Forfatter: Oberstløjtnant J. P. Olsen. Forfatteren er chef for Faggruppe Krigshistorieog Statskundskab på Hærens Officersskole.
At man, når det i sandhed skal lykkes én at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der; hvor han er, og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver der ikke kan det, han er selv i en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg forstå mere end han - men dog først og fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min mereforståen ham slet ikke
(Søren Kirkegaard)
Indledning og formål
I Militært Tidsskrift har der periodevis været diskussioner omkring krigshistoriens vilkår og plads i officersuddannelsen. Disse har ganske ofte ledt til berettigede bekymringer på fagets vegne. Faggruppe Krigshistorie og Statskundskab på Hærens Officersskole består af to militære lærere (oberstløjtnant og major, begge med operativ føringsuddannelse og videruddannelse II) samt to civile lektorater i statskundskab (cand. mag. og cand. scient, pol.) samt én sekretær. Det er Faggruppens påstand, at vilkårene for krigshistorie og statskundskab, når det kommer til stykket, aldrig har været bedre, og at den organisatoriske samplacering af de to fag er blevet stedse mere relevant. Set fra “det udførende niveau” vil denne artikel derfor understrege, at den internationale udvikling og Danmarks rolle heri, med skyldig hensyntagen til de ændrede elevforudsætninger, har givet store muligheder for at tilføje fagene krigshistorie og statskundskab en hel ny dynamik. I forbindelse med udviklingsprocessen har Faggruppen haft lejlighed til at undersøge, hvad f.eks. England, Frankrig og de nordiske lande gør for så vidt angår krigshistorie og statskundskab samt beslægtede fag, hvilket har været inspirerende og givende for dele af den iværksatte udvikling. Overordnet betragtet er der to “skoler”, der selvfølgelig medfører meget forskellige tilgange til undervisningens formål, mål samt tilrettelæggelse og gennemførelse:
- “Den engelsk - svenske Skole”, hvor krigshistorie fortrinsvis anvendes i tilknytning til lederuddannelsen.
- “Den fransk - danske Skole”, hvor krigshistorie fokuserer på sammenhænge mellem krig og samfund.
Krigshistorie
Udgangspunkt Holdningerne i “den historieløse generation”, der er et produkt af fortrinsvis 70'ernes og 80'ernes “fremadskuende”, “nyrealistiske” undervisning skinner idag igennem. Kombineret med at Hærens Officersskole også rekrutterer fra ækvivalerende tekniske uddannelser betyder dette, at elevforudsætningerne i faget historie (viden, færdigheder, holdninger) er ændret markant. Hvor eleverne ofte har en meget stor specifik viden, er den generelle historieindsigt idag for manges vedkommende relativt svag. Et andet vigtigt punkt er, at kadetternes / elevernes forventninger til indlæringsform og -metoder har ændret sig. Kort sagt er betingelserne for undervisningen ikke, som de var for blot fem - ti år siden. Som det mest klare forhold kan fremdrages, at kravet til dagsaktualitet i undervisningen, dvs. at “det her skal kunne bruges til noget”, er steget markant. Teorier og udviklingsforløb må ikke blive mål i sig selv, de skal kunne omsættes til noget håndgribeligt. Dette peger i retning af, at undervisningen i højere grad tematiseres, og at også den seneste krigshistorie inddrages i undervisningen - vel at mærke uden at kronologien tabes, da den markante motivation hos kadetter / elever “for at lære mere” i så fald givetvis vil blive mindre. Af det ovenstående kan afledes betydelige krav til undervisningens form, hvilket sættes i relief af, at de unge - uanset hvad der iøvrigt måtte siges i den forbindelse - er meget målrettede. Forslidte fraser som “processen er det vigtigste” er idag ikke aktuelle. Det kan herunder konstateres, at kadetter / elever således er vante til gruppearbejder - såvel som produktansvar. Dette gør det nemmere at fokusere på fordele ved friere undervisningsformer, men stiller stadig større krav i retning af dynamisk og fleksibel successiv tilpasning af undervisningens indhold og litteraturvalg m.v. Verden ændrer sig meget hurtigt i disse år. At opnå - eller måske rettere medvirke til, at kadetterne / eleverne opnår - et “mentalt omsti 11 ingsapparat” må i sig selv være ekstremt vigtigt. Dette peger i retning af, at eleverne / kadetterne i endnu højere grad selvstændigt skal kunne forholde sig til omverdenen, dvs. at analyseelementet i uddannelsen skal fremstå skarpt og éntydigt. Billedet af en verden i hurtig udvikling uden i samme omfang at kunne sætte retning på og idé bag udviklingen har bidraget til, at grundlaget for opfattelsen af fagene krigshistorie og statskundskab, herunder deres indbyrdes sammenhænge såvel som deres relationer til andre fag, er blevet udvidet de senere år. Også i forsvaret er faggrænserne blevet mere udflydende, hvilket bedst illustreres af en række af de aspekter, der kan udledes af bl.a. indsatsen i Jugoslavien. Ingen kan benægte, at en delingsførers eller kompagnichefs indsats nu i højere grad må sprede sig over centrale elementer fra først og fremmest fagene taktik, ledelse, statskundskab og krigshistorie. Uden forståelse for en række ofte komplicerede sammenhænge risikerer officeren jo nétop at gøre tingene værre, end de var. Hermed fremstår koordination og integration af ikke mindst de beskrevne fag som en bydende nødvendighed. Det er i almindelighed anerkendt, at studiet af krigshistorie med fordel kan gennemføres i en blanding af bredde- og dybdestudier, hvor studierne på næsthøjere niveau ikke blot skal gå “en tand længere i dybden”, men istedet nétop være udtryk for en procés, hvor studierne på det lavere niveau kan danne grundlag for det højere niveau i den beskrevne blanding af dybde- og breddestudier. Uddannelsen bør således ikke opleves som noget afsluttet på det enkelte niveau. Istedet skal uddannelsen opleves som en ballast, der kan udnyttes ved senere studier såvel som i praksis. Dette gælder ikke mindst uddannelsen i analyse, dvs. studiemetode(n), uddannelsens anvendelighed i forbindelse med føreruddannelsen, anvendelse af krigshistoriske eksempler til relevant perspektivering af enhedsuddannelsen osv. Man må endelig heller ikke glemme, at krigshistorieundervisnisningen meget gerne skulle give motivation for yderligere (selv-) studier, hvilket jo i høj grad har relation til Det krigsvidenskabelige Selskabs grundtanker: “....Den som ikke fortsætter sin videreuddannelse..... ender med at blive en tarvelig befalingsmand... ”.. Med udgangspunkt i de under 2 - 5 beskrevne forhold kan man tillade sig at konstatere, at uddannelsen i krigshistorie skal leve op til en lang række krav og vilkår, der kan dækkes indenfor overskrifterne:
- Uddannelsens sammenhæng på OGU =” VUT-I =► VUT-IL Herunder må uddannelsen i analysemetode(r) stå centralt.
- Uddannelsens koordination og integration med andre fag.
- Undervisningens indhold og form, hvorunder udgangspunktet først og fremmest må tages i omverdenens udvikling samt elevernes kunnen, behov og motivation.
Uddannelsens sammenhæng
Faggruppen tror på det hensigtsmæssige i en veksling mellem dybde- og breddestudier, hvilket imidlertid ikke er nyt. Denne tankegang har skinnet igennem på OGU i mange år, hvor undervisningen har været tilrettelagt som “både og”, hvilket er sket i forbindelse med undervisningen henholdsvis kadetternes udarbejdelse af et “øvelsesprojekt”, hvor kadetten på analytisk facon har behandlet et krigshistorisk emne. Det afgørende nye i faggruppens virksomhed på dette område ligger på VUT-I, hvor undervisningen er blevet projekt- og dermed dybdeorienteret, samtidigt med at undervisningens form, i takt med de indhøstede positive erfaringer, er blevet gjort stadig mere fri. Af emner, der hér skal trækkes frem, er generelt fine studier af kampformernes udvikling igennem tiderne til og med dagens Feltreglement I. I forbindelse med studierne fremhæves relevante krigshistoriske eksempler. Desuden eksemplificeres kystforsvar ved tyskernes indsats mod sø- og luftlandsætninger i dele af Normandiet i juni 1944. At eleverne føler stort produktansvar understreges af nétop det præsterede arbejde, såvel som det motiverende i arbejdsformen fremgår af de generelt meget positive tilbagemeldinger. Med den ovenfor beskrevne struktur siger det sig selv, at undervisningen på OGU skal være forudsætningsdannende for VUT-I, hvilket også har været udgangspunktet for “Vejledningssamling for Hærens Officersskole” (HOVEJSAM), hvor faggruppen, inspireret af Forsvarsakademiet, har arbejdet videre med idéen og søgt at skabe ét redskab, hvor alle implicerede (kadetter, elever, lærere, censorer m.fl.) kan finde svar på de spørgsmål, der uvilkårligt dukker op i forbindelse med større skriftlige opgaver. Et centralt punkt i hele idéen bag HOVEJSAM er udviklingen fra “det håndværksmæssige” (øvelsesprojektet) på OGU over specialet på VUT-I, der samtidigt meget gerne skulle tjene som grundlag for “det videnskabelige” på VUTII. Herunder er der selvfølgelig lagt begrænsninger på bl.a. emne- og metodevalg på OGU, begrænsninger der ikke gøres gældende på VUT-I. HOVEJSAM er et dynamisk instrument, som næppe kan siges at være færdigudviklet, hvorfor faggruppen til stadighed modtager bidrag, der indgår i den løbende justering af produktet.
Uddannelsens koordination og integration med andre fag
Som nævnt har den stigende erkendelse af ofte komplicerede sammenhænge utvivlsomt ledt til, at bl.a. fagene taktik, ledelse, statskundskab og krigshistorie i stadig højere grad må, og bliver, set i sammenhæng. Dette er imidlertid en gammel sandhed, som eksempelvis afspejler sig i NATO’s to-strengede struktur og formål. Den militære dimension er meningsløs uden den politiske, ligesom det modsatte er tilfældet. Forøget erkendelse af integrationsbehovet har bl.a. ført til, at den projektorienterede undervisning på VUT-I fortrinsvis gennemføres integreret mellem krigshistorie, statskundskab og ledelse. Dette har ledt til projekter som: “Krisestyring i historisk perspektiv”, emner vedrørende de mest betydende internationale organisationers funktion og virke, Danmarks nuværende sikkerheds- og udenrigspolitik i relation til bl.a. ex-Jugoslavien samt, som tidligere nævnt, “kampformernes udvikling i historisk perspektiv”, hvor sidstnævnte har været gennemført i koordination med tysk-undervisningen. Af andre tiltag er allerede gennemført et kombineret taktik- og krigshistorieseminar på VUT-I (O-modul), hvor krigsføringens grundprincipper applikeres til “Operation Market Garden”, hvilket selvfølgelig leder frem til drøftelse af dagsaktuelle taktiske emner. Ligeledes gennemføres indledende lektioner i taktik, hvor doktrinernes udvikling belyses i krigshistorisk perspektiv som indledning til de enkelte kampformer. På OGU gennemføres nu en “krigshistorie- og statskundskabs-ekskursion”, hvor emnet er “Københavns befæstning gennem tiderne”. Hér bindes samfundets og det militære apparats sideløbende udvikling sammen i en bevægelse fra ruinerne under Christiansborg til Garderhøj fortet og Vestvolden. På OGU er uddannelsen i højere grad tematiseret, hvilket bl.a. har givet plads til kampformernes udvikling, sø- og luftkrigshistorie samt sø-, luft- og kombinerede landsætninger. Desuden er der sket en relativ forøgelse af stofmængden efter 1945 med vægten på guerillakrig, manøvrekrigens fortsættelse under de israelsk-arabiske krige samt krige, hvor FN eller/og andre internationale organisationer har været engageret i større omfang på forskellig vis: Korea, Congo, Golfkrigen, Jugoslavien.
Undervisningens indhold og form
For så vidt angår det for al undervisning så vigtige begreb motivation kan krigshistorie og statskundskab profitere på de senere års politiske og dermed følgende militære udvikling. Det er kort sagt blevet lettere at skabe eller fastholde interessen for fagene. Imidlertid hænger motivationen også sammen med måden, hvorpå fagene gennemføres, idet man ikke kan se bort fra Søren Kirkegaards grundlæggende simple konstatering desangående. Som ovenfor beskrevet er der sket meget store ændringer på VUT-I, hvor eleverne ganske enkelt har fået større ansvar overfor sig selv i kraft af projekt- og dermed gruppearbejdsmodellen, der endog indeholder “undervisningsfrie dage”. I kraft af generelt gode resultater og det præsterede arbejde, der klart overstiger, det man kan forvente, samt en række positive tilbagemeldinger, tør Faggruppen godt hér konstatere, at ændringerne er blevet godt modtaget på VUT-I. På OGU er det ikke muligt i samme omfang at betjene sig af den friere form, da denne uddannelse jo nétop er grundlæggende, men alligevel er en række tiltag dog iværksat - eller måske nærmere udbygget, hvilket selvfølgelig hænger sammen med såvel uddannelse som motivation for videre studier. Her skal bl.a. nævnes:
- De slesvigske krige behandles som gruppearbejder, hvor slagene perspektiveres i forhold til de klassiske slag, krigsføringens grundprincipper samt en række ledelsesmæssige aspekter.
- Doktrinudviklingen fra afslutningen af L Verdenskrig til begyndelsen af 2. Verdenskrig behandles i gruppearbejder.
- Undervisningen inkorporerer besøg på Tøjhusmuseet, Orlogsmuseet og Frihedsmuseet.
- De laveste niveauer inddrages successivt i undervisningen. Krigshistorien bruges i øvrigt til at anskueliggøre en lang række ledelses- og føringsmæssige aspekter, ligesom der trækkes paralleller til dagsaktuelle problemstillinger, doktriner, strategier m.v.
Kommende aktiviteter Det er ikke overraskende, at tematisering med vægt på bl.a. doktrinudvikling og sammenhængsforklaringer - for særligt de historisk vidensmæssigt svageste - ofte vil betyde, at overblikket (kronologien) forsvinder. M.h.p. at afhjælpe dette problem har Faggruppen med velvillig bistand fra en lang række andre faggrupper (og kadetter i forbindelse med engelskundervisningen) på Hærens Officersskole iværksat en bearbejdning til dansk af en udenlandsk kilde, der vil leve op til kravene om en grundbog i faget krigshistorie, idet bogen fokuserer på sammenhængene mellem samfund og forsvar. Foreløbigt anvendes den engelske udgave til gavn for såvel OGU som VUT-I, men håbet er, at allerede i efteråret 1996 vil en gennemarbejdet dansk udgave foreligge. Udover den løbende tilpasning har Faggruppen påbegyndt overvejelser på væsentligst tre områder. I kalkulerne skal inddrages en række ressourcebetragtninger m.fl., der gør disse betragtninger mere langsigtede, hvilket dog ikke skal hindre, at der arbejdes med idéerne:
- Et grundlæggende “metode-kursus” for OGU, der meget vel kan inkorporere “taktiske overvejelser”, “problembehandling”, “stabsstudiet” og “den historiske metode”, som jo, trods forskellighederne, kører over grundlæggende samme rationelle beslutningsmodel.
- Hærens Officersskole har før haft udrykninger til områder med også krigshistorisk interesse. Af interessetilkendegivelser fremgår det klart, at ihvertfald en mellem taktik og krigshistorie koordineret udrykning til Sønderjylland burde realiseres.
- Fortsat styrke koordinationen og integrationen på såvel OGU som VUT-I mellem krigshistorie og taktik.
Statskundskab
Udgangspunktet: Politologi for officerer
Ligesom krigshistorie er også statskundskab præget af elevernes ofte meget store kendskab til enkelte begivenheder i historien f.eks. Bastilledagen, eller til en specifik politisk institution som. f.eks. det engelske parlament. Til gengæld har eleverne et relativt ringere forudgående kendskab til politisk historie og til samfundets generelle struktur og mekanismer. Det præger selvsagt den undervisningsopgave, statskundskab har. Samtidig er den moderne hærofficers opgaver og arbejdsbetingelser under hastig forandring - ikke mindst i dag efter Den kolde Krigs ophør. Det er dagligdag for den moderne hærofficer at skulle virke selvstændigt i et internationalt miljø eller som del af en international organisation for at forebygge eller håndtere en konflikt i et land langt væk fra Danmarks traditionelt nære interesseområde. Også konfliktens karakter er helt anderledes i dag end under Den kolde Krig, hvor den typiske konflikt udspillede sig mellem to eller flere stater. I dag foregår langt de fleste konflikter indenfor staten; i hvert fald de konflikter der har de største menneskelige omkostninger. Det er således nødvendigt også for den helt unge officer at forstå den forandringsproces dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik er inde i. Vor verden bliver stadigt større samtidig med at betingelserne for anvendelsen af det militære instrument forandres fundamentalt. Under Den kolde Krig skulle militæret spille en afskrækkende og reaktiv rolle i forsvaret af Danmark mod en potentiel angribende fjende. I dag har militærpolitikken en langt mere aktiv og offensiv rolle i det nye “nære” interesseområde, der strækker sig fra Ural til Atlanten og fra Murmansk til Nordafrika. Kendskabet til disse ydre forhold for sit virke er lige så vigtige for den moderne officer som kendskabet til egne våbensystemer. Statskundskab er hovedfaget i den formidling af disse kundskaber på begge undervisningsniveauer - OGU og VUT-I. Også statskundskab er i disse år i en rivende udvikling, hvor faget søger at tilpasse sig det videns- og færdighedsbehov, der hastigt forandrer sig i atkt med den internationale udvikling og dynamikken i dansk og europæisk sikkerheds- og militærpolitik. I forbindelse med denne udvikling har faggruppen haft lejlighed til at deltage i flere internationale konferencer med netop denne udvikling som emne. Det er dog ikke meningsfuldt alene at udvikle faget statskundskab i sig selv. Faget er afhængig af en snæver integration med undervisningen og udviklingen i krigshistorie særligt for en formidling af viden om det militære instruments anvendelse som politisk bestemt redskab, som jo når der bortses fra almendannelsen, må være selve kernen i “politologi for officerer”.
Uddannelsens indhold, OGU
På OGU forfølges to hovedmålsætninger i faget:
- Formidling af viden om samfundets institutioner og politiske mekanismer.
- Formidling af viden om international politik, det internationale system, internationale organisationer og institutioner.
Undervisningen indeholder følgende delelementer:
- Forløbet og betydningen af nyere dansk politisk historie i en indenrigspolitisk og international ramme, herunder danske politiske partiers ideologiske og sociologiske grundlag og deres syn på dansk og det international politik,
- det danske samfunds politiske opbygning og beslutningsstruktur de væsentlige træk ved den aktuelle danske sikkerheds- og forsvarspolitik samt dennes indenrigs- og udenrigspolitiske baggrund, herunder teoretiske forklaringsredskaber som småstatsteori,
- forløbet og betydningen af den internationale udvikling,
- universel folkeret med fokus på perioden efter 2. Verdenskrig og med hovedvægten på FN og det kollektive sikkerhedssystem,
- regional folkeret med hovedvægten på NATO, EU, WEU, OSCE; deres opgaver, organisatoriske opbygning og beslutningsstruktur samt Danmarks placering og rolle i disse organisationer,
- grundlæggende teorier om det internationale system, herunder integrationsteorier og grundlæggende konfliktløsningsmodeller samt
- udviklingen i aktuelle konfliktområder indenfor dansk interessesfære, herunder Danmarks placering og politik i de pågældende konflikter.
Undervisningens indhold og form
Undervisningen i statskundskab på OGU betjener sig af en vifte af forskellige formidlingsformer rækkende fra egentlige forelæsninger og manuduktioner, kritiske og diskuterende konfrontationer, individuelle skriftlige analyseopgaver til gruppeprojektarbejder om aktuelle konflikttemaer.
Uddannelsens koordination med andre fag
Som det tydeligt fremgår af fagets indholdsmæssige sammensætning er det hverken meningsfuldt eller hensigtsmæssigt at søge at betragte faget isoleret fra faget krigshistorie. Med den stadigt øgede integration mellem fagene har faggruppen opnået en betydelig gevinst både funktionelt og pædagogisk. Den funktionelle gevinst er åbenlyst at finde i fagets historiske dimension og i forståelsen for konkrete konfliktområder og -typer, f.eks. Balkan og eks-Jugoslavien. Den pædagogiske gevinst findes i en dynamisk formidling af sammenhængene mellem det militære instrument og dets anvendelse i en politisk bestemt ramme og rolle; sammenhængene mellem krig og samfund. Ikke mindst den tidligere omtalte historiske fællesekskursion er i denne forbindelse af meget stor værdi.
Uddannelsens indhold, VUT-I
På VUT-I kan der anlægges et noget højere niveau i undervisningen, dels fordi undervisningen kan bygge på vidensfundamentet fra OGU og dels fordi eleverne har en langt bredere erfaringsbase fra deres officersvirke. I modsætning til undervisningen på OGU omfatter undervisningen på VUT-I kun formidling af viden om international politik, det internationale system, internationale organisationer og institutioner og folkeret. Hovedvægten i den teoretiske undervisning ligger på balancen mellem de forhold i international politik, der forandrer sig langsomt, og de forhold der forandrer sig hurtigere, måske næsten fra dag til dag. Viden om de langsomtvirkende kræfter i det internationale system omfatter undervisning i det internationale systems væsen, struktur og dynamik. Som eksempel anvendes her den internationale udvikling under og efter bipolariteten, medens FN, den europæiske integration, Jugoslavien og opløsningen af Sovjetunionen benyttes som eksempler på de hurtigtvirkende kræfter i systemet. I den forbindelse belyses de nyere konflikttyper i det internationale system gennem undervisning i etnicitet og nationalisme. Folkeretten er et relativt nyt område under statskundskab, hvor undervisningen koncentrerer sig om den universelle folkeret med FN i centrum. Hensigten er ganske som på OGU at give eleverne den nødvendige baggrundsviden for at kunne deltage i de forskellige former for fredsstøttende operationer. Tilsvarende undervises der i den regionale “soft law”, hvor hovedvægten ligger på OSCE. Den såkaldte “humanitære folkeret” ligger i øjeblikket udenfor fagets rammer, idet der undervises heri i faget taktik. På sigt finder faggruppen det dog helt naturligt at integrere denne operative del af folkeretten med den principielle del og forventer i fremtiden at skulle undervise i “humanitær folkeret.” Som det fremgår er krisestyring et selvstændigt emne, både den traditionelle krisestyring sådan som den har udviklet sig m.h.p. at håndtere kriser mellem stater og den nye krisehåndtering af de nye indre-statslige konflikttyper. En meget stor del af undervisningen er her afsat til projektarbejde i et integreret samarbejde mellem krigshistorie og statskundskab, hvor krisestyringen udgør den fælles indgangsvinkel med fokus på det militære apparat og den politiske beslutningstager overfor den konkrete udførelse (f. eks. 1996-projekterne: Koreakrigen, Golfkrigen, Jugoslavien og Somalia). Denne integration har i alt væsentlig været befordret af den nyorientering undervisningen i krigshistorie på VUT-I har været inde i.
Afslutning
For krigshistoriens vedkommende er det særligt vigtigt at slå fast, at faget fortsat “skal ud af glasklokken” og sættes i relevante forbindelser til andre fag. Budskabet skal derfor stå klart: Krigshistorie og statskundskab er begge relevante og vedkommende fag - særligt hvis de ses i sammenhæng. Målsætningen for begge fag skal være: Anvendelighed, dynamik, koordination, integration og motivation. For at være meningsfyldt, må krigshistorie ikke studeres, som det ofte har været i fortiden, i et vaccum, men må ses i en sammenhæng mellem politiske, økonomiske, sociale og teknologiske ændringer. Nogle forskere har kaldt denne tilnærmelse for “den nye krigshistorie”. Denne såkaldte nye krigshistorie er i de senere år blevet karakteriseret ved en fremkomst af krigs- og fredsstudier som har appelleret til publikum også udenfor de militære kredse, som mest har interesseret sig for den traditionelle krigshistone. Den nye krigshistorie er kommet for at blive. Men dette formindsker ikke det stadige behov for studier af militær organisation, strategi, taktik og føring. Tværtimod skal de specielle militære felter fuldtud lægges indenfor rammerne af den nye krigshistone. Vilkårene for statskundskab og krigshistorie har aldrig været bedre og giver gode muligheder for at forfølge netop denne målsætning.
