Orlogskaptajn Allan Damm og cand.psych. Birgitte Hommelgaard.
Presseomtale det seneste år har medført stor offentlig bevågenhed for de psykiske efterreaktioner, soldater hjemkommet fra international tjeneste kan lide af. Forsvaret har haft fokus på området i længere tid og har over en 5-10 års periode opbygget det nuværende beredskab for støtte og behandling af personellet og dets pårørende. Forsvaret ønsker at give en bred vifte af tilbud til personellet, men det er grundlæggende, at det skal være frivilligt for den enkelte, om man vil tage imod tilbudene.
Baggrund
Efter ophøret af den kolde krig har Folketinget og Regeringen opprioriteret Forsvarets internationale opgaver. Antallet af soldater, der årligt udsendes i international tjeneste er steget markant, og Forsvarets styrker indsættes nu i fredsskabende og fredsbevarende opgaver på tidligere tidspunkter i konflikter end tidligere. Dette medfører, at personellet udsættes for en langt større risiko for at blive direkte involveret i kamphandlinger eller for at overvære kamphandlinger. Endvidere udsættes personellet i højere grad for risiko for at overvære overgreb mod civile eller følgerne heraf, og derved risikoen for at opleve magtesløshed i situationen. Under Golfkrigen kunne det konstateres, at Forsvaret ikke var godt nok rustet til at imødegå psykiske efterreaktioner, og selv om indsatsen efterfølgende blev forbedret, viste det sig at Forsvaret ved kampene i Kroatien i 1995 stadig havde et stykke arbejde at gøre for i nødvendigt omfang at kunne yde den nødvendige krisehjælp til de soldater, der var udsat for kraftig beskydning under kampene eller på anden måde var udsat for voldsomme hændelser. Erfaringerne fra Kroatien affødte, at Forsvarskommandoen nedsatte en arbejdsgruppe, der skulle vurdere og give anbefaling vedrørende bistand til personel, som lider af psykiske efterreaktioner. Arbejdsgruppen afgav rapport i januar 1997,1 og rapportens konklusioner og anbefalinger har siden dannet grundlag for Forsvarets videre arbejde med området. Endvidere gennemførte det daværende Forsvarets Center for Lederskab – nu Institut for Militærpsykologi ved Forsvarsakademiet – en opfølgningsundersøgelse2 vedrørende det personel, der havde været involveret i hændelserne i Kroatien. Denne opfølgningsundersøgelse har givet stor viden om, hvor stor en del af det personel, der var involveret i hændelserne, der kan karakteriseres som værende i risikogruppen for at udvikle psykiske efterreaktioner. Institut for Militærpsykologi har, siden opfølgningsundersøgelsen blev gennemført, systematisk udsendt spørgeskemaer til personel ca. 6 måneder efter hjemkomsten fra international tjeneste. Ud over at identificere hvilket personel, der har risiko for at udvikle psykiske efterreaktioner, har den systematiske opfølgning givet et interessant billede af dels, hvor mange der har risiko for at udvikle psykiske efterreaktioner, og dels årsagerne hertil.
Forebyggelse af psykiske efterreaktioner
Forsvaret lægger stor vægt på at forebygge psykiske efterreaktioner. Før udsendelsen uddannes cheferne og befalingsmændene i at genkende og håndtere psykiske efterreaktioner hos deres underlagte personel. Alt personel bliver orienteret om, hvordan man reagerer under stort pres, og personellet bliver orienteret om, hvilken støtte og behandling man kan modtage, såfremt man får problemer senere. Disse uddannelser gives som en del af den normale militære uddannelse, særligt i forbindelse med grund- og videreuddannelser af officerer og befalingsmænd. Ved den missionsorienterede uddannelse umiddelbart før udsendelse gives på ny opdatert uddannelse. Institut for Militærpsykologi har konstateret, at god ledelse fra officerer og befalingsmænds side er en af de faktorer, der har betydning for, om personellet efter hjemkomsten fra international tjeneste er i risikogruppen for at udvikle psykiske efterreaktioner.3 Der er en tendens til, at personel fra de udsendelseshold med færrest efterreaktioner også i ringere grad har oplevet meningsløse arbejdsopgaver under udsendelsen, og at arbejdsbyrden har været for stor. Dette personel har i ringere grad følt en mangel på privatliv, usikkerhed ved løsning af opgaver eller magtesløshed. Man har fået venner og kammerater, ligesom personellet har oplevet støtte og opmuntring fra nærmeste overordnede. Det er således tydeligt, at god ledelse har afgørende betydning for personellets oplevelse af tryghed. God ledelse er derfor forebyggende i forhold til senere udvikling af psykiske efterreaktioner. Kammeraternes betydning er ligeledes tydelig. Der er næppe tvivl om, at det er meget vigtigt, når psykiske efterreaktioner skal forebygges, at det personel, der har været udsat for en traumatisk hændelse, i første omgang bearbejder hændelsen sammen med de kammerater fra enheden, de har delt oplevelsen med. Underafdelingscheferne er i deres uddannelse trænet i at gennemføre en sådan bearbejdning i form af strukturerede gruppesamtaler. Denne umiddelbare håndtering af en hændelse fremlægges af og til som værende ufuldstændig, hvilket nok skyldes, at det i samfundet som helhed er ved at være den gængse opfattelse, at hurtig professionel assistance fra krisepsykologer er eneste acceptable løsning. Men her glemmer man, at det specielle for Forsvaret er, at de grupper der arbejder sammen, også er uddannet sammen, de kender hinanden og efter belastende hændelser bliver de ved med at arbejde sammen og har her en væsentlig mulighed for at bearbejde det skete med dem, man har haft oplevelsen sammen med. Hvis efterfølgende assistance fra krisepsykologer bliver nødvendig, har Forsvaret et korps af psykologer, der med kort varsel kan rejse til det område - inden for eller uden for rigets grænser - hvor der måtte være brug for assistance. Et andet aspekt af Institut for Militærpsykologis undersøgelser er, at risikoen for at udvikle psykiske efterreaktioner er afhængig af, hvilken personelgruppe man tilhører. Således har konstabler 5 gange større risiko end officerer for at udvikle psykiske efterreaktioner, mens befalingsmandsgruppen ligger risikomæssigt mellem officerer og konstabler. Observationen er interessant, men også alarmerende, idet forskellen personelgrupperne imellem næppe skyldes forskelle i de grundlæggende personlige forudsætninger eller forskelle i uddannelsesniveau. Forskellene synes at være en konsekvens af, at netop konstablerne har størst mulighed for at opleve dagligdagen som meningsløs og rutinepræget, og man kan opleve usikkerhed ved løsningen af opgaver på grund af mangelfuld information. Selv om god personelledelse altid har været i fokus i Forsvaret, kan meget tyde på, at der er behov for at være yderligere opmærksom på betydningen af godt ledelseshåndværk og at få styrket ledelsesuddannelserne på alle niveauer i Forsvaret.
Behandling af psykiske efterreaktioner
Et vigtigt princip for behandling af psykiske efterreaktioner er, at det er frivilligt for personellet, om det vil modtage tilbud om støtte og behandling. Baggrunden for denne holdning er, at mennesker reagerer forskelligt på de belastninger, de udsættes for, og det er derfor vigtigt at indrette et behandlingstilbud, som tager hensyn hertil. Langt størstedelen af personellet reagerer ikke på en udsendelse i internationale missioner med psykiske efterreaktioner i et sådant omfang, at professionel støtte eller behandling er påkrævet. Ved at gøre professionel støtte og behandling obligatorisk efter udsendelse i international mission, kan personellet komme til at føle sig som ufrivillige klienter i et behandlingssystem, og det kan med rette føle sig omklamret af psykologer. Institut for Militærpsykologi har gennem den systematiske udsendelse af spørgeskemaer dannet sig et godt overblik over gruppen med risiko for at udvikle psykiske efterreaktioner. Risikoen varierer mellem udsendelsesholdene, og ikke overraskende er risikoen bl.a. afhængig af den eksponering for traumatiske oplevelser, som personellet har været udsat for under udsendelsen. Det er således erfaringen, at risikogruppens størrelse varierer mellem ca. 6% for de udsendelseshold, der ikke har været udsat for særlig høj stressbelastning, og ca. 14% for de hold, der har haft en stor belastning. Det personel, der vurderes at være i risikogruppen, modtager en henvendelse fra Forsvarets psykologer med tilbud om en samtale, men også for dette personel er det frivilligt, om man vil tage imod tilbudet. Institut for Militærpsykologi har i de sidste år oplevet et stadigt stigende antal henvendelser fra personel, som har reaktioner efter udsendelse i international mission eller efter alvorlige hændelser i tjenesten. Antallet af pårørende, som har modtaget støtte og behandling har igennem årene været nogenlunde konstant. Hvor udsendelserne til Kroatien i midten af 90'erne og i særdeleshed kampene i 1995 var præget af en voldsomhed, som næppe er set i et lignende omfang siden, synes dette ikke at have afspejlet sig i antallet af personer, som søger psykologisk hjælp. Denne udvikling hænger sammen med, at ikke blot eksponeringen for farer, nød og elendighed, ophold i en lejr uden privatliv m.m. i missionsområdet har betydning for efterfølgende reaktioner, men også hvor vellykket gentilpasningen til det danske samfund sker. En stor del af de soldater, der i dag er i behandling, kan ikke siges at have været udsat for deciderede traumer, men har store vanskeligheder med at få et normalt liv i Danmark til at fungere. Dette kommer til udtryk ved vanskeligheder med at passe job og uddannelse, vanskeligheder med at få parforhold og ægteskab til at fungere, mange klager over opfarenhed og vanskeligheder med at engagere sig fuldt i de ting kammerater, venner og familie går så meget op i, m.m. Soldaten oplever ikke sjældent, at han er blevet en anden, ligesom hans omgivelser giver udtryk for, at han har ændret sig. Dette er som regel også tilfældet. Det kan tage tid at ryste et halvt års intensive oplevelser af sig, at vænne sig til ro og stilhed, at vænne sig til selv at skulle tage initiativer og være aktiv, m.m. Mange soldater beretter også, at det kan være svært at få omgivelserne til at forstå, hvilke oplevelser man har været ude for, fordi den verden man befinder sig i, når man er ude i internationale missioner, er så forskellig fra den virkelighed, man oplever i Danmark, hvortil ofte kommer savnet af et tæt kammeratskab.
Disse soldater har først og fremmest behov for at opleve accept af, at de har det, som de har. De har brug for at vide, at det ikke er unormalt at reagere på en udsendelse, også selv om man ikke har været udsat for voldsomme hændelser. Og så har de brug for at finde ud af, hvordan de kan komme videre med deres liv. Et liv som aldrig kan blive som før de lod sig udsende, men må være et liv, som integrerer oplevelserne fra udsendelsen på godt og ondt i en ny helhed. Institut for Militærpsykologi har gode erfaringer med behandlingen af soldater med efterreaktioner. Der er dog ikke tvivl om, at behandlingen af reaktioner er lettere og mere kortvarig jo tidligere den sættes ind, og at den har et bedre resultat, når problemerne ikke har fået mulighed for at tårne sig op og kapsle sig ind. Når soldater i misforstået stolthed holder sig tilbage fra at søge hjælp, er det ikke blot til skade for dem selv, men også for deres familier, venner, arbejdsplads, m.m. Ikke sjældent giver soldater, når de er kommet i behandling, udtryk for, at de ville ønske at de tidligere havde taget sig sammen til at gøre noget ved det problem, som de har kunnet se, men som de har håbet ville forsvinde mere eller mindre af sig selv over tid. Ofte er det i denne sammenhæng de pårørende, som presser soldaten til at gøre noget. Koner og kærester, mødre og venner er af uvurderlig betydning under hele soldatens udsendelsesforløb, fra de første samtaler og orienteringer om en eventuel udsendelse, over regimenternes inddragelse af de pårørende ved orienteringsmøder og netværksdannelse i forbindelse med udsendelse, til hjemkomstarrangementer for soldater og pårørende, hvor de pårørende blandt meget andet orienteres om, hvordan soldater hyppigt reagerer på en udsendelse, og hvilke støttemuligheder der findes. Støtte og behandling er vederlagsfrit for den enkelte. Dette gælder i princippet i al fremtid, uanset om personellet fortsat er ansat i Forsvaret, eller om det er hjemsendt. Eneste betingelse er, at personellets behov for støtte og behandling er en følge af udsendelse i international tjeneste eller andre hændelser i tjenesten.
De sociale forhold og de pårørendes situation
En interessant erfaring, som Institut for Militærpsykologi har gjort, er, at forholdene efter hjemkomsten er betydningsfulde for udviklingen af efterreaktioner. Det er således ikke udelukkende forhold under udsendelsen, som er bestemmende for udviklingen af efterreaktioner, men også begivenheder som fx skilsmisse, arbejdsløshed, sygdom og økonomiske problemer. Det er Forsvarets holdning, at personellet efter hjemkomsten ikke skal lades i stikken. Dette sker bl.a. ved at personellet også efter hjemkomst og eventuel hjemsendelse får mulighed for at mødes og danne netværk. Initiativer, der sikrer dette, får størst virkning, hvis de tages af den lokale chef, men initiativerne skal bakkes op centralt af Forsvarskommandoen og de operative kommandoer. For de pårørende er en soldats udsendelse i international mission også en væsentlig begivenhed. En undersøgelse blandt pårørende til udsendt personel viser således, at ca. en femtedel af ægtefæller og samlevere har oplevet perioden, hvor soldaten har været udsendt, som en stor belastning.4 Disse pårørende har følt sig dårligt forberedt og dårligt informeret, har trivedes dårligt under udsendelsen, har oplevet flere problemer med børnenes trivsel og har følt, at kontakten til den pårørende under udsendelsen har været utilstrækkelig eller dårlig. Også efter hjemkomsten oplever denne gruppe i højere grad end andre problemer i hverdagslivet. Der er i det forløbne år taget initiativer, der skal medvirke til en bedring af nogle af disse forhold. I forbindelse med udsendelse af enheder til tjeneste i international mission skal der fremover afholdes informationsmøder for de pårørende tre gange i udsendelsesforløbet. Første møde afholdes før udsendelsen, andet møde cirka midtvejs i udsendelsesperioden, og endelig afholdes et møde i forbindelse med personellets hjemkomst. Formålet med informationsmøderne er – foruden at informere om den konkrete mission – at informere om forhold, der kan have betydning for de pårørende i forbindelse med adskillelsen, fx kontakten mellem den udsendte og familien hjemme, børnenes reaktioner, om at danne netværk, støttemuligheder, m.m. Der informeres endvidere i forbindelse med hjemkomsten om psykiske efterreaktioner og hvilke signaler, man skal være opmærksom på hos soldaterne. Soldater og pårørende får i forbindelse med udsendelse og hjemkomst udleveret foldere udarbejdet af Institut for Militærpsykologi, som bl.a. omhandler ovenstående og giver anvisninger på, hvordan man kan få hjælp, hvis det skulle blive nødvendigt. Ligesom, det for soldaterne er vigtig at kunne drøfte oplevelserne med kolleger, er det for nogle pårørende af stor værdi under udsendelsen at kunne dele erfaringer med ligesindede. Hærens Konstabel- og Korporalforening har derfor taget initiativ til at skabe rammer for dannelse af lokale netværk for pårørende til udsendt personel. Skal sådanne netværk have værdi, skal de drives af ildsjæle, som skal støttes i den mere praktisk betonede del af arbejdet. De lokale netværk er i disse måneder ved at etablere sig, og Forsvaret har til hensigt at støtte netværksdannelserne bedst muligt. For personellet gennemfører Forsvaret samlinger cirka 3 måneder efter hjemkomst fra international tjeneste. Samlingen er for alt personel, såvel tjenestegørende som hjemsendt, og deltagelse er frivilligt. Dette tidspunkt er valgt fordi undersøgelser har vist, at tiden omkring 3 måneder efter hjemkomst kan være en kritisk periode. Antallet af personer med efterreaktioner er således større på dette tidspunkt end umiddelbart efter hjemkomst og 6 måneder efter.5 Det er derfor et godt tidspunkt at give en fornyet orientering om emnet og til at føre personellet sammen, således at disse har mulighed for at etablere egne netværk. Forsvaret samarbejder endvidere med en række foreninger og personelorganisationer om en kammeratstøtteordning, som soldaterforeningen De Blå Baretter har taget initiativ. Ordningen er oprettet som en konsekvens af, at ikke alt personel, der har behov for støtte og behandling, henvender sig til Forsvaret på eget initiativ. Kammeratstøtteordningen bidrager til, at personel, der har behov for behandling, men som er tilbageholdende med at søge hjælp ad den vej, bringes i kontakt med Forsvarets behandlingssystem. Endvidere er ordningen et værdifuldt supplement til Forsvarets egne tilbud, idet den etablerer muligheder for, at personel, der ikke har behov for egentlig behandling, men blot for at indgå i sociale sammenhænge med personer i samme situation, kan finde sammen. Kernen i kammeratstøtteordningen er en telefonlinie, hvortil personel, der har behov for støtte, kan henvende sig.
Afslutning
Alle de lande, Danmark sammenligner sig med, er opmærksomme på risikoen for psykiske efterreaktioner, og alle lande har en eller andet form for beredskab til at imødegå denne risiko og til at behandle personel, der måtte have behov for det. Forsvarets beredskab og behandlingstilbud er godt og fuldt på højde med vore nabolande. Det er dog vigtigt, at Forsvaret ikke blot stiller sig tilfreds med det nuværende beredskab og tilbud, men at området – som det allerede sker – til stadighed gøres til genstand for yderligere studier, og at der iværksættes tiltag, der forbedrer tilbudet til personellet og dets pårørende. Det er vigtigt for Forsvaret at fastholde de grundlæggende principper om at tilbudene skal gælde alle, være gratis og gælde så længe, den enkelte har behov for det. Princippet om, at det skal være frivilligt for personellet om og i hvilket omfang, man ønsker at tage i mod tilbudene, er helt centralt for Forsvaret. Kun på den måde sikres det, at den enkeltes værdighed og integritet respekteres.
Fodnoter:
1 AG/PSYKSTØT redegørelse vedr. bistand til personel, som lider af psykiske efterreaktioner. Forsvarskommandoen, 1997.
2 Henrik E. Andersen: Danske FN-soldater 2 år efter. Forsvarets Center for Lederskab pub. 144, 1998.
3 Ann Karen Christensen: SFOR, hold 4, 5, 6 og 7. Institut for Militærpsykologi småtryk nr. 31, 2001.
4 HKKF og AOF Analyse: Pårørende til udsendt militært personel, 2000.
5 Marianne Bache og Birgitte Hommelgaard: Danske FN-soldater, Oplevelser og reaktioner. Forsvarets Center for Lederskab pub. 137, 1994.
