende Sted eller rette Hovedmaal, men det overilede Angreb paa Østpreussen, der endte med Tannenberg og Gerdauen, skyldtes vistnok udelukkende den franske Sendemand Paléologues Mellemkomst, og Storfyrsten førte siden en fast Kommando. Han synes ogsaa at have brugt Jærnvejene til at flytte store Styrker overraskende hen, hvor han vilde lægge Trykket. Derimod dømte han den russiske Flaade, der var stærkere end den tyske Østersøflaade, til Uvirksomhed ved at give den at værge Finske Bugt og St. Petersborg til eneste Maal.
For at ende med Frankrigs Hærførere ser vi nu paa Englænderne og Amerikanerne. French afviste ved et Møde i Paris d. 1/9 1914 Krigsm inisteren, Lord Kitchener, som vilde blande sig i Føringen. H avde han saaledes et sundt Syn paa en Hærførers Stilling, paa Højde med Nutids Hæ rføring var han ikke, — han vilde t. E. ikke lade sit Rytteri hjælpe det franske Opklaringsrytteri; det skulde være ridende Fod folk og indgaa i Fodfolkslinierne, — og Uheldet vilde, at han strax kom i Lag med førsterangs Modstandere under en af Tysklands yskeste (schneidigste) Førere, v. Klu ck , og blev saa ilde tilredt, at han fik mildest talt haardnakket Ulyst til at staa for Skud i den nærmeste Fremtid og en — ugrundet — Mistillid til Franskmændenes Kampværd.
En selvskyldt Vanskelighed ved hans Samvirke med de franske Førere var, at han ikke kunde Fransk, — ved Sammenkomster maatte bl. a. Gen. W ilson oversætte Joffres Udtalelser Ord for Ord for ham*). At han var ømskindet som engelsk Hæ rfører og i Førstningen gjorde Joffre Knuder, skyldtes derimod kun delvis ham selv og var nærmest et Udslag af Englændernes sædvanlige Egenkærlighed i Evropas Fastlandskrige. Hctig afløste French i Dec. 1915. Haig, en haardnakket, sej g og langsomt tænkende Skotte, var kendt for, at hans Hjærne klappede i af sig selv, naar han aabnede Munden. E t blandt talløse Frasagn herom! Da han overrakte Vinderne af et militært Jagtridt i Aldershot Præmierne, sagde han kun: „Jeg lykønsker Dem til Deres smukke Ritit. De har løbet godt. Jeg haaber, De løber lige saa godt, naar De kommer overfor Fjenden.“ Haig var snarere en Svend Due end en Napoleon, og kun Tilfæ lde bindrede, at LIoyd George fik ham afsat under Krigen.
Ved Siden af iøjnefaldende Egenkærlighed, der t. E. ytrede sig ved, at Englænderne, enten Forsvaret lagdes i Lille asien eller ved Suez, i Østen i Grunden kun vilde forsvare Ægypten ;>: Vejen til Indien, er Sneversyn den eng. Krigsførings Særkende. Vi er i Kraft af engelske Statsmænds, L o rtlers og Generalers stoute Glans tilbøjelige til at regne dem for Halvguder. Ser man uhildet, er t. E. Churehill, der stod bag Gallipolifæ rden, en uvidende Sværmer, French en Vejr hane**) og Kitchener en hoven Undermaaler, hvis Magtbrynde der til sidst maatte sættes Grænser for: Frenchs Stabschef Robertson gjordes til Generalstabschef i England for at sætte ham paa Plads***). De, der ikke vil tro den Slags Ting, skal læse den i 11)22 myrdede Feltm archal Wil som Dagbøger. De giver et usminket Billede af den eng. Regerings og Hærledelses Forvirring , Uvidenhed og Raadvildhed. Engelskvenner maa trøste sig med, at de nyeste eng. Reglementer vidner om, at Englænderne har lært meget af Krigen.
Folk, der hænger sig i Formerne, kan udsætte en Del paa Amerikanernes Fører, General Persluny: engang han var bedt til Middag Kl. 18 i det franske Hovedkvarter, ringede han og had Værten være lidt taalmodig man ventede, og P. kom ved Midnatstid; en anden Gang skulde han modtages hø jtidelig af en Fyrste; Fyrsten stød i fuld Stads paa Perronen, da P.s Tog kom; P. stod i Skjorteærmer ved Vinduet i sin Vogn og barberede sig. Naar det glemmes, og man husker, at Amerikanerne ikke med urette vilde danne egne Hære, staar Pershiny, der havde haft en glimrende Løbebane, i alle Maader som den rette Mand paa den rette Plads. At Amerikanernes Ildhu gjorde dem dumdristige i deres første Kampe og paaførte dem store Tal), var ikke hans Skyld, men noget, der gentager sig i de fleste Krige: først brændt Barn skyr Ilden. Man maa lade de franske O fficerer, at 1870/Ts Ulykker lærte dem at arbejde. Hævdede den tyske Generalstab sit Ry (Moltke var efter indviedes Mening ikke generalstabsuddannet), hævdede Ecole de guerre ikke mindre sit. Det var den, der gav Frank rig dets bedste Førere i Verdenskrigen, — dog glimrede især de Lærlinge, der var slupne udenom Generalstabens Bureauer: Foch, Pétain, Debeney, Buat, Fayolle o. a. havde virket paa Skoler, Jol'fre. Gouraud, Humbert m. fl. havde kæmpet i Kolonierne. Da Frank rig gik sejrrigt ud af Krigen, havde do franske Generaler ikke som de tyske Grund til at rippe op i Fortidens Synder, men der kommer en Tid, da Franskmændene maa gøre Regnskabet op for næste Krigs Skyld. Saa faar baade Joffre og Foch læst og paaskrevet, for de ødslede saa hen synsløst med Frankrigs Blod, at Krigens Ud fald længe var tvivlsomt og Sejren kobles nmaadelig dyrt. Hvor højt man end priser J of [res sejge V ilje og laste Haand, maa man ogsaa sige: Ve ham! hvis en Læ rer i Krigskunst gaar hans Føring efter som F'och Moltkes i „De la conduite de la Guerre". Fo r at nævne ét: Mon nogen udfra Joffres Tilbagetogsbefalinger fra omkring 1/9 1914 kan overtyde En om, at J. nogensinde havde faaet Marneslaget slaaet? Næppe. Hans H;er var efter dem sandsynligst gieden ned bag Seine og Marne uden at have holdt Broer og Brohoveder, som muliggjorde Frembrud, aabne. En af Frankrigs ypperste Historikere, Brof. Aulurcl, har skrevet: Histoire politique de la grande guerre. 1924 efter de bedste tilgængelige Kilder; den værdifuldeste er Marechal Pétuins trykte, men ellers endnu (i 1931) hemmeligholdte Rapport om Angrebs- og Forsvarsfelttogene i 1918. Aulard stadfæster, hvad man andetsteds fra véd om Frankrigs „Ungtyrker“ — kaldte saaledes for deres grænseløse N id og Had til anderledestroende. Éeole de guerre var deres Bede, Oberstlt. Grandmaison deres Ypperstepræst, og Joffre gav sig strax dem i Vold. Reglementet „Store Enheders Fo ring“ a f 28/10 1913, som prædiker: Angreb, kun Angreb, altid Angreb til Bunds! Det er Vejen til Sejr og det eneste, der svarer til fransk Aand! — blev hans Bibel og hans Plan X V H (til Hæ renes Samling ved Grænsen) den Svøbe, der drev Frank rig til Afgrundens Band. Joffre, en flittig og virksom Ingeniørofficer, havde haft en mærkelig Løbebane; bl. a. byggede han i 90’crne en Jærnvej i Senegal og en Havn paa Madagaskar. Det var et Træ f, der bragte ham frem i forreste Række: Michel, der var bandlyst af Ungtyrkerne, trak sig tilbage i 1911. Galliéni og Pau sagde Nej til at blive hans Eftermand. Saa tog man Joffre, hvis Navn især var kendt fra Felttoget i Tim buktu 1894, hvor han, ulydig mod Guvernørens udtrykkelige Befaling, gjorde, hvad han vilde, og havde Held med sig. Joffres mest fremtrædende Egenskab var en mageløs Selvtillid med Tiden ogsaa nidsk Ømhed over sin Myndighed*). Begge Dele mildnedes dog af en jævn og ligefrem Optræden, der gjorde ham til Folkets Afgud. En stor og skabende Aand var han ikke. Han lod sine Hjadpere om P la nerne og førte t. E. midt i Krigens værste T id et regelmæssigt, fredeligt Rentierliv i Chantilly i en Stue uden Kort og ved et Bord uden et Papir. Hans Uret mod Luiut zac er allerede omtalt. Den hang sammen med Ungtyrkernes Angrebsvanvid, der gjorde ham blind og døv for Fari' gennem Belgien og fik ham til at aabne Krigen med vanvittige Angreb i Lothringen, i Ardennerne og ved Sambre. At de somme Steder førtes med stor Kraft, skyldtes vistnok mindre ham end Folkenes og Hær- og Korpschefernes, bl. a. Uastelnaus og Forlis Ildhu. E fter Uheldet i (Irænseslagene, som til syvende og sidst skyldtes Plan XVII, men gik ud over Lanrezac, Ruffet/ (ri. Hærs Fører) og Percin (Billes Kommandant), tænkte J. kun paa Modangreb uden at indse, at en slagen Storhær moppe laar gode Kaar, saalænge den har Fjenden i Hælene, men maa langt tilbage for at røre sig frit. Bortset fra Slaget ved St. Quentin-Guise maatte Modangrebene derfor Gang efter Gang opgives og Tilbagetoget fortsættes helt ned til Marne. At det kom til Slag dér, har Galliéni Æ ren for. Verdun, som J. hverken havde befalet rømmet eller forsvaret, reddedes af Sarrail; endnu i Vinteren 1915/1(5 viste .1. en mærkelig Blind hed for Verduns Værd, saa at Fæstningen langtfra var i Stand, da Tyskerne angreb den i 191(5, Krigsministeren (Galliéni) vilde af den Grund have ham afsat, men Bege ringen turde ikke røre .1. midt under Verdunslaget, saa at Galliéni gik og afløstes af J.s Ven, Gen. Roques.
Galliéni var genial og støbt af det Staal, der er i store Førere, men Joffre satte ham ud af Spillet ved at overtage Maunourys Hær i Marneslagct og glemte snart Galliénis Tanke: at omfatte Tyskernes højre Flø j. Under Kapløbet til H avet var Franskmændene derfor hele Tiden et Korps for svage og 24 Tim er bagud, og ikke et Ø jeblik faldt det Jo ffre ind, at G. eng. Division, de 1-1 Lande værnsdivisioner og de 14 ridende Brigader, som stod ovre i England, burde kaldes til over Kanalen og falde Tyskerne i Ryggen langt nordpaa. (Del havde sandsynligvis forebygget Stillingskrig dybt inde i Frankrig). Man spørger uvilkaarlig: Var Joffre den rette Mand til at lede Frankrigs Hære? Fo r at svare lierpaa fremdrager jeg først nogle spredte Træk og Ytringer.
I 1914 lod Joffre uden videre en Del nordfranske. Fæstninger rumme. Han skyede altsaa ikke Ansvar og kan ikke skyldes for Halvhed. — Han lod Hærene gaa tilbage fra Grænsen og „limogede“ uden videre Tylvter af Generaler, som syntes ham uduelige, skont han maatte vente. Parlamentet og Folket tog paa Veje, atter et Vidnesbyrd om Mod til at tage Ansvar. Da J. havde laant Galliéni Øre og sat sig for at slaa til ved Marne, vilde Frcnch ikke lege med. Saa korte .1. selv til Frencli og fik ham omvendt, linder Slaget var han snart her, snart der, hvor det gik haardest til*). Han indgod T illid og fik Forbundsfadlerne til at gøre Gavn. Ved Nytaarstid 15 vilde Præsident Poincaré ud af Stillingskrig ved at angribe Buda-Pest og W ien fra Serbien. J. sagde Nej, og den 8. Jan. 15 at han vilde nedlægge Kommandoen. hvis man tog noget fra ham. Poincaré svarede, det kunde han ikke. ,1.: „Saa lader jeg mig slaa ih jel et eller andet Sted. Man kan ikke tvinge mig til at være øverstkommanderende, naar man vil have mig til noget, jeg finder galt“ . Saa maatte I1, høje sig. 1 Febr. 15 meldte Gen. Laiu/lr, at brat Tøbrud havde ødelagt Vejene, saa at Tilførsel var ved at svigte og Artilleriet maatte standse Ilden o: Angreb maatte afbrydes. J. svarede: Tyskerne er lige bidske, og deres Veje er ikke bedre end vore.
Den 24. Febr. 1916 modtog Joffre Pétain, der skulde til Verdun, med et smilende: „Naa, P., De véd, det gaar slet ikke saa galt.“ Hans Omgivelser var rædselslagne over Meldingerne fra Verdun; .1. havde T ro paa Sejr, og havde han ikke tænkt nok paa Verdun, fandt han den rette Mand, Pétain, da det kneb. Under Verdunslaget vækkede Ordonnansofficeren en Nat J. for at faa nogle Befalinger underskrevne. J. skrev under, men kort efter opdagede Officeren, at en Skitse, som skulde med, maatte være bleven hos J.. Da han ti Minutter efter sin Bortgang igen hankede paa J.s Dør, maatte han bruge Knoerne: J. sov som en Sten. Fø r Tyskerne angreb Verdun i 16, havde J. paatænkt et Angreb langs Somme. Det maatte ud sættes, men .1. vovede al lægge ud endnu, medens Verdun vaklede. Han var urokkelig i Nød og Fare. Husker vi saa, at Regeringen var vaklevorn og lyttede til alle Slags, ogsaa navnløse Folk, at kun en Snes al' 220 indkaldte Parlamentarikere gjorde Gavn i Stilhed, mens de andre vilde komme og gaa, som de lystede, satte ondt Blod i Kammeret og snigløb Førerne hunde ude og hjemme (J. selv gik ikke Barn lorhi; de radikale og Socialisterne hadede ham, fordi han ikke tog politiske Hensyn ved Valg af Førere og afsatte deres Yndling Sarrail), og al Krigen gik sin mer eller mindre skæve Gang husker vi det, gaar det op for En, hvilken Kam pe J. var. Lad ham saa have set galt paa en og anden undergiven og haft blinde Punkter. Han var Manden, da Frankrig ikke havde Inaet Galliéni. og hans urokkelige Selvtillid og Tro paa Sejr reddede Frankrig. I Dec. 1(5 lykkedes det omsider J.s Avindsnuend at styrte ham; han blev Marcchal og Tilskuer Krigen ud. Sarrail var dengang i Østen (han havde afløst Gouraud ved Dardancllerne) og Castrlnau, Fach og Pctain, alle tre førsterangs Førere, vragedes af smaalige Grunde for Nivellr, som man ventede vilde vove et Storslag, der jog Bødlerne ud af Frankrig.
Den nye Mand var rykket ud i 11 som Chef for el Artilleriregiment, havde i Spidsen for ,‘5(). Korps i Okt. og Dec. 1(5 vundet Ry ved at kaste Tyskerne tilbage fra Verdun og samlede strax Krad'ter til et afgørende Angreb, der skulde foregaa paa Klokkeslettet og støttes af Angreb andetsteds, ogsaa i Rusland og Italien. To tyske Forfattere kabler Nivelles Gennembrudsplan genial. Om saa var. kunde Genialiteten have vist sig i to Henseender: Valg af Hovedangrebssted og selve Angrebsmaaden. N iv rllr valgte 'ryskernes stirrkrstr A fsnit. Chemin des dames, som løber i 0-V over en Bjærgryg østen for Soissons, og hans Samvirke mellem Fod folk og A rtilleri taalte ikke paa langt nær Sammenligning med Tyskeren liruchmullcrs. Kort sagt. Nivelles Plan var ikke Spor af genial. Péfain var ogsaa straks aabent imod den (han regnede Gennembrud for umuligt, for Amerikanerne kom med) og afslog at lede Hovedangrebet, hvis Ledelse derfor overdroges Gen. Mic.hrler. Et uheldigere Valg kunde Nivelle ikke have truffet; Micheler var lumsk og vakte eller nærede Mistillid til Planen bag Nivelles Ryg. Andre Fheld stødte til: Imod Nivelles ud trykkelige Udsagn om, at det var utænkeligt, gik Tyskerne i Febr. 17 tilbage til Sigfredsstillingcn og umuliggjorde derved omfattende Angreb paa Cliemin des dames. Rusland brød sammen, og Italien meldte Fo rfald til sidst i April. Allcrværst var dog, at Tyskerne, livad først Ludendorff har oplyst, allerede d. 15. Febr. 18 ved et Ud fald fik fat i en Befaling fra 2. franske Inf.division, som forudsagde et stort Angreb ved Aisne i April Maaned, og gjorde klar til at tage imod. Angrebet. der skulde været en Overraskelse for dem, blev det altsaa for Franskmændene. En mærkelig Mand denne Nivelle! Han „regner i sine Befalinger allerede Tyskerne for et feltgraatKluns, der kun staar i Frank rig for at blive tumlet og slaaet a f ham." Det eneste, ban var bange for, var, at Tyskerne løb deres Vej for Angrebet. der allerhøjst vilde tage 18 Timer. Han tænkte kun paa at forfølge, Gennembruddet var ham en Kendsgerning. Selv det, at Rekognoscering, Spionmeddelelser o. lign. godtgjorde, at der i A p ril var 20 tyske Divisioner og 892 Batterier overfor et Angrebsafsnit, hvor der i Febr. kun havde været 4 D ivisioner og 53 Batterier, rokkede ham ikke. T il alt Uheld var Nivelle, sammenlignet med Joffre, nervøs og lagde sig ud med Folk. Painlevé, der blev K rigsm inister og strax var N. fjendsk, og Politikerne havde derfor let ved at undergrave lians Stilling. Da Regeringen ad Snigveje mente at være paa det rene med, at alle Generalerne fandt hans Forehavende haabløst, maatte Niv. staa Skoleret for den og nogle af sine Generaler. Mødet fandt Sted i Gompiégne 6. A p ril 17. Micheler gik strax fra Biddet, og de andre Generaler tav, da de ikke kunde godtgøre, al Angrebet maatte strande; Nivelle talte kort og klart ud fra klippefast Tro paa Sejr (han havde samlet 1,200.000 Mand og et vældigt A rtille ri til Hovedangrebet), tilbød at nedlægge Kommandoen, hvis Regeringen vilde aflyse Angrebet paa Grund af Ruslands Sammenbrud og U. S. A.s ventede Indgreb og viste sine Avindsnuend. der holdt ham for en Stradier, at han var en Mand. Regeringen viste sig ynkelig og gøs tilbage for at aflyse Angrebet, som hele Frank rig længtes efter, og som den i sin T id selv havde lagt ham paa Sinde. Den bad Nivelle blive og angribe. Den 9. April angreb Haig, der oprindelig havde været vrangvillig, ved Arras før at binde Tyskerne og havde strax Held med sig, men standsedes den 14. et ter at have lidt uhyre Tah. Den 16. skulde Nivelle slaa til; Artilleriopsangen var allerede i fuld (lang (den varede ialt 7 Dage) og Poilu’erne brændte af Kampmod. Vejrguderne gav ham et sidste Æ selspark: Del var Taage, Regn- og Snevejr den 16. om Morgenen. saa at Artilleristerne ikke kunde se Skuddene. Nivelle lod alligevel staa til. Ikke 48 Tim er efter havde Tyskernes Maskingeværer og Modstod tilføjet Angriberne et knusende Nederlag. Den 18. om Aftenen korte Nivelle nedbøjet til Mieheler for at hore, hvorfor han havde standset Reservehæren, før den kom i Kamp. Micheler lod Vinduerne til sil Kontor smælde op paa vidt (lab og raabte, saa alle kunde hore det: ,,I)e vil kaste Ansvaret paa mig. det er fejgt“ .
Kort efter gik Nivelle ud af Sagaen. Hans Nederlag havde rystet Hæren saa voldsomt, at den sandsynligvis var løben fra hinanden, hvis Painlevé ikke havde faaet Pétain til Overgeneral. Det kneb: Da Painlevé foreslog ham, sagde Poincaré: ..Pétain! Ald rig i Verden. Nej og atter N e j!“ Painlevé raabte: ..Saa gaar jeg min Vej“ , gik og knaldede med Dørene. Sagen var. at Pétain. da Poinearé nogle Maaneder i Forvejen lykønskede ham til at have reddet Frank rig (Verdun), havde sagt: „Hvis jeg har gjort det. skyldes det frem for alt mine Underforere, og de havde udrettet langt mer. dersom Fran k rig var styret hedri'“ . Poine. var ved at kvæles af Harme: ..De glemmer vist. Hr. General, at De taler til Frankrigs Overhoved.“ Pétain: „Nej, Hr. Præsident. Jeg sagde kun, hvad jeg sagde, fordi jeg véd. at Statens Overhoved kan faa Lan det bedre styret.“ Før Krigen havde Fork vundet Ry søm Læ rer i Krigskunst og Forfatter til ..Krigslære“ og „Krigsføring“ . S;er øg tankespredt var han ogsaa kendt for at være. Allerede i Slaget ved Morhange (i Lolhringen) udmærkede han sig, og som Fører af !). Hær i Marneslaget viste han sig saa fremragende, at Jofl're, da det under Kapløbet til Havet saa sort ud ved Arras, gjorde ham til Leder af „Groupe provisoire du N ord“ (2. Hær. Castelnau, 10. Hær, Mundhul), 1. og 2. Rytterkorps øg noget Landstorm) for at faa Foretagenderne ledede under ét af en sierlig foretagsom Mand. der vidste, hvad han vilde. Skønt langt yngre General end Castelnau satte Foch igennem, at C. og Maud’lmy ikke gik tilbage, men gjorde, som han (F.) vilde. Det friede for at se Tyskerne og deres Ubaade i Calais. Oppe i Flandern fik han senere French til at føje sig og holde Stand*) og reddede mer end éngang Stillinger, som vaklede. At det kostede Stromme af Blod, er allerede sagt, og maaske sporger fremtidige Kritikere også;, om, hvorfor Foch ikke straks fik Belgiens Ilavsluser aahnedc; det havde sparet manges Liv og Lemmer. Ja, Kritikerne siger maaske endog, at h'ochs Ledelse i Forsommeren 1918 langt fra var genial og kun vidnede om et ustyrligt Angrehsmod, der tit gjorde ham hJind for Mulighedens (irænser. saa at Planerne maatte amdres eller opgives, Et maa man lade Foch: hans urokkelige „Staa fast!" og ukuelige Trang til at angribe paany lige efter Nederlag satte Mod i Folk og har Spire til Sejr i sig. Pétain var klogere end sine foresatte og Ungtyr'kerne og hidende vittig overfor selvgode m;egtige**) (Pierreleu, der kendte ham paa Nærhold, siger, at han kun var ironisk for at dølge medfødt Blvhed). Skønt alt i alt maaske vennesælest af alle Hærforerne havde han derfor haarde Fjender. Han gik i Krig som Oherst***) og udmærkede sig allerede som Brigadekommandor ved Dinant. steg snart og vandt By ved at redde Verdun (191(5). E fter Nivelles hald fik han alle til at gøre (iavn ved al sarge for hedre Kost og aandclig A dspredelse og indføre regelmavssig Orlov, kort sagt give Menigmand Indtryk af, at man regnede menige for Mennesker, give O fficererne Lov til at lette deres Iljærte overfor foresatte (hidtil overfusedes de som fejge, naar de sagde til om Vanskeligheder) og styrke Underofficerernes Stilling overfor de menige. Hans Held skyldtes ikke mindst, at han foruden at v;ere inde i Krigskunst, var 'lænker og Menneskekender og syslede med Filoso fi og Skønlitteratur (Corneille var han Yndlingsforfatter). Han troede paa Sejr, det var ham, der (i A p ril 1(5) skrev: ,.Vi skal nok hapse dem" (on les aura), og havde paa sin Vis ligesaa klar en Opfattelse som Foch af, at H in dringer kun er til for at overvindes, men han var ikke smittet af Ungtyrkernes Angrehsvanvid. E fter Kampen ved Verdun, der skal have kostet Frankrig oøO.OOO Mand, var han klar over, at Storslag aad Divisioner til ingen Nytte, og at man maatte sætte Tæ ring efter Næring for at sejre. Skønt der ikke er fjerneste Grund til at tvivle om, at han var Mand for at lægge og gennemføre, altsaa ogsaa gennemskue og værdsætte storslaaede Planer, holdt han igen, ind til Amerikanerne kom med. Han skahte ogsaa udmærkede Kampvedtægter og smeddede Vaabnet, der sikrede Sejren: Han var Organisator, noget, der ellers ikke ligger til Franskmændene. At det først i Juli 18 lykkedes ham at faa sine Generaler til at optage „smidigt“ Forsvar, som Tyskerne allerede med Held havde brugt overfor Franskmændenes Angreb i Champagne 25/9 15. men som hverken Jo ffre eller Foch havde villet vide af, skyldtes dels tapre Mænds U vilje mod at vige en Fodsbred, dels at Clemenceau holdt med dem og, da Gouraud omsider føjede sig, lod Pétain ham have hele Æren. Tyskerne angreb den 21/3 1918. 1 April- Maj blev Foch Generalissimus. Strax efter var det ved at rive ud mellem ham og Pétain, fordi han .sparede de allierede (Englænderne holdt kun 150, Belgierne 45, Franskmændene over 550 km af Stillingen), og i Modsætning til Pétain dels ikke troede, Tyskerne vilde angribe i Champagne og Lothringen, og derfor holdt sine Reserver nordpaa, dels vilde foregribe tyske Angreb ved at angribe hensynsløst. Enhver, der ser uhildet, maa indrømme, at F'oeh drev Vovespil i de første Maaneder. E fter Tyskernes sejrrige Overfald paa Chemin des dames den 27/5 vilde Kamrene Foch og især Pétain til Livs; Clemenceau hindrede det i en gribende Tale (4. Juni): Anklage Foch og Pétain? „De kan jage mig hort, men jeg gør det ikke" — og fik 377 Stemmer mod 110. Fochs Forsvarere paastaar, Vovespillet skyldtes Frygt for, at Englænderne vilde give op og slutte Fred: Foch vilde altsaa kun hæve Engl.s Mod. Det er kun halv Sandhed. Hindenburg— Ludendorff gav Pétain Ret overfor Foch ved at angribe sønderpaa d. 15/7, men kort før d. 1/7. havde Foch indrømmet, at Ludendorff nu kun kunde tænke paa at angribe i Retning af Abbeville eller Paris, og skred til at samle sine Reserver ved Beauvais og Épernay for at gribe ind, hvor Angrebet kom. Foch har faaet Æ ren for Mangins glimrende Modangreb ved Villers-Cotteréts d. 18/7 18. I Virkeligheden havde han ikke planlagt det som et Sidestød, men som et Angreb lige paa, der skulde udføres den 12/7 for at forekomme tyske x Y n - greb, men maatte opsættes, da Franskmamdene endnu ikke var rede til at gaa frem den 12.. Havde Pétain, som tænkte paa Sidestød længe før Foch, raadet. var Mangins Angreb blevet endnu virksommere, end det blev.
Da tyskerne var gaaet i Staa og Amerikanerne strømmede til, fandt Pétain, at Tiden til Storangreb var inde. En Mand, der arbejdede for egen Hæder, havde endnu kunnet gøre Knuder, men Pétain støttede Foeh broderligt. Han var en Bidder uden Frygt og Lyde.*). Horats skrev: „E t ante Agamemnona vixere fortes" (der har level tapre Mænd for Agamemnon). V i kender dem bare ikke; ingen Homer sang om dem. Tilsvarende kan vi sige: E t post Agamemnona vixere fortes o: Mænd, der syntes de højeste Poster voxne, jeg tænker bl. a. paa Guillaiimat, Weygund, Seeckt, Ho ffnuinn og (ironier. De var kun født for sent, saa at Pladserne var optagne. Tilladdet, Hans M a jestæt Tilfæ ldet har her som andetsteds haft sin Finger i Værket og sat nogle i Lys, andre i Skygge. Det nytter ikke at spørge: hvorfor? Forsynets Veje er uransagelige. Vi maa bøje Hovedet og nøjes med at opspore, hvorledes alt gik til, og holde os til. at det gik. som det gik.
Rolf Kall.
*) I s in n y s u d g iv n e Bo;* ” L a G ris e d u C o in m a n d e n ie n t U n iq u e “ paas ta a r G en . Serrit/nii, at P é ta in , som h id t il h a v d e h o ld t paa , at én M a n d s k u ld e le d e h e le K r ig s f o r in g e n , i V in t e r e n 1917— 1
