Denne artikel er forfattet af major Nikolaj Knudsen, som er tjenstgørende ved Forsvarsministerens Rådgivnings- og Analysegruppe. Forfatteren peger på ét relevant emne for forsvarets virke, som vil blive behandlet yderligere i kommende numre af tidsskriftet.
Her står vi så i dag og har nået det, vi ville. NATO har forhindret krigen i Europa, og i tilgift er WAPA opløst. Selv ikke de bilaterale aftaler mellem "østlandene" og USSR kan længere tillægges nogen egentlig betydning. Vi burde være tilfredse, og det er vi vel også på sin vis, men der er nu alligevel en pris at betale. Det er sikkert kun meget få, der har været i stand til at forestille sig den situation, vi befinder os i Uge nu. Alt er i bevægelse, og hele vort begrebsapparat synes at vakle under os. Dette skyldes ikke mindst, at truslen tilsyneladende er blevet væk. Vi skimter en ny verdensorden og et nyt europæisk system, men ingen er i stand til - blot med nogen sikkerhed - at fastlægge dette systems kommende struktur frem mod og specielt på den anden side af år 2000. Hvordan vil det nye system påvirke Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik? Hvilke sikkerhedsbehov skal opfyldes? Hvordan skal vi opfylde disse behov, og hvordan skal vi skaffe ressourcerne hertil? Mange vanskelige spørgsmål af denne karakter trænger sig på, og ingen af disse spørgsmål lader sig umiddelbart besvare. Inde i disse spørgsmål gemmer sig også spørgsmålet om forsvarets "raison d’étre" i tiden, der kommer. Truslen forsvinder - skal forsvaret nu også forsvinde? Næppe, men der må være en eller flere grunde til at have et forsvar. Sandheden - hvis en sådan findes - er nok, at vi gennem de sidste 40 - 50 år har vænnet os til, at vi havde et forsvar, fordi der eksisterede en specifik og næsten personificeret trussel fra øst. I virkeligheden havde vi det ganske godt med denne trussel, fordi der var tale om en stabil situation, der gav et ganske sikkert grundlag for dimensionering af forsvaret i bredeste forstand. Både i teori og i videst muligt omfang i praksis har vi hidtil dimensioneret forsvaret ud fra en grundlæggende vurdering af "den potentielle modstanders kapacitet." Ideelt set har vi foretaget en analyse af "fjendens" faktiske kapacitet ved at sammenkæde en række af kendsgerninger og vurderinger. I en sådan sammenstillende analyse indgår som hovedelementer følgende:
- modstanderens politiske vilje til at anvende militære midler,
- modstanderens påståede kapacitet og
- modstanderens demonstrerede kapacitet.
Når disse faktorer sammenholdes i rammen af et stabilt sikkerhedspolitisk system (det bipolære ideologiske alliancesystem), fås et bekvemt grundlag, hvorpå et forsvar kan dimensioneres inden for det økonomisk mulige. Det har været en bekvem og egentlig ikke særligt kompliceret situation for hverken politikere eller militære planlæggere. Sidstnævnte har heller ikke haft større problemer med den operative planlægning af styrkernes anvendelse. I en sådan statisk og stabil situation kan der planlægges detaljeret på selv de laveste niveauer.
Vi har med andre ord ikke haft behov for at beskæftige os med de allermest fundamentale problemstillinger, men har kunnet "nøjes” med at diskutere graden af målopfyldelse i relation til forsvarets opgaver ud fra de økonomiske rammer. Sådan har det været. Sådan er det måske til dels stadig i dag, men sådan bliver det ikke ved med at være.
Blandt andet skal svarene på de tidhgere nævnte spørgsmål findes, og det skal ikke vare alt for længe. Der er her tale om udenrigs- og sikkerhedspolitiske problemstillinger, der er langt mere komplicerede og uoverskuelige end hidtil. Problemer, der vil kræve beslutninger, der i den sidste ende drejer sig om, hvorledes landets fremtid som en suveræn nation i en europæisk alliancesammenhæng skal sikres. Beslutninger af en sådan karakter har vi sidst skullet træffe i forbindelse med Danmarks indtræden i NATO og EF. Betydningen af sådanne beslutninger ses bedst ved varigheden og kvaliteten af netop disse beslutninger.
Vi står således ved en skillevej, der meget kort karakteriseres derved, at Danmarks rolle i den nye verdensorden og specielt i den nye europæiske sammenhæng er usikker. Kun hovedlinierne er stukket af. Hertil kommer, at den "sikre" militære trussel i alt væsentligt har fortonet sig væk.
Nogle vil hævde, at når truslen forsvinder, så forsvinder også grundlaget for at opretholde et militært forsvar. Påstanden er letkøbt og har givet sammenhæng med de pågældendes politiske ståsted, men det er en påstand, der fænger og som vil kunne vinde gehør i brede kredse, ikke mindst fordi der kan spares penge. Det er også en påstand, der med al ønskelig tydelighed fortæller, at de pågældende - som en funktion af de sidste 40 - 50 års stabilitet - har glemt, hvad der er de egentlige årsager til, at en suveræn stat har et militært forsvar.
For at imødegå en sådan påstand kan det være meget fristende og nærliggende at fremføre, at truslen måske ikke er forsvundet alligevel.
De usikre forhold i USSR kan bruges i en sådan modargumentation. Det kan også hævdes, at truslen fortsat eksisterer, men at den fremover kun vil kunne manifestere sig et bestemt sted eller med et meget langt varsel. Man kan også "opfinde” nye trusler, der kan tage udgangspunkt i Nord - Syd problemkomplekset, og krigen i Golfen vil kunne understøtte en sådan argumentation.
Problemet er, at disse argumenter ikke er gode nok, fordi de gennem deres forsøg på at kvantificere og specificere truslen meget nemt vil kunne blive opfattet som forsøg på at bevare eksistensgrundlaget for et militært forsvar ved hjælp af "pseudo- trusler". Det skal ikke her afgøres, hvorvidt ovennævnte trusler er eller vil kunne blive relevante, men det skal fremhæves, at dansk forsvars eksistensberettigelse ikke alene kan baseres på en specifik trussel fra øst.
Logisk set er det derfor nødvendigt, at vi forlader tanken om den specifikke trussel som den dimensionerende faktor for det militære forsvar. Det er der egentlig heller ikke noget mærkværdigt i. Det militære forsvar er et sikkerhedspolitisk instrument, der skal give den suveræne stat handlefrihed til opnåelse af sine politiske mål. Dette er også gyldigt, såfremt dele af suveræniteten afgives i en europæisk sammenhæng, idet denne frivilhge afgivelse af suverænitet da netop vil være en del af en politisk målsætning. Anderledes er det naturligvis, såfremt den suveræne stat påtvinges suverænitetsafgivelse, men anvendelse af det militære forsvar som et muligt modtræk mod dette turde være indlysende.
Danmark har fire udenrigs- og sikkerhedspolitiske grundpiller nemlig FN, NATO, Europa og Norden. Hvorledes tyngden skal ligge på disse grundpiller i fremtiden kan ikke umiddelbart afgøres, men der ses ingen grund til, at dette - af Per Hækkerup opstillede grundlag - ikke fortsat er en solid ramme om de kommende beslutninger.
Det ville være særdeles hensigtsmæssigt først at få fastlagt den kommende europæiske orden og alliancestruktur, herefter fastlægge Danmarks rolle i denne sammenhæng og endelig fastlægge størrelsen af og opgaverne til et militært forsvar. Naturligvis er en sådan rækkefølge ganske utopisk. Problemerne løses sideløbende, hvilket bidrager til vanskeligheden ved at træffe de rigtige beslutninger. Hvorledes er det da muligt at træffe de rigtige beslutninger i en situation, der er så uoverskuelig, at det forekommer nemmere at beslutte, hvad vi ikke skal. Nøglen hertil ligger i en tilbagevenden til de fundamentale årsager til, at suveræne nationer har et militært forsvar. Som tidligere nævnt er det - i alt væsentligt - et spørgsmål om at opretholde handlefrihed til at nå de nationale målsætninger, hvad de end måtte være. Det militære forsvars eksistensberettigelse ligger alene heri. Som en afledt funktion heraf, har det bl.a. været nødvendigt at dimensionere forsvaret i relation til en specifik trussel de sidste mange år. Nu skal bøtten vendes, og forsvaret skal fremover dimensioneres i relation til et antal opgaver, som vi dels selv definerer, dels er med til at definere i alliancesammenhæng, men uden relation til en specifik trussel. Det er ikke tanken her at fremsætte forslag til forsvarets opgaver og dimensionering, men derimod at understrege betydningen af at forlade den konkrete trussel som den dimensionerende faktor.
Spørgsmålet er heller ikke, hvorfor vi skal forsvare retten til at nå vore nationale målsætninger. Vi har ikke et forsvar fordi vi skal i krig om et år, men fordi vi ikke ønsker at komme i krig de næste 50 år. Det drejer sig heller ikke om, hvem vi skal forsvare os imod, men derimod om, hvilke værdier vi vil bevare.
Derfor er det så væsentligt at forlade den specifikke trussel. Vi kan ikke overbevise nogen om at det militære forsvar først og fremmest skal kunne imødegå en specifik trussel fra øst, syd eller for den sags skyld fra nord eller vest. Vi kan derimod medvirke til, at hukommelsen genopfriskes i befolkningen og hos beslutningstagerne. Kun derved forhindrer vi, at det militære forsvar kommer til at fremstå som en budgettung forstening, hvis eksistens baseres på et forkert og forældet grundlag. Fremtidens militære forsvar bliver dyrt, og derfor skal argumentationen for dets eksistens og dimensionering være i orden.
Første skridt på vejen er at forlade den specifikke trussel fra øst som den dimensionerende og altafgørende faktor.
